Når håndtering ikke kan være frivillig

Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.

Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.

Træning af injektion – bare rolig, der er prop på sprøjten

Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!

Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!

Louise Frost-Christensen fra Artemis Dyreklinik, min kusine, i en undervisningssituation på Hund & Trænings adfærdsrådgiveruddannelse

Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.

  1. Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker

Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.

  1. Få din hund i træningsmode – hvis du kan

Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.

Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:

Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.

 

  1. Lad være med at spørge – få det overstået

Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.

  1. Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.

Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.

Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!

Dyrs følelser

Fredag og lørdag var Karen og jeg så heldige at være på kursus med Karolina Westlund. Et kursus arrangeret af DSKVE, som er en forening bestående af dyrlæger, der er interesserede i adfærd. Det er ingen hemmelighed, at vi hos Hund & Træning er svært begejstrede for Karolina Westlund, og vi har da også hørt hende i mange andre sammenhænge. Denne gang var det om dyrs følelser men med et twist i forhold til, hvordan vores dyr har det, når de f.eks. er hos dyrlægen.

Karolinas første slide, som jeg har set nogle gange før, rammer mig altid. Hun taler om tre slags følelser: sensoriske (f.eks. kulde og varme), kropslige (f.eks. sult og tørst) og følelser (emotions). Karolina pointerer meget relevant, at det er lidt interessant, at de fleste af os aldrig kunne drømme om at lade vores hunde sulte eller fryse, men hvor mange af os er ligeså opmærksomme på, hvordan vores hunde har det følelsesmæssigt?  Vi ser adfærd, men er vi opmærksomme på den følelse, hunden har, mens den udviser adfærden? Nogle følelser kan give sig udtryk i meget små adfærdsændringer, og hvis vi ikke er opmærksomme på dem, risikerer vi at overse f.eks. en hund, der er utryg.

Karolina beskriver den model over følelser, der hedder ”Core Affect Space”. Vi kan beskrive følelser i to retninger – hvor behagelige vs. ubehagelige de er, og hvor høj vs. lav intensitet de har.

Core Affect Space

Følelser er øjeblikkelige, og både vi og vores hunde bevæger os hele tiden gennem Core Affect Space. Vores daglige omgang med hunden påvirker, hvor i Core Affect Space hunden befinder sig, og hvor i Core Affect Space vi oftest er har betydning for vores generelle humør. Er vi ofte i de røde felter, risikerer vi generelt at være pessimistiske og/eller deprimerede. Befinder vi os mest i de grønne felter, er vi generelt optimistiske og empowered. Er hunden utryg ved de daglige gåture, eller bryder den sig ikke om at få halsbånd/sele på, så risikerer vi at skubbe den over i de røde felter.

Udover Core Affect Space talte Karolina om Panksepps syv ”core emotions”. Det er de syv følelsesmæssige systemer, som Panksepp kunne stimulere via elektriske signaler. De er FEAR, RAGE, PLAY, GRIEF, CARE, SEEKING og LUST. Karolina gennemgik dem alle, men i forhold til det at gå til dyrlægen, er FEAR nok den vigtigste. Selvfølgelig er der noget, dyrlæger kan gøre for at gøre den så behageligt som muligt for hund (og ejer) at komme til dyrlægen, men vi som hundeejere kan faktisk også gøre rigtigt meget.

En af de tiltag, der kan være med til at modvirke, at vores hunde bliver bange for at komme hos dyrlægen, kaldes latent hæmning. Det handler om betydningen af førstegangsindtrykket. Placerer vi en rotte i et bur og udsætter den for noget ubehagelig, vil den opfatte det bur som ubehageligt de næste mange gange, den er i buret – også selvom der ikke sker noget ubehageligt. Placerer vi rotten i buret første gang, uden at den oplever noget ubehageligt, og først anden gang lader den opleve noget ubehagelig, vil den efterfølgende forventning om ubehag være mindre. Førstegangsindtrykket betyder noget. Hvis vi i stedet for kun at gøre buret neutralt første gang, gør det sjovt at være i, er effekten endnu større. I kan formodentligt allerede regne ud, hvad min pointe er. Første gang du skal til dyrlægen med din hund, så gør det til en sjov oplevelse. Tag din hvalp ned til dyrlægen, bare for at komme på besøg. Giv den en masse godbidder i venteværelset og leg med den, hvis den har mod på det. Det gælder også, hvis du har en ældre hund og f.eks. skifter dyrlæge. Langt de fleste dyrlæger er glade for at få besøg i klinikken. Jo mere veltilpas hunden er hos dyrlægen, jo bedre kan dyrlægen udføre sit job.

