Fantastisk lørdag!

I lørdags var jeg så til prøve med begge mine hunde. Og det var ikke bare sjovt det gik også rigtigt godt. Begge hunde kom hjem med en 1. præmie!

Jeg var oppe med Freja først i Rally begynder. Hun var lidt ukoncentreret, og hun forsøgte på et tidspunkt at bakke rundt om mig i stedet for at sætte sig ned ved siden af mig. Bortset fra det synes jeg at det gik godt og når jeg ser videoen ser jeg en hund der er glad og det er det allervigtigste. Hun er pensioneret og synes hun ikke det er sjovt, så er der ingen grund til at gå op med hende. Hun kan heldigvis godt lide det! Det endte med at hun fik 93 p. hvilket giver en bestået i Rally og da det var 3. gang hun bestod blev hun Rally begynder mester. Hun endte også med at blive 3. vinder på dagen, så jeg var meget stolt af min gamle hund!

Det var 3. gang jeg var i klasse 2 med Lilli og jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Første gang jeg var oppe var hun slet ikke klar og jeg burde nok have haft aflyst (hvis jeg skulle have fulgt mit eget råd om ikke at gå til prøve med mindre man ER klar). Anden gang var hun i løbetid og jeg lavde en alvorlig fejl som endte med at koste 30 p. Hvis der er nogen af jer der har set hende i nærheden af et felt, kan I sikkert tænke jer til at hun løb i feltet før tid og det er sjovt nok ikke tilladt. Vi har arbejdet en del med stimuluskontrol i den mellemliggende tid! Næseprøve hænger desværre stadig lidt – hun er helt vild med at tygge i den, så jeg har trænet søgedelen og det at holde pinden for sig selv og jeg er ikke nået til at sætte det sammen endnu. Men bortset fra den øvelse mente jeg at hun var klar denne gang – og det var hun også!

Jeg var alligevel lidt nervøs og jeg havde været klar med Freja da jeg skulle i fællesdæk med Lilli. Det gik ok bortset fra at hun rejste sig idet jeg nåede hen til hende. Det gjore mig dog lidt mere nervøs. Jeg kunne mærke at jo tættere vi kom på at jeg skulle op jo mere nervøs blev jeg. Heldigvis har jeg været på mentaltræningskursus hos Christina og jeg kom heldigvis i tanke om nogle af de ting hun havde fortalt, så efter lige at have haft en lille pep-talk med mig selv var jeg mere rolig. Jeg gik ud for at varme Lilli op og da jeg kom ind var de lige blevet klar til mig – det passede perfekt, så skulle jeg ikke stå og blive nervøs i ventetiden. De havde holdt 10 minutters pause som så kun blev til 7 minutter. Lilli var super! Hun var på og de fejl hun havde var småting. Det er selvfølgelig noget vi skal rette op på, men alt i alt var jeg meget tilfreds med hende.

Når jeg ser videoen er det jeg er mest glad for det at hun faktisk logre hele programmet igennem.
Lillis fri ved fod, 13.02.10
Til den allerførste prøve jeg var til fik jeg det råd at det var ligegyldigt hvordan det går til prøven, bare min hund havde det sjovt. Hvis man som mig har planer om at ens hund skal til en masse konkurrencer, så er det vigtigere at hunden har en god oplevelse af det at være til konkurrencer end at det går godt den dag. Det råd har jeg taget til mig. Normalt træner jeg med tørre godbidder – det er jo labrador jeg har ;o) – men til konkurrencer har jeg altid kød med. Jeg har dog fundet ud af at kogt kylling ikke er et hit. Det var det der gik galt sidst jeg var til prøve. Lilli troede at jeg havde tabt noget kylling (det fnuldre lidt rigeligt) og da hun skulle til at springe giver jeg et lidt for stort tegn til dommeren, så Lilli tror hun har fået fri og løber tilbage til der hvor hun mente at der skulle ligge noget kylling. Jeg er så ikke hurtig nok til at få kaldt hende hjem og hun ender med at løbe i feltet. Hvad kan man lære af det? Medbring ikke kogt kylling til konkurencer og giv altid klartegn med højre hånd!

