Power og systematik
Kurset Power og systematik er for dig, der arbejder med eller gerne vil arbejde med klikkertræning og ønsker at få det optimale ud af din træning. Kurset strækker sig over tre weekender med fire til fem uger mellem hver weekend. Den røde tråd igennem de tre weekender handler om at give deltagerne redskaber til at arbejde systematisk med deres træning og til at styrke motivation og power hos både hunde og ejere i træningen.
1. weekend KLIK-konceptet
Her arbejder vi med øvelser i fire kategorier (kontakt, leg, initiativ og kontrol), som til sammen udgør den grundtræning, der kan give dig et fantastisk godt samarbejde med din hund. Med afsæt i denne grundtræning vil du og din hund være klædt godt på til jeres videre træning – både i hverdagen og indenfor forskellige former for hundesport.
2. weekend Kriterier
Vi har i denne weekend fokus på kriteriesætning. I al træning er det relevant at kunne bryde indlæringen af øvelserne ned i små dele og kunne lægge en plan for, hvordan indlæringen skal foregå, da det gør det lettere for hunden at finde ud af, hvad vi ønsker af den. Hvis du er god til at sætte kriterier, er det langt lettere at sætte hunden op til succes og dermed få gode resultater i træningen.
3 weekend Empowerment
I den tredje weekend arbejder vi med empowerment, som handler om at give hunden øget selvtillid og evne til at klare udfordringer. Med afsæt i de første to weekenders træning kommer vi til at arbejde med en række øvelser, der kan styrke hundens følelse af, at den kan klare de udfordringer, den møder – både i træningen og i hverdagen.
Undervisningsform
Undervisningen foregår som en blanding af teori og praksis, hvor vi skifter mellem gennemgang af teoretiske emner og praktisk træning med egen hund. Teorien vil blive gennemgået via Power Point oplæg, som sendes ud til kursisterne på forhånd, så der er mulighed for at læse op på stoffet inden hver kursusweekend. I både teori og praksis lægger vi op til, at der er en dialog mellem kursister og underviser.
Hund med på kurset
Der er praktisk træning på alle kursusdage, og du skal have hund med hver gang. Hunden, du deltager med, behøver ikke at være din egen, men du skal have adgang til at træne med den imellem de tre kursusweekender, hvis du vil have fuldt udbytte af forløbet, da vi bygger ovenpå de praktiske færdigheder fra gang til gang.
Deltagere
Kurset er åbent for dig, der har lyst til at lære mere om klikkertræning og at arbejde med en systematisk tilgang til træning, så træningen kan være en fest for både dig og din hund. Der er ikke nogen krav til, at hverken du eller hunden på forhånd har bestemte træningsfærdigheder. Det er vores erfaring, at både begyndere og erfarne hundeejere kan få nye redskaber med hjem til deres videre træning ved at arbejde med de emner, vi har med på kurset.
Holdstørrelse
Der vil være seks til otte kursister på et hold.
Underviser
Karen Strandbygaard Ulrich.
Sted
Jylland: Horsens Hundecenter, Gl. Århusvej 30, 8700 Horsens
Sjælland: Gørlev Hallen, Kalundborgvej 29, 4281 Gørlev
Vi har adgang til et indendørs undervisningslokale med adgang til køkkenfaciliteter og toiletforhold. Hunde må medtages i undervisningslokalet i det omfang, at de ikke forstyrrer undervisningen. Ellers kan de være i bilerne, når vi ikke bruger dem i den praktiske træning. Parkeringspladsen er lige udenfor undervisningslokalet. Den praktiske træning foregår ude på grønne arealer ved siden af undervisningslokalet.
Hvornår
Vi har ikke pt. planlagt hold på forløbet.
Pris
Kr. 6500,- for deltagere med hund
Kr. 3000,- for observatører uden hund