En magelig tilværelse
Vores familiehunde lever ofte et godt og mageligt liv. De behøver ikke at yde specielt meget for at få dækket deres basale behov for mad, vand og et godt sted at sove. Selvom de fleste hunde tidligere havde en arbejdsfunktion, falder det i dag mange hundeejere svært at tænke sig, at deres hund skal yde noget for at få adgang til de vigtige fornødenheder i livet. Hunden er en del af familien og den skal naturligvis have det godt. I modsætning til dette, finder de fleste mennesker det absolut rimeligt, at vi selv skal yde, før vi kan nyde. Vi går på arbejde for at kunne betale vores regninger og have råd til ferier eller anden luksus ind i mellem. Børnene skal rydde op på deres værelse eller lave deres lektier, før de må besøge kammeraterne, se fjernsyn eller spille computer. Men hunden er gratist og kører i mange situationer på frihjul. Selvom intentionerne er de bedste, er det ikke altid en fordel for hverken hund eller ejer, at hunden nærmest er en slags luksusgæst på livsvarig ferie i vores hjem.

Hvorfor den dårlige adfærd
Hundens adfærd er i alle tilfælde et produkt af et samspil mellem arv og miljø. Hvis hunden rent genetisk er normalt skruet sammen, er der ingen hunde, der er født med dårlig adfærd. Hundens genetiske bagage sætter nogle rammer for, hvilke adfærdsmønstre den vil være mest tilbøjelig til at udvise, men de miljømæssige påvirkninger spiller også altid en stor rolle. Det gælder både hundens tidlige oplevelser i socialiseringsperioden (3-16 uger) og de forhold hunden lever under og de erfaringer den gør sig i alle tænkelige situationer. Hunden lærer hele tiden – om vi har planlagt det eller ej og om vi synes om det eller ej.

De fleste af hundens ’dårlige manerer’ er produkt af indlæring. Der er som regel tale om helt simpel og gennemskuelig indlæring, som godt nok ikke er planlagt fra ejers side, men det ændrer ikke på, at hunden via sine erfaringer har lært, hvad der kan betale sig. Mange mennesker (både hundeejere og andre der mener at have en selvbestaltet ret til at mene noget klogt om hundes adfærd!) tenderer til at tillægge hunden en masse menneskelige egenskaber og motiver, som blandt andet bruges til at forklare hundens formodede motivation for den ’dårlige’ adfærd. Det præfrontale cortex, som er den bevidst tænkende del af hjernen, er ikke nær så stort hos hunde, som det er hos mennesker og det betyder, at hunden ikke har samme evne til abstraktion, herunder det at have en følelse af, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Helt grundlæggende er hunde opportunister, der gør det, der kan betale sig for dem. De er ikke moralsk tænkende væsener. Den canadiske træner, forfatter og adfærdsspecialist Jean Donaldson siger, at hunde ikke lærer, hvad der er rigtigt og forkert. De lærer, hvad der er sikkert og hvad der er farligt, dvs. hvilken adfærd der kan betale sig hvornår. Hunde er også fantastisk tilpasningsdygtige og har en rigtig god evne til at lære. Det gør de brug af i alle de situationer, de oplever i deres hverdag, hvilket fører til, at de i nogle tilfælde udvikler adfærdsmønstre, som for os fremstår som dårlige manerer og uønsket adfærd, der ofte er irriterende eller pinlige for ejeren og til stor gene i hverdagen. Den gode nyhed er, at der kan gøres noget ved det!

Hvilken adfærd
Den adfærd, der som regel er i spil med de hunde, som vi kalder ’noget for noget’ hunde, falder ind under kategorierne trænings- og samarbejdsproblemer, uhæmmet adfærd og opmærksomhedskrævende adfærd. Det handler om, at hunden har lært sig nogle – for os – uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, fordi det er den strategi, der har virket for hunden i relation til dens omgivelser i en formativ periode i dens liv. Adfærden er tillært, dvs. at den har en (ofte lang) belønningshistorie. Men den kan heldigvis ændres igen igennem målrettet træning.

