Så er det hvalpetid igen for mig. Jeg glæder mig (og har gjort det et stykke tid). Det er fire år siden, jeg sidst havde hvalpe, og jeg glæder mig til at have små hvalpe i huset igen.
Hanhunden, der skal være far til kuldet, er en hund, jeg har haft kig på i et par år. Han hedder Berry og er en velafbalanceret, rolig, men meget arbejdsvillig formel 1 hanhund! Han har lige debuteret i DKK’s eliteklasse og gør sig også inden for jagt. Så er han selvfølgelig sund og rask og ser godt ud! Det er ikke helt tilfældigt, jeg lister hans fortrin i den rækkefølge. For mig (og jeg håber også det gælder en masse andre, der opdrætter hunde) er temperamentet det vigtigste. En hund kan være lige så smuk og have vundet alt muligt, men hvis ikke temperamentet er i orden, kan det være lige meget. Det samme gælder selvfølgelig, hvis den ikke er sund og rask! Nu er Abby heller ikke så stor en hund (ca. 49 cm og knapt 24 kg), så rent størrelsesmæssigt skulle jeg også finde en hanhund, der ikke var alt for stor.
Jeg synes, det er fantastisk at have hvalpe, men overvejer det alligevel en del, hver gang jeg skal til det. Det første spørgsmål er altid, om min tæve er god nok til at lave et kuld hvalpe. Jeg hørte en gang en sige, at man kun skal lave hvalpe, hvis man føler, at ens hund kan bidrage med noget godt til racen. Jeg synes faktisk, at det er en super god overvejelse at have. Har min hund det rette temperament? Er den sund og rask? Man skal overveje, om der er noget omkring ens hund, der gør, at dens gener egner sig til at blive give videre i avlen. Hunde, der er frygtsomme, er i min verden diskvalificerede som avlshunde – og det uanset årsagen til, at de er bange. Det skyldes den mængde data, der tyder på, at frygt har en stor genetisk komponent. Man kan ret nemt selektere for frygtsomhed. Han man en hund, der er bange for f.eks. fyrværkeri, så har den hund formodentlig også større sandsynlighed for at give de frygtsomme gener videre. Og der er ingen grund til at give andre mennesker flere problemer med deres hund end højst nødvendigt. Det er også derfor, det er så vigtigt, at man som opdrætter gør rigtigt mange ting for at forberede hvalpene så godt som muligt til deres nye liv (mere om det senere – jeg kommer af sporet). Den hund man vælger at avle på skal selvfølgelig også være sund og rask. Ingen hunde er perfekte, så det handler om at se på de kvaliteter, ens hund har og så finde en hund, der komplementerer de sider.
Abby er en rimelig aktiv hund, følsom (på den fede måde) og den største kælegris nord for Alperne. Hun kører højt, når hun arbejder (specielt som unghund, var det noget, jeg skulle være meget opmærksom på), men er helt rolig hjemme og kan sagtens klare stille dage hjemme uden at begynde at kravle på væggene. Hun er den første af mine hunde, der i den grad opfatter min ros som en stor belønning, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet. Det gør bare træning og konkurrencer lettere, fordi jeg altid kan belønne hende. På grund af hendes størrelse, var en formel 1 han min eneste overvejelse. En gammeldags labrador på 40 kg ville være synd for hende. Mest i forhold til parringen, men jeg vil også gerne have nogle virkelig gode arbejdshunde ud af kuldet.
Berry er en utrolig velafbalanceret hanhund. Han kan med andre hunde og er ikke overdrevent interesseret i tæver. Jeg trænede sammen med Susanne, Berrys ejer, nogle uger efter parring, og Berry kunne sagtens arbejde, selvom Abby var der, og vi kunne også have dem løs sammen, uden at han var påtrængende. En meget tændt hanhund kunne måske give lidt for meget energi. Selvom vi gerne vil have energi, når vi f.eks. træner, er det ikke det samme som, at vi har lyst til at leve med det energiniveau i hverdagen. Berry er tændt – men ikke overtændt – når han arbejder og rolig og imødekommende, når han ikke er på.
