Går du rundt om den varme grød?

Træning foregår i et samspil, hvor der er rigtig mange forskellige forhold, der har betydning for, hvordan vores samarbejde med hunden folder sig ud. Et af de vigtige forhold er din reaktion, når du står overfor en udfordring, du har svært ved at løse.

Det kan f.eks. være noget nyt, en ny træningsopgave, du slet ikke kan få hul på og måske slet ikke kan forestille dig, hvordan du skal træne. Du tænker måske, “det er min hund og jeg slet ikke dygtige nok til”….  Hvis du genkender denne situation er troen på, at det godt kan lade sig gøre, utrolig vigtig. Men mere om det en anden gang.

Det kan også være, at du står overfor den varme grød. Det kalder jeg den situation, hvor du støder ind i et træningsproblem, som du bliver bange for at løse direkte. Det svære ved hundetræning er, at øvelser hele tiden ændrer sig over tid, og små skævheder lige så stille kan snige sig ind i vores træning. Jeg tror, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt står overfor den type af træningsudfordringer. Hvor hurtigt vi kommer ud af dem afhænger af, hvor hurtigt vi går direkte ind i den varme grød i stedet for at cirkle udenom den.

Du tænker måske – “hvad snakker hun om?” Så her kommer nogle eksempler:

  • Din hund rejser sig fra dæk, hvis du går fra den. Det kan både være i det almindelige indkald eller indkald fra dæk i fællesøvelserne. Derfor lader du være med at kalde på hunden, og på den måde undgår du problemet.
  • I indkald med stop løber hunden langsommere, når du begynder at stoppe den. Derfor kalder du hunden helt ind hele tiden, for at undgå at hunden sænker farten.
  • Din hund slipper apporten, når den kommer ind på plads. Derfor undgår du at træne afslutning med apporten.
  • Din hund kan ikke sidde stille ved starten, når du løber agility. Derfor lader du være med at lade hunden sidde ved start.
  • Det kunne også være hverdagsproblemer, som at hunden plager for at få mad, komme ud eller noget andet tidligt om morgenen. Du står op, fordi hunden jo skal spise …. vil ud osv.

Fælles for den her type af træningsproblemer er, at træneren bevidst eller ubevidst lader være med at træne direkte på problemet og måske har en forestilling om, at problemet på den måde løser sig. Det er det jeg kalder at gå udenom den varme grød.

Jeg har undervist 1000-vis af personer, og jeg har set den her slags problemstilling så mange gange. Jeg har dog aldrig set, at det at undgå at træne på problemet løser noget, snarere tværtimod 😊. Nogle gange opdager vi ikke selv, at vi har den her type af træningsudfordringer, før nogen andre prikker os på skulderen.

Det at gå udenom den varme grød foregår ofte på den måde, at vi bliver på et tidligere trin i træningen og egentlig kun træner delmomenter, i stedet for at træne på den samlede træningsopgave, samtidig med at man forestiller sig, at hunden på en eller anden måde alligevel kan den færdige øvelse til prøver. Det kan måske gå i et stykke tid, men det er som at tisse i bukserne….

Den del af træningen, der ofte bliver sprunget, er sammenkædningen af øvelsen. Hunden kan godt delmomenterne i øvelsen, men problemet opstår, når  delmomenterne sættes sammen. Hunden kan måske både stoppe hurtigt og løbe hurtigt, men når de to dele sættes sammen, så kommer der et “problem”.

Og ja, det gør der for langt de fleste hunde i sammenkædningsfasen. Når hunden ved hvad der skal ske, får vi forventning og hunden begynder at reagere ud fra sin forventning. I eksemplet med indkaldet begynder hunden at sætte farten ned, fordi den ved, at den skal stoppe. Jeg opfatter det som en helt naturlig del af processen med at sammenkædning delmomenter til hele øvelser.

Men hvis vi bliver ved med at træne på, at hunden skal løbe hurtigt, får hunden ingen træning i at sætte de to dele sammen og dermed ingen forståelse for, at den skal løbe hurtigt og derefter stoppe. Hvis vi træner på denne måde skal vi, hver gang hunden har lavet øvelsen, reparere træningen ved at lade hunden løbe hurtigt igennem uden stop. På den måde lærer hunden faktisk aldrig, hvad øvelsen går ud på.

