Jeg tænker, hvad der egentlig er det endegyldige tegn på, at man er gået helt i hundene. I går var jeg til træning på hold med min lille Lupus og det var da en udsøgt fornøjelse igen at have mulighed for at træne egen hund på hold. Det er altså ikke det samme at gå alene og nørkle med tingene, selvom det selvfølgelig altid er skønt at træne hund. Findes der mon en bedre belønning for ens egen indsats, end når tingene lykkes – og det er da helt i top, når ens makker er en firbenet ven, der også er vild med træning.
Det er længe siden, jeg har gået på hold med Lupus og jeg var spændt på hendes reaktion på de andre hunde og de mange forstyrrelser fra omgivelserne. Kunne hun mon koncentrere sig og hvordan ville det gå med træningen af de øvelser, vi netop har nørklet med alene i lang tid. Jeg må sige, at mine tvivl blev gjort til skamme. Lupus arbejdede rigtig godt i alle de øvelser, vi nåede igennem – endda trods lidt regn til sidst, hvilket bestemt ikke er hendes livret.
Et stort hurra for legetøj som belønning. Det har jeg jo arbejdet på at lære Lupus at værdsætte over de sidste ca. 1½ år og det fungerer bare helt i top nu. Hun er vild med især trækkelegetøj med plys udenpå og piv indeni. En almindelig wubba snugga kan dog også bruges i en snæver vending. Legetøjet blev flittigt brugt ved træningen i går og trods forstyrrelser og en enkelt lidt kaotisk episode med en hund på afveje blev Lupus ved med at ville arbejde for en omgang trækkeleg (selvfølgelig varieret med godbidder som beløning). Det er en kæmpesejr at være nået så langt med hende i brugen af legetøj – det havde jeg nok ikke troet, da jeg først gik i gang med at klikke hende for at trække, da hun allerede var fuldvoksen og ikke havde lært at legetøj kunne være en belønning tidligere.
Hyg jer derude med træning af alle jeres dejlige hunde – det er slet ikke så tosset at være gået i hundene :o)
Jeg sidder og arbejder på et oplæg, som jeg skal bruge til noget undervisning midt i april og vender igen tilbage til de basiskompetencer, som vi kalder KLIK konceptet. Basiskompetencerne er del af et større system, der beskriver de kompetencer, der skal til hos hund og handler for at uddanne en konkurrencehund. KLIK konceptet består af fire helt basale kompetencer, som danner grundlag for succesfuld træning.
KLIK står for:
Kontakt
Leg
Initiativ
Kontrol
Kontakt er fikspunktet i enhver hundetræning. Uden kontakt, ingen træning. Helt essentielt er det, at hunden selv vælger kontakten til, fordi den er motiveret for samarbejdet og de belønninger, det fører med sig – og ikke fordi den er bange for at blive straffet. Kontakten mellem hund og handler kan styrkes ved, at handleren konsekvent belønner, når hunden selv tjekker ind og dermed vælger kontakten til og omgivelserne fra.
Leg mellem handler og hund er relationsopbyggende. Legen giver mulighed for at styrke forholdet mellem hund og menneske generelt, samtidig med at leg er en meget værdifuld belønning i træningen. Selv hunde, der ikke har lært at lege som hvalpe, kan lære at værdsætte en god trækkeleg. Omdrejningspunktet er trækkelegen, da legen skal være interaktiv. Målet er, at hunden søger handleren med legetøjet, ikke at den leger med det selv. Vi kan få styr på legen gennem trækkeleg, dead-alive og return to sender.
Lupus har som voksen lært, at en trækkeleg er en super belønning
Initiativ er en helt central kompetence hos hunden i klikkertræningen. Vi ønsker en hund, der er en aktiv deltager i sin egen indlæringsproces og som ved, at den kan få adgang til belønning ved at forsøge at løse den træningsopgave, den er i gang med sammen med handleren. Vi lærer hunden at tage initiativ i træningen ved at belønne den for at være både spontan og kreativ, dvs. at den lærer selv at byde ind med adfærd og den lærer at variere sin adfærd. En god “bivirkning” af denne træning er, at hunden bliver mindre følsom overfor en mistet mulighed for belønning, hvis den f.eks. laver en fejl.