Abby er sat til at skulle føde omkring d. 16. juli, og der er formodentligt 6-7 hvalpe. Ikke alle hvalpe er afsat endnu, så er du interesseret i en arbejdslabrador, eller kender andre, der er, så kontakt mig gerne (karen@hundogtraening.dk).
Når vi taler om træning, har vi som regel fokus på planlægning, kriteriesætning og timing af markørsignalet. Efter markørsignalet følger belønningen, men hvad er egentlig en god belønning?
Mit umiddelbare svar er, ”det kommer an på….” Selvfølgelig er en god belønning noget, hunden godt kan lide, men det er ikke tilstrækkeligt i min optik til at definere, hvad der udgør en god belønning i den enkelte træningssituation. Vi kan blandt andet se på kvalitet, kvantitet og intensitet.
Kvalitet kan vi definere som, hvor godt hunden kan lide belønningen. Kvantitet handler om, hvor meget der er af belønningen. Og intensitet handler om, hvordan belønningen bliver leveret.
Det er en fordel at kunne arbejde med forskellige kvaliteter af belønning. Hvis vi altid bruger det bedste, vil det hurtigt blive hverdag og mindre attraktivt for hunden. Hvis vi andre fik lækker lagkage hver dag, ville det også hurtigt holde op med at være så attraktivt. Ved at vænne hunden til, at der er forskel på de belønninger, vi anvender, får vi en højere motivation, da uforudsigelighed netop højner hundens forventning om belønningen. Det kan f.eks. være, at vi vil belønne ekstra godt, hvis hunden har udført en svær opgave, eller når der er et gennembrud i træningen, mens vi anvender en mere jævn kvalitet til vedligehold eller i en serie af gentagelser af en respons, der kører glat.
Ligesom med kvaliteten, kan vi variere kvantiteten af belønningen. I nogle tilfælde giver vi en enkelt godbid eller en kort trækkeleg. I andre tilfælde giver vi hunden en masse godbidder hurtigt efter hinanden eller en lang trækkeleg. Igen afhænger det af, hvad vi vil fremme i den øvelse, vi arbejder med i den aktuelle situation.
Intensitet i belønningen er ofte associeret med brug af legetøjsbelønninger, hvor hunden kommer op i gear med trækkeleg eller andre former for legetøjsbelønning. Betyder det så, at hvis man har en hund, der ikke er vild med legetøj og trækkeleg, at man ikke kan belønne med høj intensitet? Det mener jeg ikke. I min optik, kan godbidder i høj grad også anvendes til at højne intensitetsniveauet i belønningen. Det kan f.eks. gøres ved jagtleg med godbidder eller ved, at fører og hund løber sammen hen til en beholder med godbidder, der efterfølgende leveres under stor festivas.
Hvad og hvordan vi vælger et belønne afhænger i høj grad af, hvad det er i træningen, vi ønsker at fremme. Har vi fokus på at styrke ro og koncentration eller en præcis position, så giver det ofte mening at belønne stilfærdigt og i positionen. Har vi i stedet fokus på fart eller intensitet i hundens adfærd eller en bestemt bevægelse, giver det ofte mening at belønne med højere intensitet. Om opgaven er let eller svær, kan også være afgørende for, hvor høj kvalitet og kvantitet vi vælger at bruge i den enkelte situation.
