Dyr har da følelser!


Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.

 

bøger

 

Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.

 

glad-laphvalp

 

Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??

Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.

Dyrs følelser

Fredag og lørdag var Karen og jeg så heldige at være på kursus med Karolina Westlund. Et kursus arrangeret af DSKVE, som er en forening bestående af dyrlæger, der er interesserede i adfærd. Det er ingen hemmelighed, at vi hos Hund & Træning er svært begejstrede for Karolina Westlund, og vi har da også hørt hende i mange andre sammenhænge. Denne gang var det om dyrs følelser men med et twist i forhold til, hvordan vores dyr har det, når de f.eks. er hos dyrlægen.

Karolinas første slide, som jeg har set nogle gange før, rammer mig altid. Hun taler om tre slags følelser: sensoriske (f.eks. kulde og varme), kropslige (f.eks. sult og tørst) og følelser (emotions). Karolina pointerer meget relevant, at det er lidt interessant, at de fleste af os aldrig kunne drømme om at lade vores hunde sulte eller fryse, men hvor mange af os er ligeså opmærksomme på, hvordan vores hunde har det følelsesmæssigt?  Vi ser adfærd, men er vi opmærksomme på den følelse, hunden har, mens den udviser adfærden? Nogle følelser kan give sig udtryk i meget små adfærdsændringer, og hvis vi ikke er opmærksomme på dem, risikerer vi at overse f.eks. en hund, der er utryg.

Karolina beskriver den model over følelser, der hedder ”Core Affect Space”. Vi kan beskrive følelser i to retninger – hvor behagelige vs. ubehagelige de er, og hvor høj vs. lav intensitet de har.

Core Affect Space

Følelser er øjeblikkelige, og både vi og vores hunde bevæger os hele tiden gennem Core Affect Space. Vores daglige omgang med hunden påvirker, hvor i Core Affect Space hunden befinder sig, og hvor i Core Affect Space vi oftest er har betydning for vores generelle humør. Er vi ofte i de røde felter, risikerer vi generelt at være pessimistiske og/eller deprimerede. Befinder vi os mest i de grønne felter, er vi generelt optimistiske og empowered. Er hunden utryg ved de daglige gåture, eller bryder den sig ikke om at få halsbånd/sele på, så risikerer vi at skubbe den over i de røde felter.

Udover Core Affect Space talte Karolina om Panksepps syv ”core emotions”. Det er de syv følelsesmæssige systemer, som Panksepp kunne stimulere via elektriske signaler. De er FEAR, RAGE, PLAY, GRIEF, CARE, SEEKING og LUST. Karolina gennemgik dem alle, men i forhold til det at gå til dyrlægen, er FEAR nok den vigtigste. Selvfølgelig er der noget, dyrlæger kan gøre for at gøre den så behageligt som muligt for hund (og ejer) at komme til dyrlægen, men vi som hundeejere kan faktisk også gøre rigtigt meget.

En af de tiltag, der kan være med til at modvirke, at vores hunde bliver bange for at komme hos dyrlægen, kaldes latent hæmning. Det handler om betydningen af førstegangsindtrykket. Placerer vi en rotte i et bur og udsætter den for noget ubehagelig, vil den opfatte det bur som ubehageligt de næste mange gange, den er i buret – også selvom der ikke sker noget ubehageligt. Placerer vi rotten i buret første gang, uden at den oplever noget ubehageligt, og først anden gang lader den opleve noget ubehagelig, vil den efterfølgende forventning om ubehag være mindre. Førstegangsindtrykket betyder noget. Hvis vi i stedet for kun at gøre buret neutralt første gang, gør det sjovt at være i, er effekten endnu større. I kan formodentligt allerede regne ud, hvad min pointe er. Første gang du skal til dyrlægen med din hund, så gør det til en sjov oplevelse. Tag din hvalp ned til dyrlægen, bare for at komme på besøg. Giv den en masse godbidder i venteværelset og leg med den, hvis den har mod på det. Det gælder også, hvis du har en ældre hund og f.eks. skifter dyrlæge. Langt de fleste dyrlæger er glade for at få besøg i klinikken. Jo mere veltilpas hunden er hos dyrlægen, jo bedre kan dyrlægen udføre sit job.