Hvis vi identificerer lige præcis hvor i træningen, vi har problemet, og fantisk bruger tid på at lære hunden, at den både skal løbe hurtigt og stoppe hurtigt, så kan vi efterfølgende træne hele øvelsen, fordi hunden nu forstår præcist, hvad øvelsen går ud på. Det er det sammenkædningstræning går ud på. Det kan sagtens gøre sjovt, jeg elsker selv den type af træning, og jo mere legende en tilgang vi har til træningen, jo sjovere bliver det for både hund og ejer.

Forventning ligger også bag mange andre typer af træningsproblemer, som det med at blive på stedet, inden der bliver kaldt, sidde ved startstedet i agilitytræning osv. Forventning kan brydes på flere måder. Vi kan belønne det, du ønsker hunden skal gøre, f.eks. belønne hunden når den bliver på stedet. Vi kan tilbageholde belønningen og lade være med at give et nyt signal, hvis hunden gør noget andet end det du arbejder på. Lad f.eks. være med at stoppe hunden i indkald, hvis den løber langsomt. Endelig kan du bryde hundens forventninger ved at gøre noget andet end det hunden forventer.

Så derfor kære læser, næste gang der er ved at gå grød i den – så hop direkte ind i grøden og træn der, hvor udfordringen er.

  • Identificer hvor i træningen du har udfordringer, meget ofte i sammensætningen af delmomenter, men det kan også handle om forstyrrelser
  • Hop op i grøden – træn på at ændre hundens forventning
  • Løs problemet!!

Tjek på turen

Det at kunne gå en tur med mine hunde er en af årsagerne til, at jeg overhovedet har hunde. Bevares, jeg er også temmelig vild med at træne med mine hunde, og de to ting kan heldigvis ofte gå hånd i hånd. Jeg er specielt vild med at gå i skoven eller på stranden. Selv i kedeligt gråt regnvejr, er naturen fantastisk, og det bliver kun bedre af at se mine hunde rende rundt og ligne jubelidioter. Begge mine hunde, men specielt min ældste Lilli, elsker at rulle sig (specielt i vådt græs eller sne), og hvor god en tur vi har haft kan ofte måles i, hvor våd en hund jeg har med hjem. Jeg er så afhængig af at se mine hunde være glade, at jeg faktisk ikke synes, det er særlig sjovt at gå tur uden hunde.

 

 

Jeg har i mange år afholdt specialkurser, hvor fokus udelukkende har været på at få en hund, der kommer, når man kalder. Jeg afholder dem stadigvæk med jævne mellemrum, fordi jeg synes, indkaldet er en af de vigtigste øvelser, man kan lære sin hund. Det ville være umuligt for mig at give mine hunde den samme frihed, som de har nu, hvis ikke de havde et pålideligt indkald. Men i løbet af foråret sidste år, har jeg gået og tygget på ideen om, at det jo ikke kun er et pålideligt indkald, det gør, at gåturene er sjove. Det er jo ikke alle steder, jeg kan have mine hunde løse, så det, at de kan finde ud af at gå i en line uden at være ved at hive armene af mig, er også ret vigtigt.

Både det at komme, når jeg kalder, og det at kunne gå pænt i snor er øvelser, der er komplicerede på en anden måde, end f.eks. lydighedsøvelser er. Normalt når vi træner med vores hund, så er den i træningsmode – den er (forhåbentligt) fokuseret på dig og i stand til at sortere forstyrrelser fra. Når vi skal lære vores hunde at gå pænt i snor eller at komme, når vi kalder, er vi ude i en anden problematik. Specielt indkaldet lyder ret enkelt – jeg kalder, du kommer (og du får en belønning). Hvor svært kan det lige være? Temmelig svært i praksis. Et af de forhold der gør det svært er, at hunden jo i princippet er fri til at gøre, hvad den vil. Det betyder, at den har fri adgang til de forstyrrelser/belønninger, der er i omgivelserne. Vi vil så alligevel gerne vil have, at hunden, idet vi kalder, slipper det den var i gang med og kommer løbende tilbage til os.

