Der er ingen tvivl om, at Nose Work er det nye sort indenfor hundesport. Sporten, der opstod i USA for godt ti år siden, har spredt sig som løbeild i Danmark i den seneste tid. Nose Work tager afsæt i specialsøg, hvor hunden lærer at søge efter bestemte dufte og påvise fund. I stedet for narko og sprængstof lærer vi Nose Work-hunden at søge efter lavendel, eukalyptus og anis – og de elsker det 🙂
Næsearbejde har altid været noget, der ligger lige til højrebenet for vores hunde, og mange hundeejere har trænet deres hunde i spor, feltsøg og diskriminationstræning. Efter at Nose Work har gjort sit indtog, er der endnu flere hunde og ejere, der har fornøjelse af næsearbejdet, som jo er en sjov og sund måde at stimulere vores firbenede venner på.
Ud over at være en fantastisk hyggelig aktivitet med vores bedste ven, har Nose Work den fordel, at alle, absolut alle – både hunde og mennesker, kan være med. Der findes flere måder at lære hunden at søge efter duftene, så der er noget for enhver – både for familiehunde uden den store træningserfaring og for hunde med masser af erfaring i forskellige former for hundesport. Store, små, unge og gamle hunde kan have glæde af Nose Work – og det samme gælder for deres mennesker. Nose Work kan trænes næsten alle steder og på lige det niveau, der passer til den enkelte hund og ejer. Og når hund og fører har lært de grundlæggende principper, kan det anvendes som en dejlig aktivitet i hverdagen, hvor både hund og ejer hygger sig. På den måde får hunden super stimulation, og relationen mellem hund og ejer styrkes, når vi laver noget rart sammen.
Nose Work er også en konkurrencesport for dem, der har lyst til at afprøve hundens evne til at finde duften(e) på nye steder og indenfor de formelle rammer, der er ved en konkurrence. Dansk Kennel Klub har netop uddannet det første hold dommere, og de første konkurrencer er løbet af stablen i denne sommer. Der er ingen tvivl om, at sporten kommer til at brede sig og få en stor og bred tilslutning af mange slags hunde og deres ejere.
Hund & Træning startede i foråret 2017 en Nose Work instruktøruddannelse. Hold 2, der er fuldtegnet, starter midt i august på Sjælland. Hold 3 starter i november i Horsens, og her er der stadig ledige pladser. Brænder du for træning og samarbejde med din hund og for næsearbejde, så har du her muligheden for at selv at lære mere om denne nye spændende hundesport og efterfølgende at tilbyde kurser til nogen af de mange hundeejere, der har opdaget, hvor skøn en aktivitet Nose Work er for både hund og ejer.
Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du kontakte Karen Strandbygaard Ulrich på tlf. 23 65 93 22 eller ku@hundogtraening.dk.
Nu er mine hvalpe blevet 4 ½ uger gamle, og socialiseringsperioden er kommet godt i gang. Mine hvalpe fik øjne omkring 11.-13. dagen og hørelse omkring dag 21. Men i de første 2 uger sker der ikke ret meget. Hvalpene sover, spiser og skider …, og det er cirka det. Måler man hvalpes EEG, som er et udtryk for hjernens aktivitet, så kan man indtil hvalpene får øjne, ikke se den store forskel på vågen og sovende tilstand. Kan man så som opdrætter alligevel gøre noget de første par uger i hvalpenes liv, som kan gavne dem både fysisk og mentalt? Ja, er det korte svar.
Hvalpe bliver født blinde og døve. Deres vigtigste sanser er lugte-, føle- og smagssansen. Deres indlæringsevne er ikke kun begrænset af deres manglende sanser, nervefibrene i hjernen mangler også det isolerende lag (myalin), der er nødvendigt for at sende hurtige forbindelser. Til de af jer, der kan huske en gammel modemforbindelse, så kan I forestille jer, hvor langsomt det går. Det er ikke, at der ikke er forbindelse, det tager bare noget længere tid at få signalet igennem. Det meste af den viden, der er om tidlig stimulation, har vi fra rotter, men der findes også forsøg lavet med hunde. I 1966 undersøgte Fox og Stelzner hvalpe fra fødsel, til de var 5 uger gamle. Hvalpene blev udsat for forskellige sanseindtryk som kulde, lys, lyd og vestibulær stimulation (hvalpene blev rokket på et vippebræt). Resultaterne indikerer, at hvalpe der var blevet håndteret, klarede sig bedre i problemløsningsopgaver end de ikke-håndterede hvalpe og havde et bedre stressrespons (hurtigt og kraftigt i stedet for langsomt og længerevarende).
