Positiv træner?

For nyligt havde jeg en enetime med en jæger, der indtil da, udelukkende havde trænet strafbaseret. Han ville meget gerne have en bedre kommunikation med sin hund og han synes ikke rigtigt, at de forslag han havde fået fra bl.a. sine træningskammerater virkede. Eller sagt på en anden måde, han synes, der er en grænse for, hvor hård det var meningen, at han skulle være ved sin hund for at få den til at lystre. Der er ingen tvivl om, at han har haft straffet sin hund, men han syntes ikke at løsningen: ”hunden skal knækkes” var noget for ham. Det fik ham til at stille spørgsmålstegn til den metode han havde brugt og fået ham til at tænke, at der må være en anden måde at træne hund på – fantastisk! Det er en lang proces at begynde at klikkertræne (uanset om man har en klikker i hånden eller bruger et andet markørsignal), når man er vandt til at træne anderledes og det tager tid at få sine vaner ændret, men det er et fantastisk første skridt.

 

 

Den her enetime fik mig til at tænke på episoden med Egtved Jagtforening. Hvis der er nogle der ikke ved, hvad den sag drejer sig om, så var der et videoklip, der florerede på facebook for en månedstid siden. Det viste noget fra en træningstime, hvor der blev trænet ”bliv” men nogle hunde. Kunne hundene ikke holde position, blev de straffet på forskellig vis (skældt ud, tager fat i, løftet, osv.). Der er ingen tvivl om at metoderne, der blev brugt var kritisable, MEN det der skete efterfølgende fik mig til at tænke. Der kom næsten en hetz-stemning omkring foreningen, så meget at en af trænerne endte i nyhederne på TV2. Hvem var det der genererede denne stemning? Det var mennesker, der træner positivt med deres hund og var forargede over de metoder der blev anvendt. Der er igen tvivl om, at det var grimt at se hunde blive behandlet på den måde, men når vi nu træner vores hunde med positive metoder, hvorfor er det så så svært at gøre det samme med andre mennesker?

 

 

Min erfaring (om end begrænset) med mennesker, der bruger straf i deres træning, er, at de gør det af afmagt. De gør det ikke for at være onde ved deres hunde, men fordi de ikke ved bedre. At hænge dem offentligt ud, giver dem næppe lyst til at søge ny viden og andre måder at træne på. De fleste af os vil reagerer negativt på den behandling. Jeg er ikke uenig i, at det er en god ide at gøre opmærksom på problemer, men jeg kan huske en episode fra mine spæde hundeår, før jeg selv fik hund, men i stedet havde en hund boende nogle måneder. Jeg vidste ingenting om hundetræning eller adfærd. Hunden trak voldsomt og det gjorde ondt, så hvad gjorde jeg? Jeg trak (læs ryk) igen. Så voldsomt at hunden på et tidspunkt slog en baglæns kolbøtte. Det er absolut ikke noget jeg er stolt af! Der var en dreng, der så mig rykke hunden voldsomt i halsbåndet og kaldte mig dyreplager. Fik den bemærkning mig til at ændre adfærd? NEJ! Jeg blev ked af det – jeg synes ikke jeg var en dyreplager. Jeg gjorde mit bedste med den viden jeg havde. Det var først da jeg begyndte at interessere mig mere for hundetræning, at jeg fandt ud af, at der er en anden måde at gøre tingene på – en måde som er sjov for både hund og ejer.

 

 

Min pointe er, at den enetime jeg havde for nyligt, hører til en af de sjældne – han har helt uden hjælp gennemskuet, at der må være en anden vej. Langt de fleste af os, skal have en hjælpende hånd. En hånd der ikke er fordømmende og straffende, men som blidt kan vise os, at der findes en anden måde at gøre tingene på. Straf skaber modvilje – også hos mennesker. Spørgsmålet er om vi, mig selv inklusive, for alvor kan vi kalde os positive trænere, før vi kan finde ud af at være positive i vores omgang med mennesker, der har en anden (og håbløs) tilgang til det at træne hunde?