I begyndelsen af december holdt jeg et gratis webinar om lydangst, specielt rettet mod nytårsaften. Interessen var overvældende, men hvis du ikke nåede det – eller bare gerne vil have en kondenseret udgave af webinaret, så læs med her, så vil jeg give dig de vigtigste informationer. Jeg beklager – selv i kondenseret udgave er det en lang blog. Grib en kop kaffe, før du læser videre 😊.
Det er vigtigt at vide, at det at føle frygt er fornuftigt. Frygt er den følelse, der har holdt både os og vores hunde i live set med evolutionære briller. Frygt beskytter os mod farer – vi undgår det, vi er bange for. Hos os mennesker er det f.eks. naturligt at være bange for eksempelvis højder, små lukkede rum og krybdyr. Det er alle ting, der potentielt ville kunne slå os ihjel, hvis vi ikke var tilbageholdne overfor dem. For hunde er det naturligt at være bange for bevægelser over hovedet og høje lyde. Søg på Google ”wolf eagle”, og så vil du straks forstå det. Ørne nedlægger gerne meget store byttedyr som bl.a. hjorte, men de angriber også ulve. Det giver derfor mening at være bange for høje lyde og noget, der bevæger sig over hovedet, hvis man er hund – var der nogen der sagde fyrværkeri?
Udover en medført tilbøjelighed til at blive bange for bestemte sanseindtryk, er både vi og vores hunde også i stand til at lære, at bestemte sanseindtryk kan være farlige. Det gælder specielt sanseindtryk, der er til stede, når vi oplever at være bange. Vi kan lære at frygte disse sanseindtryk som farlige i sig selv. Et typisk eksempel er hunde, der er bange for fyrværkeri, også begynder at blive bange for at gå tur, når det er blevet mørkt om eftermiddagen. Mørket bliver i sig selv farligt, fordi det ofte er eftermiddag/aften, der bliver skudt af. Andre lyde kan også ende med at udløse frygt, fordi hundens hjerne kategoriserer lydene som fyrværkerilyde. Når vi, eller vores hund, oplever noget, vil vores hjerne sammenligne det sanseindtryk med tidligere sanseindtryk. Hvis der er noget, der ligner, vil det nye sanseindtryk blive kategoriseret som værende ligesom det tidligere oplevede sanseindtryk. Der er specielt en stor risiko for, at det kan ske, når vi taler om lydangst. Frygten for fyrværkeri har tendens til at sprede sig til også at gælde til andre, specielt høje lyde.
Jo hurtigere vi kan gribe ind, når vores hund bliver bange, jo bedre. Men hvordan ser din hund ud, når den er bange? Der er en række fællestræk, vi kan se efter, men du skal også kende din hund. Hvordan ser den ud, når den er afslappet og glad? Hvordan ser den ud, når den begynder at føle svagt ubehag? Du skal stole på din mavefornemmelse, men noget af det du kan se efter er: Er din hund urolig? Trykker den sig op ad dig? Skanner den omgivelserne, når I er ude at gå tur i stedet for, som den plejer, at snuse? Så kan det alt sammen være tegn på, at din hund er begyndt at føle frygt. Jo højere intensiteten af frygt, jo lettere er det at se. Hunde, der er meget bange, kan være åbenlyst urolige, ryste, klæbe sig til dig, pibe/hyle og kan forsøge at finde et sted, de kan krybe i ly. Det er vigtigt, at vi ser de små tegn, så vi kan hjælpe vores hund hurtigt – giv kosttilskud eller angstdæmpende medicin og skærm hunden/få den ud af situationen.
