Parallelle virkeligheder

Jeg har lige læst en hundebog. Det er der i sig selv ikke noget sært i. Jeg læser mange bøger om hunde – både om adfærd, træning, hund-menneske relationen, hundes/dyrs følelser, hundes kognitive evner og meget mere. Det, der har fået mig til at reagere specielt på denne bog, er, at mens jeg læste bogen (som har mindre end ti år på bagen), følte jeg mig hensat til en parallel virkelighed i forhold til det univers, jeg er vant til at navigere i. Det var lidt ligesom at høre Donald Trump blive ved og ved med at tale om, at sejren i det amerikanske præsidentvalg var blevet stjålet fra ham pga. omfattende valgsvindel i lige præcis de stater, der blev afgørende for udfaldet af valget. Trump og hans tilhængere lod til at befinde sig i noget, der for mig føltes som en parallel virkelighed. Når jeg læser bøger/artikler eller ser videoklip af hundemennesker, der fortæller om deres tilgang til at få den perfekte familiehund, sidder jeg også indimellem med en følelse af, at der blandt mennesker med stor interesse for hundeadfærd og –træning eksisterer flere parallelle virkeligheder.

Jeg har været med i hundegamet i mange år og har fulgt med i den udvikling, der er sket i forhold til den gængse måde at leve med og træne vores hunde på. Det samme gælder for den underliggende fortolkningsmodel, der ligger til grund for den måde, vi forstår, forklarer og reagerer på vores hundes adfærd. Den almene opfattelse af hund-menneske relationen og den gængse fortolkning af hundens adfærd i socialt samvær med både hunde og mennesker har flyttet sig milevidt, siden jeg trådte mine barnesko i livet med og træningen af hunde.

Jeg voksede op med en forklaringsmodel, der handlede om, at hunden havde en iboende trang til at tilkæmpe sig magt og status i flokken (menneskefamilien), og at det var helt centralt for hundens ejer at lære hunden, at dens plads var nederst i hierarkiet. Denne forståelsesmodel af hundens adfærd førte til, at der var fokus på at korrigere uønsket adfærd og sætte hunden på plads, når den gjorde noget, der blev tolket som et tegn på, at den forsøgte at tilkæmpe sig en højere status i relationen til dens menneskefamilie.

Denne forklaringsmodel siger, at hunden stadig er en ulv, fordi hunde og ulve har et meget stort genfællesskab. Derfor skal man som hundens ejer påtage sig rollen som leder/alfa og anvise hunden dens plads nederst i hierarkiet via diverse teknikker, der menes at kopiere højtrangerende ulves adfærd overfor lavererangerende ulve i en flok. Der findes en række skoler, der stadig baserer deres tilgang til træning og et liv med hunde på denne forklaringsmodel. Præcis hvad teknikkerne til træning af hunden går ud på afhænger af, hvilken skole indenfor denne tankegang, man får sin vejledning fra. Stort set enhver uønsket adfærd fra hundens side forklares med, at den tror, at den er leder, og at løsningen skal findes ved, at ejer overtager lederskabet i relationen. Dette gælder uanset, om hunden udviser frygtsom adfærd i mødet med mennesker, om den er ked af at være alene hjemme, om den udviser tvangsadfærd som at jage skygger eller snappe efter fluer, der ikke er der, trækker på gåturen eller hopper op ad gæsterne, når de kommer på besøg.

 

Ulv eller hund?

I dag tænker vi hund-menneske relationen på en helt anden måde. I de kredse jeg færdes i, tænkes relationen mere som en omsorgsrelation, hvor ejer drager omsorg for hunden og vejleder den, så den får hjælp til at lære at navigere og fungere indenfor de rammer, vi har skabt for dens tilværelse. Vi tænker ikke længere hunden som en socialt opadstræbende størrelse, der for enhver pris vil tage magten, men snarere som et socialt væsen med en stor evne til at tilpasse sig til livet med mennesker – en evne der er udviklet igennem de 15.000+ år igennem domesticeringsprocessen fra det vilde ulveophav til den tamhund, vi lever med i dag.

