Flygter du?

Det at træne hund giver en os fantastisk mulighed for at få større indsigt i vores egne handlemønstre. Den mulighed giver hundene os, fordi de spejler de ting, vi gør, det vi føler, og den sindsstemning vi er i. Jeg er helt sikker på, at vi kan følge mange forskellige veje til at lære os selv bedre at kende og til at udvikle os, hvis vi er interesseret i det. Det gode ved hundetræningen er, at hunden også spejler det, vi ikke ønsker at se eller blive konfronteret med, de områder som vi ubevidst skjuler for os selv eller ikke ønsker at vise for andre.

 

Vince-vejen-1

 

Når jeg underviser en masse forskellige mennesker rundt omkring i landet, ser jeg helt automatisk mange meget forskellige eksempler på, hvordan hundetrænere takler modstand og vanskelige situationer i træningen. Jeg kender ikke nogen mennesker, der kan undgå at ind imellem at blive frustreret, når vi træner hund. Vi kender alle sammen de situationer, hvor det bare ikke er til at FORSTÅ, hvorfor hunden ikke lige gør det ene eller det andet. Ligesom ved al anden modstand i her livet, så handler det efter min mening ikke om, om vi møder modstand i vores hundetræning, men om hvordan vi håndterer situationen. Det er en af grundpillerne i empowermenttankegangen, at blive i stand til at handle fornuftigt i udfordrende situationer.

Vores grundreaktion i mange situationer i livet er at undgå ubehag. Så når der melder sig en “ubehagelig” træningssituation, er der mange, der tænker, “jeg behøver ikke lære min hund at… (indsæt selv træningsopgave) det er helt unødvendigt for os”. På den måde kan man undgå ubehaget ved den svære situation ved at “flygte” fra den. Det er ikke en flugt, hvor vi løber væk, det er den stille undgåelse af igen at komme i en svær situation. Den anden mulighed er at “kæmpe”. Jeg har set mere end en træner blive virkelig sur på sin hund, træningskammerater, instruktør, familie, andre i nærheden… , når træningen ikke fungerer, og hunden ikke forstår, hvad træneren ønsker. Flugt eller aggression er to helt klassiske og instinktive reaktioner på vanskelige situationer, som selvfølgelig ikke er begrænset til hundetræningen, men det er selvsagt ikke reaktioner, der giver os ny viden eller nye færdigheder til at takle frustrationer i træningen eller livet generelt.

Ligesom vi ønsker at vore hunde skal blive mere vedholdende og kreative i træningen, så er det selvfølgelig også en prioritet for os hos Hund & Træning at gøre træneren mere vedholdende og kreativ i løsningen af de eventuelle træningsproblemer. Jeg mener, at vi alle er bedre trænere, når vi har lært, hvordan vi skal arbejde os igennem de træningsproblemer, vi møder med vores hunde, uden at undgå at møde problemet eller blive sur på os selv eller hunden. Det vigtige er her at blive bevidst om og arbejde på, at vi selv får ressourcer og overskud til at rumme de følelser af afmagt og eventuel frustration, vi alle sammen møder, og lige så stille arbejde os igennem og ud på den anden side. Sige OK nu kan jeg mærke, at der er et eller andet, der er svært her. Nu skal jeg være opmærksom og dele træningen op i mindre dele, tænke på at få den rigtige følelse for mig selv og min hund, og arrangere træningen, så jeg er sikker på, at både jeg og min hund får succes, for blot at nævne nogle få muligheder. Det at undlade at flygte eller kæmpe sig ud af problemerne og i stedet stille og roligt, måske med hjælp fra træningskammerater eller undervisere, arbejde sig igennem et kompliceret problem, det gør, at vi kommer ud på den anden side meget klogere og men en hel anden form for læring. Jeg elsker at hjælpe kursister gennem denne proces, så de står styrket og glade på den anden side af udfordringen.

 

Vince-vejen-2

 

På den personlige front står Vince, Senna og jeg overfor en flytning her i sommer, vi glæder os til at få et nyt ståsted og nogle nye omgivelser i Nordsjælland og at byde gamle og nye kursister velkommen i nye omgivelser.