Der er noget, du kan gøre fra nu og frem til nytår, både hvis det er din hunds første nytår – og den ikke har vist tegn på frygt overfor lyde – eller hvis du allerede ved, at din hund er bange for høje lyde. De første tre tiltag, kan alle gøre, det sidste tiltag er kun til dig, der ved, at din hund ikke er bange. Det er alt for sent at gå i gang med at træne lydtilvænning for en bange hund nu:
Overvej at give kosttilskud fra nu af og frem til et godt stykke efter nytår
Overvej hvornår og hvordan du går tur med din hund
Træn ”dut på noget”
Træn lyd-cd (KUN FOR HUNDE, DER IKKE ALLEREDE ER BANGE!!)
Det kan være et fantastisk tiltag at give kosttilskud – men du skal begynde at give det nu, specielt hvis du ved, at din hund var bange sidste år. Det gælder om at holde hundens stresssystem i ro. Så snart din hund bliver bange, aktiveres stresssystemet, og det er et system, der er utroligt svært at deaktivere igen. Hvis du prøvede kosttilskud sidste år, uden at du synes, der var effekt, så overvej lige hvornår du gik i gang. Det er nu, før din hund begynder at blive bange, du skal gå i gang, hvis kosttilskuddet skal virke. Det kan også være en fordel at give kosttilskud til hunde, der ikke umiddelbart er bange – bare for en sikkerhedsskyld. Begge mine hunde er sat på kosttilskud, selvom ingen af dem er specielt bekymrede for høje lyde. Jeg bor til gengæld i et område, hvor der bliver fyret fyrværkeri af allerede nu. Der findes flere forskellige typer kosttilskud, og jeg kan desværre ikke sige, hvilket der vil virke bedst for lige præcist din hund. Men du kan f.eks. prøve: Aptus Relax, Kalm, Zylkene, Thor Antistress Olie eller Bach Rescue Remedy – for at nævne dem jeg har mest erfaring med.
Overvej hvornår du går tur med din hund. Jeg beklager på forhånd. Jeg vil anbefale dig at gå den længste tur med din hund om morgen. Stå tidligt op og gå en lang tur med din hund. Det er på dette tidspunkt, der er mindst risiko for at møde fyrværkeri. Gå en kort tur om eftermiddagen – det er her alle skolebørnene har fri og hygger sig med at fyre fyrværkeri af. Eller sådan plejer det at være. Der er ingen, der ved, hvordan mønsteret vil se ud i år, men mine børn har dog stadig online-undervisning, så måske holder den stadig. Måske bare en tur i haven eller lige ned og tisse og op igen. Du kan evt. gå igen sent om aftenen, omkring kl. 23. Ja, jeg beklager – det er ikke i december, du får meget søvn. Sørg i øvrigt for ALTID at have din hund i snor, når det er blevet mørkt. En hund, der går i panik, fordi den bliver bange, er svær at få fat på, og de klienter jeg har haft, hvor hunden er stukket af i panik, har været de sværeste at hjælpe.
Træn ”dut på noget”. Det at lære din hund, at den kan gøre noget og få noget rart til at ske med sin adfærd, er ikke kun godt for din hunds velfærd helt generelt. Det kan også være med til at styrke din hunds selvtillid – og det er yderst brugbart, specielt når vi taler lydangst. Brug en genstand din hund har set før. Det kan være en kasket, en kasse, en plastikflaske, el.lign.
Hvis din hund kan et snudetarget, så kan det være en god opvarmning
Vis din hund genstanden på lidt afstand af dens snude og ude til en side
Marker (klik eller sig et kort markørsignal som ”fint” el.lign.) idet din hund ser på genstanden. Beløn med en lækker godbid, mens du fjerner genstanden
Når din hund er færdig med at spise, viser du genstanden igen – marker og beløn igen for interesse
Gentag nogle gange og prøv så at sætte genstanden på gulvet – marker igen og beløn for enhver interesse. Du kan evt. hjælpe din hund ved at give godbidden hen over genstanden efter du har markeret
Er din hund helt ok med høje lyde, så kan du forberede den på nytåret ved at bruge en lyd-cd. Jeg gentager lige mig selv: ER DIN HUND BANGE, SÅ SKAL DU SPRINGE DETTE AFSNIT OVER!!!
