Frivillig håndtering

Håndtering er en af de færdigheder, vi har brug for i hverdagen, der volder problemer for mange hundeejere, og som kan være årsag til en masse ubehag for deres hunde. I hverdagen er der mange situationer, hvor vi har brug for at kunne håndtere vores hunde, f.eks. når vi skal tjekke øjne, ører, mund, tørre poter, børste hunden, klippe negle, fjerne flåter eller behandle med f.eks. øjendråber eller øredråber. Ud over den håndtering vi selv står for i det daglige, skal vores hunde også indimellem undersøges og/eller behandles hos dyrlæge, trimmer, massør eller kiropraktor.

For mange hunde er håndtering noget, de ikke bryder sig specielt om. De er følsomme i forhold til berøring og fastholdelse og oplever det som noget ubehageligt. I bedste fald lærer hunden at tolerere de forskellige situationer. I værste fald bliver den angst og kan ende med at forsøge flugt eller aggression for at slippe for håndteringen.

Men det behøver ikke at være sådan! Træning af håndtering kan vendes fra at være noget, vi gør ved vores hunde, som de skal finde sig i, til noget vi gør sammen med dem, hvor der er fokus på hundens følelsesmæssige tilstand og dens mulighed for at vælge til og fra. Med denne tilgang bliver håndtering til samarbejde, hvor vi lærer vores hunde, at de har et valg i håndteringssituationer – i stedet for, at det er noget, de bare må finde sig i, uanset at de oplever det som ubehageligt eller skræmmende.

Frivillig håndtering handler altså om at gøre håndteringen til træning, som vi gør sammen med vores hunde, dvs. at det foregår på hundens præmisser. Vi lærer dem, at de har mulighed for at sig ja og nej, og at de kan få adgang til belønning, når de samarbejder om øvelser, hvor håndtering er kernen i øvelsen. Når vi har fokus på frivillighed i håndteringssituationer, giver vi hunden kontrol over sin egen situation, hvilket giver tryghed. Det er stik modsat de situationer, hvor hunden bliver tvunget til at finde sig i håndtering af os eller af en fremmed, f.eks. dyrlægen. Ofte er det hundens frygt for, hvad der skal ske, at den bliver holdt fast, der er værre end selve indgrebet.

Joey laver snudetarget, mens han bliver behandlet af kiropraktor

Frivillighed i håndteringssituationer er noget, vi kan arbejde med både som et forebyggende tiltag, og når hunden har et problem, hvor den er ked af håndtering i en eller flere situationer. Ved at forebygge, skåner vi hunden for ubehagelige oplevelser og giver den i stedet tryghed og følelsen af at have kontrol over sin egen situation, når vi giver den mulighed for at vælge til og fra. Hvis hunden allerede har et problem med håndtering, kan vi igennem træningen lære hunden, at situationen er anderledes, og at den nu har mulighed for at sige ”ja, nu må du godt gå i gang” eller ”vent, jeg har lige brug for en pause, eller det er for svært”.

Hos Hund & Træning mener vi, at frivillig håndtering er et af de træningsmæssige tiltag, der kan højne den adfærdsmæssige trivsel hos vores hunde. Det giver øget tryghed, styrker den sociale relation mellem hund og ejer og giver forøget empowerment hos hunden. Vi har igennem længere tid udviklet og forfinet forskellige strategier til at arbejde med frivillig håndtering og har derfor nye kurser i støbeskeen, hvor du kan lære de teknikker at kende, du har brug for, hvis du har lyst til selv at arbejde med frivillig håndtering af din hund. Det gælder både på det forebyggende plan, og hvis din hund allerede er ked af f.eks. at få klippet negle eller blive undersøgt hos dyrlægen.

Vi holder foredrag om frivillig håndtering onsdag d. 15. november, 2017. Læs mere om foredraget Pasning og pleje på hundens præmisser – fra stress til samtykke her: http://shop.dogtraining.dk/foredrag-81/

Vi holder et praktisk kursus i frivillig håndtering, der løber over tre gange tre timer med holdstart 26. januar, 2018. Læs mere om kurset Pasning og pleje på hundens præmisser her: http://shop.dogtraining.dk/holdtraening-88/pasning-og-pleje-paa-hundens-praemisser-1154.html

Videoen viser klip af frivillighed ved træning af håndtering af poter og negle, ved håndtering/berøring af kroppen og ved udførelse af fysioterapi under genoptræning.

