Der er mange måder at træne hund og mange måder at starte hundetræningen på. Hos Hund & Træning følger vi KLIK konceptet på konkurrencehvalpene samtidig med at kursisterne bliver introduceret til de fleste nøglekompetencer. Jeg har nu haft endnu et konkurrencehvalpehold gennem vores system, de har lige afsluttet anden sæson, og jeg må sige at jeg er virkelig godt tilfreds. Hvalpene tilbyder selv en frivillig plads, de er startet på fremsending, indkald og stop, næseprøve apport og meget mere. Det er simpelthen en fornøjelse at følge deres fremskridt uge for uge! På mine to andre konkurrencehold går det også rigtig godt – vi er jo indendørs på Hasselgård, der er ikke helt plads nok til eliteklassen men så får vi heldigvis trænet grundigt på alle de ting der ikke kræver den helt store plads. Glæder mig til en ny sæson efter jul med mine dejlige kursister.

Min egen konkurrencesæson sluttede på en rigtig god måde i lørdags ved Border Collie Klubbens indendørsstævne i Sorø. Jeg havde diskuteret meget med mig selv om jeg skulle gå op en sidste gang i klasse 3. Jeg havde faktisk afskrevet det, men blev så alligevel enig med mig selv om, at det var en god chance til at teste nogle af de ting, vi har gået og arbejdet med i de sidste måneder. Jeg ville egentlig også gerne se hvordan Senna reagerede på at gå op indendørs.
Som sagt så gjort, Louisa og jeg tog afsted og sagde forvel til klasse 3 med maner!  Klasse 3 lå til sidst og blev dømt af Erling med kold lungebetændelse, super flot af ham at møde op. Jeg var allersidste hund i klassen, så vi havde god tid til at vænne os til omgivelserne og Senna kunne blive luftet godt af udendørs. Inden vi kom havde jeg egentlig ikke nogle særligt store forventninger til vores indsats, jeg har trænet meget på fjernkontrol, jeg har lavet om på håndsignalerne og træningen af sit fra stå, så jeg håbede at det ville gå bedre end sidste gang. (Der skulle heller ikke meget til, da Senna hoppede 2 meter frem ved første skift sidst jeg var til konkurrence) Jeg vidste, at alle deltagere ville have haft problemer med at få trænet pga af al sneen, så på den måde var det jo ens for alle. Jeg havde trænet seriøst tirsdag, hvor Senna var som en sæk lopper og torsdag hvor det gik lidt bedre. Så det gjaldt bare om at slappe af og se hvad der skete. Louisa var oppe med Lukka før mig. Lukka var i et stjernehumør og lavede et rigtig flot program!

Så endelig ved 3 – tiden blev det min og Sennas tur. Fri ved fod gik fint – Senna havde en ganske lille flagren, hun fulgte super pænt i alle gangarter og gik to skridt bagud ligesom vi havde aftalt 🙂 9½ point sagde Erling, nå super – det gik jo fint tænkte jeg. Næste øvelse var fjernkontrol, Senna var super koncentreret og tog alle kommandoer og lå præcist på stregen da jeg kom tilbage – 10 points. Skøøøønt, tænkte jeg, så kører det. Resten af øvelserne gik super godt og vi fik sammenlagt  270  points. Vi havde en stå-dæk i feltet, som vi ikke har haft mulighed for at træne ret meget på og en ekstra pladskommando efter stå, sit og dækøvelsen. Der altid ting der kan forbedres, men det vigtigste var den følelse af flow og lethed jeg følte igennem hele programmet. Den følelse er helt fantastisk og afhængighedsskabende….

Her er et par små smagsprøver fra programmet:

Nu ser jeg frem mod eliteklassen og glæder mig utroligt meget til jeg skal i konkurrence næste år. Det vi træner allermest på i øjeblikket, er at stoppe ved keglen, når man kan se 3 apporter ligge bag den. Senna har fået et godt udløb til keglen, men stopknappen virker ikke når der ligger noget bag keglen. Det går vi lige så stille og arbejder med her vinteren over, plus nogle andre ting der skal pudses af.

Jeg er meget glad for, at jeg har ventet med at stille op i eliteklassen med Senna, da jeg synes at hun skulle modne mere, inden vi var klar til denne klasse. Hun har for godt en måned siden været i sin anden løbetid og hendes fine præstation i Sorø, hvor hun koncentrerede sig SUPER godt, lover rigtig godt for fremtiden.

God jul og godt nytår til jer alle fra Christina!