Du kan også prøve at finde fyrværkerilyde på nettet, hvis du ikke lige har en cd-afspiller.
Afspil fyrværkerilydene ved lav volumen, mens du laver noget, der er sjovt for din hund. Det kan være træning, søgeopgaver, brætspil eller bare, at du fodrer din hund
Vær opmærksom på din hunds adfærd – er den afslappet? Opmærksom på lydene? Ligeglad?
Ser du det mindste tegn på utryghed, så stop – vent til februar!
Er din hund helt upåvirket – vær sikker! Så kan du gradvist øge volumen. MEN vær sikker på, at din hund er ok med lydene og træn kun i korte tidsintervaller – et par minutter ad gangen
Træn gerne dagligt frem til d. 27. december, hvor der formodentligt vil blive skudt af i omgivelserne
Der er også tiltag, du kan tage selve nytårsaften – uanset om det er din hunds første nytårsaften, eller om du forventer, at den vil blive bange. Et af de vigtigste tiltag er at sikre, at din hund ikke er understimuleret den dag. Gå en lang tur i skoven, på stranden, eller hvor der er meget, din hund kan opleve og snuse til. Gå om formiddagen, men hav alligevel din hund i en lang line, hvis du ved, at den kan blive bange. Der er desværre altid nogle mennesker, der skyder af i løbet af dagen. Lav gerne noget næsearbejde ellert træning med hunden senere på dagen, så den også er stimuleret optimalt mentalt. Overvej, hvor tidligt du kan give din hund den sidste luftetur. Mine hunde kommer i haven, lige efter Dronningens nytårstale er gået i gang. Din hund skal have tilbuddet om at komme ud – undgå at presse den. Du må leve med, at den ikke kan holde sig, hvis den ikke vil ud (langt de fleste hunde kan holde sig). Ved du, at din hund bliver bange, så sørg for at give den kosttilskud/medicin på de tidspunkter, din dyrlæge har anbefalet dig. Lad være med at tro: nu går det så godt, så jeg kan springe en dosis over. Sæt en timer på din telefon, så du husker at give kosttilskuddet/medicinen. Husk målet er at holde hundens stressniveau nede så længe som muligt.
Forsøg at skærme din hund så meget som muligt, når vi begynder at nærme os kl. 24. Lad din hund være, hvor den er mest tryg. Hav lyset tændt, rul ned for gardiner/persienner og hav radioen/tv’et kørende. Se om du kan lokke din hund til at spise. Mine hunde får noget virkeligt lækkert omkring kl. 23.45, og så tygger de sig gennem nytåret. Du kan f.eks. bruge frosne Kong’er fyldt med dåsemad eller en blanding af ris og kød. Det er ikke alle hunde, der vil spise, men tilbyd din hund noget lækkert ofte – hold ud!
I dagene efter nytåret, så vær stadig på vagt. Der er mange, der også skyder af i dagene (ugerne) efter nytår, så fasthold din rutiner med luftning og kosttilskud.
Når vi rammer februar, så er det her, du skal til at lægge en plan! Din hund holder måske op med at udvise frygt, men det skyldes ofte, at folk holder op med at fyre fyrværkeri af – ikke at din hund holder op med at være bange! FRYGT FORSVINDER IKKE AF SIG SELV! Det er i februar, du skal begynde træningen til næste år. Det er ofte flere tiltag, der skal sættes i gang på samme tid, for at afhjælpe frygten for fyrværkeri. Der er flere, der tilbyder kurser eller en til en rådgivning. Du kan evt. søge hjælp hos SEA (Sammenslutningen af Eksaminerede Adfærdsrådgivere), der alle er uddannet af Hund & Træning. Jeg afholder også en online-kursus i ”lydangst – sådan hjælper du din hund”, hvor du også er velkommen. Det er tilgængeligt både i en version med eller uden vejledning.