Siden jeg trådte mine barnesko i hundeverdenen i 1970’erne, har studier af vilde ulves adfærd, adfærden hos ferale hunde (forvildede tamhunde) og tamhunde, sociale relationer mellem hunde og mennesker, udbredelse af viden om læring, forståelse af hundes (og andres dyrs) følelsesmæssige liv og kognitive evner og vigtigheden af empowerment i hundens liv ført til omfattende ændringer i den måde, vi opfatter vores hundes adfærd på. Det påvirker også den måde, vi tilrettelægger vores liv i hverdagen med vores hunde. I min verden er en hund ikke en ulv, og mennesker er ikke hunde. Hunden er en domesticeret art, der er godt tilpasset til et liv med mennesker. Hunde og mennesker tilhører to arter, der igennem tusinder af år har tilpasset sig til et liv, hvor begge parter har haft gensidig glæde og gavn af hinanden. Det betyder, at vi er i stand til at indgå sociale relationer og knytte tætte bånd.

Hyggestund eller en hund, der er ved at overtage magten i hjemmet?

Når vi lever socialt sammen med andre mennesker, vil vi altid udvikle en form for social orden, hvor der er et regelsæt, der angiver, hvordan den sociale interaktion foregår. Det gør vi også med vores hunde. Den gamle forklaringsmodel havde som kernepunkt, at ejer skulle bestemme over hunden med den begrundelse, at hunden ellers ville overtage magten i relationen. En mere moderne forklaringsmodel har den tanke, at vi som hundens ejere har et ansvar for at tage vare på hunden og på venlig og konstruktiv vis igennem belønningsbaseret træning lære hunden, hvordan spillereglerne er i livet sammen med os. Jeg anfægter ikke, at vi som hundeejere bestemmer over vores hunde. Jeg plejer at sige: ”Det handler ikke om, hvorvidt vi bestemmer over vores hunde, men om hvordan vi gør det.”

Samarbejde som kernen i den sociale relation

Den forklaringsmodel, der ligger til grund for den måde, vi vælger at leve med vores hunde på, vil i sidste ende diktere, hvordan vi tolker hundens adfærd i en given situation, og de handlemuligheder vi som ejere har ift. at ændre på forhold, vi ikke bryder os om. Ser vi hunden som en modstander, der skal holdes nede, eller som en ven og kammerat, som vi vejleder til at kunne tilpasse sig til et liv indenfor de rammer, som vi har afstukket for dens tilværelse.

Dominans, omsorg eller socialt fællesskab? Jeg har ondt, og hundene kommer og ligger tæt

Vi lever i en oplyst tidsalder, og når jeg igen og igen støder på den forældede forklaringsmodel blandt både hundeejere, trænere og adfærdsbehandlere, undrer jeg mig over, at der stadig findes de parallelle virkeligheder. Den forældede forklaringsmodel og de værdier, den promoverer, kan i mange tilfælde gøre mere skade end gavn. Modellen er funderet i studier af ulve i fangenskab, som ligger langt tilbage, og som siden har vist sig ikke at have ret meget til fælles med adfærden hos vildtlevende ulve, der lever i familiegrupper, hvor forældredyrene er naturlige ledere, ligesom forældre er det for deres børn. Moderne hundetræning og adfærdsbehandling er baseret på videnskabeligt funderede principper. I dag tænker vi hunden som et tænkende og følende væsen, som vi kan samarbejde med i et socialt fællesskab – ikke en ulv i hundepels, der vil tage magten fra os.

Karen S. Ulrich

 