Der var en fantastisk stemning hele kurset igennem, og vi fik en del interessante diskussioner. Det er blevet ”in” at træne hunde til frivilligt at tilbyde håndtering (negleklip, børstning, osv.), og hos dyrlægerne er der en ny tendens – og en certificering – nemlig www.fearfreepet.com. Tjek det ud og få evt. din dyrlæge med på bølgen J.

Når det går galt

Vi er som regel rigtigt gode til at dele ting, når det går godt – og måske mindre tilbøjelige til at dele, når det går knapt så godt. Jeg er i hvert fald. Alligevel har jeg tænkt mig at dele den oplevelse, jeg havde i lørdags, da jeg tog Abby, min yngste tæve, med på vores første working test. Det er en prøve for retrievere, der består af fem poster, hvor hunden skal apportere en eller flere dummier på hver post. Jeg har trænet noget, der minder om jagttræning med Abby on and off men er først for alvor gået i gang i det sidste halve års tid. Abby bestod sin brugsprøve, som er adgangsgivende til de andre prøver, man kan stille op i, for ca. en måned siden.

Abby efter sin brugsprøve

I lørdags skulle vi så have vores debut i en working test. I modsætning til konkurrencelydighed, ved man ikke på forhånd, hvilke opgaver man bliver udsat for til en working test – andet end at det handler om at apportere dummier. Det var ikke kun os retrieverfolk, der var mødt op i skoven i lørdags. Der var også en del slædehunde, som skulle ud og løbe med vogn i skoven. Smukke hunde, som dog larmer en del i forventning om, at de snart skal ud at løbe. De gøede så meget, at det var svært at høre, hvad prøvelederen fortalte til parolen, men jeg fik dog fat i, hvor jeg skulle begynde min prøve – ved post 2. Abby er normalt ret cool og plejer ikke at blive specielt påvirket af det miljø, hun er i, men hun var lidt oppe at køre. Jeg var heldigvis ikke den første, der skulle op, så jeg fandt ud af, at post 2 var en slags frit søg. En mand gik i et område ca. 30 m væk, hvor der lå dummier. Han klappede med noget træ og gik væk igen. Det er så meningen, at Abby skal løbe ud i området og søge og apportere dummier. Det er ikke lige noget, vi har trænet (vidste ikke den øvelse kunne forekomme i en working test), men hun har prøvet det nogle gange før. Det går selvfølgelig ikke super godt, men hun henter faktisk to dummier. Hun søger lidt stort og kommer ikke direkte hjem, men vi ender med 6 point ud af 20. Jeg er sådan set bare glad for, at hun rent faktisk fik løst opgaven. Post 3 er en enkeltmarkering. Der står en skytte, og bag skytten står der en, der kaster dummien. Jeg står måske 30 meter væk sammen med dommeren. Skytten skyder, og Abby ser op på mig og ser overhovedet ikke, at der bliver kastet en dummy. Jeg sender hende, og hun forsøger rent faktisk at løse opgaven og er også tæt på at finde dummien, men det lykkes ikke – 0 point.