 

Tidlig stimulering – The Biosensor Program

Nu er mine hvalpe blevet 4 ½ uger gamle, og socialiseringsperioden er kommet godt i gang. Mine hvalpe fik øjne omkring 11.-13. dagen og hørelse omkring dag 21. Men i de første 2 uger sker der ikke ret meget. Hvalpene sover, spiser og skider …, og det er cirka det. Måler man hvalpes EEG, som er et udtryk for hjernens aktivitet, så kan man indtil hvalpene får øjne, ikke se den store forskel på vågen og sovende tilstand. Kan man så som opdrætter alligevel gøre noget de første par uger i hvalpenes liv, som kan gavne dem både fysisk og mentalt? Ja, er det korte svar.

 

 

Hvalpe bliver født blinde og døve. Deres vigtigste sanser er lugte-, føle- og smagssansen. Deres indlæringsevne er ikke kun begrænset af deres manglende sanser, nervefibrene i hjernen mangler også det isolerende lag (myalin), der er nødvendigt for at sende hurtige forbindelser. Til de af jer, der kan huske en gammel modemforbindelse, så kan I forestille jer, hvor langsomt det går. Det er ikke, at der ikke er forbindelse, det tager bare noget længere tid at få signalet igennem. Det meste af den viden, der er om tidlig stimulation, har vi fra rotter, men der findes også forsøg lavet med hunde. I 1966 undersøgte Fox og Stelzner hvalpe fra fødsel, til de var 5 uger gamle. Hvalpene blev udsat for forskellige sanseindtryk som kulde, lys, lyd og vestibulær stimulation (hvalpene blev rokket på et vippebræt). Resultaterne indikerer, at hvalpe der var blevet håndteret, klarede sig bedre i problemløsningsopgaver end de ikke-håndterede hvalpe og havde et bedre stressrespons (hurtigt og kraftigt i stedet for langsomt og længerevarende).

 

 

Nogle af disse forsøg inspirerede det amerikanske militær til at udvikle The Biosensor Program. Det blev også kaldt Superdog Program. Jeg vil lige understrege – der ligger rigtig meget data på, at tidlig håndtering er gavnligt, men der er ikke publicerede undersøgelser, der viser effekten af The Biosensor Program! Jeg har alligevel valgt at bruge det på de tre kuld, jeg har haft. Når jeg ved, at tidlig håndtering er vigtigt, tænker jeg, at det program er ligeså godt at følge som alt muligt andet.

 

I sin enkelhed går programmet ud på at lave 5 øvelser med hvalpene, fra de er 3 dage, til de er 16 dage gamle. Det er Dr. Carmen Battaglia, der står bag biosensor programmet, og ifølge ham, sker der en del neurologisk udvikling i denne periode. Ved at udføre de 5 øvelser, stimulerer man denne neurologiske udvikling, og det skulle i sidste ende have en gavnlig effekt på den voksne hund. Blans hjerte-kar system, give hunden et bedre stressrespons og gøre den mere mod

standsdygtig overfor sygdomme. Derudover mener Dr. Battaglia, at de stimulerede hvalpe er mere aktive og undersøgende. Nogle af disse effekter har man set som effekt af tidlig stimulering i andre undersøgelser, hvor stimuleringen var anderledes.

