Nordisk mesterskab 2012

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.

Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede “ja, vi kan tydeligt høre dem”, hvilket dog ikke beroligede os stort… Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.

Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant – ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.

Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind – nu giver vi den gas 🙂 Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups – nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.

Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen…

2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.

4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen – og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr… min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???

Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang… Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.

Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne 🙂

Nordisk Mesterskab i lydighed 2012 var slut. Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være med, selv om alt ikke denne gang gik som vi havde håbet. Men vi får os nogle rigtig vigtige erfaringer om, hvad vi skal justere på næste gang. PÅ en god dag kan begge vore hunde præstere meget bedre, så vi er i fuld gang med at evaluere, hvad vi kan gøre bedre og træne mod at den forhåbentlig kommende gode dag 🙂
Søndag aften blev en meget festlig aften. Vi havde på forhånd aftalt at bedste dansker skulle give drinks. Så vi begyndte med to drinks på tom mave. Det satte stemningen lidt op, og lidt mere op og det blev hurtigt til den sjoveste aften i mands minde. Når vi ikke denne gang kunne lave et godt resultat, så kunne vi ihvertfald slutte med maner!

Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere…

Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia – vores eneste supporter og tjenene ånd – for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.

“Det er bare fordi det er en border collie….”

Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie – Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest.
Jeg hører dog ofte sætningen “det er bare fordi det er en border collie” til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum.
Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.
Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.
Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen.
Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.
Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig.
Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv!
God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!
Christina Ingerslev 🙂

VM i Salzburg

Onsdag den 16 maj tog Louisa og jeg til VM i lydighed i Salzburg Østrig. Optagten var meget stressende, da der var noget usikkerhed om indkvarteringen med hunde mm. Turen derned gik fint, vi fulgtes med Pia Bergenholz i vores bil og Birgitte Bruel og hendes mand William i deres bil. Heldigvis kunne de tage noget af vore bagage ellers kunne vi slet ikke være i bilen.

Da vi ankom til hotellet var det regnvejr og iskoldt, phu ha det fortsætter forhåbentlig ikke tænkte jeg, for jeg har hverken pakket fleecetrøje eller varmt overtøj.

Vi skulle tidligt op og træne i hallen dagen efter, dvs. om torsdagen, da vi havde en træningstid 8.46. Vi havde set på kortet, at der lå et dejligt grønt område mellem hotellet og hallen. Yes, det var også rigtigt, desværre var det grønne område klipper beklædt med træer, så vi måtte pænt gå udenom alt det grønne og i stedet gå ved siden af de meget trafikerede veje. Hallen vi skulle være i var et ishockey stadion, hvor der var lagt gulv og tæpper over isen. Der var dejlig god plads i ringen, så vi gik alle sammen på banen samtidig. Det betød at vi fik ekstra træningstid. Opvarmningen i ringen handler for mig at se mest om, at hunden skal føle underlaget og føle sig godt tilpas i ringen. Jeg vidste, at Senna skulle prøve at stoppe på tæppet, men jeg var ikke forberedt på, at hun ville skøjte rundt som en anden Bambi på is. Efter en ti – tolv gentagelser af både stå og dæk i indkaldet begyndte det at gå lidt bedre. Vi nåede også en fremsending, apport og en springapport.
Det meget “grundige” dyrlægetjek, hvor dyrlægen lagden en hånd på hunden og så i passet blev overstået. Vi spiste lidt mad og gik tilbage til hotellet. Kl. 14.30 var vi tilbage i hallen, da prøvehunden skulle på kl. 14.40 – øj nej det stod i tidsplanen, men den var de kommet foran, så de havde bare taget prøvehunden før og derefter begyndt mødet for holdlederne. Erling spaserede resolut ind og fik det lavet om, så der kom en ny prøvehund til ære for de punktlige danskere. Inden da havde Birgitte fået kontakt med nogle japanere, der havde filmet prøvehunden. Japan var med for første gang og filmede alt med deres overraskende dårlige kameraer. Middag på en græsk restaurant lige overfor hotellet og så på hovedet i seng tidligt.
Tidligt op om fredagen hvor jeg skulle op som nr. 21. der var afgang til hallen kl. 6.30, ingen morgenmad den dag heller. Jeg har lært altid at tage noget mad med selv, så man ikke er afhængig af at nogen sælger dårlig cafemad. Vi havde fået en fin base lige foran et lille rum, hvor hundene kunne stå helt ugenert. Det var faktisk perfekt.