Smukke slædehunde – efter de havde løbet lidt krudt af sig

Jeg kan godt allerede nu afsløre, at vi endte med 6 point i alt – ud af 100 mulige. Skal man gøre noget, skal man gøre det ordentligt! De andre poster involverede alle, at der blev skudt og kastet noget, og alle gange så Abby på mig i stedet for at se ud, hvilket betød, at hun aldrig så en eneste dummy blive kastet og derfor ikke kunne hente den. Der kan være flere årsager til, at det gik galt. For det første, har jeg lært Abby, at når der bliver skudt, så kom til mig og få godbidder – hvilket er rigtigt godt, når det drejer sig om fyrværkeri, men knapt så godt, når det gælder en jagtprøve. Abby var også ret højt kørende. Hun sad nogle gange og rystede og havde meget svært ved at sidde stille, noget hun ellers er ret god til, og jeg overvejede flere gange, om jeg skulle trække hende. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt hun ”bare” var oppe at køre, eller om der var noget ubehag inde over.

Jeg var forbløffende nok ikke specielt nervøs, heller ikke til sidst, selvom jeg godt viste, hvad der ville ske. På et par af posterne, var der god tid, og jeg fik lov til at lave øvelsen om, uden at der blev skudt – efter vi havde fejlet og fået 0. Så snart der ikke var et skud involveret, løste Abby opgaven helt perfekt. Det hjalp. Men jeg er konkurrencemenneske, så en del af mig havde det virkelig skidt efter prøven. Jeg var ikke vred eller irriteret på Abby, men havde det bare skidt med situationen. Skuffelsen over, at det gik så dårligt, går lige i maven og river op i alle mulige negative følelser. Jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke god nok, hvordan kan du kalde dig hundetræner, hvordan kan du tro, at du kan undervise andre, skulle du ikke finde dig et job i Bilka i stedet for …

Jeg ved ikke, om du har prøvet noget lignende, men måske har du. Jeg kunne godt mærke, at mine tanker var ved at grave en hul, jeg kunne kravle ned i. Og hvad gør man så? Det er så ufatteligt uproduktivt at have den slags følelser, men det kan være virkelig svært at slippe dem. Jeg kan kun fortælle, hvad der virker for mig, og måske kan du bruge noget af det – om ikke andet, så bare det at vide, at andre kan have det sådan.

Jeg ved, at jeg meget hurtigt kan vende den slags oplevelser til en slags selvhad, og det er vigtigt at få vendt mine tanker forholdsvist hurtigt. Så når jeg kan mærke, at mine følelser og tanker bliver alt for negative, forsøger jeg altid at give mig selv en slags peptalk. Min indre dialog lød nogen lunde sådan her:

Det er en konkurrence – ikke liv eller død. … Bortset fra at det at undervise i hundetræning er mit levebrød – FUCK!! (heldigvis er der ikke mange, der i de kredse ved, hvad jeg lever af).

Det var den samme fejl – Abby gjorde alt rigtigt, når der ikke var skud med (jeg gik på stranden bagefter og kastede et par dummier, og det klarede hun perfekt). Vi skal ”bare” have fikset det med skud.

Min datter har godt af at se, at det ikke er nogen katastrofe at fejle. Det gør ikke noget, at man ikke er perfekt!

Det var én prøve – det betyder ikke, at du ikke kan gøre det bedre næste gang.

Træk vejret – du er god nok.

Du behøver ikke fortælle nogen, hvordan det er gået … øhh.. altså bortset fra dem du allerede har fortalt om prøven. Men det er heldigvis ikke så mange…

Træk vejret – du er god nok.

Det at fejle er ikke en refleksion af, hvem jeg er – jeg er mere end det at gå til prøve eller træne min hund.

Jeg bliver ved med at prøve at finde noget godt i situationen, eller finde en plan b, c eller d. Hvis det ikke virker, forsøger jeg at tømme mit hoved og bare være, eller jeg forsøger at tvinge mig selv til at tænke på noget andet mere positivt. Alt andet end negative følelser og tanker. Det at kredse sine tanker omkring noget, man alligevel ikke kan ændre, er spild af tid. Jeg vil ikke bruge min tid på følelser og tanker om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kræver øvelse og mere øvelse, men det virker for mig – sådan da. Jeg kan stadig mærke et sting, når jeg tænker på i lørdags, men det fylder ikke mine tanker. Jeg kunne godt mærke, at min motivation for at træne mandag morgen ikke var så stor – men jeg gjorde det alligevel – og Abby var fantastisk.

