Sommertræning

Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.

I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.

fvf 1fvf 2

Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.

Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.

Konk-træning

Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.

Vince

I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?

Dyr har da følelser!


Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.

 

bøger

 

Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.

 

glad-laphvalp

 

Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??

Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.

Hundetræning som selvudvikling

Jeg møder ind imellem personer, der ikke selv er interesserede i hunde, som kommenterer på, at jeg lever af at træne hunde i en let forundret tone, som om dét virkelig skulle være et job. Jeg synes jo, at det er verdens bedste job, jeg har. Jeg elsker at undervise engagerede mennesker og se dem og deres hund rykke sig og blive glade, når noget lykkes. Vi der træner hund ved jo, at hundetræningen handler om meget mere end at få hunden til at sidde eller lægge sig ned. Samarbejde og kommunikation med hunden handler om så meget mere end den rent tekniske side af hundetræningen. Vi oplever glæde, samhørighed, lykkefølelse når træningen lykkes, når vi kan kommunikere med vores hund, og det føles som om hunden kan læse vores tanker, men vi kender i høj grad også til frustration, vrede, afmagt, følelsen af at støde panden mod en mur, når hunden simpelthen bare ikke forstår, hvad det er, vi gerne vil. For hundetræningen rummer hele følelsesregistret, særligt når der opstår problemer med hunden, og i allerhøjeste grad når vi går til konkurrencer. ☺

Hvis vi åbner os for den mulighed, det er at udvikle os som mennesker igennem hundetræningen, så kan vi lære uendeligt meget om os selv og f.eks. blive bedre til at takle udfordrende situationer på trænings- og konkurrencebanerne og i livet generelt. Utålmodighed, vrede og irritation er ofte afmagtsreaktioner, der stammer fra modstand mod forandring. Vi støder alle på denne type af udfordringer i hundetræningen, der ikke handler om det træningstekniske men om os selv og vores reaktionsmønstre. De udfordringer vi hver især møder i hundetræningen repræsenterer et udviklingspunkt, hvor vi kan opleve stor fremgang, hvis vi er villige til at forandre os og lære noget nyt. Det er samtidig det sted, hvor det kan opleves som ubehageligt at lave noget om, fordi det kan være en del af de reaktionsmønstre, vi har som menneske i mange andre situationer, og vi derfor skal være meget bevidste om at ændre. Ofte kræver det sparring fra en tålmodig underviser eller træningskammerat.

Jeg har haft en del hunde gennem tiden, ikke mange for jeg vil helst have god tid til hver enkelt, og hver hund har givet mig en masse vigtig lærdom, som jeg har kunnet tage med mig videre. Det fascinerende i hundetræningen er jo, at hver enkelt hund er så individuel, så det selv indenfor samme race kan kræve meget omstilling at finde den optimale måde at gribe træningen an på. Jeg vil her komme med eksempler på nogle af de ting jeg har lært.

 

AmandaAmanda: It is all in your mind

Amanda var min første rigtige konkurrencehund, som jeg kom på landsholdet med. Hun gik helt ind under huden på mig og var med mig overalt. Hun lærte mig rigtig mange ting, her vil jeg blot nævne et par eksempler. Hun var grunden til, at jeg i 1996 begyndte at interessere mig for mentaltræning og visualisering. Vi vandt rigtig mange konkurrencer, men på et tidspunkt begyndte der at ske mærkelige ting til konkurrencer, hvor der nogle gange i træk liiige var et eller andet, der gik galt. Vi er til f.eks. DM, og jeg tænker: ihh det her går godt, vi mangler lige næseprøven, så har vi vundet, hvorefter hun lavede et eller andet underligt i næseprøven, så vi alligevel ikke vandt. Da jeg begyndte at interessere mig for mentaltræning og visualisering, lærte jeg at fokusere helt anderledes i vores konkurrencer, og vi vandt igen store konkurrencer og klarede os rigtig godt i de store mesterskaber.

