I begyndelsen af december holdt jeg et gratis webinar om lydangst, specielt rettet mod nytårsaften. Interessen var overvældende, men hvis du ikke nåede det – eller bare gerne vil have en kondenseret udgave af webinaret, så læs med her, så vil jeg give dig de vigtigste informationer. Jeg beklager – selv i kondenseret udgave er det en lang blog. Grib en kop kaffe, før du læser videre 😊.
Det er vigtigt at vide, at det at føle frygt er fornuftigt. Frygt er den følelse, der har holdt både os og vores hunde i live set med evolutionære briller. Frygt beskytter os mod farer – vi undgår det, vi er bange for. Hos os mennesker er det f.eks. naturligt at være bange for eksempelvis højder, små lukkede rum og krybdyr. Det er alle ting, der potentielt ville kunne slå os ihjel, hvis vi ikke var tilbageholdne overfor dem. For hunde er det naturligt at være bange for bevægelser over hovedet og høje lyde. Søg på Google ”wolf eagle”, og så vil du straks forstå det. Ørne nedlægger gerne meget store byttedyr som bl.a. hjorte, men de angriber også ulve. Det giver derfor mening at være bange for høje lyde og noget, der bevæger sig over hovedet, hvis man er hund – var der nogen der sagde fyrværkeri?
Udover en medført tilbøjelighed til at blive bange for bestemte sanseindtryk, er både vi og vores hunde også i stand til at lære, at bestemte sanseindtryk kan være farlige. Det gælder specielt sanseindtryk, der er til stede, når vi oplever at være bange. Vi kan lære at frygte disse sanseindtryk som farlige i sig selv. Et typisk eksempel er hunde, der er bange for fyrværkeri, også begynder at blive bange for at gå tur, når det er blevet mørkt om eftermiddagen. Mørket bliver i sig selv farligt, fordi det ofte er eftermiddag/aften, der bliver skudt af. Andre lyde kan også ende med at udløse frygt, fordi hundens hjerne kategoriserer lydene som fyrværkerilyde. Når vi, eller vores hund, oplever noget, vil vores hjerne sammenligne det sanseindtryk med tidligere sanseindtryk. Hvis der er noget, der ligner, vil det nye sanseindtryk blive kategoriseret som værende ligesom det tidligere oplevede sanseindtryk. Der er specielt en stor risiko for, at det kan ske, når vi taler om lydangst. Frygten for fyrværkeri har tendens til at sprede sig til også at gælde til andre, specielt høje lyde.
Jo hurtigere vi kan gribe ind, når vores hund bliver bange, jo bedre. Men hvordan ser din hund ud, når den er bange? Der er en række fællestræk, vi kan se efter, men du skal også kende din hund. Hvordan ser den ud, når den er afslappet og glad? Hvordan ser den ud, når den begynder at føle svagt ubehag? Du skal stole på din mavefornemmelse, men noget af det du kan se efter er: Er din hund urolig? Trykker den sig op ad dig? Skanner den omgivelserne, når I er ude at gå tur i stedet for, som den plejer, at snuse? Så kan det alt sammen være tegn på, at din hund er begyndt at føle frygt. Jo højere intensiteten af frygt, jo lettere er det at se. Hunde, der er meget bange, kan være åbenlyst urolige, ryste, klæbe sig til dig, pibe/hyle og kan forsøge at finde et sted, de kan krybe i ly. Det er vigtigt, at vi ser de små tegn, så vi kan hjælpe vores hund hurtigt – giv kosttilskud eller angstdæmpende medicin og skærm hunden/få den ud af situationen.
Der er noget, du kan gøre fra nu og frem til nytår, både hvis det er din hunds første nytår – og den ikke har vist tegn på frygt overfor lyde – eller hvis du allerede ved, at din hund er bange for høje lyde. De første tre tiltag, kan alle gøre, det sidste tiltag er kun til dig, der ved, at din hund ikke er bange. Det er alt for sent at gå i gang med at træne lydtilvænning for en bange hund nu:
Overvej at give kosttilskud fra nu af og frem til et godt stykke efter nytår
Overvej hvornår og hvordan du går tur med din hund
Træn ”dut på noget”
Træn lyd-cd (KUN FOR HUNDE, DER IKKE ALLEREDE ER BANGE!!)
