Siden den første beagle indfandt sig i mit liv, da jeg var barn, har jeg elsket hundene, samværet med dem og også i høj det fællesskab, der opstår igennem træning. I mange år var det beaglerne, der fyldte mit hundeliv, og med dem fulgte mange forskellige og skønne oplevelser forbundet med træning – ud over de glæder som hverdagen også er fuld af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da min working kelpie Joey flyttede ind sidst på året 2014, handlede mine drømme også om alle de glæder, der følger med den målrettede konkurrencetræning. Joey skulle være min nye træningsmakker, og vi skulle virkelig ”sparke røv” derude på konkurrencebanerne. Som mange ved, blev historien en anden. Joey fik en kort konkurrencekarriere i først LP og siden lidt Nose Work og rallylydighed. I dag er han, knapt seks år gammel, pensioneret fra konkurrencetræning og -deltagelse grundet de fysiske skavanker, han har pga. ledmus i albuerne. Det har været en hård beslutning – i flere omgange – at opgive konkurrencetræning og –deltagelse med Joey. Vi har begge elsket træningen, og jeg har mange gange siddet med et stik i hjertet og tårerne trillende, når jeg læste de mange glade opslag på Facebook om fine resultater efter en konkurrenceweekend. Med tiden er denne sorg aftaget, og jeg har fundet fred med tingenes tilstand.

I 2018 faldt de sidste to beagler fra, da jeg i løbet af året måtte tage afsked med først Lupus og siden Ginger. I maj 2018 valgte jeg at lade en lille border terrier, Talisker, flytte ind – primært som ”selskabspony” for Joey, men tanken om træning var selvfølgelig også en del af ligningen.

Indenfor det seneste år, er der sket flere ting, der har bevirket, at fokus i mit hundeliv har taget en markant drejning. Sidste sommer fik Talisker en række krampeanfald, der endte med diagnosen epilepsi. Han er nu i velfungerende behandling og har det godt og har været anfaldsfri siden september sidste år. Hans krøllede hjerne har dog vist sig at gøre ham ret uegnet som trænings- og konkurrencehund. Han vil gerne træningen, men han stresser let og har svært ved at lære nyt. Nye miljøer fører til ret massivt stress, som gør det svært at arbejde med ham. Dette betyder også, at jeg har opgivet tanken om nogen form for målrettet træning med ham.

Da LP blev lagt på hylden for Joey og mig, skiftede fokus til Nose Work og rallylydighed. NW gik fint, og vi har haft mange gode stunder både i træning og til konkurrencer. Sidste år prøvede vi kræfter med rallylydighed i begynderklassen. Resultaterne var fine ved de prøver, vi deltog i, men træningen var fysisk hård for Joey, som viste tegn på spændinger med stiv ryg, pasgang og generelt hektisk og stresset adfærd i træningen. Den fysiske belastning for Joey i træningen endte med at blive stopklodsen for min lyst til at deltage i rallylydighed. Træningen skal jo ikke være på bekostning af hundens velfærd. I indeværende år er jeg gået i gang med en del behandling af Joey under kyndig vejledning af både kiropraktor Thomas Ingvorsen og holistisk behandler Sys Vad, hvilket ser ud til at være rigtig godt for hans fysiske velbefindende.

Kort tid efter Taliskers epilepsidiagnose, blev jeg selv, fra den ene dag til den anden, ramt af en klemt iskiasnerve, der gav massive smerter. Long story short, så har jeg siden oktober, 2019 haft ”fornøjelse” af denne skade. Jeg har været igennem ret omfattende behandling og genoptræning, og med tiden er det også blevet langt bedre – dog stadig med en grad af manglende koordination i venstre ben og indimellem smerter og kramper i både benet og foden. Det har været en hård omgang – især da nervesmerter ikke umiddelbart kan smertedækkes, selv ikke med morfin. Det har drænet min energi med de mange smerter og den omfattende genoptræning.

Hele denne smøre er optakt til min egentlige pointe. Efter igennem det meste af mit liv at have haft fokus på konkurrenceorienteret træning som en central del af fornøjelsen ved mit hundehold, har fokus i mit hundeliv ændret sig markant. I dag er det nogle helt andre ting, der fylder i min hverdag med mine to søde hunde.

Før kunne jeg føle mig lykkelig, når jeg trænede med mine hunde. I dag oplever jeg primært mine gladeste øjeblikke med hundene i de små nære begivenheder i hverdagen. Det kan f.eks. være:

  • Når mine hunde har en fest med at bade og lege tagfat på stranden.
  • Når Joey ligger i en klassisk løvedæk – helt selvvalgt – i stedet for at ligge med ”underdrejede” albuer for at skåne sig selv.
  • Når Talisker selv tjekker ind på en gåtur, hvor han er løs eller laver en fin stop-sit på en gåtur, hvor der er forstyrrelser i omgivelserne.
  • Når Joey løber i en blød og let trav hen ad skovstien – i stedet for at krabbe af sted i en stivbenet pasgang.
  • Når jeg på en gåtur med hundene opdager, at jeg har gået et stykke, uden at det har gjort ondt, og uden at jeg har været opmærksom på hvert skridt, jeg har taget.
  • Når jeg vågner og ligger ryg mod ryg med Joey – og bare oplever følelsen af nærhed og samhørighed.
  • Når vi alle tre flader ud i sofaen til en krimi i fjernsynet.
  • Når en af hundene kommer og lægger sig helt tæt, når jeg laver yoga.
  • De små øjeblikke i hverdagen, hvor den tætte kontakt med hundene føles helt unik – bare fordi vi er sammen.

Vi træner stadig i hverdagen, men målet med træningen er et andet. Vi træner tricks, proprioception og kropskontrol, frivillig håndtering og øvelser, der er praktisk anvendelige på de daglige gåture.

 

 

 

 

 

 

Selvom konkurrencetræningen er trådt helt i baggrunden i min tilværelse med mine hunde i dag, drømmer jeg stadig om en dag at få plads til en trænings- og konkurrencehund. Den lille kelpie, der meldte sig i mit hjerte og mit hoved for et par år siden, dukker måske en dag op og bliver min nye konkurrencehund, der kan ”sparke røv” på konkurrencebanerne – hvem ved 🙂