 

chilli 2

Chillie: Alt er godt

Chillie er min nu 13 år gamle, glade og ekstremt sensitive hund. Hun har bl.a. lært mig at give slip på al vrede, irritation og alle andre følelser end, at alt hvad hun gjorde var godt! Hvis ikke jeg kunne have den følelse, så måtte jeg sørge for at arrangere træningen, så jeg kunne få den. Mit mål var, at hun til konkurrencer også på landsholdet til f.eks. VM, kunne gå en konkurrence, hvor hun udstrålede glæde, energi og intensitet og det lykkedes til fulde. Hun har, uden at jeg i begyndelsen var klar over det, været min prøveklud for empowermenttræning. Da jeg læste James O’Heares bog om empowermenttræning, der bl.a. har til formål at give hunden selvtillid og større psykisk modstandskraft, kunne jeg se, at det var den systematik jeg havde gennemført på Chillie, og endda med stor succes. For mig handler empowermenttræning også om den tilgang, vi som hundetrænere har til træningen, og de tanker og følelser vi har under træninge. De er mindst lige så vigtige. Empowermenttræningen og min holdningsændring smittede bl.a. også af på hendes evne til at overkomme vanskeligheder i træningen, og gjorde, at både hun og jeg udviklede os.

 

Senna bold

Senna: Giv slip

Med mit totalt højenergiske turbodyr Senna skulle jeg selv helt ned i gear igen og arbejde med at være rolig og afslappet. Jeg er selv en meget energisk person og fandt hurtigt ud af, at lidt for meget energi hos mig forplantede sig i hende, ligeså hurtigt som øl forsvinder på et teenageværelse fredag aften. Jeg har derfor arbejdet meget med ro i træningen, og synes at jeg har opnået store fremskridt her. Da vi var til VM i Finland i sommer, følte jeg at jeg havde fundet denne balance, hun var præcist der, hvor jeg gerne ville have hende. Desværre forstuvede jeg foden, 3 timer inden vi skulle på banen, hvilket ikke gjorde noget godt for vores præstation…  Men den viden jeg fik om, hvor vigtigt det var, at jeg gav slip på mine forventninger om, hvordan Senna skulle være, og acceptere hende 100% med al hendes ustyrlige energi, var guld værd. Når jeg giver slip på mine forventninger til hende, slapper hun af og bliver meget mere rolig.

Min nye lille hund Vince, der nu er et halvt år, kender jeg af gode grunde ikke indgående endnu, men han virker foreløbig ret ukompliceret. Jeg glæder mig til at lære ham bedre at kende og opleve nye sider af både ham og mig selv!

Vince

Her i sommerferien har jeg fået en ny hvalp. Han hedder Vince og er nu knap 4. måneder gammel. Jeg er fuldstændig vild med ham, så nu er du advaret☺  Jeg blev helt blød i knæene, da jeg i foråret så, at norske Harry Pepper skulle være far til et kuld hvalpe. Han er mit ideal af en hanhund, super godt temperament, masser af energi, og samtidig har han hovedet med sig, når han arbejder. Tæven, som Harry Pepper skulle parres med hedder Dålli. Det virkede som det helt rigtige valg, og jeg var så heldig, at jeg midt i sommerferien kunne hente en hanhvalp fra dette kuld. Da jeg tog til Norge for at kigge på hvalpene, så jeg med det samme Vince i kuldet på seks hvalpe. Jeg vælger hund med hjertet og vidste med det samme, at der var HAN! Han hedder Vince, og han er alt det jeg håbede på. Intelligent, lærenem, kærlig og fantastisk med alle andre hunde og mennesker.

 

Vince-3-mdr

 

For mig at se, er det der kræver mest, når vi vil træne en hund til konkurrencer, at få hunden til at performe med den perfekte motivation og intensitet. Det at lære hunden de forskellige øvelser i eliteklassen, synes jeg ikke er den vanskeligste del af hundetræningen. Det der kræver mest er, at skabe den rette balance i træningen, så hunden kan udføre øvelserne med den intensitet der er optimal for hver enkelt øvelse, og samtidig skifte mellem aktivet og passivet.  At uddanne en hund der har det rette mode til træning og til konkurrencer i alle øvelser – det er en kunst. Når man ser en hund, hvor denne opgave er lykkes, som det f.eks. er for Vince’s halvsøster Kylie eller far Harry Pepper, så er lydighed jo fuldstændig fantastisk. Det er det mål jeg stræber efter i min træning.

