VM med tårer

Vores første VM blev et VM med tårer og desværre ikke kun glædestårer. Optakten til VM har langt fra været optimal. Lukka har haltet on and off i en længere periode. Jeg har konsulteret to forskellige dyrlæger, fået taget røntgen og blodprøver og været til adskillige behandlinger hos to forskellige kiropraktorer uden at blive meget klogere. Så længe hun blev holdt i ro, var der ingen problemer, men straks hun gav den max gas var den gal igen. Så jeg har holdt hende meget i ro. Ikke trænet særlig meget, slet ikke løbeøvelserne, og holdt hende i snor eller under skærpet opsyn på vores skovture. Men to uger inden vi skulle af sted var jeg uopmærksom et øjeblik og Lukka tog den vildeste spurt igennem skoven. Hun kom tilbage få sekunder efter på tre ben! Dér kneb jeg den første tåre. Øv øv… der røg dét VM. Af sted til kiropraktoren igen. Han vurderede, at der var 50% chance for, at hun nåede at blive helt okay og ordinerede mere ro.

To dage inden vi skulle af sted fik jeg ENDELIG ok fra kiropraktoren. Lukka var rengående og helt perfekt. Godt nok var det lidt utrygt at tage af sted uden nogen synderlig træning men hovedsagen var, at hun var fit for fight.
Turen til Østrig forløb helt uden problemer. Vi, Christina, Pia og jeg, kørte MEGET tidligt onsdag morgen og var fremme onsdag aften, hvor vi mødtes med resten af holdet.
Torsdag morgen var der træning (på et afsindig glat gulvtæppe) og om eftermiddagen skulle vi se ”white dog”.  Men da vi kom tilbage til hallen havde den hvide hund allerede gået programmet, en time tidligere end planlagt!!! SÅ tog den store mand (= vores holdleder Erling Olsen) affære og så kom den hvide hund på igen. Tak Erling.
Fredag begyndte konkurrencerne. Hold op hvor var dommerne… hmm… underlige er måske ordet, i deres bedømmelser. De var ikke kun strenge men også ofte helt uforståelige i deres bedømmelser. Vi fandt ALDRIG nogen rød tråd i de point de gav. Det er frustrerende ikke at have nogen idé om, hvad det er de trækker for. Lige som det også er frustrerende at se ekvipager, der ikke bliver trukket for f.eks. ekstrakommandoer. Det var lydighed på allerhøjeste niveau. Super flotte øvelser der blev belønnet med 7 og 8 – hvis de var heldige! Jeg synes alle danskerne viste flot, flot lydighed. De fleste af os havde bare lige lidt uheld med ind på banen og lavede et eller andet vi ikke plejer at gøre. Og VM er ikke stedet, hvor der er plads til fejl. Christina skulle op som nr. 21 fredag. Da vi stod sammen og ventede på det blev hendes tur var jeg stjerne nervøs, og jeg forestillede mig at det kun ville blive værre dagen efter, når jeg selv skulle i ringen. Det blev det heldigvis ikke.
Lørdag eftermiddag skulle Lukka og jeg på som sjette sidste hund. Om morgenen havde hun lavet to fine fællesøvelser til hhv 10/9 og 10/8,5. Første øvelse i programmet var indkald. Jeg synes selv det var rigtig fint, specielt når man tænker på det glatte gulvtæppe. Vi fik 8,5 og 7! Halvanden points forskel. Hvad mon den ene dommer så, som den anden ikke gjorde? Dernæst fremsending, som var nær perfekt. 8,5 og 9. Apporten var også super fin indtil Lukka liiiige måtte tygge lidt i den. Grrr… det har hun bare aldrig gjort før. 7,5 og 7. Så kom fri ved fod og der kunne jeg godt mærke den manglende træning. Hun var ikke helt så skarp, som jeg ved hun kan være. 6,5 og 8. Igen halvandet points forskel. Hmm… gad vide hvad den ene dommer godt kan lide og den anden ikke kan??? Skidt pyt. Jeg havde den fedeste følelse i den ring. Jeg var ikke synderlig nervøs og jeg synes vi havde en fest, Lukka og jeg.
