Jeg har haft mange hvalpe i årenes løb. Som regel er tilvænningen til at køre bil gået glat, og det eneste der har været brug for til at få ro på en pibende hvalp var nogle korte køreture og selskab af en voksen hund i et bur i bilen. Med min nye hvalp, Joey, har det imidlertid været anderledes. Jeg har været så privilegeret, at jeg bor ganske tæt på Joeys opdrætter. Derfor fik jeg i den sidste uge lov til at have ham på nogle små hjemmebesøg før den endelige flytning. Det har givet en super mulighed for at vænne ham til mit hjem og mine tre beagler, hvilket alt sammen er gået helt fantastisk. Men køreturene var Joey ikke glad for. De allerførste køreture var meget korte, fra opdrætter og hjem til mig og retur igen et par timer senere. Her hylede Joey højlydt, men pga. den korte afstand var det hurtigt overstået, og jeg tænkte ikke på det tidspunkt over, at det skulle blive et problem. Opdrætteren har haft hvalpene ude at køre flere gange uden specielt meget hyleri. Kort tid efter jeg havde fået Joey hjem, skulle jeg på flere længere køreture i forbindelse med noget undervisning. Her opdagede jeg omfanget af Joeys ubehag ved at køre bil. Han hylede og skreg næsten uophørligt, selvom hver tur tog over en time. De fleste hvalpe hyler kortvarigt og falder så til ro. Sådan gik det desværre ikke med Joey. Jeg prøvede flere løsningsmodeller; i bur bag i bilen med meget begrænset udsyn og en voksen hund i buret ved siden af, i bur på forsædet ved siden af mig med buret delvist tildækket (kunne ikke dække det helt til, da det så blokerede mit udsyn til sidespejlet). Jeg fravalgte at sætte ham i bur med en voksen hund på dette tidspunkt, da mine egne hunde endnu ikke havde vænnet sig helt til ham og kunne blive stressede af at være spærret inde i et bur med en hylende hundehvalp. Buret blev sprayet med Adaptil hver gang, Joey fik Bachs Rescue Remedy, ingefær og et par gange et Lifewave Aeon (antistress) plaster på halsbåndet. Alle disse tiltag hjalp kun marginalt på selve kørslen, og Joey var fortsat meget stresset, hver gang vi kørte i bilen. Han hverken savlede eller kastede op på noget tidspunkt, men han hylede og skreg og hyperventilerede, hver gang bilen var i bevægelse. Jeg havde hurtigt vænnet ham til at sove i bur om natten´, og i disse situationer var han helt tryg og veltilpas, så det var ikke det at være i bur, der var problemet. Hjemme igen efter endt undervisning var jeg ikke i tvivl om, at der skulle gøres noget for at afhjælpe Joeys ubehag ved at køre bil. Vi kender alle til tanken om trinvis tilvænning til at køre bil for køresyge hundehvalpe, men jeg havde en følelse af, at det ikke var den løsning, der skulle til. Jeg prøvede på dette tidspunkt at køre nogle små korte ture, hvor Joey sad i bur sammen med min søde gamle Socks. Det gik lidt bedre, men det var stadig ikke godt. Jeg besluttede at få Joey tjekket af en veterinær kiropraktor, da hunde med køresyge kan have en låsning i de øverste hvirvler i halsen, som bl.a. kan opstå, hvis hvalpen er blevet trykket under fødslen. Ni uger gammel blev Joey tjekket af dyrlæge og kiropraktor Thomas Ingvorsen fra Højelse Smådyrsklinik. Behandlingen var stille og rolig, og Joey var helt veltilpas, mens det stod på. Thomas fandt en låsning i nakken på Joey og fik rettet den. Turen hjem foregik uden et eneste pip fra kassen bag i bilen, hvor Joey lå sammen med Socks. Jeg tror, at han sov hele vejen hjem. Det er knapt tre uger siden, at Joey fik kiropraktorbehandling, og han kører nu bil helt uden problemer. Han sidder fortsat i bur sammen med en voksen hund på de fleste ture, men vi har også været på nogle små udflugter, hvor jeg har haft ham med alene. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg fortsat skulle bruge Adaptil og Bachs Rescue Remedy i bilen, men det har ikke været nødvendigt. Joey er tryg og veltilpas i bilen og giver kun lyd, hvis han trænger til at komme ud for at tisse på en længere tur. Denne lille historie er en god reminder om, at det er vigtigt altid at tjekke, om der er en (medvirkende) fysisk årsag, når der er problemer med hundens adfærd.