Jeg var på i fjerde gruppe, der begyndte med fællesdækken, derefter gik man ind i den anden ring til fællessit. Senna og jeg stod som nr. 3 fra højre og vidste heldigvis ikke, at de to foregående hunde havde fået nul på den plads Senna skulle ligge på, fordi de snusede for meget. Jeg ved ikke hvad det var med det sted, men Senna snusede også, hvilket hun ikke plejer og fik 7 af begge dommere. Videre til fællessit, her sidder hun som en saltstøtte og får 2 x 10, dejligt at fællesøvelserne er ovre. Jeg havde et problem med dem sidste år, men føler at vi har fået meget bedre styr på dem nu. Alligevel bliver jeg altid mest nervøs i de øvelser, fordi jeg ikke kan se min hund. Så var det bare at vente til det blev min tur til at gå i ringen til de andre øvelser omkring frokosttid. Jeg har efterhånden fundet den bedste måde at klargøre hende på, ud og afreagere med noget leg og løb ca. en time før jeg skal op. Her laver jeg også nogle enkelte øvelser og lidt fri ved fod, derefter afslapning indtil kort før vi skal på. Jeg sidder eller står stille og lader op sammen med hende, indtil det bliver vores tur. For os handler det meget om at få ro på og være afslappede inden vi skal i ringen.
Lige inden jeg går ind giver jeg Louisa et stort kram, vi har delt så mange oplevelser med Senna og Lukka og nu står vi her ved vores foreløbige mål VM. Fantastisk! Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil ind på banen, har super meget lyst til at være her og til at deltage. Der er den helt rigtige mængde sommerfugle i maven – alt er perfekt. Lodtrækning inden vi går i ringen, jeg ønsker at trække venstre apport, hvorfor ved jeg ikke, hun kan begge retninger lige godt og jeg trækker venstre apport og går ind i ringen. Første øvelse er indkaldet, det er den øvelse jeg har mindst føling med, da jeg ingen ide har om, hvordan hun vil stoppe på gulvet. Ståen er fin, jeg kalder igen og hun drøner mod mig. Jeg tænker, det bliver svært med den fart, siger dæk og ser hende glide mindst fem meter på tæppet, men jeg hører publikums uhhhhh i ørene. Dejligt at de lever med i øvelsen. Jeg får 6 og 7 for øvelsen.
Dernæst fremsendelse, hvor hun løber hurtigt ud til keglen og drøner ud i feltet. Desværre havner hun tæt på bagerste linie, jeg siger kom, som hun ikke hører, så jeg dækker hende af med en tæt margin til bagerste linie. Hører igen publikums uhhhhh, fordi hun dækker tæt på stregen – jeg tolker det som om hun er inde. 7 af den ene dommer og 9 af den anden dommer.

Videre til apporteringen, her ligger apporterne en meter foran feltet. Senna kommer til at vælte keglen men gør det ellers fint. På vejen tilbage kan jeg se, at hun tøver en lille smule, da der står en hel masse ben med sorte bukser. Hun skal lige tjekke hvilke sorte bukser, der er mine. Ingen tygning og fin plads. Det giver 8,5 og 7,5 – fine karakterer i denne konkurrence, hvor man skal være jublende glad for et 8-tal.
Derefter fri ved fod, som går helt hæderligt, hun er 100% koncentreret hele tiden men også lidt freeesh efter løbeøvelserne og har nogle små hop undervejs, 7 fra begge dommere, helt OK. Jeg har i min træning arbejdet meget med at gøre hende afslappet i fri ved fod og jeg tror faktisk, at jeg er på rette vej med de tiltag jeg har gjort inden VM.

Så går vi ind i den anden ring, hvor vi skal begynde med næseprøve. Vi har trænet meget på at være rolige inden næseprøven, hvilket har betalt sig, da hun tager den rigtige pind og kommer ind med den. Hun har fint tempo ud og hjem, men går over den rigtige et par gange og så kan man ikke få mere end 7 og 6,5. Springapport, her bukker hun lige ned i forbenene ved en ellers flot udført øvelse og får 7 og 6,5. I fjernkontrollen laver hun fine skift uden ekstra kommandoer, men hun kommer lidt frem, så det bliver til 6,5 fra begge dommere. Jeg er meget tilfreds med fjernkontrollen, da der var meget larm omkring hende, synes det er fint at hun kunne koncentrere sig og tage kommandoerne. Sidste øvelse er lynet, sit, stå og dæk under gang i rækkefølgen, dæk, sit og stå. Jeg plejer aldrig at misse en position uanset hvordan rækkefølgen er, men hun sætter sig ikke, så her har vi 5.5 og 5 – lidt øv.

Jeg går ud af banen med en super god fornemmelse, jeg havde endnu ikke set pointene, men er glad for at Senna glad og kækt har gået hele programmet. Der var små ting i de fleste øvelser og jeg får egentlig fornemmelsen af, at man har et 8 tal, hvis øvelsen er OK. Hvis der er en lille fejl, trækkes der fra 8 – tallet og hvis øvelsen er virkelig flot, så kan man komme højere op end de 8. Pia og jeg stod og talte lidt med den finske dommer om indkaldet. Den finske dommer sagde, at hun trak 2 point, hvis hunden kom for tæt på benet og uens fart trak selvfølgelig også. Jeg er helt sikker på, at den italienske dommer trak for at hunden gled på tæppet. Om fjernkontrollen sagde den finske dommer, at hun trak ca. 2 point, hvis hunden flyttede sig med en tredjedel, dvs. en 15 – 20 cm, mens den østrigske dommer trak for for store og for lange signaler til skiftene i fjernkontrol. Alt i alt må man konkludere, at der ikke noget sted skal være noget, der på den ene eller den anden måde stikker ud. Efterhånden synes jeg der bliver fokuseret så meget på detaljer og små bitte uregelmæssigheder, at hundene generelt er langsommere, så alt foregår helt glat og næsten robotagtigt. Den her tendens med at dommerne næsten ikke tør være den, der giver et tital, har vi set i flere år og var synes jeg meget udtalt i Østrig. Det er vanskeligt at vide, hvad den enkelte dommer trækker for og det gør det uigennemskueligt, at vide hvordan man skal forbedre sig. Jeg har stadig den holdning, at den hurtige hund også har en plads ved denne type konkurrencer, selv om der lettere kommer nogle små ting ind der kan trækkes for. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at tage farten ud af min hund, selv om det føles fristende. Mindre fart giver jo færre fejl. Jeg er meget glad og stolt over mit turbodyrs præstation og håber virkelig jeg får chancen for at deltage igen.
Vi havde mange sjove oplevelser og grin og det var super spændende at følge de andre danske deltagere og se de mange dygtige hunde fra de forskellige lande, tak til jer allesammen for en rigtig god tur! Den ufattelige ulykke med Monicas Ekstra er stadig helt uvirkelig – tænk at det kunne ske. Tillykke til finske Christa og Jessica på de to første pladser i finalen.
Arbejder på min video, som kommer på senere.

Signalforvirring?

Denne her blog kunne også have haft overskriften slip bekymringerne! Jeg støder jævnligt på hundeejere, der er bekymrede for at gøre det ene eller det andet i træningen, for hvad nu hvis der er noget der går galt? Jeg er ikke så bekymret for at prøve forskellige ting af i min træning, så længe det stemmer overens med min overordnede træningsfilosofi. Det gælder f.eks. i forhold til signaler og fri shaping. Jeg hører ofte om nogen der er bange for, at deres hund skal komme til at tilbyde alt muligt på konkurrencebanen, hvis de f.eks. bruger fri shaping og at hunden derfor helt fra begyndelsen skal have indlært, at den kun må gøre tingene på signal. Det er ikke en frygt, jeg på nogen måde deler. Jeg er slet ikke bange for at få en hund, der selv tager initiativ. Jeg synes det er helt fantastisk, at hunden tager initiativ. Det er for mig billedet på en glad og selvstændig hund. Jeg vil langt hellere have en kreativ og initiativrig hund, der tilbyder adfærd end det modsatte, nemlig en hund der venter for meget og mister fart og glæde. Jeg har tre arbejdsglade hunde, som alle er frishapet til masser af øvelser og alle er glade for at tage initiativ. Vi har ikke mistet mange point på konkurrencebanen, fordi de er tyvstartet eller gået i gang med noget de ikke skulle.