Balance kan bruges som kodeord både for hvalpens træning, men er også for hundens træning set i hele hundens livsperspektiv. Jeg er ikke interesseret i at lave den yngste elitechampion. Jeg er interesseret i at min hund kan holde længe. Hunde udvikler sig mht. power og intensitet, og er for de mindre og mellemstore hunde ofte på toppen mellem 5 – 7 års alderen. Jeg ser nogle, som har for travlt med at træne øvelser for tidligt i hundens liv, men får problemer der er svære at løse senere, fordi det grundlægende handler om at regulere hundens intensitetsniveau, og ikke bare lige fikse en øvelse her og nu. Hvis man ikke har en grundtræning at gå tilbage til, er det langt mere kævende at putte ind i hunden senere.

 

Vince-bro

 

Miljøtræning og socialisering

Miljøtræning og socialisering er jo som bekendt en uundværlig del af hvalpens uddannelse. Jeg mener, at hvalpen skal have oplevet alle de miljøer, den senere skal færdes i, mens den er i socialiseringsfasen. Derfor bruger jeg meget tid på, i et afbalanceret tempo at sørge for at Vince oplever mange forskellige miljøer. Han er med, når jeg holder kursus, og han har allerede sovet en del forskellige steder. Han har også gået på mange forskellige underlag, som f.eks. jernplader, græs, badebroer, asfalt, kunstgræs, glatte gulve, tæpper, gummiunderlag osv. Han har oplevet mange forskellige lyde, og han har lige siden jeg fik ham være meget tryg og miljøsikker. Han er en af de mest stabile og miljøsikre hvalpe, jeg nogensinde har haft. Border collie, er en race der indimellem kan blive nærtagende overfor andre hunde, derfor sætter jeg oplevelser med andre hunde meget højt på min socialiseringsliste. Her er Vince fantastisk, han aflæser lynhurtigt den anden hund og hilser stille og fornuftigt inden, han eventuelt begynder at lege, hvis den anden hund er med på det. Han er nu næsten fire måneder og ovre den udviklingsfase man kan kalde selvstændighedsfasen. Han har haft nogle ganske få reaktioner, i denne fase, men egentlig utrolig lidt synes jeg.

 

Vince-fransk-b

 

Basis for træning – samarbejde

Når jeg får en ny hvalp, der skal trænes til konkurrencer, er det allervigtigste at etablere et samarbejde med hvalpen, og samtidig gøre hvalpen motiveret for træningen. Jeg vil, at min hund skal have en meget høj motivation for at samarbejde med mig. Uden samarbejde ingen træning, og her er det vigtigste at skabe en god relation til sin hund. Derfor tager jeg udgangspunkt i KLIK-konceptet, som er de fire indsatsområder som min grundtræning består af. K står for kontakt – dvs. frivillig tilbudt kontakt, L står for leg, I står for initiativ og K står for kontrol, som i kropskontrol, selvkontrol og belønningskontrol.

Gennem KLIK konceptet arbejder vi med en række små og enkle øvelser, der styrker hundens empowerment og arbejdsglæde. Alt efter hvilken hund det drejer sig om, vurderer jeg, om der skal fokuseres på at gøre hunden mere intens og initiativrig, eller om der skal lægges mest vægt på at udvikle hundens selvkontrol, f.eks. gennem fristeøvelser. For mig er grundtræningen det fundament, hele min øvrige træning skal bygges op om. Det er i grundtræningen, at jeg lærer min hund at lege og det er i grundtræningen, at hunden lærer at den skal gøre noget for at få en belønning. Det er også her jeg opbygger de redskaber og de færdigheder, jeg senere skal bruge i træningen, som f.eks. kan være forskellige former for targetadfærd. Hunden skal også lære min træningssystematik at kende. Når jeg klikker min hund i en bliv-position, så skal den blive i positionen, indtil jeg kommer hen til den med belønningen, mens den i andre øvelser gerne må gå efter belønningen osv. Hunden skal vide hvad jeg forventer, når jeg tilbageholder klikket, og i hvilke situationer jeg vil have mere af det samme, højere intensitet eller noget nyt. De redskaber kan man godt indarbejde senere i hundens liv, det er bare så meget lettere og hurtigere at gøre det i hvalpealderen.

