Hos Hund & Træning gør vi meget ud af efteruddanne os løbende, og i løbet af det sidste halve år har jeg bl.a. været på Clicker Expo, taget et onlinekursus med Karolina Westlund, hørt hende i virkeligheden og været på kursus med fransk-canadiske Simon Gadbois. Selvom det har været meget forskellige kurser, er der alligevel en rød tråd, der har været gennemgående, som jeg synes giver stof til eftertanke.
Ken Ramirez fra Clicker Expo.
Vi mennesker er meget hurtige til at skelne mellem ”dem” og ”os”. Vi gør det i politik og religion, men faktisk også når vi snakker hundetræning. Ken Ramirez havde en fantastisk åbningstale på Clicker Expo i oktober sidste år. Han havde en opfordring til alle ”os”, der klikkertræner. Hvad med at vi åbnede os mod alle ”dem”, der ikke klikkkertræner. Vi (dvs. ”os” der klikkertræner) har styr på at træne vores hunde ved at belønne dem for ønsket adfærd. Er vi gode til det, sørger vi også for at sætte vores hund op til succes, så vi har noget, vi kan belønne. Alligevel er det som om, vi glemmer det i vores kontakt med andre mennesker. Susan Friedman, som jeg var på kursus med sidste år, sagde det så fint: ”vi er ”dem” – eller det var vi, indtil vi vidste mere”.
Simon Gadbois.
Simon Gadbois, som bl.a. arbejder med hundeadfærd, neuroscience og hundens lugtesans, har mærket det med ”os” og ”dem” på egen krop, og hans seminar bar præg af det. Selv inden for dem der klikkertræner, er der et ”os” og ”dem” – ”os” der gør det rigtigt, og ”dem” der ikke gør, som vi gør. Simon Gadbois træner bl.a. hunde til forskellige snuse-opgaver, fra at diskriminere mellem normalt niveau af blodsukker og for lavt niveau af blodsukker hos børn til at finde en bestemt type slange i naturen. Han træner dels andres hunde, dels sine egne. Han har med andre ord styr på det med at træne hunde. Han har gjort noget helt anderledes end det, som ”vi” plejer at gøre. Han betinger klikkeren med lækre godbidder – virkeligt effektivt – og så bruger han klikkeren UDEN godbidder for altid! Og det virker. Simon Gadbois fortæller, at han har gjort det på nogle af sine egne hunde. Det har alle været arbejdshunde, og han siger ikke, at det er en bedre måde at gøre det på end den traditionelle – bare at det kan lade sig gøre. Og jeg skal love for, at han har fået lov til at høre for det. Hans seminar bar bræg af, at han er blevet verbalt overfaldet igen og igen af ”dem”, der klikkertræner rigtigt. Der er videnskabeligt belæg for, at klikkeren kan virke, uden at den efterfølges af en godbid – læg venligst mærke til, at jeg skriver godbid og ikke forstærker. For at få mere af en adfærd, kræver det, at der er en forstærker til stede, sådan er positiv forstærkning defineret. Hvad får så Gadbois’ hunde til at arbejde? Det gør SEEKING systemet – jeg kommer tilbage i en anden blog til dette system. I denne sammenhæng er det nok at fortælle, at dopamin (signalstof i hjernen) er hovedrolleindehaver i dette system. Det at forvente noget udløser dopamin, og det er denne frigivelse af dopamin, der hjælper til, at vi kan lære noget. Klikket udløser dopamin i sig selv. For hunde hvor det at arbejde ikke er en belønning i sig selv, er det ikke sikkert, at det at klikke tomt vil kunne virke, fordi der ikke vil være en forstærker til stede, når der ikke er godbidder (eller legetøj) til stede. Men for hunde, hvor det at arbejde ER forstærkende i sig selv, ser det ud til at kunne lade sig gøre – i hvert fald for Simon Gadbois (som i øvrigt aktivt siger, at han kun har prøvet det på arbejdshunde).
Slide fra Karolina Westlund seminar om SEEKING.
