Smid lederskabet ud!
Her på Hund & træning støder vi ofte på misforståelser og forældede opfattelser af begreberne dominans og lederskab, hundens oprindelse og flokliv. Der er sket rigtig meget rent forskningsmæssigt i forhold til forståelse af hundens sociale relationer, siden vi i Hund & Træning for første gang beskrev dette emne og det er et forskningsområde, der er i rivende udvikling. Her er hovedpointerne i hvad vi i dag ved om hundens sociale relationer.
Af Christina Ingerslev
Hundens oprindelse
Den nyeste forskning tyder på, at hundens domesticeringsproces ikke er blevet påbegyndt ved at fortidige mennesker har adopteret nogle ulveunger. Der er efter al sandsynlighed sket det, at hundens forfader ulven fandt en ny fødeniche, nemlig affald fra menneskers bopladser og først langt senere i udviklingen er begyndt at bo sammen med mennesker, som en del af en gruppe bestående af hunde og mennesker. Ulven er i udgangspunktet et frygtsomt væsen og socialisering på mennesker er kun mulig, hvis ulveunger lever sammen med mennesker fra to – fire dage efter fødslen. Ulve er ikke på samme måde som hunde i stand til dobbeltsocialisering og kun ulve, der i hvalpealderen lever isoleret fra andre ulve, bliver omgængelige overfor mennesker. Hunde og ulve er således genetisk forskellige på dette punkt, idet hunden gennem domesticeringsprocessen er blevet selekteret i forhold til, hvor tam og omgængelig den er overfor mennesker. De oprindelige ulve, der var mindst frygtsomme, har levet tættest på mennesker og deres afkom er blevet lidt mindre frygtsomme osv. Den naturlige selektion i hundens domestice-ringsproces har distanceret hundens medfødte arveanlæg fra ulvens.
Det har blandt forskere været kutyme at betragte domesticerede dyr som hunde, grise, køer mm som udvandede former af deres oprindelige forfædre. Det er der i disse år imidlertid ved at blive lavet om på. Hunden opfattes nu som et selvstændigt forskningsobjekt og ikke som en udvandet form for ulv. Hunden er tæt beslægtet med ulven, men den er ikke en ulv. Hunden har stadig mange adfærdstræk tilfælles med ulven og mange elementer af ulvens adfærd optræder hos hunden i en mindre intens version. Hunden er stadig et socialt rovdyr, men den bliver ikke selekteret på sin evne til at skaffe sig føde som storvildtsjæger, sådan som vildtlevende ulve gør. Hunden er en højtudviklet og specialiseret art, der er tilpasset den fødeniche, den lever i, nemlig livet sammen med mennesker som direkte eller indirekte kilde til føde. Hunden er derfor i højere grad blevet selekteret på sin evne til at omgås med og kommunikere med mennesker end på sin evne til selvstændigt at kunne jage sin føde. Dette understøttes af studier af vildtlevende hunde og forvildede tamhunde. Faktisk bliver der blandt forskere af vildtlevende hunde sat spørgsmålstegn ved, om hunden overhovedet er et flokdyr. Forvildede tamhunde danner ikke faste flokke ligesom ulve, de har ikke faste partnere som ulve, de kan ikke opfostre deres afkom og de går ikke på jagt ligesom ulve.
Konklusion:
Hunde og ulve er to forskellige arter, der har fællestræk, men også så mange forskelligheder i sprog og adfærd, at man ikke direkte kan sammen-ligne deres adfærd og derfor heller ikke kan drage konklusioner om hundeadfærd baseret på ideer om ulveadfærd!
Hvad er en flok?
En flok er en afgrænset enhed i forhold til andre grupper, som er karakteriseret ved stærke relationer. En flok baserer sig på samarbejde, der gavner alle i flokken. Byttedyr kan bedre beskytte sig i en flok og kan advare hinanden om farer. Rovdyr, som f.eks. ulven, kan jage større byttedyr, hvis de lever i flok. I en flok, der består af ulve, er flokaktiviteter f.eks. territorialforsvar, fødesøgning, bofællesskab, familiedannelse og opfostring af afkom. I en ulveflok, der lever frit, er der et alfapar, som i de fleste tilfælde er forældre til flokkens øvrige medlemmer, der er afkom fra et eller flere tidligere kuld.
En flok består altså af individer af samme art, som man bor sammen med, finder mad sammen med og har sex sammen med! Ulve, der lever i fangenskab og som er blevet socialiseret på mennesker, inddrager ikke mennesker i deres rangordning. Mennesker, der har kontakt til ulve, bliver altså ikke opfattet som ”alfaulve” af de andre ulve. Den altoverskyggende grund er selvfølgelig, at vi er ikke samme art! Hunde, ulve og mennesker er tre forskellige arter og danner ikke flokke med hinanden i den biologiske forståelse af ordet. Hunde og mennesker kan leve i fællesskab under samme tag og være afhængige af hinanden på forskellige måder, men hunde og for den sags skyld også ulve, er ikke så dumme, at de tager fejl af mennesker og en af deres egne artsfæller. Både hunde og ulve har et meget forfinet sprog, og uanset hvor meget vi anstrenger os, så kan vi ikke se ud som et hundedyr eller opføre os som sådan.