Det kan være et fantastisk tiltag at give kosttilskud – men du skal begynde at give det nu, specielt hvis du ved, at din hund var bange sidste år. Det gælder om at holde hundens stresssystem i ro. Så snart din hund bliver bange, aktiveres stresssystemet, og det er et system, der er utroligt svært at deaktivere igen. Hvis du prøvede kosttilskud sidste år, uden at du synes, der var effekt, så overvej lige hvornår du gik i gang. Det er nu, før din hund begynder at blive bange, du skal gå i gang, hvis kosttilskuddet skal virke. Det kan også være en fordel at give kosttilskud til hunde, der ikke umiddelbart er bange – bare for en sikkerhedsskyld. Begge mine hunde er sat på kosttilskud, selvom ingen af dem er specielt bekymrede for høje lyde. Jeg bor til gengæld i et område, hvor der bliver fyret fyrværkeri af allerede nu. Der findes flere forskellige typer kosttilskud, og jeg kan desværre ikke sige, hvilket der vil virke bedst for lige præcist din hund. Men du kan f.eks. prøve: Aptus Relax, Kalm, Zylkene, Thor Antistress Olie eller Bach Rescue Remedy – for at nævne dem jeg har mest erfaring med.
Overvej hvornår du går tur med din hund. Jeg beklager på forhånd. Jeg vil anbefale dig at gå den længste tur med din hund om morgen. Stå tidligt op og gå en lang tur med din hund. Det er på dette tidspunkt, der er mindst risiko for at møde fyrværkeri. Gå en kort tur om eftermiddagen – det er her alle skolebørnene har fri og hygger sig med at fyre fyrværkeri af. Eller sådan plejer det at være. Der er ingen, der ved, hvordan mønsteret vil se ud i år, men mine børn har dog stadig online-undervisning, så måske holder den stadig. Måske bare en tur i haven eller lige ned og tisse og op igen. Du kan evt. gå igen sent om aftenen, omkring kl. 23. Ja, jeg beklager – det er ikke i december, du får meget søvn. Sørg i øvrigt for ALTID at have din hund i snor, når det er blevet mørkt. En hund, der går i panik, fordi den bliver bange, er svær at få fat på, og de klienter jeg har haft, hvor hunden er stukket af i panik, har været de sværeste at hjælpe.
Træn ”dut på noget”. Det at lære din hund, at den kan gøre noget og få noget rart til at ske med sin adfærd, er ikke kun godt for din hunds velfærd helt generelt. Det kan også være med til at styrke din hunds selvtillid – og det er yderst brugbart, specielt når vi taler lydangst. Brug en genstand din hund har set før. Det kan være en kasket, en kasse, en plastikflaske, el.lign.
Hvis din hund kan et snudetarget, så kan det være en god opvarmning
Vis din hund genstanden på lidt afstand af dens snude og ude til en side
Marker (klik eller sig et kort markørsignal som ”fint” el.lign.) idet din hund ser på genstanden. Beløn med en lækker godbid, mens du fjerner genstanden
Når din hund er færdig med at spise, viser du genstanden igen – marker og beløn igen for interesse
Gentag nogle gange og prøv så at sætte genstanden på gulvet – marker igen og beløn for enhver interesse. Du kan evt. hjælpe din hund ved at give godbidden hen over genstanden efter du har markeret
Er din hund helt ok med høje lyde, så kan du forberede den på nytåret ved at bruge en lyd-cd. Jeg gentager lige mig selv: ER DIN HUND BANGE, SÅ SKAL DU SPRINGE DETTE AFSNIT OVER!!!
Du kan også prøve at finde fyrværkerilyde på nettet, hvis du ikke lige har en cd-afspiller.
Afspil fyrværkerilydene ved lav volumen, mens du laver noget, der er sjovt for din hund. Det kan være træning, søgeopgaver, brætspil eller bare, at du fodrer din hund
Vær opmærksom på din hunds adfærd – er den afslappet? Opmærksom på lydene? Ligeglad?
Ser du det mindste tegn på utryghed, så stop – vent til februar!
Er din hund helt upåvirket – vær sikker! Så kan du gradvist øge volumen. MEN vær sikker på, at din hund er ok med lydene og træn kun i korte tidsintervaller – et par minutter ad gangen
Træn gerne dagligt frem til d. 27. december, hvor der formodentligt vil blive skudt af i omgivelserne
Der er også tiltag, du kan tage selve nytårsaften – uanset om det er din hunds første nytårsaften, eller om du forventer, at den vil blive bange. Et af de vigtigste tiltag er at sikre, at din hund ikke er understimuleret den dag. Gå en lang tur i skoven, på stranden, eller hvor der er meget, din hund kan opleve og snuse til. Gå om formiddagen, men hav alligevel din hund i en lang line, hvis du ved, at den kan blive bange. Der er desværre altid nogle mennesker, der skyder af i løbet af dagen. Lav gerne noget næsearbejde ellert træning med hunden senere på dagen, så den også er stimuleret optimalt mentalt. Overvej, hvor tidligt du kan give din hund den sidste luftetur. Mine hunde kommer i haven, lige efter Dronningens nytårstale er gået i gang. Din hund skal have tilbuddet om at komme ud – undgå at presse den. Du må leve med, at den ikke kan holde sig, hvis den ikke vil ud (langt de fleste hunde kan holde sig). Ved du, at din hund bliver bange, så sørg for at give den kosttilskud/medicin på de tidspunkter, din dyrlæge har anbefalet dig. Lad være med at tro: nu går det så godt, så jeg kan springe en dosis over. Sæt en timer på din telefon, så du husker at give kosttilskuddet/medicinen. Husk målet er at holde hundens stressniveau nede så længe som muligt.