Bare for en god ordens skyld – betyder det så, at vi skal lade være med at belønne efter hvert klik? Nej! Vi forstærker, hver gang vi klikker. Den systematik vi bruger, når vi træner hund, danner de rammer/regler, hunden bruger til at navigere i vores verden. Laver vi om på dem, risikerer vi at forvirre hunden mere end hvad godt er. Er du ny i træningsverdenen, eller ikke vant til at bruge klikkertræning, så er der en del teknik, der skal være på plads, bl.a. evnen til at observere små adfærdsændringer hos hunden, så du sikrer dig, at motivationen for at arbejde ikke falder. Det er lettere at holde motivationen oppe hos en hund, når du bruger en meget håndgribelig forstærker som godbidder eller legetøj. OG så skal din hund opfatte arbejdet som belønnende i sig selv. Simon Gadbois træner mest søgeopgaver med sine hunde – noget som er en del af hundens jagtsekvens og derfor fra naturens side formodentligt er disponeret til at stimulere hundes SEEKING system.
Slide fra Chiraq Patel foredrag fra Clicker Expo.
Tilbage til emnet. Simon Gabois bliver ”angrebet” af mennesker, som bruger positive metoder til at ændre adfærd hos hunde … jeg lader dig lige tygge på den et øjeblik! Vi taler om mennesker, der lever af at kunne ændre adfærd hos hunde via positive metoder … og alligevel kan ”de” ikke gøre det med andre mennesker, som de er uenige med. Jeg er selv en ”de” – forstået på den måde, at min første reaktion overfor Simon Gadbois var ”det kan man da ikke?!”. Jeg tror, vi alle laver ”os” og ”dem” hele tiden – det der er min pointe er: kan vi være mere opmærksomme, når vi gør det? Og kan vi forsøge at have et åbent sind omkring, at andre mennesker har andre tilgange til det at træne hund? Det gør ikke nogen til dårligere mennesker, og hvis vi vil ændre andres adfærd – menneskers så vel som hundes – så bør vi gøre det med positive metoder, åbne arme og et lyttende sind.
Det at træne hund giver en os fantastisk mulighed for at få større indsigt i vores egne handlemønstre. Den mulighed giver hundene os, fordi de spejler de ting, vi gør, det vi føler, og den sindsstemning vi er i. Jeg er helt sikker på, at vi kan følge mange forskellige veje til at lære os selv bedre at kende og til at udvikle os, hvis vi er interesseret i det. Det gode ved hundetræningen er, at hunden også spejler det, vi ikke ønsker at se eller blive konfronteret med, de områder som vi ubevidst skjuler for os selv eller ikke ønsker at vise for andre.
Når jeg underviser en masse forskellige mennesker rundt omkring i landet, ser jeg helt automatisk mange meget forskellige eksempler på, hvordan hundetrænere takler modstand og vanskelige situationer i træningen. Jeg kender ikke nogen mennesker, der kan undgå at ind imellem at blive frustreret, når vi træner hund. Vi kender alle sammen de situationer, hvor det bare ikke er til at FORSTÅ, hvorfor hunden ikke lige gør det ene eller det andet. Ligesom ved al anden modstand i her livet, så handler det efter min mening ikke om, om vi møder modstand i vores hundetræning, men om hvordan vi håndterer situationen. Det er en af grundpillerne i empowermenttankegangen, at blive i stand til at handle fornuftigt i udfordrende situationer.
Vores grundreaktion i mange situationer i livet er at undgå ubehag. Så når der melder sig en “ubehagelig” træningssituation, er der mange, der tænker, “jeg behøver ikke lære min hund at… (indsæt selv træningsopgave) det er helt unødvendigt for os”. På den måde kan man undgå ubehaget ved den svære situation ved at “flygte” fra den. Det er ikke en flugt, hvor vi løber væk, det er den stille undgåelse af igen at komme i en svær situation. Den anden mulighed er at “kæmpe”. Jeg har set mere end en træner blive virkelig sur på sin hund, træningskammerater, instruktør, familie, andre i nærheden… , når træningen ikke fungerer, og hunden ikke forstår, hvad træneren ønsker. Flugt eller aggression er to helt klassiske og instinktive reaktioner på vanskelige situationer, som selvfølgelig ikke er begrænset til hundetræningen, men det er selvsagt ikke reaktioner, der giver os ny viden eller nye færdigheder til at takle frustrationer i træningen eller livet generelt.
