Så er Lilli blevet parret. Nu venter jeg bare spændt på, at der går så lang tid, at en scanning kan vise, at hun er drægtig. Det er super vigtigt, at hun bliver drægtig, da hun havde livmoderbetændelse sidst, hun var i løbetid, så I må meget gerne krydse fingre for, at der er hvalpe! Jeg har “bestilt” mellem 5 og 7 hvalpe, så det håber jeg på, at hun får.
Jeg ved ikke specielt meget om opdræt, men har heldigvis forbindelser til en masse, der har. Da jeg først havde taget beslutningen om, at jeg ville have hvalpe på Lilli, skulle jeg til at finde den rigtige hanhund. Sidste år fandt jeg ud af, at der i de linier, der ligger bag Lilli var EIC. Jeg fik selvfølgelig testet hende og det viste sig, at hun er bærer af EIC. EIC (Exercise-Induced Colapse) er en neurologisk sygdom, hvor overførslen af impulser mellem nerveceller og muskler ikke fungerer korrekt. Hunde der lider af sygdommen kan kollapse under hårdt fysisk arbejde, men det er ikke alle, der gør det. Der er diskussion om, hvorvidt der skal være avlsrestriktioner for labrador med EIC, fordi der endnu ikke er så megen viden om sygdommen. Ifølge de tal jeg har kunnet finde, ser det ud til, at der er en del labrador, der bærer generne. Af de hunde der har generne dobbelt og altså kan udvikle sygdommen, er det ikke dem alle, der får den og ikke alle er lige hårdt ramt. Der mangler med andre ord mere viden om sygdommen. Under alle omstændigheder synes jeg, at man bør anvende forsigtighedsprincippet og et af kravene til en hanhund var, at han var gentestet fri for EIC.
Jeg sendte en mail til Pernille Lillevang, som er den opdrætter, der har linjerne bag Lilli, og spurgte om hun havde nogle forslag til, hvad jeg kunne gå efter. Lillis mor fik konstateret allergi efter fødslen af Lillis kuld og selvom Lilli ikke har symptomer på allergi og linjerne bag også er allergi-fri, ville jeg alligevel gerne være helt sikker på, at der ikke er noget allergi i hanhundens linjer. Pernille var sød at sende mig en liste over de hanhunde, hun syntes var interessante. De var alle EIC-fri og alle var fra linjer uden allergi. Hun foreslog bl.a. Dexter eller Glen Loch Dexter som han hedder. Han er af svensk afstamning og er en formel 1. Jeg er normalt lidt reserveret overfor formel 1 labradors, da jeg har set en del stressede eksemplarer, men jeg tog kontakt til Stig og Mette, som ejer ham (deres hjemmeside er: http://www.maxjan.dk/Velkommen). Lilli er ud af arbejdslinjer og jeg vil gerne have hvalpe, der også kan arbejde, så det var vigtigt at finde en hanhund, som både kunne arbejde og som samtidig var rolig og omgængelig. På papiret er der ingen tvivl om, at Dexter kan arbejde. Stig vandt unghundemesterskabet med ham i 2008 og bruger ham til praktisk jagt, men jeg var interesseret i om han også var rolig og kunne holde hovedet koldt. Efter at have mødt ham “live” var jeg ikke i tvivl om hverken hans arbejdsegenskaber eller hans evne til at holde hovedet koldt. Han er en super lækker hund!
Fordelen ved Dexter er også, at han ikke er så tung. Lilli er en lille labrador og hun vejer kun omkring 25 kg. At sætte en 40 kg hanhund på hende tror jeg ikke vil være klogt. Dexter er noget højere end Lilli, men vejer ikke så forfærdeligt meget mere. Mit gæt er omkring de 30 kg. At hvalpene bliver lidt højere end Lilli vil ikke gøre noget – hun er meget lille :o)
Så nu går jeg bare rundt som en anden hønemor og holder et vågent øje med hende. Jeg træner dog stadig med hende, men jeg er meget nervøs for stresse hende for meget. På grund af livmoderbetændelsen har hun en øget risiko for at resorbere fostrene, så jeg ser hende dybt i øjnene hver aften og fortæller hende, at hun er drægtig. Jeg skal nok give besked, når hun er blevet scannet. Indtil da må I meget gerne være med til at krydse fingre!