Vince var motiveret for at samarbejde med det samme, men han er ikke særlig interesseret i mad og godbidder, han går tit fra maden, uanset hvad han bliver tilbudt. Jeg kan tydeligt se på hans reaktioner i træningen, at legetøjet tænder ham langt mere. Jeg kunne sagtens vælge at træne ham i alle øvelser med legetøj, men jeg VIL kunne bruge godbidderne som belønning, da der er mange situationer, hvor de er de mest velegnede. Samtidig vil jeg gerne kunne bruge godbiddene til at regulere hans intensitetsniveau med. Jeg arbejder derfor med at variere godbidderne, jeg bruger mange forskellige slags og har fundet ud af, at han bedst kan lide våde godbidder. (Jeg er vegetar og kan bedst lide at bruge tørre godbidder, men det skal vi nok komme frem til ☺) Jeg blander legetøj og godbidder i træningen, og bruger selvfølgelig mig selv til at belønne med også. Det går rigtig meget fremad, og det skal nok blive godt. Det betyder dog samtidig, at jeg har nedprioriteret træningen på nogle af de områder, hvor jeg gerne vil have en høj godbidsinteresse, som f.eks. fri ved fod og target-træningen. Jeg vil, at han skal være topmotiveret, inden vi går i gang med fri ved fod træningen. Indtil videre er han blevet belønnet for at sidde og stå i pladspositionen og for at følge mig baglæns. Træning af elefantøvelsen er vi også i fuld gang med, den skal bruges til at lære bagbenskontrol. Jeg kan se på videoer af tæver fra kuldet, at de er længere fremme end Vince i fokusering og aktivitetsniveau. Jeg har før set denne forskel mellem hanner og tæver, så jeg tager det helt roligt!

Jeg arbejder også på at gøre Vince mere fokuseret og initiativrig, ved at lave forskellige typer af tricks med ham. Vi går til hvalpetræning flere steder bl.a.  hos en af Danmarks dygtigste dog dancere Johanna Allanach. Her arbejder vi med mange sjove ting, f.eks. at gå op i en papkasse eller en hulahopring, at dreje til højre og venstre, at gå rundt om en stang og at stikke hovedet gennem en løkke i linen. Det er en perfekt måde at gøre hunden mere interesseret i samarbejdet på. En anden ting jeg arbejder på er kropskontrol. Her er en lille video med Vince på balancepude. Han elsker at kravle op på den, og jeg er overbevist om, at han nok skal få en god kropskontrol, men lige nu vokser hans ben 5 cm om dagen, og han har fået spagetti-bagben. Bl.a. derfor venter jeg en lille smule med træningen af fjernkontrol. Vi er begyndt med de låste forben, og jeg bruger et aflangt target i træningen.

 