Er du nået hele bloggen igennem, så tak fordi du holdt ud! Jeg vil lige efterlade dig med en sidste øvelse. Jeg skrev en blog omkring nytårsaften for en del år siden. I den blog beskrev jeg hvordan du kan træne et sikkerhedssignal. Du kan læse bloggen og se videoen her: https://hundogtraening.dk/karen-frost-knudsen/nytaarsaften/
Jeg håber, at du og dine får en god jul (trods Covid-19) og en fredelig nytårsaften!
Der kan være mange grunde til, at vores hunde udviser adfærd, vi ikke bryder os om, eller at de ændrer adfærd. Hunden kan ændre adfærd både i træningen, i specifikke situationer i hverdagen, og helt generelt. Det kan handle om, at hunden ikke længere ”vil” udføre en øvelse, som den ellers har været glad for, eller at den udfører øvelsen mere upræcist. Det kan også handle om, at hunden begynder at ændre adfærd overfor andre hunde, den møder på gåture. Hvor hunden tidligere har været afslappet i mødet med andre hunde, begynder den nu at virke stiv og anspændt, og hvis andre hunde kommer tæt på, laver hunden udfald og gør. I hverdagen kan hunden virke mere stille og tilbagetrukket, eller den begynder at brumme eller snappe ud, når familiemedlemmer vil klappe den. I andre tilfælde har hunden svært ved at finde ro. Den vandrer rundt og er ekstra opmærksom på alt, hvad der foregår udenfor huset, eller den er pibende og opmærksomhedssøgende. I alle disse tilfælde kan der være tale om, at hunden har ondt eller er fysisk utilpas. Der kan selvfølgelig også være andre årsager.
Adfærdsproblemer og smerter
I arbejdet med adfærdsbehandling af hunde med adfærdsproblemer, oplever jeg situationer, hvor jeg tænker, at hundens uønskede adfærd kan have underliggende fysiske årsager. Det vil sige, at jeg tænker, at hunden kan have ondt, eller at den er fysisk utilpas, og at det er en medvirkende årsag til de adfærdsmønstre, som har fået ejeren til at reagere og bede om hjælp fra en adfærdsbehandler. Jeg oplever ofte, at den første reaktion på min tanke om, at der kan være en fysisk årsag til hundens adfærd, bliver mødt med et ”nej, den har ikke ondt”. Afvisningen begrundes som regel med, at hunden jo spiser, går tur og også leger eller på anden vis er aktiv. Det betyder imidlertid ikke, at hunden ikke kan have ondt. I nogle tilfælde kommer ændringerne i hundens adfærd snigende over tid, og så kan det være svært at få øje på dem, når man ser hunden hver dag. Det kan f.eks. være, at hunden virker lidt stiv i benene efter en gåtur, eller når den har hvilet. Når jeg har mistanke om underliggende fysiske problemer, tager jeg en grundig snak med hundens ejer og anbefaler, at hunden bliver tjekket grundigt, som regel af en veterinær kiropraktor. I mange tilfælde viser det sig faktisk, at der er nogle fysiske skavanker, som kan være medvirkende årsag til den uønskede adfærd, som hunden har udvist. Når vi får behandlet de fysiske skavanker, vil det være langt mere effektivt at sætte ind med relevante træningsmæssige tiltag, der kan ændre de uønskede adfærdsmønstre.
Joeys historie
Jeg har selv været igennem en udredning af nogle fysiske gener hos min working kelpie Joey, som netop er kommet snigende over tid. I det seneste års tid, har der været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at Joey var mere stiv og spændt i sine bevægelser, når han trissede af sted på de daglige gåture. Men han har også løbet derudaf på gåturene, og han har taget nogle gevaldige fræseture med sin lille buddy Talisker, når vi har været på stranden. Ved trækkeleg og anden legetøjsbelønning, har han også givet den fuld gas. Men alligevel har jeg tænkt, at Joey ikke var helt ok. Han har gået meget pasgang, og han har virket spændt og stiv i lænden. Netop fordi ændringen i Joeys adfærd er kommet snigende, tog det mig noget tid at tænke tanken, at han faktisk ikke var helt ok.