Det har været en travl tid med undervisning og skrivning, men i sidste uge hev Karen og jeg to dage ud af kalenderen og tog til Als i Sønderjylland for at besøge Birgitte Lauritzen. Vi besøgte hende og hendes slædehunde første gang sidste år og har nu besluttet, at to gange må være en tradition. Sidste år var der sne og vi kørte i en rigtig slæde. I år var der ingen sne, til gengæld havde Birgitte fået en ny hund og havde fået kørt ham til, så vi kunne blive trukket af 4 meget hurtige hunde. Vildt!
Birgitte har i alt 7 hunde. Alle hendes hunde er nogle, hun har reddet fra mere eller mindre grusomme skæbner. De 6 af dem er slædehunde, en alaskan malamute, en sibirian husky, tre alaskan husky, som er huskier, der er iblandet jagthund eller andet hurtigtløbende hund i, og en eurohound, som er en blanding af flere forskellige jagthunde med et strej af alaskan husky. Den sidste hedder Bob og er det sidste skud på stammen. Han er sort med meget kønne blå øjne.
Da Birgitte hentede ham, var han virkelig bange og der gik flere måneder, før han ville tæt på Birgitte. Det er ca. 1 år siden og selvom han ikke søgte vores opmærksomhed, så var han heller ikke bange for os. Hvis jeg skal være hund i mit næste liv, så vil jeg gerne være hos Birgitte. Hun har en fantaktisk tålmodighed.
Vi ankom mandag eftermiddag, med tid til at køre en tur i skoven. I år var der ingen sne og vi skulle derfor sidde på en vogn denne gang. Fra sidste år vidste jeg, at der er mest fart på i begyndelsen, så jeg meldte mig selvfølgelig til den første tur. Jeg kan godt lide fart og det må også gerne være lidt vildt :o) Vognen er meget anderledes at sidde på end slæden. Tyngdepunktet ligger højere og det var lidt nervepirrende at sætte afsted, specielt fordi jeg ikke helt havde styr på, hvor jeg kunne holde fast med hænderne. Hundene kan trække vognen med ca. 25 – 30 km/timen, så det går stærkt, når man sidder i vognen. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at al den fart har en bagside. Alt det skidt hundenes poter river op havner i hovedet på den, der sidder på vognen. Det var ikke engang fordi det var specielt vådt, men lidt beskidt blev man. Men det var super sjovt og træerne flyver forbi.
Efter vi alle havde fået en tur i vognen, var det blevet mørkt og vi kørte hjem til Birgitte, som havde lavet en super lækker suppe til os. Og så stod den ellers på lækker mad og hundesnak resten af aftenen – og en del af natten.
Efter morgenmaden næste morgen tog vi afsted til skoven igen. I stedet for “bare” at sidde på vognen havde Birgitte sagt, at vi måtte få lov til at prøve at styre vognen og hundene hvis vi havde lyst – ja tak! Som med så meget anden træning, er “tørtræning” en god ide, så vi begyndte med at skubbe vognen op af en lille bakke og så køre ned af den uden hunde for at få en ide om, hvordan man bremser og styrer.Det er meget vigtigt, at man kan finde ud af at bremse, så man ikke kommer til at køre op i en hund. Da Birgitte passer godt på sine hunde, fik vi “kun” lov til at køre på de flade og opadgående strækninger, hvor det er lettere at styre. Første tur ned af bakke uden hunde, kørte vi alene og anden gang sad Birgitte på vognen.
Efter at have gennemført tørtræningen til Birgittes tilfredshed, blev hundene spændt for. Birgitte tog første tur selv for lige at rase hundene af og lige få føling med dem. Ingen af hundene har prøvet at have en fremmed til at styre, så jeg tror også, at Birgitte var lidt nervøs. Efter hun havde kørt en lille tur, var det min tur. Det kan godt være, at det ser let ud, men man skal holde øje med vejen forude. for at se om der kommer trafik, man skal tage hensyn til. Så skal man holde øje med de bagerste hund for at sikre, at skaglerne altid er stramme. Er de ikke det, skal man bremse vognen, så hundene hele tiden har fornemmelsen af at trække. Og endelig, så kan der jo også komme et dådyr løbende over vejen… Det skete heldigvis ikke, mens jeg styrede! Men det skete på min første tur og der var jeg meget glad for, at Birgittes hunde er så veltrænede, at hun kunne styre dem. Men hold op hvor var det sjovt! Da min tur var færdig, havde jeg samme fornemmelse, som når jeg har været i rutsjebanen på bakken – en gang til!!