Abby på stranden efter prøven – dobbeltmarkering

Oplever du, at du har tendens til at slå dig selv oven i hovedet med jævne mellemrum, så er der hjælp at hente. Min chef, Christina Ingerslev, har bl.a. hjulpet mig. Hun har både uddannelse og erfaring på området, og det er klart hendes hjælp, der gør, at jeg bl.a. ikke oplevede skyggen af irritation eller vrede overfor Abby – det havde jeg gjort for 10 år siden.  

Tjek på turen

Det at kunne gå en tur med mine hunde er en af årsagerne til, at jeg overhovedet har hunde. Bevares, jeg er også temmelig vild med at træne med mine hunde, og de to ting kan heldigvis ofte gå hånd i hånd. Jeg er specielt vild med at gå i skoven eller på stranden. Selv i kedeligt gråt regnvejr, er naturen fantastisk, og det bliver kun bedre af at se mine hunde rende rundt og ligne jubelidioter. Begge mine hunde, men specielt min ældste Lilli, elsker at rulle sig (specielt i vådt græs eller sne), og hvor god en tur vi har haft kan ofte måles i, hvor våd en hund jeg har med hjem. Jeg er så afhængig af at se mine hunde være glade, at jeg faktisk ikke synes, det er særlig sjovt at gå tur uden hunde.

 

 

Jeg har i mange år afholdt specialkurser, hvor fokus udelukkende har været på at få en hund, der kommer, når man kalder. Jeg afholder dem stadigvæk med jævne mellemrum, fordi jeg synes, indkaldet er en af de vigtigste øvelser, man kan lære sin hund. Det ville være umuligt for mig at give mine hunde den samme frihed, som de har nu, hvis ikke de havde et pålideligt indkald. Men i løbet af foråret sidste år, har jeg gået og tygget på ideen om, at det jo ikke kun er et pålideligt indkald, det gør, at gåturene er sjove. Det er jo ikke alle steder, jeg kan have mine hunde løse, så det, at de kan finde ud af at gå i en line uden at være ved at hive armene af mig, er også ret vigtigt.

Både det at komme, når jeg kalder, og det at kunne gå pænt i snor er øvelser, der er komplicerede på en anden måde, end f.eks. lydighedsøvelser er. Normalt når vi træner med vores hund, så er den i træningsmode – den er (forhåbentligt) fokuseret på dig og i stand til at sortere forstyrrelser fra. Når vi skal lære vores hunde at gå pænt i snor eller at komme, når vi kalder, er vi ude i en anden problematik. Specielt indkaldet lyder ret enkelt – jeg kalder, du kommer (og du får en belønning). Hvor svært kan det lige være? Temmelig svært i praksis. Et af de forhold der gør det svært er, at hunden jo i princippet er fri til at gøre, hvad den vil. Det betyder, at den har fri adgang til de forstyrrelser/belønninger, der er i omgivelserne. Vi vil så alligevel gerne vil have, at hunden, idet vi kalder, slipper det den var i gang med og kommer løbende tilbage til os.

 

 

Selv om vi ikke nødvendigvis kan sammenligne med mennesker, så forestil dig lige, at du sidder med næsen begravet i en god bog (eller en serie på Netflix) og så kalder mand/kone/kæreste/barn. Hvor ofte kaster du det, du var i gang med, og løber hen til den, der kaldte? Med mindre der bliver råbt ”chokoladekage” eller ”av”, så kan jeg da personligt godt lige råbe ”et øjeblik” og så lige gøre et afsnit (af bogen!) færdigt, før jeg kommer. Alligevel har jeg en forventning om, at mine hunde slipper, hvad de har gang i, og kommer med det samme.

Den her evne til at vælge forstyrrelser fra bliver ofte undervurderet, og det betyder, at vi enten ikke får trænet det eller ikke får det generaliseret nok. Hunden skal have forstået konceptet selvkontrol for at kunne slippe den ”belønning”, den er i gang med, når jeg kalder, og så løbe hen til mig. Det at kunne udvise selvkontrol er den anden side af indkaldet. Det er i øvrigt også den evne, hunden skal have for at kunne hilse pænt på andre mennesker og hunde. Det at få hunden til at tænke, ”hvad skal jeg gøre?” i stedet for ”jeg vil have!”.