 

Træning af signalforståelse – vælg næseprøven



Jeg indlærer altid alle de forskellige lydighedsøvelser uden signaler, da jeg ligesom mange andre klikkertrænere mener, at signalarbejdet først hører til på det tidspunkt, hvor øvelsen er tæt på at være færdig. På det tidspunkt er det utrolig let at sætte signalerne på. Der er nemlig flere ulemper ved at knytte signalet til øvelsen på et tidligt stadium i hundens indlæring. For det første ønsker jeg ikke at knytte det færdige signal til en halvfærdig øvelse, der slet ikke ser ud som jeg vil have den. Hunden skal kun associere signalet til den færdige øvelse. På den måde er hunden heller ikke i tvivl om, hvad jeg beder den om. For det andet ønsker jeg ikke at arbejde med at lære hunden at vente på signaler på et tidligt stadium i dens uddannelse. Det hæmmer fart og initiativ, giver et forkert fokus i øvelsen og betyder at man kommer til at træne på flere kriterier på en gang. Gem signalindlæringen til senere og fokuser på fart og præcision i stedet for. Det er jo så utrolig let at få hunden til at vente på signal. Det er bare at afbalancere træningen med belønninger for at vente på signalet. Hunde er i øvrigt mestre i at skelne en træningssituation fra en anden, det er jo derfor vi skal bruge så meget tid på generaliseringstræning. Derfor har hundene ingen problemer med at skelne mellem prøver og træningssessioner.




  
Sennas absolutte yndlingsøvelse er apportøvelsen og hun har utrolig meget drive ud mod apporten. Derfor vidste jeg, at jeg skulle bruge lidt længere tid for at lære hende at vente på apportsignalet på det tidspunkt, hvor hun havde lært øvelsen og jeg skulle sætte signal på. Jeg lavede en lidt mere trinvis opdeling af signalfasen end ellers og belønnede hende for at vente på signalet i forskellige opsætninger af øvelsen. Hun venter fint, selv om hun er meget tændt i øvelsen. Det samme gjorde sig gældende, da vi arbejde med den dirigerede apport. Her skulle træningen opdeles lidt mere end med en mindre ivrig hund, men resultatet er blevet rigtig godt og det tog ikke lang tid at lære hende det.   

Faktisk mener jeg ikke den enkelt hunds signalfølsomhed afhænger af, hvordan signalerne er indlært, men langt mere af den enkelte hunds temperament og intensitet i udførelse af øvelserne. Selv med en turbohund som Senna synes jeg, at det er en kæmpe fordel at arbejde med fri shaping og at belønne hundens eget initiativ i indlæringen af øvelserne. Uanset træningsmetode skulle jeg alligevel bruge lidt mere tid på at arbejde med signalforståelse med denne type hund. Min gamle superhund Amanda, der er død for mange år siden, var trænet med mere traditionelle metoder, hvor signalerne blev sat på i begyndelsen af øvelserne. Hun mindede om Senna i temperament og jeg skulle arbejde akkurat lige så meget med signalforståelse hos hende, som jeg i dag gør med Senna.   


Sennas anden prøve i eliteklassen 
 

Fundamentet skal være i orden!

Der er mange måder at træne hund og mange måder at starte hundetræningen på. Hos Hund & Træning følger vi KLIK konceptet på konkurrencehvalpene samtidig med at kursisterne bliver introduceret til de fleste nøglekompetencer. Jeg har nu haft endnu et konkurrencehvalpehold gennem vores system, de har lige afsluttet anden sæson, og jeg må sige at jeg er virkelig godt tilfreds. Hvalpene tilbyder selv en frivillig plads, de er startet på fremsending, indkald og stop, næseprøve apport og meget mere. Det er simpelthen en fornøjelse at følge deres fremskridt uge for uge! På mine to andre konkurrencehold går det også rigtig godt – vi er jo indendørs på Hasselgård, der er ikke helt plads nok til eliteklassen men så får vi heldigvis trænet grundigt på alle de ting der ikke kræver den helt store plads. Glæder mig til en ny sæson efter jul med mine dejlige kursister.

