Mon ikke foråret trods alt er på vej. Temperaturen havde sneget sig lige op over frysepunktet i går og dag for dag forsvinder lidt mere af sneen på de isede stier i skoven.

Jeg havde en skøn omgang træning med mine hunde i går eftermiddags. Parkeringspladsen ved skoven, hvor jeg plejer at træne er stadig dækket af et solidt lag is og egner sig derfor bedre som skøjtebane end som træningsplads, men sneen i min baghave er endelig ved at være væk og selvom pladsen ikke er optimal, er det bedre end de få kvadratmeter gulvplads i min dagligstue. Så det var bare at finde apporter, kegler, target, trækkelegetøj og frikadellerne frem. Hundene var ellevilde – de udførte på skift en lille dans (måske en forårsdans), når de blev lukket ud i haven til deres omgang træning. Vinteren er gået med indendørs træning af en masse små delmomenter i rally og LP3, hvilket har været fint og også givtigt, men de LP øvelser, der kræver plads og udførelse af serier af rallyøvelser kan bare ikke lade sig gøre indendøre.

Jeg arbejder på LP3 programmet med Lupus og vi fik frisket op på indkald med stop, fremsending, fjernkontrol, dirigeret apport og lidt fri ved fod. Min lille hund var topmotiveret og arbejdede med høj intensitet i hele sessionen. På et tidspunkt kom hun flyvende tilbage efter at have spist sin godbid – klar til næste repetition – og fik i sin begejstring sat forpoterne på mine knæ i fuld fart, så de var lige ved at bukke bagover. Godt at hun ikke er større. Lupus er mit eksperiment med at lære en voksen hund at kunne arbejde for en trækkeleg som belønning og det virker efterhånden super godt. De nye wubbaer med plys udenpå og en pivert indeni er rigtig gode til formålet. Lupus går selvfølgelig heller ikke af vejen for en godbid og en halv nettofrikadelle kastet bagover i fjernkontrol eller indkald med stop er også en belønning af høj kvalitet.

Lupus var flyvende til træning i går

Mine to rallyhunde, Socks og Ginger, var også på dupperne. Med begge hunde fik jeg trænet slalom og spiraler, tyskervendinger, bakke ved siden af fører og en del forskellige vendinger. Ginger træner i viderekomneklasse og Socks i ekspert. Jeg har brugt vinteren på at lære Socks øvelserne til championklassen med sideskift på fire forskellige måder og spejlvending af alle øvelser, så de også kan udføres fra højre side. Det går rigtig godt og det bliver fantastisk spændende at få prøvet det hele af, når vi på et tidspunkt er klar til at stille op i championklassen. Pt. er målet med de to at få sidste pind i hus til hver i de respektive klasser.

Når vi taler om træning af vores hunde, har vi altid fokus på, at vi skal forstærke den ønskede adfærd hos hunden i det rette øjeblik. Vi tænker måske ikke så ofte på, at processen fungerer begge veje. Vi forstærker hundens adfærd og hundens adfærd forstærker vores adfærd. Jeg giver hunden en belønning for veludført opgave og hunden giver mig en belønning, nemlig at det lykkes og at vi begge er glade. Er der noget mere fedt end at arbejde med en glad og veloplagt hund, hvor tingene lykkes!

Det er stadig for tidligt for anemoner, men mon ikke de ligger og venter under sneen

Nyd foråret (når det kommer), nyd jeres hunde og jeres træning :o)