Nogle af disse forsøg inspirerede det amerikanske militær til at udvikle The Biosensor Program. Det blev også kaldt Superdog Program. Jeg vil lige understrege – der ligger rigtig meget data på, at tidlig håndtering er gavnligt, men der er ikke publicerede undersøgelser, der viser effekten af The Biosensor Program! Jeg har alligevel valgt at bruge det på de tre kuld, jeg har haft. Når jeg ved, at tidlig håndtering er vigtigt, tænker jeg, at det program er ligeså godt at følge som alt muligt andet.
I sin enkelhed går programmet ud på at lave 5 øvelser med hvalpene, fra de er 3 dage, til de er 16 dage gamle. Det er Dr. Carmen Battaglia, der står bag biosensor programmet, og ifølge ham, sker der en del neurologisk udvikling i denne periode. Ved at udføre de 5 øvelser, stimulerer man denne neurologiske udvikling, og det skulle i sidste ende have en gavnlig effekt på den voksne hund. Blans hjerte-kar system, give hunden et bedre stressrespons og gøre den mere mod
standsdygtig overfor sygdomme. Derudover mener Dr. Battaglia, at de stimulerede hvalpe er mere aktive og undersøgende. Nogle af disse effekter har man set som effekt af tidlig stimulering i andre undersøgelser, hvor stimuleringen var anderledes.
De 5 øvelser skal udføres én gang om dagen i 3-5 sekunder pr. øvelse:
Taktil stimulation – en vatpind føres mellem hvalpens tæer
Hvalpens holdes med hovedet opad
Hvalpens holdes med hovedet nedad
Hvalpen lægges på ryggen
Hvalpen lægges på en kold klud
Videoen viser udførelsen af The Biosensor Program på det kuld jeg har nu, første og sidste gang jeg udførte det. Jeg sprang en dag over, fordi hvalpene var syge, så derfor var sidste gang da hvalpene var 17 dage gamle
I naturvidenskabens navn, burde jeg måske kun udføre øvelserne på halvdelen af hvalpene i de kuld, jeg har haft – men det nænner jeg simpelthen ikke. Jeg kunne selvfølgelig sammenligne to forskellige typer af tidlig stimulering, men tænk hvis The Biosensor Program er det bedste. Jeg vil gerne give mine hvalpe den allerbedste start i livet. Tidlig stimulation i form af The Biosensor Program er et af mine tiltag. Fra hvalpene er 3 uger, er det socialisering og miljøtræning, jeg har fokus på, og fra hvalpene er ca. 4½-5 uger (som de er lige om lidt), begynder jeg også at klikkertræne dem. Mere om det i en senere blog 😊.
Jeg ved ikke, om det skyldes genetik, socialisering og miljøtræning eller tidlig stimulering, men de kuld jeg har haft indtil videre ser ud til at have meget fornuftige temperamenter – meget af det skyldes jo i høj grad de mennesker, som har dem og har præget dem, fra de var 8 uger gamle, men måske har The Biosensor Program også haft en gavnlig indflydelse.
Er du interesseret i at høre mere om The Biosensor Program eller om det hvalpekuld, jeg har nu, er du altid velkommen til at maile eller ringe til mig: karen@hundogtraening.dk eller 40972686.
Overskriften lyder lidt vild, men det er, hvad mine tanker har kredset om de sidste døgn. Mine søde små hvalpe har alle været syge – de er alle ok nu – men det fik mig til at tænke på det med liv og død.
Det begyndte med, at Abby fik dårlig mave. Det er helt normalt, at tæver får dårlig mave, når de har født, fordi de spiser moderkagerne. Abby havde fået normal mave igen, men så fik hun diarre. Da antibiotika går i mælken, forsøgte vi (dvs. både min egen dyrlæge, Louise, og Nina Diers, som er min fertilitetsdyrlæge) et par døgn med skånekost og kosttilskud, men hun fik det desværre ikke bedre. Torsdag morgen så jeg så, at min lille sorte han havde tabt 100 g på et døgn. Afsted med mig til Ølby dyreklinik og Nina. Abby fik en super cocktail med ”alt godt fra havet”, og min lille sorte han fik et skud antibiotika i nakken. Han var stadig frisk, så jeg var ikke super bekymret. Han holdt dog op med at ville die i løbet af eftermiddagen.