De nye LP-programmer

For nogle år siden gik FCI’s lydighedskomite i gang med at udarbejde et nyt program for eliteklassen. Det nye program trådte i kraft i år i Danmark sammen med nye programmer i klasse 1, 2 og 3. Nogle lande følger FCI’s program i de indledende klasser, mens vi i Danmark har valgt at beholde vores egne programmer i klasse 1, 2 og 3. Derfor besluttede LP-udvalget at lave nogle ændringer i klasse 1, 2 og 3, så der er en rød tråd frem til eliteklassen. Jeg har deltaget i idearbejdet med ændringerne af programmet. Derfor var det ekstra sjovt at se programmerne udført i praksis for første gang i Sorø midt i februar. Jeg var selv oppe i klasse 1 med Vince, det gik rigtig godt, og jeg synes, at klasse 1 programmet fungerer rigtig fint. Det gælder også for de andre klasser, selv om der måske er et par småting, der kan justeres efter noget tid. Det vigtigste er, at dommere, prøveledere og deltagere nu får tid til at afprøve de nye programmer, så der bliver et rigtig godt grundlag for at vurdere programmerne i deres helhed.

 

Vince

 

For eliteklassen har FCI lavet ændringer i fællesøvelserne, vi skal nu til at bakke i fri ved fod, keglen er fjernet i fremsendingen, der er lavet en ny springøvelse, og endelig er der mulighed for at lægge næseprøverne på mange forskellige måder. Uvist af hvilken årsag er jeg lydighedsentusiast, måske grundlæggende fordi jeg selv elsker at skabe et unikt samarbejde med min hund og at opnå den helt særlige kommunikation, der ligger i at dykke så meget ned i træningen, som det er nødvendigt, hvis man skal klare sig godt i lydigheden. Men, og der er et stort men, så er jeg helt generelt af den holdning, at FCI-programmet i eliteklassen er alt for fantasiløst! Det faktum, at variationen i programmet handler om, at man kan lave samme øvelse både til højre og til venstre, er udtryk for en så begrænset kreativitet, at jeg dårligt har ord for det. Hvorfor skal vi f.eks. blive ved med kun at bruge træapporter, i stedet for alle mulige genstande, og hvorfor skal hunden aldrig tage apporten i midten, hvorfor er der ikke flere forskellige typer af genstande, hunden skal finde i næseprøven, hvorfor ligger fremsendingen på præcist den samme måde hver gang, der er da mange andre placeringsmuligheder osv. osv.

Den nye springøvelse, hvor hunden skal løbe rundt om en kegle, stoppe, apportere og springe, synes jeg ved første øjekast lød meget spændende, men efter træning af øvelsen har jeg indset, at den er lige så stereotyp som alle de andre øvelser, hvor der heller ikke er nogen form for variation. Hallo FCI, alle vi lydighedsentusiaster vil altså godt udfordres – JEG vil i hvert fald. I det nuværende program fremmer både øvelser og bedømmelser den lidt robotagtige og ikke så hurtige lydighed. Der bliver lagt for meget vægt på præcision, som efter min mening ikke er spændende at træne hele tiden. Springøvelsen tænder de hurtige hunde og kombinerer alt, der er godt med fart, som løbe rundt om, apportering og spring – lidt af en “nu taber jeg hovedet Kinderæg” for de hurtige hunde. Derfor er øvelsen langt lettere at lave med hunde, der ikke kommer så meget op at koge, og hele tiden kan holde hovedet koldt. Samtidig er der en større risiko for skader på de hurtige hunde, både ved at løbe rundt om og i optag af apporten.

 

senna-apport

 

Der er et andet element i det nye program, som jeg undrer mig meget over. Jeg ved simpelthen ikke, hvad medlemmerne af FCI’s lydighedskomite har tænkt, da de besluttede at lave udløb til en cirkel uden kegle… Man kan gætte på, at argumentet for at fjerne keglen har været, at der er for mange hunde, der af sig selv stopper ved keglen, og ja, det er der, men det kan dommerne jo bare trække for. At lave en cirkel til brug for bedømmelser, som hunden ikke kan se og så forvente den samme præcision, som i det gamle program, hvor der stod en kegle, det er fuldstændig håbløst. Ja, vi kan godt lære vores hunde at løbe ligeud til ingenting, det er ikke helt så svært, som det lyder. Jeg har selv trænet hunde til dette. Konkurrencedeltagere gør det i DcH fremsendinger hele tiden, men her er præcisionskravet heller ikke så absurd som i det nye eliteprogram. Hvis hunden bare afviger 10 – 12 grader fra den lige linje ud til midten af cirklen, så havner den udenfor cirklen! og får 0 i øvelsen. Kravet er nemlig stadig, at alle poter skal være indenfor cirklen. Jeg synes, det her er en ommer, og jeg synes egentlig, at tiden er inde til dialog mellem medlemmerne af FCI’s lydighedskomite og konkurrencedeltagerne. I Sverige har de flere forskellige underskriftsindsamlinger kørende mod FCI-programmet. Jeg vil opfordre til samtale – i første omgang.

