Så kom der hvalpe!

Så var det i dag, at Abby fik sine hvalpe. Seks stk. i alt, fordelt på fire tæver og to hanhunde. Fødslen gik i gang på et eller andet tidspunkt i går morges. Jeg havde fået Abby scannet i mandags på Ølby Dyreklinik, så jeg vidste, at hun formodentligt ville føde i fredag og hendes temperatur var da også faldet torsdag aften. Fredag morgen var hun begyndt at puste og ryste lidt. Jeg havde allerede allieret mig med min dyrlæge, Louise Frost-Christensen, som også er min kusine. Hun har været med de to gange Lilli har haft hvalpe – og det er så befriende at have en dyrlæge sovende på sofaen, når man enten får hvalpe eller ens hund er syg af anden årsag. Jeg kunne godt unde alle andre at have en kusine som min J Louise skulle selvfølgelig arbejde fredag og en af mine søde kursister, som er opdrætter og fødselshjælper havde tilbudt også at ville hjælpe – og man skal passe på hvad man tilbyder mig. Jeg skrev til Katrine Bøg allerede torsdag aften og tilfældet ville, at hun havde fri fredag. Katrine smider hvad hun har i hænderne, pakker en fødselspakke, i tilfælde af jeg ikke har det hele, og kører ud til mig fredag morgen. Det var fantastisk!

Efter første hvalp

Opblogningsfasen, som i flg. mine kilder, kan vare fra 6 timer til 20 timer tog dog lige lidt længere tid. Katrine og jeg hyggede os det meste af fredagen. Min kusine støtte sig til os om aftenen. Abby halsede og rystede stadig, med lidt pauser ind i mellem. Abby var heldigvis god til at hvile sig i pauserne. Vi spiste aftensmad, drak lidt the og så lagde Katrine sig på den ene sofa, Louise på den anden og jeg lagde mig ind i fødekassen til Abby. Lad mig lige slå fast – jeg foretrækker klart en seng fremfor et hårdt gulv – også selvom det er dækket af tæpper. Sove det gjorde jeg ikke så meget og jeg tror heller ikke hverken Katrine eller Louise har sovet gå godt. Abby ville sidst på natten meget gerne ud i haven. Belært af Lilli som fødte en del af sit første kuld hvalpe i haven, var jeg hver gang udstyret med lommelygte og håndklæde. Heldigvis var det ikke det Abby havde gang i. Hun skulle bare grave, løbe rundt om buskene, tisse og bare være urolig.

Omkring kl. 4.30 undersøger Louise Abby og kan fortælle, at hun ikke er særligt udvidet, men hun må have sat gang i noget, for kl. 5.13 (I kan godt se, at jeg har helt styr på tiderne J) går vandet fra den første hvalp og en fin tæve bliver født kl. 6.20. Jeg hjælper med at fjerne hinderne omkring hvalpen, men allerede med den første hvalp hjælper Abby til, selvom hun ser lidt forvirret ud. Forestil dig lige at være gravid uden at vide det og så føde uden at vide, at det er det der skal ske. Jeg må indrømme jeg havde lidt dårlig samvittighed i løbet af fredagen for at udsætte min søde hund for det at skulle føde… måske nok lidt fjollet, men det er jo ikke hende der har valgt at skulle have hvalpe.

Alle hvalpe

Efter en time kom en hanhund og 20 min efter den kom en tæve mere. Så gik der 1½ time før den næste hanhund kom. Abby ligger sig til at sove helt afslappet. Louise undersøger hende og kan ikke rigtigt mærke nogle hvalpe og så sidder vi tre mennesker og tror vi ved, at der skal være to hvalpe mere – det var i hvert fald hvad Nina fra Ølby Dyreklinik havde skannet sig frem til. Nu kan dyrlæger jo tage fejl, men Nina er så erfaren, at det er der ikke rigtigt nogen af os der tror på. Vi tager Abby ud og gå en tur og Abby har læst hvad der står i bøgerne – en rask travetur kan sætte gang i fødslen. Hun traver i hvert fald til! Mens vi snakker om hvor lang tid vi skal vente før vi evt. skanner hende, kommer der en hvalp mere og en halv time efter kommer den sidste. Begge tæver.