Ligesom vi ønsker at vore hunde skal blive mere vedholdende og kreative i træningen, så er det selvfølgelig også en prioritet for os hos Hund & Træning at gøre træneren mere vedholdende og kreativ i løsningen af de eventuelle træningsproblemer. Jeg mener, at vi alle er bedre trænere, når vi har lært, hvordan vi skal arbejde os igennem de træningsproblemer, vi møder med vores hunde, uden at undgå at møde problemet eller blive sur på os selv eller hunden. Det vigtige er her at blive bevidst om og arbejde på, at vi selv får ressourcer og overskud til at rumme de følelser af afmagt og eventuel frustration, vi alle sammen møder, og lige så stille arbejde os igennem og ud på den anden side. Sige OK nu kan jeg mærke, at der er et eller andet, der er svært her. Nu skal jeg være opmærksom og dele træningen op i mindre dele, tænke på at få den rigtige følelse for mig selv og min hund, og arrangere træningen, så jeg er sikker på, at både jeg og min hund får succes, for blot at nævne nogle få muligheder. Det at undlade at flygte eller kæmpe sig ud af problemerne og i stedet stille og roligt, måske med hjælp fra træningskammerater eller undervisere, arbejde sig igennem et kompliceret problem, det gør, at vi kommer ud på den anden side meget klogere og men en hel anden form for læring. Jeg elsker at hjælpe kursister gennem denne proces, så de står styrket og glade på den anden side af udfordringen.
På den personlige front står Vince, Senna og jeg overfor en flytning her i sommer, vi glæder os til at få et nyt ståsted og nogle nye omgivelser i Nordsjælland og at byde gamle og nye kursister velkommen i nye omgivelser.
Jeg har længe arbejdet med forskellige former for diskriminationstræning og har også været nysgerrig i forhold til den nye hundesport Nose Work, der er på vej ind i Danmark og resten af Skandinavien. Derfor slog jeg til, da jeg fik mulighed for at deltage i et seks dage langt kursus med Ron Gaunt fra USA, som er en af grundlæggerne af sporten. Ron har en mangeårig erfaring med træning af hunde til ”detection work”, dvs. narkohunde, bombehunde osv., og det er med afsæt i disse erfaringer, at han og to andre har opfundet Nose Work som en sport, der er målrettet mod almindelige familiehunde, uden at der er krav om specielle forkundskaber i forhold til træning hos hund eller ejer.
Før kurset havde jeg snuset ganske lidt til Nose Work på nettet, men var ellers helt grøn i forhold til sporten. Jeg havde nogle tanker om indlæring og systematik baseret på min egen træning af færtdiskrimination i et kontrolleret setup med en række af glas i en ramme. Det skulle vise sig, at Ron Gaunts tilgang til indlæring af Nose Work er en anden, og at min tanke om indlæring af markeringsadfærd hos hunden slet ikke var det primære i grundtræningen, når man arbejder med Nose Work.
Grundideen i Nose Work er at lære hunden at søge efter en eller flere forskellige dufte (der anvendes enten æteriske olier eller hydrolater, der er fortyndede versioner af olierne), der er gemt i små beholdere i forskellige miljøer. I konkurrencesammenhænge skal hunden søge i fire forskellige miljøer: beholdersøg (f.eks. kufferter, tasker, kasser o.lign.), indendørssøg, udendørssøg og køretøjssøg. Der anvendes forskellige dufte i forskellige lande. På kurset blev vi introduceret til eukalyptus, som vist er den duft, de fleste begynder med i Nose Work træning i Danmark. I USA anvendes anis, birk og nelliker i konkurrencesammenhænge.