De 5 øvelser skal udføres én gang om dagen i 3-5 sekunder pr. øvelse:

  • Taktil stimulation – en vatpind føres mellem hvalpens tæer
  • Hvalpens holdes med hovedet opad
  • Hvalpens holdes med hovedet nedad
  • Hvalpen lægges på ryggen
  • Hvalpen lægges på en kold klud

Videoen viser udførelsen af The Biosensor Program på det kuld jeg har nu, første og sidste gang jeg udførte det. Jeg sprang en dag over, fordi hvalpene var syge, så derfor var sidste gang da hvalpene var 17 dage gamle

 

I naturvidenskabens navn, burde jeg måske kun udføre øvelserne på halvdelen af hvalpene i de kuld, jeg har haft – men det nænner jeg simpelthen ikke. Jeg kunne selvfølgelig sammenligne to forskellige typer af tidlig stimulering, men tænk hvis The Biosensor Program er det bedste. Jeg vil gerne give mine hvalpe den allerbedste start i livet. Tidlig stimulation i form af The Biosensor Program er et af mine tiltag. Fra hvalpene er 3 uger, er det socialisering og miljøtræning, jeg har fokus på, og fra hvalpene er ca. 4½-5 uger (som de er lige om lidt), begynder jeg også at klikkertræne dem. Mere om det i en senere blog 😊.

Jeg ved ikke, om det skyldes genetik, socialisering og miljøtræning eller tidlig stimulering, men de kuld jeg har haft indtil videre ser ud til at have meget fornuftige temperamenter – meget af det skyldes jo i høj grad de mennesker, som har dem og har præget dem, fra de var 8 uger gamle, men måske har The Biosensor Program også haft en gavnlig indflydelse.

Er du interesseret i at høre mere om The Biosensor Program eller om det hvalpekuld, jeg har nu, er du altid velkommen til at maile eller ringe til mig: karen@hundogtraening.dk eller 40972686.

Liv og død

Overskriften lyder lidt vild, men det er, hvad mine tanker har kredset om de sidste døgn. Mine søde små hvalpe har alle været syge – de er alle ok nu – men det fik mig til at tænke på det med liv og død.

Det begyndte med, at Abby fik dårlig mave. Det er helt normalt, at tæver får dårlig mave, når de har født, fordi de spiser moderkagerne. Abby havde fået normal mave igen, men så fik hun diarre. Da antibiotika går i mælken, forsøgte vi (dvs. både min egen dyrlæge, Louise, og Nina Diers, som er min fertilitetsdyrlæge) et par døgn med skånekost og kosttilskud, men hun fik det desværre ikke bedre. Torsdag morgen så jeg så, at min lille sorte han havde tabt 100 g på et døgn. Afsted med mig til Ølby dyreklinik og Nina. Abby fik en super cocktail med ”alt godt fra havet”, og min lille sorte han fik et skud antibiotika i nakken. Han var stadig frisk, så jeg var ikke super bekymret. Han holdt dog op med at ville die i løbet af eftermiddagen.

Abby i kassen

 

Det er så her mine tanker om liv og død kommer ind. Jeg har med begge Lillis kuld måttet give supplement til en hvalp eller to for at få dem til at overleve. Ved begge kuld har det skyldtes, at hvalpene har været født meget små. Jeg har læst eller hørt et sted, det her med hvorvidt man bør lade alle hvalpe i et kuld overleve, specielt dem der på en eller anden måde er svage. I forhold til racen, ville det så være bedre at sortere de svageste hvalpe fra? Hvis kun de stærkeste og sundeste hvalpe overlever, ville det så ikke gøre racen bedre? Jeg kan godt forstå augmentationen og er i teorien også enig et godt stykke hen ad vejen – i hvert fald så langt, at jeg mener, at man skal tænke sig godt om, før man får et kuld hvalpe – men jeg kan ikke gøre det i den virkelige verden. Jeg kan ikke under nogen omstændigheder ikke gøre alt, hvad jeg kan, for at redde en hvalp! Men spørgsmålet poppede op i mit hoved igen, da min lille sorte han blev syg. Bør man hjælpe svage hvalpe til at overleve? Nu havde min lille hvalp fået en infektion, men nogle af mine andre hvalpe har været små, og selvom de alle har udvist vilje til at leve, har tanken alligevel spøgt – bør jeg hjælpe? I den virkelige verden vil jeg altid svare ”ja”, jeg kan ikke andet.