Alle hvalpe bliver grundigt undersøgt af Louise (jeg siger jer – find jer en kusine der er dyrlæge!!) og hun kan konstatere, at de er sunde og raske alle sammen. Vi fejre det med en lækker frokost som min søde mand har sørget for. Ungerne som har fået lov til at se med fra sidelinjen er meget begejstret – altså for det med hvalpene – måske også frokosten…

Jeg har nu sovet et par timer i en rigtig seng, ahh… og været i bad og føler mig bare en lille smule mere menneskelig igen. Fødsler er absolut ikke min spidskompetence – men det er det, der kommer nu til gengæld: biosensorprogram, når hvalpene bliver tre dage, socialisering og miljøtræning, i et tempo, der passer til deres udvikling og så træning, når de bliver 4½ – 5 uger gamle. Det bliver fantastisk!!

Kuldet

Hvalpetid

Så er det hvalpetid igen for mig. Jeg glæder mig (og har gjort det et stykke tid). Det er fire år siden, jeg sidst havde hvalpe, og jeg glæder mig til at have små hvalpe i huset igen.

Hanhunden, der skal være far til kuldet, er en hund, jeg har haft kig på i et par år. Han hedder Berry og er en velafbalanceret, rolig, men meget arbejdsvillig formel 1 hanhund! Han har lige debuteret i DKK’s eliteklasse og gør sig også inden for jagt. Så er han selvfølgelig sund og rask og ser godt ud! Det er ikke helt tilfældigt, jeg lister hans fortrin i den rækkefølge. For mig (og jeg håber også det gælder en masse andre, der opdrætter hunde) er temperamentet det vigtigste. En hund kan være lige så smuk og have vundet alt muligt, men hvis ikke temperamentet er i orden, kan det være lige meget. Det samme gælder selvfølgelig, hvis den ikke er sund og rask! Nu er Abby heller ikke så stor en hund (ca. 49 cm og knapt 24 kg), så rent størrelsesmæssigt skulle jeg også finde en hanhund, der ikke var alt for stor.

 

Abby

 

Jeg synes, det er fantastisk at have hvalpe, men overvejer det alligevel en del, hver gang jeg skal til det. Det første spørgsmål er altid, om min tæve er god nok til at lave et kuld hvalpe. Jeg hørte en gang en sige, at man kun skal lave hvalpe, hvis man føler, at ens hund kan bidrage med noget godt til racen. Jeg synes faktisk, at det er en super god overvejelse at have. Har min hund det rette temperament? Er den sund og rask? Man skal overveje, om der er noget omkring ens hund, der gør, at dens gener egner sig til at blive give videre i avlen. Hunde, der er frygtsomme, er i min verden diskvalificerede som avlshunde – og det uanset årsagen til, at de er bange. Det skyldes den mængde data, der tyder på, at frygt har en stor genetisk komponent. Man kan ret nemt selektere for frygtsomhed. Han man en hund, der er bange for f.eks. fyrværkeri, så har den hund formodentlig også større sandsynlighed for at give de frygtsomme gener videre. Og der er ingen grund til at give andre mennesker flere problemer med deres hund end højst nødvendigt. Det er også derfor, det er så vigtigt, at man som opdrætter gør rigtigt mange ting for at forberede hvalpene så godt som muligt til deres nye liv (mere om det senere – jeg kommer af sporet). Den hund man vælger at avle på skal selvfølgelig også være sund og rask. Ingen hunde er perfekte, så det handler om at se på de kvaliteter, ens hund har og så finde en hund, der komplementerer de sider.

 

Abby 2

 

Abby er en rimelig aktiv hund, følsom (på den fede måde) og den største kælegris nord for Alperne. Hun kører højt, når hun arbejder (specielt som unghund, var det noget, jeg skulle være meget opmærksom på), men er helt rolig hjemme og kan sagtens klare stille dage hjemme uden at begynde at kravle på væggene. Hun er den første af mine hunde, der i den grad opfatter min ros som en stor belønning, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet. Det gør bare træning og konkurrencer lettere, fordi jeg altid kan belønne hende. På grund af hendes størrelse, var en formel 1 han min eneste overvejelse. En gammeldags labrador på 40 kg ville være synd for hende. Mest i forhold til parringen, men jeg vil også gerne have nogle virkelig gode arbejdshunde ud af kuldet.