Min egen konkurrencesæson sluttede på en rigtig god måde i lørdags ved Border Collie Klubbens indendørsstævne i Sorø. Jeg havde diskuteret meget med mig selv om jeg skulle gå op en sidste gang i klasse 3. Jeg havde faktisk afskrevet det, men blev så alligevel enig med mig selv om, at det var en god chance til at teste nogle af de ting, vi har gået og arbejdet med i de sidste måneder. Jeg ville egentlig også gerne se hvordan Senna reagerede på at gå op indendørs.
Som sagt så gjort, Louisa og jeg tog afsted og sagde forvel til klasse 3 med maner!  Klasse 3 lå til sidst og blev dømt af Erling med kold lungebetændelse, super flot af ham at møde op. Jeg var allersidste hund i klassen, så vi havde god tid til at vænne os til omgivelserne og Senna kunne blive luftet godt af udendørs. Inden vi kom havde jeg egentlig ikke nogle særligt store forventninger til vores indsats, jeg har trænet meget på fjernkontrol, jeg har lavet om på håndsignalerne og træningen af sit fra stå, så jeg håbede at det ville gå bedre end sidste gang. (Der skulle heller ikke meget til, da Senna hoppede 2 meter frem ved første skift sidst jeg var til konkurrence) Jeg vidste, at alle deltagere ville have haft problemer med at få trænet pga af al sneen, så på den måde var det jo ens for alle. Jeg havde trænet seriøst tirsdag, hvor Senna var som en sæk lopper og torsdag hvor det gik lidt bedre. Så det gjaldt bare om at slappe af og se hvad der skete. Louisa var oppe med Lukka før mig. Lukka var i et stjernehumør og lavede et rigtig flot program!

Så endelig ved 3 – tiden blev det min og Sennas tur. Fri ved fod gik fint – Senna havde en ganske lille flagren, hun fulgte super pænt i alle gangarter og gik to skridt bagud ligesom vi havde aftalt 🙂 9½ point sagde Erling, nå super – det gik jo fint tænkte jeg. Næste øvelse var fjernkontrol, Senna var super koncentreret og tog alle kommandoer og lå præcist på stregen da jeg kom tilbage – 10 points. Skøøøønt, tænkte jeg, så kører det. Resten af øvelserne gik super godt og vi fik sammenlagt  270  points. Vi havde en stå-dæk i feltet, som vi ikke har haft mulighed for at træne ret meget på og en ekstra pladskommando efter stå, sit og dækøvelsen. Der altid ting der kan forbedres, men det vigtigste var den følelse af flow og lethed jeg følte igennem hele programmet. Den følelse er helt fantastisk og afhængighedsskabende….

Her er et par små smagsprøver fra programmet:

Nu ser jeg frem mod eliteklassen og glæder mig utroligt meget til jeg skal i konkurrence næste år. Det vi træner allermest på i øjeblikket, er at stoppe ved keglen, når man kan se 3 apporter ligge bag den. Senna har fået et godt udløb til keglen, men stopknappen virker ikke når der ligger noget bag keglen. Det går vi lige så stille og arbejder med her vinteren over, plus nogle andre ting der skal pudses af.

Jeg er meget glad for, at jeg har ventet med at stille op i eliteklassen med Senna, da jeg synes at hun skulle modne mere, inden vi var klar til denne klasse. Hun har for godt en måned siden været i sin anden løbetid og hendes fine præstation i Sorø, hvor hun koncentrerede sig SUPER godt, lover rigtig godt for fremtiden.

God jul og godt nytår til jer alle fra Christina!

Prøver og travlhed

Så er der virkelig forårstravlhed med prøver, træning og undervisning 🙂 Jeg har lige afsluttet fire dages undervisning, først vores adfærdsbehandlere, der nu har afsluttet deres første semester, derefter klikkerinstruktørene der kun har to gange tilbage af deres uddannelse og derefter undervisning for DKK’s instruktører i klikkertræning. Jeg elsker at undervise og er taknemmelig for, at jeg kan få lov til at have et job, hvor jeg beskæftiger mig med det jeg allerbedst kan lide. Ud over undervisningen synes jeg det er en fornøjelse at skrive, og jeg har besluttet at jeg vil have mere tid til det bogprojekt, som Karen Ulrich og jeg er begyndt på i fællesskab. Vi har så meget brug for bogen til undervisningen, og jeg synes jeg har hovedet fuld af så mange ideer, som jeg gerne vil have ned på papiret. Vi har afprøvet nogle af bogens koncepter i undervisningen med utroligt godt resultat og jeg glæder mig vildt meget til at se det på tryk. Jeg har bestemt mig for, at jeg VIL prioritere bogskrivningen i den kommende fremtid.

