Jeg har ellers forsøgt ikke været specielt nervøs for om Lilli var drægtig. Det vil sige, jeg har forsøgt at tænke på alt muligt andet! Men da jeg kørte ned for at få hende scannet i går, gik det for alvor op for mig, at hun kunne være tom! Jeg kom heldigvis til med det samme. Desværre kunne de ikke få scanneren til at virke lige med det samme, så jeg måtte vente lidt på at få svar. Heldigvis kom scanneren op og køre igen hurtigt og efter ca. 10 sek. blev den første hvalp fundet, jubi!. Jeg åndede dog først endeligt ud, da der var fundet tre fostre. Jeg har ikke lyst til at kun at have een hvalp, når det nu er første gang jeg skal have hvalpe. Dyrlægen endte med at tælle omkring 6-7 hvalpe, så selvom man ikke kan være sikker på antallet, så lyder det som et godt antal :o)
Der var to potentielle hvalpekøbere med nede og se scanningen og en af dem synes det ville være sjovt med et scanningsbilled – så det fik vi :o)
Det er den lille ting inde i den sorte boble, der er en hvalp – og nej, den blev ikke kønsbestemt ;o)
Nu skal jeg så til gøre alting klart inden hvalpene kommer og jeg skal have læst noget mere om fødsler! Det er så det næste jeg kan bekymre mig om, men jeg glæder mig helt vildt til at hun skal føde, hvilket jeg forventer bliver i ugen efter påske! Og se lige, hvordan kan det blive andet end super hvalpe!!
Så er Lilli blevet parret. Nu venter jeg bare spændt på, at der går så lang tid, at en scanning kan vise, at hun er drægtig. Det er super vigtigt, at hun bliver drægtig, da hun havde livmoderbetændelse sidst, hun var i løbetid, så I må meget gerne krydse fingre for, at der er hvalpe! Jeg har “bestilt” mellem 5 og 7 hvalpe, så det håber jeg på, at hun får.
Jeg ved ikke specielt meget om opdræt, men har heldigvis forbindelser til en masse, der har. Da jeg først havde taget beslutningen om, at jeg ville have hvalpe på Lilli, skulle jeg til at finde den rigtige hanhund. Sidste år fandt jeg ud af, at der i de linier, der ligger bag Lilli var EIC. Jeg fik selvfølgelig testet hende og det viste sig, at hun er bærer af EIC. EIC (Exercise-Induced Colapse) er en neurologisk sygdom, hvor overførslen af impulser mellem nerveceller og muskler ikke fungerer korrekt. Hunde der lider af sygdommen kan kollapse under hårdt fysisk arbejde, men det er ikke alle, der gør det. Der er diskussion om, hvorvidt der skal være avlsrestriktioner for labrador med EIC, fordi der endnu ikke er så megen viden om sygdommen. Ifølge de tal jeg har kunnet finde, ser det ud til, at der er en del labrador, der bærer generne. Af de hunde der har generne dobbelt og altså kan udvikle sygdommen, er det ikke dem alle, der får den og ikke alle er lige hårdt ramt. Der mangler med andre ord mere viden om sygdommen. Under alle omstændigheder synes jeg, at man bør anvende forsigtighedsprincippet og et af kravene til en hanhund var, at han var gentestet fri for EIC.
Jeg sendte en mail til Pernille Lillevang, som er den opdrætter, der har linjerne bag Lilli, og spurgte om hun havde nogle forslag til, hvad jeg kunne gå efter. Lillis mor fik konstateret allergi efter fødslen af Lillis kuld og selvom Lilli ikke har symptomer på allergi og linjerne bag også er allergi-fri, ville jeg alligevel gerne være helt sikker på, at der ikke er noget allergi i hanhundens linjer. Pernille var sød at sende mig en liste over de hanhunde, hun syntes var interessante. De var alle EIC-fri og alle var fra linjer uden allergi. Hun foreslog bl.a. Dexter eller Glen Loch Dexter som han hedder. Han er af svensk afstamning og er en formel 1. Jeg er normalt lidt reserveret overfor formel 1 labradors, da jeg har set en del stressede eksemplarer, men jeg tog kontakt til Stig og Mette, som ejer ham (deres hjemmeside er: http://www.maxjan.dk/Velkommen). Lilli er ud af arbejdslinjer og jeg vil gerne have hvalpe, der også kan arbejde, så det var vigtigt at finde en hanhund, som både kunne arbejde og som samtidig var rolig og omgængelig. På papiret er der ingen tvivl om, at Dexter kan arbejde. Stig vandt unghundemesterskabet med ham i 2008 og bruger ham til praktisk jagt, men jeg var interesseret i om han også var rolig og kunne holde hovedet koldt. Efter at have mødt ham “live” var jeg ikke i tvivl om hverken hans arbejdsegenskaber eller hans evne til at holde hovedet koldt. Han er en super lækker hund!
