Hvordan går du tur med din hvalp

Forestil dig, at du lige har fået en hundehvalp – det har du måske også. I så fald tillykke! Forestil dig så, at det er første gang, du får hvalp. Du vil gerne gøre det så godt som muligt og har forsøgt at forberede dig grundigt. Du har søgt information på nettet og lånt bøger på biblioteket. Du har også spurgt din opdrætter og de af dine venner der har hund til råds. Det er ikke let. Du har fået at vide:

  • Du skal være en leder for din hvalp vs. lederskab findes ikke
  • Du skal socialisere og miljøtræne din hvalp vs. du ikke må overstimulere din hvalp
  • Du skal begynde at træne med din hvalp så hurtigt som mulig vs. du skal vente til den er seks måneder før du må træne med din hvalp

Jeg kunne blive ved. Der er så mange meninger og holdninger til, hvordan du giver din hvalp den bedste begyndelse og mange af dem er modsatrettede. I løbet af det sidste halve år har Christina fået hvalp, jeg har opdrættet et kuld hvalpe og har selv beholdt en, og jeg har haft rigtigt mange frustrerede hvalpeejere i telefonen. Fordi Christina og jeg selv har det med hvalp helt inde på livet, vil vi i kommende blogindlæg tage fat i nogle af de myter, der er omkring det at få en hvalp hjem. Jeg vil godt allerede advare – vi kommer ikke med lette løsninger til de udfordringer, det ofte er at få hvalp. En god hund kræver, at du investerer tid i din hvalps uddannelse.

Christinas Lemon hilser på mine labradorhvalpe

Det første emne vi vil tage op handler om de daglige gåture med din hvalp. Jeg havde for mange år siden en kursist, der ikke kunne forstå, at hendes hvalp var så uvillig til at gå tur. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad min kursist lavede med hvalpen, viste det sig, at vedkommende gik ca. tre timer om dagen med den – den var 12 uger gammel! Jeg har selv en krudtugle af en hvalp, så jeg har fuld forståelse for, at man kan have lyst til at køre hvalpen træt (og evt. mindre bidende) ved at gå lange ture med den – men motion er ikke løsningen. Det er desværre ikke det eneste eksempel. I weekenden var jeg i skoven og mødte en sød weimaranerhvalp på fire en halv måned. Ejeren var ude at løbe med hvalpen, for at den kunne blive træt. Til ejeres forsvar, så løb han langsomt, hvalpen var løs, og han fortalte, at han kun løb en kort tur. Men det ændrer ikke ved, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at beskæftige en hvalp på.

Hvalpe, der motioneres for meget og for tidligt, risikerer skader på både knogler og led. For at undgå, at hvalpe overmotioneres, giver det mening at lave nogle enkle retningslinjer til, hvordan en hvalp bør motioneres. En af disse retningslinjer er, at hvalpe må gå det antal minutter, de er gamle i uger. En hvalp på otte uger må således gå otte minutter og en hvalp på 12 uger, 12 minutter. Reglen er tiltænkt ensformig bevægelse (f.eks. at hvalpen traver i samme tempo ved siden af dig), men bliver meget ofte misforstået til at gælde al bevægelse. Jeg har således set en del understimulerede hvalpe, fordi ejerne tror, at de ikke må gå særligt lang tid med deres hvalp. Det kan have alvorlige adfærdsmæssige konsekvenser at understimulere en hvalp – både i form af undersocialisering, men også i form af udviklingen af uhensigtsmæssig adfærd (f.eks. mere og voldsommere hvalpebid).

Søde Louie vil gerne vide hvad jeg har i min lomme

Der er ingen tvivl om, at vi skal behandle hvalpe som hvalpe og ikke som voksne hunde. Vi skal hverken overmotionere/overstimulere eller undermotionere/understimulere vores hvalpe. Hvalpe vokser, hvilket betyder, at deres knogler, led, sener og muskler er i udvikling, og at vi derfor skal tage hensyn til den udvikling. Det gør de fleste af os i forvejen med vores børn. Selvom børn på tre-fem år kan være meget aktive, så forsøger de fleste af os sjældent gøre dem trætte ved at motionere dem trætte. Det er vigtigt at understrege, at hvalpe skal bevæge sig! Det er vigtigt for bl.a. deres knogle- og ledudvikling, koordination af bevægelser og bevidsthed om deres egen krop. Det skal bare være den rigtige form og mængde af bevægelse.

