Dyrs følelser

Fredag og lørdag var Karen og jeg så heldige at være på kursus med Karolina Westlund. Et kursus arrangeret af DSKVE, som er en forening bestående af dyrlæger, der er interesserede i adfærd. Det er ingen hemmelighed, at vi hos Hund & Træning er svært begejstrede for Karolina Westlund, og vi har da også hørt hende i mange andre sammenhænge. Denne gang var det om dyrs følelser men med et twist i forhold til, hvordan vores dyr har det, når de f.eks. er hos dyrlægen.

Karolinas første slide, som jeg har set nogle gange før, rammer mig altid. Hun taler om tre slags følelser: sensoriske (f.eks. kulde og varme), kropslige (f.eks. sult og tørst) og følelser (emotions). Karolina pointerer meget relevant, at det er lidt interessant, at de fleste af os aldrig kunne drømme om at lade vores hunde sulte eller fryse, men hvor mange af os er ligeså opmærksomme på, hvordan vores hunde har det følelsesmæssigt?  Vi ser adfærd, men er vi opmærksomme på den følelse, hunden har, mens den udviser adfærden? Nogle følelser kan give sig udtryk i meget små adfærdsændringer, og hvis vi ikke er opmærksomme på dem, risikerer vi at overse f.eks. en hund, der er utryg.

Karolina beskriver den model over følelser, der hedder ”Core Affect Space”. Vi kan beskrive følelser i to retninger – hvor behagelige vs. ubehagelige de er, og hvor høj vs. lav intensitet de har.

Core Affect Space

Følelser er øjeblikkelige, og både vi og vores hunde bevæger os hele tiden gennem Core Affect Space. Vores daglige omgang med hunden påvirker, hvor i Core Affect Space hunden befinder sig, og hvor i Core Affect Space vi oftest er har betydning for vores generelle humør. Er vi ofte i de røde felter, risikerer vi generelt at være pessimistiske og/eller deprimerede. Befinder vi os mest i de grønne felter, er vi generelt optimistiske og empowered. Er hunden utryg ved de daglige gåture, eller bryder den sig ikke om at få halsbånd/sele på, så risikerer vi at skubbe den over i de røde felter.

Udover Core Affect Space talte Karolina om Panksepps syv ”core emotions”. Det er de syv følelsesmæssige systemer, som Panksepp kunne stimulere via elektriske signaler. De er FEAR, RAGE, PLAY, GRIEF, CARE, SEEKING og LUST. Karolina gennemgik dem alle, men i forhold til det at gå til dyrlægen, er FEAR nok den vigtigste. Selvfølgelig er der noget, dyrlæger kan gøre for at gøre den så behageligt som muligt for hund (og ejer) at komme til dyrlægen, men vi som hundeejere kan faktisk også gøre rigtigt meget.

En af de tiltag, der kan være med til at modvirke, at vores hunde bliver bange for at komme hos dyrlægen, kaldes latent hæmning. Det handler om betydningen af førstegangsindtrykket. Placerer vi en rotte i et bur og udsætter den for noget ubehagelig, vil den opfatte det bur som ubehageligt de næste mange gange, den er i buret – også selvom der ikke sker noget ubehageligt. Placerer vi rotten i buret første gang, uden at den oplever noget ubehageligt, og først anden gang lader den opleve noget ubehagelig, vil den efterfølgende forventning om ubehag være mindre. Førstegangsindtrykket betyder noget. Hvis vi i stedet for kun at gøre buret neutralt første gang, gør det sjovt at være i, er effekten endnu større. I kan formodentligt allerede regne ud, hvad min pointe er. Første gang du skal til dyrlægen med din hund, så gør det til en sjov oplevelse. Tag din hvalp ned til dyrlægen, bare for at komme på besøg. Giv den en masse godbidder i venteværelset og leg med den, hvis den har mod på det. Det gælder også, hvis du har en ældre hund og f.eks. skifter dyrlæge. Langt de fleste dyrlæger er glade for at få besøg i klinikken. Jo mere veltilpas hunden er hos dyrlægen, jo bedre kan dyrlægen udføre sit job.