Der var en fantastisk stemning hele kurset igennem, og vi fik en del interessante diskussioner. Det er blevet ”in” at træne hunde til frivilligt at tilbyde håndtering (negleklip, børstning, osv.), og hos dyrlægerne er der en ny tendens – og en certificering – nemlig www.fearfreepet.com. Tjek det ud og få evt. din dyrlæge med på bølgen J.

Hunde har da følelser del 2

Læs evt vores tidligere blogindlæg Dyr har da følelser! her…

 

I sidste uge var jeg ved at forberede et oplæg til et af vores instruktørhold om emnet undervisning. Et af punkterne i oplægget var, hvad man som instruktør observerer, når man står overfor en kursist. For mig er en noget af det vigtigste som det første at tjekke, hvordan både hund og ejer har det rent følelsesmæssigt. Har de det godt, og er de i balance? Hvis ikke, påvirker det jo i høj grad den måde, de samarbejder på og det samspil, der opstår i træningssituationen. For mig er det uetisk at træne med en hund, der er i ubalance rent følelsesmæssigt, det kunne eksempelvis være hvis hunden er bange for noget eller oplever ubehag i træningen.

 

følelser-5

 

Forleden så jeg nogle få klip fra en udsendelse på DR om en cirkuselefant, der gik amok. Jeg så ikke hele udsendelsen, men jeg så en beskrivelse af, hvordan elefanttrænerne knækkede elefanten psykisk bl.a. med voldsom afstraffelse for at få den til at arbejde i cirkus. Til sidst gik elefanten amok, med voldsomme konsekvenser til følge. Jeg så også for noget tid siden dokumentaren Black Fish om spækhuggere og de voldsomme overgreb, de udsættes for. Alt sammen for at der er nogle mennesker, der kan sidde og blive underholdt ved at se dyrene optræde. Efter min mening hører vilde dyr ikke hjemme i hverken cirkus eller i Seaworld. Der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med dette.

Hvad har det med hundetræning at gøre, tænker du måske? Jo vi skal, efter min mening, være meget opmærksomme på de følelser, hunden har i træningen, så vi ikke gør hunden til en cirkuselefant i vores stræben efter, at den skal præstere til en konkurrence eller i den almindelige træning. Jeg ved, at vi kan træne hunde til at udføre de mest fantastiske træningsopgaver, hvis vi gør det med respekt for hunden og arbejder belønningsbaseret. Og her er det at tage hensyn til og forstå hvad hunden føler i alle træningssituationer noget af det vigtigste for mig. Den tekniske del af træning er oftest det, der er lettest at få styr på og få til at fungere. Det er måske også derfor, at mange fortsætter med at træne, selv om deres hund melder fra eller opfører sig lidt anderledes træningsmæssigt end sædvanligt. Det kræver nemlig en langt større opmærksomhed på hunden og erfaring med hundens reaktioner i forskellige situationer at registrere, hvordan den følelsesmæssige balance er lige her og nu. Det kræver også en instruktør, der er opmærksom på denne del af træningen og ikke bare leder efter konkrete tekniske løsninger på problemer, der har en følelsesmæssig oprindelse. Som en af de allerstørste dyretrænere og min læremester i den belønningsbaserede træningsmetode Bob Bailey siger: Pavlov is always on your shoulder. Det betyder, at hundens følelsesmæssige reaktioner i træningen altid overruler den operante del af træningen.