Konklusion:
Hunde og mennesker lever ikke sammen i en flok, der på nogen måde kan sammenlignes med en ulveflok!
Forklaringsmodeller
Når man skal forklare hundens adfærd i en given situation, sker det ud fra en grundlæggende model og forståelse af hvad hunde ER. Forskeren har en ofte kompliceret forklaringsmodel for hundens adfærd, der f.eks. afhænger af vedkommendes fagområde. Hvis man er biolog, er det selvfølgelig en biologisk forklaringsmodel vedkommende beskæftiger sig med, og ligesådan hvis vedkommende er læringsteoretiker. Forskellige forklaringsmodeller belyser forskellige aspekter af hundens adfærd og kommer med løsningsforlag, der ligger indenfor rammerne af den givne forklaringsmodel. Forskellige forklaringsmodeller vil se på motivationen for hundens handlinger i et helt forskelligt lys og komme med forskellige forklaringer og dermed forskellige måder at løse eventuelle problemer på.
Det er bl.a. derfor, det er utroligt vigtigt at være opmærksom på og kende til så mange forskellige forklaringsmodeller som muligt og at se adfærd som et resultat af et kompliceret samspil mellem genetiske rammer og tillærte færdigheder. Adfærd kan aldrig kun anskues ud fra enten en biologisk eller læringsmæssig vinkel.
Nogle af de forklaringsmodeller, der bruges i hundeverden, har rod i videnskabelig forskning på områder som biologi, der bl.a. beskæftiger sig med hundens medfødte adfærdsmønstre og psykologi, der ser på, hvordan hunden lærer. Andre forklaringsmodeller bygger på ammestuesnak, løse formodninger og overleveringer gennem generationer om, at ”sådan gør man” – eller ”sådan er hunde”. Hver gang nogen siger sådan til mig, får jeg straks lyst til at stille spørgsmålet? Hvordan ved du det – hvem siger sådan? – hvorfra stammer denne viden? Kan det ikke være anderledes? Jeg får også lyst til at stille spørgsmål som: Er det noget, du ved? Noget du har hørt andre sige? Noget du tror forholder sig sådan? Hvor stammer oplysningerne fra?
Desværre er disse forklaringsmodeller også udbredt til TV sådan som f.eks. Cesar Millans hundehviskerprogrammer, der for mig at se bygger på totalt forældede og helt uunderbyggede antagelser om, hvordan hunde fungerer. Det værste er, at metoderne er direkte skadelige for de involverede mennesker og hunde og for andre, der kopierer dem. Lederskab er en af de forklaringsmodeller, der er uhyre populær og helt utrolig vanskelig at komme til livs, men desværre helt uden bund i virkeligheden.
Lederskab
Lederskab er et begreb, der har fået så mange forskellige betydninger, at det i dag i bedste fald er fuldstændig værdiløst, da der er så mange forskellige tolkninger af, hvad det betyder og indebærer, at ingen faktisk helt ved, hvad man egentlig taler om. I værste fald bliver lederskab brugt som referenceramme for alt, der har med hundetræning og adfærd at gøre, og er grunden til, at hunde udsættes for en hårdhændet behandling, der ikke kan kaldes andet end mishandling.
Hvis man kigger rundt omkring i den populære litteratur og på forskellige hjemmesider, kan man få en ide om nogle af de tolkninger af begrebet lederskab, der eksisterer. Det kan egentlig koges ned til, at lederen er den, der bestemmer og hvis det ikke er tilfældet, så er man en dårlig leder. Oh skræk og ve, hvis hunden f.eks. går først ud af døren (jeg ved ikke hvilke døre, ulve går først ud af i naturen…) det duer slet ikke, da lederen skal gå først. Der er en varierende række af regler, såkaldte lederskabsregler, som det med at gå først ud af døren, spise før hunden, ikke lade hunden ligge i sengen, flytte hunden hvis den ligger i en døråbning mm. Man kan bl.a. finde disse regler og forskellige lederskabsøvelser, der kan rette op på lederskabet i Jan Fennells bøger. Oprindeligt blev disse regler formuleret af adfærdsbehandler John Rogerson. Reglerne var møntet på problemhunde og har ifølge Rogerson intet som helst med studier af ulve at gøre.