Joey blev først behandlet hos kiropraktor, og vi lavede strækøvelser hjemme i en periode. Senere har jeg haft ham til udredning og behandling hos en holistisk behandler, der har sat gang i en række tiltag med kostændring, behandling med infrarødt lys, tilskud af præ- og probiotika i kosten samt antiinflammatoriske kosttilskud. Jeg har selv suppleret med proprioceptionstræning og balancetræning. Da jeg gik i gang med alle disse tiltag først på året, var Joey utryg ved at træde op på en platform, der er ca. seks-syv cm høj (selvom han kunne ræse af sted på gåture og i leg). Jeg har arbejdet med ham stille og roligt, og efter en periode med fast behandling kombineret med de øvrige tiltag, har Joey det meget bedre. Han bevæger sig langt mere frit på gåturene, står igen glad på sin platform, og han går også balance på lave bænke og hopper endda helt op på bordet på borde/bænkesæt, der står i skoven.
Fordi Joey stadig løb glad rundt på gåturene, var glad for træning og legede tagfat med Talisker, kunne jeg let have overset, at han også var begyndt at gå stift og spændt i kroppen, når han gik i et langsommere tempo. Der er ingen tvivl om, at han havde ondt, og at den behandling, han har fået i løbet af året, har afhjulpet de spændinger og smerter, han gik rundt med.
Vær opmærksom på de små ændringer
Vores hunde siger ikke altid ”av”, når de har ondt. Nogle gange kommer ændringerne i hundens adfærd snigende over tid, og vi lægger ikke mærke til det. Som hundeejere er det godt at huske på at være opmærksomme på de, ofte små, adfærdsmæssige ændringer, der netop kan være tegn på, at hunden har ondt, også selvom den spiser, går tur og leger.
Forestil dig, at du lige har fået en hundehvalp – det har du måske også. I så fald tillykke! Forestil dig så, at det er første gang, du får hvalp. Du vil gerne gøre det så godt som muligt og har forsøgt at forberede dig grundigt. Du har søgt information på nettet og lånt bøger på biblioteket. Du har også spurgt din opdrætter og de af dine venner der har hund til råds. Det er ikke let. Du har fået at vide:
Du skal være en leder for din hvalp vs. lederskab findes ikke
Du skal socialisere og miljøtræne din hvalp vs. du ikke må overstimulere din hvalp
Du skal begynde at træne med din hvalp så hurtigt som mulig vs. du skal vente til den er seks måneder før du må træne med din hvalp
Jeg kunne blive ved. Der er så mange meninger og holdninger til, hvordan du giver din hvalp den bedste begyndelse og mange af dem er modsatrettede. I løbet af det sidste halve år har Christina fået hvalp, jeg har opdrættet et kuld hvalpe og har selv beholdt en, og jeg har haft rigtigt mange frustrerede hvalpeejere i telefonen. Fordi Christina og jeg selv har det med hvalp helt inde på livet, vil vi i kommende blogindlæg tage fat i nogle af de myter, der er omkring det at få en hvalp hjem. Jeg vil godt allerede advare – vi kommer ikke med lette løsninger til de udfordringer, det ofte er at få hvalp. En god hund kræver, at du investerer tid i din hvalps uddannelse.