Efter at alle havde fået en tur, enten som passager eller som vognfører, var festen forbi. Efter en hurtig frokost måtte vi vende næsen mod Sjælland. Men jeg glæder mig allerede til næste år, for så skal vi afsted igen!!
På hjemmefronten er Lilli gået i løbetid. Hun fik en livmoderbetændelse, sidst hun var i løbetid. Heldigvis opdagede jeg det i tide og det kunne klares med hormonindsprøjtninger. Men har en tæve haft livmoderbetændelse og man vælger ikke at sterilisere, så skal hun parres i næste løbetid for at undgå, at det kommer igen. Jeg har hele tiden gerne villet have hvalpe på hende og havde allerede planlagt, at det skulle være dette forår, så den del var jeg helt indforstået med. Efter den hormonbehandling kan man ikke vide, hvornår hun går i løbetid og normalt ville hun først gå i løbetid i slutningen af marts, men hun gik altså i løbetid i lørdags. I løbet af efteråret fik jeg Lilli gjort klar med blodprøver, udstilling og øjenlysning og jeg fik fundet en hanhund.
Hanhunden fik jeg hjælp til at finde. Den opdrætter der har de linier der ligger bag Lilli var så sød at hjælpe mig med at finde en egnet hanhund. Han hedder Dexter og han er en 4 år gammel svensk hanhund, dog bosiddende i Danmark. Nu har jeg så fået taget den første progestronmåling på Lilli og som det ser ud nu, skal hun parres midt eller sidst i næste uge – jeg glæder mig. Så hvis alt går vel, får vi hvalpe i huset i slutningen af april – men jeg skal nok holde jer informeret :o)
I lørdags var jeg så til prøve med begge mine hunde. Og det var ikke bare sjovt det gik også rigtigt godt. Begge hunde kom hjem med en 1. præmie!
Jeg var oppe med Freja først i Rally begynder. Hun var lidt ukoncentreret, og hun forsøgte på et tidspunkt at bakke rundt om mig i stedet for at sætte sig ned ved siden af mig. Bortset fra det synes jeg at det gik godt og når jeg ser videoen ser jeg en hund der er glad og det er det allervigtigste. Hun er pensioneret og synes hun ikke det er sjovt, så er der ingen grund til at gå op med hende. Hun kan heldigvis godt lide det! Det endte med at hun fik 93 p. hvilket giver en bestået i Rally og da det var 3. gang hun bestod blev hun Rally begynder mester. Hun endte også med at blive 3. vinder på dagen, så jeg var meget stolt af min gamle hund!
Det var 3. gang jeg var i klasse 2 med Lilli og jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Første gang jeg var oppe var hun slet ikke klar og jeg burde nok have haft aflyst (hvis jeg skulle have fulgt mit eget råd om ikke at gå til prøve med mindre man ER klar). Anden gang var hun i løbetid og jeg lavde en alvorlig fejl som endte med at koste 30 p. Hvis der er nogen af jer der har set hende i nærheden af et felt, kan I sikkert tænke jer til at hun løb i feltet før tid og det er sjovt nok ikke tilladt. Vi har arbejdet en del med stimuluskontrol i den mellemliggende tid! Næseprøve hænger desværre stadig lidt – hun er helt vild med at tygge i den, så jeg har trænet søgedelen og det at holde pinden for sig selv og jeg er ikke nået til at sætte det sammen endnu. Men bortset fra den øvelse mente jeg at hun var klar denne gang – og det var hun også!
Jeg var alligevel lidt nervøs og jeg havde været klar med Freja da jeg skulle i fællesdæk med Lilli. Det gik ok bortset fra at hun rejste sig idet jeg nåede hen til hende. Det gjore mig dog lidt mere nervøs. Jeg kunne mærke at jo tættere vi kom på at jeg skulle op jo mere nervøs blev jeg. Heldigvis har jeg været på mentaltræningskursus hos Christina og jeg kom heldigvis i tanke om nogle af de ting hun havde fortalt, så efter lige at have haft en lille pep-talk med mig selv var jeg mere rolig. Jeg gik ud for at varme Lilli op og da jeg kom ind var de lige blevet klar til mig – det passede perfekt, så skulle jeg ikke stå og blive nervøs i ventetiden. De havde holdt 10 minutters pause som så kun blev til 7 minutter. Lilli var super! Hun var på og de fejl hun havde var småting. Det er selvfølgelig noget vi skal rette op på, men alt i alt var jeg meget tilfreds med hende.