Kontrol er en central del af klikkertræning på flere områder. Der er en tendens blandt “ikke-klikkertrænere” til at tro, at alt er tilladt i klikkertræning og at man får uhæmmede hunde af at anvende teknikken. Den amerikanske klikkertræner Susan Garrett bruger udtrykket: “positive is not permissive”, hvilket fint pointerer, at det at træne positivt ikke betyder, at alt er tilladt. Vi arbejder med tre typer af kontrol: belønningskontrol, selvkontrol og muskelkontrol. Belønningskontrol handler om at lære hunden, at den ikke selv kan tage belønningerne, men at den kan få adgang til dem igennem sin egen adfærd. Træning af fristeøvelser, hvor hunden får belønningen for at vælge den fra, giver fantastiske resultater på denne front. Selvkontrol er nært beslægtet med belønningskontrol og relaterer især til de sanseindtryk i omgivelserne, som er attraktive for hunden som at løbe, lege, hilse, svømme, snuse osv. Vi lærer hunden, at den kan få adgang til alle disse goder ved at udvise rolig og kontrolleret adfærd. Muskelkontrol handler om at træne hunden til at have nogle motoriske færdigheder, der gør, at den lettere kan udføre de øvelser, vi træner med den. Samtidig får hunden en øget bevidsthed om sin egen krop. Bagpartskontrol er især vigtigt i denne sammenhæng i mange øvelser.
Fristeøvelser giver belønningskontrol. Senna har lært, at hun får legetøjet, hvis hun ikke prøver at tage det men i stedet holder positionen
I mange sammenhænge er jeg – i min egen træning og i undervisning af andre – nået til den konklusion, at grunden til, at en det ikke fungerer med træning af et givent kriterium i en øvelse, er, at en eller flere af disse fire basiskompetencer ikke er på plads. Rigtig mange træningsproblemer bunder f.eks. i, at hunden er mere interesseret i omgivelserne end i handleren, at den er passiv og giver op, når den får stillet en opgave, at den mangler kompetencer som at kunne tilbyde adfærd for at få en belønning (i stedet for at bare at være fikseret på belønningen) eller den mangler den motoriske kontrol og bevidsthed om egen adfærd til at kunne udføre en øvelse. Jeg er overbevist om, at vi kan forebygge og løse mange træningsproblemer ved at have fokus på de fire basiskompetencer og sikre os, at de fungerer godt, før vi begynder at træne mere målrettet med hunden. Hundetræning er på nogle punkter som at bygge et hus. Hvis der ikke er et solidt fundament, vil det hele falde sammen, når vi forsøger at stable tingene ovenpå hinanden.
Mon ikke foråret trods alt er på vej. Temperaturen havde sneget sig lige op over frysepunktet i går og dag for dag forsvinder lidt mere af sneen på de isede stier i skoven.
Jeg havde en skøn omgang træning med mine hunde i går eftermiddags. Parkeringspladsen ved skoven, hvor jeg plejer at træne er stadig dækket af et solidt lag is og egner sig derfor bedre som skøjtebane end som træningsplads, men sneen i min baghave er endelig ved at være væk og selvom pladsen ikke er optimal, er det bedre end de få kvadratmeter gulvplads i min dagligstue. Så det var bare at finde apporter, kegler, target, trækkelegetøj og frikadellerne frem. Hundene var ellevilde – de udførte på skift en lille dans (måske en forårsdans), når de blev lukket ud i haven til deres omgang træning. Vinteren er gået med indendørs træning af en masse små delmomenter i rally og LP3, hvilket har været fint og også givtigt, men de LP øvelser, der kræver plads og udførelse af serier af rallyøvelser kan bare ikke lade sig gøre indendøre.
Jeg arbejder på LP3 programmet med Lupus og vi fik frisket op på indkald med stop, fremsending, fjernkontrol, dirigeret apport og lidt fri ved fod. Min lille hund var topmotiveret og arbejdede med høj intensitet i hele sessionen. På et tidspunkt kom hun flyvende tilbage efter at have spist sin godbid – klar til næste repetition – og fik i sin begejstring sat forpoterne på mine knæ i fuld fart, så de var lige ved at bukke bagover. Godt at hun ikke er større. Lupus er mit eksperiment med at lære en voksen hund at kunne arbejde for en trækkeleg som belønning og det virker efterhånden super godt. De nye wubbaer med plys udenpå og en pivert indeni er rigtig gode til formålet. Lupus går selvfølgelig heller ikke af vejen for en godbid og en halv nettofrikadelle kastet bagover i fjernkontrol eller indkald med stop er også en belønning af høj kvalitet.