Christinas Lemon hilser på mine labradorhvalpe
Det første emne vi vil tage op handler om de daglige gåture med din hvalp. Jeg havde for mange år siden en kursist, der ikke kunne forstå, at hendes hvalp var så uvillig til at gå tur. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad min kursist lavede med hvalpen, viste det sig, at vedkommende gik ca. tre timer om dagen med den – den var 12 uger gammel! Jeg har selv en krudtugle af en hvalp, så jeg har fuld forståelse for, at man kan have lyst til at køre hvalpen træt (og evt. mindre bidende) ved at gå lange ture med den – men motion er ikke løsningen. Det er desværre ikke det eneste eksempel. I weekenden var jeg i skoven og mødte en sød weimaranerhvalp på fire en halv måned. Ejeren var ude at løbe med hvalpen, for at den kunne blive træt. Til ejeres forsvar, så løb han langsomt, hvalpen var løs, og han fortalte, at han kun løb en kort tur. Men det ændrer ikke ved, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at beskæftige en hvalp på.
Hvalpe, der motioneres for meget og for tidligt, risikerer skader på både knogler og led. For at undgå, at hvalpe overmotioneres, giver det mening at lave nogle enkle retningslinjer til, hvordan en hvalp bør motioneres. En af disse retningslinjer er, at hvalpe må gå det antal minutter, de er gamle i uger. En hvalp på otte uger må således gå otte minutter og en hvalp på 12 uger, 12 minutter. Reglen er tiltænkt ensformig bevægelse (f.eks. at hvalpen traver i samme tempo ved siden af dig), men bliver meget ofte misforstået til at gælde al bevægelse. Jeg har således set en del understimulerede hvalpe, fordi ejerne tror, at de ikke må gå særligt lang tid med deres hvalp. Det kan have alvorlige adfærdsmæssige konsekvenser at understimulere en hvalp – både i form af undersocialisering, men også i form af udviklingen af uhensigtsmæssig adfærd (f.eks. mere og voldsommere hvalpebid).
Søde Louie vil gerne vide hvad jeg har i min lomme
Der er ingen tvivl om, at vi skal behandle hvalpe som hvalpe og ikke som voksne hunde. Vi skal hverken overmotionere/overstimulere eller undermotionere/understimulere vores hvalpe. Hvalpe vokser, hvilket betyder, at deres knogler, led, sener og muskler er i udvikling, og at vi derfor skal tage hensyn til den udvikling. Det gør de fleste af os i forvejen med vores børn. Selvom børn på tre-fem år kan være meget aktive, så forsøger de fleste af os sjældent gøre dem trætte ved at motionere dem trætte. Det er vigtigt at understrege, at hvalpe skal bevæge sig! Det er vigtigt for bl.a. deres knogle- og ledudvikling, koordination af bevægelser og bevidsthed om deres egen krop. Det skal bare være den rigtige form og mængde af bevægelse.
Problemet med meget enkle retningslinjer er, at de ofte bliver for enkle. I forhold til at gå tur, så er det ikke kun antallet af minutter, der er vigtige. Udover tid bør du også tænke over længde, type af underlag, hvilke oplevelser der er (andre hunde, mennesker, biler, cykler, osv.), hvilken race du har, hvilket temperament din hvalp har, og hvor meget din hvalp har oplevet det seneste døgn.
En kort tur længdemæssigt kan godt tage lang tid, ligesom en kort tur tidsmæssigt godt kan være for lang. For at give et eksempel. Da min hvalp var ca. ni en halv uge gammel, gik jeg en aften en lille tur med både hende og hendes mor. Seven, som min hvalp hedder, gik løs, hvilket hende mor også gjorde. Jeg var ca. ti minutter om at gå ca. 600 meter, MEN Seven galoperede fulde ti minutter i forsøget på at følge med sin mor. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at det ikke er en fornuftig måde at bevæge sig på. Dagen efter var jeg ca. en halv time om at gå ca. 500 meter hen til City 2. Her havde Seven mulighed for at se på cykler, mennesker, biler og busser i sit eget tempo. Efter en halv times oplevelser, synes jeg, at hun havde oplevet nok, og Seven blev båret hjem i en rygsæk, jeg havde på maven. Mængden af sanseindtryk er helt klart en af de parametre, der skal tælle højt i vurderingen af, hvor meget din hund kan gå.