Der var en fantastisk stemning hele kurset igennem, og vi fik en del interessante diskussioner. Det er blevet ”in” at træne hunde til frivilligt at tilbyde håndtering (negleklip, børstning, osv.), og hos dyrlægerne er der en ny tendens – og en certificering – nemlig www.fearfreepet.com. Tjek det ud og få evt. din dyrlæge med på bølgen J.

Når det går galt

Vi er som regel rigtigt gode til at dele ting, når det går godt – og måske mindre tilbøjelige til at dele, når det går knapt så godt. Jeg er i hvert fald. Alligevel har jeg tænkt mig at dele den oplevelse, jeg havde i lørdags, da jeg tog Abby, min yngste tæve, med på vores første working test. Det er en prøve for retrievere, der består af fem poster, hvor hunden skal apportere en eller flere dummier på hver post. Jeg har trænet noget, der minder om jagttræning med Abby on and off men er først for alvor gået i gang i det sidste halve års tid. Abby bestod sin brugsprøve, som er adgangsgivende til de andre prøver, man kan stille op i, for ca. en måned siden.

Abby efter sin brugsprøve

I lørdags skulle vi så have vores debut i en working test. I modsætning til konkurrencelydighed, ved man ikke på forhånd, hvilke opgaver man bliver udsat for til en working test – andet end at det handler om at apportere dummier. Det var ikke kun os retrieverfolk, der var mødt op i skoven i lørdags. Der var også en del slædehunde, som skulle ud og løbe med vogn i skoven. Smukke hunde, som dog larmer en del i forventning om, at de snart skal ud at løbe. De gøede så meget, at det var svært at høre, hvad prøvelederen fortalte til parolen, men jeg fik dog fat i, hvor jeg skulle begynde min prøve – ved post 2. Abby er normalt ret cool og plejer ikke at blive specielt påvirket af det miljø, hun er i, men hun var lidt oppe at køre. Jeg var heldigvis ikke den første, der skulle op, så jeg fandt ud af, at post 2 var en slags frit søg. En mand gik i et område ca. 30 m væk, hvor der lå dummier. Han klappede med noget træ og gik væk igen. Det er så meningen, at Abby skal løbe ud i området og søge og apportere dummier. Det er ikke lige noget, vi har trænet (vidste ikke den øvelse kunne forekomme i en working test), men hun har prøvet det nogle gange før. Det går selvfølgelig ikke super godt, men hun henter faktisk to dummier. Hun søger lidt stort og kommer ikke direkte hjem, men vi ender med 6 point ud af 20. Jeg er sådan set bare glad for, at hun rent faktisk fik løst opgaven. Post 3 er en enkeltmarkering. Der står en skytte, og bag skytten står der en, der kaster dummien. Jeg står måske 30 meter væk sammen med dommeren. Skytten skyder, og Abby ser op på mig og ser overhovedet ikke, at der bliver kastet en dummy. Jeg sender hende, og hun forsøger rent faktisk at løse opgaven og er også tæt på at finde dummien, men det lykkes ikke – 0 point.

Smukke slædehunde – efter de havde løbet lidt krudt af sig

Jeg kan godt allerede nu afsløre, at vi endte med 6 point i alt – ud af 100 mulige. Skal man gøre noget, skal man gøre det ordentligt! De andre poster involverede alle, at der blev skudt og kastet noget, og alle gange så Abby på mig i stedet for at se ud, hvilket betød, at hun aldrig så en eneste dummy blive kastet og derfor ikke kunne hente den. Der kan være flere årsager til, at det gik galt. For det første, har jeg lært Abby, at når der bliver skudt, så kom til mig og få godbidder – hvilket er rigtigt godt, når det drejer sig om fyrværkeri, men knapt så godt, når det gælder en jagtprøve. Abby var også ret højt kørende. Hun sad nogle gange og rystede og havde meget svært ved at sidde stille, noget hun ellers er ret god til, og jeg overvejede flere gange, om jeg skulle trække hende. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt hun ”bare” var oppe at køre, eller om der var noget ubehag inde over.

