ABMA – de sidste dage

Så er jeg kommet hjem fra en super fantastisk, men også hård uge med præsentationer, der omhandlede alt muligt omkring dyr og det at holde dyr. Jeg har hørt præsentationer om træning af alligatorer, studier af synet hos flagermus (de kan faktisk se en del), forskellige måder at berige diverse dyrarter holdt i fangenskab, adfærdsproblemer hos reptiler (og jo, de kan også få adfærdsproblemer), fugletræning af diverse arter fra papegøjer til rovfugle, empowermenttræning af en elefant (det var ikke det, de kaldte det, men det var det, det var) og meget, meget mere. Derudover har konferencen budt på super besøg i København Zoo, Den Blå Planet og Odense Zoo, hvor vi har set en masse forskellig træning. Jeg vil kort beskrive en af de præsentationer, der virkelig rørte mig. Jeg har ingen billeder af præsentationen, da jeg var helt tryllebundet igennem hele præsentationen. Denne præsentation endte da også med at vinde ABMAs Impact award.

elefanter-1

elefanter-2

 

Titlen var: “Positive reinforcement as a replacement of the antique training methods at Elephant camps in Asia” og blev holdt af Dr. Gerardo Martinez. Han er dyrlæge og arbejder med elefanter i bl.a. Thailand. Han fortalte sin historie om, hvordan han (næsten ene mand) har vendt mahutters måde at arbejde med elefanter på i Asien. Han begyndte sin præsentation med at vise billeder af de skader, han normalt behandlede hos elefanter. Det var dårlige fødder (som åbenbart er et stort problem for elefanter – også i fangenskab) og sår efter mahutternes stave, hvilket var hårdt at se på. Det er utroligt svært at behandle fødder på en elefant, der ikke har lyst til at blive behandlet, selv med brug kæder osv. Dr. Martinez viste en video af, hvordan nogle mahutter forsøger at få en elefants fod op på en træstup vha. kæder omkring benet. Lad mig sige, at det tog et godt stykke tid og var absolut ikke smertefrit. Dr. Martinez besluttede sig for at prøve at ændre den måde, han behandlede elefanterne på. Han fandt en måde at få finansieret en træningsvæg, så han kunne komme til at behandle elefanterne på en mere sikker måde. Træningsvægen er en stålkonstruktion bestående af to sider, hvor der er åbninger i forskellig højde og brede, så elefanten kan få f.eks. fødder igennem. Det lykkedes for ham at skaffe pengene og få træningsvæggen bygget, og som han sagde med et billede af ham selv siddende foran væggen, så var det bare at vente på en mahut og en elefant, der ville være med. Efter et stykke tid var der en enkelt mahut, der blev tilstrækkeligt nysgerrig og dukkede op. Dr. Martinez targettrænede elefanten med mahutten siddende på god afstand og med armene over kors. I løbet af meget kort tid, kunne elefanten stikke alle fire fødder igennem et hul i væggen og få ordnet dem. Efterhånden kom der flere mahutter og elefanter til, og langsomt blev mahutterne mere og mere nysgerrige. De begyndte at stille spørgsmål til træningen og blev mere og mere interesserede i, hvordan Dr. Martinez trænede elefanterne. Han begyndte at undervise dem i, hvordan han trænede, og langsomt men sikkert begyndte de selv at træne deres elefanter på denne måde. De begyndte at konkurrere om, hvem der kunne træne deres elefant til en udføre en adfærd hurtigst, og billedet skiftede til et, hvor det er Dr. Martinez, der sidder på afstand og ser på, at mahutterne selv træner deres elefanter.

 

 

Ordet spredte sig, og sponsoreret af bl.a. flere elefantorganisationer, kom der flere og flere mahutter til fra mange forskellige steder og lande. De lærte alle, hvordan de kunne bygge en sikker træningsvæg og begynde targettræning af deres egne elefanter. De der kommer, får alt betalt til rejse, ophold mv. Targettræning af elefanter har nu med Dr. Martinez’ hjælp (og sikkert også en del andre) spredt sig over flere lande. Præsentationen var gennemført fantastisk. Selvfølgelig pga. indholdet, men også alle de billeder og videoer vi fik lov til at se, der gjorde et stort indtryk. Alle deltagere endte med at have fugtige øjne, og Dr. Martinez fik stående applaus. En skotsk dyrlæge jeg talte med senere fortalte, at hun havde været i en af de lejre, hvor Dr. Martinez har trænet mahutter, og i de fem dage hun var der, havde hun ikke en eneste gang set en mahut slå sin elefant eller så meget som hæve stemmen. Det var og er en fantastisk historie om, hvordan positiv træning har spredt sig i den ellers meget traditionsbundne måde at træne elefanter i Asien.