Problemet med meget enkle retningslinjer er, at de ofte bliver for enkle. I forhold til at gå tur, så er det ikke kun antallet af minutter, der er vigtige. Udover tid bør du også tænke over længde, type af underlag, hvilke oplevelser der er (andre hunde, mennesker, biler, cykler, osv.), hvilken race du har, hvilket temperament din hvalp har, og hvor meget din hvalp har oplevet det seneste døgn.

En kort tur længdemæssigt kan godt tage lang tid, ligesom en kort tur tidsmæssigt godt kan være for lang. For at give et eksempel. Da min hvalp var ca. ni en halv uge gammel, gik jeg en aften en lille tur med både hende og hendes mor. Seven, som min hvalp hedder, gik løs, hvilket hende mor også gjorde. Jeg var ca. ti minutter om at gå ca. 600 meter, MEN Seven galoperede fulde ti minutter i forsøget på at følge med sin mor. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at det ikke er en fornuftig måde at bevæge sig på. Dagen efter var jeg ca. en halv time om at gå ca. 500 meter hen til City 2. Her havde Seven mulighed for at se på cykler, mennesker, biler og busser i sit eget tempo. Efter en halv times oplevelser, synes jeg, at hun havde oplevet nok, og Seven blev båret hjem i en rygsæk, jeg havde på maven. Mængden af sanseindtryk er helt klart en af de parametre, der skal tælle højt i vurderingen af, hvor meget din hund kan gå.

Seven på Høje Taastrup station

Har du en meget aktiv race, så har den formodentlig også behov for mere bevægelse, end hvis du har en mindre aktiv race. Forskellen på f.eks. en border collie og en leonberger. Som otte uger kan det være, at deres behov er nogenlunde ens, men allerede efter få uger, vil border collien formodentligt have brug for mere bevægelse end leonbergeren.

Hvordan skal du så gå med din hvalp? Du skal se på din hvalp som det første. Før du begynder at tage den ud at gå tur, så skal den være tryg i hjemmet og i haven. Har du købt en velsocialiseret hvalp, så er det oftest i løbet af et par dage. Hold øje med din hvalp, når du er ude. Gå tur i hvalpens tempo og gå de steder, hvalpen har lyst til at gå. Du kan med fordel køre hen til skoven, stranden, byen osv. Også selvom du kun har fem minutter derhen på gåben. For små hvalpe anbefaler jeg små ture på ca. 10-20 minutter tre gange dagligt – men du skal se på din hvalp. Det kan være, at den sætter sig ned meget hurtigt. Så er det ofte, fordi den er træt eller skal bruge tid på at tage sanseindtryk ind. Gør den det meget, så skal din næste tur være kortere. Det kan også være, at din hvalp ikke sætter eller lægger sig på turen, men er mere træt resten af dagen – så skal du igen gøre din næste tur kortere. Målet er aldrig at få en træt hvalp, men en velstimuleret hvalp! Og så skal du også huske på, at hvis du kommer til at lave for meget med din hvalp – det kan både være tiden du går, men også længden eller mængden af oplevelser – så går den ikke i stykker af det! Så længe du giver den tid til at komme sig, så er det fint. Husk udtrykket alt med måde og er du i tvivl så kontakt f.eks. en træner/adfærdsbehandler, evt. fra www.sea-hund.dk.

Når fokus skifter

Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.

I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.

Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.

Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.

Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.

Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.

Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:

  • Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
  • Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
  • Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
  • Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
  • Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
  • Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
  • Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
  • Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
  • De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.

Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.

 

 

 

 

 

 

Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂

 

 

Farvel og goddag

Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.

Min gamle hund Senna har i de sidste mange år være plaget af problemer med skelettet. Først HD, så spondylose og derefter gigt i håndleddet. Hun har længe være på smertestillende for at mindske smerter og inflammation. Hun har været til en lang række forskellige behandlinger hos fysioterapeut osv. Det er ikke let at være begrænset og have smerter, når man er født med den største turbomotor nord for alperne og bare elsker at løøøøøbe. Det er allerede mange år siden, at jeg måtte lægge lydigheden helt på hylden med hende. En aktivitet som hun elskede mere end alt andet. Hun var elitechampion og blev allerede som 2-årig tilbudt en plads på det danske LP landshold. Vi takkede nej, jeg synes hun var for ung, og ventede til året efter, hvor vi var med i Østrig, derefter var vi afsted flere gange på landsholdet. Sidste gang i 2014, hvor hun trak i mig på en vej, så jeg fik min fod ned i en sporvejsskinne og forstuvede foden, to timer inden vi skulle i ringen. Hun har også rusket min albue i stykker med et stykke legetøj og forstuvet min ene finger ganske voldsomt. Det var aldrig kedeligt at leve sammen med hende.