Jeg var forbløffende nok ikke specielt nervøs, heller ikke til sidst, selvom jeg godt viste, hvad der ville ske. På et par af posterne, var der god tid, og jeg fik lov til at lave øvelsen om, uden at der blev skudt – efter vi havde fejlet og fået 0. Så snart der ikke var et skud involveret, løste Abby opgaven helt perfekt. Det hjalp. Men jeg er konkurrencemenneske, så en del af mig havde det virkelig skidt efter prøven. Jeg var ikke vred eller irriteret på Abby, men havde det bare skidt med situationen. Skuffelsen over, at det gik så dårligt, går lige i maven og river op i alle mulige negative følelser. Jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke god nok, hvordan kan du kalde dig hundetræner, hvordan kan du tro, at du kan undervise andre, skulle du ikke finde dig et job i Bilka i stedet for …

Jeg ved ikke, om du har prøvet noget lignende, men måske har du. Jeg kunne godt mærke, at mine tanker var ved at grave en hul, jeg kunne kravle ned i. Og hvad gør man så? Det er så ufatteligt uproduktivt at have den slags følelser, men det kan være virkelig svært at slippe dem. Jeg kan kun fortælle, hvad der virker for mig, og måske kan du bruge noget af det – om ikke andet, så bare det at vide, at andre kan have det sådan.

Jeg ved, at jeg meget hurtigt kan vende den slags oplevelser til en slags selvhad, og det er vigtigt at få vendt mine tanker forholdsvist hurtigt. Så når jeg kan mærke, at mine følelser og tanker bliver alt for negative, forsøger jeg altid at give mig selv en slags peptalk. Min indre dialog lød nogen lunde sådan her:

Det er en konkurrence – ikke liv eller død. … Bortset fra at det at undervise i hundetræning er mit levebrød – FUCK!! (heldigvis er der ikke mange, der i de kredse ved, hvad jeg lever af).

Det var den samme fejl – Abby gjorde alt rigtigt, når der ikke var skud med (jeg gik på stranden bagefter og kastede et par dummier, og det klarede hun perfekt). Vi skal ”bare” have fikset det med skud.

Min datter har godt af at se, at det ikke er nogen katastrofe at fejle. Det gør ikke noget, at man ikke er perfekt!

Det var én prøve – det betyder ikke, at du ikke kan gøre det bedre næste gang.

Træk vejret – du er god nok.

Du behøver ikke fortælle nogen, hvordan det er gået … øhh.. altså bortset fra dem du allerede har fortalt om prøven. Men det er heldigvis ikke så mange…

Træk vejret – du er god nok.

Det at fejle er ikke en refleksion af, hvem jeg er – jeg er mere end det at gå til prøve eller træne min hund.

Jeg bliver ved med at prøve at finde noget godt i situationen, eller finde en plan b, c eller d. Hvis det ikke virker, forsøger jeg at tømme mit hoved og bare være, eller jeg forsøger at tvinge mig selv til at tænke på noget andet mere positivt. Alt andet end negative følelser og tanker. Det at kredse sine tanker omkring noget, man alligevel ikke kan ændre, er spild af tid. Jeg vil ikke bruge min tid på følelser og tanker om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kræver øvelse og mere øvelse, men det virker for mig – sådan da. Jeg kan stadig mærke et sting, når jeg tænker på i lørdags, men det fylder ikke mine tanker. Jeg kunne godt mærke, at min motivation for at træne mandag morgen ikke var så stor – men jeg gjorde det alligevel – og Abby var fantastisk.

Abby på stranden efter prøven – dobbeltmarkering

Oplever du, at du har tendens til at slå dig selv oven i hovedet med jævne mellemrum, så er der hjælp at hente. Min chef, Christina Ingerslev, har bl.a. hjulpet mig. Hun har både uddannelse og erfaring på området, og det er klart hendes hjælp, der gør, at jeg bl.a. ikke oplevede skyggen af irritation eller vrede overfor Abby – det havde jeg gjort for 10 år siden.  

Går du rundt om den varme grød?

Træning foregår i et samspil, hvor der er rigtig mange forskellige forhold, der har betydning for, hvordan vores samarbejde med hunden folder sig ud. Et af de vigtige forhold er din reaktion, når du står overfor en udfordring, du har svært ved at løse.

