Kognition og læring

Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.

Empowerment-2

I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.

Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.

Empowerment-3

Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.

Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.

Empowerment-1

Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.

Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.

 

Karen S. Ulrich & Christrina Avalon Ingerslev

Sommertræning

Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.

I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.

fvf 1fvf 2

Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.

Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.

Konk-træning

Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.

Vince

I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?

Dyr har da følelser!


Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.

 

bøger

 

Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.

 

glad-laphvalp

 

Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??

Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.

Hundetræning som selvudvikling

Jeg møder ind imellem personer, der ikke selv er interesserede i hunde, som kommenterer på, at jeg lever af at træne hunde i en let forundret tone, som om dét virkelig skulle være et job. Jeg synes jo, at det er verdens bedste job, jeg har. Jeg elsker at undervise engagerede mennesker og se dem og deres hund rykke sig og blive glade, når noget lykkes. Vi der træner hund ved jo, at hundetræningen handler om meget mere end at få hunden til at sidde eller lægge sig ned. Samarbejde og kommunikation med hunden handler om så meget mere end den rent tekniske side af hundetræningen. Vi oplever glæde, samhørighed, lykkefølelse når træningen lykkes, når vi kan kommunikere med vores hund, og det føles som om hunden kan læse vores tanker, men vi kender i høj grad også til frustration, vrede, afmagt, følelsen af at støde panden mod en mur, når hunden simpelthen bare ikke forstår, hvad det er, vi gerne vil. For hundetræningen rummer hele følelsesregistret, særligt når der opstår problemer med hunden, og i allerhøjeste grad når vi går til konkurrencer. ☺

Hvis vi åbner os for den mulighed, det er at udvikle os som mennesker igennem hundetræningen, så kan vi lære uendeligt meget om os selv og f.eks. blive bedre til at takle udfordrende situationer på trænings- og konkurrencebanerne og i livet generelt. Utålmodighed, vrede og irritation er ofte afmagtsreaktioner, der stammer fra modstand mod forandring. Vi støder alle på denne type af udfordringer i hundetræningen, der ikke handler om det træningstekniske men om os selv og vores reaktionsmønstre. De udfordringer vi hver især møder i hundetræningen repræsenterer et udviklingspunkt, hvor vi kan opleve stor fremgang, hvis vi er villige til at forandre os og lære noget nyt. Det er samtidig det sted, hvor det kan opleves som ubehageligt at lave noget om, fordi det kan være en del af de reaktionsmønstre, vi har som menneske i mange andre situationer, og vi derfor skal være meget bevidste om at ændre. Ofte kræver det sparring fra en tålmodig underviser eller træningskammerat.

Jeg har haft en del hunde gennem tiden, ikke mange for jeg vil helst have god tid til hver enkelt, og hver hund har givet mig en masse vigtig lærdom, som jeg har kunnet tage med mig videre. Det fascinerende i hundetræningen er jo, at hver enkelt hund er så individuel, så det selv indenfor samme race kan kræve meget omstilling at finde den optimale måde at gribe træningen an på. Jeg vil her komme med eksempler på nogle af de ting jeg har lært.

 

AmandaAmanda: It is all in your mind

Amanda var min første rigtige konkurrencehund, som jeg kom på landsholdet med. Hun gik helt ind under huden på mig og var med mig overalt. Hun lærte mig rigtig mange ting, her vil jeg blot nævne et par eksempler. Hun var grunden til, at jeg i 1996 begyndte at interessere mig for mentaltræning og visualisering. Vi vandt rigtig mange konkurrencer, men på et tidspunkt begyndte der at ske mærkelige ting til konkurrencer, hvor der nogle gange i træk liiige var et eller andet, der gik galt. Vi er til f.eks. DM, og jeg tænker: ihh det her går godt, vi mangler lige næseprøven, så har vi vundet, hvorefter hun lavede et eller andet underligt i næseprøven, så vi alligevel ikke vandt. Da jeg begyndte at interessere mig for mentaltræning og visualisering, lærte jeg at fokusere helt anderledes i vores konkurrencer, og vi vandt igen store konkurrencer og klarede os rigtig godt i de store mesterskaber.