Slæderæs i sneen

I sidste uge var vi så heldige at prøve en hundesport, som ikke er så omfattende eller så nem at dyrke i Danmark – nemlig slædekørsel. Oven i købet i rigtigt vintervejr i den smukkeste sneklædte skov. En af vores faste Klikkercampkursister, Birgitte Lauritzen, dyrker slædekørsel og de af jer der var med på sidste års Klikkercamp havde mulighed for at se hende demonstrere, hvordan man træner en hund til at trække en slæde eller en vogn (det er jo sjældent, at der i tilstrækkeligt med sne i Danmark til, at man kan køre på slæde). Vi havde længe talt om, at vi skulle en tur til Als for at besøge Birgitte og få en tur på slæden/vognen med hundene. For en månedstid siden kom en mail med invitation til besøg og slædekørsel. Jo tak! Sådan et tilbud var vi med på. Det lykkedes os at finde et par dage, hvor de fleste af os kunne og i mandags satte vi så kursen mod Als, hvor Birgitte og hendes skønne hold af slædehunde, som består af tre alaskan huskies, en siberian husky og en alaskan malamute, holder til.

Vi ankom sidst på eftermiddagen og fik os en kop varm the og lidt kage. Planen var, at den første tur skulle foregå i mørke mandag aften. Da det var blevet mørkt og alle biler var væk fra den skov vi skulle køre i, begyndte vi at gøre os klar. Birgitte fik udstyret de fem hunde med deres seler og halsbånd med lys i og vi andre trak i det varme vintertøj. Alle hunde og slæde blev transporteret ud til skoven i Birgittes lille bil. Slæden fastspændt på taget af bilen, to hunde i et transportbur bag i bilen og de tre andre fastspændte i seler på bagsædet og passagersædet foran. Vi var alle ivrige og spændte og en af tæverne muntrede sig med at hugge hundenes seler og løbe rundt med dem, mens Birgitte fik de andre i “tøjet”. Så var alle klar og vi satte kurs mod skoven – Birgitte forrest i den lille bil med slæde og hunde og vi fire gæster bagved i følgebil.

Turen hen til den del af skoven vi skulle køre i er et kapitel for sig selv. Det havde nået at tø en smule, før det frøs til igen, så vi kørte på ren is. På de glatte skovveje skulle det senere vise sig at være en lidt større udfordring for vores bil end for en slæde. Ved udkanten af skoven blev slæde og hunde læsset af bilen og hundene blev spændt for. De løber i en 2-2-1 formation med én hund forrest og så de andre parvist bagved. Slæden er let, vejer vist bare 12 kg, og har plads til en passager ud over Birgitte, som skulle styre hunde og slæde i fuld fart igennem skoven. Planen var så, at vi på skift skulle køre på slæden, mens resten af holdet fulgte efter i følgebilen.

Karen F er vild med rutsjebaner, så første tur, som er den vildeste med meget ivrige og energiske hunde, var hurtigt afsat. Karen blev pakket ind i tæpper og så fløj de af sted med Birgitte stående på bremsen og sneen fygende om ørerne. Vi andre trillede efter i følgebilen, hvilket gik fint, indtil vi nåede den første stejle stigning på de isglatte veje. Halvvejs oppe kunne dækkene ikke få fat og vi gled simpelthen baglæns og sidelæns ned ad bakken. Først i tredje forsøg med mere gas på og lidt forskudt af hjulsporene lykkedes det at få bilen op ad bakken. Puha. Hundeslædeholdet var i mellemtiden blevet bekymrede for os og kom tilbage for at checke, at vi ikke var røget i grøften!!

På skift fik en vi fantastisk tur på slæden igennem den mørke skov. Helt vildt og forrygende at suse af sted på slæden lige bag de løbende hunde. Det går stærkt, når man sidder så tæt på jorden og de flyvende hundepoter og vi fik hurtigt lært at arbejde med slæden og læne os til siden, når slæden kom lidt for langt ud til den ene side. Især ned ad bakke i fuld fart gik det virkelig tjept. Efter to skønne timer i skoven med hundene var det tid at vende næsen hjem mod varme i kakkelovenen og en pragtfuld middag med rådyrkølle og bagte kartofler. Hundene gassede sig også inde i stuen og gnaskede griseører og slumrede ellers efter veludførst arbejde. Vi andre hyggede til langt ud på de små timer, inden vi fandt dyner til et kort nats søvn før næste dags slædetur.