Nej, den har ikke ondt

Der kan være mange grunde til, at vores hunde udviser adfærd, vi ikke bryder os om, eller at de ændrer adfærd. Hunden kan ændre adfærd både i træningen, i specifikke situationer i hverdagen, og helt generelt. Det kan handle om, at hunden ikke længere ”vil” udføre en øvelse, som den ellers har været glad for, eller at den udfører øvelsen mere upræcist. Det kan også handle om, at hunden begynder at ændre adfærd overfor andre hunde, den møder på gåture. Hvor hunden tidligere har været afslappet i mødet med andre hunde, begynder den nu at virke stiv og anspændt, og hvis andre hunde kommer tæt på, laver hunden udfald og gør. I hverdagen kan hunden virke mere stille og tilbagetrukket, eller den begynder at brumme eller snappe ud, når familiemedlemmer vil klappe den. I andre tilfælde har hunden svært ved at finde ro. Den vandrer rundt og er ekstra opmærksom på alt, hvad der foregår udenfor huset, eller den er pibende og opmærksomhedssøgende. I alle disse tilfælde kan der være tale om, at hunden har ondt eller er fysisk utilpas. Der kan selvfølgelig også være andre årsager.

Adfærdsproblemer og smerter

I arbejdet med adfærdsbehandling af hunde med adfærdsproblemer, oplever jeg situationer, hvor jeg tænker, at hundens uønskede adfærd kan have underliggende fysiske årsager. Det vil sige, at jeg tænker, at hunden kan have ondt, eller at den er fysisk utilpas, og at det er en medvirkende årsag til de adfærdsmønstre, som har fået ejeren til at reagere og bede om hjælp fra en adfærdsbehandler. Jeg oplever ofte, at den første reaktion på min tanke om, at der kan være en fysisk årsag til hundens adfærd, bliver mødt med et ”nej, den har ikke ondt”. Afvisningen begrundes som regel med, at hunden jo spiser, går tur og også leger eller på anden vis er aktiv. Det betyder imidlertid ikke, at hunden ikke kan have ondt. I nogle tilfælde kommer ændringerne i hundens adfærd snigende over tid, og så kan det være svært at få øje på dem, når man ser hunden hver dag. Det kan f.eks. være, at hunden virker lidt stiv i benene efter en gåtur, eller når den har hvilet. Når jeg har mistanke om underliggende fysiske problemer, tager jeg en grundig snak med hundens ejer og anbefaler, at hunden bliver tjekket grundigt, som regel af en veterinær kiropraktor. I mange tilfælde viser det sig faktisk, at der er nogle fysiske skavanker, som kan være medvirkende årsag til den uønskede adfærd, som hunden har udvist. Når vi får behandlet de fysiske skavanker, vil det være langt mere effektivt at sætte ind med relevante træningsmæssige tiltag, der kan ændre de uønskede adfærdsmønstre.

Joeys historie

Jeg har selv været igennem en udredning af nogle fysiske gener hos min working kelpie Joey, som netop er kommet snigende over tid. I det seneste års tid, har der været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at Joey var mere stiv og spændt i sine bevægelser, når han trissede af sted på de daglige gåture. Men han har også løbet derudaf på gåturene, og han har taget nogle gevaldige fræseture med sin lille buddy Talisker, når vi har været på stranden. Ved trækkeleg og anden legetøjsbelønning, har han også givet den fuld gas. Men alligevel har jeg tænkt, at Joey ikke var helt ok. Han har gået meget pasgang, og han har virket spændt og stiv i lænden. Netop fordi ændringen i Joeys adfærd er kommet snigende, tog det mig noget tid at tænke tanken, at han faktisk ikke var helt ok.

Joey blev først behandlet hos kiropraktor, og vi lavede strækøvelser hjemme i en periode. Senere har jeg haft ham til udredning og behandling hos en holistisk behandler, der har sat gang i en række tiltag med kostændring, behandling med infrarødt lys, tilskud af præ- og probiotika i kosten samt antiinflammatoriske kosttilskud. Jeg har selv suppleret med proprioceptionstræning og balancetræning. Da jeg gik i gang med alle disse tiltag først på året, var Joey utryg ved at træde op på en platform, der er ca. seks-syv cm høj (selvom han kunne ræse af sted på gåture og i leg). Jeg har arbejdet med ham stille og roligt, og efter en periode med fast behandling kombineret med de øvrige tiltag, har Joey det meget bedre. Han bevæger sig langt mere frit på gåturene, står igen glad på sin platform, og han går også balance på lave bænke og hopper endda helt op på bordet på borde/bænkesæt, der står i skoven.