 

Hvalpe transport

 

For at vende tilbage til mit nuværende kuld hvalpe. Min lille sorte han fik erstatning i løbet af natten og en sprøjte mere dagen efter. Resten af kuldet var så blevet smittet, hvilket jeg opdagede, da jeg vejede hvalpene om eftermiddagen. De havde alle tabt sig 30-40 g. Afsted igen til Ølby – der er ingen, der siger, at man ikke må tage til dyrlægen to gange på samme dag. Nu er hele kuldet blevet behandlet, og efter et par nætter, hvor jeg har været oppe ca. hver anden time for at give dem lidt erstatning som supplement, er de alle i bedring og tager på igen.

 

Hvalpevægt

Så kom der hvalpe!

Så var det i dag, at Abby fik sine hvalpe. Seks stk. i alt, fordelt på fire tæver og to hanhunde. Fødslen gik i gang på et eller andet tidspunkt i går morges. Jeg havde fået Abby scannet i mandags på Ølby Dyreklinik, så jeg vidste, at hun formodentligt ville føde i fredag og hendes temperatur var da også faldet torsdag aften. Fredag morgen var hun begyndt at puste og ryste lidt. Jeg havde allerede allieret mig med min dyrlæge, Louise Frost-Christensen, som også er min kusine. Hun har været med de to gange Lilli har haft hvalpe – og det er så befriende at have en dyrlæge sovende på sofaen, når man enten får hvalpe eller ens hund er syg af anden årsag. Jeg kunne godt unde alle andre at have en kusine som min J Louise skulle selvfølgelig arbejde fredag og en af mine søde kursister, som er opdrætter og fødselshjælper havde tilbudt også at ville hjælpe – og man skal passe på hvad man tilbyder mig. Jeg skrev til Katrine Bøg allerede torsdag aften og tilfældet ville, at hun havde fri fredag. Katrine smider hvad hun har i hænderne, pakker en fødselspakke, i tilfælde af jeg ikke har det hele, og kører ud til mig fredag morgen. Det var fantastisk!

Efter første hvalp

Opblogningsfasen, som i flg. mine kilder, kan vare fra 6 timer til 20 timer tog dog lige lidt længere tid. Katrine og jeg hyggede os det meste af fredagen. Min kusine støtte sig til os om aftenen. Abby halsede og rystede stadig, med lidt pauser ind i mellem. Abby var heldigvis god til at hvile sig i pauserne. Vi spiste aftensmad, drak lidt the og så lagde Katrine sig på den ene sofa, Louise på den anden og jeg lagde mig ind i fødekassen til Abby. Lad mig lige slå fast – jeg foretrækker klart en seng fremfor et hårdt gulv – også selvom det er dækket af tæpper. Sove det gjorde jeg ikke så meget og jeg tror heller ikke hverken Katrine eller Louise har sovet gå godt. Abby ville sidst på natten meget gerne ud i haven. Belært af Lilli som fødte en del af sit første kuld hvalpe i haven, var jeg hver gang udstyret med lommelygte og håndklæde. Heldigvis var det ikke det Abby havde gang i. Hun skulle bare grave, løbe rundt om buskene, tisse og bare være urolig.

Omkring kl. 4.30 undersøger Louise Abby og kan fortælle, at hun ikke er særligt udvidet, men hun må have sat gang i noget, for kl. 5.13 (I kan godt se, at jeg har helt styr på tiderne J) går vandet fra den første hvalp og en fin tæve bliver født kl. 6.20. Jeg hjælper med at fjerne hinderne omkring hvalpen, men allerede med den første hvalp hjælper Abby til, selvom hun ser lidt forvirret ud. Forestil dig lige at være gravid uden at vide det og så føde uden at vide, at det er det der skal ske. Jeg må indrømme jeg havde lidt dårlig samvittighed i løbet af fredagen for at udsætte min søde hund for det at skulle føde… måske nok lidt fjollet, men det er jo ikke hende der har valgt at skulle have hvalpe.