 

 

Det er heller ikke er nok kun at træne indkald, gå pænt i snor eller selvkontrol. For at få en hund, der er sjov at gå tur med, kræver det, at vi har en samarbejdsrelation, der fungerer. Det får vi bl.a. ved at træne alt muligt andet med vores hunde. Så selvom f.eks. lydighedstræning i sig selv ikke er nok til at få en hund, der er sjov at gå tur med, så er det en forudsætning for at kunne lære hunden at gå, så det er sjovt at gå tur.

Alle disse tanker endte efter sommerferien med et intensivt kursus, der sjovt nok hed ”Tjek på turen”. Jeg afsluttede kurset her i januar, og jeg havde en fest med det! Det er et af de mere givende kurser, jeg har haft, og jeg har derfor oprettet et nyt et af slagsen. Kurset strækker sig over fem fredag-eftermiddage fra februar til maj. Der er begrænset antal pladser, men har du tid og mulighed for at være med – så skal du være velkommen! Du kan læse mere her: http://shop.dogtraining.dk/holdtraening-88/tjek-paa-turen-1166.html

Nytårsaften

Hvert år i december får alle mine kursister den samme dundertale. Det handler om nytårsaften, mere præcist om fyrværkeriet nytårsaften. En del af mit job består af at hjælpe familier, der har forskellige typer af problemer med deres hund, bl.a. angst for fyrværkeri eller andre høje lyde. Enkelte gange har hundens problem et omfang, der gør, at det ender med en aflivning. Jeg bliver specielt berørt, når det er hunde, der er så bange, at uanset hvad jeg, ejer og dyrlæge gør, så bliver hunden ved med at være bange – hver eneste dag. Forstil dig noget du er bange for; edderkopper, slanger, tandlægen, … og så forstil dig, at du skal være i rum fyldt med edderkopper, slanger, tandlæger(!) hver eneste dag. Hver eneste dag. Forestil dig at være så bange. Hvis du så heller ikke viste, hvornår det ville ske, så du kunne gå med en evig angst for, hvornår du ville åbne en dør og træde ind i rummet med f.eks. edderkopper. Det er sådan, det nogle gange ender med at være, når hunde bliver bange for at gå ud, når det er mørkt og det, der i sidste ende kan føre til, at aflivning bliver den eneste løsning. I mine øjne er det ikke humant at holde en hund i live, der er bange hver dag, og som bliver ved med at være det på trods af al slags behandling.

Det er derfor jeg holder dundertale til mine kursister – og skriver denne blog. Det gælder om at forebygge, at ens hund bliver bange for fyrværkeri (og andre høje lyde). Rigtig mange hunde ender med at blive bange for fyrværkeri i løbet af deres liv. Når folk fortæller mig, at deres hund ikke er bange, plejer jeg at sætte et ”endnu” efter deres sætning. Frygt for fyrværkeri kan komme, hvornår det skal være. Vi er nu så tæt på nytårsaften, at jeg ikke vil gå for meget ind i, hvad du kan gøre, hvis du virkelig vil forbygge, men hellere give dig lidt råd til, hvordan du kommer igennem de næste dage med din hund – uanset om den er bange (endnu) eller ej.

 

Op til nytårsaften

Ved du, at din hund er bange for fyrværkeri, så er det nu, du skal gå i gang med at give den en eller anden form for kosttilskud, hvis du ikke allerede er gået i gang. Det kan være Kalm, Zylkene, Bach Rescue Remedy, Serene-Um, Baldrian, … Det er ikke til at vide, hvad der virker bedst på lige præcis din hund, men det er bedst at give det FØR din hund begynder at udvise tegn på angst. Er din hund allerede begyndt at udvise angst, så vil jeg stadig give det, det er bare mindre sandsynligt, at det har en stor effekt.

