Nose Work – det nye sort

Der er ingen tvivl om, at Nose Work er det nye sort indenfor hundesport. Sporten, der opstod i USA for godt ti år siden, har spredt sig som løbeild i Danmark i den seneste tid. Nose Work tager afsæt i specialsøg, hvor hunden lærer at søge efter bestemte dufte og påvise fund. I stedet for narko og sprængstof lærer vi Nose Work-hunden at søge efter lavendel, eukalyptus og anis – og de elsker det 🙂

Næsearbejde har altid været noget, der ligger lige til højrebenet for vores hunde, og mange hundeejere har trænet deres hunde i spor, feltsøg og diskriminationstræning. Efter at Nose Work har gjort sit indtog, er der endnu flere hunde og ejere, der har fornøjelse af næsearbejdet, som jo er en sjov og sund måde at stimulere vores firbenede venner på.

 

 

Ud over at være en fantastisk hyggelig aktivitet med vores bedste ven, har Nose Work den fordel, at alle, absolut alle – både hunde og mennesker, kan være med. Der findes flere måder at lære hunden at søge efter duftene, så der er noget for enhver – både for familiehunde uden den store træningserfaring og for hunde med masser af erfaring i forskellige former for hundesport. Store, små, unge og gamle hunde kan have glæde af Nose Work – og det samme gælder for deres mennesker. Nose Work kan trænes næsten alle steder og på lige det niveau, der passer til den enkelte hund og ejer. Og når hund og fører har lært de grundlæggende principper, kan det anvendes som en dejlig aktivitet i hverdagen, hvor både hund og ejer hygger sig. På den måde får hunden super stimulation, og relationen mellem hund og ejer styrkes, når vi laver noget rart sammen.

Nose Work er også en konkurrencesport for dem, der har lyst til at afprøve hundens evne til at finde duften(e) på nye steder og indenfor de formelle rammer, der er ved en konkurrence. Dansk Kennel Klub har netop uddannet det første hold dommere, og de første konkurrencer er løbet af stablen i denne sommer. Der er ingen tvivl om, at sporten kommer til at brede sig og få en stor og bred tilslutning af mange slags hunde og deres ejere.

 

 

Hund & Træning startede i foråret 2017 en Nose Work instruktøruddannelse. Hold 2, der er fuldtegnet, starter midt i august på Sjælland. Hold 3 starter i november i Horsens, og her er der stadig ledige pladser. Brænder du for træning og samarbejde med din hund og for næsearbejde, så har du her muligheden for at selv at lære mere om denne nye spændende hundesport og efterfølgende at tilbyde kurser til nogen af de mange hundeejere, der har opdaget, hvor skøn en aktivitet Nose Work er for både hund og ejer.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du kontakte Karen Strandbygaard Ulrich på tlf. 23 65 93 22 eller ku@hundogtraening.dk.

Du kan reservere en plads på holdet i Jylland ved at indbetale depositum via shoppen på Hund & Trænings hjemmeside: http://shop.dogtraining.dk/uddannelser-84/nose-work-instruktoeruddannelse-122/

 

sdr

Tidlig stimulering – The Biosensor Program

Nu er mine hvalpe blevet 4 ½ uger gamle, og socialiseringsperioden er kommet godt i gang. Mine hvalpe fik øjne omkring 11.-13. dagen og hørelse omkring dag 21. Men i de første 2 uger sker der ikke ret meget. Hvalpene sover, spiser og skider …, og det er cirka det. Måler man hvalpes EEG, som er et udtryk for hjernens aktivitet, så kan man indtil hvalpene får øjne, ikke se den store forskel på vågen og sovende tilstand. Kan man så som opdrætter alligevel gøre noget de første par uger i hvalpenes liv, som kan gavne dem både fysisk og mentalt? Ja, er det korte svar.