 

Berry 2

 

Berry er en utrolig velafbalanceret hanhund. Han kan med andre hunde og er ikke overdrevent interesseret i tæver. Jeg trænede sammen med Susanne, Berrys ejer, nogle uger efter parring, og Berry kunne sagtens arbejde, selvom Abby var der, og vi kunne også have dem løs sammen, uden at han var påtrængende. En meget tændt hanhund kunne måske give lidt for meget energi. Selvom vi gerne vil have energi, når vi f.eks. træner, er det ikke det samme som, at vi har lyst til at leve med det energiniveau i hverdagen. Berry er tændt – men ikke overtændt – når han arbejder og rolig og imødekommende, når han ikke er på.

Abby er sat til at skulle føde omkring d. 16. juli, og der er formodentligt 6-7 hvalpe. Ikke alle hvalpe er afsat endnu, så er du interesseret i en arbejdslabrador, eller kender andre, der er, så kontakt mig gerne (karen@hundogtraening.dk).

 

 

20170615_125500_10

”Os” og ”Dem”

Hos Hund & Træning gør vi meget ud af efteruddanne os løbende, og i løbet af det sidste halve år har jeg bl.a. været på Clicker Expo, taget et onlinekursus med Karolina Westlund, hørt hende i virkeligheden og været på kursus med fransk-canadiske Simon Gadbois. Selvom det har været meget forskellige kurser, er der alligevel en rød tråd, der har været gennemgående, som jeg synes giver stof til eftertanke.

Ken-Ramirez

Ken Ramirez fra Clicker Expo.

 

Vi mennesker er meget hurtige til at skelne mellem ”dem” og ”os”. Vi gør det i politik og religion, men faktisk også når vi snakker hundetræning. Ken Ramirez havde en fantastisk åbningstale på Clicker Expo i oktober sidste år. Han havde en opfordring til alle ”os”, der klikkertræner. Hvad med at vi åbnede os mod alle ”dem”, der ikke klikkkertræner. Vi (dvs. ”os” der klikkertræner) har styr på at træne vores hunde ved at belønne dem for ønsket adfærd. Er vi gode til det, sørger vi også for at sætte vores hund op til succes, så vi har noget, vi kan belønne. Alligevel er det som om, vi glemmer det i vores kontakt med andre mennesker. Susan Friedman, som jeg var på kursus med sidste år, sagde det så fint: ”vi er ”dem” – eller det var vi, indtil vi vidste mere”.

Simon-Gadbois

Simon Gadbois.

 

Simon Gadbois, som bl.a. arbejder med hundeadfærd, neuroscience og hundens lugtesans, har mærket det med ”os” og ”dem” på egen krop, og hans seminar bar præg af det. Selv inden for dem der klikkertræner, er der et ”os” og ”dem” – ”os” der gør det rigtigt, og ”dem” der ikke gør, som vi gør. Simon Gadbois træner bl.a. hunde til forskellige snuse-opgaver, fra at diskriminere mellem normalt niveau af blodsukker og for lavt niveau af blodsukker hos børn til at finde en bestemt type slange i naturen. Han træner dels andres hunde, dels sine egne. Han har med andre ord styr på det med at træne hunde. Han har gjort noget helt anderledes end det, som ”vi” plejer at gøre. Han betinger klikkeren med lækre godbidder – virkeligt effektivt – og så bruger han klikkeren UDEN godbidder for altid! Og det virker. Simon Gadbois fortæller, at han har gjort det på nogle af sine egne hunde. Det har alle været arbejdshunde, og han siger ikke, at det er en bedre måde at gøre det på end den traditionelle – bare at det kan lade sig gøre. Og jeg skal love for, at han har fået lov til at høre for det. Hans seminar bar bræg af, at han er blevet verbalt overfaldet igen og igen af ”dem”, der klikkertræner rigtigt. Der er videnskabeligt belæg for, at klikkeren kan virke, uden at den efterfølges af en godbid – læg venligst mærke til, at jeg skriver godbid og ikke forstærker. For at få mere af en adfærd, kræver det, at der er en forstærker til stede, sådan er positiv forstærkning defineret. Hvad får så Gadbois’ hunde til at arbejde? Det gør SEEKING systemet – jeg kommer tilbage i en anden blog til dette system. I denne sammenhæng er det nok at fortælle, at dopamin (signalstof i hjernen) er hovedrolleindehaver i dette system. Det at forvente noget udløser dopamin, og det er denne frigivelse af dopamin, der hjælper til, at vi kan lære noget. Klikket udløser dopamin i sig selv. For hunde hvor det at arbejde ikke er en belønning i sig selv, er det ikke sikkert, at det at klikke tomt vil kunne virke, fordi der ikke vil være en forstærker til stede, når der ikke er godbidder (eller legetøj) til stede. Men for hunde, hvor det at arbejde ER forstærkende i sig selv, ser det ud til at kunne lade sig gøre – i hvert fald for Simon Gadbois (som i øvrigt aktivt siger, at han kun har prøvet det på arbejdshunde).