Fordi Joey stadig løb glad rundt på gåturene, var glad for træning og legede tagfat med Talisker, kunne jeg let have overset, at han også var begyndt at gå stift og spændt i kroppen, når han gik i et langsommere tempo. Der er ingen tvivl om, at han havde ondt, og at den behandling, han har fået i løbet af året, har afhjulpet de spændinger og smerter, han gik rundt med.

Vær opmærksom på de små ændringer

Vores hunde siger ikke altid ”av”, når de har ondt. Nogle gange kommer ændringerne i hundens adfærd snigende over tid, og vi lægger ikke mærke til det. Som hundeejere er det godt at huske på at være opmærksomme på de, ofte små, adfærdsmæssige ændringer, der netop kan være tegn på, at hunden har ondt, også selvom den spiser, går tur og leger.

Når fokus skifter

Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.

I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.

Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.

Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.

Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.

Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.

Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:

  • Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
  • Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
  • Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
  • Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
  • Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
  • Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
  • Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
  • Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
  • De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.

Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.

 

 

 

 

 

 

Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂

 

 

Konceptgeneralisering

Når vi taler om generalisering i forbindelse med hundetræning, tænker vi som regel enten på generalisering i forhold til miljøet, hvor hunden lærer at udføre en given adfærd i mange forskellige miljøer, eller på generalisering i forhold vores signaler, hvor hunden lærer at forstå, at selvom vores signaler kan variere lidt i form og intensitet, så betyder de det samme.

Ud over disse former for generalisering, er der endnu et element i vores træning, hvor generalisering har stor betydning, hvis vi vil have mest muligt ud af træningen. Det drejer sig om konceptgeneralisering. Når vi bygger hundens træning op på systematisk vis, er træningen et langt stykke hen ad vejen baseret på koncepter, dvs. øvelser hvor hunden lærer et grundlæggende princip. Vi lærer hunden konceptet ved at træne øvelser, hvis centrale element netop indeholder det ønskede koncept. Vi kan f.eks. lære hunden at tilbyde adfærd og at variere sin adfærd ved at træne initiativøvelser som ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Eller vi kan lære hunden konceptet i belønningskontrol ved at træne fristeøvelser, hvor hunden giver mentalt slip på belønningen og samarbejder for at få adgang til belønningen.

Indlæringen af selve konceptet foregår således ved, at vi træner en række øvelser, der er centreret omkring det samme centrale koncept, f.eks. at hunden tilbyder adfærd og varierer sin adfærd, når vi giver den mulighed for at prøve sig frem. Men hvis vi stopper træningen her, kan vi ende med, at hunden kun har forstået konceptet i en smal kontekst, nemlig i de øvelser vi har trænet. Hvis vi skal have fuld effekt af koncepttræningen, skal vi have generaliseret konceptet, så hunden kan anvende den centrale færdighed i mange forskellige situationer. Målet med de koncepter, der udgør hundens grundtræning, er netop, at de kan anvendes bredt i hundens uddannelse.

Når vi lærer hunden at vise initiativ og prøve sig frem, er målet ikke i sig selv, at vi kan lave øvelserne ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Målet er, at hunden kan udvise initiativ og prøve sig frem, når vi arbejder med alle de øvelser, der indgår i hundens uddannelse. Det at tilbyde adfærd og prøve sig frem, når vi tilbageholder markørsignalet, er en helt central færdighed, når vi arbejder med shaping. Hvis hunden ikke har lært konceptet at vise initiativ, og hvis konceptet ikke er generaliseret, så det kan anvendes udenfor de oprindelige øvelser, mangler vi den helt centrale præmis for at kunne arbejde med frivillighed i træningen.

På samme måde kan vi se på andre koncepter i hundens grundtræning. Når vi først træner kontakt, træner vi øvelser som ”tjek ind”, ”slip belønningen” (også kendt som yogaøvelsen) og ”godbids return to sender”. Med generalisering bliver disse øvelser en helt central forudsætning for, at hunden tilbyder kontakt, at den kan abstrahere fra forstyrrelser i omgivelserne, og at den kan vende tilbage til træningen, efter den har spist en kastet godbid. Uden generalisering mangler vi den første forudsætning for træning, nemlig at hunden vælger os til og fravælger forstyrrelser i omgivelserne.

