Rigtig mange mennesker i Danmark har hund. De fleste holder hund som familiehund og har ikke større forventninger til hunden, end at den er en hyggelig og funktionel del af familien. Nogen af os har ikke bare hund, vi har hund som hobby og vi har konkurrencesport med hund som en stor interesse, der fylder meget i vores liv. Vi synes, at det er spændende at træne hund og at deltage i konkurrencer i forskellige discipliner.

Konkurrencer handler jo grundlæggende om at dyste med andre om at være bedst i en given disciplin. Nok er mottoet for de olympiske lege, at det ikke handler om at vinde, men om at yde sit bedste og være med, men de fleste, der deltager i konkurrencer, vil nok indrømme, at de godt kan lide at vinde. Mennesker dyster på mange områder og i de fleste involverer konkurrencen kun en indsats fra personen selv. Til forskel for dette, er der en anden part involveret i hundesport – en som ikke selv har valgt at være med, nemlig hunden. Det betyder ikke, at vores hunde ikke i langt de fleste tilfælde kan have/har stor glæde af træning – også konkurrenceorienteret træning. Men, selvom vi på mange fronter har bevæget os op til flere kvantespring fremad i de seneste årtier, også i forhold til viden om effektive belønningsbaserede træningsformer, så må man ind imellem alligevel spørge sig selv, hvad det er, der driver værket for nogle mennesker, der dyrker konkurrencesport med deres hunde.
Når man deltager i konkurrencer og træner frem mod et mål, vælger man nogle strategier for at forsøge at nå sine mål. De strategier påvirker både en selv og ikke mindst ens træningspartner, hunden. For ikke så længe siden verserede der nogle videoklip på facebook af hundetræning, der viste nogle ualmindeligt brutale træningsmetoder. Den slags udløser heldigvis generelt en storm af afsky og kritiske røster. Men selvom en valgt træningsstrategi sjældent er så ekstrem som det nævnte eksempel, kan man godt ind imellem få den tanke, at målet for nogle konkurrenceudøvere faktisk helliger midlet. Sagt med andre ord – at man mener, at det er i orden at bruge strafbaserede træningsmetoder for at realisere sine egne ambitioner om succes ved konkurrencer. Måske skulle vi ind imellem stoppe op og overveje, om vi yder vores firbenede træningskammerater retfærdighed, når vi vælger træningsmetoder. Vi træner til konkurrencer for vores egen skyld og skylder vores hunde, at både træning og konkurrencer også er en god oplevelse for dem.
Både træning og deltagelse i konkurrencer skulle gerne være en fælles glæde for både hund og menneske. Er det smukkeste mål egentlig ikke efter en trænings- eller konkurrencedag at kunne sige, at man har haft en god dag og det har hunden også?

God træning J.