Lupus var flyvende til træning i går
Mine to rallyhunde, Socks og Ginger, var også på dupperne. Med begge hunde fik jeg trænet slalom og spiraler, tyskervendinger, bakke ved siden af fører og en del forskellige vendinger. Ginger træner i viderekomneklasse og Socks i ekspert. Jeg har brugt vinteren på at lære Socks øvelserne til championklassen med sideskift på fire forskellige måder og spejlvending af alle øvelser, så de også kan udføres fra højre side. Det går rigtig godt og det bliver fantastisk spændende at få prøvet det hele af, når vi på et tidspunkt er klar til at stille op i championklassen. Pt. er målet med de to at få sidste pind i hus til hver i de respektive klasser.
Når vi taler om træning af vores hunde, har vi altid fokus på, at vi skal forstærke den ønskede adfærd hos hunden i det rette øjeblik. Vi tænker måske ikke så ofte på, at processen fungerer begge veje. Vi forstærker hundens adfærd og hundens adfærd forstærker vores adfærd. Jeg giver hunden en belønning for veludført opgave og hunden giver mig en belønning, nemlig at det lykkes og at vi begge er glade. Er der noget mere fedt end at arbejde med en glad og veloplagt hund, hvor tingene lykkes!
Det er stadig for tidligt for anemoner, men mon ikke de ligger og venter under sneen
Nyd foråret (når det kommer), nyd jeres hunde og jeres træning :o)
Jeg har i de forgange to weekender tilbragt tiden sammen med en række dejlige hundefolk. Forrige weekend afholdt jeg kursus for en gruppe DKK instruktører, der er i gang med en overbygning i klikkertræning og i den netop forgangne weekend havde jeg kursus med et af vores hold af instruktørkursister. Fælles for disse og mine andre kurser med hundefolk i forskellige regi er, at det altid er en fornøjelse at mødes med og undervise aktive og engagerede mennesker, der virkelig brænder for det, de er i gang med. Ganske uhildet at vejret har været på tværs i de seneste måneder – vi havde f.eks. 10 graders frost på kurset forrige weekend – så møder deltagerne med godt humør og stor interesse for dagens emner, hvilket altid gør det til en fornøjelse at undervise. I mit tidligere liv var jeg bl.a. underviser i gymnasieskolen og jeg må indrømme, at der er undervisning og så er der undervisning. Der er mange spændende emner og jeg har også været meget optaget af de fagområder jeg har undervist i tidligere, men deltagernes engagement er alfa og omega for, hvordan “læreren” på den anden siden af disken oplever situationen. Jeg må sige, at jeg har fundet en ønskeposition som underviser – et fagområde jeg brænder for, som giver mig mulighed for personlig udvikling og ny læring kombineret med kursister der også brænder for sagen og som altid møder op med interesse, engagement og godt humør. Et virkeligt privilegium :o)
Kalenderen skriver marts måned nu og vi er vist mange, der spejder efter tegn på forår. De første vintergækker og erantis er dukket frem af den kolde jord og nogle dage med tøvejr fik sneen til at smelte, så vi igen kunne se grønt græs og brune marker. I dag væltede sneen så ned igen og verden skiftede atter farve til hvid. Smukt og dejligt på gåtur med hundene i skoven og på stranden, men jeg synes nu alligevel godt, at det snart må blive forår, så vi kan få gang i den udendørs træning. Jeg glæder mig rigtig meget til forårets prøver i LP og rally og ser frem til at kunne komme i gang med de mere pladskrævende øvelser, som ikke lige kan trænes i dagligstuen i de mørke vinteraftener.
Beaglerne på strandengen i eftermiddags i nyfalden sne og sol.
I sidste uge var vi så heldige at prøve en hundesport, som ikke er så omfattende eller så nem at dyrke i Danmark – nemlig slædekørsel. Oven i købet i rigtigt vintervejr i den smukkeste sneklædte skov. En af vores faste Klikkercampkursister, Birgitte Lauritzen, dyrker slædekørsel og de af jer der var med på sidste års Klikkercamp havde mulighed for at se hende demonstrere, hvordan man træner en hund til at trække en slæde eller en vogn (det er jo sjældent, at der i tilstrækkeligt med sne i Danmark til, at man kan køre på slæde). Vi havde længe talt om, at vi skulle en tur til Als for at besøge Birgitte og få en tur på slæden/vognen med hundene. For en månedstid siden kom en mail med invitation til besøg og slædekørsel. Jo tak! Sådan et tilbud var vi med på. Det lykkedes os at finde et par dage, hvor de fleste af os kunne og i mandags satte vi så kursen mod Als, hvor Birgitte og hendes skønne hold af slædehunde, som består af tre alaskan huskies, en siberian husky og en alaskan malamute, holder til.