Alle hvalpe

Efter en time kom en hanhund og 20 min efter den kom en tæve mere. Så gik der 1½ time før den næste hanhund kom. Abby ligger sig til at sove helt afslappet. Louise undersøger hende og kan ikke rigtigt mærke nogle hvalpe og så sidder vi tre mennesker og tror vi ved, at der skal være to hvalpe mere – det var i hvert fald hvad Nina fra Ølby Dyreklinik havde skannet sig frem til. Nu kan dyrlæger jo tage fejl, men Nina er så erfaren, at det er der ikke rigtigt nogen af os der tror på. Vi tager Abby ud og gå en tur og Abby har læst hvad der står i bøgerne – en rask travetur kan sætte gang i fødslen. Hun traver i hvert fald til! Mens vi snakker om hvor lang tid vi skal vente før vi evt. skanner hende, kommer der en hvalp mere og en halv time efter kommer den sidste. Begge tæver.

Alle hvalpe bliver grundigt undersøgt af Louise (jeg siger jer – find jer en kusine der er dyrlæge!!) og hun kan konstatere, at de er sunde og raske alle sammen. Vi fejre det med en lækker frokost som min søde mand har sørget for. Ungerne som har fået lov til at se med fra sidelinjen er meget begejstret – altså for det med hvalpene – måske også frokosten…

Jeg har nu sovet et par timer i en rigtig seng, ahh… og været i bad og føler mig bare en lille smule mere menneskelig igen. Fødsler er absolut ikke min spidskompetence – men det er det, der kommer nu til gengæld: biosensorprogram, når hvalpene bliver tre dage, socialisering og miljøtræning, i et tempo, der passer til deres udvikling og så træning, når de bliver 4½ – 5 uger gamle. Det bliver fantastisk!!

Kuldet

Hvalpetid

Så er det hvalpetid igen for mig. Jeg glæder mig (og har gjort det et stykke tid). Det er fire år siden, jeg sidst havde hvalpe, og jeg glæder mig til at have små hvalpe i huset igen.

Hanhunden, der skal være far til kuldet, er en hund, jeg har haft kig på i et par år. Han hedder Berry og er en velafbalanceret, rolig, men meget arbejdsvillig formel 1 hanhund! Han har lige debuteret i DKK’s eliteklasse og gør sig også inden for jagt. Så er han selvfølgelig sund og rask og ser godt ud! Det er ikke helt tilfældigt, jeg lister hans fortrin i den rækkefølge. For mig (og jeg håber også det gælder en masse andre, der opdrætter hunde) er temperamentet det vigtigste. En hund kan være lige så smuk og have vundet alt muligt, men hvis ikke temperamentet er i orden, kan det være lige meget. Det samme gælder selvfølgelig, hvis den ikke er sund og rask! Nu er Abby heller ikke så stor en hund (ca. 49 cm og knapt 24 kg), så rent størrelsesmæssigt skulle jeg også finde en hanhund, der ikke var alt for stor.

 

Abby

 

Jeg synes, det er fantastisk at have hvalpe, men overvejer det alligevel en del, hver gang jeg skal til det. Det første spørgsmål er altid, om min tæve er god nok til at lave et kuld hvalpe. Jeg hørte en gang en sige, at man kun skal lave hvalpe, hvis man føler, at ens hund kan bidrage med noget godt til racen. Jeg synes faktisk, at det er en super god overvejelse at have. Har min hund det rette temperament? Er den sund og rask? Man skal overveje, om der er noget omkring ens hund, der gør, at dens gener egner sig til at blive give videre i avlen. Hunde, der er frygtsomme, er i min verden diskvalificerede som avlshunde – og det uanset årsagen til, at de er bange. Det skyldes den mængde data, der tyder på, at frygt har en stor genetisk komponent. Man kan ret nemt selektere for frygtsomhed. Han man en hund, der er bange for f.eks. fyrværkeri, så har den hund formodentlig også større sandsynlighed for at give de frygtsomme gener videre. Og der er ingen grund til at give andre mennesker flere problemer med deres hund end højst nødvendigt. Det er også derfor, det er så vigtigt, at man som opdrætter gør rigtigt mange ting for at forberede hvalpene så godt som muligt til deres nye liv (mere om det senere – jeg kommer af sporet). Den hund man vælger at avle på skal selvfølgelig også være sund og rask. Ingen hunde er perfekte, så det handler om at se på de kvaliteter, ens hund har og så finde en hund, der komplementerer de sider.