 

følelser-1

 

Nu er der nok nogen, der vil sidde og tænke over, hvordan det så er allermest hensigtsmæssigt at reagere i træningen, hvis hunden viser, at den ikke er i følelsesmæssig balance, mens vi træner med den. Lad os tage et eksempel: En person står og træner stillingsskift med sin hund. Hunden er af en eller anden grund blevet bange for noget, det kan være at ejeren har lydt lidt sur, hunden kan være bekymret for andre hunde på træningspladsen eller noget helt tredje, og reagerer derfor ikke på ejerens signaler. Hvad skal vi gøre i denne situation? Set ud fra mit synspunkt er der kun en ting at gøre, og det er at afbryde træningen og genskabe hundens følelsesmæssige balance, hvis det er muligt. Først når dette er på plads, kan vi genoptage træningen. ”Hov hov”, er der så nogen, der siger, ”så lærer hunden jo, at den kan slippe for træningen. Hunden skal lære, at den ikke bare “kan spille skuespil” og på den måde undgå træningssituationen.” Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!!!

Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig! Hunde spiller for det første ikke skuespil, de er altid ægte og klare i deres adfærd. Det er bare ikke altid, at vi kan forstå dem, eller at vi har samme hensigter som hunden. For det andet, kan vi ikke belønne følelser, hvis vi kunne ville det være ultra let at lære hunden ikke at være bange. Hundens adfærd skyldes et ubehag i situationen og er ikke en bevidst handling, som hunden prøver af for at undgå træningssituationen. Hunden føler et ubehag og trækker sig eller dæmper sig på grund af ubehaget. Hvis vi i stedet for at tvinge hunden til at blive i træningssituationen, stopper træningen, så lærer hunden på denne måde, at den altid kan have tillid til os, fordi vi er opmærksomme på, hvordan den har det, og at vi tager hensyn til, at dens følelsesmæssige tilstand og reaktioner. Når vi reagerer på denne måde, får vi en hund, der har en høj motivation for at vælge træningssituationen og samarbejdet til, fordi forholdet til ejeren er baseret på gensidig tillid. Når hunden selv har et valg og frivilligt bliver i træningssituationen, så bliver hunden en aktiv medspiller, som ønsker at arbejde sammen med os, i stedet for alternativet hvor hunden bliver tvunget til at blive i træningssituationen. Så vi må hver især træffe valget, om vi vil lave vores hund om til en cirkuselefant, eller vi vil have et samarbejde, der bygger på respekt, tillid og forståelse. Vi kan nå de samme resultater på begge måder, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg vælger!

 

følelser-2

 

Nytårsaften

Hvert år i december får alle mine kursister den samme dundertale. Det handler om nytårsaften, mere præcist om fyrværkeriet nytårsaften. En del af mit job består af at hjælpe familier, der har forskellige typer af problemer med deres hund, bl.a. angst for fyrværkeri eller andre høje lyde. Enkelte gange har hundens problem et omfang, der gør, at det ender med en aflivning. Jeg bliver specielt berørt, når det er hunde, der er så bange, at uanset hvad jeg, ejer og dyrlæge gør, så bliver hunden ved med at være bange – hver eneste dag. Forstil dig noget du er bange for; edderkopper, slanger, tandlægen, … og så forstil dig, at du skal være i rum fyldt med edderkopper, slanger, tandlæger(!) hver eneste dag. Hver eneste dag. Forestil dig at være så bange. Hvis du så heller ikke viste, hvornår det ville ske, så du kunne gå med en evig angst for, hvornår du ville åbne en dør og træde ind i rummet med f.eks. edderkopper. Det er sådan, det nogle gange ender med at være, når hunde bliver bange for at gå ud, når det er mørkt og det, der i sidste ende kan føre til, at aflivning bliver den eneste løsning. I mine øjne er det ikke humant at holde en hund i live, der er bange hver dag, og som bliver ved med at være det på trods af al slags behandling.

Det er derfor jeg holder dundertale til mine kursister – og skriver denne blog. Det gælder om at forebygge, at ens hund bliver bange for fyrværkeri (og andre høje lyde). Rigtig mange hunde ender med at blive bange for fyrværkeri i løbet af deres liv. Når folk fortæller mig, at deres hund ikke er bange, plejer jeg at sætte et ”endnu” efter deres sætning. Frygt for fyrværkeri kan komme, hvornår det skal være. Vi er nu så tæt på nytårsaften, at jeg ikke vil gå for meget ind i, hvad du kan gøre, hvis du virkelig vil forbygge, men hellere give dig lidt råd til, hvordan du kommer igennem de næste dage med din hund – uanset om den er bange (endnu) eller ej.