Det er så her mine tanker om liv og død kommer ind. Jeg har med begge Lillis kuld måttet give supplement til en hvalp eller to for at få dem til at overleve. Ved begge kuld har det skyldtes, at hvalpene har været født meget små. Jeg har læst eller hørt et sted, det her med hvorvidt man bør lade alle hvalpe i et kuld overleve, specielt dem der på en eller anden måde er svage. I forhold til racen, ville det så være bedre at sortere de svageste hvalpe fra? Hvis kun de stærkeste og sundeste hvalpe overlever, ville det så ikke gøre racen bedre? Jeg kan godt forstå augmentationen og er i teorien også enig et godt stykke hen ad vejen – i hvert fald så langt, at jeg mener, at man skal tænke sig godt om, før man får et kuld hvalpe – men jeg kan ikke gøre det i den virkelige verden. Jeg kan ikke under nogen omstændigheder ikke gøre alt, hvad jeg kan, for at redde en hvalp! Men spørgsmålet poppede op i mit hoved igen, da min lille sorte han blev syg. Bør man hjælpe svage hvalpe til at overleve? Nu havde min lille hvalp fået en infektion, men nogle af mine andre hvalpe har været små, og selvom de alle har udvist vilje til at leve, har tanken alligevel spøgt – bør jeg hjælpe? I den virkelige verden vil jeg altid svare ”ja”, jeg kan ikke andet.
For at vende tilbage til mit nuværende kuld hvalpe. Min lille sorte han fik erstatning i løbet af natten og en sprøjte mere dagen efter. Resten af kuldet var så blevet smittet, hvilket jeg opdagede, da jeg vejede hvalpene om eftermiddagen. De havde alle tabt sig 30-40 g. Afsted igen til Ølby – der er ingen, der siger, at man ikke må tage til dyrlægen to gange på samme dag. Nu er hele kuldet blevet behandlet, og efter et par nætter, hvor jeg har været oppe ca. hver anden time for at give dem lidt erstatning som supplement, er de alle i bedring og tager på igen.
Så var det i dag, at Abby fik sine hvalpe. Seks stk. i alt, fordelt på fire tæver og to hanhunde. Fødslen gik i gang på et eller andet tidspunkt i går morges. Jeg havde fået Abby scannet i mandags på Ølby Dyreklinik, så jeg vidste, at hun formodentligt ville føde i fredag og hendes temperatur var da også faldet torsdag aften. Fredag morgen var hun begyndt at puste og ryste lidt. Jeg havde allerede allieret mig med min dyrlæge, Louise Frost-Christensen, som også er min kusine. Hun har været med de to gange Lilli har haft hvalpe – og det er så befriende at have en dyrlæge sovende på sofaen, når man enten får hvalpe eller ens hund er syg af anden årsag. Jeg kunne godt unde alle andre at have en kusine som min J Louise skulle selvfølgelig arbejde fredag og en af mine søde kursister, som er opdrætter og fødselshjælper havde tilbudt også at ville hjælpe – og man skal passe på hvad man tilbyder mig. Jeg skrev til Katrine Bøg allerede torsdag aften og tilfældet ville, at hun havde fri fredag. Katrine smider hvad hun har i hænderne, pakker en fødselspakke, i tilfælde af jeg ikke har det hele, og kører ud til mig fredag morgen. Det var fantastisk!