 

 

Hvalpe bliver født blinde og døve. Deres vigtigste sanser er lugte-, føle- og smagssansen. Deres indlæringsevne er ikke kun begrænset af deres manglende sanser, nervefibrene i hjernen mangler også det isolerende lag (myalin), der er nødvendigt for at sende hurtige forbindelser. Til de af jer, der kan huske en gammel modemforbindelse, så kan I forestille jer, hvor langsomt det går. Det er ikke, at der ikke er forbindelse, det tager bare noget længere tid at få signalet igennem. Det meste af den viden, der er om tidlig stimulation, har vi fra rotter, men der findes også forsøg lavet med hunde. I 1966 undersøgte Fox og Stelzner hvalpe fra fødsel, til de var 5 uger gamle. Hvalpene blev udsat for forskellige sanseindtryk som kulde, lys, lyd og vestibulær stimulation (hvalpene blev rokket på et vippebræt). Resultaterne indikerer, at hvalpe der var blevet håndteret, klarede sig bedre i problemløsningsopgaver end de ikke-håndterede hvalpe og havde et bedre stressrespons (hurtigt og kraftigt i stedet for langsomt og længerevarende).

 

 

Nogle af disse forsøg inspirerede det amerikanske militær til at udvikle The Biosensor Program. Det blev også kaldt Superdog Program. Jeg vil lige understrege – der ligger rigtig meget data på, at tidlig håndtering er gavnligt, men der er ikke publicerede undersøgelser, der viser effekten af The Biosensor Program! Jeg har alligevel valgt at bruge det på de tre kuld, jeg har haft. Når jeg ved, at tidlig håndtering er vigtigt, tænker jeg, at det program er ligeså godt at følge som alt muligt andet.

 

I sin enkelhed går programmet ud på at lave 5 øvelser med hvalpene, fra de er 3 dage, til de er 16 dage gamle. Det er Dr. Carmen Battaglia, der står bag biosensor programmet, og ifølge ham, sker der en del neurologisk udvikling i denne periode. Ved at udføre de 5 øvelser, stimulerer man denne neurologiske udvikling, og det skulle i sidste ende have en gavnlig effekt på den voksne hund. Blans hjerte-kar system, give hunden et bedre stressrespons og gøre den mere mod

standsdygtig overfor sygdomme. Derudover mener Dr. Battaglia, at de stimulerede hvalpe er mere aktive og undersøgende. Nogle af disse effekter har man set som effekt af tidlig stimulering i andre undersøgelser, hvor stimuleringen var anderledes.

De 5 øvelser skal udføres én gang om dagen i 3-5 sekunder pr. øvelse:

  • Taktil stimulation – en vatpind føres mellem hvalpens tæer
  • Hvalpens holdes med hovedet opad
  • Hvalpens holdes med hovedet nedad
  • Hvalpen lægges på ryggen
  • Hvalpen lægges på en kold klud

Videoen viser udførelsen af The Biosensor Program på det kuld jeg har nu, første og sidste gang jeg udførte det. Jeg sprang en dag over, fordi hvalpene var syge, så derfor var sidste gang da hvalpene var 17 dage gamle

 

I naturvidenskabens navn, burde jeg måske kun udføre øvelserne på halvdelen af hvalpene i de kuld, jeg har haft – men det nænner jeg simpelthen ikke. Jeg kunne selvfølgelig sammenligne to forskellige typer af tidlig stimulering, men tænk hvis The Biosensor Program er det bedste. Jeg vil gerne give mine hvalpe den allerbedste start i livet. Tidlig stimulation i form af The Biosensor Program er et af mine tiltag. Fra hvalpene er 3 uger, er det socialisering og miljøtræning, jeg har fokus på, og fra hvalpene er ca. 4½-5 uger (som de er lige om lidt), begynder jeg også at klikkertræne dem. Mere om det i en senere blog 😊.

Jeg ved ikke, om det skyldes genetik, socialisering og miljøtræning eller tidlig stimulering, men de kuld jeg har haft indtil videre ser ud til at have meget fornuftige temperamenter – meget af det skyldes jo i høj grad de mennesker, som har dem og har præget dem, fra de var 8 uger gamle, men måske har The Biosensor Program også haft en gavnlig indflydelse.

Er du interesseret i at høre mere om The Biosensor Program eller om det hvalpekuld, jeg har nu, er du altid velkommen til at maile eller ringe til mig: karen@hundogtraening.dk eller 40972686.