 

 

Selv om vi ikke nødvendigvis kan sammenligne med mennesker, så forestil dig lige, at du sidder med næsen begravet i en god bog (eller en serie på Netflix) og så kalder mand/kone/kæreste/barn. Hvor ofte kaster du det, du var i gang med, og løber hen til den, der kaldte? Med mindre der bliver råbt ”chokoladekage” eller ”av”, så kan jeg da personligt godt lige råbe ”et øjeblik” og så lige gøre et afsnit (af bogen!) færdigt, før jeg kommer. Alligevel har jeg en forventning om, at mine hunde slipper, hvad de har gang i, og kommer med det samme.

Den her evne til at vælge forstyrrelser fra bliver ofte undervurderet, og det betyder, at vi enten ikke får trænet det eller ikke får det generaliseret nok. Hunden skal have forstået konceptet selvkontrol for at kunne slippe den ”belønning”, den er i gang med, når jeg kalder, og så løbe hen til mig. Det at kunne udvise selvkontrol er den anden side af indkaldet. Det er i øvrigt også den evne, hunden skal have for at kunne hilse pænt på andre mennesker og hunde. Det at få hunden til at tænke, ”hvad skal jeg gøre?” i stedet for ”jeg vil have!”.

 

 

Det er heller ikke er nok kun at træne indkald, gå pænt i snor eller selvkontrol. For at få en hund, der er sjov at gå tur med, kræver det, at vi har en samarbejdsrelation, der fungerer. Det får vi bl.a. ved at træne alt muligt andet med vores hunde. Så selvom f.eks. lydighedstræning i sig selv ikke er nok til at få en hund, der er sjov at gå tur med, så er det en forudsætning for at kunne lære hunden at gå, så det er sjovt at gå tur.

Alle disse tanker endte efter sommerferien med et intensivt kursus, der sjovt nok hed ”Tjek på turen”. Jeg afsluttede kurset her i januar, og jeg havde en fest med det! Det er et af de mere givende kurser, jeg har haft, og jeg har derfor oprettet et nyt et af slagsen. Kurset strækker sig over fem fredag-eftermiddage fra februar til maj. Der er begrænset antal pladser, men har du tid og mulighed for at være med – så skal du være velkommen! Du kan læse mere her: http://shop.dogtraining.dk/holdtraening-88/tjek-paa-turen-1166.html

Konceptgeneralisering

Når vi taler om generalisering i forbindelse med hundetræning, tænker vi som regel enten på generalisering i forhold til miljøet, hvor hunden lærer at udføre en given adfærd i mange forskellige miljøer, eller på generalisering i forhold vores signaler, hvor hunden lærer at forstå, at selvom vores signaler kan variere lidt i form og intensitet, så betyder de det samme.

Ud over disse former for generalisering, er der endnu et element i vores træning, hvor generalisering har stor betydning, hvis vi vil have mest muligt ud af træningen. Det drejer sig om konceptgeneralisering. Når vi bygger hundens træning op på systematisk vis, er træningen et langt stykke hen ad vejen baseret på koncepter, dvs. øvelser hvor hunden lærer et grundlæggende princip. Vi lærer hunden konceptet ved at træne øvelser, hvis centrale element netop indeholder det ønskede koncept. Vi kan f.eks. lære hunden at tilbyde adfærd og at variere sin adfærd ved at træne initiativøvelser som ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Eller vi kan lære hunden konceptet i belønningskontrol ved at træne fristeøvelser, hvor hunden giver mentalt slip på belønningen og samarbejder for at få adgang til belønningen.

Indlæringen af selve konceptet foregår således ved, at vi træner en række øvelser, der er centreret omkring det samme centrale koncept, f.eks. at hunden tilbyder adfærd og varierer sin adfærd, når vi giver den mulighed for at prøve sig frem. Men hvis vi stopper træningen her, kan vi ende med, at hunden kun har forstået konceptet i en smal kontekst, nemlig i de øvelser vi har trænet. Hvis vi skal have fuld effekt af koncepttræningen, skal vi have generaliseret konceptet, så hunden kan anvende den centrale færdighed i mange forskellige situationer. Målet med de koncepter, der udgør hundens grundtræning, er netop, at de kan anvendes bredt i hundens uddannelse.