Det kan f.eks. være noget nyt, en ny træningsopgave, du slet ikke kan få hul på og måske slet ikke kan forestille dig, hvordan du skal træne. Du tænker måske, “det er min hund og jeg slet ikke dygtige nok til”….  Hvis du genkender denne situation er troen på, at det godt kan lade sig gøre, utrolig vigtig. Men mere om det en anden gang.

Det kan også være, at du står overfor den varme grød. Det kalder jeg den situation, hvor du støder ind i et træningsproblem, som du bliver bange for at løse direkte. Det svære ved hundetræning er, at øvelser hele tiden ændrer sig over tid, og små skævheder lige så stille kan snige sig ind i vores træning. Jeg tror, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt står overfor den type af træningsudfordringer. Hvor hurtigt vi kommer ud af dem afhænger af, hvor hurtigt vi går direkte ind i den varme grød i stedet for at cirkle udenom den.

Du tænker måske – “hvad snakker hun om?” Så her kommer nogle eksempler:

  • Din hund rejser sig fra dæk, hvis du går fra den. Det kan både være i det almindelige indkald eller indkald fra dæk i fællesøvelserne. Derfor lader du være med at kalde på hunden, og på den måde undgår du problemet.
  • I indkald med stop løber hunden langsommere, når du begynder at stoppe den. Derfor kalder du hunden helt ind hele tiden, for at undgå at hunden sænker farten.
  • Din hund slipper apporten, når den kommer ind på plads. Derfor undgår du at træne afslutning med apporten.
  • Din hund kan ikke sidde stille ved starten, når du løber agility. Derfor lader du være med at lade hunden sidde ved start.
  • Det kunne også være hverdagsproblemer, som at hunden plager for at få mad, komme ud eller noget andet tidligt om morgenen. Du står op, fordi hunden jo skal spise …. vil ud osv.

Fælles for den her type af træningsproblemer er, at træneren bevidst eller ubevidst lader være med at træne direkte på problemet og måske har en forestilling om, at problemet på den måde løser sig. Det er det jeg kalder at gå udenom den varme grød.

Jeg har undervist 1000-vis af personer, og jeg har set den her slags problemstilling så mange gange. Jeg har dog aldrig set, at det at undgå at træne på problemet løser noget, snarere tværtimod 😊. Nogle gange opdager vi ikke selv, at vi har den her type af træningsudfordringer, før nogen andre prikker os på skulderen.

Det at gå udenom den varme grød foregår ofte på den måde, at vi bliver på et tidligere trin i træningen og egentlig kun træner delmomenter, i stedet for at træne på den samlede træningsopgave, samtidig med at man forestiller sig, at hunden på en eller anden måde alligevel kan den færdige øvelse til prøver. Det kan måske gå i et stykke tid, men det er som at tisse i bukserne….

Den del af træningen, der ofte bliver sprunget, er sammenkædningen af øvelsen. Hunden kan godt delmomenterne i øvelsen, men problemet opstår, når  delmomenterne sættes sammen. Hunden kan måske både stoppe hurtigt og løbe hurtigt, men når de to dele sættes sammen, så kommer der et “problem”.

Og ja, det gør der for langt de fleste hunde i sammenkædningsfasen. Når hunden ved hvad der skal ske, får vi forventning og hunden begynder at reagere ud fra sin forventning. I eksemplet med indkaldet begynder hunden at sætte farten ned, fordi den ved, at den skal stoppe. Jeg opfatter det som en helt naturlig del af processen med at sammenkædning delmomenter til hele øvelser.

Men hvis vi bliver ved med at træne på, at hunden skal løbe hurtigt, får hunden ingen træning i at sætte de to dele sammen og dermed ingen forståelse for, at den skal løbe hurtigt og derefter stoppe. Hvis vi træner på denne måde skal vi, hver gang hunden har lavet øvelsen, reparere træningen ved at lade hunden løbe hurtigt igennem uden stop. På den måde lærer hunden faktisk aldrig, hvad øvelsen går ud på.

