Vores første Nordiske Mesterskab

For halvanden måned siden nåede jeg det første af mine tre store mål i mit hundeliv. Jeg blev udtaget til landsholdet i lydighed. Og allerede her i weekenden nåede jeg det andet mål. Jeg fik medalje ved Nordisk Mesterskab. Her kommer en lille beretning derfra.
Jeg er ikke nogen træningsnarkoman. Jeg træner ikke min hund hver eneste dag, og jeg træner sjældent alle øvelserne i ét træningspas. Så straks efter udtagelsen lavede jeg et skema over, hvilke øvelser der var vores svageste, og hvad jeg skulle koncentrere mig mest om, i min træning. Min plan var, at træne detaljer og præcision de første uger og derefter kun fart, glæde og succes i ugerne op til NM. Lukka er ultra sensitiv og perfektionistisk (hvis man kan sige det om en hund!). Jeg kan ikke komme med det mindste lille bitte suk eller bare overveje at blive irriteret på hende, så pakker hun sammen. Jeg kan heller ikke gentage en øvelse mere end to-tre gange, for så tror hun, det er fordi hun ikke gør det godt nok, og så bliver hun ”ked af det”. Så træningen skulle (som altid) være en stor fest.
Nybagt mor med “hvalp”!
En uge inden NM var jeg i hopla. Træning gik forrygende og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Lige indtil tirsdag morgen, hvor jeg vågnede ved at Lukka gik rundt og småpeb med en blå plastikapport i munden, som hun var overbevist om var hendes ”hvalp”. Rigtig dårlig timing ”at føde” fire dage inden NM! Christina og jeg holdt krisemøde og “hundehvalpen”blev på fleres opfordringer smidt ud! Heldigvis var det kun indendørs at hun var helt hys. Straks vi gik ud for at gå tur eller træne var Lukka sig selv igen. Men mine høje forventninger til mesterskabet blev der lagt en voldsom dæmper på.
Så blev det fredag og Christina og jeg kørte til Herning Messecenter, hvor vi alle skulle mødes. Hvert land fik tildelt en halv time til at træne i ringen, så hundene kunne få en fornemmelse af gulvtæppet. Og hvilket tæppe! Det var spejlglat! Hundene skøjtede rundt og kunne slet ikke stå fast. Så de forventninger jeg havde tilbage forsvandt helt efter den oplevelse. Nå, men tæppet kunne jeg ikke gøre noget ved og det var jo ens for alle. Derefter var der lodtrækning om startrækkefølgen. Jeg fik nr. 14, hvilket var lige midt i feltet. Helt perfekt.
Lørdag morgen var der indmarch og derefter gik konkurrencen i gang. Først skulle alle hundene lave fællesdæk i mindre grupper. Lukkas dækøvelse gik helt perfekt, vi fik 10 af alle dommerne. Til NM er der fire dommere – én fra hvert nordisk land. Højeste og laveste point falder bort, og så tager man et gennemsnit af de to karakterer,  der er tilbage. Meget fair måde at uddele point på. Resten af øvelserne for lørdagens program var lynet, fremsending, springapport og stillingsskift. Efterhånden som hundene kom i ringen så vi, at de var helt utrolig dygtige til at afpasse farten i forhold til det meget glatte tæppe. Selvfølgelig var der nogle der gled lidt, men generelt så det meget fornuftigt ud.
Så blev det vores tur. Jeg var ikke voldsomt nervøs. Jeg havde en rigtig god spændt fornemmelse i maven. Lynet er måske Lukkas allerbedste øvelse, så den var perfekt at begynde med og det gik også rigtig godt. Vi fik 9. (Der dømmes altid lidt hårdere end normalt ved sådanne mesterskaber. Ud over i fællesøvelserne kom der kun to 10-taller op i hele konkurrencen. Lidt underligt at Nordens bedste hunde ikke kan lave en eneste øvelse til toppoint!)
Næste øvelse var fremsendingen. Den gik også super godt og vi fik 8,5. Så kom springapporten som jeg har trænet rigtig rigtig meget siden i sommer, hvor Lukka slog sig på et spring og efterfølgende har været meget ked af den øvelse. Men hun sprang perfekt og havde et helt rent optag. Endnu et nital. Jeg var ved at boble over af glæde. Jeg synes min lille hund var så dygtig og koncentreret og glad. Den sidste øvelse var stillingsskift. Også det gjorde hun rigtig pænt, vi fik 8,75 point. Så var det slut og det var bare gået over al forventning. Lukka og jeg styrtede ud af hallen og ud på græsset og holdt vores egen lille fest. Hold op hvor var jeg jublende glad. Det var en helt fantastisk debut. Jeg var så ubeskrivelig stolt af min lille stjerne hund.
Da alle havde været i ringen fortalte vores holdleder, at jeg lå nr. 4, kun et halvt point efter de to der delte 2. pladsen og tre point efter hende der førte. Wau… hvor var det vildt! Senere blev der trukket lod om startrækkefølgen til om søndagen. Der fik jeg nr. 27, dvs. jeg skulle op som den næstsidste hund. Ikke just hvad jeg havde håbet på!
Super opmærksom og glad Lukka i fri ved fod.