• Trænings- og samarbejds-problemer kommer ofte til udtryk ved, at hunden grundlæggende ikke er særligt samarbejdsvillig, når ejeren vil træne med den og stiller krav til den i hverdagen. Hunden reagerer ikke på ejers kommandoer, er ikke interesseret i kontakt, samarbejde eller belønninger, når ejer vil det. I stedet kan det se ud som om, at den gør lige, hvad der passer den, f.eks. har mere travlt med omgivelserne, ignorerer ejers forsøg på at skabe kontakt og samarbejde og ignorerer kommandoer eller forbud.
• Uhæmmet adfærd ses hos de hunde, der ikke kan styre sig og virker vilde og ukontrollerede. De hopper og danser, når de hilser på mennesker og er meget voldsomme i deres måde at hilse på og bruger f.eks. i nogle tilfælde munden og napper eller tager fat i hænder eller tøj. De trækker meget i snoren på gåture, når de vil hen til en anden hund, et menneske eller bare fremad mod en god duft i græsset. De kaster sig over maden, braser ud ad døren og snapper godbidder ud af hænderne på deres ejere.
• Opmærksomhedskrævende adfærd er en klassiker og kommer til udtryk ved, at hunden er meget opsøgende overfor sine ejere eller andre mennesker, når den ønsker opmærksomhed. Adfærden bliver udvist, når hundens ejere (eller andre) er optaget af noget andet og dermed ikke direkte fokuseret på den. Den puffer med snuden eller poten, piber, gør, hopper op eller kommer med sit legetøj. Mere kreative former for opmærksomhedskrævende adfærd kan være, at hunden beder om at komme ind og ud (igen og igen), at den skubber legetøj ind under møbler og så gør for at få ejeren til at komme og hente det ud igen, at den stjæler forbudte genstande eller udviser uønsket adfærd eller i grelle tilfælde udviser selvdestruktiv adfærd, hvor den slikker eller bider i sig selv, indtil den gør skade på sig selv.

Årsagen til disse former for adfærd skal som regel findes i en af følgende kategorier: belønning af uønsket adfærd, mangelfuld eller uhensigtsmæssig træning, menneskeliggørelse af hundens adfærd, overstimulation eller understimulation og stress. Adfærden har altid en belønningshistorie, hvilket betyder, at det har kunnet betale sig for hunden at udvise de adfærdsmønstre, som for ejeren er blevet et irritationsmoment i hverdagen.

Hvilke hunde
Noget for noget hunde kan fremtræde som både irriterende og udspekulerede – med andre ord, nogle rigtige møgdyr. Men det er de ikke. De gør bare det, de har lært. Disse hunde kan placeres i flere forskellige kategorier afhængigt af, hvordan deres læring har fundet sted.

De forkælede – er hunde med ejere, der grundlæggende synes, at hunden skal ’have det godt’. Hunden vartes op og overdænges med en masse lækker mad og smart udstyr med begrundelsen, at den skal have det godt. Hunden får ofte, hvad den beder om, når den beder om det og dens ejer accepterer dens ’dårlige manerer’, fordi ejerens primære mål er at tilfredsstille de behov, som det formodes, at hunden har.

• De utrænede – er hunde, der helt grundlæggende ikke har fået ret meget træning af deres ejere i deres opvækst. Hunden har bare været der og ejeren har formodentlig haft en forventning om, at den på en eller anden led på forhånd har vidst, hvad omgivelserne forventede af den, dvs. hvad spillereglerne for tilladt og forbudt var.
• De fejltrænede – er hunde, hvor ejeren har forsøgt at arbejde med at påvirke hundens adfærd, men hvor det er gået galt af en eller flere årsager. De klassiske er usystematisk træning og feedback til hunden i alle de dagligdags situationer, hvor den lærer om spillereglerne for samværet med mennesker, menneskeliggørelse og dermed fejlfortolkning af motiverne for hundens adfærd eller ubevidst belønning af uønsket adfærd.
• De kloge – er hunde, der typisk er velbegavede, energiske og foretagsomme (eller hittepåsomme). De er dygtige til at få adgang til det, de gerne vil have – ofte uden at ejeren helt gennemskuer, at det er det, der foregår.