Forsøg at skærme din hund så meget som muligt, når vi begynder at nærme os kl. 24. Lad din hund være, hvor den er mest tryg. Hav lyset tændt, rul ned for gardiner/persienner og hav radioen/tv’et kørende. Se om du kan lokke din hund til at spise. Mine hunde får noget virkeligt lækkert omkring kl. 23.45, og så tygger de sig gennem nytåret. Du kan f.eks. bruge frosne Kong’er fyldt med dåsemad eller en blanding af ris og kød. Det er ikke alle hunde, der vil spise, men tilbyd din hund noget lækkert ofte – hold ud!
I dagene efter nytåret, så vær stadig på vagt. Der er mange, der også skyder af i dagene (ugerne) efter nytår, så fasthold din rutiner med luftning og kosttilskud.
Når vi rammer februar, så er det her, du skal til at lægge en plan! Din hund holder måske op med at udvise frygt, men det skyldes ofte, at folk holder op med at fyre fyrværkeri af – ikke at din hund holder op med at være bange! FRYGT FORSVINDER IKKE AF SIG SELV! Det er i februar, du skal begynde træningen til næste år. Det er ofte flere tiltag, der skal sættes i gang på samme tid, for at afhjælpe frygten for fyrværkeri. Der er flere, der tilbyder kurser eller en til en rådgivning. Du kan evt. søge hjælp hos SEA (Sammenslutningen af Eksaminerede Adfærdsrådgivere), der alle er uddannet af Hund & Træning. Jeg afholder også en online-kursus i ”lydangst – sådan hjælper du din hund”, hvor du også er velkommen. Det er tilgængeligt både i en version med eller uden vejledning.
Er du nået hele bloggen igennem, så tak fordi du holdt ud! Jeg vil lige efterlade dig med en sidste øvelse. Jeg skrev en blog omkring nytårsaften for en del år siden. I den blog beskrev jeg hvordan du kan træne et sikkerhedssignal. Du kan læse bloggen og se videoen her: https://hundogtraening.dk/karen-frost-knudsen/nytaarsaften/
Jeg håber, at du og dine får en god jul (trods Covid-19) og en fredelig nytårsaften!
Forestil dig, at du lige har fået en hundehvalp – det har du måske også. I så fald tillykke! Forestil dig så, at det er første gang, du får hvalp. Du vil gerne gøre det så godt som muligt og har forsøgt at forberede dig grundigt. Du har søgt information på nettet og lånt bøger på biblioteket. Du har også spurgt din opdrætter og de af dine venner der har hund til råds. Det er ikke let. Du har fået at vide:
Du skal være en leder for din hvalp vs. lederskab findes ikke
Du skal socialisere og miljøtræne din hvalp vs. du ikke må overstimulere din hvalp
Du skal begynde at træne med din hvalp så hurtigt som mulig vs. du skal vente til den er seks måneder før du må træne med din hvalp
Jeg kunne blive ved. Der er så mange meninger og holdninger til, hvordan du giver din hvalp den bedste begyndelse og mange af dem er modsatrettede. I løbet af det sidste halve år har Christina fået hvalp, jeg har opdrættet et kuld hvalpe og har selv beholdt en, og jeg har haft rigtigt mange frustrerede hvalpeejere i telefonen. Fordi Christina og jeg selv har det med hvalp helt inde på livet, vil vi i kommende blogindlæg tage fat i nogle af de myter, der er omkring det at få en hvalp hjem. Jeg vil godt allerede advare – vi kommer ikke med lette løsninger til de udfordringer, det ofte er at få hvalp. En god hund kræver, at du investerer tid i din hvalps uddannelse.