 

Abby 2

 

Abby er en rimelig aktiv hund, følsom (på den fede måde) og den største kælegris nord for Alperne. Hun kører højt, når hun arbejder (specielt som unghund, var det noget, jeg skulle være meget opmærksom på), men er helt rolig hjemme og kan sagtens klare stille dage hjemme uden at begynde at kravle på væggene. Hun er den første af mine hunde, der i den grad opfatter min ros som en stor belønning, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet. Det gør bare træning og konkurrencer lettere, fordi jeg altid kan belønne hende. På grund af hendes størrelse, var en formel 1 han min eneste overvejelse. En gammeldags labrador på 40 kg ville være synd for hende. Mest i forhold til parringen, men jeg vil også gerne have nogle virkelig gode arbejdshunde ud af kuldet.

 

Berry 2

 

Berry er en utrolig velafbalanceret hanhund. Han kan med andre hunde og er ikke overdrevent interesseret i tæver. Jeg trænede sammen med Susanne, Berrys ejer, nogle uger efter parring, og Berry kunne sagtens arbejde, selvom Abby var der, og vi kunne også have dem løs sammen, uden at han var påtrængende. En meget tændt hanhund kunne måske give lidt for meget energi. Selvom vi gerne vil have energi, når vi f.eks. træner, er det ikke det samme som, at vi har lyst til at leve med det energiniveau i hverdagen. Berry er tændt – men ikke overtændt – når han arbejder og rolig og imødekommende, når han ikke er på.

Abby er sat til at skulle føde omkring d. 16. juli, og der er formodentligt 6-7 hvalpe. Ikke alle hvalpe er afsat endnu, så er du interesseret i en arbejdslabrador, eller kender andre, der er, så kontakt mig gerne (karen@hundogtraening.dk).

 

 

20170615_125500_10

”Os” og ”Dem”

Hos Hund & Træning gør vi meget ud af efteruddanne os løbende, og i løbet af det sidste halve år har jeg bl.a. været på Clicker Expo, taget et onlinekursus med Karolina Westlund, hørt hende i virkeligheden og været på kursus med fransk-canadiske Simon Gadbois. Selvom det har været meget forskellige kurser, er der alligevel en rød tråd, der har været gennemgående, som jeg synes giver stof til eftertanke.

Ken-Ramirez

Ken Ramirez fra Clicker Expo.

 

Vi mennesker er meget hurtige til at skelne mellem ”dem” og ”os”. Vi gør det i politik og religion, men faktisk også når vi snakker hundetræning. Ken Ramirez havde en fantastisk åbningstale på Clicker Expo i oktober sidste år. Han havde en opfordring til alle ”os”, der klikkertræner. Hvad med at vi åbnede os mod alle ”dem”, der ikke klikkkertræner. Vi (dvs. ”os” der klikkertræner) har styr på at træne vores hunde ved at belønne dem for ønsket adfærd. Er vi gode til det, sørger vi også for at sætte vores hund op til succes, så vi har noget, vi kan belønne. Alligevel er det som om, vi glemmer det i vores kontakt med andre mennesker. Susan Friedman, som jeg var på kursus med sidste år, sagde det så fint: ”vi er ”dem” – eller det var vi, indtil vi vidste mere”.

Simon-Gadbois

Simon Gadbois.

 