 

 

Er din hund bange, vil jeg også anbefale dig at lave om på dine rutiner i forhold til, hvornår og hvordan du går tur med din hund. Gå gerne den længste tur om morgenen (eller i hvert fald før det bliver mørkt igen om eftermiddagen). Det er meget sjældent, at skolebørnene fyrer krudt af om morgenen, men til gengæld meget sandsynligt i løbet af eftermiddagen og aftenen. Gå kun en kort tur med din hund senere på dagen, f.eks. omkring spisetid eller sent på aftenen. Hav ALTID din hund i snor, også selvom den har et supergodt indkald. Skulle der blive fyret fyrværkeri af i nærheden, og din hund bliver bange, skal den helst ikke stikke af. Af de cases jeg har haft, har angsten sat sig voldsommere hos de hunde, der er blevet bange og er stukket af. Så hav din hund i snor!

Lær din hund et sikkerhedssignal. Når hunde bliver bange, udløses der stresshormoner i stor stil. Stresshormoner udløses også i andre sammenhænge, bl.a. når hunde leger. Lær hunden, at et bestemt signal, f.eks. ”jubii”, betyder: Nu kommer der leg. Det skal indlæres, før du kan bruge det på dine gåture. Pointen med signalet er at forsøge at få hundens hjerne til at skifte spor, fra frygt til leg. Vi kan ikke gå fra frygt til ro – det er meget svært at være rolig med store mængder stresshormoner i kroppen, men vi kan forsøge at få hunden i legemode. Leg og frygt er modsatrettede følelser, og begge udløser stresshormoner. Kan din hund ikke lide legetøj, så brug dig selv eller leg med godbidder.

 

 

Når din hund har lært, hvad ”jubii” betyder – den ser forventningsfuldt på dig, når du siger det – kan du begynde at bruge det, når I hører høje lyde på turen. Idet du hører fyrværkeri, siger du ”jubii” og begynder at lege med din hund – giv den gas og hold en fest! Når I er færdige med at lege, så gå over til at give en masse godbidder til hunden, så den fortsat er beskæftiget med noget rart. Det virker bedst på hunde, der kun er let til moderat angste, så er din hund meget bange, eller bliver der fyret af meget tæt på, vil det formodentlig ikke fungere. Hører I mange lyde efter hinanden, holder signalet også op med at virke, og husk at signalets værdi skal holdes ved lige, så hunden ikke kun hører det, når der kommer høje lyde.

Du kan med fordel træne denne øvelse og bruge den, selvom din hund aldrig har vist tegn på frygt overfor fyrværkeri eller andre høje lyde. Du lærer din hund: fyrværkeri/høje lyde = fest! Det kan være med til at ”vaccinere” din hund imod at få traumer, hvis du skulle være så uheldig, at der bliver fyret af tæt på dig og din hund.

 

Selve nytårsaften

Uanset om din hund er bange eller ej, så er det en god ide at sørge for, at den er godt fysisk og mentalt stimuleret. Gå en god lang tur med din hund – gerne flere timer, hvis ellers dens helbred er i orden. Træn med den, gem godbidder – hjemme eller på turen, giv aktivitetslegetøj, osv. En træt hund er lidt længere tid om at reagere end en frisk hund. Ved du, at din hund bliver bange, så sørg for at få en tid hos din dyrlæge, så du kan give angstdæmpende til din hund. Giv det på de tidspunkter og i den dosis din dyrlæge har anbefalet.