Christinas Lemon hilser på mine labradorhvalpe
Det første emne vi vil tage op handler om de daglige gåture med din hvalp. Jeg havde for mange år siden en kursist, der ikke kunne forstå, at hendes hvalp var så uvillig til at gå tur. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad min kursist lavede med hvalpen, viste det sig, at vedkommende gik ca. tre timer om dagen med den – den var 12 uger gammel! Jeg har selv en krudtugle af en hvalp, så jeg har fuld forståelse for, at man kan have lyst til at køre hvalpen træt (og evt. mindre bidende) ved at gå lange ture med den – men motion er ikke løsningen. Det er desværre ikke det eneste eksempel. I weekenden var jeg i skoven og mødte en sød weimaranerhvalp på fire en halv måned. Ejeren var ude at løbe med hvalpen, for at den kunne blive træt. Til ejeres forsvar, så løb han langsomt, hvalpen var løs, og han fortalte, at han kun løb en kort tur. Men det ændrer ikke ved, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at beskæftige en hvalp på.
Hvalpe, der motioneres for meget og for tidligt, risikerer skader på både knogler og led. For at undgå, at hvalpe overmotioneres, giver det mening at lave nogle enkle retningslinjer til, hvordan en hvalp bør motioneres. En af disse retningslinjer er, at hvalpe må gå det antal minutter, de er gamle i uger. En hvalp på otte uger må således gå otte minutter og en hvalp på 12 uger, 12 minutter. Reglen er tiltænkt ensformig bevægelse (f.eks. at hvalpen traver i samme tempo ved siden af dig), men bliver meget ofte misforstået til at gælde al bevægelse. Jeg har således set en del understimulerede hvalpe, fordi ejerne tror, at de ikke må gå særligt lang tid med deres hvalp. Det kan have alvorlige adfærdsmæssige konsekvenser at understimulere en hvalp – både i form af undersocialisering, men også i form af udviklingen af uhensigtsmæssig adfærd (f.eks. mere og voldsommere hvalpebid).
Søde Louie vil gerne vide hvad jeg har i min lomme
Der er ingen tvivl om, at vi skal behandle hvalpe som hvalpe og ikke som voksne hunde. Vi skal hverken overmotionere/overstimulere eller undermotionere/understimulere vores hvalpe. Hvalpe vokser, hvilket betyder, at deres knogler, led, sener og muskler er i udvikling, og at vi derfor skal tage hensyn til den udvikling. Det gør de fleste af os i forvejen med vores børn. Selvom børn på tre-fem år kan være meget aktive, så forsøger de fleste af os sjældent gøre dem trætte ved at motionere dem trætte. Det er vigtigt at understrege, at hvalpe skal bevæge sig! Det er vigtigt for bl.a. deres knogle- og ledudvikling, koordination af bevægelser og bevidsthed om deres egen krop. Det skal bare være den rigtige form og mængde af bevægelse.
Problemet med meget enkle retningslinjer er, at de ofte bliver for enkle. I forhold til at gå tur, så er det ikke kun antallet af minutter, der er vigtige. Udover tid bør du også tænke over længde, type af underlag, hvilke oplevelser der er (andre hunde, mennesker, biler, cykler, osv.), hvilken race du har, hvilket temperament din hvalp har, og hvor meget din hvalp har oplevet det seneste døgn.
En kort tur længdemæssigt kan godt tage lang tid, ligesom en kort tur tidsmæssigt godt kan være for lang. For at give et eksempel. Da min hvalp var ca. ni en halv uge gammel, gik jeg en aften en lille tur med både hende og hendes mor. Seven, som min hvalp hedder, gik løs, hvilket hende mor også gjorde. Jeg var ca. ti minutter om at gå ca. 600 meter, MEN Seven galoperede fulde ti minutter i forsøget på at følge med sin mor. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at det ikke er en fornuftig måde at bevæge sig på. Dagen efter var jeg ca. en halv time om at gå ca. 500 meter hen til City 2. Her havde Seven mulighed for at se på cykler, mennesker, biler og busser i sit eget tempo. Efter en halv times oplevelser, synes jeg, at hun havde oplevet nok, og Seven blev båret hjem i en rygsæk, jeg havde på maven. Mængden af sanseindtryk er helt klart en af de parametre, der skal tælle højt i vurderingen af, hvor meget din hund kan gå.
Seven på Høje Taastrup station
Har du en meget aktiv race, så har den formodentlig også behov for mere bevægelse, end hvis du har en mindre aktiv race. Forskellen på f.eks. en border collie og en leonberger. Som otte uger kan det være, at deres behov er nogenlunde ens, men allerede efter få uger, vil border collien formodentligt have brug for mere bevægelse end leonbergeren.