Når vi lærer hunden at vise initiativ og prøve sig frem, er målet ikke i sig selv, at vi kan lave øvelserne ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Målet er, at hunden kan udvise initiativ og prøve sig frem, når vi arbejder med alle de øvelser, der indgår i hundens uddannelse. Det at tilbyde adfærd og prøve sig frem, når vi tilbageholder markørsignalet, er en helt central færdighed, når vi arbejder med shaping. Hvis hunden ikke har lært konceptet at vise initiativ, og hvis konceptet ikke er generaliseret, så det kan anvendes udenfor de oprindelige øvelser, mangler vi den helt centrale præmis for at kunne arbejde med frivillighed i træningen.

På samme måde kan vi se på andre koncepter i hundens grundtræning. Når vi først træner kontakt, træner vi øvelser som ”tjek ind”, ”slip belønningen” (også kendt som yogaøvelsen) og ”godbids return to sender”. Med generalisering bliver disse øvelser en helt central forudsætning for, at hunden tilbyder kontakt, at den kan abstrahere fra forstyrrelser i omgivelserne, og at den kan vende tilbage til træningen, efter den har spist en kastet godbid. Uden generalisering mangler vi den første forudsætning for træning, nemlig at hunden vælger os til og fravælger forstyrrelser i omgivelserne.

Når vi træner fristeøvelser, lærer vi hunden konceptet at give mentalt slip på en belønning for at få adgang til den. Igen er det primære mål ikke, at vi kan lave de forskellige fristeøvelser. Målet i det store perspektiv er, at vi kan overføre hundens forståelse af konceptet i fristeøvelserne, der går ud på, at hunden har selvkontrol og kan tilbyde adfærd for at få adgang til belønningerne, til alle aspekter af vores træning. Når konceptet er generaliseret, er det ikke kun de enkelte fristeøvelser i den smalle kontekst, hunden kan udføre, men vi kan arbejde med fristeøvelser som et redskab til indlæring af nye øvelser, vi kan arbejde med udlagte belønninger og med synlige belønninger, alt afhængigt af hvad der er mest konstruktivt i den enkelte situation. Vi kan også bruge konceptet selvkontrol i de mange situationer i hverdagen, hvor vi gerne vil have hunden til at forholde sig i ro, før den får adgang til en attraktiv aktivitet, f.eks. at løbe løs, hilse på mennesker eller hunde, komme ud ad døren for at gå tur osv.

På samme måde kan targetøvelser, med generalisering, blive fantastiske redskaber i vores videre træning. Targeting er nok et af de mest alsidige hjælpesignaler, vi kan anvende i træningen. Hvis vi vænner hunden til, at vi kan bruge de grundlæggende targetøvelser i mange forskellige situationer, er øvelserne meget værdifulde for vores træning. Hvis hunden kun kan udføres øvelserne i en bestemt og ganske smal kontekst, er de ikke meget værd for træningen i et større perspektiv.

 

Der er meget stor forskel på, hvad vi får ud af grundtræningens koncepter, afhængigt af om vi arbejder med eller uden generalisering af koncepterne. Uden generalisering har vi lært hunden nogle øvelser, der fungerer i en smal kontekst. Med generalisering har vi lært hunden nogle brede koncepter, der fungerer i en langt bredere kontekst, og hvor de fungerer som selve fundamentet i vores videre træning med hunden.

Processen fra træning af de smalle øvelser til den brede konceptgeneralisering foregår, når vi tager færdighederne ud i nye træningsmæssige og øvelsesmæssige sammenhænge. Det foregår bid for bid som en trinvis proces, hvor hunden lærer at genkende og mestre koncepterne i mange forskellige sammenhænge. Konceptgeneralisering er en vigtig del af hundens uddannelse. Processen klæder hunden endnu bedre på til den videre træning og giver større mulighed for, at vi med vores hunde kan opleve de sublime øjeblikke, hvor forståelsen er til stede i kommunikationen mellem menneske og hund, og hvor tingene går op i en højere enhed i samarbejdet med vores skønne pelsvenner.