Fordelen ved Dexter er også, at han ikke er så tung. Lilli er en lille labrador og hun vejer kun omkring 25 kg. At sætte en 40 kg hanhund på hende tror jeg ikke vil være klogt. Dexter er noget højere end Lilli, men vejer ikke så forfærdeligt meget mere. Mit gæt er omkring de 30 kg. At hvalpene bliver lidt højere end Lilli vil ikke gøre noget – hun er meget lille :o)
Så nu går jeg bare rundt som en anden hønemor og holder et vågent øje med hende. Jeg træner dog stadig med hende, men jeg er meget nervøs for stresse hende for meget. På grund af livmoderbetændelsen har hun en øget risiko for at resorbere fostrene, så jeg ser hende dybt i øjnene hver aften og fortæller hende, at hun er drægtig. Jeg skal nok give besked, når hun er blevet scannet. Indtil da må I meget gerne være med til at krydse fingre!
Yes yes yes!!! Sidste weekend begyndte jeg endnu et hold på vores ‘Grundkursus i klikkertræning’ og endnu en gang er jeg totalt begejstret :o). Efter en herlig weekend med engagerede kursister, deres skønne hunde og min dygtige assistent, kunne jeg gå træt og meget glad hjem. Jeg er altid glad for at undervise på Hund & Trænings kurser. Det er et stort privilegium at arbejde med fagligt stof, som man selv brænder for og at have kursister, der kommer med høj motivation og lyst til at lære. ‘Grundkursus i klikkertræning’ har som målsætning at give deltagerne en mulighed for at etablere et solidt fundament i deres træning – baseret på vores KLIK koncept og med udgangspunkt i klikkertræningens principper. Kurset er meget praktisk orienteret og al teori bliver forklaret, demonstreret og afprøvet i praksis med egne hunde – og hver eneste træningssession og diskussion fører til nye aha-oplevelser og store smil hos deltagerne. Jeg tror aldrig, at jeg har afholdt et kursusforløb, hvor der er så mange aha-oplevelser på så kort tid. Det er fantastisk at opleve, hvordan den grundige gennemgang og træning af de helt grundlæggende aspekter af samarbejdet og klikkerteknikkerne får den større sammenhæng i systematikken til at falde på plads for hver enkelt deltager. Det kan man kun blive glad i låget af :o)))
Deltagerne på det første ‘grundkursus i klikkertræning’ som blev afholdt i efteråret 2010 Kristine, Betina, Anders, Sara, Vicky og Camilla
Navnet ‘Grundkursus i klikkertræning’ kunne forlede en til at tro, at der er tale om et rent begynderkursus i klikkertræning, men det er ikke tilfældet og af samme grund har vi besluttet at omdøbe kurset til ‘Kursus i motivation og samarbejdsudvikling’. Kurset er ikke bare et begynderkursus – det er et kursus, der giver alle hundetrænere/førere mulighed for at få gransket deres egen træning og samarbejde med deres egne hunde og få et større overblik over, hvordan de kan optimere deres træning fremover.
