Book et kursus

Weekendkurser er en optimal måde for medlemmer i klubber og foreninger at komme i dybden med et emne. Hund & Trænings undervisere har et bredt og alsidigt erfaringsgrundlag, hvilket betyder, at vi kan tilbyde kurser indenfor en lang række emner. Vi holder hvert år en lang række weekendkurser, og vi kan tilpasse indholdet i kurset, så det passer præcis til de ønsker, som din klub eller forening har.

Vi tilbyder bl.a. følgende kurser

 

Empowermenttræning

Empowermenttræning øger hundens vedholdenhed, giver øget selvtillid og er en integreret del af vores træningssystematik. Hunde, der har lært at tage initiativ, har lært, at det er trygt og sikkert at prøve sig frem. De bliver mere vedholdende og kreative i træningssituationen og generelt bedre i stand til at håndtere udfordringer og modgang. På vores kurser og uddannelser ser vi ofte de deltagende hunde blomstre og blive mere glade, motiverede og fokuserede i samarbejdet. Det sker blandt andet, fordi de får en forståelse af, at det er sikkert at eksperimentere, og at de selv har indflydelse på træningsprocessen. Derudover får disse hunde generelt mere selvtillid og har lettere ved at klare situationer, hvor de før har vist tegn på usikkerhed. Hunden bliver bedre i stand til at løse opgaver. Det gælder både de træningsmæssige opgaver og andre udfordringer, den møder i sin hverdag.

 

Lydighedstræning

Vi kan tilbyde kurser på alle niveauer af lydighedstræning, lige fra begynder og hverdagslydighed til eliten. Vores populære aftenforedrag ”Sådan får du succes” kan vi også tilbyde som et dags- eller weekendkursus. Her sætter vi fokus på de færdigheder, der gør, at din træning bliver en succes uanset dit ambitionsniveau.

 

Konkurrencetræning

Er I en forening, klub eller gruppe, der stiler efter at konkurrere i DKK eller DcH’s lydighedsprogrammer, kan vi tilbyde kurser, hvor vi har fokus på dels træningen og tilrettelæggelsen af de enkelte konkurrenceøvelser, dels den mentale forberedelse for føreren. Hvordan vi har det, når vi træder ind over båndet, har stor betydning for hundens præstation, og derfor er konkurrence- og mentaltræning et must, hvis du har ambitioner om at vinde.

 

Klikkertræning

Vi kan tilbyde en grundig introduktion til klikkertræning, hvor I vil blive præsenteret for den teori, der ligger til grund for træningen, og derefter selv kan afprøve klikkertræningen i praksis. For jer der er kommet over de indledende stadier, kan vi tilbyde mere avancerede kurser i klikkertræning, hvor vi f.eks. kan gå i dybden med kriteriesætning, sammenkædning af delmomenter, automatisering eller vedligehold af øvelser.

 

Stress 

Vil I gerne vide noget mere om, hvordan og hvorfor stress opstår, eller hvad man kan gøre ved det, kan vi tilbyde kurser, der sætter fokus på lige netop det. For meget stress kan skade vores hunde og ødelægge træningen. På den anden side yder vores hunde bedst, hvis de er tændte. Vi kan sætte fokus på, hvordan man får en tændt hund, uden at den er stresset.

 

Adfærd

Vi kan tilbyde kurser baseret på den seneste viden omkring hundes adfærd. Det kan være hundens normaladfærd, sprog eller adfærdsproblemer. Vi sætter fokus på forskellen mellem træningsrelaterede problemer og adfærdsproblemer, og vi ser på, hvilke muligheder man som hundeejer har for at løse dem. Adfærdsproblemer kan ofte afhjælpes, men fokus skal være på varige løsninger i stedet for quick fixes.

 

Indlæring hos hunde

Har I lyst til at vide mere om, hvordan hunde lærer, kan vi tilbyde et kursus om, hvordan læring foregår i hjernen. Tag med ind i hundens hjerne og få f.eks. forklaringerne på, hvorfor det at belønne hunden er så effektivt, eller hvorfor det er en fordel at træne i korte sessioner.

 

Diskriminationskursus

Har du lyst til at udfordre dig selv og din hund og bl.a. arbejde med at bruge din hunds gode lugtesans til en ny og sjov type opgaver? Så er et diskriminationskursus måske noget for jer. Kurset gennemgår de grundlæggende principper for at lære hunden diskriminationsøvelser, og i løbet af kurset arbejder vi med forskellige former for diskriminationstræning.

 

Vi tilbyder også at efteruddanne instruktører – f.eks. undervisning i klikkertræning, stresshåndtering, problemløsningeller andre emner, I måtte være interesserede i.

Kurserne kan tilrettelægges, så de passer til lige netop jer, og undervisningen kan både være med og uden praktisk træning med deltagernes hunde.

Prisen for en weekenddag med Christina Ingerslev, Karen Strandbygaard Ulrich eller Karen Frost Knudsen er 8.500 kr. og for en hel weekend 16.000 kr. Plus kørsel til 4 kr. pr. km.

Kontakt os for at høre mere om mulighederne.