Min opfordring til dig, der har holdt ud helt til afslutningen af denne nørdede blog, er følgende: Stop op et øjeblik og overvej, om du træner smalt eller bredt, når du arbejder med koncepter i din træning.

Karen Strandbygaard Ulrich

 

”If you can’t get what you love, you (must) learn to love the things you’ve got”

Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.

På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.

 

 

Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.

Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.

 

 

Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.

I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.

 

 

Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.

 

 

Er du gået i en targetfælde?

Som klikkertrænere arbejder vi i høj grad med shaping og frivillig adfærd hos Hund & Træning, samtidig bruger vi også gerne forskellige hjælpemidler i træningen af vores hunde. Hjælpemidler hjælper hunden til at forstå, hvilken træningsopgave vi er i gang med og kan i flere tilfælde gøre træningen meget lettere for hunden. Jeg er meget optaget af at gøre træningen så frustrationsfri for hundene som muligt, fordi jeg synes det er allermest fair overfor vores træningskammerat, som ikke kender den opgave, vi arbejder med. Jeg har igennem tiden trænet mine hunde op til så mange forskellige færdigheder, at det ikke længere bare er et mål at få min hund til at kunne det ene eller det andet. For mig er det væsentligste, at hunden og jeg begge har det virkelig sjovt under træningen. Det er den følelse, der fylder mig med energi og giver mig glæden ved at connecte med min hund på et meget dybt plan. Når Vince, min hanhund, hopper rundt foran mig af bare begejstring over, at vi skal i gang med træningen, når han fuld af forventning og glæde kigger på mig med sine brune øjne, og jeg kan se, at han bare er SÅ klar til det, vi skal gøre sammen, så ved jeg at jeg har nået mit mål.

 

 

Modsætningen til denne situation er træning, hvor hunden bliver frustreret, fordi den ikke ved, hvad der fører til belønning. Det kan også indimellem ske for mig, ligesom det sker for alle andre, der træner hund. Målet er efter min mening at begrænse de situationer, hvor hunden kan blive frustreret så meget som overhovedet muligt. For mig handler det om at gøre træningsopgaven så tydelig, at den fase, hvor hunden er i tvivl om, hvad den skal gøre, stort set kan undgås. For mig er fejlfri indlæring den bedste vej til en glad hund og en sikker øvelse. Target kommer ind her som en måde at gøre træningen så tydelig for hunden som muligt. Jeg elsker træning med targets og synes, at det er en vanvittig god måde at hjælpe hunden på. Targets har utroligt mange anvendelsesmuligheder, indenfor en lang række forskellige områder og til mange forskellige sportsgrene.

Når jeg underviser rundt omkring, hører jeg mange forskellige opfattelser af det at træne med target, ligesom jeg ser eksempler på nogle af de problemer, der kan opstå i targettræningen. Der er således nogle fælder, vi kan havne i, hvis vi ikke er bevidste om, hvordan vi let undgår dem. I det følgende bruger jeg target i fremsendelse som eksempel:

  • Grundtræningen skal være i orden

Indimellem ser jeg trænere, der bruger alt for kort tid på at lære hunden de færdigheder, der er grundlaget for en solid targetadfærd. Derfor er det vigtigt at bruge tid på at lære din hund at elske sit target, sådan at den hver gang den ser target, med det samme og med glæde stiller sig med forpoterne på det (eller næsen eller skulderen alt efter hvilken slags target det er). Når vi indlærer potetarget, er det også en god ide at lære hunden at fastholde sin targetposition, så hunden ikke med det samme løber tilbage til dig. Brug ikke dit target til indlæring af andre øvelser, før du har den her grundtræning i orden.

  • Brug ikke targets for længe

Targets er en hjælp i træningen, der skal udfases igen, ligeså snart hunden har forstået den opgave, vi er i gang med at lære den. Vores ordsprog er: ”Hvis du bruger en hjælp, skal du have en plan for at fjerne den igen”. Hvis vi f.eks. bruger target til træning af fremsendelse til feltet, så skal det trappes ud, når hunden har forstået, at den skal løbe hurtigt frem til feltet. Hvis man bliver ved med at bruge target i feltet, så lærer hunden ikke at løbe ud i feltet, men tror i stedet, at opgaven handler om at finde target. Mange bliver ved med at træne alt for længe med target i feltet. Når det sker, går target fra at være i en hjælp i træningen til i stedet at være en forhindring i træningen. Min tommelfingerregel er, at target skal aftrappes, ligeså snart hunden sikkert kan løbe 20 – 30 m frem til et target, der ligger i feltet. Det er muligt at lære for de allerfleste hunde, uanset race, i hvalpealderen.