Når vi træner fristeøvelser, lærer vi hunden konceptet at give mentalt slip på en belønning for at få adgang til den. Igen er det primære mål ikke, at vi kan lave de forskellige fristeøvelser. Målet i det store perspektiv er, at vi kan overføre hundens forståelse af konceptet i fristeøvelserne, der går ud på, at hunden har selvkontrol og kan tilbyde adfærd for at få adgang til belønningerne, til alle aspekter af vores træning. Når konceptet er generaliseret, er det ikke kun de enkelte fristeøvelser i den smalle kontekst, hunden kan udføre, men vi kan arbejde med fristeøvelser som et redskab til indlæring af nye øvelser, vi kan arbejde med udlagte belønninger og med synlige belønninger, alt afhængigt af hvad der er mest konstruktivt i den enkelte situation. Vi kan også bruge konceptet selvkontrol i de mange situationer i hverdagen, hvor vi gerne vil have hunden til at forholde sig i ro, før den får adgang til en attraktiv aktivitet, f.eks. at løbe løs, hilse på mennesker eller hunde, komme ud ad døren for at gå tur osv.

På samme måde kan targetøvelser, med generalisering, blive fantastiske redskaber i vores videre træning. Targeting er nok et af de mest alsidige hjælpesignaler, vi kan anvende i træningen. Hvis vi vænner hunden til, at vi kan bruge de grundlæggende targetøvelser i mange forskellige situationer, er øvelserne meget værdifulde for vores træning. Hvis hunden kun kan udføres øvelserne i en bestemt og ganske smal kontekst, er de ikke meget værd for træningen i et større perspektiv.

 

Der er meget stor forskel på, hvad vi får ud af grundtræningens koncepter, afhængigt af om vi arbejder med eller uden generalisering af koncepterne. Uden generalisering har vi lært hunden nogle øvelser, der fungerer i en smal kontekst. Med generalisering har vi lært hunden nogle brede koncepter, der fungerer i en langt bredere kontekst, og hvor de fungerer som selve fundamentet i vores videre træning med hunden.

Processen fra træning af de smalle øvelser til den brede konceptgeneralisering foregår, når vi tager færdighederne ud i nye træningsmæssige og øvelsesmæssige sammenhænge. Det foregår bid for bid som en trinvis proces, hvor hunden lærer at genkende og mestre koncepterne i mange forskellige sammenhænge. Konceptgeneralisering er en vigtig del af hundens uddannelse. Processen klæder hunden endnu bedre på til den videre træning og giver større mulighed for, at vi med vores hunde kan opleve de sublime øjeblikke, hvor forståelsen er til stede i kommunikationen mellem menneske og hund, og hvor tingene går op i en højere enhed i samarbejdet med vores skønne pelsvenner.

Min opfordring til dig, der har holdt ud helt til afslutningen af denne nørdede blog, er følgende: Stop op et øjeblik og overvej, om du træner smalt eller bredt, når du arbejder med koncepter i din træning.

Karen Strandbygaard Ulrich

 

”If you can’t get what you love, you (must) learn to love the things you’ve got”

Hunde har været en vigtig og integreret del af det meste af mit liv, både privat, som hobby og i de seneste 20 år som mit arbejde. Jeg elsker mit liv med mine hunde og mit hundeliv. Arbejdsmæssigt føler jeg virkelig, at jeg er landet på den rette hylde. Jeg brænder for mit stof, elsker at fagområdet er dynamisk med fortsat mulighed for ny læring og udvikling, og jeg elsker at formidle til engagerede mennesker, der også er ”bidt af en gal hund”.

På det private plan har mit hundehold altid haft to sider. Den ene del er det at leve med mine hunde i hverdagen. Samværet og nærværet med hundene er noget, jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden. Gåture, hygge, sjove aktiviteter og det bare at være sammen. Det giver livskvalitet og er balsam for sjælen. Den anden del er den træningsmæssige side af sagen, som jeg har brændt for, siden jeg som barn begyndte at gå til træning med familiens beagler, lærte dem alverdens tricks derhjemme og også ret hurtigt begyndte at deltage i konkurrencer med dem. Det træningsmæssige samvær med hundene er en central del af mit liv med mine hunde og også vigtigt for mit arbejde, da det for mig er vigtigt hele tiden at have fingrene ”nede i suppen” med den praktiske træning.