Hvad kan man gøre ved det
Den uønskede adfærd er i alle disse tilfælde et produkt af indlæring (selvfølgelig med afsæt i hundens genetiske dispositioner). Det betyder, at vi også kan ændre på de uønskede adfærdsmønstre igennem indlæring. Der er ingen grund til at psykologisere en hel masse over hundens motiver til adfærden. Der er ikke tale om hverken hævntogter, modvilje eller anden udspekulerthed fra hundens side. Der er tale om simpel indlæring. Hunde går ikke rundt og lægger planer om, hvordan de skal overtage verdensherredømmet – den slags adfærd er forbeholdt os mennesker. Hunde lærer af deres erfaringer og ændrer deres adfærd i forhold til det – på godt og ondt. Mere kompliceret er det ikke.

’Noget for noget strategien’ handler i al sin enkelhed om, at alting har en pris og at hundens ejer tager kontrol over de værdifulde ressourcer i hundens liv og ad den vej har effektive virkemidler til at ændre på hundens motivation og adfærd. Ved at kontrollere hundens adgang til det, der er værdifuldt for den, kan vi også motivere den til at samarbejde med os om indlæring af ny adfærd – der tilfældigvis er lige netop den adfærd, vi ønsker, at hunden skal udvise i en given situation. Det handler ikke om lederskab eller andet statusrelateret sniksnak, men om hvem der har fat i den lange ende, dvs. hvem der har ’nøglen’ til køleskabet og til bilen.

Strategien giver os redskaber til at ændre på hundens grundlæggende motivation for at ville samarbejde med os og er derfor et virksomt redskab til at ændre på adfærd hos hunde, der af den ene eller anden grund udviser uønsket adfærd, der falder i en af de tre ovennævnte kategorier. En af de helt indlysende fordele ved denne strategi er, at det er muligt at ændre på uønskede adfærdsmønstre uden at skulle sætte hårdt mod hårdt eller komme i konflikt med hunden. Hunden lærer helt grundlæggende, at alt det gode i livet har en pris og at dens egen adfærd kan åbne døre til det, den ønsker. Hundens ejer bliver dermed en samarbejdspartner i stedet for en hindring i hundens forsøg på at få adgang til det gode og det sjove i tilværelsen.

De værdifulde ressourcer
Traditionelt betragtes mad og leg/legetøj som de klassiske måder at belønne ønsket adfærd hos vores hunde. Hvis vi ønsker at arbejde ud fra noget for noget tanken, skal vi imidlertid tænke i et større perspektiv. Alt det, der har værdi for hunden i dens hverdag, som vi med rimelighed kan kontrollere dens adgang til, kan anvendes som belønning i træningen af hunden, hvor målet er den velfungerende og veltilpassede hund i hverdagen.

For de fleste hunde falder de værdifulde ressourcer i en af følgende kategorier: mad, kontakt/social interaktion, fysisk aktivitet og sansemæssig stimulation. Det kan dække over alt fra hundens daglige foderbehov, ros/social anerkendelse fra ejer, hyggelig kontakt med ejer, kontakt til andre mennesker, leg med ejer, leg eller andet socialt samvær med andre hunde, adgang til at løbe, svømme, snuse, jage, hyrde, gå spor, gnave ben osv., til at komme med på gåtur, bytur, besøg og enhver anden aktivitet, der har værdi for den enkelte hund.
De værdifulde ressourcer er ikke helt de samme fra hund til hund og det er nødvendigt at danne sig et overblik over, hvilke ressourcer hunden sætter pris på, som man kan kontrollere dens adgang til, hvis man vil arbejde med strategien. Hvor høj en grad af kontrol over ressourcerne, man har brug for at have, afhænger af, hvordan hundens uønskede adfærd har udviklet sig, og hvor lang en belønningshistorie der er for adfærden.

Strategiens grundprincipper
Noget for noget strategien er baseret på et samspil imellem seks principper. Mange forsøg på at ændre på uønsket adfærd strander, fordi der kun gøres brug af en enkelt eller et par af principperne. Tiltagene er i princippet gode og relevante, men de kan ikke stå alene. Et godt og varigt resultat opnås i samspillet mellem de fleste eller alle principperne i den overordnede strategi. Det er således ikke nok bare at sørge for, at hunden ikke kan komme til at udvise den uønskede adfærd eller at opfylde hundens basale behov.