Hvis vi identificerer lige præcis hvor i træningen, vi har problemet, og fantisk bruger tid på at lære hunden, at den både skal løbe hurtigt og stoppe hurtigt, så kan vi efterfølgende træne hele øvelsen, fordi hunden nu forstår præcist, hvad øvelsen går ud på. Det er det sammenkædningstræning går ud på. Det kan sagtens gøre sjovt, jeg elsker selv den type af træning, og jo mere legende en tilgang vi har til træningen, jo sjovere bliver det for både hund og ejer.

Forventning ligger også bag mange andre typer af træningsproblemer, som det med at blive på stedet, inden der bliver kaldt, sidde ved startstedet i agilitytræning osv. Forventning kan brydes på flere måder. Vi kan belønne det, du ønsker hunden skal gøre, f.eks. belønne hunden når den bliver på stedet. Vi kan tilbageholde belønningen og lade være med at give et nyt signal, hvis hunden gør noget andet end det du arbejder på. Lad f.eks. være med at stoppe hunden i indkald, hvis den løber langsomt. Endelig kan du bryde hundens forventninger ved at gøre noget andet end det hunden forventer.

Så derfor kære læser, næste gang der er ved at gå grød i den – så hop direkte ind i grøden og træn der, hvor udfordringen er.

  • Identificer hvor i træningen du har udfordringer, meget ofte i sammensætningen af delmomenter, men det kan også handle om forstyrrelser
  • Hop op i grøden – træn på at ændre hundens forventning
  • Løs problemet!!

Tjek på turen

Det at kunne gå en tur med mine hunde er en af årsagerne til, at jeg overhovedet har hunde. Bevares, jeg er også temmelig vild med at træne med mine hunde, og de to ting kan heldigvis ofte gå hånd i hånd. Jeg er specielt vild med at gå i skoven eller på stranden. Selv i kedeligt gråt regnvejr, er naturen fantastisk, og det bliver kun bedre af at se mine hunde rende rundt og ligne jubelidioter. Begge mine hunde, men specielt min ældste Lilli, elsker at rulle sig (specielt i vådt græs eller sne), og hvor god en tur vi har haft kan ofte måles i, hvor våd en hund jeg har med hjem. Jeg er så afhængig af at se mine hunde være glade, at jeg faktisk ikke synes, det er særlig sjovt at gå tur uden hunde.

 

 

Jeg har i mange år afholdt specialkurser, hvor fokus udelukkende har været på at få en hund, der kommer, når man kalder. Jeg afholder dem stadigvæk med jævne mellemrum, fordi jeg synes, indkaldet er en af de vigtigste øvelser, man kan lære sin hund. Det ville være umuligt for mig at give mine hunde den samme frihed, som de har nu, hvis ikke de havde et pålideligt indkald. Men i løbet af foråret sidste år, har jeg gået og tygget på ideen om, at det jo ikke kun er et pålideligt indkald, det gør, at gåturene er sjove. Det er jo ikke alle steder, jeg kan have mine hunde løse, så det, at de kan finde ud af at gå i en line uden at være ved at hive armene af mig, er også ret vigtigt.

Både det at komme, når jeg kalder, og det at kunne gå pænt i snor er øvelser, der er komplicerede på en anden måde, end f.eks. lydighedsøvelser er. Normalt når vi træner med vores hund, så er den i træningsmode – den er (forhåbentligt) fokuseret på dig og i stand til at sortere forstyrrelser fra. Når vi skal lære vores hunde at gå pænt i snor eller at komme, når vi kalder, er vi ude i en anden problematik. Specielt indkaldet lyder ret enkelt – jeg kalder, du kommer (og du får en belønning). Hvor svært kan det lige være? Temmelig svært i praksis. Et af de forhold der gør det svært er, at hunden jo i princippet er fri til at gøre, hvad den vil. Det betyder, at den har fri adgang til de forstyrrelser/belønninger, der er i omgivelserne. Vi vil så alligevel gerne vil have, at hunden, idet vi kalder, slipper det den var i gang med og kommer løbende tilbage til os.

 

 

Selv om vi ikke nødvendigvis kan sammenligne med mennesker, så forestil dig lige, at du sidder med næsen begravet i en god bog (eller en serie på Netflix) og så kalder mand/kone/kæreste/barn. Hvor ofte kaster du det, du var i gang med, og løber hen til den, der kaldte? Med mindre der bliver råbt ”chokoladekage” eller ”av”, så kan jeg da personligt godt lige råbe ”et øjeblik” og så lige gøre et afsnit (af bogen!) færdigt, før jeg kommer. Alligevel har jeg en forventning om, at mine hunde slipper, hvad de har gang i, og kommer med det samme.