Karolina-Westlund

Slide fra Karolina Westlund seminar om SEEKING.

 

Bare for en god ordens skyld – betyder det så, at vi skal lade være med at belønne efter hvert klik? Nej! Vi forstærker, hver gang vi klikker. Den systematik vi bruger, når vi træner hund, danner de rammer/regler, hunden bruger til at navigere i vores verden. Laver vi om på dem, risikerer vi at forvirre hunden mere end hvad godt er. Er du ny i træningsverdenen, eller ikke vant til at bruge klikkertræning, så er der en del teknik, der skal være på plads, bl.a. evnen til at observere små adfærdsændringer hos hunden, så du sikrer dig, at motivationen for at arbejde ikke falder. Det er lettere at holde motivationen oppe hos en hund, når du bruger en meget håndgribelig forstærker som godbidder eller legetøj. OG så skal din hund opfatte arbejdet som belønnende i sig selv. Simon Gadbois træner mest søgeopgaver med sine hunde – noget som er en del af hundens jagtsekvens og derfor fra naturens side formodentligt er disponeret til at stimulere hundes SEEKING system.

Chiraq-Patel-

Slide fra Chiraq Patel foredrag fra Clicker Expo.

 

Tilbage til emnet. Simon Gabois bliver ”angrebet” af mennesker, som bruger positive metoder til at ændre adfærd hos hunde … jeg lader dig lige tygge på den et øjeblik! Vi taler om mennesker, der lever af at kunne ændre adfærd hos hunde via positive metoder … og alligevel kan ”de” ikke gøre det med andre mennesker, som de er uenige med. Jeg er selv en ”de” – forstået på den måde, at min første reaktion overfor Simon Gadbois var ”det kan man da ikke?!”. Jeg tror, vi alle laver ”os” og ”dem” hele tiden – det der er min pointe er: kan vi være mere opmærksomme, når vi gør det? Og kan vi forsøge at have et åbent sind omkring, at andre mennesker har andre tilgange til det at træne hund? Det gør ikke nogen til dårligere mennesker, og hvis vi vil ændre andres adfærd – menneskers så vel som hundes – så bør vi gøre det med positive metoder, åbne arme og et lyttende sind.

Hvad er træning?

Jeg begyndte min karriere som hundetræner i Beagleklubben for mange år siden, og var i den forbindelse med på et seminar om klikkertræning med min nuværende chef, Christina Ingerslev. Noget af det jeg husker allerbedst fra det seminar var, da Christina fortalte, at klikkertræning også er en praktisk, teknisk færdighed, på linje med det at lære at cykle eller spille tennis. Min første tanke var ”Yes! – så kan jeg også lære det”. Vi mennesker er ikke født med viden om, hvordan vi bedst træner hunde. Når vi får en hund, så prøver vi os frem. Ofte uden at vide, hvad vi gør eller hvorfor. Hvis vi ikke ved særlig meget om hunde, så er det let at blive irriteret eller vred og handle derfra, hvis hunden gør noget, vi ikke kan lide. Det betyder ofte, at vi så skælder hunden ud. Det sker jo også i vores kontakt med andre mennesker, bortset fra at vi overfor andre mennesker formodentligt ville hæmme vores adfærd mere på grund af de sociale spilleregler, vi normalt overholder.