  • Træn på lang afstand

Når vi bruger et target til fremsendelse, er der tre ting, der er vigtige at have fokus på: Fart, fastholdelse af position og forskellig afstand. Det er kodeordene, for det target skal bruges til i forbindelse med fremsendelse.  Hvis du træner target på ti meter og bliver ved med det, så lærer hunden at løbe ti meter. Når target flyttes til 15 meter, bliver hunden forvirret og løber kun ti meter frem.  Varier derfor altid den afstand, hunden skal løbe hen til sit target, og træn ikke for tæt på, når hunden har fået interesse for target. Ofte tror jeg, det er ejeren mere end hunden, der synes, det er svært at arbejde med afstand.

  • Arbejd med frivillighed

Mine hunde har ikke noget signal til at løbe til target. Når mine hunde ser et target, så spurter de ud til det med det samme. Da target er et hjælpemiddel, som skal bruges i startindlæringen, har jeg ikke brug for at have et signal for at løbe ud til target. Jeg vil have fart og frivillighed i startindlæringen. Hvis du indlærer et signal til target allerede i den første indlæring, bliver hunden afventende og fokuserer på at høre efter, hvornår signalet bliver givet, i stedet for at løbe fremad. Det giver mindre fart og mere fokus på dig i stedet for fokus på at løbe ud til target.

 

 

Hvis du, selvfølgelig uden at ville det, er gået i en targetfælde, så start forfra og lær hunden grundigt, hvad den skal gøre i stedet for at lave yoyotræning, hvor du zigzagger frem og tilbage. 😊 Det tager længere tid end at lave en grundig indlæring i første omgang, men det er besværet værd, så du og din hund kan få gavn af de mange vidunderlige anvendelsesmuligheder, som targettræning indeholder. Lige nu er Vince og jeg ved at arbejde med dirigering til tre apporter, som er en øvelse i DKK’s eliteklasse. Her bruger jeg naturligvis target til indlæring, og det er gået lynhurtigt med at få ham til at ignorere det midterste target og løbe på min dirigering til de to andre targets. Jeg bruger targets helt kortvarigt, når jeg arbejder med dirigeret apport og når jeg sætter dirigeringen sammen med udløb til kegle. Ved at bruge targets kan jeg sætte øvelsen dirigeret apport sammen uden, at han tager en forkert apport. Da han allerede kan dirigering og apportering og udløb til kegle, er det i en kort fase på måske ialt 5 – 6 træningsgange, at jeg bruger targets i denne øvelse. Held og lykke med din targettræning.

Du kan læse meget mere om targettræning i vores bog: KLIK dig til succes

 

Nytårsaften

Hvert år i december får alle mine kursister den samme dundertale. Det handler om nytårsaften, mere præcist om fyrværkeriet nytårsaften. En del af mit job består af at hjælpe familier, der har forskellige typer af problemer med deres hund, bl.a. angst for fyrværkeri eller andre høje lyde. Enkelte gange har hundens problem et omfang, der gør, at det ender med en aflivning. Jeg bliver specielt berørt, når det er hunde, der er så bange, at uanset hvad jeg, ejer og dyrlæge gør, så bliver hunden ved med at være bange – hver eneste dag. Forstil dig noget du er bange for; edderkopper, slanger, tandlægen, … og så forstil dig, at du skal være i rum fyldt med edderkopper, slanger, tandlæger(!) hver eneste dag. Hver eneste dag. Forestil dig at være så bange. Hvis du så heller ikke viste, hvornår det ville ske, så du kunne gå med en evig angst for, hvornår du ville åbne en dør og træde ind i rummet med f.eks. edderkopper. Det er sådan, det nogle gange ender med at være, når hunde bliver bange for at gå ud, når det er mørkt og det, der i sidste ende kan føre til, at aflivning bliver den eneste løsning. I mine øjne er det ikke humant at holde en hund i live, der er bange hver dag, og som bliver ved med at være det på trods af al slags behandling.