Den her evne til at vælge forstyrrelser fra bliver ofte undervurderet, og det betyder, at vi enten ikke får trænet det eller ikke får det generaliseret nok. Hunden skal have forstået konceptet selvkontrol for at kunne slippe den ”belønning”, den er i gang med, når jeg kalder, og så løbe hen til mig. Det at kunne udvise selvkontrol er den anden side af indkaldet. Det er i øvrigt også den evne, hunden skal have for at kunne hilse pænt på andre mennesker og hunde. Det at få hunden til at tænke, ”hvad skal jeg gøre?” i stedet for ”jeg vil have!”.

 

 

Det er heller ikke er nok kun at træne indkald, gå pænt i snor eller selvkontrol. For at få en hund, der er sjov at gå tur med, kræver det, at vi har en samarbejdsrelation, der fungerer. Det får vi bl.a. ved at træne alt muligt andet med vores hunde. Så selvom f.eks. lydighedstræning i sig selv ikke er nok til at få en hund, der er sjov at gå tur med, så er det en forudsætning for at kunne lære hunden at gå, så det er sjovt at gå tur.

Alle disse tanker endte efter sommerferien med et intensivt kursus, der sjovt nok hed ”Tjek på turen”. Jeg afsluttede kurset her i januar, og jeg havde en fest med det! Det er et af de mere givende kurser, jeg har haft, og jeg har derfor oprettet et nyt et af slagsen. Kurset strækker sig over fem fredag-eftermiddage fra februar til maj. Der er begrænset antal pladser, men har du tid og mulighed for at være med – så skal du være velkommen! Du kan læse mere her: http://shop.dogtraining.dk/holdtraening-88/tjek-paa-turen-1166.html

Konceptgeneralisering

Når vi taler om generalisering i forbindelse med hundetræning, tænker vi som regel enten på generalisering i forhold til miljøet, hvor hunden lærer at udføre en given adfærd i mange forskellige miljøer, eller på generalisering i forhold vores signaler, hvor hunden lærer at forstå, at selvom vores signaler kan variere lidt i form og intensitet, så betyder de det samme.

Ud over disse former for generalisering, er der endnu et element i vores træning, hvor generalisering har stor betydning, hvis vi vil have mest muligt ud af træningen. Det drejer sig om konceptgeneralisering. Når vi bygger hundens træning op på systematisk vis, er træningen et langt stykke hen ad vejen baseret på koncepter, dvs. øvelser hvor hunden lærer et grundlæggende princip. Vi lærer hunden konceptet ved at træne øvelser, hvis centrale element netop indeholder det ønskede koncept. Vi kan f.eks. lære hunden at tilbyde adfærd og at variere sin adfærd ved at træne initiativøvelser som ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Eller vi kan lære hunden konceptet i belønningskontrol ved at træne fristeøvelser, hvor hunden giver mentalt slip på belønningen og samarbejder for at få adgang til belønningen.

Indlæringen af selve konceptet foregår således ved, at vi træner en række øvelser, der er centreret omkring det samme centrale koncept, f.eks. at hunden tilbyder adfærd og varierer sin adfærd, når vi giver den mulighed for at prøve sig frem. Men hvis vi stopper træningen her, kan vi ende med, at hunden kun har forstået konceptet i en smal kontekst, nemlig i de øvelser vi har trænet. Hvis vi skal have fuld effekt af koncepttræningen, skal vi have generaliseret konceptet, så hunden kan anvende den centrale færdighed i mange forskellige situationer. Målet med de koncepter, der udgør hundens grundtræning, er netop, at de kan anvendes bredt i hundens uddannelse.

