Et langt sejt træk

For knapt fire år siden blev min beagle Lupus opereret for en diskusprolaps i nakken. Det var en stor operation, og jeg fik anbefalet kiropraktorbehandling og genoptræning efterfølgende. Jeg udarbejdede en træningsplan til Lupus i samarbejde med hendes kiropraktor, Thomas Ingvorsen, så jeg kunne gøre genoptræningen til samarbejdstræning i stedet for at skulle mase med hende og risikere at presse hende for meget. Det fungerede godt, og i dag har Lupus det rigtig godt og er en glad og aktiv hund.

joey-3

Da jeg fik ny hund sidste år, var det ikke min forventning, at jeg indenfor det første år skulle ende med endnu en hund, der skulle igennem en stor operation og efterfølgende langvarig genoptræning. Men det viste sig desværre at være tilfældet, da Joeys ”vokseværk” og halthed i forbenene viste sig at være noget langt mere alvorligt, nemlig ledmus (OCD) i begge albuer. Efter operation på Faxe Dyrehospital midt i september, har min hverdag i et stort omfang været centreret omkring Joeys genoptræning, som er foregået med anbefalinger fra dyrlæge Ken Lindeblad og i samarbejde med fysioterapeut Carine Vander Borght.

I min genoptræning af Joey har jeg forsøgt at arbejde ud fra de samme principper, som jeg gjorde med Lupus, dvs. at jeg har forsøgt at gøre så meget af fysioterapien som muligt til samarbejdstræning, hvor Joey har kunnet være en aktiv deltager. Der har været mange begrænsninger for Joeys fysiske udfoldelse i ugerne efter operationen, så det har også været nødvendigt at træne andre øvelser som mental stimulation for Joey, når han ikke har kunnet få lov til at ræse af sted på de daglige gåture, hvilket ellers er en af hans foretrukne aktiviteter. Han elsker heldigvis også at træne, så jeg har forsøgt at brænde noget af den indestængte energi af med træning af en række små øvelser fordelt over flere små daglige træningssessioner.

I fysioterapien har der været fokus på at øge bøjeligheden i albueleddene, styrke coremuskulatur, proprioception (kroppens evne til at opfatte kroppens placering i rummet) og kropsbevidsthed. Til det formål har vi trænet en række øvelser, hvor Joey i de fleste har kunnet være en aktiv deltager. Jeg har f.eks. lært ham at give pote med begge forpoter, så jeg har kunnet bøje hans albueled ved at løfte poten højt op og holde den nogle sekunder i positionen. Han har lavet foldedæk med forpoterne på en omvendt børneskammel, så han har ligget med bøjede albuer i dæk og har holdt positionen et stykke tid ad gangen. En anden type øvelser har vi trænet ved, at Joey har stået med et fastholdt hagetarget på et stolesæde, mens jeg har lavet diagonale pres fra hofte mod modsat skulder/albue. Vores seneste tiltag er træning med cavalettis, hvor vi arbejder på bevidstheden om, hvor Joey sætter sine ben, når han bevæger sig, og bøjelighed i albuerne. Her har jeg først brugt helt lave bomme og siden højere bomme, så Joey laver højere benløft.

I de første uger efter operationen var det vigtigt ikke at belaste Joeys albuer for meget eller forkert. De daglige gåture bestod af flere korte ture i skridtgang og enkelte små ture i flexline, hvor han kunne bevæge sig i både skridt og trav. I forhold til træning af andre øvelser, var jeg i de første uger begrænset til at træne øvelser, hvor Joey enten kunne sidde eller ligge ned, så jeg undgik, at han fik lavet nogle forkerte bevægelser eller fik belastet albuerne for meget. I denne sammenhæng har vi leget med en masse variationer af targetøvelser, han kan lave med hovedet. Vi er pt. på syv forskellige targetøvelser med hovedet/snuden, han kan lave på mine hænder: snudetarget, hagetarget, næserygtarget, begge sider af snuden ud til siden og begge kinder. Jeg har også udviklet en lille diskriminationsleg med de to snudetarget med siderne af snuden, hvor Joey skal dutte til højre eller venstre på signal. Joey har også lært at lægge hovedet fladt ned på underlaget, hvilket jeg blandt andet har brugt i øvelsen, hvor han folder bagud med forpoterne på den omvendte børneskammel. Når han ligger med forpoterne højt og med bøjede albuer og samtidig lægger hovedet på forpoterne/skamlen, får han bøjet lidt ekstra i albuerne.

Joey-1

Ud over de mange targetøvelser, har vi også leget med en ny diskriminationsøvelse, match to sample, hvor Joey har lært at udpege en genstand, der matcher den, jeg viser ham, blandt flere valgmuligheder. Efterhånden har jeg også kunnet lave nogle træningsøvelser, hvor han har skullet bevæge sig lidt mere. Her har vi bl.a. arbejdet med bakke til platform, stå med bagpoter på platform og forpoter på et mindre target, positioner til stillingsskift, næseprøve, at indtage stå fra gang, når jeg går bagud og at sidde i pladsposition med apport i munden. Jeg har også lært Joey at indtage plads ved at gå bagom, hvilket føles som et skridt mange år tilbage i tiden, men det belaster albuerne mindre end det gør, når han drejer venstre ind på plads, og det er min første prioritet.

Seks uger efter operationen var Joey til kontrol hos Ken Lindeblad, der var glad for, at Joey var rengående og virkede symmetrisk i sine bevægelser. Efterfølgende fik jeg lov til at lade Joey løbe lidt løs på de daglige gåture, hvilket han selvfølgelig har været meget glad for. I nogle uger gik det rigtig godt fremad, men for to uger siden var der desværre et tilbagefald, hvor Joey pludselig havde smerter i højre forben/albue og ikke ville støtte på benet. Det betød, at vi var tilbage ved rutinen med korte lufteture i kort snor og ingen træning kombineret med ro og smertebehandling. I løbet af de sidste to uger, har jeg gradvist kunnet øge omfanget af gåturene og er begyndt på en lille smule træning igen, men jeg holder stadig igen, indtil fysioterapeuten har vurderet hans tilstand og evt. giver grønt lys for mere fysioterapi og træning.

Det er nu 12 uger siden, Joey blev opereret. Det har været og er stadig benhårdt og opslidende. Det går op og ned, og nedturene slår virkelig hårdt, når optimismen lige er begyndt at melde sig igen. Jeg har ramt bunden nogle gange og synes, at det slår hårdere for hver gang. Men jeg har ikke givet op endnu, selvom det ind imellem virker som den mest oplagte løsning på situationen – at få Joey aflivet og få en ny træningshund i stedet. Men det kan jeg ikke. Joey er en skøn hund. Han er kravlet helt ind under huden på mig, og for mig er han ikke ”bare en hund”. Han er min ven. Jeg kæmper stadig for og håber på en fremtid, hvor han kan have en god livskvalitet, og hvor der vil være plads til nogle af de mere aktive træningsaktiviteter, som vi begge to elsker.