Det er derfor jeg holder dundertale til mine kursister – og skriver denne blog. Det gælder om at forebygge, at ens hund bliver bange for fyrværkeri (og andre høje lyde). Rigtig mange hunde ender med at blive bange for fyrværkeri i løbet af deres liv. Når folk fortæller mig, at deres hund ikke er bange, plejer jeg at sætte et ”endnu” efter deres sætning. Frygt for fyrværkeri kan komme, hvornår det skal være. Vi er nu så tæt på nytårsaften, at jeg ikke vil gå for meget ind i, hvad du kan gøre, hvis du virkelig vil forbygge, men hellere give dig lidt råd til, hvordan du kommer igennem de næste dage med din hund – uanset om den er bange (endnu) eller ej.

 

Op til nytårsaften

Ved du, at din hund er bange for fyrværkeri, så er det nu, du skal gå i gang med at give den en eller anden form for kosttilskud, hvis du ikke allerede er gået i gang. Det kan være Kalm, Zylkene, Bach Rescue Remedy, Serene-Um, Baldrian, … Det er ikke til at vide, hvad der virker bedst på lige præcis din hund, men det er bedst at give det FØR din hund begynder at udvise tegn på angst. Er din hund allerede begyndt at udvise angst, så vil jeg stadig give det, det er bare mindre sandsynligt, at det har en stor effekt.

 

 

Er din hund bange, vil jeg også anbefale dig at lave om på dine rutiner i forhold til, hvornår og hvordan du går tur med din hund. Gå gerne den længste tur om morgenen (eller i hvert fald før det bliver mørkt igen om eftermiddagen). Det er meget sjældent, at skolebørnene fyrer krudt af om morgenen, men til gengæld meget sandsynligt i løbet af eftermiddagen og aftenen. Gå kun en kort tur med din hund senere på dagen, f.eks. omkring spisetid eller sent på aftenen. Hav ALTID din hund i snor, også selvom den har et supergodt indkald. Skulle der blive fyret fyrværkeri af i nærheden, og din hund bliver bange, skal den helst ikke stikke af. Af de cases jeg har haft, har angsten sat sig voldsommere hos de hunde, der er blevet bange og er stukket af. Så hav din hund i snor!

Lær din hund et sikkerhedssignal. Når hunde bliver bange, udløses der stresshormoner i stor stil. Stresshormoner udløses også i andre sammenhænge, bl.a. når hunde leger. Lær hunden, at et bestemt signal, f.eks. ”jubii”, betyder: Nu kommer der leg. Det skal indlæres, før du kan bruge det på dine gåture. Pointen med signalet er at forsøge at få hundens hjerne til at skifte spor, fra frygt til leg. Vi kan ikke gå fra frygt til ro – det er meget svært at være rolig med store mængder stresshormoner i kroppen, men vi kan forsøge at få hunden i legemode. Leg og frygt er modsatrettede følelser, og begge udløser stresshormoner. Kan din hund ikke lide legetøj, så brug dig selv eller leg med godbidder.

 

 

Når din hund har lært, hvad ”jubii” betyder – den ser forventningsfuldt på dig, når du siger det – kan du begynde at bruge det, når I hører høje lyde på turen. Idet du hører fyrværkeri, siger du ”jubii” og begynder at lege med din hund – giv den gas og hold en fest! Når I er færdige med at lege, så gå over til at give en masse godbidder til hunden, så den fortsat er beskæftiget med noget rart. Det virker bedst på hunde, der kun er let til moderat angste, så er din hund meget bange, eller bliver der fyret af meget tæt på, vil det formodentlig ikke fungere. Hører I mange lyde efter hinanden, holder signalet også op med at virke, og husk at signalets værdi skal holdes ved lige, så hunden ikke kun hører det, når der kommer høje lyde.

Du kan med fordel træne denne øvelse og bruge den, selvom din hund aldrig har vist tegn på frygt overfor fyrværkeri eller andre høje lyde. Du lærer din hund: fyrværkeri/høje lyde = fest! Det kan være med til at ”vaccinere” din hund imod at få traumer, hvis du skulle være så uheldig, at der bliver fyret af tæt på dig og din hund.