Jeg hører nogle gange folk sige, at de ikke vil give angstdæmpende til deres hund, fordi det:

  1. Ikke er så slemt
  2. Den bliver sløv
  3. Det virker alligevel ikke
  4. Det kun lægger hunden ned uden at tage angsten

Mine svar:

  1. Frygt er formodentligt rent evolutionært den ældste følelse, vi har – og det er ikke nogen behagelig følelse. Der er ingen grund til, at din hund skal være det mindste bange, når der findes måder at nedsætte/fjerne den følelse.
  2. Der er flere angstdæmpende præparater nu, og det er ikke dem alle, der gør din hund sløv. Snak med din dyrlæge. Og selv hvis den skulle blive sløv – er det så ikke bedre end at være bange?
  3. Selv hvis du synes, at det du prøvede sidste år ikke virkede, så prøv evt. noget andet, selv en lille effekt tæller her.
  4. Det er forældet viden, at de præparater man bruger i dag, kun gør hunden passiv. Det er rigtigt, at man før i tiden gav et præparat, som ikke tog angsten, men kun havde den effekt, at hunden ikke pacede rundt. Men det præparat giver man ALDRIG alene i dag. Alle dyrlæger vil give noget ”rigtigt” angstdæmpende sammen med, hvis de overhovedet giver det.

Der findes INGEN undskyldninger for ikke at give sin bange hund en eller anden form for angstdæmpende præparat nytårsaften!

Uanset om din hund er bange eller ej, så tag den ud og gå en kort tur omkring 18-19-tiden. Det er her, der oftest er mest ro, og din hund skal bare ud og tisse og ind igen. Er den allerede bange på det her tidspunkt, så lad være med at tvinge den. Køb noget virkeligt lækkert din hund kan tygge på og giv det ca. 23.50. Gerne noget, der tager lang tid at tygge. Mine hunde får et tørret kalveunderben. Det tager dem ca. 45 min at tygge sig igennem. Det betyder, at de tygger sig igennem det værste fyrværkeri. Det kan også være knogler, Kong’er fyldt med f.eks. vådfoder, kogt ris blandet med leverpostej/torskerogn/kylling, eller noget andet lækkert.

 

Er din hund bange, så forsøg at skærme den så meget som muligt ved at tænde lys, rulle ned og have radio/fjernsyn kørende. Udover at give hunden noget lækkert at tygge i, kan du også træne med den, gemme godbidder i viskestykker eller spille brætspil med den. Det skal være let for hunden, da det drejer sig om at få hunden til at blive ved med at spise. Hvis din hund bliver bange, og afledning ikke virker, så lad den være der, hvor den har lyst til. Er det på skødet af dig eller under sofaen, så er det der, den skal være. Du må gerne snakke med din hund og nusse med den – selvom rygtet siger, at du skal ignorere den. Man kan ikke belønne følelser – kun adfærd, så bare rolig, din hund bliver ikke mere bange af, at du snakker sødt til den. Det, du skal undgå, er selv at gå i panik!

Forhåbentlig kommer både du og din hund helskindet gennem nytåret. Er din hund bange – eller bliver den det, så er der hjælp at hente. Selvom det kan være svært helt at fjerne frygten, kan man gøre meget for at gøre den mindre. Det handler bl.a. om empowermenttræning. Har du lyst til at vide mere om det, så har jeg et kursus, der begynder i februar. Du kan læse mere og tilmelde dig her:  Empowerment for nytårsangste hunde

 

Tidlig stimulering – The Biosensor Program

Nu er mine hvalpe blevet 4 ½ uger gamle, og socialiseringsperioden er kommet godt i gang. Mine hvalpe fik øjne omkring 11.-13. dagen og hørelse omkring dag 21. Men i de første 2 uger sker der ikke ret meget. Hvalpene sover, spiser og skider …, og det er cirka det. Måler man hvalpes EEG, som er et udtryk for hjernens aktivitet, så kan man indtil hvalpene får øjne, ikke se den store forskel på vågen og sovende tilstand. Kan man så som opdrætter alligevel gøre noget de første par uger i hvalpenes liv, som kan gavne dem både fysisk og mentalt? Ja, er det korte svar.