Seven på Høje Taastrup station
Har du en meget aktiv race, så har den formodentlig også behov for mere bevægelse, end hvis du har en mindre aktiv race. Forskellen på f.eks. en border collie og en leonberger. Som otte uger kan det være, at deres behov er nogenlunde ens, men allerede efter få uger, vil border collien formodentligt have brug for mere bevægelse end leonbergeren.
Hvordan skal du så gå med din hvalp? Du skal se på din hvalp som det første. Før du begynder at tage den ud at gå tur, så skal den være tryg i hjemmet og i haven. Har du købt en velsocialiseret hvalp, så er det oftest i løbet af et par dage. Hold øje med din hvalp, når du er ude. Gå tur i hvalpens tempo og gå de steder, hvalpen har lyst til at gå. Du kan med fordel køre hen til skoven, stranden, byen osv. Også selvom du kun har fem minutter derhen på gåben. For små hvalpe anbefaler jeg små ture på ca. 10-20 minutter tre gange dagligt – men du skal se på din hvalp. Det kan være, at den sætter sig ned meget hurtigt. Så er det ofte, fordi den er træt eller skal bruge tid på at tage sanseindtryk ind. Gør den det meget, så skal din næste tur være kortere. Det kan også være, at din hvalp ikke sætter eller lægger sig på turen, men er mere træt resten af dagen – så skal du igen gøre din næste tur kortere. Målet er aldrig at få en træt hvalp, men en velstimuleret hvalp! Og så skal du også huske på, at hvis du kommer til at lave for meget med din hvalp – det kan både være tiden du går, men også længden eller mængden af oplevelser – så går den ikke i stykker af det! Så længe du giver den tid til at komme sig, så er det fint. Husk udtrykket alt med måde og er du i tvivl så kontakt f.eks. en træner/adfærdsbehandler, evt. fra www.sea-hund.dk.
Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.
Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.
I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.
Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.
Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.
Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.
Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.
Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:
Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.
Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.
Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂
Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.
Min gamle hund Senna har i de sidste mange år være plaget af problemer med skelettet. Først HD, så spondylose og derefter gigt i håndleddet. Hun har længe være på smertestillende for at mindske smerter og inflammation. Hun har været til en lang række forskellige behandlinger hos fysioterapeut osv. Det er ikke let at være begrænset og have smerter, når man er født med den største turbomotor nord for alperne og bare elsker at løøøøøbe. Det er allerede mange år siden, at jeg måtte lægge lydigheden helt på hylden med hende. En aktivitet som hun elskede mere end alt andet. Hun var elitechampion og blev allerede som 2-årig tilbudt en plads på det danske LP landshold. Vi takkede nej, jeg synes hun var for ung, og ventede til året efter, hvor vi var med i Østrig, derefter var vi afsted flere gange på landsholdet. Sidste gang i 2014, hvor hun trak i mig på en vej, så jeg fik min fod ned i en sporvejsskinne og forstuvede foden, to timer inden vi skulle i ringen. Hun har også rusket min albue i stykker med et stykke legetøj og forstuvet min ene finger ganske voldsomt. Det var aldrig kedeligt at leve sammen med hende.
Senna var en vild hund, og jeg elskede hende for det. Hun gjorde aldrig noget halvt og gav sig 110% hver eneste gang, uanset hvad jeg bad hende om. Hun var altid ved min side, og jeg savner hende af hele mit hjerte. Hun var til det sidste en krævende og energisk hund, der bestemt ikke var glad for at fise den af i sofaen. Hun var også mild og kærlig overfor mig og kunne læse alle mine tanker og mine sindsstemninger. Hun lærte mig meget om ordløs kommunikation, særligt i den sidste del af vores konkurrencekarriere, der desværre sluttede alt for tidligt.