Vi ankom sidst på eftermiddagen og fik os en kop varm the og lidt kage. Planen var, at den første tur skulle foregå i mørke mandag aften. Da det var blevet mørkt og alle biler var væk fra den skov vi skulle køre i, begyndte vi at gøre os klar. Birgitte fik udstyret de fem hunde med deres seler og halsbånd med lys i og vi andre trak i det varme vintertøj. Alle hunde og slæde blev transporteret ud til skoven i Birgittes lille bil. Slæden fastspændt på taget af bilen, to hunde i et transportbur bag i bilen og de tre andre fastspændte i seler på bagsædet og passagersædet foran. Vi var alle ivrige og spændte og en af tæverne muntrede sig med at hugge hundenes seler og løbe rundt med dem, mens Birgitte fik de andre i “tøjet”. Så var alle klar og vi satte kurs mod skoven – Birgitte forrest i den lille bil med slæde og hunde og vi fire gæster bagved i følgebil.
Turen hen til den del af skoven vi skulle køre i er et kapitel for sig selv. Det havde nået at tø en smule, før det frøs til igen, så vi kørte på ren is. På de glatte skovveje skulle det senere vise sig at være en lidt større udfordring for vores bil end for en slæde. Ved udkanten af skoven blev slæde og hunde læsset af bilen og hundene blev spændt for. De løber i en 2-2-1 formation med én hund forrest og så de andre parvist bagved. Slæden er let, vejer vist bare 12 kg, og har plads til en passager ud over Birgitte, som skulle styre hunde og slæde i fuld fart igennem skoven. Planen var så, at vi på skift skulle køre på slæden, mens resten af holdet fulgte efter i følgebilen.
Karen F er vild med rutsjebaner, så første tur, som er den vildeste med meget ivrige og energiske hunde, var hurtigt afsat. Karen blev pakket ind i tæpper og så fløj de af sted med Birgitte stående på bremsen og sneen fygende om ørerne. Vi andre trillede efter i følgebilen, hvilket gik fint, indtil vi nåede den første stejle stigning på de isglatte veje. Halvvejs oppe kunne dækkene ikke få fat og vi gled simpelthen baglæns og sidelæns ned ad bakken. Først i tredje forsøg med mere gas på og lidt forskudt af hjulsporene lykkedes det at få bilen op ad bakken. Puha. Hundeslædeholdet var i mellemtiden blevet bekymrede for os og kom tilbage for at checke, at vi ikke var røget i grøften!!
På skift fik en vi fantastisk tur på slæden igennem den mørke skov. Helt vildt og forrygende at suse af sted på slæden lige bag de løbende hunde. Det går stærkt, når man sidder så tæt på jorden og de flyvende hundepoter og vi fik hurtigt lært at arbejde med slæden og læne os til siden, når slæden kom lidt for langt ud til den ene side. Især ned ad bakke i fuld fart gik det virkelig tjept. Efter to skønne timer i skoven med hundene var det tid at vende næsen hjem mod varme i kakkelovenen og en pragtfuld middag med rådyrkølle og bagte kartofler. Hundene gassede sig også inde i stuen og gnaskede griseører og slumrede ellers efter veludførst arbejde. Vi andre hyggede til langt ud på de små timer, inden vi fandt dyner til et kort nats søvn før næste dags slædetur.
Tirsdag formiddag fik vi endnu en tur i skoven med hundene. Igen en af gangen på slæden og resten af os til fods igennem skoven, hvor vi spadserede igennem et smukt sneklædt landskab, mens store luftige snefnug dalede ned fra himmelen i fuldstændig vindstille vejr. Hvis man skulle have digtet en historie om sådan en tur, kunne det ikke have været mere perfekt. Igen fik vi en fantastisk tur på slæden. Et par af os fik tillige en tur i sneen, da slæden væltede i et sving. Karen U fik et styrt efter et skarpt sving, hvor hundene havde lidt svært ved at få slæden rettet op. Heldigvis var farten ikke så høj og jeg nåede at tænke, “nu vælter vi” og fik taget fra med armen, inden vi kurede sidelæns af sted. Hundene er så veltrænede, at de reagerer både på retningsangivelser – højre og venstre – og på stå som stopsignal, når det er nødvendig, så vi fik stoppet slæden og var hurtigt klar til at suse videre igennem skoven.