 

Op til nytårsaften

Ved du, at din hund er bange for fyrværkeri, så er det nu, du skal gå i gang med at give den en eller anden form for kosttilskud, hvis du ikke allerede er gået i gang. Det kan være Kalm, Zylkene, Bach Rescue Remedy, Serene-Um, Baldrian, … Det er ikke til at vide, hvad der virker bedst på lige præcis din hund, men det er bedst at give det FØR din hund begynder at udvise tegn på angst. Er din hund allerede begyndt at udvise angst, så vil jeg stadig give det, det er bare mindre sandsynligt, at det har en stor effekt.

 

 

Er din hund bange, vil jeg også anbefale dig at lave om på dine rutiner i forhold til, hvornår og hvordan du går tur med din hund. Gå gerne den længste tur om morgenen (eller i hvert fald før det bliver mørkt igen om eftermiddagen). Det er meget sjældent, at skolebørnene fyrer krudt af om morgenen, men til gengæld meget sandsynligt i løbet af eftermiddagen og aftenen. Gå kun en kort tur med din hund senere på dagen, f.eks. omkring spisetid eller sent på aftenen. Hav ALTID din hund i snor, også selvom den har et supergodt indkald. Skulle der blive fyret fyrværkeri af i nærheden, og din hund bliver bange, skal den helst ikke stikke af. Af de cases jeg har haft, har angsten sat sig voldsommere hos de hunde, der er blevet bange og er stukket af. Så hav din hund i snor!

Lær din hund et sikkerhedssignal. Når hunde bliver bange, udløses der stresshormoner i stor stil. Stresshormoner udløses også i andre sammenhænge, bl.a. når hunde leger. Lær hunden, at et bestemt signal, f.eks. ”jubii”, betyder: Nu kommer der leg. Det skal indlæres, før du kan bruge det på dine gåture. Pointen med signalet er at forsøge at få hundens hjerne til at skifte spor, fra frygt til leg. Vi kan ikke gå fra frygt til ro – det er meget svært at være rolig med store mængder stresshormoner i kroppen, men vi kan forsøge at få hunden i legemode. Leg og frygt er modsatrettede følelser, og begge udløser stresshormoner. Kan din hund ikke lide legetøj, så brug dig selv eller leg med godbidder.

 

 

Når din hund har lært, hvad ”jubii” betyder – den ser forventningsfuldt på dig, når du siger det – kan du begynde at bruge det, når I hører høje lyde på turen. Idet du hører fyrværkeri, siger du ”jubii” og begynder at lege med din hund – giv den gas og hold en fest! Når I er færdige med at lege, så gå over til at give en masse godbidder til hunden, så den fortsat er beskæftiget med noget rart. Det virker bedst på hunde, der kun er let til moderat angste, så er din hund meget bange, eller bliver der fyret af meget tæt på, vil det formodentlig ikke fungere. Hører I mange lyde efter hinanden, holder signalet også op med at virke, og husk at signalets værdi skal holdes ved lige, så hunden ikke kun hører det, når der kommer høje lyde.

Du kan med fordel træne denne øvelse og bruge den, selvom din hund aldrig har vist tegn på frygt overfor fyrværkeri eller andre høje lyde. Du lærer din hund: fyrværkeri/høje lyde = fest! Det kan være med til at ”vaccinere” din hund imod at få traumer, hvis du skulle være så uheldig, at der bliver fyret af tæt på dig og din hund.