 

 

Hvalpe bliver født blinde og døve. Deres vigtigste sanser er lugte-, føle- og smagssansen. Deres indlæringsevne er ikke kun begrænset af deres manglende sanser, nervefibrene i hjernen mangler også det isolerende lag (myalin), der er nødvendigt for at sende hurtige forbindelser. Til de af jer, der kan huske en gammel modemforbindelse, så kan I forestille jer, hvor langsomt det går. Det er ikke, at der ikke er forbindelse, det tager bare noget længere tid at få signalet igennem. Det meste af den viden, der er om tidlig stimulation, har vi fra rotter, men der findes også forsøg lavet med hunde. I 1966 undersøgte Fox og Stelzner hvalpe fra fødsel, til de var 5 uger gamle. Hvalpene blev udsat for forskellige sanseindtryk som kulde, lys, lyd og vestibulær stimulation (hvalpene blev rokket på et vippebræt). Resultaterne indikerer, at hvalpe der var blevet håndteret, klarede sig bedre i problemløsningsopgaver end de ikke-håndterede hvalpe og havde et bedre stressrespons (hurtigt og kraftigt i stedet for langsomt og længerevarende).

 

 

Nogle af disse forsøg inspirerede det amerikanske militær til at udvikle The Biosensor Program. Det blev også kaldt Superdog Program. Jeg vil lige understrege – der ligger rigtig meget data på, at tidlig håndtering er gavnligt, men der er ikke publicerede undersøgelser, der viser effekten af The Biosensor Program! Jeg har alligevel valgt at bruge det på de tre kuld, jeg har haft. Når jeg ved, at tidlig håndtering er vigtigt, tænker jeg, at det program er ligeså godt at følge som alt muligt andet.

 

I sin enkelhed går programmet ud på at lave 5 øvelser med hvalpene, fra de er 3 dage, til de er 16 dage gamle. Det er Dr. Carmen Battaglia, der står bag biosensor programmet, og ifølge ham, sker der en del neurologisk udvikling i denne periode. Ved at udføre de 5 øvelser, stimulerer man denne neurologiske udvikling, og det skulle i sidste ende have en gavnlig effekt på den voksne hund. Blans hjerte-kar system, give hunden et bedre stressrespons og gøre den mere mod

standsdygtig overfor sygdomme. Derudover mener Dr. Battaglia, at de stimulerede hvalpe er mere aktive og undersøgende. Nogle af disse effekter har man set som effekt af tidlig stimulering i andre undersøgelser, hvor stimuleringen var anderledes.

De 5 øvelser skal udføres én gang om dagen i 3-5 sekunder pr. øvelse:

  • Taktil stimulation – en vatpind føres mellem hvalpens tæer
  • Hvalpens holdes med hovedet opad
  • Hvalpens holdes med hovedet nedad
  • Hvalpen lægges på ryggen
  • Hvalpen lægges på en kold klud

Videoen viser udførelsen af The Biosensor Program på det kuld jeg har nu, første og sidste gang jeg udførte det. Jeg sprang en dag over, fordi hvalpene var syge, så derfor var sidste gang da hvalpene var 17 dage gamle

 

I naturvidenskabens navn, burde jeg måske kun udføre øvelserne på halvdelen af hvalpene i de kuld, jeg har haft – men det nænner jeg simpelthen ikke. Jeg kunne selvfølgelig sammenligne to forskellige typer af tidlig stimulering, men tænk hvis The Biosensor Program er det bedste. Jeg vil gerne give mine hvalpe den allerbedste start i livet. Tidlig stimulation i form af The Biosensor Program er et af mine tiltag. Fra hvalpene er 3 uger, er det socialisering og miljøtræning, jeg har fokus på, og fra hvalpene er ca. 4½-5 uger (som de er lige om lidt), begynder jeg også at klikkertræne dem. Mere om det i en senere blog 😊.

Jeg ved ikke, om det skyldes genetik, socialisering og miljøtræning eller tidlig stimulering, men de kuld jeg har haft indtil videre ser ud til at have meget fornuftige temperamenter – meget af det skyldes jo i høj grad de mennesker, som har dem og har præget dem, fra de var 8 uger gamle, men måske har The Biosensor Program også haft en gavnlig indflydelse.

Er du interesseret i at høre mere om The Biosensor Program eller om det hvalpekuld, jeg har nu, er du altid velkommen til at maile eller ringe til mig: karen@hundogtraening.dk eller 40972686.