Tirsdag formiddag fik vi endnu en tur i skoven med hundene. Igen en af gangen på slæden og resten af os til fods igennem skoven, hvor vi spadserede igennem et smukt sneklædt landskab, mens store luftige snefnug dalede ned fra himmelen i fuldstændig vindstille vejr. Hvis man skulle have digtet en historie om sådan en tur, kunne det ikke have været mere perfekt. Igen fik vi en fantastisk tur på slæden. Et par af os fik tillige en tur i sneen, da slæden væltede i et sving. Karen U fik et styrt efter et skarpt sving, hvor hundene havde lidt svært ved at få slæden rettet op. Heldigvis var farten ikke så høj og jeg nåede at tænke, “nu vælter vi” og fik taget fra med armen, inden vi kurede sidelæns af sted. Hundene er så veltrænede, at de reagerer både på retningsangivelser – højre og venstre – og på stå som stopsignal, når det er nødvendig, så vi fik stoppet slæden og var hurtigt klar til at suse videre igennem skoven.

Efter to skønne ture i skoven med hunde og slæde var det tid at vende næsen hjemad igen. Vi var alle enige om, at det var en fantastisk oplevelse og noget, som absolut skal prøves igen. En kæmpe tak til Birgitte og de skønne bæster. Vi vender frygteligt tilbage :o) Tak til Niels Krogsgaard Handest for de dejlige billeder.

Sne, sne og endnu mere sne!

Man kan sige meget, men det er rigtig vinter i Danmark i øjeblikket. I skrivende stund er min mand endnu engang ud og skovle sne med en sneplov og jeg forventer ikke at se ham før en gang i morgen tidlig. Der er rigtigt mange ulember ved al den her sne:
– Det er rigtigt svært at træne øvelser som apport, felt for slet ikke at snakke om fri ved fod i sne til anklerne
– Det er nogen gange lidt svært at komme nogen vejne fordi der ligger alt det sne alle vegne – for slet ikke at snakke om ad den sne der skal skovles væk!!
– Jeg var oven i købet nødt til at aflyse min træning i lørdags – der var så meget sne at vi ikke kunne træne. Ikke alene havde jeg ikke lyst til at mine kursister skulle risikere liv og lemmer ved at forsøge at køre (nogle af dem var også sneet inde) men vi skulle så i givet fald have trænet i sne til knæene og det er altså lidt besværligt!
– Endnu en ting på minussiden er at med den snemængde de har lovet i nat er det ikke sikkert at jeg kommer til at tage i Zoologisk Have i morgen, som jeg havde planlagt og det er ellers noget jeg glæder mig til.

Når alt det nu er sagt, så må jeg indrømme at jeg alligevel ELSKER sne. Det at gå en tur i helt uberørt sne, eller tage den på kælk ned at en stor bakke (godt at jeg har fået børn, så det ikke ser så dumt ud!) – jeg synes det er fantastisk. Mine hunde deler heldigvis min begejstring. Specielt min yngste (Lilli). Hun bestiller stor set ikke andet end at rulle sig i sne for hver 5 meter vi går og jeg er faktisk meget glad for at jeg skal til prøve indenfor d. 13 :o)

Og træne det kan man da heldigvis også gøre indenfor. Jeg er begyndt at træne min dårlige samvittighed med Lilli. Jeg har ikke fået trænet hende ordenligt i hendes opvækst til at få klippet negle og nu går hun helt i spunk hvis jeg prøver. Nu vil jeg ikke tvinge hende, og når man kan lære en elefant at får ordnet fødder frivilligt, så kan jeg vel også lære min hund at få klippet negle! Indtil videre er jeg nået til at hun kan acceptere at give mig poten og jeg kan bevæge negleklipperen mod hendes pote uden at hun trækker den til sig. Jeg gør også andre ting med negleklipperen, hun laver touch på den og apportere den. Alt sammen for at få hende til at danne en positiv association til den. Det er en process der godt kan tage lidt tid, men hey, i det her vejr har jeg masser af tid.