Nå, videre ind i ring 2. Her var der en enorm prøveleder. Han var det sødeste menneske men stor som et hus. Første øvelse var næseprøven. Lukka var lidt længe om at sætte sig på plads, da øvelsen skulle i gang. Om det var den meget store mand der gjorde hende utryg, finder jeg aldrig ud af men faktum er, at hun var MEGET usikker i sit søg og gik over den rigtige pind så mange gange, inden hun til sidst kom tilbage med den, at det gav nul! Rigtig rigtig super ærgerligt. Det er slet ikke en øvelse hun ellers har problemer i, så det kom noget bag på mig. Næste øvelse var springet og det frygtede jeg på forhånd. Siden Lukka slog sig på et spring sidste sommer, har hun været meget usikker, når hun har set et spring, der afviger lidt i udseende. Det her var stribet! Og desværre trillede metalapporten ALT for langt væk, så på tilbagevejen tabte hun apporten og tøvede, da hun skulle springe tilbage. Den ene dommer gav 5, og den anden gav nul. Øv øv… men humøret fejlede ikke noget og straks efter lavede Lukka det smukkeste stillingsskift. 9,5 og 8. Sidste øvelse var lynet, som også gik rigtig fint. 7,5 og 8.
Glad og lettet. Ærgerlig og irriteret. Følelserne var meget blandede, lige da jeg forlod ringen. Jeg ved, at vores forberedelser har været mega dårlige. Jeg ved, at Lukka slet slet ikke var dér, hvor jeg gerne ville have hende rent træningsmæssigt, men jeg ved også, at hun er en top fornuftig lille hund, der har al sin grundtræning i orden og kan sine øvelser. I minutterne efter prøven, tænkte jeg, at det her gider jeg bare ikke igen, men allerede dagen efter var jeg klar til at gå i ringen igen (hvis jeg altså havde fået chancen). Det var selvfølgelig super ærgerligt med det søg og med springet, men jeg er pave stolt af mit lille hundedyr, der kan deltage og gøre en god figur ved et verdensmesterskab UDEN egentlig at have trænet særlig meget op til. Og jeg glæder mig vildt til og håber virkelig på, at vi på et tidspunkt får chancen for igen at deltage i et VM, hvor vi HAR trænet seriøst op til.
Søndag var der finale og alle mødte op spændte og i godt humør. Men så fik vi den sørgeligste besked. En af de norske hunde, Monicas Extra, var blevet skrækslagen for nogle raketter og var stukket af lørdag aften. Den blev fundet søndag morgen i en vejkant. Død. Det var helt ubærligt. Stakkels stakkels Monica og hendes søde søde Extra. Hele holdet var ganske knust. Ja det var alle deltagerne ved dette års VM, tror jeg. Flere gange i løbet af dagen trillede tårerne på mange af os. Og der var ikke et øje tørt senere under præmieoverrækkelsen, da Christa, på det finske hold vegne, overrakte Monica en buket blomster.
Men finalen gik i gang og dommerne fortsatte med at give nogle helt umulige point. På et tidspunkt blev det simpelthen publikum for meget, så de buh’ede højlydt. Og det hjalp lidt på pointene. Men hvor er det ærgerligt, at bedømmelserne skal være så strenge og ulig og at farven på tøjet skal have betydning for tallet på dommerens pointtavle. Guld og sølv gik til Finland til hhv. Christa med Kaos og Jessica med Mac, der med kun ét points forskel begge leverede to super flotte programmer, både i den indledende runde og i finalen. Bronze gik til samme russer, der også vandt bronze sidste år. Stort tillykke herfra.
Mandag stod vi – igen – MEGET tidligt op og satte snuderne mod DK. Hjemturen forløb helt uden problemer og mandag aften var vi alle hjemme igen, godt brugte men meget glade.
Alt i alt en fantastisk tur. MEGET MEGET lange dage og MEGET korte nætter. Men stemningen på holdet har været helt ubeskrivelig god. Vi har grinet så tårerne (glædes tårerne) trillede ned ad vores kinder. Vi har snakket og diskuteret. Spist gode middage. Travet frem og tilbage mellem hal og hotel og udnyttet søde Williams (Birgittes mand) limo-service på det groveste. Erling har været en super holdleder godt hjulpet af Annette. Tusind, tusind tak Christina, Birgitte, Pia, Jennifer, Helle og Miriam for at gøre vores første VM til den bedste oplevelse – også selvom resultaterne udeblev denne gang…