Når jeg ser videoen er det jeg er mest glad for det at hun faktisk logre hele programmet igennem. Lillis fri ved fod, 13.02.10 Til den allerførste prøve jeg var til fik jeg det råd at det var ligegyldigt hvordan det går til prøven, bare min hund havde det sjovt. Hvis man som mig har planer om at ens hund skal til en masse konkurrencer, så er det vigtigere at hunden har en god oplevelse af det at være til konkurrencer end at det går godt den dag. Det råd har jeg taget til mig. Normalt træner jeg med tørre godbidder – det er jo labrador jeg har ;o) – men til konkurrencer har jeg altid kød med. Jeg har dog fundet ud af at kogt kylling ikke er et hit. Det var det der gik galt sidst jeg var til prøve. Lilli troede at jeg havde tabt noget kylling (det fnuldre lidt rigeligt) og da hun skulle til at springe giver jeg et lidt for stort tegn til dommeren, så Lilli tror hun har fået fri og løber tilbage til der hvor hun mente at der skulle ligge noget kylling. Jeg er så ikke hurtig nok til at få kaldt hende hjem og hun ender med at løbe i feltet. Hvad kan man lære af det? Medbring ikke kogt kylling til konkurencer og giv altid klartegn med højre hånd!
I sidste uge var vi så heldige at prøve en hundesport, som ikke er så omfattende eller så nem at dyrke i Danmark – nemlig slædekørsel. Oven i købet i rigtigt vintervejr i den smukkeste sneklædte skov. En af vores faste Klikkercampkursister, Birgitte Lauritzen, dyrker slædekørsel og de af jer der var med på sidste års Klikkercamp havde mulighed for at se hende demonstrere, hvordan man træner en hund til at trække en slæde eller en vogn (det er jo sjældent, at der i tilstrækkeligt med sne i Danmark til, at man kan køre på slæde). Vi havde længe talt om, at vi skulle en tur til Als for at besøge Birgitte og få en tur på slæden/vognen med hundene. For en månedstid siden kom en mail med invitation til besøg og slædekørsel. Jo tak! Sådan et tilbud var vi med på. Det lykkedes os at finde et par dage, hvor de fleste af os kunne og i mandags satte vi så kursen mod Als, hvor Birgitte og hendes skønne hold af slædehunde, som består af tre alaskan huskies, en siberian husky og en alaskan malamute, holder til.
Vi ankom sidst på eftermiddagen og fik os en kop varm the og lidt kage. Planen var, at den første tur skulle foregå i mørke mandag aften. Da det var blevet mørkt og alle biler var væk fra den skov vi skulle køre i, begyndte vi at gøre os klar. Birgitte fik udstyret de fem hunde med deres seler og halsbånd med lys i og vi andre trak i det varme vintertøj. Alle hunde og slæde blev transporteret ud til skoven i Birgittes lille bil. Slæden fastspændt på taget af bilen, to hunde i et transportbur bag i bilen og de tre andre fastspændte i seler på bagsædet og passagersædet foran. Vi var alle ivrige og spændte og en af tæverne muntrede sig med at hugge hundenes seler og løbe rundt med dem, mens Birgitte fik de andre i “tøjet”. Så var alle klar og vi satte kurs mod skoven – Birgitte forrest i den lille bil med slæde og hunde og vi fire gæster bagved i følgebil.
Turen hen til den del af skoven vi skulle køre i er et kapitel for sig selv. Det havde nået at tø en smule, før det frøs til igen, så vi kørte på ren is. På de glatte skovveje skulle det senere vise sig at være en lidt større udfordring for vores bil end for en slæde. Ved udkanten af skoven blev slæde og hunde læsset af bilen og hundene blev spændt for. De løber i en 2-2-1 formation med én hund forrest og så de andre parvist bagved. Slæden er let, vejer vist bare 12 kg, og har plads til en passager ud over Birgitte, som skulle styre hunde og slæde i fuld fart igennem skoven. Planen var så, at vi på skift skulle køre på slæden, mens resten af holdet fulgte efter i følgebilen.
