Hvordan går du tur med din hvalp

af | sep 14, 2020

Forestil dig, at du lige har fået en hundehvalp – det har du måske også. I så fald tillykke! Forestil dig så, at det er første gang, du får hvalp. Du vil gerne gøre det så godt som muligt og har forsøgt at forberede dig grundigt. Du har søgt information på nettet og lånt bøger på biblioteket. Du har også spurgt din opdrætter og de af dine venner der har hund til råds. Det er ikke let. Du har fået at vide:

  • Du skal være en leder for din hvalp vs. lederskab findes ikke
  • Du skal socialisere og miljøtræne din hvalp vs. du ikke må overstimulere din hvalp
  • Du skal begynde at træne med din hvalp så hurtigt som mulig vs. du skal vente til den er seks måneder før du må træne med din hvalp

Jeg kunne blive ved. Der er så mange meninger og holdninger til, hvordan du giver din hvalp den bedste begyndelse og mange af dem er modsatrettede. I løbet af det sidste halve år har Christina fået hvalp, jeg har opdrættet et kuld hvalpe og har selv beholdt en, og jeg har haft rigtigt mange frustrerede hvalpeejere i telefonen. Fordi Christina og jeg selv har det med hvalp helt inde på livet, vil vi i kommende blogindlæg tage fat i nogle af de myter, der er omkring det at få en hvalp hjem. Jeg vil godt allerede advare – vi kommer ikke med lette løsninger til de udfordringer, det ofte er at få hvalp. En god hund kræver, at du investerer tid i din hvalps uddannelse.

Christinas Lemon hilser på mine labradorhvalpe

Det første emne vi vil tage op handler om de daglige gåture med din hvalp. Jeg havde for mange år siden en kursist, der ikke kunne forstå, at hendes hvalp var så uvillig til at gå tur. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad min kursist lavede med hvalpen, viste det sig, at vedkommende gik ca. tre timer om dagen med den – den var 12 uger gammel! Jeg har selv en krudtugle af en hvalp, så jeg har fuld forståelse for, at man kan have lyst til at køre hvalpen træt (og evt. mindre bidende) ved at gå lange ture med den – men motion er ikke løsningen. Det er desværre ikke det eneste eksempel. I weekenden var jeg i skoven og mødte en sød weimaranerhvalp på fire en halv måned. Ejeren var ude at løbe med hvalpen, for at den kunne blive træt. Til ejeres forsvar, så løb han langsomt, hvalpen var løs, og han fortalte, at han kun løb en kort tur. Men det ændrer ikke ved, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at beskæftige en hvalp på.

Hvalpe, der motioneres for meget og for tidligt, risikerer skader på både knogler og led. For at undgå, at hvalpe overmotioneres, giver det mening at lave nogle enkle retningslinjer til, hvordan en hvalp bør motioneres. En af disse retningslinjer er, at hvalpe må gå det antal minutter, de er gamle i uger. En hvalp på otte uger må således gå otte minutter og en hvalp på 12 uger, 12 minutter. Reglen er tiltænkt ensformig bevægelse (f.eks. at hvalpen traver i samme tempo ved siden af dig), men bliver meget ofte misforstået til at gælde al bevægelse. Jeg har således set en del understimulerede hvalpe, fordi ejerne tror, at de ikke må gå særligt lang tid med deres hvalp. Det kan have alvorlige adfærdsmæssige konsekvenser at understimulere en hvalp – både i form af undersocialisering, men også i form af udviklingen af uhensigtsmæssig adfærd (f.eks. mere og voldsommere hvalpebid).