Når vi lærer hunden at vise initiativ og prøve sig frem, er målet ikke i sig selv, at vi kan lave øvelserne ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Målet er, at hunden kan udvise initiativ og prøve sig frem, når vi arbejder med alle de øvelser, der indgår i hundens uddannelse. Det at tilbyde adfærd og prøve sig frem, når vi tilbageholder markørsignalet, er en helt central færdighed, når vi arbejder med shaping. Hvis hunden ikke har lært konceptet at vise initiativ, og hvis konceptet ikke er generaliseret, så det kan anvendes udenfor de oprindelige øvelser, mangler vi den helt centrale præmis for at kunne arbejde med frivillighed i træningen.

På samme måde kan vi se på andre koncepter i hundens grundtræning. Når vi først træner kontakt, træner vi øvelser som ”tjek ind”, ”slip belønningen” (også kendt som yogaøvelsen) og ”godbids return to sender”. Med generalisering bliver disse øvelser en helt central forudsætning for, at hunden tilbyder kontakt, at den kan abstrahere fra forstyrrelser i omgivelserne, og at den kan vende tilbage til træningen, efter den har spist en kastet godbid. Uden generalisering mangler vi den første forudsætning for træning, nemlig at hunden vælger os til og fravælger forstyrrelser i omgivelserne.

Når vi træner fristeøvelser, lærer vi hunden konceptet at give mentalt slip på en belønning for at få adgang til den. Igen er det primære mål ikke, at vi kan lave de forskellige fristeøvelser. Målet i det store perspektiv er, at vi kan overføre hundens forståelse af konceptet i fristeøvelserne, der går ud på, at hunden har selvkontrol og kan tilbyde adfærd for at få adgang til belønningerne, til alle aspekter af vores træning. Når konceptet er generaliseret, er det ikke kun de enkelte fristeøvelser i den smalle kontekst, hunden kan udføre, men vi kan arbejde med fristeøvelser som et redskab til indlæring af nye øvelser, vi kan arbejde med udlagte belønninger og med synlige belønninger, alt afhængigt af hvad der er mest konstruktivt i den enkelte situation. Vi kan også bruge konceptet selvkontrol i de mange situationer i hverdagen, hvor vi gerne vil have hunden til at forholde sig i ro, før den får adgang til en attraktiv aktivitet, f.eks. at løbe løs, hilse på mennesker eller hunde, komme ud ad døren for at gå tur osv.

På samme måde kan targetøvelser, med generalisering, blive fantastiske redskaber i vores videre træning. Targeting er nok et af de mest alsidige hjælpesignaler, vi kan anvende i træningen. Hvis vi vænner hunden til, at vi kan bruge de grundlæggende targetøvelser i mange forskellige situationer, er øvelserne meget værdifulde for vores træning. Hvis hunden kun kan udføres øvelserne i en bestemt og ganske smal kontekst, er de ikke meget værd for træningen i et større perspektiv.

 

Der er meget stor forskel på, hvad vi får ud af grundtræningens koncepter, afhængigt af om vi arbejder med eller uden generalisering af koncepterne. Uden generalisering har vi lært hunden nogle øvelser, der fungerer i en smal kontekst. Med generalisering har vi lært hunden nogle brede koncepter, der fungerer i en langt bredere kontekst, og hvor de fungerer som selve fundamentet i vores videre træning med hunden.

Processen fra træning af de smalle øvelser til den brede konceptgeneralisering foregår, når vi tager færdighederne ud i nye træningsmæssige og øvelsesmæssige sammenhænge. Det foregår bid for bid som en trinvis proces, hvor hunden lærer at genkende og mestre koncepterne i mange forskellige sammenhænge. Konceptgeneralisering er en vigtig del af hundens uddannelse. Processen klæder hunden endnu bedre på til den videre træning og giver større mulighed for, at vi med vores hunde kan opleve de sublime øjeblikke, hvor forståelsen er til stede i kommunikationen mellem menneske og hund, og hvor tingene går op i en højere enhed i samarbejdet med vores skønne pelsvenner.

Min opfordring til dig, der har holdt ud helt til afslutningen af denne nørdede blog, er følgende: Stop op et øjeblik og overvej, om du træner smalt eller bredt, når du arbejder med koncepter i din træning.

Karen Strandbygaard Ulrich

 

”If you can’t get what you love, you (must) learn to love the things you’ve got”

Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.

På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.

 

 

Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.

Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.

 

 

Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.

I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.

 

 

Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.