Karen F er vild med rutsjebaner, så første tur, som er den vildeste med meget ivrige og energiske hunde, var hurtigt afsat. Karen blev pakket ind i tæpper og så fløj de af sted med Birgitte stående på bremsen og sneen fygende om ørerne. Vi andre trillede efter i følgebilen, hvilket gik fint, indtil vi nåede den første stejle stigning på de isglatte veje. Halvvejs oppe kunne dækkene ikke få fat og vi gled simpelthen baglæns og sidelæns ned ad bakken. Først i tredje forsøg med mere gas på og lidt forskudt af hjulsporene lykkedes det at få bilen op ad bakken. Puha. Hundeslædeholdet var i mellemtiden blevet bekymrede for os og kom tilbage for at checke, at vi ikke var røget i grøften!!
På skift fik en vi fantastisk tur på slæden igennem den mørke skov. Helt vildt og forrygende at suse af sted på slæden lige bag de løbende hunde. Det går stærkt, når man sidder så tæt på jorden og de flyvende hundepoter og vi fik hurtigt lært at arbejde med slæden og læne os til siden, når slæden kom lidt for langt ud til den ene side. Især ned ad bakke i fuld fart gik det virkelig tjept. Efter to skønne timer i skoven med hundene var det tid at vende næsen hjem mod varme i kakkelovenen og en pragtfuld middag med rådyrkølle og bagte kartofler. Hundene gassede sig også inde i stuen og gnaskede griseører og slumrede ellers efter veludførst arbejde. Vi andre hyggede til langt ud på de små timer, inden vi fandt dyner til et kort nats søvn før næste dags slædetur.
Tirsdag formiddag fik vi endnu en tur i skoven med hundene. Igen en af gangen på slæden og resten af os til fods igennem skoven, hvor vi spadserede igennem et smukt sneklædt landskab, mens store luftige snefnug dalede ned fra himmelen i fuldstændig vindstille vejr. Hvis man skulle have digtet en historie om sådan en tur, kunne det ikke have været mere perfekt. Igen fik vi en fantastisk tur på slæden. Et par af os fik tillige en tur i sneen, da slæden væltede i et sving. Karen U fik et styrt efter et skarpt sving, hvor hundene havde lidt svært ved at få slæden rettet op. Heldigvis var farten ikke så høj og jeg nåede at tænke, “nu vælter vi” og fik taget fra med armen, inden vi kurede sidelæns af sted. Hundene er så veltrænede, at de reagerer både på retningsangivelser – højre og venstre – og på stå som stopsignal, når det er nødvendig, så vi fik stoppet slæden og var hurtigt klar til at suse videre igennem skoven.
Efter to skønne ture i skoven med hunde og slæde var det tid at vende næsen hjemad igen. Vi var alle enige om, at det var en fantastisk oplevelse og noget, som absolut skal prøves igen. En kæmpe tak til Birgitte og de skønne bæster. Vi vender frygteligt tilbage :o) Tak til Niels Krogsgaard Handest for de dejlige billeder.
Man kan sige meget, men det er rigtig vinter i Danmark i øjeblikket. I skrivende stund er min mand endnu engang ud og skovle sne med en sneplov og jeg forventer ikke at se ham før en gang i morgen tidlig. Der er rigtigt mange ulember ved al den her sne: – Det er rigtigt svært at træne øvelser som apport, felt for slet ikke at snakke om fri ved fod i sne til anklerne – Det er nogen gange lidt svært at komme nogen vejne fordi der ligger alt det sne alle vegne – for slet ikke at snakke om ad den sne der skal skovles væk!! – Jeg var oven i købet nødt til at aflyse min træning i lørdags – der var så meget sne at vi ikke kunne træne. Ikke alene havde jeg ikke lyst til at mine kursister skulle risikere liv og lemmer ved at forsøge at køre (nogle af dem var også sneet inde) men vi skulle så i givet fald have trænet i sne til knæene og det er altså lidt besværligt! – Endnu en ting på minussiden er at med den snemængde de har lovet i nat er det ikke sikkert at jeg kommer til at tage i Zoologisk Have i morgen, som jeg havde planlagt og det er ellers noget jeg glæder mig til.