Rallylydighed er en ret ny hundesport i Danmark – og en hundesport i hurtig fremgang. De første tre prøver blev holdt i Danmark i 2006, og i år forventes der afholdt ikke mindre end cirka 100 prøver. Rally er en sport, hvor der lægges mere vægt på det glade samarbejde mellem hund og fører end på snorlige præcision i udførelsen af øvelserne. Det betyder, at ejere af rigtig mange racer har fornøjelse af at træne rally med deres hunde, også racer der ikke traditionelt forbindes med lydighedstræning. Mange hundeskoler fortæller om stor interesse for rallytræning blandt deres kursister.
Rallylydighed er helt klart en af tidens store hundesportsgrene. Hos Hund & Træning tilbyder vi en rallyinstruktøruddannelse for dig, der brænder for rally, og som har lyst til at undervise andre i denne sjove aktivitet. Uddannelsen tager ¾ år og er fordelt over ti kursusdage. I kursusforløbet giver vi dig mulighed for at få en unik kombination af teori og praksis, så du efter forløbet vil være godt klædt på til at udvikle din egen træning og til at undervise andre. Vi er af den overbevisning, at man har lettere ved at formidle til andre, hvis man selv har arbejdet med den praktiske træning af de øvelser, man underviser i, og vi lægger derfor stor vægt på, at vores kursister kommer til at arbejde med de praktiske rallyøvelser med egen hund. Samtidig arbejder vi på uddannelsen med de teoretiske strategier for indlæring, kendskab til rallyskiltene, regler for øvelsernes udførelse, formidling til kursister, planlægning af holdforløb, planlægning og opsætning af baner og konkurrenceforberedelse.
I slutningen af 2013 kom der en række ændringer fra DKK’s side, hvor der blev tilføjet en række nye øvelser til de fire rallyklasser og flere kendte øvelser blev flyttet ned i klasserne, så der er kommet en mere sammenhængende rød tråd igennem klasserne og nye udfordringer i træningen. Alle disse ændringer har vi naturligvis inkorporeret i vores rallyinstruktøruddannelse, så du efter endt uddannelse vil være fuldt opdateret i forhold til rallysporten anno 2014.
Ved at kombinere teoretisk viden og en systematisk tilgang til undervisningen og holdplanlægningen med praktiske træningsfærdigheder giver vi dig det bedst mulige udgangspunkt for at kunne afholde rallykurser for dine egne kursister, så du kan hjælpe endnu flere hundeejere i gang med en træningsaktivitet, der kan være til glæde for både familiehunden og den aktive hundeejer med interesse for konkurrencer.
Vores undervisere har stor teoretisk viden om læringsteori, mangeårig praktisk erfaring med træning og konkurrencedeltagelse med egne hunde og med undervisning og formidling – både på hold og på en række uddannelsesforløb for hundeprofessionelle.
Du kan læse mere om rallyinstruktøruddannelsen og Hund & Trænings andre kurser og udannelsesforløb på www.hundogtraening.dk.
Vi kender alle tv-programmer, der viser hurtige løsninger af adfærdsproblemer hos hunde. Denne type programmer gør desværre ofte mere ondt end godt, da de giver det indtryk, at uønsket adfærd kan ændres med et snuptag.
