Farvel og goddag

Hen over de sidste måneder er der sket en stor udskiftning i mit hundehold. For alle os, der har vores hunde så tæt inde på livet, er det en kæmpestor forandring på mange planer.

Min gamle hund Senna har i de sidste mange år være plaget af problemer med skelettet. Først HD, så spondylose og derefter gigt i håndleddet. Hun har længe være på smertestillende for at mindske smerter og inflammation. Hun har været til en lang række forskellige behandlinger hos fysioterapeut osv. Det er ikke let at være begrænset og have smerter, når man er født med den største turbomotor nord for alperne og bare elsker at løøøøøbe. Det er allerede mange år siden, at jeg måtte lægge lydigheden helt på hylden med hende. En aktivitet som hun elskede mere end alt andet. Hun var elitechampion og blev allerede som 2-årig tilbudt en plads på det danske LP landshold. Vi takkede nej, jeg synes hun var for ung, og ventede til året efter, hvor vi var med i Østrig, derefter var vi afsted flere gange på landsholdet. Sidste gang i 2014, hvor hun trak i mig på en vej, så jeg fik min fod ned i en sporvejsskinne og forstuvede foden, to timer inden vi skulle i ringen. Hun har også rusket min albue i stykker med et stykke legetøj og forstuvet min ene finger ganske voldsomt. Det var aldrig kedeligt at leve sammen med hende.

Senna var en vild hund, og jeg elskede hende for det. Hun gjorde aldrig noget halvt og gav sig 110% hver eneste gang, uanset hvad jeg bad hende om. Hun var altid ved min side, og jeg savner hende af hele mit hjerte. Hun var til det sidste en krævende og energisk hund, der bestemt ikke var glad for at fise den af i sofaen. Hun var også mild og kærlig overfor mig og kunne læse alle mine tanker og mine sindsstemninger. Hun lærte mig meget om ordløs kommunikation, særligt i den sidste del af vores konkurrencekarriere, der desværre sluttede alt for tidligt.

Senna var også en tuff hund, som aldrig nogen sinde lod en anden hund vælte hende af pinden. Hun kunne ikke selv drømme om at starte en konflikt, men har flere gange prøvet at andre hunde sprang på hende. Hun vendte dem om og holdt dem nede på jorden, indtil alle var enige om, at det var bedst at gå hvert til sit. Hun elskede mest af alt sin søster Lukka, som hun har fulgt hele sit liv sammen med ejer Louisa Wibroe. De var begge med den lørdag, hvor vi sagde farvel til Senna, smukt, sørgeligt og stille. Senna, du efterlader dig nogle store poteaftryk at udfylde – and you are forever in my heart…..

 

 

 

 

 

Inden jeg tog afsked med Senna, havde jeg fået en lille ny hvalp ind i huset. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke med Senna, men på de fire måneder der gik fra jeg bestilte Lemon, til jeg fik hende hjem, var Senna blevet meget dårligt gående. Havde jeg vidst, at det ville gå så hurtigt ned ad bakke, havde jeg nok ventet med at få hvalp. Men Senna tog sig ikke af lille Lemons ankomst, så jeg tror egentligt ikke, det havde gjort nogen forskel for hende. Det er i hvert fald det, som jeg er kommet frem til efter at have haft rigtig dårlig samvittighed.

Under alle omstændigheder er lille Lemon her nu, og jeg kunne ikke være mere glad for hende. Det var en proces at være i sorg over at tage afsked med Senna, tre uger efter at Lemon var flyttet ind og samtidig spændt på og glad for at lære en lille ny hund at kende. Jeg har et tæt forhold til alle mine hunde og er selvfølgelig altid spændt på, hvad en ny hvalp indeholder. Hvilken karakter og personlighed har den? Hvilke udfordringer og gaver kommer den med? Og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg selv arbejde med hos mig selv, for bedst muligt at kunne træne og leve sammen med min nye makker? Man kan træne og komme langt i træningen med en hvilken som helst hund, men hvis man vil på landsholdet, er der nogle ting, som hunden skal indeholde, ellers kommer men ikke langt i konkurrencer.