Kurset begyndte med en teoriaften, hvor Ron fortalte om historien bag Nose Work, om systematikken i indlæringen og om sporten, som den udøves i USA. Det var super spændende at høre om tankerne bag denne måde at bruge hundens lugtesans med det fokus, at aktiviteten skulle være tilgængelig for helt almindelige hundeejere og deres familiehunde. Sporten er henvendt til alle – unge såvel som gamle hundeejere med hunde i alle aldre, typer og størrelser.
Første praktiske træning på seminaret handlede om at introducere vores hunde til selve søgeopgaven. Ron anvender søg på godbidder i hele den grundlæggende del af træningen, fordi han ønsker at tage udgangspunkt i hundens instinktive søgeadfærd. I første omgang søgte hundene efter godbidder gemt i kasser, derefter blev søget flyttet ud i det omgivende miljø (inkl. på køretøjer), og til sidst fik vi mulighed for at prøve at introducere hundene til duften af eukalyptus parret med godbidsfært. Enkelte af de deltagende hunde var allerede godt i gang med Nose Work træningen før kurset og arbejdede derfor på duft alene. Rons tilgang til indlæringen handler om at få en solid grundtræning i selve søgeadfærden, så hunden lærer at søge selvstændigt og vedholdende og at være kreativ, når det gælder om at finde frem til færten, selvom miljøet indeholder nogle udfordringer, hvor hunden skal anstrenge sig for at nå frem til færtkilden. Derfra introduceres dufte i træningen, og sværhedsgraden kan øges gradvist på alle parametre.
Det var super spændende at deltage i kurset, hvor vi fik rig lejlighed til at arbejde med vores egne hunde i praksis ud fra Rons anvisninger og med feedback fra ham undervejs i processen. Når helt nye strategier blev introduceret, foregik det i samlet forum, så alle fik lejlighed til at se hundene arbejde og til at få Rons anvisninger og kommentarer undervejs. Efterfølgende blev vi delt op i grupper, hvor vi arbejdede sammen og havde en hund på ad gangen. Dette samarbejde fungerede fantastisk godt, og vi lærte en masse af den praktiske træning, både med vores egne hunde, men også i høj grad når vi var hjælpere for hinandens hunde og kunne være observatører og have en dialog om træningen og om hundenes adfærd i træningen. Det var skønt at opleve, hvor hurtigt hundene fangede ideen med søgeopgaverne, og hvordan de gik på med krum hals og god koncentration. Kurset, der var arrangeret af Sanne Andersen, Lorup Hundecenter, blev afholdt i nogle super rammer på et område ejet af en jagtforening, hvor der var rigtig gode muligheder for træningen i en række forskellige miljøer både inde og ude (vi fik sågar en bil og en stor trailer stillet til rådighed for køretøjssøget), og god plads til parkering og udendørs luftearealer for alle de deltagende hunde. De gode rammer og super planlægning fik hele arrangementet til at glide, så vi deltagere kunne suge til os og fordybe os i det spændende næsearbejde med hundene.
Efter kurset er jeg gået i gang med grundtræning af mine egne tre hunde ud fra den systematik, som Ron Gaunt anbefaler. Hundene elsker det, og det er fantastisk at opleve, hvordan de arbejder med fokus, intensitet og målrettethed. Lyden af en hundenæse, der virkelig arbejder, er fantastisk – og jeg kommer helt sikkert til at arbejde videre med denne skønne nye hundesport.
For lidt over et år siden tog jeg til Italien og hentede en hundehvalp. Ikke en hvilken som helst hundehvalp. Kombinationen var nøje planlagt allerede et år forinden, og i mellemtiden var faren blevet verdensmester og moren nr. tre ved samme verdensmesterskab. Så fundamentet for en super træningsminded hund er der bestemt. Men hunden kommer jo ikke med en indbygget forprogrammeret chip, så der ligger mange års sjovt og spændende arbejde foran os.