Grundtræning

Legen er en vigtig del af grundtræningen. Her lærer jeg også min hund at komme tilbage med legetøjet i den leg, vi kalder return to sender. Jeg smider et legetøj ud, hunden løber ud og kommer tilbage til mig. I begyndelsen er jeg ligeglad med om hunden har legetøjet med tilbage, det vigtigste er, at den kommer tilbage til mig og vil lave en trækkeleg. Fordelen ved denne leg er, at hunden lærer at komme tilbage med legetøjet som en  boomerang. Det er mest praktisk i forhold til at fortsætte træningen, samtidig lærer hunden et hurtigt returløb, hvilket er en perfekt forberedelse til returløb i indkald og apportøvelser. Vince havde en lille bitte tendens til ikke at ville komme tilbage til mig med legetøjet. Det har vi arbejdet på, og jeg synes det går rigtig godt. Her er en video fra da Vince lige var blevet tre måneder. I denne lille legesession laver vi rigtig mange forskellige ting. Jeg kaster det bedste legetøj ud, og han kommer tilbage til et dårligere – dygtig hund! Vi skifter mellem aktivitet og passivitet, han bliver fristet og han tilbyder selv sit og dæk. Sidst i videoen arbejder vi med at gå på tæppe og blive liggende. Det er en meget vigtig træning at kunne blive på stedet og forholde sig i ro. Det arbejder vi også på, når vi er til træning sammen med de andre hvalpe. Her foregår det uden tæppe. Jeg belønner ham for at ligge i ro, når der er pauser i træningen, og han er begyndt selv at lægge sig ned, når der ikke er aktivitet. Perfekt!

 

Det er også for mig vigtigt, at Vince lærer at koncentrere sig og træne på steder, hvor der er fremmede hunde og mennesker. Det kan man ikke begynde med for tidligt. Her er et lille klip, hvor Vince træner return to sender indimellem mine træningskammerater, der laver mere og mere larm.  De laver også forskellige lyde, mens jeg arbejder lidt med fjernkontrol.

 

Indkald fungerer rigtig godt, Vince har lige fra begyndelsen reageret super fint på sit navn. På videoen her er der først et træningsindkald og derefter træning af at skifte mellem aktivitet og passivitet, det gør han rigtig godt synes jeg. Han er som sagt en rolig og afbalanceret hvalp, som jeg overhovedet ikke er i tvivl om bliver super hurtig som voksen ☺

 

Fungere i dagligdagen

Alle vores konkurrencehunde er også familiehunde, der skal fungere både i hverdagen og i konkurrencesituationer. Derfor er det vigtigt at træne helt basale øvelser som indkald, gå pænt i line, opholde sig i bur, være med på hotelværelser, kende forskel på din og min mad og alle de andre ting, som det er nødvendigt at hunden kan i dagligdagen. Vi har alle sammen vores grænser for, hvad vi kan leve med. En af de ting, der er forbudt hos mig er at grave i haven, og det synes Vince er lidt unfair, da han er meget botanisk interesseret. Foreløbig regner jeg med, at jeg har fået styr på det. Jeg hører indimellem historier om klikkertrænede hunde, der f.eks. går på bordene. Det kommer ikke til at ske hjemme hos mig. Jeg har fodersække stående tilgængelige for hundene, men ingen af mine tre hunde kunne drømme om at tage mad fra dem eller fra andre steder.

Alt i alt føler jeg mig utrolig heldig og meget glad for, at Vince er kommet ind i mit liv. Han er en helt igennem fantastisk hund, og jeg er vildt begejstret for ham. Tusind tak Line og Monika K for at han måtte flytte til Danmark!!!

Balance i træningen

Jeg har bestemt mig for ikke at skrive en hel masse om, hvor frustrerende det har været ikke rigtig at kunne træne, fordi Senna har været syg i lang tid. Hun er ganske langsomt ved at få det bedre, så det er den gode nyhed. I sommer var jeg på træningslejr i Sverige, sammen med en række superdygtige trænere fra både Norge, Sverige, Finland, Rusland og Polen. Lejren var arrangeret af Maria Brandel, Ditte Andersson og Heléna Lindström, og de gjorde det fantastisk godt. Det var tre fantastiske dage med super træning og mange gode snakke om hundetræning. En af de ting vi diskuterede var klikkertræningens muligheder og begrænsninger, og i den forbindelse hvilke fejlmeldingsrutiner vi hver især havde. Det emne har jeg bestemt mig for at vende tilbage til i en senere blog. Hvis du har nogle spørgsmål omkring fejlmeldingsrutiner, jeg skal lade mig inspirere af til en kommende blog, så skriv endelig til mig.