De seks principper i noget for noget strategien er:
1. Opfyld hundens behov
2. Beløn ønsket adfærd
3. Træn en alternativ adfærd
4. Hunden skal gøre noget for at få noget
5. Fjern årsagen til problemet
6. Ignorer uønsket adfærd eller anvend time-out

1. Opfyld hundens behov
Mange hunde, der udviser uønsket adfærd, er basalt set understimulerede i deres hverdag. Hundens behov for fysisk, social, sansemæssig og mental stimulation bliver ikke imødekommet. Den lever et passivt og indholdsløst liv, hvor den spises af med sporadiske gåture og begrænset eller ingen stimulation på de øvrige områder. På den baggrund forventes den i stedet at forholde sig roligt i hjemmet – ofte alene hjemme i mange timer – efter at have sovet en lang nat. I stedet bliver enhver begivenhed til noget, der får hunden til at reagere med overdreven intensitet. Den hilser vildt og uhæmmet, når ejer kommer hjem, den plager for opmærksomhed, når ejer sidder ved fjernsynet om aftenen og ønsker at slappe af, den styrter ud i haven, når den hører lyde af mennesker eller hunde, den maser af sted og trækker voldsomt i snoren på den korte aftentur og ødelægger børnenes legetøj eller hugger sko og tøj og bider det i stykker.

Aktiviteter i hundens hverdag, der opfylder de basale behov, er en helt grundlæggende forudsætning for at ændre på uønsket adfærd og vil bringe en et godt stykke af vejen i forhold til at komme den uønskede adfærd i forkøbet med en noget for noget hund. Det kan være gåture i forskellige miljøer, fodersøg i haven, problemløsningsopgaver med aktivitetslegetøj, et godt kødben, enhver form for træning, samvær med andre hunde, at komme med ejer ud nye steder, at få mulighed for at få afløb for fysisk energi ved at løbe, svømme eller lege etc. etc. En velstimuleret hund er basalt set mere afbalanceret og veltilpas og der er dermed mindre basis for, at hunden pga. ophobet energi eller frustration søger afløb igennem adfærd, der er til gene for ejeren og hundens omgivelser.

2. Beløn ønsket adfærd
Vi lever i en fejlfinderkultur, hvilket også er reflekteret i den måde, mange hundeejere går til opdragelsen af deres hunde på. Fokus er som udgangspunkt mere på, hvad hunden ikke må, og hvad den skal skældes ud for end på at hjælpe hunden til at gøre det rigtige og dermed at skabe mulighed for at belønne ønsket adfærd.

Forbud og straf er ikke specielt informativt for hunden. Det fortæller selvfølgelig hunden, hvad den skal undgå – i hvert fald, når ejeren er til stede. Det fortæller derimod ikke hunden, hvilken adfærd den i stedet med fordel kan udvise. Ved at vælge en strategi der handler om at sætte hunden op til succes, så man kan få belønnet for ønsket adfærd i en lang række dagligdags situationer, kan man som hundeejer gøre livet lettere for både sig selv og sin hund. Det giver færre frustrationer og mere glæde for ejeren og mere tryghed for hunden.

3. Træn en alternativ adfærd
I tråd med tanken om at vælge at fokusere på at belønne ønsket adfærd i stedet for at straffe uønsket adfærd, er også tanken om aktivt at indlære en alternativ adfærd i de situationer, hvor hunden har fået en dårlig vane. Det er langt mere konstruktivt for begge parter at beslutte, hvilken adfærd man rent faktisk ønsker, at hunden skal udvise i en given situation i stedet for kun at tage stilling til, at man ikke kan lide det, den rent faktisk gør nu. Når man har besluttet sig for en ønsket alternativ adfærd, kan den i første omgang trænes udenfor de situationer, hvor hunden er til besvær. Læg en plan og gå trinvist til værks, så hunden bedst muligt hjælpes til at forstå, hvilken adfærd der kan føre til belønning. Når adfærden er godt indlært og har en solid belønningshistorie, kan den indarbejdes i de situationer, hvor hunden før har udvist den uønskede adfærd. I stedet for kun at få skæld ud for at udvise en uønsket adfærd, har hunden nu mulighed for at vælge et mere acceptabelt alternativ, som vil gøre den til en mere velkommen deltager i de givne situationer. Så længe hunden kun får negativ feedback på sin adfærd, har den ikke en chance for at gætte, hvad vi ønsker af den.