 

Selve nytårsaften

Uanset om din hund er bange eller ej, så er det en god ide at sørge for, at den er godt fysisk og mentalt stimuleret. Gå en god lang tur med din hund – gerne flere timer, hvis ellers dens helbred er i orden. Træn med den, gem godbidder – hjemme eller på turen, giv aktivitetslegetøj, osv. En træt hund er lidt længere tid om at reagere end en frisk hund. Ved du, at din hund bliver bange, så sørg for at få en tid hos din dyrlæge, så du kan give angstdæmpende til din hund. Giv det på de tidspunkter og i den dosis din dyrlæge har anbefalet.

Jeg hører nogle gange folk sige, at de ikke vil give angstdæmpende til deres hund, fordi det:

  1. Ikke er så slemt
  2. Den bliver sløv
  3. Det virker alligevel ikke
  4. Det kun lægger hunden ned uden at tage angsten

Mine svar:

  1. Frygt er formodentligt rent evolutionært den ældste følelse, vi har – og det er ikke nogen behagelig følelse. Der er ingen grund til, at din hund skal være det mindste bange, når der findes måder at nedsætte/fjerne den følelse.
  2. Der er flere angstdæmpende præparater nu, og det er ikke dem alle, der gør din hund sløv. Snak med din dyrlæge. Og selv hvis den skulle blive sløv – er det så ikke bedre end at være bange?
  3. Selv hvis du synes, at det du prøvede sidste år ikke virkede, så prøv evt. noget andet, selv en lille effekt tæller her.
  4. Det er forældet viden, at de præparater man bruger i dag, kun gør hunden passiv. Det er rigtigt, at man før i tiden gav et præparat, som ikke tog angsten, men kun havde den effekt, at hunden ikke pacede rundt. Men det præparat giver man ALDRIG alene i dag. Alle dyrlæger vil give noget ”rigtigt” angstdæmpende sammen med, hvis de overhovedet giver det.

Der findes INGEN undskyldninger for ikke at give sin bange hund en eller anden form for angstdæmpende præparat nytårsaften!

Uanset om din hund er bange eller ej, så tag den ud og gå en kort tur omkring 18-19-tiden. Det er her, der oftest er mest ro, og din hund skal bare ud og tisse og ind igen. Er den allerede bange på det her tidspunkt, så lad være med at tvinge den. Køb noget virkeligt lækkert din hund kan tygge på og giv det ca. 23.50. Gerne noget, der tager lang tid at tygge. Mine hunde får et tørret kalveunderben. Det tager dem ca. 45 min at tygge sig igennem. Det betyder, at de tygger sig igennem det værste fyrværkeri. Det kan også være knogler, Kong’er fyldt med f.eks. vådfoder, kogt ris blandet med leverpostej/torskerogn/kylling, eller noget andet lækkert.

 

Er din hund bange, så forsøg at skærme den så meget som muligt ved at tænde lys, rulle ned og have radio/fjernsyn kørende. Udover at give hunden noget lækkert at tygge i, kan du også træne med den, gemme godbidder i viskestykker eller spille brætspil med den. Det skal være let for hunden, da det drejer sig om at få hunden til at blive ved med at spise. Hvis din hund bliver bange, og afledning ikke virker, så lad den være der, hvor den har lyst til. Er det på skødet af dig eller under sofaen, så er det der, den skal være. Du må gerne snakke med din hund og nusse med den – selvom rygtet siger, at du skal ignorere den. Man kan ikke belønne følelser – kun adfærd, så bare rolig, din hund bliver ikke mere bange af, at du snakker sødt til den. Det, du skal undgå, er selv at gå i panik!

Forhåbentlig kommer både du og din hund helskindet gennem nytåret. Er din hund bange – eller bliver den det, så er der hjælp at hente. Selvom det kan være svært helt at fjerne frygten, kan man gøre meget for at gøre den mindre. Det handler bl.a. om empowermenttræning. Har du lyst til at vide mere om det, så har jeg et kursus, der begynder i februar. Du kan læse mere og tilmelde dig her:  Empowerment for nytårsangste hunde