Hvordan skal du så gå med din hvalp? Du skal se på din hvalp som det første. Før du begynder at tage den ud at gå tur, så skal den være tryg i hjemmet og i haven. Har du købt en velsocialiseret hvalp, så er det oftest i løbet af et par dage. Hold øje med din hvalp, når du er ude. Gå tur i hvalpens tempo og gå de steder, hvalpen har lyst til at gå. Du kan med fordel køre hen til skoven, stranden, byen osv. Også selvom du kun har fem minutter derhen på gåben. For små hvalpe anbefaler jeg små ture på ca. 10-20 minutter tre gange dagligt – men du skal se på din hvalp. Det kan være, at den sætter sig ned meget hurtigt. Så er det ofte, fordi den er træt eller skal bruge tid på at tage sanseindtryk ind. Gør den det meget, så skal din næste tur være kortere. Det kan også være, at din hvalp ikke sætter eller lægger sig på turen, men er mere træt resten af dagen – så skal du igen gøre din næste tur kortere. Målet er aldrig at få en træt hvalp, men en velstimuleret hvalp! Og så skal du også huske på, at hvis du kommer til at lave for meget med din hvalp – det kan både være tiden du går, men også længden eller mængden af oplevelser – så går den ikke i stykker af det! Så længe du giver den tid til at komme sig, så er det fint. Husk udtrykket alt med måde og er du i tvivl så kontakt f.eks. en træner/adfærdsbehandler, evt. fra www.sea-hund.dk.
Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.
Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.
Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!
Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!
Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.
Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker
Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.
Få din hund i træningsmode – hvis du kan
Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.
Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:
Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.
Lad være med at spørge – få det overstået
Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.
Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.
Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.
Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!
Fredag og lørdag var Karen og jeg så heldige at være på kursus med Karolina Westlund. Et kursus arrangeret af DSKVE, som er en forening bestående af dyrlæger, der er interesserede i adfærd. Det er ingen hemmelighed, at vi hos Hund & Træning er svært begejstrede for Karolina Westlund, og vi har da også hørt hende i mange andre sammenhænge. Denne gang var det om dyrs følelser men med et twist i forhold til, hvordan vores dyr har det, når de f.eks. er hos dyrlægen.
Karolinas første slide, som jeg har set nogle gange før, rammer mig altid. Hun taler om tre slags følelser: sensoriske (f.eks. kulde og varme), kropslige (f.eks. sult og tørst) og følelser (emotions). Karolina pointerer meget relevant, at det er lidt interessant, at de fleste af os aldrig kunne drømme om at lade vores hunde sulte eller fryse, men hvor mange af os er ligeså opmærksomme på, hvordan vores hunde har det følelsesmæssigt? Vi ser adfærd, men er vi opmærksomme på den følelse, hunden har, mens den udviser adfærden? Nogle følelser kan give sig udtryk i meget små adfærdsændringer, og hvis vi ikke er opmærksomme på dem, risikerer vi at overse f.eks. en hund, der er utryg.
Karolina beskriver den model over følelser, der hedder ”Core Affect Space”. Vi kan beskrive følelser i to retninger – hvor behagelige vs. ubehagelige de er, og hvor høj vs. lav intensitet de har.
Følelser er øjeblikkelige, og både vi og vores hunde bevæger os hele tiden gennem Core Affect Space. Vores daglige omgang med hunden påvirker, hvor i Core Affect Space hunden befinder sig, og hvor i Core Affect Space vi oftest er har betydning for vores generelle humør. Er vi ofte i de røde felter, risikerer vi generelt at være pessimistiske og/eller deprimerede. Befinder vi os mest i de grønne felter, er vi generelt optimistiske og empowered. Er hunden utryg ved de daglige gåture, eller bryder den sig ikke om at få halsbånd/sele på, så risikerer vi at skubbe den over i de røde felter.
Udover Core Affect Space talte Karolina om Panksepps syv ”core emotions”. Det er de syv følelsesmæssige systemer, som Panksepp kunne stimulere via elektriske signaler. De er FEAR, RAGE, PLAY, GRIEF, CARE, SEEKING og LUST. Karolina gennemgik dem alle, men i forhold til det at gå til dyrlægen, er FEAR nok den vigtigste. Selvfølgelig er der noget, dyrlæger kan gøre for at gøre den så behageligt som muligt for hund (og ejer) at komme til dyrlægen, men vi som hundeejere kan faktisk også gøre rigtigt meget.
En af de tiltag, der kan være med til at modvirke, at vores hunde bliver bange for at komme hos dyrlægen, kaldes latent hæmning. Det handler om betydningen af førstegangsindtrykket. Placerer vi en rotte i et bur og udsætter den for noget ubehagelig, vil den opfatte det bur som ubehageligt de næste mange gange, den er i buret – også selvom der ikke sker noget ubehageligt. Placerer vi rotten i buret første gang, uden at den oplever noget ubehageligt, og først anden gang lader den opleve noget ubehagelig, vil den efterfølgende forventning om ubehag være mindre. Førstegangsindtrykket betyder noget. Hvis vi i stedet for kun at gøre buret neutralt første gang, gør det sjovt at være i, er effekten endnu større. I kan formodentligt allerede regne ud, hvad min pointe er. Første gang du skal til dyrlægen med din hund, så gør det til en sjov oplevelse. Tag din hvalp ned til dyrlægen, bare for at komme på besøg. Giv den en masse godbidder i venteværelset og leg med den, hvis den har mod på det. Det gælder også, hvis du har en ældre hund og f.eks. skifter dyrlæge. Langt de fleste dyrlæger er glade for at få besøg i klinikken. Jo mere veltilpas hunden er hos dyrlægen, jo bedre kan dyrlægen udføre sit job.
Der var en fantastisk stemning hele kurset igennem, og vi fik en del interessante diskussioner. Det er blevet ”in” at træne hunde til frivilligt at tilbyde håndtering (negleklip, børstning, osv.), og hos dyrlægerne er der en ny tendens – og en certificering – nemlig www.fearfreepet.com. Tjek det ud og få evt. din dyrlæge med på bølgen J.
Vi er som regel rigtigt gode til at dele ting, når det går godt – og måske mindre tilbøjelige til at dele, når det går knapt så godt. Jeg er i hvert fald. Alligevel har jeg tænkt mig at dele den oplevelse, jeg havde i lørdags, da jeg tog Abby, min yngste tæve, med på vores første working test. Det er en prøve for retrievere, der består af fem poster, hvor hunden skal apportere en eller flere dummier på hver post. Jeg har trænet noget, der minder om jagttræning med Abby on and off men er først for alvor gået i gang i det sidste halve års tid. Abby bestod sin brugsprøve, som er adgangsgivende til de andre prøver, man kan stille op i, for ca. en måned siden.
I lørdags skulle vi så have vores debut i en working test. I modsætning til konkurrencelydighed, ved man ikke på forhånd, hvilke opgaver man bliver udsat for til en working test – andet end at det handler om at apportere dummier. Det var ikke kun os retrieverfolk, der var mødt op i skoven i lørdags. Der var også en del slædehunde, som skulle ud og løbe med vogn i skoven. Smukke hunde, som dog larmer en del i forventning om, at de snart skal ud at løbe. De gøede så meget, at det var svært at høre, hvad prøvelederen fortalte til parolen, men jeg fik dog fat i, hvor jeg skulle begynde min prøve – ved post 2. Abby er normalt ret cool og plejer ikke at blive specielt påvirket af det miljø, hun er i, men hun var lidt oppe at køre. Jeg var heldigvis ikke den første, der skulle op, så jeg fandt ud af, at post 2 var en slags frit søg. En mand gik i et område ca. 30 m væk, hvor der lå dummier. Han klappede med noget træ og gik væk igen. Det er så meningen, at Abby skal løbe ud i området og søge og apportere dummier. Det er ikke lige noget, vi har trænet (vidste ikke den øvelse kunne forekomme i en working test), men hun har prøvet det nogle gange før. Det går selvfølgelig ikke super godt, men hun henter faktisk to dummier. Hun søger lidt stort og kommer ikke direkte hjem, men vi ender med 6 point ud af 20. Jeg er sådan set bare glad for, at hun rent faktisk fik løst opgaven. Post 3 er en enkeltmarkering. Der står en skytte, og bag skytten står der en, der kaster dummien. Jeg står måske 30 meter væk sammen med dommeren. Skytten skyder, og Abby ser op på mig og ser overhovedet ikke, at der bliver kastet en dummy. Jeg sender hende, og hun forsøger rent faktisk at løse opgaven og er også tæt på at finde dummien, men det lykkes ikke – 0 point.
Jeg kan godt allerede nu afsløre, at vi endte med 6 point i alt – ud af 100 mulige. Skal man gøre noget, skal man gøre det ordentligt! De andre poster involverede alle, at der blev skudt og kastet noget, og alle gange så Abby på mig i stedet for at se ud, hvilket betød, at hun aldrig så en eneste dummy blive kastet og derfor ikke kunne hente den. Der kan være flere årsager til, at det gik galt. For det første, har jeg lært Abby, at når der bliver skudt, så kom til mig og få godbidder – hvilket er rigtigt godt, når det drejer sig om fyrværkeri, men knapt så godt, når det gælder en jagtprøve. Abby var også ret højt kørende. Hun sad nogle gange og rystede og havde meget svært ved at sidde stille, noget hun ellers er ret god til, og jeg overvejede flere gange, om jeg skulle trække hende. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt hun ”bare” var oppe at køre, eller om der var noget ubehag inde over.
