beagle-æble

 

Hunde kan lære utroligt mange ting. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at lære mine hunde mange forskellige ting og har leget med mange typer af opgaver og øvelser, som lå udenfor de sportsgrene, hvor jeg har deltaget i konkurrencer. Både hundene og jeg hygger os med nye udfordringer og den variation, det giver i træningen.

En type opgave, som jeg synes er rigtig sjov, er diskriminationstræning. Her lærer hunden at skelne mellem sanseindtryk indenfor en bestemt kategori og at udvælge og udpege et bestemt sanseindtryk. Det kan være, at hunden skal bruge sin lugtesans til at finde og udpege en bestemt fært blandt flere andre. I en anden type opgave skal hunden ved hjælp af synet udpege en genstand blandt en række andre. I de senere år har jeg brugt diskriminationstræning som en hyggelig aktivitet med mine hunde og som en god variation til vores øvrige træning. Begge opgaver kan trænes inde og er derfor rigtig gode som vintertræning, hvor forholdene ofte ikke er til udendørs træning.

De to typer diskrimination indlæres på lidt forskellig vis, men der er også nogle fælles træk i indlæringsmetoderne. Ved færtdiskrimination arbejder jeg med en række glas, hvor de forskellige færtemner ligger i bunden, så hunden kan snuse ned i glasset uden at kunne tage færtemnerne i munden. Det giver en god måde at styre træningen på og hjælpe hunden til hurtigt at forstå ideen med opgaven. Hunden bliver først introduceret for glasset med det færtemne, som den på sigt skal udpege. Senere bliver der introduceret en række tomme glas og til sidst gradvist andre færtemner, som hunden skal lære at vælge fra. I takt med at hunden bliver dygtigere til at diskriminere og finde den rigtige fært, kan man udfordre den med flere og sværere typer af afledningsfært. Man vælger selv, hvilken fært hunden skal lære at udvælge. Hvis man vil bruge opgaven til noget bestemt, kan man vælge færtemne efter det. Jeg bruger kun opgaven som hyggetræning og mental stimulation og har derfor valgt en bestemt te som den fært, mine hunde skal udpege.

 

 

Det at bruge lugtesansen ligger lige til højrebenet for vores hunde. Det at bruge synet er en helt anden type opgave, hvor hunden skal forstå, at den skal se på de genstande, vi arbejder med og udvælge en bestemt ud fra dens udseende. Jeg bruger en targetadfærd som udgangspunkt for hundens markeringsadfærd ved synsdiskrimination. Det kan være enten snudetarget eller potetarget afhængigt af, hvad jeg synes er mest praktisk i situationen. Hunden lærer først at markere på den genstand, som den på sigt skal udvælge. Den kalder vi ”hot target”. Efterfølgende introduceres den for først en og senere flere andre genstande, som den skal fravælge, når der bliver præsenteret flere genstande på en gang. Træningen foregår trinvist, så det i første omgang er let for hunden at udpege hot target, når den får en valgmulighed. Gradvist øges sværhedsgraden, både mht. de enkelte genstandes placering i forhold til hinanden og antallet af genstande, hunden skal vælge imellem.

 

 

Begge typer af diskriminationstræning kan varieres og gøres sværere i takt med, at hunden bliver dygtigere. Her kan man selv bruge sin fantasi og finde på forskellige variationer. Det er rigtig sjove øvelser, der udfordrer hunden i forhold til at bruge forskellige sanser og at arbejde selvstændigt, når den skal udpege den korrekte fært/genstand. For træneren er det kriteriesætning og det at arbejde trinvist og med en meget høj succesrate, der er de væsentlige udfordringer i træningen. Det er min oplevelse, at både hunde og mennesker har stor fornøjelse af diskriminationstræningen.

Har du selv lyst til at prøve at arbejde med denne type træning, afholder Hund & Træning et diskriminationskursus i Gørlev i weekenden d. 11.-12. april, 2015.

Du kan læse mere om kurset her: http://dogtraining.dk/kurser/diskimination.html.