Bel-C3-B8nningskontrol

Hos Hund & Træning har vi den holdning, at det at træne hund er noget, vi skal lære. Når vi har lært alt det grundlæggende, dvs. virkelig lært det, så kan vi også meget bedre finjustere vores træning. For os handler effektiv træning i første omgang om tre punkter:

  • Viden om hundes adfærd, sociale relationer og kommunikation
    I zoo-verdenen bruger man udtrykket ”kend din art – kend dit individ”. Det at vide noget om hundes naturlige adfærd er helt grundlæggende. Det at vide, hvordan ser min egen hund ud, når den er bange, stresset, forvirret eller har smerter, er vigtigt for, hvordan vi tilrettelægger og ændrer den måde, vi træner på. Hunde bruger meget små visueller signaler til at kommunikere med, og jo bedre vi er til at observere disse små signaler, jo bedre kan vi blive til at ændre vores adfærd i forhold til det, vores hund fortæller os. En af de helt store fordele ved at klikkertræne er, at vi øver os i at se små detaljer og dermed læse de ”svar”, hunden giver på vores træning.
  • Viden om hvordan hunde lærer – læringsteori
    For mig er det helt essentielt, at mine kursister har en forståelse af, hvordan hunde lærer. Jo mere vi ved om læringsteori, jo bedre kan vi arrangere vores træningssetup, så vi har succes med vores træning. Det er vigtigt at vide, at der er fem konsekvenser en adfærd kan have (hunden kan opnå noget behageligt, miste noget behageligt, opleve noget ubehageligt, undgå noget ubehageligt eller opleve, at der ikke sker noget). Det er mindst lige så vigtigt at være bevidst om, at følelser knyttes til det, hunden lærer. På den lille skala, når vi bruger godbidder og legetøj i vores træning, så lærer hunden at associere træning med noget behageligt. På samme måde, men med modsat fortegn, kan hunden lære at forbinde træning med noget ubehageligt, hvis vi skælder ud og korrigerer den meget i vores træning. Den følelsesmæssige association sker ikke kun til træningen, men også mere bredt til os. Al interaktion med os er i princippet træning, og derfor har alle vores interaktioner med hunden betydning. Træning handler ikke kun om at få hunden til at udføre en give adfærd, men bør efter min mening også handle om, hvordan hunden har det, mens den udfører adfærden. For mig handler træning handler i høj grad om at tage en etisk beslutning: Skal min hund arbejde for at opnå noget behageligt, eller skal den arbejde, fordi jeg siger det (dermed sagt, at gør den det ikke, så …). Vi har altid et valg, når hunden udviser adfærd. Samler min hvalp en sko op og løber med den, har jeg flere valg. Jeg kan skælde den ud og evt. straffe den, men jeg kan også lære hunden at det kan betale sig at aflevere og så i øvrigt sørge for, at sko er placeret, så hvalpen ikke har mulighed for at tage dem. Uden bevidstheden om at vi har et valg, ender de fleste mennesker med at bruge den første mulighed.
  • Praktiske færdigheder – teknikken i at træne
    Uanset hvor meget teoretisk viden vi har om hunde og læringsteori, så er træning i sidste ende også en teknik, vi skal lære at udføre i praksis. Vi skal kunne overføre vores teoretiske viden til en praktisk færdighed. Det er ikke nok at vide noget om markørsignaler, vi skal også lære at time markørsignalet. På samme måde skal vi både vide noget om og praktisk kunne dele øvelser op, sætte kriterier, håndtere vores belønninger optimalt, osv. Alt dette skal i øvrigt ske i et samspil med hunden. Vi stiller hunden et spørgsmål, f.eks. ”Kan du det her?” og ændrer vores adfærd afhængigt af hundens svar. Det kræver, at vi øver os i at observere, og at vi lærer vores egen hund at kende, så det er lettere for os at se, hvad hunden svarer – hurtigt og klart. Der findes kun én måde at blive bedre til at træne hund, og det er ved at gøre det.

Sutsko

Jeg har efterhånden undervist helt almindelige hundeejere en time om ugen i forløb på 6-8 uger af gangen i mange år. Jeg synes dog, at det er svært at fylde den mængde viden på mine kursister, som jeg gerne vil på 8×1 times træning om ugen, og derfor oprettede jeg i foråret et kursus, der hedder glæde og præcision. Formålet med dette kursus er have fokus på deltagernes praktiske færdigheder. Dels for at blive bedre til at håndtere belønninger, så de og hunden har mest gavn af dem, dels for at bedre deres evne til at aflæse deres hund og sætte de relevante kriterier i forhold til øvelsen og hunden. Over tre gange tre timer skal deltagerne igennem mindst én øvelse fra startindlæringen til fuld signalkontrol. De øvelser de skal træne med deres hunde er nogle, jeg har bestemt, og de har alle et formål i forhold til at styrke en eller flere praktiske færdigheder. Det gælder bl.a. øvelsen ligge på siden, som er en super god øvelse i forhold at sætte kriterier.