Kuldet er lavet i tæt samarbejde med den finske kennel Tending, der igennem årene har lavet mange af verdens allerbedste lydighedshunde. Kennel Tending har en fantastisk teamspirit, og har man en Tending-hund, er man en del af ”familien”. Blandt andet gør de meget ud af at mødes og træne sammen. Vores kuld skulle mødes i Italien, hvor moren og den ene søster bor. Desværre kunne de tre hanhunde fra kuldet ikke deltage, men den anden søster fra Finland og faren fra Tyskland kom også. Derudover var Pekka og Riitta, ”hr. og fru Tending”, også taget til Italien.
Det blev en fantastisk tur. Zoe tog flyveturen i stiv pote og havde heller ingen problemer med at dele bagagerummet i den lejede bil og hotelværelset med hendes søster Rim fra Finland.
Dagene gik hovedsaglig med lydighed. Det var utrolig spændende at se og høre, hvad og hvordan de andre træner. Det blev meget tydeligt for mig, at vi her i Norden træner meget mere detaljeret og kontrolleret, end de gør længere syd på. Både Silvia (ejeren af Zoes mor og den ene søster) og Sandra (ejeren af Zoes far) træner meget mere ”fest og farver”, end Maarit (ejeren af Zoes anden søster) og jeg selv gør. Og det er ikke, fordi vi er karrige med vores belønninger. Jeg belønner rigtig meget i min træning, både med leg og godbidder, men det virkede pludselig ikke af så meget i forhold til de to andre! Legesager og godbidder fløj rundt om ørerne på hundene, der virkelig havde en fest og lagde afsindig meget energi i alt, hvad de foretog sig.
En anden ting, der blev meget tydelig for mig, var forskellen på, hvor meget hundene kunne. Jeg synes ikke selv, jeg er gået særlig hurtig frem i min træning med Zoe. Jeg sørger for at have min grundtræning i orden og bygger ganske langsomt hunden op, efterhånden som den modnes. Jeg synes på ingen måde, jeg presser Zoe i min træning. Hun er super hurtig både fysisk og mentalt, og vi træner alting i bittesmå bidder. Det samme er tilfældet for Maarit og Rim fra Finland. Alligevel synes både Sandra og Silvia, at vores ”hundehvalpe” kunne alt for meget i forhold til, at de kun er lidt over et år. At de var alt for meget under kontrol og ikke fik lov til bare at være fjollede unghunde. Det gav virkelig stof til eftertanke! Specielt fordi jeg faktisk ind i mellem har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at træne så meget og ikke at være nået så langt med Zoe, netop fordi jeg synes, hun skal have lov til ”bare” at være hundehvalp. Ret interessant!
Fælles for os alle er, at vi træner meget positivt. Silvia kan dog godt finde på at fortælle hunden, hvis den fejler, for derefter at rette fejlen. Mens Sandra ligesom jeg selv, ignorerer evt. fejl og bare prøver en gang til. Hvis hunden f.eks. ikke kan finde feltet, men løber til en kegle eller lign., bliver den bare kaldt tilbage og sendt af sted igen. Det gør, at hunden bliver ved med at arbejde med lige høj intensitet og aldrig bliver ”ked af det”, men bevarer troen på sig selv. Selv en koncentrationsøvelse som stillingsskift blev til en fest. Ud over de tre almindelige skift (stå, sit og dæk) skulle Freez bakke, twiste både den ene og den anden vej og sidde ”Bamse”, vel at mærke på 15 meters afstand og med masser af power. Skønt at se, at selv en verdensmester arbejder så legende let og sjovt med sin meget trænede hund. Faktisk er det kun op til de helt store mesterskaber, at de træner decideret konkurrencetræning. Resten af tiden er det sjov og ballade. Helt klart noget jeg skal tænke med ind i min træning fremover.