Opblogningsfasen, som i flg. mine kilder, kan vare fra 6 timer til 20 timer tog dog lige lidt længere tid. Katrine og jeg hyggede os det meste af fredagen. Min kusine støtte sig til os om aftenen. Abby halsede og rystede stadig, med lidt pauser ind i mellem. Abby var heldigvis god til at hvile sig i pauserne. Vi spiste aftensmad, drak lidt the og så lagde Katrine sig på den ene sofa, Louise på den anden og jeg lagde mig ind i fødekassen til Abby. Lad mig lige slå fast – jeg foretrækker klart en seng fremfor et hårdt gulv – også selvom det er dækket af tæpper. Sove det gjorde jeg ikke så meget og jeg tror heller ikke hverken Katrine eller Louise har sovet gå godt. Abby ville sidst på natten meget gerne ud i haven. Belært af Lilli som fødte en del af sit første kuld hvalpe i haven, var jeg hver gang udstyret med lommelygte og håndklæde. Heldigvis var det ikke det Abby havde gang i. Hun skulle bare grave, løbe rundt om buskene, tisse og bare være urolig.
Omkring kl. 4.30 undersøger Louise Abby og kan fortælle, at hun ikke er særligt udvidet, men hun må have sat gang i noget, for kl. 5.13 (I kan godt se, at jeg har helt styr på tiderne J) går vandet fra den første hvalp og en fin tæve bliver født kl. 6.20. Jeg hjælper med at fjerne hinderne omkring hvalpen, men allerede med den første hvalp hjælper Abby til, selvom hun ser lidt forvirret ud. Forestil dig lige at være gravid uden at vide det og så føde uden at vide, at det er det der skal ske. Jeg må indrømme jeg havde lidt dårlig samvittighed i løbet af fredagen for at udsætte min søde hund for det at skulle føde… måske nok lidt fjollet, men det er jo ikke hende der har valgt at skulle have hvalpe.
Efter en time kom en hanhund og 20 min efter den kom en tæve mere. Så gik der 1½ time før den næste hanhund kom. Abby ligger sig til at sove helt afslappet. Louise undersøger hende og kan ikke rigtigt mærke nogle hvalpe og så sidder vi tre mennesker og tror vi ved, at der skal være to hvalpe mere – det var i hvert fald hvad Nina fra Ølby Dyreklinik havde skannet sig frem til. Nu kan dyrlæger jo tage fejl, men Nina er så erfaren, at det er der ikke rigtigt nogen af os der tror på. Vi tager Abby ud og gå en tur og Abby har læst hvad der står i bøgerne – en rask travetur kan sætte gang i fødslen. Hun traver i hvert fald til! Mens vi snakker om hvor lang tid vi skal vente før vi evt. skanner hende, kommer der en hvalp mere og en halv time efter kommer den sidste. Begge tæver.
Alle hvalpe bliver grundigt undersøgt af Louise (jeg siger jer – find jer en kusine der er dyrlæge!!) og hun kan konstatere, at de er sunde og raske alle sammen. Vi fejre det med en lækker frokost som min søde mand har sørget for. Ungerne som har fået lov til at se med fra sidelinjen er meget begejstret – altså for det med hvalpene – måske også frokosten…
Jeg har nu sovet et par timer i en rigtig seng, ahh… og været i bad og føler mig bare en lille smule mere menneskelig igen. Fødsler er absolut ikke min spidskompetence – men det er det, der kommer nu til gengæld: biosensorprogram, når hvalpene bliver tre dage, socialisering og miljøtræning, i et tempo, der passer til deres udvikling og så træning, når de bliver 4½ – 5 uger gamle. Det bliver fantastisk!!
Så er det hvalpetid igen for mig. Jeg glæder mig (og har gjort det et stykke tid). Det er fire år siden, jeg sidst havde hvalpe, og jeg glæder mig til at have små hvalpe i huset igen.
Hanhunden, der skal være far til kuldet, er en hund, jeg har haft kig på i et par år. Han hedder Berry og er en velafbalanceret, rolig, men meget arbejdsvillig formel 1 hanhund! Han har lige debuteret i DKK’s eliteklasse og gør sig også inden for jagt. Så er han selvfølgelig sund og rask og ser godt ud! Det er ikke helt tilfældigt, jeg lister hans fortrin i den rækkefølge. For mig (og jeg håber også det gælder en masse andre, der opdrætter hunde) er temperamentet det vigtigste. En hund kan være lige så smuk og have vundet alt muligt, men hvis ikke temperamentet er i orden, kan det være lige meget. Det samme gælder selvfølgelig, hvis den ikke er sund og rask! Nu er Abby heller ikke så stor en hund (ca. 49 cm og knapt 24 kg), så rent størrelsesmæssigt skulle jeg også finde en hanhund, der ikke var alt for stor.