Efter to skønne ture i skoven med hunde og slæde var det tid at vende næsen hjemad igen. Vi var alle enige om, at det var en fantastisk oplevelse og noget, som absolut skal prøves igen. En kæmpe tak til Birgitte og de skønne bæster. Vi vender frygteligt tilbage :o) Tak til Niels Krogsgaard Handest for de dejlige billeder.
Min træning har ligget lidt stille her i den mørke og kolde vintertid. Det er ikke altid let at nå at få trænet hundene, når det er tidligt mørkt og det tillige er alt for koldt for korthårede hunde og deres kuldskære mennesker til udendørs træning. D. 2. januar holdt Hund & Træning et heldagskursus i rallylydighed med fokus på den nye championklasse. Kurset blev afholdt på Hasselgaard i Kr. Hyllinge, hvor der er indendørs træningsfaciliteter, hvilket er super på denne årstid. Kurset med Conni Hansen som underviser var bare helt i top. Kurset var veltilrettelagt og informativt og gav de otte deltagere mulighed for at få prøvet alle de nye øvelser af. Championklassen med højrehandling, sideskift i bevægelse og spejlvending af alle de kendte øvelser fra de øvrige klasser blev “afmystificeret” på bedste vis og jeg tror, at vi alle gik derfra med ny inspiration til vores videre træning og var alle klar til en gentagelse/fortsættelse af kurset.
Ud over at være en super hyggelig og informativ dag gav kurset mig et boost i retning af at få ny motivation til at komme i gang med noget mere organiseret træning igen. Dagen efter kurset fik jeg lavet nye checklister til min indendørs vintertræning til alle tre hunde, rally med Socks og Ginger og LP3 med Lupus. Det er noget lettere at træne rallymomenter indendørs end LP3, men jeg har pillet nogle delmomenter ud af de forskellige LP3 øvelser, som jeg træner med Lupus på den begrænsede plads indendøre. Herligt at være kommet i gang igen og hundene synes helt sikkert også, at det er en god ide. De er super motiverede og bare på, når jeg gør klar til en aften med en omgang træning for alle tre hunde. Og bagefter sover de sødeligt i sofaen :o)
Jeg er gået i gang med højrehandling med Socks og sideskift og spejlvending af de kendte øvelser. Socks havde allerede en pæn højre plads fra vores flirt med dog dancing tidligere, så det går rigtig fint med at spejlvende øvelser og træne vendinger på højre side og indgange til højre plads. Sideskift foran og som springvand og tulipan går fint – bagved har jeg gemt til senere. Ud over de nye momenter er det ærespladsen, som får mest opmærksomhed i min træning med Socks. Hun ser ud til at synes, at det er sjovere at udføre øvelser end bare at sidde/ligge stille i 2½ minut, mens jeg står stille og gør ingenting. Jeg tænker, at det egentlig ville være lettere for en tidligere LP hund at dække/sitte hunden af og så selv gå væk fra den – det ville ligne de kendte øvelser med fælles dæk og fælles sit i LP3. Så udfordringen med ærespladsen er jo at få hunden til at forholde sig i ro og ikke tilbyde ny adfærd, når føreren selv bare står stille, mens en anden hund går ekspertbanen igennem. Med Ginger er jeg gået i gang med at indlære højre plads. Hun har en god twist på en omvendt skammel (eller en tyk bog) og den bruger jeg til at forstærke, at hun svinger ind på min højre side. Det går super fint og hun er ved at fange ideen. Ellers træner jeg øvede og ekspertklasseøvelser med Ginger. Hun er pt. i øvede klasse, hvor vi mangler en enkelt pind for at få titlen i hus. Lupus øver sig bl.a. på at holde sit og dæk i længere tid til fællesøvelserne i klasse 3. Det går rigtig godt med brug af ekstern belønning, som hun får lov til at tage, når jeg giver mit tilladelsessignal, efter det ønskede tidsrum er gået. Hun virker rolig og fokuseret, så umiddelbart virker strategien god til hende. Vi træner også indgang til plads med en stor apport, som vi skal bruge til den dirigerede apport. Jeg opdagede med Ginger i LP3, at det var en fordel med store apporter, da de simpelthen er lettere for hunden at se, når den vender rundt i dirigeringen. Vi øver os også på trækkeleg og på dead-alive og fristeøvelser med både godbidder og legetøj. Mange sjove udfordringer hele vejen rundt og man kan jo kun blive i godt humør af en flok glade hunde, der synes, at det er en fest, at der er kommet gang i træningen på de mørke vinteraftener.