ABMA er en organisation, der er åben for alle, der beskæftiger sig med dyr på en eller anden måde.

Du kan læse mere her: https://theabma.org/

ABMA – dag 2

Dag 2 bød på et super besøg i København Zoo. Konferencen handler og træning og berigelse, så København Zoo havde stablet en masse træning på benene. Jeg fik set en hel masse træning bl.a. af chimpanse, ponytræning inkl. agility og…

Isbjørn

DSC_0002

DSC_0009

 

Brun bjørnDSC_0059

 

SøløveDSC_0082

 

UgleDSC_0152

 

Derudover var der en masse berigelse, bl.a. tasmanske djævle som fik en hel ged.

 

DSC_0227

 

Og tigerne som har fået en 7 m høj pæl, de skal klatre op af for at hente deres kød.

 

DSC_0266

 

Jeg var imponeret af træning. Det er så fedt at se den ro dyrepasserne udviser når de træner. Det her er jo ofte vilde dyr der bliver trænet og noget helt andet end vores domesticerede hunde.

Vi endte dagen på den blå planet hvor vi så havoddertræning og fik lov til at vandre rundt og se for os selv.

 

20150415_19462220150415_183346

 

I det hele taget en super fed dag!

 

20150415_114151

ABMA – dag 1

Bag forkortelsen ABMA gemmer organisationen Animal Behavior Management Alliance sig, der i disse dage afholder deres årlige konference. For første gang er det i Danmark, og jeg er med. Konferencen henvender sig bredt, men det er mest Zoo-folk, der er med, og så er vi nogle enkelte hundemennesker. I går var den første dag med oplæg, og jeg vil lige give et hurtigt rids over, hvad vi hørte om.

abma-1

Konferencen åbnede med et oplæg fra Ken Remirez, som gav et historisk perspektiv på det at træne dyr. Lige fra kejsere og faraoer for tusindvis af år siden begyndte at have eksotiske dyr, har der været en eller anden form for træning. I løbet af 1960’erne kom der en modstand mod dyr i fangenskab. Kritiske røster ville have forbudt dyr i cirkus, fordi de mente, at det var mishandling at have dyr til underholdning. Ken Ramirez fortalte, at en række studerende i England havde undersøgt forskellen mellem de dyr, der var i zoologiske haver, hvor man jo forsøgte at give dyrene så naturlige leveforhold som muligt og så cirkus, hvor dyrene blev trænet, hvilket blev betragtet som uværdigt. Det er meget muligt, at trænerne i cirkus har været alt andet en gode ved deres dyr, men kritikerne valgte at have fokus på træning. Undersøgelserne viste, at de dyr der var i cirkus havde det langt bedre, end de der var i zoologiske haver. De trænede dyr var sundere på flere forskellige parameter.

Det er en sød historie, som har et meget vigtigt budskab. Træning kan og bør være med til at øge alle dyrs velfærd.

abma-2

Et meget interessant oplæg handlede om høns. En phd-studerende fra USA havde undersøgt, hvorvidt høns ville foretrække træning frem for at få maden serveret frit. Hun havde gjort sig nogle gode tanker og havde testet det via tre forskellige præferencetest. Hun fandt ud af, at hønsene generelt hverken foretrak det ene eller det andet og havde i begyndelsen været skuffet over resultatet, men som hun konkluderede, så kan man også vende det om og sige, at da de var ligeglade, så er træning (klikkertræning) i hvert fald ikke aversivt. Hun fortalte selv, at der var en række fejlkilder, men undersøgelsen var alligevel interessant.

abma-3

Et sidste oplæg, jeg lige vil fortælle om, er meget hunderelevant. Det blev holdt af en østrigsk pige og handlede om hendes træningsprotokoller for at træne hunde, der kan alarmere, hvis ejeren har for højt eller lavt blodsukker, altså en slags diabetes-hund. Det var super interessant, og vi var en del tilhørere, der måtte knibe en lille tåre, da en vi så billeder af alle de primært børn, hundene kom ud til.

I dag skal vi alle samme til København Zoo og se en masse træning – mere om det senere.

Dyr har da følelser!


Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.

 

bøger

 

Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.

 

glad-laphvalp

 

Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??

Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.