Søndagens øvelser var: Fri ved fod, indkald, apport og næsesøg. Og allersidst skulle alle hundene slutte af med fællessit i mindre grupper. Søndag formiddag sneglede sig af sted. Jeg sad og så alle de andres programmer men havde svært ved rigtig at slappe af. Nervøsiteten kom og gik som i bølger. Endelig blev det vores tur. I minutterne før jeg skulle ind i ringen, var jeg meget koncentreret og fokuseret og følte adrenalinen suse igennem kroppen. Men i samme sekund jeg trådte ind på det røde tæppe i ringen, begyndte mine ben at ryste helt ukontrolleret. Jeg regnede med, at det nok ville gå over i løbet af den første øvelse, men der regnede jeg virkelig forkert! Til trods for mine skælvende ben og en del forkerte fodstillinger fra min side, gik Lukka en rigtig fin fri ved fod og fik 8. Hun var 100% opmærksom, glad og på hele øvelsen igennem. Da så prøvelederen sagde ”Ja tak!” lød der et mega brøl fra tilskuerne. Hvor var det fantastisk. Tænk at så få mennesker kan lave så meget ”larm”. Det gav både mig selv, men helt sikkert også Lukka, et kæmpe kick. Næste øvelse var indkald og derefter kom apporten. Det er to øvelser, jeg har haft meget fokus på i træningen, da de ikke just er Lukkas stærkeste. Og min træning havde båret frugt. Lukka lavede dem – i mine øjne – helt perfekt og fik hhv. 8,25 og 8,5 point. Igen var publikums begejstring helt overvældende, og det betød ubeskriveligt meget for mig. Jeg stod der inde på banen med min lille hund og mine rystende ben og følte, hvordan alle var med mig (det var ”alle” nok ikke ligefrem, men sådan føltes det altså). Den sidste øvelse var næsesøg. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lukka nok skulle finde den rigtige pind, men som jeg stod der med ryggen til og ventede på pindene blev lagt ud, spekulerede jeg på, hvilken effekt det mon havde på Lukka, at mine ben stadig rystede voldsomt. Men min lille seje hund lod sig ikke slå ud. Hun løb ud og fandt straks den rigtige. Dog havde hun lige skubbet lidt til den første pind og så kastede hun den rigtige på plads i munden et par gange, så det blev der trukket hårdt for. Vi fik 7,5.
Hvor var det vildt! Vores første Nordiske Mesterskab og Lukka havde gået hele programmet SÅ fint og stabilt. Vi fløj ud af hallen og festede og legede og var begge helt oppe i skyerne. Hvor var jeg bare stolt af min hund. Lidt efter fik jeg af vide, at vi stadig lå nr. 4 men kun med et kvart point op til den fælles 2. plads (Helena og Jubii fra DK og Jessica og Mac fra Finland). Og vi manglede stadig fællessit. Uhh… der var spænding til det sidste. Der var flere point op til det førende finske par. De klarede også deres fællessit helt perfekt, så de var meget værdige guldvindere.
Jubel umiddelbart efter fællessit!
I den næstsidste gruppe sad Jubii. Hun sad desværre lidt uroligt med hovedet og det trak dommerne hårdt for. Lukka skulle sidde i den allersidste gruppe sammen med Mac. Hvis de begge sad helt stille, ville vi blive hhv. nr. 3 og 2. Jeg var faktisk ikke synderlig nervøs. Jeg følte allerede, at jeg havde vundet min helt egen sejr. Vi satte hundene af, og gik ud bag tæppet. Jeg stod helt stille og talte sekunderne. Så blev vi kaldt ind igen og jeg så, at Lukka sad lige så fint, som da jeg havde forladt hende. Jubiii!!! Nu blev det spændende at se pointene. Mac fik 2×9 og 2×9,5. Spændingen var pludselig ulidelig. Lukka fik 3×10 og 1×9,5 og publikum jublede vildt! I det øjeblik vidste jeg, at vi havde vundet sølv! Det var fantastisk! Det var helt uvirkeligt! Min lille sensitive hund, der lige var blevet tre år og kun havde været i eliteklassen et halvt år. At hun kunne gøre sig gældende blandt Nordens allerbedste hunde overgik fuldstændig min forstand. Vi løb endnu engang ud af hallen, ud på græsset og hoppede og dansede, sang og jublede, og havde den største fest.
Det er uden sammenligning, den største oplevelse jeg har haft i mit hundeliv. Jeg er så stolt af Lukka og så taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vise, hvor langt man kan nå med 100% positiv træning og en rigtig god grundtræning. Ved altid at være glad uanset hvad hunden gør. Jeg har ALDRIG sagt nej til Lukka. Jeg har aldrig fysisk korrigeret hende eller lagt noget pres på hende. Og jeg har altid været meget opmærksom på, hvornår hun var klar til hvad. Har aldrig forceret noget eller taget den korteste vej men stille og roligt trænet frem mod målet i hendes tempo. Resultatet er at Lukka stoler 100% på mig, og i en top stresset situation (med en lettere uligevægtig fører) er hun stadig tryg, og arbejder det bedste hun har lært :-).
Til sidst vil jeg gerne sige tak til mine søde søde holdkammerater og vores holdleder Mads for en super hyggelig weekend. Tak til Erling & alle hjælperne – uden al deres frivillige hjælp var der intet NM. Tak til Palle som var en forrygende prøveleder og til Wagn (og de andre dommere) for gode og fair bedømmelser. Tak til publikum, som betyder mere end de selv aner. Og en helt speciel stor tak til Christina, som har en kæmpe andel i vores sølvmedalje…