Min store dejlige og kærlige hanhund Vince, var i lang tid meget forbeholden overfor Lemon. Jeg tror, han med det samme læste hende og tænkte, jeg må trække en streg i sandet, ellers løber hun om hjørner med mig. Jeg vil sige, jeg er fuldstændig enig med ham, hun er fuld af gåpåmod og energi og tager ikke et nej for et svar. Efter et godt stykke tid har de fundet melodien og de leger nu rigtig godt sammen.

Det er i år præcist 30 år siden, jeg fik min første Border Collie Amanda. Lemon er min ottende BC, og hun minder mig på mange måder om Amanda, som også var en helt fantastisk hund. Lemon er alt det, jeg ønsker mig af en hund, sød og social overfor både hunde og mennesker og samtidig lærenem og hurtig i træningen. Hun er selvstændigt tænkende og har dejligt meget energi. Til hvalpetræning har hun allerede imponeret mig ved at kunne koncentrere sig rigtig godt, også selv om de andre hunde er i aktivitet rundt omkring hende. Vi er i gang med at arbejde med alle grundtræningsfærdigheder bl.a. fra KLIK-konceptet. Ud over leg og initiativ, er ro på tæppe en af de vigtige færdigheder, der skal ind under huden allerede nu. Hvalpetiden er en skøn tid, synes jeg, hvor alle træningsting går rigtig godt, og alle muligheder er åbne. Min træningslyst er i top, og jeg glæder mig til at udvikle mig sammen med min nye træningsmakker og undersøge, hvad fremtiden byder på.

 

Når håndtering ikke kan være frivillig

Hos Hund & Træning har vi i flere år undervist i frivillig håndtering, og vi træner det også med vores egne hunde. Frivillig håndtering handler om at gøre al håndtering af hunden til noget hunden samarbejder om i stedet for, at det bliver til noget hunden frygter og evt. kæmper for at slippe for.

Abby, som pt. er enehund på min matrikel, er den mest kropsfølsomme hund, jeg har haft. Jeg har dog med succes lært hende frivilligt at få taget temperatur, og de vacciner hun har skullet have har hun kunnet få med sit hoved hvilende på min hånd i et hagetarget.

Træning af injektion – bare rolig, der er prop på sprøjten

Alt det ændrede sig sidste forår. Abby begyndte at blive uren på sit højre forben, hver gang jeg trænede med hende. Hun har før haft en fibersprængning i en skuldermuskel, så jeg troede i begyndelsen, at det var den, der var brudt op. Hun fik ro og smertestillende, men efter flere ugers ro, var det ikke blevet bedre. Jeg havde flere dyrlæger ind over, og fordi Abby ikke var halt, men kun gik urent, når hun blev brugt træningsmæssigt, var det en hård opgave for dyrlægerne at stille en diagnose. De fik mistanke om, at det var hendes albue, der gjorde ondt og ikke skulderen, som jeg troede, at det var, men en CT-skanning fandt intet unormalt. Sidst på sommeren endte Abby med at få åbnet albueleddet, og dyrlægerne fandt sørme en lille skade i hendes albue. Den blev fikset, og Abby er fit for fight igen. Men efter at være blevet undersøgt flere gange af dyrlæger, som har hevet og flået i hendes albue (for at kunne gennemskue hvad der var galt), er Abbys tolerance for dyrlæger forsvundet. Oven idet oplevede hun i løbet af efteråret at få en injektion i nakken, som gjorde ondt (det er hvad, der kan ske), og hun forstuvede selvfølgelig også højre forpote hen over julen – suk!

Summa summarum, jeg har nu en hund, der har mistet tilliden til dyrlæger og alt, der minder om undersøgelser eller injektioner. Kommer jeg til dyrlægen, vil hun gerne med ind, og hun er også ok med at være i venteværelset – ok, ikke glad! Men hvis min dyrlæge forsøger at undersøge hende, så ryster hun, halser og forsøger at komme væk. Jeg er så heldig at være i familie med min dyrlæge, og det betyder, at jeg også ser min dyrlæge på andre tidspunkter. Abby kan super godt lide min kusine – når hun altså ikke leger dyrlæge!