Simon Gadbois, som bl.a. arbejder med hundeadfærd, neuroscience og hundens lugtesans, har mærket det med ”os” og ”dem” på egen krop, og hans seminar bar præg af det. Selv inden for dem der klikkertræner, er der et ”os” og ”dem” – ”os” der gør det rigtigt, og ”dem” der ikke gør, som vi gør. Simon Gadbois træner bl.a. hunde til forskellige snuse-opgaver, fra at diskriminere mellem normalt niveau af blodsukker og for lavt niveau af blodsukker hos børn til at finde en bestemt type slange i naturen. Han træner dels andres hunde, dels sine egne. Han har med andre ord styr på det med at træne hunde. Han har gjort noget helt anderledes end det, som ”vi” plejer at gøre. Han betinger klikkeren med lækre godbidder – virkeligt effektivt – og så bruger han klikkeren UDEN godbidder for altid! Og det virker. Simon Gadbois fortæller, at han har gjort det på nogle af sine egne hunde. Det har alle været arbejdshunde, og han siger ikke, at det er en bedre måde at gøre det på end den traditionelle – bare at det kan lade sig gøre. Og jeg skal love for, at han har fået lov til at høre for det. Hans seminar bar bræg af, at han er blevet verbalt overfaldet igen og igen af ”dem”, der klikkertræner rigtigt. Der er videnskabeligt belæg for, at klikkeren kan virke, uden at den efterfølges af en godbid – læg venligst mærke til, at jeg skriver godbid og ikke forstærker. For at få mere af en adfærd, kræver det, at der er en forstærker til stede, sådan er positiv forstærkning defineret. Hvad får så Gadbois’ hunde til at arbejde? Det gør SEEKING systemet – jeg kommer tilbage i en anden blog til dette system. I denne sammenhæng er det nok at fortælle, at dopamin (signalstof i hjernen) er hovedrolleindehaver i dette system. Det at forvente noget udløser dopamin, og det er denne frigivelse af dopamin, der hjælper til, at vi kan lære noget. Klikket udløser dopamin i sig selv. For hunde hvor det at arbejde ikke er en belønning i sig selv, er det ikke sikkert, at det at klikke tomt vil kunne virke, fordi der ikke vil være en forstærker til stede, når der ikke er godbidder (eller legetøj) til stede. Men for hunde, hvor det at arbejde ER forstærkende i sig selv, ser det ud til at kunne lade sig gøre – i hvert fald for Simon Gadbois (som i øvrigt aktivt siger, at han kun har prøvet det på arbejdshunde).

Karolina-Westlund

Slide fra Karolina Westlund seminar om SEEKING.

 

Bare for en god ordens skyld – betyder det så, at vi skal lade være med at belønne efter hvert klik? Nej! Vi forstærker, hver gang vi klikker. Den systematik vi bruger, når vi træner hund, danner de rammer/regler, hunden bruger til at navigere i vores verden. Laver vi om på dem, risikerer vi at forvirre hunden mere end hvad godt er. Er du ny i træningsverdenen, eller ikke vant til at bruge klikkertræning, så er der en del teknik, der skal være på plads, bl.a. evnen til at observere små adfærdsændringer hos hunden, så du sikrer dig, at motivationen for at arbejde ikke falder. Det er lettere at holde motivationen oppe hos en hund, når du bruger en meget håndgribelig forstærker som godbidder eller legetøj. OG så skal din hund opfatte arbejdet som belønnende i sig selv. Simon Gadbois træner mest søgeopgaver med sine hunde – noget som er en del af hundens jagtsekvens og derfor fra naturens side formodentligt er disponeret til at stimulere hundes SEEKING system.

Chiraq-Patel-

Slide fra Chiraq Patel foredrag fra Clicker Expo.

 

Tilbage til emnet. Simon Gabois bliver ”angrebet” af mennesker, som bruger positive metoder til at ændre adfærd hos hunde … jeg lader dig lige tygge på den et øjeblik! Vi taler om mennesker, der lever af at kunne ændre adfærd hos hunde via positive metoder … og alligevel kan ”de” ikke gøre det med andre mennesker, som de er uenige med. Jeg er selv en ”de” – forstået på den måde, at min første reaktion overfor Simon Gadbois var ”det kan man da ikke?!”. Jeg tror, vi alle laver ”os” og ”dem” hele tiden – det der er min pointe er: kan vi være mere opmærksomme, når vi gør det? Og kan vi forsøge at have et åbent sind omkring, at andre mennesker har andre tilgange til det at træne hund? Det gør ikke nogen til dårligere mennesker, og hvis vi vil ændre andres adfærd – menneskers så vel som hundes – så bør vi gøre det med positive metoder, åbne arme og et lyttende sind.