 

 

Jeg har haft beagler i noget, der nærmer sig en menneskealder, og har altid elsket at arbejde med dem. De fortjener på ingen måde deres ry som dumme, stædige og utrænbare. I en årrække gik jeg dog også med en drøm om at prøve at have en hund af en samarbejdende race, som jeg kunne nørde træning med på mange fronter. Der gik mange år med tanker om en række forskellige racer, før jeg i 2014 endelig gjorde alvor af ønsketænkningen om den nye fantastiske træningshund og føjede working kelpie Joey til min lille hundefamilie, der på det tidspunkt bestod af tre beagler.

Joey var sød og skøn at arbejde med helt fra begyndelsen, og drømmen om en træningshund og konkurrencehund i flere samarbejdende hundesportsgrene så lys og lovende ud. Mange kender allerede min og Joeys historie og ved derfor, at drømmen brast i tusind stykker, da Joey blev diagnosticeret med ledmus i begge albuer som ganske ung. Operation og langvarig genoptræning førte til, at vi med forsigtig træning har kunnet deltage i klasse 1 og 2 i DKK’s lydighedsprogrammer. Vi har også trænet Nose Work, som har været en fin supplerende aktivitet til den samarbejdende træning, som altid har været mit hjertensbarn. Hyrdning og rallylydighed måtte skrottes på grund af den belastning, der er på albuerne i disse aktiviteter.

 

 

Jeg har hele tiden glædet mig specielt til at kunne begynde at arbejde på klasse 3 i lydigheden og har i lang tid tænkt, at det skulle nok gå, når det nu var gået ok med klasse 1 og 2, så længe jeg var forsigtig i min træning i forhold belastning af Joeys albuer. I oktober måned 2017 gik jeg lidt i gang med de første par momenter til klasse 3, som jeg havde skubbet foran mig i min tidligere træning for at undgå unødig belastning af Joeys albuer. Det gav desværre hurtigt bagslag med tilbagefald med smerter, og efter nogle måneder med endeløse kiropraktorbesøg og fysioterapi, blev det klart for mig, at jeg måtte opgive drømmen om en konkurrencehund i klasse 3, som hele tiden har været mit mål og toppen på kransekagen for mig i lydighedstræningen. Det føltes som om, at hele min verden gik i stykker, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive lydighedstræningen. Jeg kan kun beskrive min reaktion som en sorgreaktion. Jeg følte mig fuldstændig bombet og forstenet og gennemlevede en periode med følelsesmæssig turbulens, hvor jeg skiftede mellem at være ked af det, frustreret og vred. Sorgen over at miste den aktivitet med Joey, som jeg elsker allermest, er måske endnu større, fordi Joey i den grad er kravlet ind under huden på mig. Han er en soulmatehund af de store, og nogle af mine gladeste øjeblikke i de senere år har netop været i min træning med ham.

I de seneste måneder har jeg prøvet gradvist at finde fred med den situation, jeg nu står i. Joey er 3½ år gammel og er træningsmæssigt en slags invalidepensionist. I hverdagen er han heldigvis stadig i stand til at have glæde af de daglige gåture. Men gåture gør det ikke alene for en ung og aktiv hund, der arbejdsmæssigt er lavet til samarbejde og løbeaktivitet. Træningsmæssigt står jeg tilbage med næsearbejde som den eneste aktivitet, hvor jeg kan arbejde målrettet mod konkurrencer, hvilket er en del af min benzin på motoren, når det gælder min træning. Joey er glad for Nose Work, og vi træner også ret flittigt, men jeg kan mærke, at NW som eneste aktivitet for både ham og mig ikke opfylder behovet for den samarbejdende og fysisk aktive træning, hvor det tætte bånd mellem os giver de magiske øjeblikke, hvor tingene går op i en højere enhed.