I min egen træning er jeg blevet mindet om nogle af de emner, vi talte om i Sverige. Samtidig skrev jeg for et stykke tid siden et blogindlæg til Siv Svendsens blog på Amokk hundeskole (http://www.amokk.no/), hvor et af kodeordene var balance. Det er en kombination af disse emner, jeg gerne vil brodere videre på her.

Den balance jeg tænker på, er mellem hundens initiativ på den ene side og signalforståelse på den anden side. Jeg oplever, at der kan komme problemer med signalforståelsen især i øvelserne fjernkontrol og sit, stå og dæk under gang hos nogle klikkertrænede hunde. Det sker langtfra hos alle klikkertrænede hunde, men jeg ser det særligt hos klikkertrænede hunde, hvor træneren ikke har fokuseret meget på, at hunden virkelig skal vente på signalet og kun reagere, når den hører signalet.

Min egen systematiske træning har ligget underdrejet i ½ år, jeg har lavet lidt hist og pist og særlig indkald med stop har jeg trænet på og det går super godt, men fjernkontrol, er faktisk kommet lidt ud af kontrol her i sygdomspausen. Jeg tænkte at jeg ville begynde lidt forfra med øvelsen og indlære et nyt bevægelsesmønster, da jeg synes at Sennas dæk fra stå er blevet lidt unøjagtig. Jeg har arbejdet med frivillige tilbud, sat et nyt signal på og synes faktisk jeg er kommet et pænt stykke vej, men lige så snart jeg gradvist sætter det ind i den samlede fjernkontrol, så får jeg det gamle mønster igen. Jeg tror faktisk hendes association er: En bevægelse når hun selv tilbyder og en anden bevægelse, når jeg giver signal. Godt så – vi må tilbage i træningen og arbejde mere med signalforståelsen og samtidig ro i positionerne. Hun er samtidig blevet mere tilbydende i selve fjernkontrollen end godt er, så vi skal arbejde med indtage position og holde position og eventuelt gentagelse og derefter belønning. Balancen er i hvert fald i øjeblikket tippet til fordel for, for mange tilbud og for lidt signalforståelse.

På kontoret er det kraftig aktivitet, vi arbejder i øjeblikket på to bogudgivelser: Pia Hviid har skrevet bogen Hundesulten, som er en opskriftsbog med hjemmelavede godbidder. Vi udgiver bogen på vores forlag i slutningen af denne måned. Glæder mig så meget til bogen bliver færdig, der en super flot!

Samtidig er Karen Ulrich og jeg ved at lægge sidste hånd på vores egen store grundbog i klikkertræning. Trykkeriet var ved at falde besvimet om, da vi fortalte hvor mange sider, vi havde planlagt, så vi lagde en ny strategi og kan nu faktisk se afslutningen på vores arbejde gennem flere år. Glæder mig så meget til at stå med den i hånden.

Nordisk mesterskab 2012

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.

Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede “ja, vi kan tydeligt høre dem”, hvilket dog ikke beroligede os stort… Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.

Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant – ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.

Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind – nu giver vi den gas 🙂 Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups – nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.

Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen…

2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.

4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen – og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr… min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???

Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang… Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.

Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne 🙂

Nordisk Mesterskab i lydighed 2012 var slut. Alt i alt er det en fantastisk oplevelse at være med, selv om alt ikke denne gang gik som vi havde håbet. Men vi får os nogle rigtig vigtige erfaringer om, hvad vi skal justere på næste gang. PÅ en god dag kan begge vore hunde præstere meget bedre, så vi er i fuld gang med at evaluere, hvad vi kan gøre bedre og træne mod at den forhåbentlig kommende gode dag 🙂
Søndag aften blev en meget festlig aften. Vi havde på forhånd aftalt at bedste dansker skulle give drinks. Så vi begyndte med to drinks på tom mave. Det satte stemningen lidt op, og lidt mere op og det blev hurtigt til den sjoveste aften i mands minde. Når vi ikke denne gang kunne lave et godt resultat, så kunne vi ihvertfald slutte med maner!

Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere…

Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia – vores eneste supporter og tjenene ånd – for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.