Jeg synes, at vi får optimal effekt af belønningerne i træningen, hvis vi graduerer og tilpasser dem til den enkelte øvelse og den enkelte repetition af øvelsen. Måden vi belønner på kan sagtens ændre sig hen over indlæringsforløbet af en given øvelse. Det kunne f.eks. handle om, at vi i indlæringen af skift mellem to positioner i første omgang har fokus på at belønne stille og i position. Når adfærden er indlært og kan udføres på afstand af føreren, belønner vi i stedet med højere intensitet og ude af position, så hunden får lov til at bryde positionen og f.eks. løbe bagud efter en kastet belønning. Hvis vi ikke varierer den måde vi belønner på mht. kvalitet, kvantitet og intensitet, kommer vi let til at blive kedelige foderautomater, der med mellemrum spytter en godbid ud. Det bliver til det, jeg med et populært udtryk kalder for havregrød – en ensartet og almindeligt kedelig grå masse.
Ud over fokus på kvalitet, kvantitet og intensitet, synes jeg, at nærvær er et helt afgørende forhold for værdien af de belønninger, vi anvender i træningen. Vi har en tæt social relation til vores hunde, og socialt nærvær og anerkendelse er potente størrelser, der kan styrke værdien af vores andre belønninger. Vi forventer fokus, koncentration og nærvær af vores hunde, og det mindste vi kan gøre for dem er at give det samme tilbage. Jeg plejer at sige, at vi skal kunne mærke det i hjertet (eller hvor følelsen nu sidder), når vi belønner vores hunde. Hvis vi er oprigtigt glade og kan føle det selv, når vi belønner hunden, vil belønningen automatisk få en højere værdi for hunden.
Det følelsesmæssige engagement har for mig en stor værdi i træningen, og jeg elsker den følelse af glæde, der følger med, når jeg markerer for korrekt adfærd og efterfølgende belønner min hund, uanset om det er en stille ros sammen med en godbid eller to, eller om det er en vild og intens trækkeleg eller godbidsjagt sammen med hujen og jubel. Vi plejer at sige, at træningen ikke er mere effektiv end den planlægning og systematik, vi lægger i processen. Det samme gælder i høj grad for den måde, vi anvender belønninger på.
Hos Hund & Træning gør vi meget ud af efteruddanne os løbende, og i løbet af det sidste halve år har jeg bl.a. været på Clicker Expo, taget et onlinekursus med Karolina Westlund, hørt hende i virkeligheden og været på kursus med fransk-canadiske Simon Gadbois. Selvom det har været meget forskellige kurser, er der alligevel en rød tråd, der har været gennemgående, som jeg synes giver stof til eftertanke.
Ken Ramirez fra Clicker Expo.
Vi mennesker er meget hurtige til at skelne mellem ”dem” og ”os”. Vi gør det i politik og religion, men faktisk også når vi snakker hundetræning. Ken Ramirez havde en fantastisk åbningstale på Clicker Expo i oktober sidste år. Han havde en opfordring til alle ”os”, der klikkertræner. Hvad med at vi åbnede os mod alle ”dem”, der ikke klikkkertræner. Vi (dvs. ”os” der klikkertræner) har styr på at træne vores hunde ved at belønne dem for ønsket adfærd. Er vi gode til det, sørger vi også for at sætte vores hund op til succes, så vi har noget, vi kan belønne. Alligevel er det som om, vi glemmer det i vores kontakt med andre mennesker. Susan Friedman, som jeg var på kursus med sidste år, sagde det så fint: ”vi er ”dem” – eller det var vi, indtil vi vidste mere”.
Simon Gadbois.
Simon Gadbois, som bl.a. arbejder med hundeadfærd, neuroscience og hundens lugtesans, har mærket det med ”os” og ”dem” på egen krop, og hans seminar bar præg af det. Selv inden for dem der klikkertræner, er der et ”os” og ”dem” – ”os” der gør det rigtigt, og ”dem” der ikke gør, som vi gør. Simon Gadbois træner bl.a. hunde til forskellige snuse-opgaver, fra at diskriminere mellem normalt niveau af blodsukker og for lavt niveau af blodsukker hos børn til at finde en bestemt type slange i naturen. Han træner dels andres hunde, dels sine egne. Han har med andre ord styr på det med at træne hunde. Han har gjort noget helt anderledes end det, som ”vi” plejer at gøre. Han betinger klikkeren med lækre godbidder – virkeligt effektivt – og så bruger han klikkeren UDEN godbidder for altid! Og det virker. Simon Gadbois fortæller, at han har gjort det på nogle af sine egne hunde. Det har alle været arbejdshunde, og han siger ikke, at det er en bedre måde at gøre det på end den traditionelle – bare at det kan lade sig gøre. Og jeg skal love for, at han har fået lov til at høre for det. Hans seminar bar bræg af, at han er blevet verbalt overfaldet igen og igen af ”dem”, der klikkertræner rigtigt. Der er videnskabeligt belæg for, at klikkeren kan virke, uden at den efterfølges af en godbid – læg venligst mærke til, at jeg skriver godbid og ikke forstærker. For at få mere af en adfærd, kræver det, at der er en forstærker til stede, sådan er positiv forstærkning defineret. Hvad får så Gadbois’ hunde til at arbejde? Det gør SEEKING systemet – jeg kommer tilbage i en anden blog til dette system. I denne sammenhæng er det nok at fortælle, at dopamin (signalstof i hjernen) er hovedrolleindehaver i dette system. Det at forvente noget udløser dopamin, og det er denne frigivelse af dopamin, der hjælper til, at vi kan lære noget. Klikket udløser dopamin i sig selv. For hunde hvor det at arbejde ikke er en belønning i sig selv, er det ikke sikkert, at det at klikke tomt vil kunne virke, fordi der ikke vil være en forstærker til stede, når der ikke er godbidder (eller legetøj) til stede. Men for hunde, hvor det at arbejde ER forstærkende i sig selv, ser det ud til at kunne lade sig gøre – i hvert fald for Simon Gadbois (som i øvrigt aktivt siger, at han kun har prøvet det på arbejdshunde).
Slide fra Karolina Westlund seminar om SEEKING.
Bare for en god ordens skyld – betyder det så, at vi skal lade være med at belønne efter hvert klik? Nej! Vi forstærker, hver gang vi klikker. Den systematik vi bruger, når vi træner hund, danner de rammer/regler, hunden bruger til at navigere i vores verden. Laver vi om på dem, risikerer vi at forvirre hunden mere end hvad godt er. Er du ny i træningsverdenen, eller ikke vant til at bruge klikkertræning, så er der en del teknik, der skal være på plads, bl.a. evnen til at observere små adfærdsændringer hos hunden, så du sikrer dig, at motivationen for at arbejde ikke falder. Det er lettere at holde motivationen oppe hos en hund, når du bruger en meget håndgribelig forstærker som godbidder eller legetøj. OG så skal din hund opfatte arbejdet som belønnende i sig selv. Simon Gadbois træner mest søgeopgaver med sine hunde – noget som er en del af hundens jagtsekvens og derfor fra naturens side formodentligt er disponeret til at stimulere hundes SEEKING system.
Slide fra Chiraq Patel foredrag fra Clicker Expo.
Tilbage til emnet. Simon Gabois bliver ”angrebet” af mennesker, som bruger positive metoder til at ændre adfærd hos hunde … jeg lader dig lige tygge på den et øjeblik! Vi taler om mennesker, der lever af at kunne ændre adfærd hos hunde via positive metoder … og alligevel kan ”de” ikke gøre det med andre mennesker, som de er uenige med. Jeg er selv en ”de” – forstået på den måde, at min første reaktion overfor Simon Gadbois var ”det kan man da ikke?!”. Jeg tror, vi alle laver ”os” og ”dem” hele tiden – det der er min pointe er: kan vi være mere opmærksomme, når vi gør det? Og kan vi forsøge at have et åbent sind omkring, at andre mennesker har andre tilgange til det at træne hund? Det gør ikke nogen til dårligere mennesker, og hvis vi vil ændre andres adfærd – menneskers så vel som hundes – så bør vi gøre det med positive metoder, åbne arme og et lyttende sind.