 

chilli 2

Chillie: Alt er godt

Chillie er min nu 13 år gamle, glade og ekstremt sensitive hund. Hun har bl.a. lært mig at give slip på al vrede, irritation og alle andre følelser end, at alt hvad hun gjorde var godt! Hvis ikke jeg kunne have den følelse, så måtte jeg sørge for at arrangere træningen, så jeg kunne få den. Mit mål var, at hun til konkurrencer også på landsholdet til f.eks. VM, kunne gå en konkurrence, hvor hun udstrålede glæde, energi og intensitet og det lykkedes til fulde. Hun har, uden at jeg i begyndelsen var klar over det, været min prøveklud for empowermenttræning. Da jeg læste James O’Heares bog om empowermenttræning, der bl.a. har til formål at give hunden selvtillid og større psykisk modstandskraft, kunne jeg se, at det var den systematik jeg havde gennemført på Chillie, og endda med stor succes. For mig handler empowermenttræning også om den tilgang, vi som hundetrænere har til træningen, og de tanker og følelser vi har under træninge. De er mindst lige så vigtige. Empowermenttræningen og min holdningsændring smittede bl.a. også af på hendes evne til at overkomme vanskeligheder i træningen, og gjorde, at både hun og jeg udviklede os.

 

Senna bold

Senna: Giv slip

Med mit totalt højenergiske turbodyr Senna skulle jeg selv helt ned i gear igen og arbejde med at være rolig og afslappet. Jeg er selv en meget energisk person og fandt hurtigt ud af, at lidt for meget energi hos mig forplantede sig i hende, ligeså hurtigt som øl forsvinder på et teenageværelse fredag aften. Jeg har derfor arbejdet meget med ro i træningen, og synes at jeg har opnået store fremskridt her. Da vi var til VM i Finland i sommer, følte jeg at jeg havde fundet denne balance, hun var præcist der, hvor jeg gerne ville have hende. Desværre forstuvede jeg foden, 3 timer inden vi skulle på banen, hvilket ikke gjorde noget godt for vores præstation…  Men den viden jeg fik om, hvor vigtigt det var, at jeg gav slip på mine forventninger om, hvordan Senna skulle være, og acceptere hende 100% med al hendes ustyrlige energi, var guld værd. Når jeg giver slip på mine forventninger til hende, slapper hun af og bliver meget mere rolig.

Min nye lille hund Vince, der nu er et halvt år, kender jeg af gode grunde ikke indgående endnu, men han virker foreløbig ret ukompliceret. Jeg glæder mig til at lære ham bedre at kende og opleve nye sider af både ham og mig selv!

Vince

Her i sommerferien har jeg fået en ny hvalp. Han hedder Vince og er nu knap 4. måneder gammel. Jeg er fuldstændig vild med ham, så nu er du advaret☺  Jeg blev helt blød i knæene, da jeg i foråret så, at norske Harry Pepper skulle være far til et kuld hvalpe. Han er mit ideal af en hanhund, super godt temperament, masser af energi, og samtidig har han hovedet med sig, når han arbejder. Tæven, som Harry Pepper skulle parres med hedder Dålli. Det virkede som det helt rigtige valg, og jeg var så heldig, at jeg midt i sommerferien kunne hente en hanhvalp fra dette kuld. Da jeg tog til Norge for at kigge på hvalpene, så jeg med det samme Vince i kuldet på seks hvalpe. Jeg vælger hund med hjertet og vidste med det samme, at der var HAN! Han hedder Vince, og han er alt det jeg håbede på. Intelligent, lærenem, kærlig og fantastisk med alle andre hunde og mennesker.

 

Vince-3-mdr

 

For mig at se, er det der kræver mest, når vi vil træne en hund til konkurrencer, at få hunden til at performe med den perfekte motivation og intensitet. Det at lære hunden de forskellige øvelser i eliteklassen, synes jeg ikke er den vanskeligste del af hundetræningen. Det der kræver mest er, at skabe den rette balance i træningen, så hunden kan udføre øvelserne med den intensitet der er optimal for hver enkelt øvelse, og samtidig skifte mellem aktivet og passivet.  At uddanne en hund der har det rette mode til træning og til konkurrencer i alle øvelser – det er en kunst. Når man ser en hund, hvor denne opgave er lykkes, som det f.eks. er for Vince’s halvsøster Kylie eller far Harry Pepper, så er lydighed jo fuldstændig fantastisk. Det er det mål jeg stræber efter i min træning.

Balance kan bruges som kodeord både for hvalpens træning, men er også for hundens træning set i hele hundens livsperspektiv. Jeg er ikke interesseret i at lave den yngste elitechampion. Jeg er interesseret i at min hund kan holde længe. Hunde udvikler sig mht. power og intensitet, og er for de mindre og mellemstore hunde ofte på toppen mellem 5 – 7 års alderen. Jeg ser nogle, som har for travlt med at træne øvelser for tidligt i hundens liv, men får problemer der er svære at løse senere, fordi det grundlægende handler om at regulere hundens intensitetsniveau, og ikke bare lige fikse en øvelse her og nu. Hvis man ikke har en grundtræning at gå tilbage til, er det langt mere kævende at putte ind i hunden senere.

 

Vince-bro

 

Miljøtræning og socialisering

Miljøtræning og socialisering er jo som bekendt en uundværlig del af hvalpens uddannelse. Jeg mener, at hvalpen skal have oplevet alle de miljøer, den senere skal færdes i, mens den er i socialiseringsfasen. Derfor bruger jeg meget tid på, i et afbalanceret tempo at sørge for at Vince oplever mange forskellige miljøer. Han er med, når jeg holder kursus, og han har allerede sovet en del forskellige steder. Han har også gået på mange forskellige underlag, som f.eks. jernplader, græs, badebroer, asfalt, kunstgræs, glatte gulve, tæpper, gummiunderlag osv. Han har oplevet mange forskellige lyde, og han har lige siden jeg fik ham være meget tryg og miljøsikker. Han er en af de mest stabile og miljøsikre hvalpe, jeg nogensinde har haft. Border collie, er en race der indimellem kan blive nærtagende overfor andre hunde, derfor sætter jeg oplevelser med andre hunde meget højt på min socialiseringsliste. Her er Vince fantastisk, han aflæser lynhurtigt den anden hund og hilser stille og fornuftigt inden, han eventuelt begynder at lege, hvis den anden hund er med på det. Han er nu næsten fire måneder og ovre den udviklingsfase man kan kalde selvstændighedsfasen. Han har haft nogle ganske få reaktioner, i denne fase, men egentlig utrolig lidt synes jeg.

 

Vince-fransk-b

 

Basis for træning – samarbejde

Når jeg får en ny hvalp, der skal trænes til konkurrencer, er det allervigtigste at etablere et samarbejde med hvalpen, og samtidig gøre hvalpen motiveret for træningen. Jeg vil, at min hund skal have en meget høj motivation for at samarbejde med mig. Uden samarbejde ingen træning, og her er det vigtigste at skabe en god relation til sin hund. Derfor tager jeg udgangspunkt i KLIK-konceptet, som er de fire indsatsområder som min grundtræning består af. K står for kontakt – dvs. frivillig tilbudt kontakt, L står for leg, I står for initiativ og K står for kontrol, som i kropskontrol, selvkontrol og belønningskontrol.

Gennem KLIK konceptet arbejder vi med en række små og enkle øvelser, der styrker hundens empowerment og arbejdsglæde. Alt efter hvilken hund det drejer sig om, vurderer jeg, om der skal fokuseres på at gøre hunden mere intens og initiativrig, eller om der skal lægges mest vægt på at udvikle hundens selvkontrol, f.eks. gennem fristeøvelser. For mig er grundtræningen det fundament, hele min øvrige træning skal bygges op om. Det er i grundtræningen, at jeg lærer min hund at lege og det er i grundtræningen, at hunden lærer at den skal gøre noget for at få en belønning. Det er også her jeg opbygger de redskaber og de færdigheder, jeg senere skal bruge i træningen, som f.eks. kan være forskellige former for targetadfærd. Hunden skal også lære min træningssystematik at kende. Når jeg klikker min hund i en bliv-position, så skal den blive i positionen, indtil jeg kommer hen til den med belønningen, mens den i andre øvelser gerne må gå efter belønningen osv. Hunden skal vide hvad jeg forventer, når jeg tilbageholder klikket, og i hvilke situationer jeg vil have mere af det samme, højere intensitet eller noget nyt. De redskaber kan man godt indarbejde senere i hundens liv, det er bare så meget lettere og hurtigere at gøre det i hvalpealderen.

Vince var motiveret for at samarbejde med det samme, men han er ikke særlig interesseret i mad og godbidder, han går tit fra maden, uanset hvad han bliver tilbudt. Jeg kan tydeligt se på hans reaktioner i træningen, at legetøjet tænder ham langt mere. Jeg kunne sagtens vælge at træne ham i alle øvelser med legetøj, men jeg VIL kunne bruge godbidderne som belønning, da der er mange situationer, hvor de er de mest velegnede. Samtidig vil jeg gerne kunne bruge godbiddene til at regulere hans intensitetsniveau med. Jeg arbejder derfor med at variere godbidderne, jeg bruger mange forskellige slags og har fundet ud af, at han bedst kan lide våde godbidder. (Jeg er vegetar og kan bedst lide at bruge tørre godbidder, men det skal vi nok komme frem til ☺) Jeg blander legetøj og godbidder i træningen, og bruger selvfølgelig mig selv til at belønne med også. Det går rigtig meget fremad, og det skal nok blive godt. Det betyder dog samtidig, at jeg har nedprioriteret træningen på nogle af de områder, hvor jeg gerne vil have en høj godbidsinteresse, som f.eks. fri ved fod og target-træningen. Jeg vil, at han skal være topmotiveret, inden vi går i gang med fri ved fod træningen. Indtil videre er han blevet belønnet for at sidde og stå i pladspositionen og for at følge mig baglæns. Træning af elefantøvelsen er vi også i fuld gang med, den skal bruges til at lære bagbenskontrol. Jeg kan se på videoer af tæver fra kuldet, at de er længere fremme end Vince i fokusering og aktivitetsniveau. Jeg har før set denne forskel mellem hanner og tæver, så jeg tager det helt roligt!

Jeg arbejder også på at gøre Vince mere fokuseret og initiativrig, ved at lave forskellige typer af tricks med ham. Vi går til hvalpetræning flere steder bl.a.  hos en af Danmarks dygtigste dog dancere Johanna Allanach. Her arbejder vi med mange sjove ting, f.eks. at gå op i en papkasse eller en hulahopring, at dreje til højre og venstre, at gå rundt om en stang og at stikke hovedet gennem en løkke i linen. Det er en perfekt måde at gøre hunden mere interesseret i samarbejdet på. En anden ting jeg arbejder på er kropskontrol. Her er en lille video med Vince på balancepude. Han elsker at kravle op på den, og jeg er overbevist om, at han nok skal få en god kropskontrol, men lige nu vokser hans ben 5 cm om dagen, og han har fået spagetti-bagben. Bl.a. derfor venter jeg en lille smule med træningen af fjernkontrol. Vi er begyndt med de låste forben, og jeg bruger et aflangt target i træningen.

 

Grundtræning

Legen er en vigtig del af grundtræningen. Her lærer jeg også min hund at komme tilbage med legetøjet i den leg, vi kalder return to sender. Jeg smider et legetøj ud, hunden løber ud og kommer tilbage til mig. I begyndelsen er jeg ligeglad med om hunden har legetøjet med tilbage, det vigtigste er, at den kommer tilbage til mig og vil lave en trækkeleg. Fordelen ved denne leg er, at hunden lærer at komme tilbage med legetøjet som en  boomerang. Det er mest praktisk i forhold til at fortsætte træningen, samtidig lærer hunden et hurtigt returløb, hvilket er en perfekt forberedelse til returløb i indkald og apportøvelser. Vince havde en lille bitte tendens til ikke at ville komme tilbage til mig med legetøjet. Det har vi arbejdet på, og jeg synes det går rigtig godt. Her er en video fra da Vince lige var blevet tre måneder. I denne lille legesession laver vi rigtig mange forskellige ting. Jeg kaster det bedste legetøj ud, og han kommer tilbage til et dårligere – dygtig hund! Vi skifter mellem aktivitet og passivitet, han bliver fristet og han tilbyder selv sit og dæk. Sidst i videoen arbejder vi med at gå på tæppe og blive liggende. Det er en meget vigtig træning at kunne blive på stedet og forholde sig i ro. Det arbejder vi også på, når vi er til træning sammen med de andre hvalpe. Her foregår det uden tæppe. Jeg belønner ham for at ligge i ro, når der er pauser i træningen, og han er begyndt selv at lægge sig ned, når der ikke er aktivitet. Perfekt!

 

Det er også for mig vigtigt, at Vince lærer at koncentrere sig og træne på steder, hvor der er fremmede hunde og mennesker. Det kan man ikke begynde med for tidligt. Her er et lille klip, hvor Vince træner return to sender indimellem mine træningskammerater, der laver mere og mere larm.  De laver også forskellige lyde, mens jeg arbejder lidt med fjernkontrol.

 

Indkald fungerer rigtig godt, Vince har lige fra begyndelsen reageret super fint på sit navn. På videoen her er der først et træningsindkald og derefter træning af at skifte mellem aktivitet og passivitet, det gør han rigtig godt synes jeg. Han er som sagt en rolig og afbalanceret hvalp, som jeg overhovedet ikke er i tvivl om bliver super hurtig som voksen ☺

 

Fungere i dagligdagen

Alle vores konkurrencehunde er også familiehunde, der skal fungere både i hverdagen og i konkurrencesituationer. Derfor er det vigtigt at træne helt basale øvelser som indkald, gå pænt i line, opholde sig i bur, være med på hotelværelser, kende forskel på din og min mad og alle de andre ting, som det er nødvendigt at hunden kan i dagligdagen. Vi har alle sammen vores grænser for, hvad vi kan leve med. En af de ting, der er forbudt hos mig er at grave i haven, og det synes Vince er lidt unfair, da han er meget botanisk interesseret. Foreløbig regner jeg med, at jeg har fået styr på det. Jeg hører indimellem historier om klikkertrænede hunde, der f.eks. går på bordene. Det kommer ikke til at ske hjemme hos mig. Jeg har fodersække stående tilgængelige for hundene, men ingen af mine tre hunde kunne drømme om at tage mad fra dem eller fra andre steder.

Alt i alt føler jeg mig utrolig heldig og meget glad for, at Vince er kommet ind i mit liv. Han er en helt igennem fantastisk hund, og jeg er vildt begejstret for ham. Tusind tak Line og Monika K for at han måtte flytte til Danmark!!!

Balance i træningen

Jeg har bestemt mig for ikke at skrive en hel masse om, hvor frustrerende det har været ikke rigtig at kunne træne, fordi Senna har været syg i lang tid. Hun er ganske langsomt ved at få det bedre, så det er den gode nyhed. I sommer var jeg på træningslejr i Sverige, sammen med en række superdygtige trænere fra både Norge, Sverige, Finland, Rusland og Polen. Lejren var arrangeret af Maria Brandel, Ditte Andersson og Heléna Lindström, og de gjorde det fantastisk godt. Det var tre fantastiske dage med super træning og mange gode snakke om hundetræning. En af de ting vi diskuterede var klikkertræningens muligheder og begrænsninger, og i den forbindelse hvilke fejlmeldingsrutiner vi hver især havde. Det emne har jeg bestemt mig for at vende tilbage til i en senere blog. Hvis du har nogle spørgsmål omkring fejlmeldingsrutiner, jeg skal lade mig inspirere af til en kommende blog, så skriv endelig til mig.

I min egen træning er jeg blevet mindet om nogle af de emner, vi talte om i Sverige. Samtidig skrev jeg for et stykke tid siden et blogindlæg til Siv Svendsens blog på Amokk hundeskole (http://www.amokk.no/), hvor et af kodeordene var balance. Det er en kombination af disse emner, jeg gerne vil brodere videre på her.

Den balance jeg tænker på, er mellem hundens initiativ på den ene side og signalforståelse på den anden side. Jeg oplever, at der kan komme problemer med signalforståelsen især i øvelserne fjernkontrol og sit, stå og dæk under gang hos nogle klikkertrænede hunde. Det sker langtfra hos alle klikkertrænede hunde, men jeg ser det særligt hos klikkertrænede hunde, hvor træneren ikke har fokuseret meget på, at hunden virkelig skal vente på signalet og kun reagere, når den hører signalet.

Min egen systematiske træning har ligget underdrejet i ½ år, jeg har lavet lidt hist og pist og særlig indkald med stop har jeg trænet på og det går super godt, men fjernkontrol, er faktisk kommet lidt ud af kontrol her i sygdomspausen. Jeg tænkte at jeg ville begynde lidt forfra med øvelsen og indlære et nyt bevægelsesmønster, da jeg synes at Sennas dæk fra stå er blevet lidt unøjagtig. Jeg har arbejdet med frivillige tilbud, sat et nyt signal på og synes faktisk jeg er kommet et pænt stykke vej, men lige så snart jeg gradvist sætter det ind i den samlede fjernkontrol, så får jeg det gamle mønster igen. Jeg tror faktisk hendes association er: En bevægelse når hun selv tilbyder og en anden bevægelse, når jeg giver signal. Godt så – vi må tilbage i træningen og arbejde mere med signalforståelsen og samtidig ro i positionerne. Hun er samtidig blevet mere tilbydende i selve fjernkontrollen end godt er, så vi skal arbejde med indtage position og holde position og eventuelt gentagelse og derefter belønning. Balancen er i hvert fald i øjeblikket tippet til fordel for, for mange tilbud og for lidt signalforståelse.

På kontoret er det kraftig aktivitet, vi arbejder i øjeblikket på to bogudgivelser: Pia Hviid har skrevet bogen Hundesulten, som er en opskriftsbog med hjemmelavede godbidder. Vi udgiver bogen på vores forlag i slutningen af denne måned. Glæder mig så meget til bogen bliver færdig, der en super flot!

Samtidig er Karen Ulrich og jeg ved at lægge sidste hånd på vores egen store grundbog i klikkertræning. Trykkeriet var ved at falde besvimet om, da vi fortalte hvor mange sider, vi havde planlagt, så vi lagde en ny strategi og kan nu faktisk se afslutningen på vores arbejde gennem flere år. Glæder mig så meget til at stå med den i hånden.