Overskriften lyder lidt vild, men det er, hvad mine tanker har kredset om de sidste døgn. Mine søde små hvalpe har alle været syge – de er alle ok nu – men det fik mig til at tænke på det med liv og død.
Det begyndte med, at Abby fik dårlig mave. Det er helt normalt, at tæver får dårlig mave, når de har født, fordi de spiser moderkagerne. Abby havde fået normal mave igen, men så fik hun diarre. Da antibiotika går i mælken, forsøgte vi (dvs. både min egen dyrlæge, Louise, og Nina Diers, som er min fertilitetsdyrlæge) et par døgn med skånekost og kosttilskud, men hun fik det desværre ikke bedre. Torsdag morgen så jeg så, at min lille sorte han havde tabt 100 g på et døgn. Afsted med mig til Ølby dyreklinik og Nina. Abby fik en super cocktail med ”alt godt fra havet”, og min lille sorte han fik et skud antibiotika i nakken. Han var stadig frisk, så jeg var ikke super bekymret. Han holdt dog op med at ville die i løbet af eftermiddagen.
Det er så her mine tanker om liv og død kommer ind. Jeg har med begge Lillis kuld måttet give supplement til en hvalp eller to for at få dem til at overleve. Ved begge kuld har det skyldtes, at hvalpene har været født meget små. Jeg har læst eller hørt et sted, det her med hvorvidt man bør lade alle hvalpe i et kuld overleve, specielt dem der på en eller anden måde er svage. I forhold til racen, ville det så være bedre at sortere de svageste hvalpe fra? Hvis kun de stærkeste og sundeste hvalpe overlever, ville det så ikke gøre racen bedre? Jeg kan godt forstå augmentationen og er i teorien også enig et godt stykke hen ad vejen – i hvert fald så langt, at jeg mener, at man skal tænke sig godt om, før man får et kuld hvalpe – men jeg kan ikke gøre det i den virkelige verden. Jeg kan ikke under nogen omstændigheder ikke gøre alt, hvad jeg kan, for at redde en hvalp! Men spørgsmålet poppede op i mit hoved igen, da min lille sorte han blev syg. Bør man hjælpe svage hvalpe til at overleve? Nu havde min lille hvalp fået en infektion, men nogle af mine andre hvalpe har været små, og selvom de alle har udvist vilje til at leve, har tanken alligevel spøgt – bør jeg hjælpe? I den virkelige verden vil jeg altid svare ”ja”, jeg kan ikke andet.
For at vende tilbage til mit nuværende kuld hvalpe. Min lille sorte han fik erstatning i løbet af natten og en sprøjte mere dagen efter. Resten af kuldet var så blevet smittet, hvilket jeg opdagede, da jeg vejede hvalpene om eftermiddagen. De havde alle tabt sig 30-40 g. Afsted igen til Ølby – der er ingen, der siger, at man ikke må tage til dyrlægen to gange på samme dag. Nu er hele kuldet blevet behandlet, og efter et par nætter, hvor jeg har været oppe ca. hver anden time for at give dem lidt erstatning som supplement, er de alle i bedring og tager på igen.
Så var det i dag, at Abby fik sine hvalpe. Seks stk. i alt, fordelt på fire tæver og to hanhunde. Fødslen gik i gang på et eller andet tidspunkt i går morges. Jeg havde fået Abby scannet i mandags på Ølby Dyreklinik, så jeg vidste, at hun formodentligt ville føde i fredag og hendes temperatur var da også faldet torsdag aften. Fredag morgen var hun begyndt at puste og ryste lidt. Jeg havde allerede allieret mig med min dyrlæge, Louise Frost-Christensen, som også er min kusine. Hun har været med de to gange Lilli har haft hvalpe – og det er så befriende at have en dyrlæge sovende på sofaen, når man enten får hvalpe eller ens hund er syg af anden årsag. Jeg kunne godt unde alle andre at have en kusine som min J Louise skulle selvfølgelig arbejde fredag og en af mine søde kursister, som er opdrætter og fødselshjælper havde tilbudt også at ville hjælpe – og man skal passe på hvad man tilbyder mig. Jeg skrev til Katrine Bøg allerede torsdag aften og tilfældet ville, at hun havde fri fredag. Katrine smider hvad hun har i hænderne, pakker en fødselspakke, i tilfælde af jeg ikke har det hele, og kører ud til mig fredag morgen. Det var fantastisk!