Jeg var forbløffende nok ikke specielt nervøs, heller ikke til sidst, selvom jeg godt viste, hvad der ville ske. På et par af posterne, var der god tid, og jeg fik lov til at lave øvelsen om, uden at der blev skudt – efter vi havde fejlet og fået 0. Så snart der ikke var et skud involveret, løste Abby opgaven helt perfekt. Det hjalp. Men jeg er konkurrencemenneske, så en del af mig havde det virkelig skidt efter prøven. Jeg var ikke vred eller irriteret på Abby, men havde det bare skidt med situationen. Skuffelsen over, at det gik så dårligt, går lige i maven og river op i alle mulige negative følelser. Jeg er ikke dygtig nok, jeg er ikke god nok, hvordan kan du kalde dig hundetræner, hvordan kan du tro, at du kan undervise andre, skulle du ikke finde dig et job i Bilka i stedet for …
Jeg ved ikke, om du har prøvet noget lignende, men måske har du. Jeg kunne godt mærke, at mine tanker var ved at grave en hul, jeg kunne kravle ned i. Og hvad gør man så? Det er så ufatteligt uproduktivt at have den slags følelser, men det kan være virkelig svært at slippe dem. Jeg kan kun fortælle, hvad der virker for mig, og måske kan du bruge noget af det – om ikke andet, så bare det at vide, at andre kan have det sådan.
Jeg ved, at jeg meget hurtigt kan vende den slags oplevelser til en slags selvhad, og det er vigtigt at få vendt mine tanker forholdsvist hurtigt. Så når jeg kan mærke, at mine følelser og tanker bliver alt for negative, forsøger jeg altid at give mig selv en slags peptalk. Min indre dialog lød nogen lunde sådan her:
Det er en konkurrence – ikke liv eller død. … Bortset fra at det at undervise i hundetræning er mit levebrød – FUCK!! (heldigvis er der ikke mange, der i de kredse ved, hvad jeg lever af).
Det var den samme fejl – Abby gjorde alt rigtigt, når der ikke var skud med (jeg gik på stranden bagefter og kastede et par dummier, og det klarede hun perfekt). Vi skal ”bare” have fikset det med skud.
Min datter har godt af at se, at det ikke er nogen katastrofe at fejle. Det gør ikke noget, at man ikke er perfekt!
Det var én prøve – det betyder ikke, at du ikke kan gøre det bedre næste gang.
Træk vejret – du er god nok.
Du behøver ikke fortælle nogen, hvordan det er gået … øhh.. altså bortset fra dem du allerede har fortalt om prøven. Men det er heldigvis ikke så mange…
Træk vejret – du er god nok.
Det at fejle er ikke en refleksion af, hvem jeg er – jeg er mere end det at gå til prøve eller træne min hund.
Jeg bliver ved med at prøve at finde noget godt i situationen, eller finde en plan b, c eller d. Hvis det ikke virker, forsøger jeg at tømme mit hoved og bare være, eller jeg forsøger at tvinge mig selv til at tænke på noget andet mere positivt. Alt andet end negative følelser og tanker. Det at kredse sine tanker omkring noget, man alligevel ikke kan ændre, er spild af tid. Jeg vil ikke bruge min tid på følelser og tanker om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kræver øvelse og mere øvelse, men det virker for mig – sådan da. Jeg kan stadig mærke et sting, når jeg tænker på i lørdags, men det fylder ikke mine tanker. Jeg kunne godt mærke, at min motivation for at træne mandag morgen ikke var så stor – men jeg gjorde det alligevel – og Abby var fantastisk.
Oplever du, at du har tendens til at slå dig selv oven i hovedet med jævne mellemrum, så er der hjælp at hente. Min chef, Christina Ingerslev, har bl.a. hjulpet mig. Hun har både uddannelse og erfaring på området, og det er klart hendes hjælp, der gør, at jeg bl.a. ikke oplevede skyggen af irritation eller vrede overfor Abby – det havde jeg gjort for 10 år siden.