Når alt det nu er sagt, så må jeg indrømme at jeg alligevel ELSKER sne. Det at gå en tur i helt uberørt sne, eller tage den på kælk ned at en stor bakke (godt at jeg har fået børn, så det ikke ser så dumt ud!) – jeg synes det er fantastisk. Mine hunde deler heldigvis min begejstring. Specielt min yngste (Lilli). Hun bestiller stor set ikke andet end at rulle sig i sne for hver 5 meter vi går og jeg er faktisk meget glad for at jeg skal til prøve indenfor d. 13 :o)
Og træne det kan man da heldigvis også gøre indenfor. Jeg er begyndt at træne min dårlige samvittighed med Lilli. Jeg har ikke fået trænet hende ordenligt i hendes opvækst til at få klippet negle og nu går hun helt i spunk hvis jeg prøver. Nu vil jeg ikke tvinge hende, og når man kan lære en elefant at får ordnet fødder frivilligt, så kan jeg vel også lære min hund at få klippet negle! Indtil videre er jeg nået til at hun kan acceptere at give mig poten og jeg kan bevæge negleklipperen mod hendes pote uden at hun trækker den til sig. Jeg gør også andre ting med negleklipperen, hun laver touch på den og apportere den. Alt sammen for at få hende til at danne en positiv association til den. Det er en process der godt kan tage lidt tid, men hey, i det her vejr har jeg masser af tid.
I lørdags startede mine hold op igen efter juleferien. Det var super dejligt at komme igang igen og selvom det var bidende koldt var det rigtigt hyggeligt. Min træningsplads ligger ud til åbne marker og det blæser derfor næsten altid og det var MEGET koldt i lørdags. Det var alligevel super sjovt at få lov til at komme igang igen. Morgenen begyndte dog lidt hektisk. Min mand havde min bil, som han skulle skifte bremser på – tak søde mand! Det betød at jeg skulle låne hans. Han havde også husket at efterlade nøglen til bilen, dog ikke den med centrallås i. Han havde bare lige glemt at fortælle mig en enkelt detalje: nemlig at låsen i højre side var gået i stykker og jeg derfor ikke kunne åbne bilen fra den side. Den lille bid information kunne jeg godt have tænkt mig at have haft den morgen. Jeg var inde og ud af huset et par gange for at lede efter en anden nøgle, låseolie osv. indtil jeg i desperation forsøgte med den venstre dør, og vupti så kunne nøglen drejes og jeg kunne komme ind i bilen og komme afsted. Det er nogen gange utroligt hvor dårligt ens hjerne (eller i hvert fald min) fungerer. Det tog 10 min før jeg overvejede at det kunne være den lås der var noget i vejen med! Lidt forsinket kom jeg dog igang med første hold.
Jeg elsker at starte nye hold op og denne gang har jeg en meget klar plan for hvad vi skal nå. Jeg har slået to af mine hold sammen, da jeg havde stor efterspørgsel på konkurrenceholdet. Så nu har jeg et hverdagslydighed/tricks hold og to konkurrencehold. Mit hverdagslydighed/tricks hold bliver lidt en udfordring. Jeg har nogle virkeligt dygtige trickskursister som har hunde der kan alt mellem himmel og jord – så jeg skal have gang i de små grå for at finde på nye og avancerede tricks til dem. Det er så fedt at introducere en øvelse og så næste gang se at den virkeligt er blevet trænet derhjemme. Der er også en del nye kursister på det hold og selvom de har klikkertrænet før, er de jo ikke blevet indoktrineret af mig. Jeg glæder mig meget til at se hvor meget de har fået trænet til næste gang.
Jeg er også begyndt at få prioriteret min egen træning. Lilli (min 2 år gamle labrador) skal i klasse 2 i Sorø d. 13. februar, så må vi se hvordan det går. Sidst vi var til prøve var hun i løbetid og det påvirkede hende alligevel mere end jeg havde forventet. Træningsmæssigt har jeg ikke kunne mærke forskel, men hun var lidt mere ukoncentreret. Så nu håber jeg at hun er på d. 13. og at vi har fået styr på alle øvelserne. Det er mest næseprøven der er problemet i øjeblikket. Ikke at finde den, den del har hun styr på, men at samle den op…. ahhh… den er så lækker at tygge i! Hun kan sidde med den og også bevæge sig meget lidt, men samle den op! Der er helt klart forbedringspotentiale i den øvelse!
Jeg skal også til Rally d. 13. februar med Freja (min 8 år gamle labrador) og hun er så sød at træne med. Hun er på mange områder en meget sværere hund at træne end Lilli. Hun stresser på forventningen om en lækker belønning og hun kan nogle gange blive så opsidset at hun ikke bestiller andet end at prøve at gå mellem mine ben enten for at gå hest eller for at gå zig-zag. Det betyder at det er vigtigt at jeg får belønnet hende tilstrækkeligt meget, så hun ikke bliver for stresset. Men det er dejligt at se hende være på!