Realiteten er imidlertid en anden. Der findes ingen ”quick fixes”, når vi skal ændre uønsket adfærd. Det gælder i øvrigt både hos hunde og mennesker. Uønsket adfærd hos vores firbenede venner har ofte stået på i lang tid og har dermed en lang erfaringshistorie, før adfærden bliver så generende, at ejeren beslutter sig for at gøre noget ved det. I en del tilfælde bunder uønskede adfærdsmønstre i frygt hos hunden og er hverken udtryk for modvilje eller en grundlæggende aggressiv karakter hos hunden. Alligevel møder adfærdsbehandlere ofte en forventning om, at nogle få og simple tiltag kan fikse problemet og ændre hundens adfærd, så den hurtigt og let bliver en veltilpasset firbenet mønsterborger. Det engelske udtryk ”old habits die hard” udtrykker rigtig godt det faktum, at det tager tid at ændre indgroede vaner. Hvis hunden har udvist en uønsket adfærd over længere tid, vil det også tage tid at ændre adfærdsmønstret og i stedet indlære en ny adfærd i situationen. Et andet klassisk træk ved de foromtalte tv-programmer er, at de lægger op til, at uønsket adfærd kan ændres ved at konfrontere hunden i de mest stressede situationer, hvor den udviser problemadfærden med meget høj intensitet. Et karakteristisk spørgsmål fra ejeren af problemhunden er også, ”hvad skal jeg gøre, når Fido er oppe i det røde felt”? Et helt simpelt svar på dette spørgsmål er, at Fido ikke skal sættes i disse situationer. Det er ikke muligt at ændre på adfærd, når kroppen er i alarmberedskab. Når hunden er meget ophidset eller bange, er den simpelthen ikke modtagelig for konstruktiv indlæring, der kan ændre de allerede etablerede adfærdsmønstre. I stedet skal træningen tilrettelægges som en systematisk og trinvis progression hen mod det ønskede mål med anvendelse af videnskabeligt funderede træningsstrategier. Det der gør det svært er, at det tager tid og dermed at det kræver tålmodighed og vedholdenhed fra hundeejerens side. Seriøse adfærdsrådgivere ved, at der ikke findes quick fixes og formidler også denne holdning til deres klienter. De ved også, at problemadfærd ikke løses med et par hurtige råd, evt. over telefonen eller via mail. I stedet er budskabet, at uønsket adfærd kan ændres med en solid og vedholdende indsats fra ejerens side og med brug af sobre belønningsbaserede og videnskabeligt funderede træningsstrategier. Forklaringsmodeller baseret på forældede teorier om ulveadfærd og lederskab er ubrugelige og er i mange tilfælde skadelige for forholdet mellem ejer og hund, da de bygger på en tanke om, at hunden skal undertrykkes for ikke at have succes med at tilrane sig for meget magt i forholdet.
I mine efterhånden mange år i ”hundegamet” er jeg mange gange stødt på engagerede mennesker, der gerne vil arbejde med hunde med problemadfærd. I en del tilfælde mangler der dog en forståelse af, at adfærdsmodifikation er et kompliceret fagområde, der kræver både grundig uddannelse og erfaring med træning og formidling, før man er klædt på til at rådgive andre. Udgangspunktet for at uddanne sig til adfærdsrådgiver er viden om træning, adfærd og formidling. Det er kvalifikationer, man typisk tilegner sig med en god instruktøruddannelse og erfaring med undervisning af almindelige hundeejere og deres hunde. Fundamentet for at blive adfærdsrådgiver er derfor en grundig instruktøruddannelse, der lægger vægt på både læringsteori, træningsstrategier, praktiske træningsfærdigheder, adfærd, racekendskab og formidling til kursister. Oven på dette fundament bygges en langt mere omfattende og detaljeret viden om de læringsteoretiske procedurer, om normaladfærd og problemadfærd, analyse af problemadfærd, udarbejdelse af behandlingsplaner og formidling af træningsstrategier til klienter. En sådan uddannelse fordrer et langvarigt uddannelsesforløb, hvor der lægges vægt på både teori og praksis og hvor man undervejs har adgang til vejledning fra erfarne og kyndige undervisere. Hos Hund & Træning har vi en række uddannelsesforløb, som er målrettet mod forskellige grupper af hundeentusiaster og som giver hver deres kompetencer efter gennemført forløb. Motivation og Samarbejde er et basisforløb, der giver en grundig indføring i klikkertræningens principper og den systematik, vi arbejder med hos Hund & Træning. Instruktøruddannelsen er et forløb på 1½ år, der giver en grundig indføring i både læringsteori, træningsstrategier i teori og praksis og som klæder kursisterne på til både at udføre deres egen træning på præcis og systematisk vis og til at formidle sobre principper for indlæring til deres egne kursister. Klikkerinstruktøruddannelsen er et forløb på ¾ år, der giver mulighed for at lære klikkertræningens principper at kende for instruktører, der er uddannet i andre regi og som gerne vil lære klikkertræningen at kende, så de kan formidle til egne kursister. Rallyinstruktøruddannelsen er en overbygningsuddannelse på ¾ år for kursister, der allerede har en instruktøruddannelse og som har speciel interesse i rallylydighed. Som toppen på kransekagen er adfærdsrådgiveruddannelsen, der er et 2-årigt forløb for kursister med en grundig instruktøruddannelse og erfaring i undervisning og formidling. Her lægges der vægt på at komme i dybden med alle de emner og færdigheder, der er nødvendige for at kunne varetage den alvorlige og krævende opgave, det er at hjælpe hundeejere og deres problemhunde. Du kan læse mere om de forskellige forløb på Hund & Trænings hjemmeside: https://www.hundogtraening.dk/.