Jeg synes, det er fantastisk at have hvalpe, men overvejer det alligevel en del, hver gang jeg skal til det. Det første spørgsmål er altid, om min tæve er god nok til at lave et kuld hvalpe. Jeg hørte en gang en sige, at man kun skal lave hvalpe, hvis man føler, at ens hund kan bidrage med noget godt til racen. Jeg synes faktisk, at det er en super god overvejelse at have. Har min hund det rette temperament? Er den sund og rask? Man skal overveje, om der er noget omkring ens hund, der gør, at dens gener egner sig til at blive give videre i avlen. Hunde, der er frygtsomme, er i min verden diskvalificerede som avlshunde – og det uanset årsagen til, at de er bange. Det skyldes den mængde data, der tyder på, at frygt har en stor genetisk komponent. Man kan ret nemt selektere for frygtsomhed. Han man en hund, der er bange for f.eks. fyrværkeri, så har den hund formodentlig også større sandsynlighed for at give de frygtsomme gener videre. Og der er ingen grund til at give andre mennesker flere problemer med deres hund end højst nødvendigt. Det er også derfor, det er så vigtigt, at man som opdrætter gør rigtigt mange ting for at forberede hvalpene så godt som muligt til deres nye liv (mere om det senere – jeg kommer af sporet). Den hund man vælger at avle på skal selvfølgelig også være sund og rask. Ingen hunde er perfekte, så det handler om at se på de kvaliteter, ens hund har og så finde en hund, der komplementerer de sider.
Abby er en rimelig aktiv hund, følsom (på den fede måde) og den største kælegris nord for Alperne. Hun kører højt, når hun arbejder (specielt som unghund, var det noget, jeg skulle være meget opmærksom på), men er helt rolig hjemme og kan sagtens klare stille dage hjemme uden at begynde at kravle på væggene. Hun er den første af mine hunde, der i den grad opfatter min ros som en stor belønning, hvilket jeg synes er en fantastisk kvalitet. Det gør bare træning og konkurrencer lettere, fordi jeg altid kan belønne hende. På grund af hendes størrelse, var en formel 1 han min eneste overvejelse. En gammeldags labrador på 40 kg ville være synd for hende. Mest i forhold til parringen, men jeg vil også gerne have nogle virkelig gode arbejdshunde ud af kuldet.
Berry er en utrolig velafbalanceret hanhund. Han kan med andre hunde og er ikke overdrevent interesseret i tæver. Jeg trænede sammen med Susanne, Berrys ejer, nogle uger efter parring, og Berry kunne sagtens arbejde, selvom Abby var der, og vi kunne også have dem løs sammen, uden at han var påtrængende. En meget tændt hanhund kunne måske give lidt for meget energi. Selvom vi gerne vil have energi, når vi f.eks. træner, er det ikke det samme som, at vi har lyst til at leve med det energiniveau i hverdagen. Berry er tændt – men ikke overtændt – når han arbejder og rolig og imødekommende, når han ikke er på.
Abby er sat til at skulle føde omkring d. 16. juli, og der er formodentligt 6-7 hvalpe. Ikke alle hvalpe er afsat endnu, så er du interesseret i en arbejdslabrador, eller kender andre, der er, så kontakt mig gerne (karen@hundogtraening.dk).
Når vi taler om træning, har vi som regel fokus på planlægning, kriteriesætning og timing af markørsignalet. Efter markørsignalet følger belønningen, men hvad er egentlig en god belønning?
Mit umiddelbare svar er, ”det kommer an på….” Selvfølgelig er en god belønning noget, hunden godt kan lide, men det er ikke tilstrækkeligt i min optik til at definere, hvad der udgør en god belønning i den enkelte træningssituation. Vi kan blandt andet se på kvalitet, kvantitet og intensitet.
Kvalitet kan vi definere som, hvor godt hunden kan lide belønningen. Kvantitet handler om, hvor meget der er af belønningen. Og intensitet handler om, hvordan belønningen bliver leveret.