 

Selve nytårsaften

Uanset om din hund er bange eller ej, så er det en god ide at sørge for, at den er godt fysisk og mentalt stimuleret. Gå en god lang tur med din hund – gerne flere timer, hvis ellers dens helbred er i orden. Træn med den, gem godbidder – hjemme eller på turen, giv aktivitetslegetøj, osv. En træt hund er lidt længere tid om at reagere end en frisk hund. Ved du, at din hund bliver bange, så sørg for at få en tid hos din dyrlæge, så du kan give angstdæmpende til din hund. Giv det på de tidspunkter og i den dosis din dyrlæge har anbefalet.

Jeg hører nogle gange folk sige, at de ikke vil give angstdæmpende til deres hund, fordi det:

  1. Ikke er så slemt
  2. Den bliver sløv
  3. Det virker alligevel ikke
  4. Det kun lægger hunden ned uden at tage angsten

Mine svar:

  1. Frygt er formodentligt rent evolutionært den ældste følelse, vi har – og det er ikke nogen behagelig følelse. Der er ingen grund til, at din hund skal være det mindste bange, når der findes måder at nedsætte/fjerne den følelse.
  2. Der er flere angstdæmpende præparater nu, og det er ikke dem alle, der gør din hund sløv. Snak med din dyrlæge. Og selv hvis den skulle blive sløv – er det så ikke bedre end at være bange?
  3. Selv hvis du synes, at det du prøvede sidste år ikke virkede, så prøv evt. noget andet, selv en lille effekt tæller her.
  4. Det er forældet viden, at de præparater man bruger i dag, kun gør hunden passiv. Det er rigtigt, at man før i tiden gav et præparat, som ikke tog angsten, men kun havde den effekt, at hunden ikke pacede rundt. Men det præparat giver man ALDRIG alene i dag. Alle dyrlæger vil give noget ”rigtigt” angstdæmpende sammen med, hvis de overhovedet giver det.

Der findes INGEN undskyldninger for ikke at give sin bange hund en eller anden form for angstdæmpende præparat nytårsaften!

Uanset om din hund er bange eller ej, så tag den ud og gå en kort tur omkring 18-19-tiden. Det er her, der oftest er mest ro, og din hund skal bare ud og tisse og ind igen. Er den allerede bange på det her tidspunkt, så lad være med at tvinge den. Køb noget virkeligt lækkert din hund kan tygge på og giv det ca. 23.50. Gerne noget, der tager lang tid at tygge. Mine hunde får et tørret kalveunderben. Det tager dem ca. 45 min at tygge sig igennem. Det betyder, at de tygger sig igennem det værste fyrværkeri. Det kan også være knogler, Kong’er fyldt med f.eks. vådfoder, kogt ris blandet med leverpostej/torskerogn/kylling, eller noget andet lækkert.

 

Er din hund bange, så forsøg at skærme den så meget som muligt ved at tænde lys, rulle ned og have radio/fjernsyn kørende. Udover at give hunden noget lækkert at tygge i, kan du også træne med den, gemme godbidder i viskestykker eller spille brætspil med den. Det skal være let for hunden, da det drejer sig om at få hunden til at blive ved med at spise. Hvis din hund bliver bange, og afledning ikke virker, så lad den være der, hvor den har lyst til. Er det på skødet af dig eller under sofaen, så er det der, den skal være. Du må gerne snakke med din hund og nusse med den – selvom rygtet siger, at du skal ignorere den. Man kan ikke belønne følelser – kun adfærd, så bare rolig, din hund bliver ikke mere bange af, at du snakker sødt til den. Det, du skal undgå, er selv at gå i panik!

Forhåbentlig kommer både du og din hund helskindet gennem nytåret. Er din hund bange – eller bliver den det, så er der hjælp at hente. Selvom det kan være svært helt at fjerne frygten, kan man gøre meget for at gøre den mindre. Det handler bl.a. om empowermenttræning. Har du lyst til at vide mere om det, så har jeg et kursus, der begynder i februar. Du kan læse mere og tilmelde dig her:  Empowerment for nytårsangste hunde

 

Kognition og læring

Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.

Empowerment-2

I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.

Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.

Empowerment-3

Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.

Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.

Empowerment-1

Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.

Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.

 

Karen S. Ulrich & Christrina Avalon Ingerslev