Hvis du brænder for at vide mere om hunde, adfærd og træning, har du hos Hund & Træning mulighed for at melde dig til din drømmeuddannelse inden for faget ”hund”. Alle vores uddannelser går i dybden i både teori og praksis og er varetaget af veluddannede og erfarne undervisere med en meget bred teoretisk og praktisk erfaring. Hos os er der ingen quick fixes.
Jeg har haft hunde i rigtig mange år og har i årenes løb haft temmelig mange hunde. Jeg har derfor i sagens natur oplevet at have hunde i alle aldre. Det omfatter glæden ved den nye hvalp, det spændende i at følge en ung hunds udvikling, de mange år med en hund, der er i sin bedste alder og selvfølgelig også det at se hunden blive gammel og at skulle tage afsked med den, når tiden kommer.
Mit hundehold omfatter i dag tre dejlige beagler – alle tre lidt oppe i årene, men alligevel meget forskellige steder i livet. De ”to små”, Ginger og Lupus, er hhv. otte og ni år gamle og er stadig absolut i deres bedste alder: livlige, aktive og træningsparate. Gammelsmølfen, Socks eller Sokkemor, som mange kalder hende, er hastigt på vej mod de 14½ og er blevet en gammel hund med alt det, der følger med den fase i livet. Alting går lidt langsommere, hørelsen er ikke, hvad den har været, og kræfterne og energien er også mindre end tidligere. Alligevel er der stadig masser af livskvalitet og gode ting at glæde sig over. Socks er stadig jublende glad, når jeg træner med hende og nyder at komme med i skoven og på stranden. Hun tager også ind imellem en bissetur som en forårskåd kvie, hvor hun ræser rundt i haven eller huset – ofte med et stykke legetøj i munden.
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke snart skal have en ny træningshund. Det har absolut ofte kriblet i fingrene efter at få en ny hvalp at arbejde med, og den dag kommer også på et tidspunkt. Men det må vente, til tiden er rigtig. Jeg vil ikke have mere end tre hunde, simpelthen fordi det er min smertegrænse for, hvad jeg synes, jeg kan overkomme at tage mig af i hverdagen mht. opfyldelse af deres fysiske, sociale og mentale behov.
Når jeg ”bliver prikket til” og fristet af tanken om det spændende og lækre ved at få en ny lille træningshund, tænker jeg, at det er vigtigt at huske at nyde vores gamle hunde. En gammel hund er en sjæleven, man har delt en masse oplevelser med i en lang årrække. Hund og menneske kender hinanden ud og ind, og de daglige rutiner er lette og selvfølgelige, netop fordi man kender hinanden så godt. Det man har sammen er noget andet, end det var tidligere, men det har stadig høj værdi. Det er ikke længere de store fysiske udfoldelser eller den målrettede konkurrencetræning, der udgør samværet. I stedet er det en hyggelig gåtur sammen – bare os to – hvor tingene går i den gamle hunds tempo, en hyggestund i sofaen om aftenen, en lille træningssession med kendte øvelser og tricks eller bare den specielle og tætte kontakt, der opstår som følge af et helt liv sammen.
Husk at nyde jeres dejlige hunde – unge og gamle – vi har dem kun til låns.
We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?
Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.
When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.
We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.
When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…
We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.
Vinteren er ikke den mest aktive årstid i mit eget hundeliv. Det kolde og mørke vintervejr indbyder ikke til udendørs træning, så det bliver mest til nogle lange ture i skoven og på stranden og noget indendørs træning. Heldigvis byder vinteren på helt andre former for hundeaktivitet, som netop har sit peak om vinteren – kørsel med slædehunde J. I modsætning til mine korthårede hunde, så trives slædehundene bedst i koldt vejr og igen i år har jeg og Karen Frost været på udflugt til Als, hvor vi havde en ’date’ med en flok skønne slædehunde og nogle gode venner.
