Jeg har haft mange hvalpe i årenes løb. Som regel er tilvænningen til at køre bil gået glat, og det eneste der har været brug for til at få ro på en pibende hvalp var nogle korte køreture og selskab af en voksen hund i et bur i bilen. Med min nye hvalp, Joey, har det imidlertid været anderledes. Jeg har været så privilegeret, at jeg bor ganske tæt på Joeys opdrætter. Derfor fik jeg i den sidste uge lov til at have ham på nogle små hjemmebesøg før den endelige flytning. Det har givet en super mulighed for at vænne ham til mit hjem og mine tre beagler, hvilket alt sammen er gået helt fantastisk. Men køreturene var Joey ikke glad for. De allerførste køreture var meget korte, fra opdrætter og hjem til mig og retur igen et par timer senere. Her hylede Joey højlydt, men pga. den korte afstand var det hurtigt overstået, og jeg tænkte ikke på det tidspunkt over, at det skulle blive et problem. Opdrætteren har haft hvalpene ude at køre flere gange uden specielt meget hyleri. 
Kort tid efter jeg havde fået Joey hjem, skulle jeg på flere længere køreture i forbindelse med noget undervisning. Her opdagede jeg omfanget af Joeys ubehag ved at køre bil. Han hylede og skreg næsten uophørligt, selvom hver tur tog over en time. De fleste hvalpe hyler kortvarigt og falder så til ro. Sådan gik det desværre ikke med Joey. Jeg prøvede flere løsningsmodeller; i bur bag i bilen med meget begrænset udsyn og en voksen hund i buret ved siden af, i bur på forsædet ved siden af mig med buret delvist tildækket (kunne ikke dække det helt til, da det så blokerede mit udsyn til sidespejlet). Jeg fravalgte at sætte ham i bur med en voksen hund på dette tidspunkt, da mine egne hunde endnu ikke havde vænnet sig helt til ham og kunne blive stressede af at være spærret inde i et bur med en hylende hundehvalp. Buret blev sprayet med Adaptil hver gang, Joey fik Bachs Rescue Remedy, ingefær og et par gange et Lifewave Aeon (antistress) plaster på halsbåndet. Alle disse tiltag hjalp kun marginalt på selve kørslen, og Joey var fortsat meget stresset, hver gang vi kørte i bilen. Han hverken savlede eller kastede op på noget tidspunkt, men han hylede og skreg og hyperventilerede, hver gang bilen var i bevægelse. Jeg havde hurtigt vænnet ham til at sove i bur om natten´, og i disse situationer var han helt tryg og veltilpas, så det var ikke det at være i bur, der var problemet. 
Hjemme igen efter endt undervisning var jeg ikke i tvivl om, at der skulle gøres noget for at afhjælpe Joeys ubehag ved at køre bil. Vi kender alle til tanken om trinvis tilvænning til at køre bil for køresyge hundehvalpe, men jeg havde en følelse af, at det ikke var den løsning, der skulle til. Jeg prøvede på dette tidspunkt at køre nogle små korte ture, hvor Joey sad i bur sammen med min søde gamle Socks. Det gik lidt bedre, men det var stadig ikke godt. Jeg besluttede at få Joey tjekket af en veterinær kiropraktor, da hunde med køresyge kan have en låsning i de øverste hvirvler i halsen, som bl.a. kan opstå, hvis hvalpen er blevet trykket under fødslen. Ni uger gammel blev Joey tjekket af dyrlæge og kiropraktor Thomas Ingvorsen fra Højelse Smådyrsklinik. Behandlingen var stille og rolig, og Joey var helt veltilpas, mens det stod på. Thomas fandt en låsning i nakken på Joey og fik rettet den. Turen hjem foregik uden et eneste pip fra kassen bag i bilen, hvor Joey lå sammen med Socks. Jeg tror, at han sov hele vejen hjem. 
Det er knapt tre uger siden, at Joey fik kiropraktorbehandling, og han kører nu bil helt uden problemer. Han sidder fortsat i bur sammen med en voksen hund på de fleste ture, men vi har også været på nogle små udflugter, hvor jeg har haft ham med alene. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg fortsat skulle bruge Adaptil og Bachs Rescue Remedy i bilen, men det har ikke været nødvendigt. Joey er tryg og veltilpas i bilen og giver kun lyd, hvis han trænger til at komme ud for at tisse på en længere tur. Denne lille historie er en god reminder om, at det er vigtigt altid at tjekke, om der er en (medvirkende) fysisk årsag, når der er problemer med hundens adfærd.