 

 

Igennem de seneste måneder har jeg tit tænkt på citatet fra Passengers sang ”Things That Stop You Dreaming”, som udgør overskriften til denne blog: ”If you can’t get what you love, you learn to love the things you’ve got”. Jeg har tilføjet et lille ”must” til teksten i overskriften, da det er der, jeg står nu. Jeg prøver at finde fred med min og Joeys situation, men jeg må indrømme, at hver gang facebook flyder over med glade opdateringer efter weekender med lydighedsprøver og rallyprøver, så stikker det i hjertet og gør mig ked af det – hver eneste opdatering er en lille reminder om alt det, jeg har drømt om, og som Joey og jeg aldrig kommer til at opleve sammen. Mit liv med Joey har unægtelig været en slags rollercoaster ride med store op og nedture. På nuværende tidspunkt prøver jeg at genfinde balancen og glæden ved træning med min skønne hund med de aktiviteter, han fysisk kan holde til.

 

 

Nose Work – det nye sort

Der er ingen tvivl om, at Nose Work er det nye sort indenfor hundesport. Sporten, der opstod i USA for godt ti år siden, har spredt sig som løbeild i Danmark i den seneste tid. Nose Work tager afsæt i specialsøg, hvor hunden lærer at søge efter bestemte dufte og påvise fund. I stedet for narko og sprængstof lærer vi Nose Work-hunden at søge efter lavendel, eukalyptus og anis – og de elsker det 🙂

Næsearbejde har altid været noget, der ligger lige til højrebenet for vores hunde, og mange hundeejere har trænet deres hunde i spor, feltsøg og diskriminationstræning. Efter at Nose Work har gjort sit indtog, er der endnu flere hunde og ejere, der har fornøjelse af næsearbejdet, som jo er en sjov og sund måde at stimulere vores firbenede venner på.

 

 

Ud over at være en fantastisk hyggelig aktivitet med vores bedste ven, har Nose Work den fordel, at alle, absolut alle – både hunde og mennesker, kan være med. Der findes flere måder at lære hunden at søge efter duftene, så der er noget for enhver – både for familiehunde uden den store træningserfaring og for hunde med masser af erfaring i forskellige former for hundesport. Store, små, unge og gamle hunde kan have glæde af Nose Work – og det samme gælder for deres mennesker. Nose Work kan trænes næsten alle steder og på lige det niveau, der passer til den enkelte hund og ejer. Og når hund og fører har lært de grundlæggende principper, kan det anvendes som en dejlig aktivitet i hverdagen, hvor både hund og ejer hygger sig. På den måde får hunden super stimulation, og relationen mellem hund og ejer styrkes, når vi laver noget rart sammen.

Nose Work er også en konkurrencesport for dem, der har lyst til at afprøve hundens evne til at finde duften(e) på nye steder og indenfor de formelle rammer, der er ved en konkurrence. Dansk Kennel Klub har netop uddannet det første hold dommere, og de første konkurrencer er løbet af stablen i denne sommer. Der er ingen tvivl om, at sporten kommer til at brede sig og få en stor og bred tilslutning af mange slags hunde og deres ejere.

 

 

Hund & Træning startede i foråret 2017 en Nose Work instruktøruddannelse. Hold 2, der er fuldtegnet, starter midt i august på Sjælland. Hold 3 starter i november i Horsens, og her er der stadig ledige pladser. Brænder du for træning og samarbejde med din hund og for næsearbejde, så har du her muligheden for at selv at lære mere om denne nye spændende hundesport og efterfølgende at tilbyde kurser til nogen af de mange hundeejere, der har opdaget, hvor skøn en aktivitet Nose Work er for både hund og ejer.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du kontakte Karen Strandbygaard Ulrich på tlf. 23 65 93 22 eller ku@hundogtraening.dk.

Du kan reservere en plads på holdet i Jylland ved at indbetale depositum via shoppen på Hund & Trænings hjemmeside: http://shop.dogtraining.dk/uddannelser-84/nose-work-instruktoeruddannelse-122/

 

sdr