Senna var en vild hund, og jeg elskede hende for det. Hun gjorde aldrig noget halvt og gav sig 110% hver eneste gang, uanset hvad jeg bad hende om. Hun var altid ved min side, og jeg savner hende af hele mit hjerte. Hun var til det sidste en krævende og energisk hund, der bestemt ikke var glad for at fise den af i sofaen. Hun var også mild og kærlig overfor mig og kunne læse alle mine tanker og mine sindsstemninger. Hun lærte mig meget om ordløs kommunikation, særligt i den sidste del af vores konkurrencekarriere, der desværre sluttede alt for tidligt.

Senna var også en tuff hund, som aldrig nogen sinde lod en anden hund vælte hende af pinden. Hun kunne ikke selv drømme om at starte en konflikt, men har flere gange prøvet at andre hunde sprang på hende. Hun vendte dem om og holdt dem nede på jorden, indtil alle var enige om, at det var bedst at gå hvert til sit. Hun elskede mest af alt sin søster Lukka, som hun har fulgt hele sit liv sammen med ejer Louisa Wibroe. De var begge med den lørdag, hvor vi sagde farvel til Senna, smukt, sørgeligt og stille. Senna, du efterlader dig nogle store poteaftryk at udfylde – and you are forever in my heart…..

 

 

 

 

 

Inden jeg tog afsked med Senna, havde jeg fået en lille ny hvalp ind i huset. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke med Senna, men på de fire måneder der gik fra jeg bestilte Lemon, til jeg fik hende hjem, var Senna blevet meget dårligt gående. Havde jeg vidst, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke, havde jeg nok ventet med at få hvalp. Men Senna tog sig ikke af lille Lemons ankomst, så jeg tror egentligt ikke, det havde gjort nogen forskel for hende. Det er i hvert fald det, som jeg er kommet frem til efter at have haft rigtig dårlig samvittighed.

Under alle omstændigheder er lille Lemon her nu, og jeg kunne ikke være mere glad for hende. Det var en proces at være i sorg over at tage afsked med Senna, tre uger efter at Lemon var flyttet ind og samtidig spændt på og glad for at lære en lille ny hund at kende. Jeg har et tæt forhold til alle mine hunde og er selvfølgelig altid spændt på, hvad en ny hvalp indeholder. Hvilken karakter og personlighed har den? Hvilke udfordringer og gaver kommer den med? Og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg selv arbejde med hos mig selv, for bedst muligt at kunne træne og leve sammen med min nye makker? Man kan træne og komme langt i træningen med en hvilken som helst hund, men hvis man vil på landsholdet, er der nogle ting, som hunden skal indeholde, ellers kommer men ikke langt i konkurrencer.

Min store dejlige og kærlige hanhund Vince, var i lang tid meget forbeholden overfor Lemon. Jeg tror, han med det samme læste hende og tænkte, jeg må trække en streg i sandet, ellers løber hun om hjørner med mig. Jeg vil sige, jeg er fuldstændig enig med ham, hun er fuld af gåpåmod og energi og tager ikke et nej for et svar. Efter et godt stykke tid har de fundet melodien og de leger nu rigtig godt sammen.

Det er i år præcist 30 år siden, jeg fik min første Border Collie Amanda. Lemon er min ottende BC, og hun minder mig på mange måder om Amanda, som også var en helt fantastisk hund. Lemon er alt det, jeg ønsker mig af en hund, sød og social overfor både hunde og mennesker og samtidig lærenem og hurtig i træningen. Hun er selvstændigt tænkende og har dejligt meget energi. Til hvalpetræning har hun allerede imponeret mig ved at kunne koncentrere sig rigtig godt, også selv om de andre hunde er i aktivitet rundt omkring hende. Vi er i gang med at arbejde med alle grundtræningsfærdigheder bl.a. fra KLIK-konceptet. Ud over leg og initiativ, er ro på tæppe en af de vigtige færdigheder, der skal ind under huden allerede nu. Hvalpetiden er en skøn tid, synes jeg, hvor alle træningsting går rigtig godt, og alle muligheder er åbne. Min træningslyst er i top, og jeg glæder mig til at udvikle mig sammen med min nye træningsmakker og undersøge, hvad fremtiden byder på.

 

Når håndtering ikke kan være frivillig

Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.

Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.

Træning af injektion – bare rolig, der er prop på sprøjten

Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!

Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!

Louise Frost-Christensen fra Artemis Dyreklinik, min kusine, i en undervisningssituation på Hund & Trænings adfærdsrådgiveruddannelse

Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.

  1. Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker

Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.

  1. Få din hund i træningsmode – hvis du kan

Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.

Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:

Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.

 

  1. Lad være med at spørge – få det overstået

Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.

  1. Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.

Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.

Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!