4. Hunden skal gøre noget for at få noget
Det, at hunden skal yde noget for at få adgang til de værdifulde ressourcer, er, som nævnt ovenfor, et helt centralt princip i noget for noget strategien. Alt det gode og sjove bliver gjort tilgængeligt for hunden under forudsætning af, at den udviser en ønsket adfærd i den enkelte situation. Det kan gøres ved at sørge for, at hunden ikke har mulighed for at ’tage selv’ og i stedet give hunden en overskuelig opgave, som f.eks. at vente roligt eller give øjenkontakt, før den får adgang til det, den gerne vil have. Ejer kan indføre en række rutiner i det daglige, hvor hunden skal yde for at nyde. På den måde lærer den – uden konflikter – at alting har en pris og at den kan få gode ting til at ske, hvis den udviser en bestemt adfærd. Hvis den ikke samarbejder, forsvinder adgangen til det, den ønsker i situationen. Dette øger både hundens selvkontrol og dens forståelse af, hvordan dens egen adfærd kan åbne døre til alt det gode og sjove.

5. Fjern årsagen til problemet
En helt simpel strategi i forhold til at undgå uønsket adfærd hos hunden er at sørge for, at den ikke har adgang til at udvise adfærden. Det kan i mange tilfælde gøres ved helt lavpraktisk at begrænse hundens adgang til situationer, hvor adfærden kommer til udtryk. Man kan lukke en dør eller et børnegitter, fjerne sko eller legetøj, lukke hunden væk, når gæsterne ankommer eller holde den i snor på gåturene, så den ikke stikker af. Det løser ikke i sig selv nogen problemer og det siger sig selv, at tiltaget ikke kan stå alene, men det sikrer, at hunden ikke fortsat får belønning for at udvise den uønskede adfærd.

6. Ignorer uønsket adfærd eller anvend time-out
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at give hunden feedback, der fortæller, at den udviste adfærd ikke fører til belønning og at adfærden har en pris. Dette kan vi gøre på en af to måder. Den mildeste sanktionsmulighed er ren ignorering af adfærden. Hunden får på den måde ikke noget ud af at udvise f.eks. opmærksomhedskrævende adfærd. Den puffer og kommer og lægger sit legetøj og ejeren ignorerer adfærden ved ikke at give hunden nogen form for kontakt (ser ikke på den, taler ikke til den, rører ikke ved den). Det samme gælder situationer, hvor hunden er ivrig efter at få et en lækker godbid eller at komme ud i haven. Man ignorerer den ivrige og påtrængende adfærd og venter til hunden forholder sig i ro, før den får det, den ønsker. Strategien kan kun anvendes i situationer, hvor hunden ikke, via sin adfærd, kan selvbelønne, som det er tilfældet, hvis den stikker af hen til en anden hund for at hilse, når ejer har bedt den sidde og vente, før den får lov til at løbe eller får kontakt til gæsterne, når den hopper op af dem og de høfligt siger, at ’det gør ikke noget’. Det gælder også ved alle former for gøproblemer, som ikke kan ignoreres væk, eller hvis den uhæmmede adfærd er så voldsom, at hunden f.eks. bider i ejeren.
Et alternativ til at ignorere uønsket adfærd er at anvende en time-out, hvilket betyder, at ejeren aktivt fjerner hundens adgang til den ønskede ressource. Det kan gøres på flere måder, f.eks. ved at man fjerner hunden fra situationen og lukker den væk, så snart den udviser den uønskede adfærd. f.eks. napper i ejer ved forsøg på at få kontakt, pakker sit træningsudstyr sammen og lukker hunden i bilen eller går sin vej og lader hunden alene tilbage uden adgang til f.eks. den kontakt, som den ønskede.