Trods flere uger med arktiske temperaturer og en del sne, kom tøvejret lige før vores udflugt og desværre var en del af sneen smeltet igen. Det betød kørsel med vogn i stedet for slæde – men det er heller ikke så tosset!! Landskabet var stadig vinterligt og vi fik nogle skønne ture med hundene. Slædekørsel (eller vognkørsel) er altid en fantastisk oplevelse og der er aldrig to ture, der er ens. Denne gang kørte vi af nogle små veje, gennem skoven og ned til vandet, hvor sundet var frosset til is næsten så langt øjet rakte.
Vi ankom mandag tidligt på eftermiddagen og efter en omgang frokost var vi bare så klar til at komme ud med hundene J. De blev behørigt ’klædt på’ med seler og ’futter’, der beskytter poterne mod saltet på vejene. Hundene blev spændt for og så skulle vi af sted. Vi fik efter tur alle en tur på vognen med hundene, mens resten af selskabet fulgte efter i følgebil. Humøret var højt, mens vi fløj derudaf og nød hundene, det gode selskab og landskabet.
På andendagen fik vi mulighed for at køre selv, hvis vi havde mod på det. Karen Frost var frisk på selv at køre med vognen med to hunde foran. Efter lidt øvelse i at styre og bremse vognen uden hunde og grundige instrukser, blev Karen sluppet løs og klarede turen i bedste proffe musherstil.
Da jeg havde tyvstartet lidt med et decemberbesøg, hvor jeg kørte kickbike trukket af en hund, valgte jeg også at køre kickbike denne gang. En kickbike ligner en krydsning mellem en mountainbike og et løbehjul. Forhjul og forgaffel ligner en cykel og resten et løbehjul. Man står på et ben og sætter af med det andet, hvis hunden har brug for hjælp, når det går op ad bakke. Så spænder man en eller flere hunde foran og så går det bare derudaf. Det er en fantastisk følelse at suse af sted. Man skal koncentrere sig om at følge vejen (og køre udenom hullerne i vejen i skoven) og især i svingene skal man undgå, at hunden skærer hjørner, så man selv ender i rabatten. For resten skal man bare nyde det. Hold da op for en følelse – det er til at blive helt afhængig af!!
Ud over de herlige ture med hundene er der også tid til en masse hyggeligt samvær, hvor der bliver snakket hund til ud på de små timer. Sådan en tur er ren balsam for sjælen og en herlig lille pause fra hverdagens opgaver og rutiner. Jeg glæder mig allerede til næste år J.
Kort tid efter jeg havde fået Joey hjem, skulle jeg på flere længere køreture i forbindelse med noget undervisning. Her opdagede jeg omfanget af Joeys ubehag ved at køre bil. Han hylede og skreg næsten uophørligt, selvom hver tur tog over en time. De fleste hvalpe hyler kortvarigt og falder så til ro. Sådan gik det desværre ikke med Joey. Jeg prøvede flere løsningsmodeller; i bur bag i bilen med meget begrænset udsyn og en voksen hund i buret ved siden af, i bur på forsædet ved siden af mig med buret delvist tildækket (kunne ikke dække det helt til, da det så blokerede mit udsyn til sidespejlet). Jeg fravalgte at sætte ham i bur med en voksen hund på dette tidspunkt, da mine egne hunde endnu ikke havde vænnet sig helt til ham og kunne blive stressede af at være spærret inde i et bur med en hylende hundehvalp. Buret blev sprayet med Adaptil hver gang, Joey fik Bachs Rescue Remedy, ingefær og et par gange et Lifewave Aeon (antistress) plaster på halsbåndet. Alle disse tiltag hjalp kun marginalt på selve kørslen, og Joey var fortsat meget stresset, hver gang vi kørte i bilen. Han hverken savlede eller kastede op på noget tidspunkt, men han hylede og skreg og hyperventilerede, hver gang bilen var i bevægelse. Jeg havde hurtigt vænnet ham til at sove i bur om natten´, og i disse situationer var han helt tryg og veltilpas, så det var ikke det at være i bur, der var problemet. 
