Sportræning for begyndere

Spor

I min familie er det primært (læs udelukkende) mig, der tager mig af vores tre hunde. Min mand kan godt lide hunde og nusser også gerne med dem, men alt andet er normalt mit domæne. Det billede har ændret sig en lille smule i løbet af de sidste par år.

Det hele begynder med, at min mand får lov til at låne vores mellemste hund Lilli, når han tager på jagt uden mig – jeg underviser en del i weekenderne, så det er ikke altid, jeg selv kan komme med. Lilli er generelt super lydig og løber ikke efter hverken harer eller rådyr, så selv med min mands begrænsede evner ud i hundetræning, var jeg nogenlunde rolig, første gang jeg lod ham tage Lilli med uden mig. Og med nogenlunde rolig mener jeg, at han ”kun” fik proppet lommen fuld af godbidder og legetøj samt besked om, hvordan han skulle huske at belønne hende, før han kom ud ad døren. Det går godt, så det bliver en fast aftale. Hvis ikke jeg skal bruge Lilli som demohund, kan han tage hende med, når han er på jagt.

På en af de sidste jagter i 2013 kommer min mand hjem fra en jagt, hvor han har haft Lilli med, helt høj. Han fortæller glædestrålende, at Lilli har gået spor efter et anskudt rådyr (et dyr er i teorien anskudt indtil det er fundet). Den jæger som har skudt dyret er ikke i tvivl om, at dyret er dødeligt såret, men det er løbet og han kan ikke lige se hvor det er. Min mand kom forbi, idet jægeren er på vej ud for at lede efter dyret og spørger, om han ikke skal sætte Lilli på sporet. Det her er første gang i den historie, at jeg mærker min hage ramme brystet i chok. Lilli har måske gået spor 6-7 gange i sit liv, og de første tre gange var hun under 8 uger gammel. Min mand fortsætter med at fortælle, at Lilli går sporet – ikke fuldstædigt lige (virkelig!!!) – men hun finder dyret, som faktisk stadig er i live, men så svagt, at det ikke rejser sig. Min mand fortæller, at han dækker Lilli af, så jægeren kan aflive dyret. Det er så her, jeg er ved at ramme loftet: ”Du lader en jæger skyde hen over hovedet på min hund??!!!”. ”Nej, da! Jeg dirigerede hende da ud til siden og dækkede hende af – og hun vippede ikke engang med ørerne, da skuddet lød” lyder det meget fornærmede svar fra min mand. Er der nogen schweiss folk, der læser det her og korser sig – så er jeg helt enig! Men min mand var pavestolt af ”sin” hund.

I det her efterår har vi så været på jagt igen, og min mand begynder igen at snakke om det der med sporarbejde. Jeg har kun en meget rudimentær viden om sporarbejde, og det er desuden ikke det smarteste at skulle undervise sin egen mand. Heldigvis har jeg en trænerkollega, Camilla Dindorp, som gør sig i det der med spor, og under en snak med hende tilbyder hun, at min mand kan komme på et lille sporhold, hun har oprettet. Jeg kommer hjem efter selv at have undervist den første gang min mand har været til sportræning. Han er vildt begejstret. Han har sågar lagt et lille spor, lige da han kom hjem fra træningen og har nu ventet 6 timer, så han kan gå det nu, hvor jeg er kommet hjem. Og nej, min mand har ingen forståelse for det med at sætte kriterier, men Lilli går sporet fuldstændigt uden problemer. Nogle uger efter er der træning igen, og også denne gang går det også super med Lilli – min mand er hooked. Camilla er så sød at videofilme to af de spor, min mand går med Lilli, og du kan se dem her – vær opmærksom på, at det er filmet med et kamera på maven, så søsyge er ikke helt udelukket.

Vi har haft travlt – mig med at undervise og min mand med at underholde vores børn, så det er ikke blevet til så meget her i løbet af vinteren, men mon ikke han skal ud og gå et par spor, når vejret bliver bedre, og det kan lade sig gøre at gå, uden at det er bælgmørkt.