Maarit træner mere i retning af mig selv. Dog nok lidt mere kontrolleret. Hun rystede mange små meget brugbare fif ud af ærmet. Maarit træner med mange af Finlands dygtigste handlere, og da vores hunde jo er søskende og minder rigtig meget om hinanden, er der meget fra hendes træning, jeg kan bruge. Også rigtig mange småting, der egentlig ikke har så meget med selve øvelserne at gøre, men som alligevel er en stor del af hundens uddannelse. Bare en lillebitte ting, som at Zoe ikke afleverer legetøjet i min hånd, efter jeg har kastet det til hende, hvilket faktisk irriterer mig lidt. Hun løber ud efter det, kommer tilbage, leger med det lige foran mig og venter på, at jeg tager fat i det, så vi kan lave en seriøs trækkeleg. Men jeg skal ALTID bøje mig ned efter det – og jeg bliver jo ikke ligefrem yngre!!! Maarit foreslog, at Zoe skulle lave snudetouch på min håndflade med legetøjet i munden, hvorefter jeg så kan tage fat i det og lave trækkeleg. Det virker fantastisk! Og min ryg er meget taknemmelig ;-).
”Hr og fru Tending” kom også med nogle interessante input. Pekka lever af at træne servicehunde, har trænet 120 servicehunde og er utrolig dygtig og vidende om hundens mentalitet. For ham er det meget vigtigt, at der er så lidt forskel på træning og konkurrence som overhovedet mulig, så hunden ikke mærker den store forskel på, om man er i eller udenfor konkurrenceringen. Han forklarede i detaljer om de tre belønningsformer, vi har: Legetøj, mad og os selv. Og om vigtigheden af, at hunden kan skifte mellem de tre former efter vores ønske, så det ikke bliver hunden, der bestemmer, at nu vil den altså gerne have sit legetøj, for nu er den ikke lige i humør til ”social reward”. For, som han siger, er det sociale – os selv – det eneste vi kan tage med ind i ringen til en konkurrence. Meget spændende.
Riitta er derimod super dygtig til at se og nørde med ganske små detaljer i hundetræningen og gav mig gode tips til f.eks. at få Zoe til at sidde lige på plads.
Alt i alt en helt utrolig lærerig weekend. Og sindssygt spændende at se den ret store forskel, der alligevel er i vores hundetræning. Fantastisk at der er så mange veje til Rom – so to speak. Jeg kommer hjem med hovedet fuldt af nye idéer og er allerede i fuld gang med at samle trådene og bruge det, der føles bedst for mig og min hund.
Og sikken en luksus at få lov at opleve både mor og far og søskende til træning og i al almindelighed.
Silvia med Dream (søster) og Pepper (mor), Sandra med Freez (far), Maarit med Rim (søster) og jeg selv med Zoe.
I mit sidste blogindlæg skrev jeg om betydningen af grundtræning. Det er et område, jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med. Ved at give hunden en god og sammenhængende grundtræning, klæder vi den godt på til at kunne indgå i samarbejdsrelationen med os og til efterfølgende at kunne lære de øvelser, vi vælger at arbejde med. Parallelt med at have fokus på grundtræning, synes jeg, at det er vigtigt, at vi altid har for øje, hvordan hundens følelsesmæssige tilstand er, når vi arbejder med den. Her tænker jeg på flere forhold. Både usikkerhed og frygt, frustration, stress og indtryk der distraherer hunden kan være årsag til, at hunden er i en følelsesmæssig tilstand, hvor det er svært at få træningen til at fungere. Hunden har svært ved at koncentrere sig, hvilket giver afbrydelser og dermed et dårligt flow i træningen. Det fører til begrænset indlæring og som regel også frustration og evt. irritation hos træneren.
Utryghed og frygt kan være forårsaget af en lang række forhold, både her og nu og i hundens baggrund. Det kan f.eks. handle om genetik, manglende socialisering, ubehagelige oplevelser som f.eks. medfører frygt for andre hunde, sygdom, smerter, og hundens hormonelle tilstand. Hundens genetik kan vi ikke ændre på, men der er gode muligheder for at ændre på hundens frygt for f.eks. andre hunde, nye steder eller fremmede mennesker, så den kan blive mere veltilpas f.eks. ved træning sammen med andre.