Jeg har været så glad for dette koncept (og fået så gode tilbagemeldinger), at jeg har ændret i min almindelige træning, så jeg nu har mere teori med på alle hold, fra hvalpe til konkurrencehold. Jeg har lige afsluttet den første gang træning på den måde, og jeg synes at konceptet virker rigtig godt. Er du instruktør, så vil jeg klart anbefale dig at overveje, hvordan du kan formidle mere teoretisk og teknisk viden til dine kursister, og er du hundeejer, så overvej hvor og hvordan du selv kan få mere viden. Du vil opleve, at din forståelse for hvad der gør din træning effektiv vil forbedres.

Bor du ikke alt for langt fra Hedehusene og har lyst til at forbedre dine praktiske færdigheder, så begynder et nyt Glæde & præcision hold d. 9. november.

Til de af jer der bor i Jylland, tilbyder vi i foråret 2016 igen forløbet Power & systematik, som er et lidt længerevarende forløb, hvor du også har mulighed for at komme i dybden med både teori og de tekniske træningsfærdigheder.

Håndtering af zoodyr og hunde

Jeg deltog i foråret i en konference, hvor der også deltog en del zoodyrstrænere. I den forbindelse hørte jeg flere oplæg, der omhandlede det man i zooverdenen kalder husbandry-træning. Det handler kort og godt om at lære zoodyr frivilligt at tilbyde adfærd, der gør det muligt for dyrepasserne at tjekke deres sundhedstilstand. Her er nogle eksempler: Elefanter lærer at stikke en fod ud af en lem, så de kan få ordnet fødder. Søløver lærer at få dryppet øjne, så de kan blive behandlet, hvis det skulle blive nødvendigt. Tigre lærer at tilbyde deres ene forpote, så de kan blive injiceret med f.eks. bedøvelse. Det er alt sammen øvelser, som er vigtige for dyrenes helbred og velfærd, og der bliver brugt en del træningskrudt på at få lært de forskellige dyr disse færdigheder.

søløve

En del af snakken omkring, hvordan man træner zoodyr, handler om at opbygge et forhold til det enkelte individ, man træner. Ved at skabe positive associationer med det enkelte dyr, kan dyrepasseren skabe et tillidsforhold, der gør, at dyrene i en vis grad kan lære at tolerere procedurer, der ellers ville skræmme dem, eller som gør ondt på dem. Uden dette tillidsforhold, kan det være meget svært for en dyrepasser at få lov til at behandle dyr, der f.eks. er kommet til skade.

Et af de oplæg jeg hørte blev holdt af en erfaren zoodyrstræner, der havde overtaget en hund, der viste sig at have massive adfærdsproblemer. I begyndelsen af oplægget spurgte hun ud i salen, hvor mange af os der havde kæledyr derhjemme, som på en eller anden måde kunne betegnes som uopdragne/problematiske. Der var rigtig mange hænder, der gik i vejret. En anden oplægsholder bemærkede, at hun faktisk ikke selv havde trænet sin hund til frivilligt at tilbyde en pote til blodprøvetagning. Selv hos en gruppe af mennesker, som lever af at træne dyr til frivilligt at tilbyde håndtering, har de fleste ikke lært deres hunde og katte det. Jeg skal på ingen måde pege fingre – jeg har selv to hunde, hvoraf ingen af dem bryder sig spor om at få klippet negle. Det fik mig bare til at tænke, hvorfor er det, at vi (selv os der burde have viden og evner til det) ikke lærer vores hunde at tilbyde helt basale håndteringsøvelser frivilligt?

