Kognition og læring

Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.

Empowerment-2

I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.

Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.

Empowerment-3

Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.

Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.

Empowerment-1

Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.

Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.

 

Karen S. Ulrich & Christrina Avalon Ingerslev