Frustration hos hunden kan også have en række årsager. Det kan f.eks. handle om, at hunden gerne vil hilse på de andre hunde eller mennesker på holdet, eller at den ikke kan finde ud af at løse træningsopgaven og dermed ikke får ret mange belønninger, selvom den prøver og byder ind med adfærd. Begge dele kan vi gøre noget ved. Vi kan både sikre, at hunden får opfyldt sine basale sociale behov og lære den selvkontrol i mødet med andre, så den ikke bliver stresset og frustreret i mødet med hunde og mennesker. I forhold til selve træningen kan vi blive gode til at planlægge træningen og sætte kriterier, så vi hele tiden sikrer en høj succesrate for hunden.
Hundens generelle stressniveau i træningen kan f.eks. hænge sammen med forhold, som at hunden er understimuleret i hverdagen, at den er fysisk utilpas pga. smerter, at den er blevet belønnet for at plage for opmærksomhed, eller at det grundlæggende stressniveau i træningen er for højt, fordi hunden bliver kørt op i træningen, enten med brug af korrektioner, eller hvis belønningerne bliver brugt til at køre hunden op i et meget højt gear, uden at træningen generelt er balanceret. Alle disse forhold kan vi ændre på, så hunden generelt bliver mere afbalanceret og dermed langt bedre modtagelig for ny læring.
Hunden kan f.eks. have svært ved at koncentrere sig i træningen pga. manglende grundtræning, så den ikke reelt har forstået, hvad træningslegen går ud på, eller den kan blive usikker/utryg, frustreret eller stresset over indtryk fra omgivelserne. Igen er der tale om forhold, vi kan ændre på, så vi kan hjælpe hunden til at være i bedre følelsesmæssig balance og dermed have bedre koncentration i træningen.
Vi taler i mange sammenhænge om, hvilke træningsfilosofier, -strategier og metoder der er de bedste. Det kan f.eks. være forskellen på lokketræning og klikkertræning, brug af markørsignaler, shapingstrategier og kriteriesætning, og metoder til indlæring af plads, apport og fremsending osv. Men hvis hunden ikke er træningsparat rent følelsesmæssigt, har vi ikke meget gavn af selv de bedste filosofier, strategier og metoder. Det første forhold vi altid skal kunne tjekke af på vores mentale tjekliste må derfor være, at hunden følelsesmæssigt er i god balance – på samme måde som den selvfølgelig skal være i god fysisk stand. Fælles for alle de omtalte områder er, at vi kan være proaktive og gøre noget for at hjælpe hunden til at være følelsesmæssigt afbalanceret og veltilpas i træningssituationen og dermed give os selv og hunden bedre forudsætninger for at få det optimale ud af træningen. I nogle tilfælde kræver det en ændring af nogle underliggende forhold eller en træningsmæssig indsats for at ændre på hundens følelsesmæssige tilstand i bestemte typer af situationer. I andre er det tilstrækkeligt at ændre lidt på selve træningssituationen, f.eks. ved at vi holder større afstand til de andre hunde eller selv er fuldt engagerede og nærværende i træningen. God træning derude – nu hvor det skønne forår er lige på trapperne J.
For nogle år siden gik FCI’s lydighedskomite i gang med at udarbejde et nyt program for eliteklassen. Det nye program trådte i kraft i år i Danmark sammen med nye programmer i klasse 1, 2 og 3. Nogle lande følger FCI’s program i de indledende klasser, mens vi i Danmark har valgt at beholde vores egne programmer i klasse 1, 2 og 3. Derfor besluttede LP-udvalget at lave nogle ændringer i klasse 1, 2 og 3, så der er en rød tråd frem til eliteklassen. Jeg har deltaget i idearbejdet med ændringerne af programmet. Derfor var det ekstra sjovt at se programmerne udført i praksis for første gang i Sorø midt i februar. Jeg var selv oppe i klasse 1 med Vince, det gik rigtig godt, og jeg synes, at klasse 1 programmet fungerer rigtig fint. Det gælder også for de andre klasser, selv om der måske er et par småting, der kan justeres efter noget tid. Det vigtigste er, at dommere, prøveledere og deltagere nu får tid til at afprøve de nye programmer, så der bliver et rigtig godt grundlag for at vurdere programmerne i deres helhed.