Søde Louie vil gerne vide hvad jeg har i min lomme

Der er ingen tvivl om, at vi skal behandle hvalpe som hvalpe og ikke som voksne hunde. Vi skal hverken overmotionere/overstimulere eller undermotionere/understimulere vores hvalpe. Hvalpe vokser, hvilket betyder, at deres knogler, led, sener og muskler er i udvikling, og at vi derfor skal tage hensyn til den udvikling. Det gør de fleste af os i forvejen med vores børn. Selvom børn på tre-fem år kan være meget aktive, så forsøger de fleste af os sjældent gøre dem trætte ved at motionere dem trætte. Det er vigtigt at understrege, at hvalpe skal bevæge sig! Det er vigtigt for bl.a. deres knogle- og ledudvikling, koordination af bevægelser og bevidsthed om deres egen krop. Det skal bare være den rigtige form og mængde af bevægelse.

Problemet med meget enkle retningslinjer er, at de ofte bliver for enkle. I forhold til at gå tur, så er det ikke kun antallet af minutter, der er vigtige. Udover tid bør du også tænke over længde, type af underlag, hvilke oplevelser der er (andre hunde, mennesker, biler, cykler, osv.), hvilken race du har, hvilket temperament din hvalp har, og hvor meget din hvalp har oplevet det seneste døgn.

En kort tur længdemæssigt kan godt tage lang tid, ligesom en kort tur tidsmæssigt godt kan være for lang. For at give et eksempel. Da min hvalp var ca. ni en halv uge gammel, gik jeg en aften en lille tur med både hende og hendes mor. Seven, som min hvalp hedder, gik løs, hvilket hende mor også gjorde. Jeg var ca. ti minutter om at gå ca. 600 meter, MEN Seven galoperede fulde ti minutter i forsøget på at følge med sin mor. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at det ikke er en fornuftig måde at bevæge sig på. Dagen efter var jeg ca. en halv time om at gå ca. 500 meter hen til City 2. Her havde Seven mulighed for at se på cykler, mennesker, biler og busser i sit eget tempo. Efter en halv times oplevelser, synes jeg, at hun havde oplevet nok, og Seven blev båret hjem i en rygsæk, jeg havde på maven. Mængden af sanseindtryk er helt klart en af de parametre, der skal tælle højt i vurderingen af, hvor meget din hund kan gå.

Seven på Høje Taastrup station

Har du en meget aktiv race, så har den formodentlig også behov for mere bevægelse, end hvis du har en mindre aktiv race. Forskellen på f.eks. en border collie og en leonberger. Som otte uger kan det være, at deres behov er nogenlunde ens, men allerede efter få uger, vil border collien formodentligt have brug for mere bevægelse end leonbergeren.

Hvordan skal du så gå med din hvalp? Du skal se på din hvalp som det første. Før du begynder at tage den ud at gå tur, så skal den være tryg i hjemmet og i haven. Har du købt en velsocialiseret hvalp, så er det oftest i løbet af et par dage. Hold øje med din hvalp, når du er ude. Gå tur i hvalpens tempo og gå de steder, hvalpen har lyst til at gå. Du kan med fordel køre hen til skoven, stranden, byen osv. Også selvom du kun har fem minutter derhen på gåben. For små hvalpe anbefaler jeg små ture på ca. 10-20 minutter tre gange dagligt – men du skal se på din hvalp. Det kan være, at den sætter sig ned meget hurtigt. Så er det ofte, fordi den er træt eller skal bruge tid på at tage sanseindtryk ind. Gør den det meget, så skal din næste tur være kortere. Det kan også være, at din hvalp ikke sætter eller lægger sig på turen, men er mere træt resten af dagen – så skal du igen gøre din næste tur kortere. Målet er aldrig at få en træt hvalp, men en velstimuleret hvalp! Og så skal du også huske på, at hvis du kommer til at lave for meget med din hvalp – det kan både være tiden du går, men også længden eller mængden af oplevelser – så går den ikke i stykker af det! Så længe du giver den tid til at komme sig, så er det fint. Husk udtrykket alt med måde og er du i tvivl så kontakt f.eks. en træner/adfærdsbehandler, evt. fra www.sea-hund.dk.

Når fokus skifter

af | sep 4, 2020

Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.

I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.

Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.

Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.

Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.

Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.

Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:

  • Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
  • Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
  • Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
  • Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
  • Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
  • Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
  • Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
  • Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
  • De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.

Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.

 

 

 

 

 

 

Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