Det at kunne gå en tur med mine hunde er en af årsagerne til, at jeg overhovedet har hunde. Bevares, jeg er også temmelig vild med at træne med mine hunde, og de to ting kan heldigvis ofte gå hånd i hånd. Jeg er specielt vild med at gå i skoven eller på stranden. Selv i kedeligt gråt regnvejr, er naturen fantastisk, og det bliver kun bedre af at se mine hunde rende rundt og ligne jubelidioter. Begge mine hunde, men specielt min ældste Lilli, elsker at rulle sig (specielt i vådt græs eller sne), og hvor god en tur vi har haft kan ofte måles i, hvor våd en hund jeg har med hjem. Jeg er så afhængig af at se mine hunde være glade, at jeg faktisk ikke synes, det er særlig sjovt at gå tur uden hunde.
Jeg har i mange år afholdt specialkurser, hvor fokus udelukkende har været på at få en hund, der kommer, når man kalder. Jeg afholder dem stadigvæk med jævne mellemrum, fordi jeg synes, indkaldet er en af de vigtigste øvelser, man kan lære sin hund. Det ville være umuligt for mig at give mine hunde den samme frihed, som de har nu, hvis ikke de havde et pålideligt indkald. Men i løbet af foråret sidste år, har jeg gået og tygget på ideen om, at det jo ikke kun er et pålideligt indkald, det gør, at gåturene er sjove. Det er jo ikke alle steder, jeg kan have mine hunde løse, så det, at de kan finde ud af at gå i en line uden at være ved at hive armene af mig, er også ret vigtigt.
Både det at komme, når jeg kalder, og det at kunne gå pænt i snor er øvelser, der er komplicerede på en anden måde, end f.eks. lydighedsøvelser er. Normalt når vi træner med vores hund, så er den i træningsmode – den er (forhåbentligt) fokuseret på dig og i stand til at sortere forstyrrelser fra. Når vi skal lære vores hunde at gå pænt i snor eller at komme, når vi kalder, er vi ude i en anden problematik. Specielt indkaldet lyder ret enkelt – jeg kalder, du kommer (og du får en belønning). Hvor svært kan det lige være? Temmelig svært i praksis. Et af de forhold der gør det svært er, at hunden jo i princippet er fri til at gøre, hvad den vil. Det betyder, at den har fri adgang til de forstyrrelser/belønninger, der er i omgivelserne. Vi vil så alligevel gerne vil have, at hunden, idet vi kalder, slipper det den var i gang med og kommer løbende tilbage til os.
Selv om vi ikke nødvendigvis kan sammenligne med mennesker, så forestil dig lige, at du sidder med næsen begravet i en god bog (eller en serie på Netflix) og så kalder mand/kone/kæreste/barn. Hvor ofte kaster du det, du var i gang med, og løber hen til den, der kaldte? Med mindre der bliver råbt ”chokoladekage” eller ”av”, så kan jeg da personligt godt lige råbe ”et øjeblik” og så lige gøre et afsnit (af bogen!) færdigt, før jeg kommer. Alligevel har jeg en forventning om, at mine hunde slipper, hvad de har gang i, og kommer med det samme.
Den her evne til at vælge forstyrrelser fra bliver ofte undervurderet, og det betyder, at vi enten ikke får trænet det eller ikke får det generaliseret nok. Hunden skal have forstået konceptet selvkontrol for at kunne slippe den ”belønning”, den er i gang med, når jeg kalder, og så løbe hen til mig. Det at kunne udvise selvkontrol er den anden side af indkaldet. Det er i øvrigt også den evne, hunden skal have for at kunne hilse pænt på andre mennesker og hunde. Det at få hunden til at tænke, ”hvad skal jeg gøre?” i stedet for ”jeg vil have!”.
Det er heller ikke er nok kun at træne indkald, gå pænt i snor eller selvkontrol. For at få en hund, der er sjov at gå tur med, kræver det, at vi har en samarbejdsrelation, der fungerer. Det får vi bl.a. ved at træne alt muligt andet med vores hunde. Så selvom f.eks. lydighedstræning i sig selv ikke er nok til at få en hund, der er sjov at gå tur med, så er det en forudsætning for at kunne lære hunden at gå, så det er sjovt at gå tur.
Alle disse tanker endte efter sommerferien med et intensivt kursus, der sjovt nok hed ”Tjek på turen”. Jeg afsluttede kurset her i januar, og jeg havde en fest med det! Det er et af de mere givende kurser, jeg har haft, og jeg har derfor oprettet et nyt et af slagsen. Kurset strækker sig over fem fredag-eftermiddage fra februar til maj. Der er begrænset antal pladser, men har du tid og mulighed for at være med – så skal du være velkommen! Du kan læse mere her: http://shop.dogtraining.dk/holdtraening-88/tjek-paa-turen-1166.html