Senna var også en tuff hund, som aldrig nogen sinde lod en anden hund vælte hende af pinden. Hun kunne ikke selv drømme om at starte en konflikt, men har flere gange prøvet at andre hunde sprang på hende. Hun vendte dem om og holdt dem nede på jorden, indtil alle var enige om, at det var bedst at gå hvert til sit. Hun elskede mest af alt sin søster Lukka, som hun har fulgt hele sit liv sammen med ejer Louisa Wibroe. De var begge med den lørdag, hvor vi sagde farvel til Senna, smukt, sørgeligt og stille. Senna, du efterlader dig nogle store poteaftryk at udfylde – and you are forever in my heart…..
Inden jeg tog afsked med Senna, havde jeg fået en lille ny hvalp ind i huset. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke med Senna, men på de fire måneder der gik fra jeg bestilte Lemon, til jeg fik hende hjem, var Senna blevet meget dårligt gående. Havde jeg vidst, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke, havde jeg nok ventet med at få hvalp. Men Senna tog sig ikke af lille Lemons ankomst, så jeg tror egentligt ikke, det havde gjort nogen forskel for hende. Det er i hvert fald det, som jeg er kommet frem til efter at have haft rigtig dårlig samvittighed.
Under alle omstændigheder er lille Lemon her nu, og jeg kunne ikke være mere glad for hende. Det var en proces at være i sorg over at tage afsked med Senna, tre uger efter at Lemon var flyttet ind og samtidig spændt på og glad for at lære en lille ny hund at kende. Jeg har et tæt forhold til alle mine hunde og er selvfølgelig altid spændt på, hvad en ny hvalp indeholder. Hvilken karakter og personlighed har den? Hvilke udfordringer og gaver kommer den med? Og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg selv arbejde med hos mig selv, for bedst muligt at kunne træne og leve sammen med min nye makker? Man kan træne og komme langt i træningen med en hvilken som helst hund, men hvis man vil på landsholdet, er der nogle ting, som hunden skal indeholde, ellers kommer men ikke langt i konkurrencer.
Min store dejlige og kærlige hanhund Vince, var i lang tid meget forbeholden overfor Lemon. Jeg tror, han med det samme læste hende og tænkte, jeg må trække en streg i sandet, ellers løber hun om hjørner med mig. Jeg vil sige, jeg er fuldstændig enig med ham, hun er fuld af gåpåmod og energi og tager ikke et nej for et svar. Efter et godt stykke tid har de fundet melodien og de leger nu rigtig godt sammen.
Det er i år præcist 30 år siden, jeg fik min første Border Collie Amanda. Lemon er min ottende BC, og hun minder mig på mange måder om Amanda, som også var en helt fantastisk hund. Lemon er alt det, jeg ønsker mig af en hund, sød og social overfor både hunde og mennesker og samtidig lærenem og hurtig i træningen. Hun er selvstændigt tænkende og har dejligt meget energi. Til hvalpetræning har hun allerede imponeret mig ved at kunne koncentrere sig rigtig godt, også selv om de andre hunde er i aktivitet rundt omkring hende. Vi er i gang med at arbejde med alle grundtræningsfærdigheder bl.a. fra KLIK-konceptet. Ud over leg og initiativ, er ro på tæppe en af de vigtige færdigheder, der skal ind under huden allerede nu. Hvalpetiden er en skøn tid, synes jeg, hvor alle træningsting går rigtig godt, og alle muligheder er åbne. Min træningslyst er i top, og jeg glæder mig til at udvikle mig sammen med min nye træningsmakker og undersøge, hvad fremtiden byder på.
Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.
Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.
Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!
Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!
Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.
Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker
Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.
Få din hund i træningsmode – hvis du kan
Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.
Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:
Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.
Lad være med at spørge – få det overstået
Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.
Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.
Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.
Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen