Signalforvirring?

Denne her blog kunne også have haft overskriften slip bekymringerne! Jeg støder jævnligt på hundeejere, der er bekymrede for at gøre det ene eller det andet i træningen, for hvad nu hvis der er noget der går galt? Jeg er ikke så bekymret for at prøve forskellige ting af i min træning, så længe det stemmer overens med min overordnede træningsfilosofi. Det gælder f.eks. i forhold til signaler og fri shaping. Jeg hører ofte om nogen der er bange for, at deres hund skal komme til at tilbyde alt muligt på konkurrencebanen, hvis de f.eks. bruger fri shaping og at hunden derfor helt fra begyndelsen skal have indlært, at den kun må gøre tingene på signal. Det er ikke en frygt, jeg på nogen måde deler. Jeg er slet ikke bange for at få en hund, der selv tager initiativ. Jeg synes det er helt fantastisk, at hunden tager initiativ. Det er for mig billedet på en glad og selvstændig hund. Jeg vil langt hellere have en kreativ og initiativrig hund, der tilbyder adfærd end det modsatte, nemlig en hund der venter for meget og mister fart og glæde. Jeg har tre arbejdsglade hunde, som alle er frishapet til masser af øvelser og alle er glade for at tage initiativ. Vi har ikke mistet mange point på konkurrencebanen, fordi de er tyvstartet eller gået i gang med noget de ikke skulle.

 

Træning af signalforståelse – vælg næseprøven



Jeg indlærer altid alle de forskellige lydighedsøvelser uden signaler, da jeg ligesom mange andre klikkertrænere mener, at signalarbejdet først hører til på det tidspunkt, hvor øvelsen er tæt på at være færdig. På det tidspunkt er det utrolig let at sætte signalerne på. Der er nemlig flere ulemper ved at knytte signalet til øvelsen på et tidligt stadium i hundens indlæring. For det første ønsker jeg ikke at knytte det færdige signal til en halvfærdig øvelse, der slet ikke ser ud som jeg vil have den. Hunden skal kun associere signalet til den færdige øvelse. På den måde er hunden heller ikke i tvivl om, hvad jeg beder den om. For det andet ønsker jeg ikke at arbejde med at lære hunden at vente på signaler på et tidligt stadium i dens uddannelse. Det hæmmer fart og initiativ, giver et forkert fokus i øvelsen og betyder at man kommer til at træne på flere kriterier på en gang. Gem signalindlæringen til senere og fokuser på fart og præcision i stedet for. Det er jo så utrolig let at få hunden til at vente på signal. Det er bare at afbalancere træningen med belønninger for at vente på signalet. Hunde er i øvrigt mestre i at skelne en træningssituation fra en anden, det er jo derfor vi skal bruge så meget tid på generaliseringstræning. Derfor har hundene ingen problemer med at skelne mellem prøver og træningssessioner.




  
Sennas absolutte yndlingsøvelse er apportøvelsen og hun har utrolig meget drive ud mod apporten. Derfor vidste jeg, at jeg skulle bruge lidt længere tid for at lære hende at vente på apportsignalet på det tidspunkt, hvor hun havde lært øvelsen og jeg skulle sætte signal på. Jeg lavede en lidt mere trinvis opdeling af signalfasen end ellers og belønnede hende for at vente på signalet i forskellige opsætninger af øvelsen. Hun venter fint, selv om hun er meget tændt i øvelsen. Det samme gjorde sig gældende, da vi arbejde med den dirigerede apport. Her skulle træningen opdeles lidt mere end med en mindre ivrig hund, men resultatet er blevet rigtig godt og det tog ikke lang tid at lære hende det.   

Faktisk mener jeg ikke den enkelt hunds signalfølsomhed afhænger af, hvordan signalerne er indlært, men langt mere af den enkelte hunds temperament og intensitet i udførelse af øvelserne. Selv med en turbohund som Senna synes jeg, at det er en kæmpe fordel at arbejde med fri shaping og at belønne hundens eget initiativ i indlæringen af øvelserne. Uanset træningsmetode skulle jeg alligevel bruge lidt mere tid på at arbejde med signalforståelse med denne type hund. Min gamle superhund Amanda, der er død for mange år siden, var trænet med mere traditionelle metoder, hvor signalerne blev sat på i begyndelsen af øvelserne. Hun mindede om Senna i temperament og jeg skulle arbejde akkurat lige så meget med signalforståelse hos hende, som jeg i dag gør med Senna.   


Sennas anden prøve i eliteklassen