Hverdagslydighed

Hverdagslydighed er hundetræning for dig, som gerne vil træne med din hund, men som ikke er interesseret i konkurrencer. Vi tilbyder flere forskellige typer af hold, afhængigt af hvad du har lyst til at træne med din hund.

Er du interesseret i klikkertræning, men har aldrig prøvet det før, så er vores basishold noget for dig. På den teoriaften, der ligger før holdstart, får du en grundig og let fordøjelig gennemgang af, hvordan hunde lærer og en overskuelig indføring i teorien bag klikkertræning. I løbet af kurset får du redskaberne – og mulighed for at afprøve dem i praksis – til at lære din hund dels at være interesseret i at være med i træningslegen, dels relevante øvelser som er brugbare i din almindelige omgang med din hund. Basisholdene er for alle hunde over fem måneder.

Tricksholdene er for dig, som synes, det er sjovt at træne forskellige former for tricks. På kurset er der fokus på de almindelige tricks som giv pote, rulle og kravle. Derudover lærer vi dig gerne mere avancerede tricks, hvis der er interesse for det. Det kan være tricks som at bakke rundt om handler, spanske skridt (højt løftede forben) eller kravle baglæns. Tricksholdene er for kursister, der har klikkertrænet før.

Vores almindelige hverdagslydighedshold er fortsætterhold for dig, som enten har gået på hvalpehold eller basishold først. Fokus er på de almindelige lydighedsøvelser, der er brugbare i din hverdag med din hund. Vi hjælper dig med at gøre det sjovt for din hund at lære at komme, når der bliver kaldt, gå pænt i snor osv., og vi krydrer det gerne med nogle sjove øvelser. Hverdagslydighedsholdene er for kursister, der har klikkertrænet før.

På alle hold tager vores engagerede undervisere udgangspunkt i den enkelte kursist og hund, så du får mest muligt ud af træningen.

Tilmelding

Alle vores aktuelle hold finder du i vores webshop, hvor du også tilmelder dig.

Aktuelle hold (Shoppen)

Undervisere

Karen Frost

Mobil: 40 97 26 86
Mail: karen@hundogtraening.dk

Læs mere