negleklip

Jeg har ikke svaret, men jeg har gjort mig nogle tanker om det. En tanke er, at det er omkostningsfrit for os ikke at lære vores hunde at blive håndteret. I modsætning til zoodyr, kommer vores hunde til os med en enorm stor tillidskonto. Normale hvalpe er tillidsfulde overfor mennesker og danner meget let sociale relationer til os. Det betyder, at vi kan gøre rigtigt meget, der er ubehageligt for hunden, uden at de bliver farlige for os. Tænk på alle de hunde, der bliver behandlet hårdt, råbt ad, slået og misforstået i helt urimelig grad. Mange af de hunde vil stadig gerne være sammen med deres ejere, og selvom der helt klart er nogle af dem, der får alvorlige adfærdsproblemer, er der rigtig mange, der lever med at blive behandlet på den måde. Hvis en dyrepasser prøvede den strategi på f.eks. en tiger, ville det meget hurtigt gå galt. I gamle dage, før man for alvor begyndte at træne zoodyr, var man nødt til at bedøve dyrene, hver gang der var noget, der skulle ses på. Dyr er virkelig gode til at gennemskue, at der skal til at ske noget ubehageligt, og i løbet af meget kort tid, havde man dyr, der stressede og udviste aggressiv adfærd, når der skulle til at ske noget. Det kunne sprede sig, så dyrene også blev stressede, når dyrlægen f.eks. bare kom forbi anlægget.

Det er aldrig er uden risiko at bedøve et dyr, specielt et der måske er sygt. Det kræver ressourcer, både i form af penge og antallet af mennesker, der skal være til stede. Det kan derfor svare sig at lære f.eks. en tiger at være mere tillidsfuld og frivilligt at tilbyde adfærd, så en blodprøve f.eks. kan tages af dyrepasseren selv, uden at dyrlægen overhovedet behøver at være til stede.

Hvis en hund ikke vil have klippet negle, kan vi tvinge den – give den mundkurv på, lægge den på siden og bare gøre det. Bliver hunden aggressiv overfor os? Nogle gør, men mange hunde lærer med tiden at affinde sig med det. De bliver hjælpeløse. De ved, de ikke kan undslippe og holder op med at kæmpe. Det betyder ikke, at de har det godt med det. Et forsøg fra Fjord & Bælt på marsvin (dem der svømmer) viste, at selv om marsvinene så ud til at vænne sig til at blive taget ud af vandet for at blive håndteret, så faldt kortisolniveauet drastisk, da de begyndte at træne marsvinene til at tilbyde en halefinne til blodudtagning i stedet. Marsvinene havde lært, at de ikke kunne undslippe og holdt op med at kæmpe, selv om de stadig var lige stressede.

blodprøve

Jeg tror ikke, at den almindelig hundeejer har lyst eller evner til at bruge den tid, der er nødvendig for at få en hund til frivilligt at tilbyde en pote til negleklip/blodprøve, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det mindre ubehageligt for vores hunde (og katte) at blive håndteret. Jeg har arbejdet en kort periode på en dyreklinik og har set virkelig mange hunde og katte være voldsomt stressede, fordi de skulle håndteres af enten mig eller en dyrlæge. Hvis din hund ikke kan lide at få klippet negle, så er det helt sikkert, at den ikke kan lide det bedre, bare fordi det er en dyrlæge/veterinærsygeplejerske/hundefrisør, der gør det. Det kan godt være, at den ser mere rolig ud, fordi den har lært, at den ikke kan undslippe, men det betyder ikke, at den synes, at det er rart! Jeg er i løbet af de sidste år begyndt mere systematisk at lære mine kursister at håndtere deres hvalpe/hunde, så hundene i det mindste er vant til det og reelt vænner sig til at blive håndteret, og jeg håber, at du, når du læser dette, lige vil tænke en ekstra gang over, om der ikke var noget, din hund ville have gavn af at få trænet. Og nu vil jeg så lige tage en negleklipper i hånden og træne en gang negleklip på frivillig basis med mine egne hunde.