Opblogningsfasen, som i flg. mine kilder, kan vare fra 6 timer til 20 timer tog dog lige lidt længere tid. Katrine og jeg hyggede os det meste af fredagen. Min kusine støtte sig til os om aftenen. Abby halsede og rystede stadig, med lidt pauser ind i mellem. Abby var heldigvis god til at hvile sig i pauserne. Vi spiste aftensmad, drak lidt the og så lagde Katrine sig på den ene sofa, Louise på den anden og jeg lagde mig ind i fødekassen til Abby. Lad mig lige slå fast – jeg foretrækker klart en seng fremfor et hårdt gulv – også selvom det er dækket af tæpper. Sove det gjorde jeg ikke så meget og jeg tror heller ikke hverken Katrine eller Louise har sovet gå godt. Abby ville sidst på natten meget gerne ud i haven. Belært af Lilli som fødte en del af sit første kuld hvalpe i haven, var jeg hver gang udstyret med lommelygte og håndklæde. Heldigvis var det ikke det Abby havde gang i. Hun skulle bare grave, løbe rundt om buskene, tisse og bare være urolig.
Omkring kl. 4.30 undersøger Louise Abby og kan fortælle, at hun ikke er særligt udvidet, men hun må have sat gang i noget, for kl. 5.13 (I kan godt se, at jeg har helt styr på tiderne J) går vandet fra den første hvalp og en fin tæve bliver født kl. 6.20. Jeg hjælper med at fjerne hinderne omkring hvalpen, men allerede med den første hvalp hjælper Abby til, selvom hun ser lidt forvirret ud. Forestil dig lige at være gravid uden at vide det og så føde uden at vide, at det er det der skal ske. Jeg må indrømme jeg havde lidt dårlig samvittighed i løbet af fredagen for at udsætte min søde hund for det at skulle føde… måske nok lidt fjollet, men det er jo ikke hende der har valgt at skulle have hvalpe.
Efter en time kom en hanhund og 20 min efter den kom en tæve mere. Så gik der 1½ time før den næste hanhund kom. Abby ligger sig til at sove helt afslappet. Louise undersøger hende og kan ikke rigtigt mærke nogle hvalpe og så sidder vi tre mennesker og tror vi ved, at der skal være to hvalpe mere – det var i hvert fald hvad Nina fra Ølby Dyreklinik havde skannet sig frem til. Nu kan dyrlæger jo tage fejl, men Nina er så erfaren, at det er der ikke rigtigt nogen af os der tror på. Vi tager Abby ud og gå en tur og Abby har læst hvad der står i bøgerne – en rask travetur kan sætte gang i fødslen. Hun traver i hvert fald til! Mens vi snakker om hvor lang tid vi skal vente før vi evt. skanner hende, kommer der en hvalp mere og en halv time efter kommer den sidste. Begge tæver.
Alle hvalpe bliver grundigt undersøgt af Louise (jeg siger jer – find jer en kusine der er dyrlæge!!) og hun kan konstatere, at de er sunde og raske alle sammen. Vi fejre det med en lækker frokost som min søde mand har sørget for. Ungerne som har fået lov til at se med fra sidelinjen er meget begejstret – altså for det med hvalpene – måske også frokosten…
Jeg har nu sovet et par timer i en rigtig seng, ahh… og været i bad og føler mig bare en lille smule mere menneskelig igen. Fødsler er absolut ikke min spidskompetence – men det er det, der kommer nu til gengæld: biosensorprogram, når hvalpene bliver tre dage, socialisering og miljøtræning, i et tempo, der passer til deres udvikling og så træning, når de bliver 4½ – 5 uger gamle. Det bliver fantastisk!!
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen