Jeg deltog i foråret i en konference, hvor der også deltog en del zoodyrstrænere. I den forbindelse hørte jeg flere oplæg, der omhandlede det man i zooverdenen kalder husbandry-træning. Det handler kort og godt om at lære zoodyr frivilligt at tilbyde adfærd, der gør det muligt for dyrepasserne at tjekke deres sundhedstilstand. Her er nogle eksempler: Elefanter lærer at stikke en fod ud af en lem, så de kan få ordnet fødder. Søløver lærer at få dryppet øjne, så de kan blive behandlet, hvis det skulle blive nødvendigt. Tigre lærer at tilbyde deres ene forpote, så de kan blive injiceret med f.eks. bedøvelse. Det er alt sammen øvelser, som er vigtige for dyrenes helbred og velfærd, og der bliver brugt en del træningskrudt på at få lært de forskellige dyr disse færdigheder.
En del af snakken omkring, hvordan man træner zoodyr, handler om at opbygge et forhold til det enkelte individ, man træner. Ved at skabe positive associationer med det enkelte dyr, kan dyrepasseren skabe et tillidsforhold, der gør, at dyrene i en vis grad kan lære at tolerere procedurer, der ellers ville skræmme dem, eller som gør ondt på dem. Uden dette tillidsforhold, kan det være meget svært for en dyrepasser at få lov til at behandle dyr, der f.eks. er kommet til skade.
Et af de oplæg jeg hørte blev holdt af en erfaren zoodyrstræner, der havde overtaget en hund, der viste sig at have massive adfærdsproblemer. I begyndelsen af oplægget spurgte hun ud i salen, hvor mange af os der havde kæledyr derhjemme, som på en eller anden måde kunne betegnes som uopdragne/problematiske. Der var rigtig mange hænder, der gik i vejret. En anden oplægsholder bemærkede, at hun faktisk ikke selv havde trænet sin hund til frivilligt at tilbyde en pote til blodprøvetagning. Selv hos en gruppe af mennesker, som lever af at træne dyr til frivilligt at tilbyde håndtering, har de fleste ikke lært deres hunde og katte det. Jeg skal på ingen måde pege fingre – jeg har selv to hunde, hvoraf ingen af dem bryder sig spor om at få klippet negle. Det fik mig bare til at tænke, hvorfor er det, at vi (selv os der burde have viden og evner til det) ikke lærer vores hunde at tilbyde helt basale håndteringsøvelser frivilligt?
Jeg har ikke svaret, men jeg har gjort mig nogle tanker om det. En tanke er, at det er omkostningsfrit for os ikke at lære vores hunde at blive håndteret. I modsætning til zoodyr, kommer vores hunde til os med en enorm stor tillidskonto. Normale hvalpe er tillidsfulde overfor mennesker og danner meget let sociale relationer til os. Det betyder, at vi kan gøre rigtigt meget, der er ubehageligt for hunden, uden at de bliver farlige for os. Tænk på alle de hunde, der bliver behandlet hårdt, råbt ad, slået og misforstået i helt urimelig grad. Mange af de hunde vil stadig gerne være sammen med deres ejere, og selvom der helt klart er nogle af dem, der får alvorlige adfærdsproblemer, er der rigtig mange, der lever med at blive behandlet på den måde. Hvis en dyrepasser prøvede den strategi på f.eks. en tiger, ville det meget hurtigt gå galt. I gamle dage, før man for alvor begyndte at træne zoodyr, var man nødt til at bedøve dyrene, hver gang der var noget, der skulle ses på. Dyr er virkelig gode til at gennemskue, at der skal til at ske noget ubehageligt, og i løbet af meget kort tid, havde man dyr, der stressede og udviste aggressiv adfærd, når der skulle til at ske noget. Det kunne sprede sig, så dyrene også blev stressede, når dyrlægen f.eks. bare kom forbi anlægget.
Det er aldrig er uden risiko at bedøve et dyr, specielt et der måske er sygt. Det kræver ressourcer, både i form af penge og antallet af mennesker, der skal være til stede. Det kan derfor svare sig at lære f.eks. en tiger at være mere tillidsfuld og frivilligt at tilbyde adfærd, så en blodprøve f.eks. kan tages af dyrepasseren selv, uden at dyrlægen overhovedet behøver at være til stede.
Hvis en hund ikke vil have klippet negle, kan vi tvinge den – give den mundkurv på, lægge den på siden og bare gøre det. Bliver hunden aggressiv overfor os? Nogle gør, men mange hunde lærer med tiden at affinde sig med det. De bliver hjælpeløse. De ved, de ikke kan undslippe og holder op med at kæmpe. Det betyder ikke, at de har det godt med det. Et forsøg fra Fjord & Bælt på marsvin (dem der svømmer) viste, at selv om marsvinene så ud til at vænne sig til at blive taget ud af vandet for at blive håndteret, så faldt kortisolniveauet drastisk, da de begyndte at træne marsvinene til at tilbyde en halefinne til blodudtagning i stedet. Marsvinene havde lært, at de ikke kunne undslippe og holdt op med at kæmpe, selv om de stadig var lige stressede.
Jeg tror ikke, at den almindelig hundeejer har lyst eller evner til at bruge den tid, der er nødvendig for at få en hund til frivilligt at tilbyde en pote til negleklip/blodprøve, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det mindre ubehageligt for vores hunde (og katte) at blive håndteret. Jeg har arbejdet en kort periode på en dyreklinik og har set virkelig mange hunde og katte være voldsomt stressede, fordi de skulle håndteres af enten mig eller en dyrlæge. Hvis din hund ikke kan lide at få klippet negle, så er det helt sikkert, at den ikke kan lide det bedre, bare fordi det er en dyrlæge/veterinærsygeplejerske/hundefrisør, der gør det. Det kan godt være, at den ser mere rolig ud, fordi den har lært, at den ikke kan undslippe, men det betyder ikke, at den synes, at det er rart! Jeg er i løbet af de sidste år begyndt mere systematisk at lære mine kursister at håndtere deres hvalpe/hunde, så hundene i det mindste er vant til det og reelt vænner sig til at blive håndteret, og jeg håber, at du, når du læser dette, lige vil tænke en ekstra gang over, om der ikke var noget, din hund ville have gavn af at få trænet. Og nu vil jeg så lige tage en negleklipper i hånden og træne en gang negleklip på frivillig basis med mine egne hunde.
Så er jeg kommet hjem fra en super fantastisk, men også hård uge med præsentationer, der omhandlede alt muligt omkring dyr og det at holde dyr. Jeg har hørt præsentationer om træning af alligatorer, studier af synet hos flagermus (de kan faktisk se en del), forskellige måder at berige diverse dyrarter holdt i fangenskab, adfærdsproblemer hos reptiler (og jo, de kan også få adfærdsproblemer), fugletræning af diverse arter fra papegøjer til rovfugle, empowermenttræning af en elefant (det var ikke det, de kaldte det, men det var det, det var) og meget, meget mere. Derudover har konferencen budt på super besøg i København Zoo, Den Blå Planet og Odense Zoo, hvor vi har set en masse forskellig træning. Jeg vil kort beskrive en af de præsentationer, der virkelig rørte mig. Jeg har ingen billeder af præsentationen, da jeg var helt tryllebundet igennem hele præsentationen. Denne præsentation endte da også med at vinde ABMAs Impact award.
Titlen var: “Positive reinforcement as a replacement of the antique training methods at Elephant camps in Asia” og blev holdt af Dr. Gerardo Martinez. Han er dyrlæge og arbejder med elefanter i bl.a. Thailand. Han fortalte sin historie om, hvordan han (næsten ene mand) har vendt mahutters måde at arbejde med elefanter på i Asien. Han begyndte sin præsentation med at vise billeder af de skader, han normalt behandlede hos elefanter. Det var dårlige fødder (som åbenbart er et stort problem for elefanter – også i fangenskab) og sår efter mahutternes stave, hvilket var hårdt at se på. Det er utroligt svært at behandle fødder på en elefant, der ikke har lyst til at blive behandlet, selv med brug kæder osv. Dr. Martinez viste en video af, hvordan nogle mahutter forsøger at få en elefants fod op på en træstup vha. kæder omkring benet. Lad mig sige, at det tog et godt stykke tid og var absolut ikke smertefrit. Dr. Martinez besluttede sig for at prøve at ændre den måde, han behandlede elefanterne på. Han fandt en måde at få finansieret en træningsvæg, så han kunne komme til at behandle elefanterne på en mere sikker måde. Træningsvægen er en stålkonstruktion bestående af to sider, hvor der er åbninger i forskellig højde og brede, så elefanten kan få f.eks. fødder igennem. Det lykkedes for ham at skaffe pengene og få træningsvæggen bygget, og som han sagde med et billede af ham selv siddende foran væggen, så var det bare at vente på en mahut og en elefant, der ville være med. Efter et stykke tid var der en enkelt mahut, der blev tilstrækkeligt nysgerrig og dukkede op. Dr. Martinez targettrænede elefanten med mahutten siddende på god afstand og med armene over kors. I løbet af meget kort tid, kunne elefanten stikke alle fire fødder igennem et hul i væggen og få ordnet dem. Efterhånden kom der flere mahutter og elefanter til, og langsomt blev mahutterne mere og mere nysgerrige. De begyndte at stille spørgsmål til træningen og blev mere og mere interesserede i, hvordan Dr. Martinez trænede elefanterne. Han begyndte at undervise dem i, hvordan han trænede, og langsomt men sikkert begyndte de selv at træne deres elefanter på denne måde. De begyndte at konkurrere om, hvem der kunne træne deres elefant til en udføre en adfærd hurtigst, og billedet skiftede til et, hvor det er Dr. Martinez, der sidder på afstand og ser på, at mahutterne selv træner deres elefanter.
Ordet spredte sig, og sponsoreret af bl.a. flere elefantorganisationer, kom der flere og flere mahutter til fra mange forskellige steder og lande. De lærte alle, hvordan de kunne bygge en sikker træningsvæg og begynde targettræning af deres egne elefanter. De der kommer, får alt betalt til rejse, ophold mv. Targettræning af elefanter har nu med Dr. Martinez’ hjælp (og sikkert også en del andre) spredt sig over flere lande. Præsentationen var gennemført fantastisk. Selvfølgelig pga. indholdet, men også alle de billeder og videoer vi fik lov til at se, der gjorde et stort indtryk. Alle deltagere endte med at have fugtige øjne, og Dr. Martinez fik stående applaus. En skotsk dyrlæge jeg talte med senere fortalte, at hun havde været i en af de lejre, hvor Dr. Martinez har trænet mahutter, og i de fem dage hun var der, havde hun ikke en eneste gang set en mahut slå sin elefant eller så meget som hæve stemmen. Det var og er en fantastisk historie om, hvordan positiv træning har spredt sig i den ellers meget traditionsbundne måde at træne elefanter i Asien.
ABMA er en organisation, der er åben for alle, der beskæftiger sig med dyr på en eller anden måde.
Dag 2 bød på et super besøg i København Zoo. Konferencen handler og træning og berigelse, så København Zoo havde stablet en masse træning på benene. Jeg fik set en hel masse træning bl.a. af chimpanse, ponytræning inkl. agility og…
Isbjørn
Brun bjørn
Søløve
Ugle
Derudover var der en masse berigelse, bl.a. tasmanske djævle som fik en hel ged.
Og tigerne som har fået en 7 m høj pæl, de skal klatre op af for at hente deres kød.
Jeg var imponeret af træning. Det er så fedt at se den ro dyrepasserne udviser når de træner. Det her er jo ofte vilde dyr der bliver trænet og noget helt andet end vores domesticerede hunde.
Vi endte dagen på den blå planet hvor vi så havoddertræning og fik lov til at vandre rundt og se for os selv.
Bag forkortelsen ABMA gemmer organisationen Animal Behavior Management Alliance sig, der i disse dage afholder deres årlige konference. For første gang er det i Danmark, og jeg er med. Konferencen henvender sig bredt, men det er mest Zoo-folk, der er med, og så er vi nogle enkelte hundemennesker. I går var den første dag med oplæg, og jeg vil lige give et hurtigt rids over, hvad vi hørte om.
Konferencen åbnede med et oplæg fra Ken Remirez, som gav et historisk perspektiv på det at træne dyr. Lige fra kejsere og faraoer for tusindvis af år siden begyndte at have eksotiske dyr, har der været en eller anden form for træning. I løbet af 1960’erne kom der en modstand mod dyr i fangenskab. Kritiske røster ville have forbudt dyr i cirkus, fordi de mente, at det var mishandling at have dyr til underholdning. Ken Ramirez fortalte, at en række studerende i England havde undersøgt forskellen mellem de dyr, der var i zoologiske haver, hvor man jo forsøgte at give dyrene så naturlige leveforhold som muligt og så cirkus, hvor dyrene blev trænet, hvilket blev betragtet som uværdigt. Det er meget muligt, at trænerne i cirkus har været alt andet en gode ved deres dyr, men kritikerne valgte at have fokus på træning. Undersøgelserne viste, at de dyr der var i cirkus havde det langt bedre, end de der var i zoologiske haver. De trænede dyr var sundere på flere forskellige parameter.
Det er en sød historie, som har et meget vigtigt budskab. Træning kan og bør være med til at øge alle dyrs velfærd.
Et meget interessant oplæg handlede om høns. En phd-studerende fra USA havde undersøgt, hvorvidt høns ville foretrække træning frem for at få maden serveret frit. Hun havde gjort sig nogle gode tanker og havde testet det via tre forskellige præferencetest. Hun fandt ud af, at hønsene generelt hverken foretrak det ene eller det andet og havde i begyndelsen været skuffet over resultatet, men som hun konkluderede, så kan man også vende det om og sige, at da de var ligeglade, så er træning (klikkertræning) i hvert fald ikke aversivt. Hun fortalte selv, at der var en række fejlkilder, men undersøgelsen var alligevel interessant.
Et sidste oplæg, jeg lige vil fortælle om, er meget hunderelevant. Det blev holdt af en østrigsk pige og handlede om hendes træningsprotokoller for at træne hunde, der kan alarmere, hvis ejeren har for højt eller lavt blodsukker, altså en slags diabetes-hund. Det var super interessant, og vi var en del tilhørere, der måtte knibe en lille tåre, da en vi så billeder af alle de primært børn, hundene kom ud til.
I dag skal vi alle samme til København Zoo og se en masse træning – mere om det senere.
Fornylig fik jeg en opringning fra en tidligere kursist, som i den grad fik mig op af stolen. Opringningen handlede om hundeleg. Det er helt essentielt, at hvalpe lærer at omgås og lege med andre hunde. Men, for der er et meget stort men, leg mellem hunde kan også skabe store problemer for den enkelte hund. Der findes to meget udbredte og skadelige myter i forhold til hundeleg. Den første myte handler om, at hunde, der ikke er så gode til at omgås og hilse/lege med andre hunde, ”bare” skal socialiseres noget mere. Det var sådan en hund, min kursist ringede om. Hendes hund er voldsom, når den møder andre hunde, og min kursist fortalte, at hun nok havde været for dårligt til at give sin hund tilstrækkelige muligheder for at være samme med andre hunde, mens den var hvalp og unghund. Nu er hunden blevet så voldsom, at hun ikke rigtigt har lyst til at lade den hilse på andre. Hun ringede, fordi hun var blevet anbefalet at gå til hundeleg med sin hund og ville høre min mening. Den fik hun, og den får I så også her. Hos Hund & Træning har vi en helt klar holdning om, at hunde skal føle, at de har kontrol over de handlemuligheder, de har i deres liv. Det er den grundtanke, der ligger bag empowerment. Den tanke gælder ikke kun i træning af hunde, men i høj grad også i forhold til mødet med andre hunde. Det at gå til hundeleg kan være et super godt supplement til almindelige gåture og træning. Jeg er på ingen måde imod organiseret hundeleg, så længe det foregår på hundenes præmisser. Hunde, der er dårlige til at hilse på andre hunde, mener jeg dog ikke hører hjemme i hundeleg! Der er to årsager til, at det kan være en rigtig dårlig ide. For det første kan du overveje, om de hunde, der skal stå model til hund, der er mangler sociale færdigheder, som f.eks. evnen til at hilse fornuftigt, bryder sig om det. Mødet mellem dem kan ofte ende med en grad af aggressiv adfærd fra en af de andre hunde. Nogle tænker så, at hunden der er alt for meget i hilsesituationen har godt af at blive sat på plads, det kommer jeg til om lidt. Den hund, der sætter en anden hund på plads, har absolut ikke godt af det. Vi kan skabe aggressionsproblemer hos en ellers velfungerende hund, ved at udsætte den for mange socialt usikre hunde. Hunden lærer, at andre hunde ikke kan finde ud af at hilse pænt, og at det kan svare sig at sige fra med det samme. ”Angreb” bliver det bedste forsvar. Har du en velfungerende hund, bør du altså ikke være interesseret i at lade den stå model til alt for mange dårlige situationer.
Hvad med den hund, der måske på grund af for lidt social kontakt overdriver sin hilsen, den lærer da at dæmpe sig. Måske, men det kommer meget an på den enkelte hund, og det er på ingen måde sikkert. En del af de hunde, der er dårlige til at hilse, er det, fordi de er frustrerede over ikke at kunne komme hurtigt nok over til de andre hunde. Det at blive sat på plads af en anden hund, lærer kun hunden, at mødet med en anden hund kan være ”farligt”, og det der før var frustration bliver nu blandet med følelsen af usikkerhed. De to følelser kan meget hurtigt blive en kedelig cocktail. I min funktion som adfærdsrådgiver har jeg set en del hunde, som er blevet værre pga. organiseret hundeleg. Har du en hund, der er dårlig til at hilse på andre hunde, så undgå organiseret hundeleg. Se om du kan finde en sød velfungerende hund at gå tur sammen med. Først i snor og med god afstand og over flere ture gradvist tættere og tættere på hinanden. Det er en meget mere skånsom og sikker måde at introducere to hunde til hinanden. Søg evt. professionel hjælp, hvis problemet er stort, der kan være mange årsager til, at en hund er dårlig til at hilse på andre. Den anden myte omkring hundeleg handler om, at ”hundene skal klare det selv”. Den sætning får mig til at springe op som en trold af en æske. Lad mig spørge, har du lyst til at lade dit barn (virkeligt eller fiktivt) være løs i en skolegård eller børnehave uden, at der var en voksen til stede til at gribe ind? Børn og hunde kan lære at klare forskellige typer af konflikter selv, med fed understregning på LÆRE! Jeg har som adfærdsrådgiver set en del hunde, der var aggressive overfor andre hunde. En stor del af disse hunde har den samme historie. De har fået lov til at lege med andre hunde og har skullet løse problemerne selv – ofte som hvalpe. En hvalp, der bliver tromlet af andre hvalpe/hunde, lærer kun én ting, og det er, at andre hunde er farlige. Som ung vil det ofte betyde, at hvalpen trækker sig, søger til sin ejer (som ikke hjælper, for hvalpen skal jo klare det selv) eller at hvalpen på anden måde forsøger at komme ud af situationen, ofte ved at løbe. Efterhånden som hvalpen bliver kønsmoden, kan der ske et skift, så hunden i stedet for at trække sig, begynder at udvise aggressiv adfærd (knurre, gø, lave udfald i linen) mod andre hunde.
Hos nogle af dem, der tilbyder organiseret hundeleg, gælder den regel, at ejerne ikke må blande sig. Lad mig sige det her højt og tydeligt: Du er din hunds advokat. Du kender den bedre end nogen anden, og INGEN skal tage din ret til at sige fra på din hunds vegne fra dig! Hverken mennesker du møder på gåture, din træner, din dyrlæge eller nogen som helst andre. Uanset om du er førstegangshundeejer, og dem du snakker med har haft hunde i årevis eller på anden måde har stor erfaring med hunde, så kender du din hund bedst. Føler du, at din hund er ved at lide overlast, så stop det. Vil du gerne gå til organiseret hundeleg, så er den første regel derfor, at det sted du har kig på, ikke forsøger at fratage dig din ret til at blande dig. Får du at vide, at du ikke må blande dig, og at de nok skal blande sig, hvis det skulle blive nødvendigt, så sig pænt tak for besøget. Det ikke at blande sig kan føre til alvorlige mentale traumer hos hunden. Se flg. video fra Sue Sternberg (greatdogproduktions). Der er ingen af de hunde, der befinder sig i den hundegård, der efter min mening burde være der:
Hundeleg foregår bedst på store arealer, hvor der også er noget, hundene kan snuse til. Gerne med få hunde, dvs. under 6-8, alt afhængigt af alder, og hvor godt de kender hinanden i forvejen. Bevægelse er godt, så bevæg dig rundt på arealet. Alle hunde skal se afslappede ud, der skal være rolleskift i legen, så det ikke hele tiden er den samme hund, der bliver jagtet eller ligger nederst. Der skal være pauser, hvor hundene f.eks. snuser sammen. Hold hele tiden øje med din hund. Leg kan hurtigt skifte karakter, så selvom det ser ok ud til at begynde med, er det ikke sikkert, det bliver ved. Prøv at se flg. video. Kan du se, hvornår legen skifter til ikke at være sjov for den ene af de to hvalpe, der leger sammen?
I min familie er det primært (læs udelukkende) mig, der tager mig af vores tre hunde. Min mand kan godt lide hunde og nusser også gerne med dem, men alt andet er normalt mit domæne. Det billede har ændret sig en lille smule i løbet af de sidste par år.
Det hele begynder med, at min mand får lov til at låne vores mellemste hund Lilli, når han tager på jagt uden mig – jeg underviser en del i weekenderne, så det er ikke altid, jeg selv kan komme med. Lilli er generelt super lydig og løber ikke efter hverken harer eller rådyr, så selv med min mands begrænsede evner ud i hundetræning, var jeg nogenlunde rolig, første gang jeg lod ham tage Lilli med uden mig. Og med nogenlunde rolig mener jeg, at han ”kun” fik proppet lommen fuld af godbidder og legetøj samt besked om, hvordan han skulle huske at belønne hende, før han kom ud ad døren. Det går godt, så det bliver en fast aftale. Hvis ikke jeg skal bruge Lilli som demohund, kan han tage hende med, når han er på jagt.
På en af de sidste jagter i 2013 kommer min mand hjem fra en jagt, hvor han har haft Lilli med, helt høj. Han fortæller glædestrålende, at Lilli har gået spor efter et anskudt rådyr (et dyr er i teorien anskudt indtil det er fundet). Den jæger som har skudt dyret er ikke i tvivl om, at dyret er dødeligt såret, men det er løbet og han kan ikke lige se hvor det er. Min mand kom forbi, idet jægeren er på vej ud for at lede efter dyret og spørger, om han ikke skal sætte Lilli på sporet. Det her er første gang i den historie, at jeg mærker min hage ramme brystet i chok. Lilli har måske gået spor 6-7 gange i sit liv, og de første tre gange var hun under 8 uger gammel. Min mand fortsætter med at fortælle, at Lilli går sporet – ikke fuldstædigt lige (virkelig!!!) – men hun finder dyret, som faktisk stadig er i live, men så svagt, at det ikke rejser sig. Min mand fortæller, at han dækker Lilli af, så jægeren kan aflive dyret. Det er så her, jeg er ved at ramme loftet: ”Du lader en jæger skyde hen over hovedet på min hund??!!!”. ”Nej, da! Jeg dirigerede hende da ud til siden og dækkede hende af – og hun vippede ikke engang med ørerne, da skuddet lød” lyder det meget fornærmede svar fra min mand. Er der nogen schweiss folk, der læser det her og korser sig – så er jeg helt enig! Men min mand var pavestolt af ”sin” hund.
I det her efterår har vi så været på jagt igen, og min mand begynder igen at snakke om det der med sporarbejde. Jeg har kun en meget rudimentær viden om sporarbejde, og det er desuden ikke det smarteste at skulle undervise sin egen mand. Heldigvis har jeg en trænerkollega, Camilla Dindorp, som gør sig i det der med spor, og under en snak med hende tilbyder hun, at min mand kan komme på et lille sporhold, hun har oprettet. Jeg kommer hjem efter selv at have undervist den første gang min mand har været til sportræning. Han er vildt begejstret. Han har sågar lagt et lille spor, lige da han kom hjem fra træningen og har nu ventet 6 timer, så han kan gå det nu, hvor jeg er kommet hjem. Og nej, min mand har ingen forståelse for det med at sætte kriterier, men Lilli går sporet fuldstændigt uden problemer. Nogle uger efter er der træning igen, og også denne gang går det også super med Lilli – min mand er hooked. Camilla er så sød at videofilme to af de spor, min mand går med Lilli, og du kan se dem her – vær opmærksom på, at det er filmet med et kamera på maven, så søsyge er ikke helt udelukket.
Vi har haft travlt – mig med at undervise og min mand med at underholde vores børn, så det er ikke blevet til så meget her i løbet af vinteren, men mon ikke han skal ud og gå et par spor, når vejret bliver bedre, og det kan lade sig gøre at gå, uden at det er bælgmørkt.