For eliteklassen har FCI lavet ændringer i fællesøvelserne, vi skal nu til at bakke i fri ved fod, keglen er fjernet i fremsendingen, der er lavet en ny springøvelse, og endelig er der mulighed for at lægge næseprøverne på mange forskellige måder. Uvist af hvilken årsag er jeg lydighedsentusiast, måske grundlæggende fordi jeg selv elsker at skabe et unikt samarbejde med min hund og at opnå den helt særlige kommunikation, der ligger i at dykke så meget ned i træningen, som det er nødvendigt, hvis man skal klare sig godt i lydigheden. Men, og der er et stort men, så er jeg helt generelt af den holdning, at FCI-programmet i eliteklassen er alt for fantasiløst! Det faktum, at variationen i programmet handler om, at man kan lave samme øvelse både til højre og til venstre, er udtryk for en så begrænset kreativitet, at jeg dårligt har ord for det. Hvorfor skal vi f.eks. blive ved med kun at bruge træapporter, i stedet for alle mulige genstande, og hvorfor skal hunden aldrig tage apporten i midten, hvorfor er der ikke flere forskellige typer af genstande, hunden skal finde i næseprøven, hvorfor ligger fremsendingen på præcist den samme måde hver gang, der er da mange andre placeringsmuligheder osv. osv.
Den nye springøvelse, hvor hunden skal løbe rundt om en kegle, stoppe, apportere og springe, synes jeg ved første øjekast lød meget spændende, men efter træning af øvelsen har jeg indset, at den er lige så stereotyp som alle de andre øvelser, hvor der heller ikke er nogen form for variation. Hallo FCI, alle vi lydighedsentusiaster vil altså godt udfordres – JEG vil i hvert fald. I det nuværende program fremmer både øvelser og bedømmelser den lidt robotagtige og ikke så hurtige lydighed. Der bliver lagt for meget vægt på præcision, som efter min mening ikke er spændende at træne hele tiden. Springøvelsen tænder de hurtige hunde og kombinerer alt, der er godt med fart, som løbe rundt om, apportering og spring – lidt af en “nu taber jeg hovedet Kinderæg” for de hurtige hunde. Derfor er øvelsen langt lettere at lave med hunde, der ikke kommer så meget op at koge, og hele tiden kan holde hovedet koldt. Samtidig er der en større risiko for skader på de hurtige hunde, både ved at løbe rundt om og i optag af apporten.
Der er et andet element i det nye program, som jeg undrer mig meget over. Jeg ved simpelthen ikke, hvad medlemmerne af FCI’s lydighedskomite har tænkt, da de besluttede at lave udløb til en cirkel uden kegle… Man kan gætte på, at argumentet for at fjerne keglen har været, at der er for mange hunde, der af sig selv stopper ved keglen, og ja, det er der, men det kan dommerne jo bare trække for. At lave en cirkel til brug for bedømmelser, som hunden ikke kan se og så forvente den samme præcision, som i det gamle program, hvor der stod en kegle, det er fuldstændig håbløst. Ja, vi kan godt lære vores hunde at løbe ligeud til ingenting, det er ikke helt så svært, som det lyder. Jeg har selv trænet hunde til dette. Konkurrencedeltagere gør det i DcH fremsendinger hele tiden, men her er præcisionskravet heller ikke så absurd som i det nye eliteprogram. Hvis hunden bare afviger 10 – 12 grader fra den lige linje ud til midten af cirklen, så havner den udenfor cirklen! og får 0 i øvelsen. Kravet er nemlig stadig, at alle poter skal være indenfor cirklen. Jeg synes, det her er en ommer, og jeg synes egentlig, at tiden er inde til dialog mellem medlemmerne af FCI’s lydighedskomite og konkurrencedeltagerne. I Sverige har de flere forskellige underskriftsindsamlinger kørende mod FCI-programmet. Jeg vil opfordre til samtale – i første omgang.