Træningsmæssigt går det godt. Senna og jeg har være til tre prøver i klasse 2 på godt en uge. Vi fik en vinderplacering i Ølstykke med 215,5 point, en andenvinder placering i Hillerød med 205 point og en vinderplacering med 215 point. Det var rigtigt dejligt, og jeg føler at flere ting i hendes træning nu begynder at falde på plads. Efter hendes løbetid er der kommet en modenhed, der ikke var der før. For en tæve er hun blevet meget sent moden. Hun er også lidt af en drengepige, så måske er det det der er forklaringen. Man kan træne og træne, men hvis biologien vil noget andet, er der ikke så meget at gøre. Inden løbetiden var det ligesom et puslespil der ikke rigtig kunne falde helt på plads. Et stykke tid efter løbetiden var det ligesom alle de små dele vi har gået og trænet på lige pludselig faldt i hak. Specielt er jeg glad for, at hun i alle prøverne blev i fællesdæk, som tidligere var vores svageste øvelse. Andendagen i Hillerød gik den hund der lå ved siden af hende, og en hund en plads længere væk gøede under hele prøven, mens den skiftevis indtog sit og dæk – den var blevet lidt for begejstret ved udsigten til agilitybanen. Senna lå trygt, så nu føler jeg vi er klar til klasse 3.

I den sidste periode har jeg også trænet på, at hun blev lidt mere rolig og afbalanceret under træningen og kørt en hel del godbidstræning, for at få ro på. Hvor det før gik temmelig vildt for sig, er der nu kommet en afbalancerethed som gør, at jeg synes vi er parate til at give den lidt mere gas i flere af øvelserne. Den hund kan simpelthen spæne, så jord og græstotter flyver om ørerne på hende. I indkaldet vil jeg dog stadig arbejde med en tilpas fart – løber hun så hurtigt som hun kan, så bliver det simpelthen for svært for hende at stoppe. Selv jeg må erkende at man kan få for meget fart. Jeg har ikke lyst til at have en hund, der ræser rundt uden, at der er styr på hvad den laver.

Jeg ved ikke hvordan andre konkurrenceudøvere har det, men jeg bruger meget tid på at diskutere med mig selv og især med Louisa, hvordan jeg vil frem i klasserne, hvad jeg vil satse på og hvornår hunden er klar til den ene og den anden klasse. Med Senna har jeg valgt at blive i klasserne, til jeg har fået en tilfredsstillende førstepræmie, dvs. at jeg synes hun kan øvelserne i klassen på en for mig tilfredsstillende måde. Der er altid mere at arbejde med, men så længe jeg føler hun har gjort det godt, er det OK at gå videre. Senna er min syvende konkurrencehund og på nær med min første Beagle tror jeg ikke, at jeg er gået op igen i klasse 2 efter at jeg har fået en førstepræmie i klassen. Det føltes dog godt at gøre det i Hillerød og jeg var meget tilfreds med, at jeg styrede min utålmodighed og ikke liiige prøvede klasse 3, hvor jeg godt ved at hun har styr på det meste, men ikke føler at vi er helt færdige i træningen endnu. Det har vi så tre uger til at færdiggøre, inden vi skal afprøve klasse 3 i Albertslund. Hun kan øvelserne, men der er flere detaljer vi skal have på plads før vi kan få toppoint. Hun er dejlig kreativ og der kommer ind imellem ting ind i træningen, som havde fået væk. Senest er hun begyndt at bodyslamme mig, når hun skal på plads efter springet og i indkaldet. Det var væk inden vi begyndte at træne indendørs i vinter, men efter at vi kom udenfor kom det igen. Jeg afprøver flere metoder og regner med at finde en der virker godt. Vores mål er at deltage i klasse 3 i år og se hvor langt vi kan komme i klassen, samtidig med at vi forbereder os på eliteklassen.