Hunde har da følelser del 2

Læs evt vores tidligere blogindlæg Dyr har da følelser! her…

 

I sidste uge var jeg ved at forberede et oplæg til et af vores instruktørhold om emnet undervisning. Et af punkterne i oplægget var, hvad man som instruktør observerer, når man står overfor en kursist. For mig er en noget af det vigtigste som det første at tjekke, hvordan både hund og ejer har det rent følelsesmæssigt. Har de det godt, og er de i balance? Hvis ikke, påvirker det jo i høj grad den måde, de samarbejder på og det samspil, der opstår i træningssituationen. For mig er det uetisk at træne med en hund, der er i ubalance rent følelsesmæssigt, det kunne eksempelvis være hvis hunden er bange for noget eller oplever ubehag i træningen.

 

følelser-5

 

Forleden så jeg nogle få klip fra en udsendelse på DR om en cirkuselefant, der gik amok. Jeg så ikke hele udsendelsen, men jeg så en beskrivelse af, hvordan elefanttrænerne knækkede elefanten psykisk bl.a. med voldsom afstraffelse for at få den til at arbejde i cirkus. Til sidst gik elefanten amok, med voldsomme konsekvenser til følge. Jeg så også for noget tid siden dokumentaren Black Fish om spækhuggere og de voldsomme overgreb, de udsættes for. Alt sammen for at der er nogle mennesker, der kan sidde og blive underholdt ved at se dyrene optræde. Efter min mening hører vilde dyr ikke hjemme i hverken cirkus eller i Seaworld. Der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med dette.

Hvad har det med hundetræning at gøre, tænker du måske? Jo vi skal, efter min mening, være meget opmærksomme på de følelser, hunden har i træningen, så vi ikke gør hunden til en cirkuselefant i vores stræben efter, at den skal præstere til en konkurrence eller i den almindelige træning. Jeg ved, at vi kan træne hunde til at udføre de mest fantastiske træningsopgaver, hvis vi gør det med respekt for hunden og arbejder belønningsbaseret. Og her er det at tage hensyn til og forstå hvad hunden føler i alle træningssituationer noget af det vigtigste for mig. Den tekniske del af træning er oftest det, der er lettest at få styr på og få til at fungere. Det er måske også derfor, at mange fortsætter med at træne, selv om deres hund melder fra eller opfører sig lidt anderledes træningsmæssigt end sædvanligt. Det kræver nemlig en langt større opmærksomhed på hunden og erfaring med hundens reaktioner i forskellige situationer at registrere, hvordan den følelsesmæssige balance er lige her og nu. Det kræver også en instruktør, der er opmærksom på denne del af træningen og ikke bare leder efter konkrete tekniske løsninger på problemer, der har en følelsesmæssig oprindelse. Som en af de allerstørste dyretrænere og min læremester i den belønningsbaserede træningsmetode Bob Bailey siger: Pavlov is always on your shoulder. Det betyder, at hundens følelsesmæssige reaktioner i træningen altid overruler den operante del af træningen.

 

følelser-1

 

Nu er der nok nogen, der vil sidde og tænke over, hvordan det så er allermest hensigtsmæssigt at reagere i træningen, hvis hunden viser, at den ikke er i følelsesmæssig balance, mens vi træner med den. Lad os tage et eksempel: En person står og træner stillingsskift med sin hund. Hunden er af en eller anden grund blevet bange for noget, det kan være at ejeren har lydt lidt sur, hunden kan være bekymret for andre hunde på træningspladsen eller noget helt tredje, og reagerer derfor ikke på ejerens signaler. Hvad skal vi gøre i denne situation? Set ud fra mit synspunkt er der kun en ting at gøre, og det er at afbryde træningen og genskabe hundens følelsesmæssige balance, hvis det er muligt. Først når dette er på plads, kan vi genoptage træningen. ”Hov hov”, er der så nogen, der siger, ”så lærer hunden jo, at den kan slippe for træningen. Hunden skal lære, at den ikke bare “kan spille skuespil” og på den måde undgå træningssituationen.” Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!!!

Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig! Hunde spiller for det første ikke skuespil, de er altid ægte og klare i deres adfærd. Det er bare ikke altid, at vi kan forstå dem, eller at vi har samme hensigter som hunden. For det andet, kan vi ikke belønne følelser, hvis vi kunne ville det være ultra let at lære hunden ikke at være bange. Hundens adfærd skyldes et ubehag i situationen og er ikke en bevidst handling, som hunden prøver af for at undgå træningssituationen. Hunden føler et ubehag og trækker sig eller dæmper sig på grund af ubehaget. Hvis vi i stedet for at tvinge hunden til at blive i træningssituationen, stopper træningen, så lærer hunden på denne måde, at den altid kan have tillid til os, fordi vi er opmærksomme på, hvordan den har det, og at vi tager hensyn til, at dens følelsesmæssige tilstand og reaktioner. Når vi reagerer på denne måde, får vi en hund, der har en høj motivation for at vælge træningssituationen og samarbejdet til, fordi forholdet til ejeren er baseret på gensidig tillid. Når hunden selv har et valg og frivilligt bliver i træningssituationen, så bliver hunden en aktiv medspiller, som ønsker at arbejde sammen med os, i stedet for alternativet hvor hunden bliver tvunget til at blive i træningssituationen. Så vi må hver især træffe valget, om vi vil lave vores hund om til en cirkuselefant, eller vi vil have et samarbejde, der bygger på respekt, tillid og forståelse. Vi kan nå de samme resultater på begge måder, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg vælger!

 

følelser-2

 

Leg med din hund

Ind imellem læser jeg indlæg på nettet om, hvor ”farligt” det er at lege med sin hund. Før jul så jeg en video på Facebook, hvor en hundetræner advarede om de uheldige konsekvenser, det efter hans mening, kan have at lege med sin hund. I videoen siger han, at hunde bliver stressede efter bare få kast med en bold, og at hunde kan blive aggressive, hvis man f.eks. lader dem lege med tøjdyr, fordi der så vil være en risiko for, at de kan komme til at tage fejl af tøjdyr og et barn.

 

hundeleg-1

 

Jamen hold nu op! Jeg bliver altså lidt træt… Hunde er meget kloge dyr, og de kan sagtens både se og lugte forskel på et tøjdyr og et barn. De kan skelne mellem en bold og et bytte, de kan se forskel på slåskamp og leg, og de kan skelne mellem en hund og et menneske. Hunde er faktisk eksperter i at skelne forskellige situationer fra hinanden. Når hunde leger med hinanden, bruger de elementer fra hele deres adfærdsrepertoire. Det kan være elementer af kamp, jagt, seksualadfærd, og forfølgelse, alt sammen for sjov, for det er nemlig legens kendetegn. Leg er for sjov, målet er social kontakt og samvær. Og hvis det ikke er for sjov, så er det ikke leg! Vi kender det fra os selv og vores børn. Man bliver ikke kriminel, eller det der er værre, fordi man leger røver og soldater. Der er skrevet flere bøger og lavet flere videnskabelige undersøgelser om emnet hundeleg, der bl.a. viser, at der er en lang række virkelige gode effekter af leg mellem hunde og mellem hunde og mennesker. De kan findes på nettet, og jeg kommer med nogle boghenvisninger her nederst i indlægget.

Efter min mening kan hunde selvfølgelig blive stressede af for MEGET og FORKERT leg. Gentagne kast med bold med det formål at motionere hunden, gæster der bliver ved og ved med at kaste ting til hunden, hunde der kommer med legetøj for at få opmærksomhed og hele tiden bliver aktiveret, brydeleg eller voldsom kampleg med hunden osv. er alle sammen eksempler på leg, der går over gevind, som stresser hunden og kan skabe uheldige adfærdsmæssige ændringer. Det er nogle af de uheldige eksemler på, hvordan leg IKKE skal være.

 

hundeleg-2

 

MEN fordi der er nogen, der drukner, holder vi ikke op med at bade, eller køre bil, eller flyve, eller drikke vin eller ryge (jo lige det er jeg for mange år siden holdt op med). Så SELVFØLGELIG skal vi lege med vores hunde, og på den måde skabe en fantastisk glæde i vores hundes liv. Vi skal bruge leg som en genial måde at skabe en relation til vores hunde, der minder om den relation, hunden kan skabe til andre hunde. En interaktion, hvor vi kan skabe en relation, der simpelthen er sjov og skøn. Sidst men ikke mindst skal vi lege med vores hunde for at skabe en belønning, der kan skabe aktivitet og intensitet i hunden. Det er nemlig ikke skadeligt for hunden, på nogen måde, snarere tværtimod.

 

Gode hundelegebøger:

Play Together, Stay Together og Play with your dog. Læs mere om dem her…


bøger

Kognition og læring

Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.

Empowerment-2

I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.

Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.

Empowerment-3

Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.

Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.

Empowerment-1

Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.

Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.

 

Karen S. Ulrich & Christrina Avalon Ingerslev

Sommertræning

Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.

I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.

fvf 1fvf 2

Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.

Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.

Konk-træning

Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.

Vince

I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?