Mål og forudsætninger
Adfærdsrådgivning er et stort og kompliceret fagområde. Det kræver både stor teoretisk viden om en lang række hundefaglige emner og solide praktiske kompetencer i forhold til træning af hunde og formidling ved vejledning af klienter. Hund & Trænings adfærdsrådgiveruddannelse har et højt fagligt niveau i såvel teori som praksis og baserer sig på videnskabelige grundprincipper og opdateret viden/forskning på alle fagområder.
Det er vores målsætning med afsæt i et højt fagligt niveau og systematiske og videnskabelige arbejdsmetoder at give vores kursister den bedste mulighed for at tilegne sig relevante og nødvendige færdigheder. Det omfatter viden og overblik over de relevante fagområder og redskaber til at analysere og udrede problematisk hundeadfærd samt videreformidle løsningsforlag til klienter med problemhunde. På den måde kan kursisterne efter endt uddannelse på kvalificeret og sober vis virke i praksis som adfærdsrådgivere for ejere af familiehunde med en lang række forskellige adfærdsproblemer.
Forudsætningen for at blive optaget på adfærdsrådgiveruddannelsen er, at du har en instruktøruddannelse af omfang og varighed svarende til Hund & Trænings instruktøruddannelse samt praktisk undervisningserfaring. Det vil sige, at der kræves et solidt grundlæggende kendskab til læringsteori, hundeadfærd, praktisk træning og formidling. Derudover skal du være interesseret i at arbejde i dybden med både teori og praksis, kunne formulere dig skriftligt og kunne læse engelsk, da de fleste af de lærebøger, vi anvender, er på skrevet på engelsk.
Der er en del praktisk træning med hund på adfærdsrådgiveruddannelsen, og du skal derfor have en hund til rådighed til praktisk træning på en del af kursusdagene. Der er også flere praktiske afleveringsopgaver, hvor du har brug for at have en hund at træne for at kunne løse opgaven. Hunden behøver ikke at være din egen, bare du har adgang til at have den med til træning på de relevante kursusdage og til rådighed til træning i forbindelse med de praktiske afleveringsopgaver.