Louise Frost-Christensen fra Artemis Dyreklinik, min kusine, i en undervisningssituation på Hund & Trænings adfærdsrådgiveruddannelse

Jeg har længe planlagt et kuld hvalpe her til foråret og ved, at i den forbindelse skal Abby undersøges og have taget en del blodprøver. Jeg er selvfølgelig i gang med at træne Abby op igen til at være ok med at blive håndteret – også af dyrlæger. Det er en langsommelig proces, og jeg vidste allerede i efteråret, at jeg ikke kunne nå i mål med min træning, og så kommer vi til denne blogs pointe – Hvad gør vi, når vi ved, at vi kommer til at overskride vores hunds grænser? Selvfølgelig skal vi overveje, om det er noget, der kan vente, indtil træningen er på plads, men det er ikke altid en mulighed. Hvad gør vi så? Jeg har flg. 4 forslag, som du kan overveje at bruge med din egen hund.

  1. Giv din hund angstdæmpende – kryds fingre for, at det virker

Snak med din dyrlæge om, hvad du evt. kan give din hund. Der findes flere typer af kosttilskud, du kan forsøge dig med. Der findes også rigtig medicin, du kan forsøge at give din hund. Det meste skal gives, en-to timer før du møder op hos dyrlægen. Bare du er med på, at det ikke er sikkert, at det virker. Din hund kan sagtens være bange alligevel.

  1. Få din hund i træningsmode – hvis du kan

Før du træder ind hos dyrlægen, så hav din hund i træningsmode. Det virker selvfølgelig ikke, hvis din hund er rædselsslagen for at træde ind over dørtærsklen. Se om du kan træne eller lege med din hund allerede ude på parkeringspladsen og hele vejen ind til dyrlægen. Er din hund bekymret for at være på klinikken, så bliv udenfor og træn med den der, indtil dyrlægen er klar til at modtage dig. Så længe hunden vil træne/lege, så bliv ved! Det kan du selvfølgelig ikke, hvis din hund skal sederes og skal være fastende. Så bliver du i bilen med din hund og ser, om dyrlægen ikke vil komme ud til dig og give en beroligende sprøjte, der hvor din hund er mest tryg.

Forklaring for dig der lige vil vide, hvorfor det kan virke at sætte hunden i træningsmode:

Vi kan groft inddele hjernen i to dele. En indre, der ligger udenfor vores kontrol, og som bl.a. varetager følelser som frygt og en ydre, bevidst del, der bl.a. har med viljestyret adfærd at gøre. Vores og hundens hjerne er indrettet sådan, at den bedst kan lide, at der er mest aktivitet i enten den ene eller den anden del af hjernen. Ved at træne/lege med hunden, øger vi aktiviteten i den ydre del af hjernen, hvilket lægger lidt låg på den indre del af hjernen og dermed gør det lidt lettere for hunden ikke at blive bange. Den indre del af hjernen kan altid ”overrule” den ydre – hvilket ses tydeligt, når dyrlægen begynder at undersøge hunden. Ingen signaler eller godbidder/legetøj kan aflede hunden, fordi aktiviteten i den indre del af hjernen overtager styringen.

 

  1. Lad være med at spørge – få det overstået

Karolina Westlund (hvis ikke du kender hende så tjek hende ud her https://illis.se/en/) har en gang på et seminar sagt: ”Hvis du ikke tror du, at du får et ”ja”, så lad være med at spørge!” Lad være med at ødelægge din træning ved at bede hunden om noget, du ved, den ikke kan endnu! Du forgifter bare din træning, og din hund mister tillid til både dig og træningen! Når du skal gøre noget, du ved din hund ikke kan lide, så få det overstået så hurtigt som muligt! Undgå at forsøge at lokke den hen til dyrlægen eller op på bordet – din hund vil bare miste tillid til dig! Fortæl din hund, at nu kommer der til at ske noget grimt og få det så overstået så hurtigt som muligt. Undgå at trække det ud. Det får kun hunden til at være stresset i længere tid. Det er også vigtigt, at du selv er så rolig som muligt, så du ikke kommer til at stresse din hund yderligere.

  1. Hold fest når det er overstået – træn, giv godbidder, osv.

Når dyrlægen er færdig med det, han/hun nu skal med din hund, så se om du kan få den til at spise godbidder. Det at spise stimulerer den del af nervesystemet, der står for, så få hunden til at spise så hurtigt du kan. Vil den tage godbidder fra dyrlæge og sygeplejersker, så er det fint her. Kan du få den til at ville træne, så er det også godt.

Og så gælder det selvfølgelig om at fortsætte din træning, så din hund på et tidspunkt vil være mere ok med at komme til dyrlægen – eller i hvert fald vil være mindre bange!