Det er en fordel at kunne arbejde med forskellige kvaliteter af belønning. Hvis vi altid bruger det bedste, vil det hurtigt blive hverdag og mindre attraktivt for hunden. Hvis vi andre fik lækker lagkage hver dag, ville det også hurtigt holde op med at være så attraktivt. Ved at vænne hunden til, at der er forskel på de belønninger, vi anvender, får vi en højere motivation, da uforudsigelighed netop højner hundens forventning om belønningen. Det kan f.eks. være, at vi vil belønne ekstra godt, hvis hunden har udført en svær opgave, eller når der er et gennembrud i træningen, mens vi anvender en mere jævn kvalitet til vedligehold eller i en serie af gentagelser af en respons, der kører glat.
Ligesom med kvaliteten, kan vi variere kvantiteten af belønningen. I nogle tilfælde giver vi en enkelt godbid eller en kort trækkeleg. I andre tilfælde giver vi hunden en masse godbidder hurtigt efter hinanden eller en lang trækkeleg. Igen afhænger det af, hvad vi vil fremme i den øvelse, vi arbejder med i den aktuelle situation.
Intensitet i belønningen er ofte associeret med brug af legetøjsbelønninger, hvor hunden kommer op i gear med trækkeleg eller andre former for legetøjsbelønning. Betyder det så, at hvis man har en hund, der ikke er vild med legetøj og trækkeleg, at man ikke kan belønne med høj intensitet? Det mener jeg ikke. I min optik, kan godbidder i høj grad også anvendes til at højne intensitetsniveauet i belønningen. Det kan f.eks. gøres ved jagtleg med godbidder eller ved, at fører og hund løber sammen hen til en beholder med godbidder, der efterfølgende leveres under stor festivas.
Hvad og hvordan vi vælger et belønne afhænger i høj grad af, hvad det er i træningen, vi ønsker at fremme. Har vi fokus på at styrke ro og koncentration eller en præcis position, så giver det ofte mening at belønne stilfærdigt og i positionen. Har vi i stedet fokus på fart eller intensitet i hundens adfærd eller en bestemt bevægelse, giver det ofte mening at belønne med højere intensitet. Om opgaven er let eller svær, kan også være afgørende for, hvor høj kvalitet og kvantitet vi vælger at bruge i den enkelte situation.
Jeg synes, at vi får optimal effekt af belønningerne i træningen, hvis vi graduerer og tilpasser dem til den enkelte øvelse og den enkelte repetition af øvelsen. Måden vi belønner på kan sagtens ændre sig hen over indlæringsforløbet af en given øvelse. Det kunne f.eks. handle om, at vi i indlæringen af skift mellem to positioner i første omgang har fokus på at belønne stille og i position. Når adfærden er indlært og kan udføres på afstand af føreren, belønner vi i stedet med højere intensitet og ude af position, så hunden får lov til at bryde positionen og f.eks. løbe bagud efter en kastet belønning. Hvis vi ikke varierer den måde vi belønner på mht. kvalitet, kvantitet og intensitet, kommer vi let til at blive kedelige foderautomater, der med mellemrum spytter en godbid ud. Det bliver til det, jeg med et populært udtryk kalder for havregrød – en ensartet og almindeligt kedelig grå masse.
Ud over fokus på kvalitet, kvantitet og intensitet, synes jeg, at nærvær er et helt afgørende forhold for værdien af de belønninger, vi anvender i træningen. Vi har en tæt social relation til vores hunde, og socialt nærvær og anerkendelse er potente størrelser, der kan styrke værdien af vores andre belønninger. Vi forventer fokus, koncentration og nærvær af vores hunde, og det mindste vi kan gøre for dem er at give det samme tilbage. Jeg plejer at sige, at vi skal kunne mærke det i hjertet (eller hvor følelsen nu sidder), når vi belønner vores hunde. Hvis vi er oprigtigt glade og kan føle det selv, når vi belønner hunden, vil belønningen automatisk få en højere værdi for hunden.
Det følelsesmæssige engagement har for mig en stor værdi i træningen, og jeg elsker den følelse af glæde, der følger med, når jeg markerer for korrekt adfærd og efterfølgende belønner min hund, uanset om det er en stille ros sammen med en godbid eller to, eller om det er en vild og intens trækkeleg eller godbidsjagt sammen med hujen og jubel. Vi plejer at sige, at træningen ikke er mere effektiv end den planlægning og systematik, vi lægger i processen. Det samme gælder i høj grad for den måde, vi anvender belønninger på.