 

ABMA – de sidste dage

Så er jeg kommet hjem fra en super fantastisk, men også hård uge med præsentationer, der omhandlede alt muligt omkring dyr og det at holde dyr. Jeg har hørt præsentationer om træning af alligatorer, studier af synet hos flagermus (de kan faktisk se en del), forskellige måder at berige diverse dyrarter holdt i fangenskab, adfærdsproblemer hos reptiler (og jo, de kan også få adfærdsproblemer), fugletræning af diverse arter fra papegøjer til rovfugle, empowermenttræning af en elefant (det var ikke det, de kaldte det, men det var det, det var) og meget, meget mere. Derudover har konferencen budt på super besøg i København Zoo, Den Blå Planet og Odense Zoo, hvor vi har set en masse forskellig træning. Jeg vil kort beskrive en af de præsentationer, der virkelig rørte mig. Jeg har ingen billeder af præsentationen, da jeg var helt tryllebundet igennem hele præsentationen. Denne præsentation endte da også med at vinde ABMAs Impact award.

elefanter-1

elefanter-2

 

Titlen var: “Positive reinforcement as a replacement of the antique training methods at Elephant camps in Asia” og blev holdt af Dr. Gerardo Martinez. Han er dyrlæge og arbejder med elefanter i bl.a. Thailand. Han fortalte sin historie om, hvordan han (næsten ene mand) har vendt mahutters måde at arbejde med elefanter på i Asien. Han begyndte sin præsentation med at vise billeder af de skader, han normalt behandlede hos elefanter. Det var dårlige fødder (som åbenbart er et stort problem for elefanter – også i fangenskab) og sår efter mahutternes stave, hvilket var hårdt at se på. Det er utroligt svært at behandle fødder på en elefant, der ikke har lyst til at blive behandlet, selv med brug kæder osv. Dr. Martinez viste en video af, hvordan nogle mahutter forsøger at få en elefants fod op på en træstup vha. kæder omkring benet. Lad mig sige, at det tog et godt stykke tid og var absolut ikke smertefrit. Dr. Martinez besluttede sig for at prøve at ændre den måde, han behandlede elefanterne på. Han fandt en måde at få finansieret en træningsvæg, så han kunne komme til at behandle elefanterne på en mere sikker måde. Træningsvægen er en stålkonstruktion bestående af to sider, hvor der er åbninger i forskellig højde og brede, så elefanten kan få f.eks. fødder igennem. Det lykkedes for ham at skaffe pengene og få træningsvæggen bygget, og som han sagde med et billede af ham selv siddende foran væggen, så var det bare at vente på en mahut og en elefant, der ville være med. Efter et stykke tid var der en enkelt mahut, der blev tilstrækkeligt nysgerrig og dukkede op. Dr. Martinez targettrænede elefanten med mahutten siddende på god afstand og med armene over kors. I løbet af meget kort tid, kunne elefanten stikke alle fire fødder igennem et hul i væggen og få ordnet dem. Efterhånden kom der flere mahutter og elefanter til, og langsomt blev mahutterne mere og mere nysgerrige. De begyndte at stille spørgsmål til træningen og blev mere og mere interesserede i, hvordan Dr. Martinez trænede elefanterne. Han begyndte at undervise dem i, hvordan han trænede, og langsomt men sikkert begyndte de selv at træne deres elefanter på denne måde. De begyndte at konkurrere om, hvem der kunne træne deres elefant til en udføre en adfærd hurtigst, og billedet skiftede til et, hvor det er Dr. Martinez, der sidder på afstand og ser på, at mahutterne selv træner deres elefanter.

 

 

Ordet spredte sig, og sponsoreret af bl.a. flere elefantorganisationer, kom der flere og flere mahutter til fra mange forskellige steder og lande. De lærte alle, hvordan de kunne bygge en sikker træningsvæg og begynde targettræning af deres egne elefanter. De der kommer, får alt betalt til rejse, ophold mv. Targettræning af elefanter har nu med Dr. Martinez’ hjælp (og sikkert også en del andre) spredt sig over flere lande. Præsentationen var gennemført fantastisk. Selvfølgelig pga. indholdet, men også alle de billeder og videoer vi fik lov til at se, der gjorde et stort indtryk. Alle deltagere endte med at have fugtige øjne, og Dr. Martinez fik stående applaus. En skotsk dyrlæge jeg talte med senere fortalte, at hun havde været i en af de lejre, hvor Dr. Martinez har trænet mahutter, og i de fem dage hun var der, havde hun ikke en eneste gang set en mahut slå sin elefant eller så meget som hæve stemmen. Det var og er en fantastisk historie om, hvordan positiv træning har spredt sig i den ellers meget traditionsbundne måde at træne elefanter i Asien.

ABMA er en organisation, der er åben for alle, der beskæftiger sig med dyr på en eller anden måde.

Du kan læse mere her: https://theabma.org/