Beskrivelse
HVALPEDAG – Efteruddannelsesdag for instruktører
Dyk dybere ned i hvalpetræningens fundament, både teoretisk og praktisk og lær hvordan du hjælper både dine kursister og deres hvalpe med at blive trygge
Hvalpedagen er en intensiv efteruddannelsesdag for dig, der allerede er instruktør og underviser og som vil have et dybere grundlag at undervise på.
Hvad får du ud af dagen?
Du får konkrete redskaber du kan bruge allerede til dit næste hold og et skarpere blik på det, der sker foran dig på pladsen. Dagen består af en teoridel og en praktisk del, hvor vi har inviteret en gruppe hvalpe til at komme.
Teori, diskussion og øvelser
Dagens teoridel tager fat på følgende emner: Bidehæmning og legebid, separationsangst og tidlig forebyggelse, overstimulering og manglende impulskontrol, samt frygt for fremmede, børn og andre hunde.
Du får desuden øvelser til dine egne hvalpeklasser: bl.a. øvelser i selvstændig tilnærmelse, som handler om at observere, hvordan hunden bevæger sig hen mod et nyt menneske, en anden hund eller et objekt uden styring fra ejeren. Formålet er at se hundens naturlige kropssprogs- og kommunikationsmønstre – om den er tryg, usikker, nysgerrig eller spændt. Ejeren blander sig ikke aktivt. Det træner ejeren i at respektere hundens tempo og signaler, og det giver hvalpen retten til at sige til og fra. Vi ser også på hvordan vi kan bruge stressbarometeret i undervisningen.
Mange af de problemer vi som instruktører møder, opstår ikke hos hvalpen. De opstår i ejerens måde at reagere på i forskellige situationer.
Vi ser på to yderpunkter, der begge komplicerer relationen og træningen af hvalpen: Den overbeskyttende ejer, der løfter og trækker hvalpen væk og siger “pas på”, og den forcerende ejer der presser hvalpen ind i situationer, den ikke er klar til. Ingen af dem handler med dårlige hensigter. Vi taler om hvordan vi som instruktører kan hjælpe begge kategorier på den bedste måde, så de ser og forstår hvalpen og dens adfærd.
Vi arbejder med udgangspunkt i empowerment, fordi det ikke er eksponeringen alene der socialiserer, men den positive oplevelse hvalpen får af at mestre situationer. Og vi kigger på, hvad ejerens krop og adfærd signalerer, uden at de ved det.
Praktisk undervisning
På den praktiske del arbejder vi med rigtige hvalpe. Vi gennemgår, hvordan du opbygger og strukturerer hvalpeleg, fordeler hvalpe i legegrupper ud fra størrelse, temperament og legestil, og det vigtigste, hvornår du skal gribe ind, og hvornår du skal lade legen fortsætte. Du træner også din evne til at lære ejerne at læse hvalpenes eget sprog i legeinteraktioner. Hvad er sund og naturlig hvalpeleg og hvad er det modsatte.
Vi afslutter med en praktisk gennemgang af kropsøvelser til hvalpe: Underlagsbaner, kropsøvelser og balancearbejde. Vi taler om hvilke øvelser der er velegnede til hvalpe, og vi demonstrerer dem med hvalpeholdet på pladsen.
Dato
28. august kl. 9:30 – 16:30
Deltagere
Kurset henvender sig til instruktører og undervisere og der er et begrænset antal pladser
Underviser
Karen Frost og Christina Ingerslev
Sted
Paws ‘n Play, Brordrupvej 84, 4000 Roskilde
Pris
Kr. 1325.
Prisen er inkl. kaffe, te og lidt sødt til eftermiddagspausen. Medbring din egen frokost.

Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.