Kurset har som primært fokus det solide fundament; de vigtige praktiske basiskompetencer fra KLIK konceptet og forståelsen af, hvordan teknikkerne fungerer og kan anvendes i praksis – noget der er helt essentielt for al videre træning og som, ifølge min erfaring, i mange tilfælde ikke er ordentligt etableret i mange samarbejdsrelationer mellem hundeførere og deres firbenede samarbejdspartnere. Mange hundeførere kender til klikkertræning og har i en vis grad implementeret det i deres træning – dog ofte uden at få optimalt udbytte af teknikken, enten fordi de ikke kender til detaljerne eller fordi de ikke har anvendt alle facetter af træningsteknikken. Klikkertræning er uendeligt meget mere end at bruge en klikker som markørsignal. Det er vores erfaring gennem mange års træning og de senere års specifikke fokus på at styrke det helt grundlæggende fundament i træningen, at man med en indsats i forhold til det grundlæggende samarbejde mellem hund og fører og forståelse af detaljerne i anvendelsen af klikkerteknikkerne, kan optimere sin fremtidige træning og spare sig selv og hunden for en masse frustrationer, når man i sin træning løber ind i en masse bump i vejen. Det solide fundament i samarbejdet er helt essentielt og med det på plads er vejen banet for effektiv træning fremover i ens foretrukne hundesport.
Hovedparten af deltagerne på både det første og det andet hold var/er ret rutinerede hundemennesker, der netop har ønsket at styrke fundamentet i deres træning og dermed bedre deres muligheder for effektiv og problemfri træning fremover. Kurset er åbent for både nybegyndere i klikkertræning og mere garvede hundeførere, der ønsker at få bugt med de “huller” der måtte være i fundamentet i deres samarbejdsrelation med hunden eller i deres og/eller hundens forståelse af, hvordan klikkerteknikken fungerer i dens mange facetter.
Vi har netop lagt datoer for det næste hold (start første weekend i september), som vil blive slået op på Hund & Trænings hjemmeside under navnet ‘Kursus i motivation og samarbejdsudvikling’.
Jeg ser frem til forårets (forhåbentligt) snarlige komme og til flere gode dage med mine dejlige kursister på Hund & Trænings forskellige uddannelsesforløb.
Det har været en travl tid med undervisning og skrivning, men i sidste uge hev Karen og jeg to dage ud af kalenderen og tog til Als i Sønderjylland for at besøge Birgitte Lauritzen. Vi besøgte hende og hendes slædehunde første gang sidste år og har nu besluttet, at to gange må være en tradition. Sidste år var der sne og vi kørte i en rigtig slæde. I år var der ingen sne, til gengæld havde Birgitte fået en ny hund og havde fået kørt ham til, så vi kunne blive trukket af 4 meget hurtige hunde. Vildt!
Birgitte har i alt 7 hunde. Alle hendes hunde er nogle, hun har reddet fra mere eller mindre grusomme skæbner. De 6 af dem er slædehunde, en alaskan malamute, en sibirian husky, tre alaskan husky, som er huskier, der er iblandet jagthund eller andet hurtigtløbende hund i, og en eurohound, som er en blanding af flere forskellige jagthunde med et strej af alaskan husky. Den sidste hedder Bob og er det sidste skud på stammen. Han er sort med meget kønne blå øjne.
Da Birgitte hentede ham, var han virkelig bange og der gik flere måneder, før han ville tæt på Birgitte. Det er ca. 1 år siden og selvom han ikke søgte vores opmærksomhed, så var han heller ikke bange for os. Hvis jeg skal være hund i mit næste liv, så vil jeg gerne være hos Birgitte. Hun har en fantaktisk tålmodighed.
Vi ankom mandag eftermiddag, med tid til at køre en tur i skoven. I år var der ingen sne og vi skulle derfor sidde på en vogn denne gang. Fra sidste år vidste jeg, at der er mest fart på i begyndelsen, så jeg meldte mig selvfølgelig til den første tur. Jeg kan godt lide fart og det må også gerne være lidt vildt :o) Vognen er meget anderledes at sidde på end slæden. Tyngdepunktet ligger højere og det var lidt nervepirrende at sætte afsted, specielt fordi jeg ikke helt havde styr på, hvor jeg kunne holde fast med hænderne. Hundene kan trække vognen med ca. 25 – 30 km/timen, så det går stærkt, når man sidder i vognen. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at al den fart har en bagside. Alt det skidt hundenes poter river op havner i hovedet på den, der sidder på vognen. Det var ikke engang fordi det var specielt vådt, men lidt beskidt blev man. Men det var super sjovt og træerne flyver forbi.
Efter vi alle havde fået en tur i vognen, var det blevet mørkt og vi kørte hjem til Birgitte, som havde lavet en super lækker suppe til os. Og så stod den ellers på lækker mad og hundesnak resten af aftenen – og en del af natten.
Efter morgenmaden næste morgen tog vi afsted til skoven igen. I stedet for “bare” at sidde på vognen havde Birgitte sagt, at vi måtte få lov til at prøve at styre vognen og hundene hvis vi havde lyst – ja tak! Som med så meget anden træning, er “tørtræning” en god ide, så vi begyndte med at skubbe vognen op af en lille bakke og så køre ned af den uden hunde for at få en ide om, hvordan man bremser og styrer.Det er meget vigtigt, at man kan finde ud af at bremse, så man ikke kommer til at køre op i en hund. Da Birgitte passer godt på sine hunde, fik vi “kun” lov til at køre på de flade og opadgående strækninger, hvor det er lettere at styre. Første tur ned af bakke uden hunde, kørte vi alene og anden gang sad Birgitte på vognen.
Efter at have gennemført tørtræningen til Birgittes tilfredshed, blev hundene spændt for. Birgitte tog første tur selv for lige at rase hundene af og lige få føling med dem. Ingen af hundene har prøvet at have en fremmed til at styre, så jeg tror også, at Birgitte var lidt nervøs. Efter hun havde kørt en lille tur, var det min tur. Det kan godt være, at det ser let ud, men man skal holde øje med vejen forude. for at se om der kommer trafik, man skal tage hensyn til. Så skal man holde øje med de bagerste hund for at sikre, at skaglerne altid er stramme. Er de ikke det, skal man bremse vognen, så hundene hele tiden har fornemmelsen af at trække. Og endelig, så kan der jo også komme et dådyr løbende over vejen… Det skete heldigvis ikke, mens jeg styrede! Men det skete på min første tur og der var jeg meget glad for, at Birgittes hunde er så veltrænede, at hun kunne styre dem. Men hold op hvor var det sjovt! Da min tur var færdig, havde jeg samme fornemmelse, som når jeg har været i rutsjebanen på bakken – en gang til!!
Efter at alle havde fået en tur, enten som passager eller som vognfører, var festen forbi. Efter en hurtig frokost måtte vi vende næsen mod Sjælland. Men jeg glæder mig allerede til næste år, for så skal vi afsted igen!!
På hjemmefronten er Lilli gået i løbetid. Hun fik en livmoderbetændelse, sidst hun var i løbetid. Heldigvis opdagede jeg det i tide og det kunne klares med hormonindsprøjtninger. Men har en tæve haft livmoderbetændelse og man vælger ikke at sterilisere, så skal hun parres i næste løbetid for at undgå, at det kommer igen. Jeg har hele tiden gerne villet have hvalpe på hende og havde allerede planlagt, at det skulle være dette forår, så den del var jeg helt indforstået med. Efter den hormonbehandling kan man ikke vide, hvornår hun går i løbetid og normalt ville hun først gå i løbetid i slutningen af marts, men hun gik altså i løbetid i lørdags. I løbet af efteråret fik jeg Lilli gjort klar med blodprøver, udstilling og øjenlysning og jeg fik fundet en hanhund.
Hanhunden fik jeg hjælp til at finde. Den opdrætter der har de linier der ligger bag Lilli var så sød at hjælpe mig med at finde en egnet hanhund. Han hedder Dexter og han er en 4 år gammel svensk hanhund, dog bosiddende i Danmark. Nu har jeg så fået taget den første progestronmåling på Lilli og som det ser ud nu, skal hun parres midt eller sidst i næste uge – jeg glæder mig. Så hvis alt går vel, får vi hvalpe i huset i slutningen af april – men jeg skal nok holde jer informeret :o)