Tanken om, at der er et individ øverst i et hierarki, som naturligt er den, der bestemmer, kan spores tilbage til 1920, hvor en norsk sociolog fandt et lineært hierarki hos høns, den såkaldte hakkeorden. Denne forklaringsmodel blev overført til mange forskellige dyrearter, heriblandt ulve. Studier af ulve i fangenskab så ud til at passe meget godt på denne model. Ulve i fangenskab lever dog slet ikke som fritlevende ulve i familiegrupper. De har f.eks. ingen mulighed for at forlade flokken, sådan som ulveunger ofte gør, når de bliver ældre. En af de mest berømte moderne ulveforskere David Mech siger, at studier af ulve i fangenskab for at forstå deres sociale adfærd svarer til at studere menneskers adfærd i flygtningelejre eller fængsler. Det giver ikke nogen reel forståelse for deres naturlige adfærd. Samtidig ved vi også, at det forhold ulve har til hinanden ikke kan sammenlignes med det forhold hunde har til hinanden, deres levemiljøer og genetiske baggrund er for forskellige til, at man kan foretage direkte sammenligninger. Vi kan ikke sige, at fordi ulve gør sådan og sådan – så gør hunden det også. Endelig er det helt uden videnskabeligt/fagligt belæg at bruge studier af ulve i fangenskab til at udtale sig om, hvordan vi mennesker skal opføre os overfor vores hunde – det holder simpelthen ikke.
Man kan stille sig det spørgsmål, som også Jean Donaldson gjorde, da vi talte med hende i USA, hvorfor ideen om at vi skal være ledere for vores hunde så er populær – hvorfor har dette budskab spredt sig som en løbeild og hvorfor ved ethvert barn på fem år, at man skal være en leder for sin hund, ellers tager den magten, låser køleskabet og inddrager bilnøglerne?
Opgør med lederskabspopulismen
Jeg ved ikke, hvordan det er muligt at bryde igennem lederskabspopulismen og en gang for alle jage de forældede tanker på flugt. Denne artikel er mit eget bidrag i denne retning.
Lederskabstankegangen går ikke kun ud over de sagesløse hunde, der bliver skældt ud, rusket i og det der er værre. Det går også ud over de mennesker, der ejer hundene. Jeg har gennem 30 år med hunde og hundetræning set mange mennesker, der har fået at vide, at de har et dårligt lederskab og som ikke har anet, hvad i alverden de skulle stille op for at rette op på det. Det er et kedeligt stempel at få sat på sig, samtidig med at de pågældende ofte ikke har fået nogle konkrete redskaber til at løse deres træningsproblemer med hunden. Skønt er det at se, hvor glade de mennesker, der har fået ørene tudet fulde med, at de er dårlige ledere, bliver, når de får redskaber til at løse deres problemer med hunden, samtidig med at de ikke selv behøver at ofre begrebet lederskab én tanke mere i resten af deres liv. For mig er personer, der fortæller andre, at de er dårlige ledere, dårlige instruktører, der ikke har sat sig ind i principperne i moderne hundetræning.
Konklusion:
Det er fuldt ud muligt at træne hunde uden overhovedet at tænke den mindste smule på lederskab. Lederskab er et begreb helt uden værdi, der ikke har nogen plads i moderne hundetræning. Det er tilstrækkeligt at vide noget om hundes adfærd og om hvordan hunde lærer for at kunne træne sin hund til alt, hvad man ønsker!
Myten om lederskab
Der kan være mange grunde til, at myten om lederskab er opstået og stadig er så populær:
• Vi lever i et samfund, der overordnet set anerkender, at straf er vejen frem, hvis man vil ændre nogens adfærd. Hvis man har gjort noget ”forkert”, er eftersidninger (jo det bruges stadig), fængsel, bøder, trusler mm. almindelige sanktioner. Det må være en af grundene til, at tanken om, at man kan belønne sig frem til ønsket adfærd, at man faktisk ikke behøver at straffe for at få den ønskede adfærd frem, er så svær at sluge.
• Mennesket er selv et flokdyr og vant til, at der er nogen, der bestemmer over andre, især i vores arbejdsliv og i forhold til vores handlinger overfor andre mennesker. Man kan være gruppeleder, virksomhedsleder, afdelingsleder, skoleleder, statsleder osv. Hvem er i øvrigt lederen i jeres flok/familie?
• Det er en enkel og letforståelig forklaringsmodel, den er let at videreformidle i få sætninger: Du skal bestemme over din hund, ellers tager den magten fra dig! Ups – det vil man jo ikke risikere.
• Nogle mennesker mener stadig ikke, at dyr har følelser. De har derimod godt af at kende deres plads, det tager de ikke skade af.
• Enkle forklaringsmodeller som lederskab og hvad man skal gøre for at opretholde det fritager træneren især, men også hundeejeren, fra at sætte sig ind i hundeadfærd, i hvordan hunde lærer og i indviklede forhold omkring delmål, opdeling af øvelser og kriteriesætning.