Konceptgeneralisering

Når vi taler om generalisering i forbindelse med hundetræning, tænker vi som regel enten på generalisering i forhold til miljøet, hvor hunden lærer at udføre en given adfærd i mange forskellige miljøer, eller på generalisering i forhold vores signaler, hvor hunden lærer at forstå, at selvom vores signaler kan variere lidt i form og intensitet, så betyder de det samme.

Ud over disse former for generalisering, er der endnu et element i vores træning, hvor generalisering har stor betydning, hvis vi vil have mest muligt ud af træningen. Det drejer sig om konceptgeneralisering. Når vi bygger hundens træning op på systematisk vis, er træningen et langt stykke hen ad vejen baseret på koncepter, dvs. øvelser hvor hunden lærer et grundlæggende princip. Vi lærer hunden konceptet ved at træne øvelser, hvis centrale element netop indeholder det ønskede koncept. Vi kan f.eks. lære hunden at tilbyde adfærd og at variere sin adfærd ved at træne initiativøvelser som ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Eller vi kan lære hunden konceptet i belønningskontrol ved at træne fristeøvelser, hvor hunden giver mentalt slip på belønningen og samarbejder for at få adgang til belønningen.

Indlæringen af selve konceptet foregår således ved, at vi træner en række øvelser, der er centreret omkring det samme centrale koncept, f.eks. at hunden tilbyder adfærd og varierer sin adfærd, når vi giver den mulighed for at prøve sig frem. Men hvis vi stopper træningen her, kan vi ende med, at hunden kun har forstået konceptet i en smal kontekst, nemlig i de øvelser vi har trænet. Hvis vi skal have fuld effekt af koncepttræningen, skal vi have generaliseret konceptet, så hunden kan anvende den centrale færdighed i mange forskellige situationer. Målet med de koncepter, der udgør hundens grundtræning, er netop, at de kan anvendes bredt i hundens uddannelse.

Når vi lærer hunden at vise initiativ og prøve sig frem, er målet ikke i sig selv, at vi kan lave øvelserne ”101 ting med en papkasse” eller ”frit initiativ”. Målet er, at hunden kan udvise initiativ og prøve sig frem, når vi arbejder med alle de øvelser, der indgår i hundens uddannelse. Det at tilbyde adfærd og prøve sig frem, når vi tilbageholder markørsignalet, er en helt central færdighed, når vi arbejder med shaping. Hvis hunden ikke har lært konceptet at vise initiativ, og hvis konceptet ikke er generaliseret, så det kan anvendes udenfor de oprindelige øvelser, mangler vi den helt centrale præmis for at kunne arbejde med frivillighed i træningen.

På samme måde kan vi se på andre koncepter i hundens grundtræning. Når vi først træner kontakt, træner vi øvelser som ”tjek ind”, ”slip belønningen” (også kendt som yogaøvelsen) og ”godbids return to sender”. Med generalisering bliver disse øvelser en helt central forudsætning for, at hunden tilbyder kontakt, at den kan abstrahere fra forstyrrelser i omgivelserne, og at den kan vende tilbage til træningen, efter den har spist en kastet godbid. Uden generalisering mangler vi den første forudsætning for træning, nemlig at hunden vælger os til og fravælger forstyrrelser i omgivelserne.

Når vi træner fristeøvelser, lærer vi hunden konceptet at give mentalt slip på en belønning for at få adgang til den. Igen er det primære mål ikke, at vi kan lave de forskellige fristeøvelser. Målet i det store perspektiv er, at vi kan overføre hundens forståelse af konceptet i fristeøvelserne, der går ud på, at hunden har selvkontrol og kan tilbyde adfærd for at få adgang til belønningerne, til alle aspekter af vores træning. Når konceptet er generaliseret, er det ikke kun de enkelte fristeøvelser i den smalle kontekst, hunden kan udføre, men vi kan arbejde med fristeøvelser som et redskab til indlæring af nye øvelser, vi kan arbejde med udlagte belønninger og med synlige belønninger, alt afhængigt af hvad der er mest konstruktivt i den enkelte situation. Vi kan også bruge konceptet selvkontrol i de mange situationer i hverdagen, hvor vi gerne vil have hunden til at forholde sig i ro, før den får adgang til en attraktiv aktivitet, f.eks. at løbe løs, hilse på mennesker eller hunde, komme ud ad døren for at gå tur osv.

På samme måde kan targetøvelser, med generalisering, blive fantastiske redskaber i vores videre træning. Targeting er nok et af de mest alsidige hjælpesignaler, vi kan anvende i træningen. Hvis vi vænner hunden til, at vi kan bruge de grundlæggende targetøvelser i mange forskellige situationer, er øvelserne meget værdifulde for vores træning. Hvis hunden kun kan udføres øvelserne i en bestemt og ganske smal kontekst, er de ikke meget værd for træningen i et større perspektiv.

 

Der er meget stor forskel på, hvad vi får ud af grundtræningens koncepter, afhængigt af om vi arbejder med eller uden generalisering af koncepterne. Uden generalisering har vi lært hunden nogle øvelser, der fungerer i en smal kontekst. Med generalisering har vi lært hunden nogle brede koncepter, der fungerer i en langt bredere kontekst, og hvor de fungerer som selve fundamentet i vores videre træning med hunden.

Processen fra træning af de smalle øvelser til den brede konceptgeneralisering foregår, når vi tager færdighederne ud i nye træningsmæssige og øvelsesmæssige sammenhænge. Det foregår bid for bid som en trinvis proces, hvor hunden lærer at genkende og mestre koncepterne i mange forskellige sammenhænge. Konceptgeneralisering er en vigtig del af hundens uddannelse. Processen klæder hunden endnu bedre på til den videre træning og giver større mulighed for, at vi med vores hunde kan opleve de sublime øjeblikke, hvor forståelsen er til stede i kommunikationen mellem menneske og hund, og hvor tingene går op i en højere enhed i samarbejdet med vores skønne pelsvenner.

Min opfordring til dig, der har holdt ud helt til afslutningen af denne nørdede blog, er følgende: Stop op et øjeblik og overvej, om du træner smalt eller bredt, når du arbejder med koncepter i din træning.

Karen Strandbygaard Ulrich