Hvor meget af alt det, vi går og siger til vores hunde, forstår de egentlig? Nu tænker jeg ikke på diverse kommandoer hverken til træning eller i dagligdagen men mere på længere sætninger. På ”forklaringer”. Giver det mon mening for hunden, hvis vi bruger lidt tid på at fortælle den noget?
For nogle år siden, skulle min familie og jeg på ferie i udlandet, hvor vi ikke kunne have hundene med. Dagen inden ferien, kørte vi ud for at aflevere dem hos min mor, blev der en time og ville så køre hjem igen. Min ene hund Lukka, der er ultra sensitiv og MEGET mor-glad, veg ikke fra min side. Hun kunne sikkert godt fornemme et eller andet og ville selvfølgelig meget gerne med hjem igen. Da vi alle var samlet ude i gangen, satte jeg mig ned på gulvet og forklarede Lukka, at vi skulle et sted hen, hvor hun ikke kunne komme med, at hun skulle blive hos min mor sammen med Thekla (vores anden hund), at min mor selvfølgelig ville passe rigtig godt på dem, give dem god mad, gå lange ture osv. Og at vi ville komme igen om en uge og hente dem. Lukkas reaktion var lige til en Disneyfilm. Hun kravlede op på mit skød, lagde forpoterne på mine skuldre og puttede hovedet tæt ind til min hals. Så sad vi der et par minutter, hvorefter hun helt af sig selv ganske langsomt gik ned fra mit skød og satte sig hen ved siden af min mor. Hele familien stod med blanke øjne og kunne næsten ikke tro, hvad de lige havde været vidne til.
Forstod Lukka virkelig alt, hvad jeg havde sagt til hende?
Hun er som sagt ekstremt sensitiv. Der er rigtig meget, hun ikke bryder sig om. Bl.a. kan hun ikke fordrage, når andre hunde er i fleksliner. Dem kan man jo blive viklet ind i!!! Adrk… hvor modbydeligt. For nylig skulle jeg holde min unge hund i ro et par dage p.g.a. en skade og var nødt til at lufte hende i fleksline. Jeg gik en tur i skoven med begge hunde. Lukka fri og Zoe i line. Men Lukka fik intet ud af turen. Hun nægtede at overhale Zoe med den farlige fleksline. Gik nedtrykt lige bag ved mig som en lille skygge og lavede ikke så meget som en tissetår. Jeg forsøgte utallige gange at få hende til at løbe foran mig. Sagde alle hendes yndlingsord som ”Afsted”, ”Fremad”, ”Tootsie” (min fars papegøje, der normalt tænder hende totalt af), men intet hjalp. Jeg synes ærlig talt, det var spild af tur og blev mere og mere irriteret. Til sidst stoppede jeg helt op, vendte mig rundt og så på Lukka. Så forklarede jeg hende stille og roligt, at hun måtte bestemme, hvilken vej vi skulle gå. At hun skulle gå forrest og vise vejen, så ville Zoe og jeg følge efter. Vupti så sprang Lukka af sted. Løb 20–30 m foran os i sprudlende humør hele resten af turen.
Disse eksempler har jeg efterhånden rigtig mange af. Jeg har også brugt det i min træning. Hvis jeg ikke har kunnet vise hende, præcis hvad jeg ville have hende til, har jeg forsøgt at forklare det i stedet for, og mange gange har det rent faktisk hjulpet. Ikke altid selvfølgelig, men ofte. Ligesom jeg inden en konkurrence kan finde på at sidde og sludre lidt med hende, fortælle at det eneste jeg ønsker er, at vi skal have det sjovt. At jeg ved, hun gør det bedste, hun kan, og at jeg er super glad for alt, hvad hun gør. Og sikken fest vi så har.
Er det mon Lukka, der er helt speciel?
Som skrevet ovenfor har min unge hund Zoe lige været skadet. I den forbindelse skulle jeg lave forskellige strækøvelser med hende. Men det var der åbenbart delte meninger om! Zoe blev ved med at trille om på ryggen og insistere på at blive kælet på maven. Hun er en lille ledløs loppe, der virkelig kan sno sig, så strækøvelserne var helt umulige at gennemføre. Få øjeblikke inden jeg fik et føl på tværs (!), tog jeg en dyb indånding og kom i tanke om en anden mulighed for at få hende til at samarbejde. Jeg forklarede hende på den kærligste måde, at hvis hun lå helt stille og lod mig lave tre stræk frem og tre stræk tilbage på alle fire ben, så kunne vi nusse mave og spise en masse guffer bagefter. Som ved et trylleslag lå hun musestille, først på den ene side og derefter på den anden side mens jeg strakte hendes ben ud.
Jeg bliver lige forbløffet, hver gang det sker. Forstår hundene virkelig alt, hvad vi siger til dem? Eller er det energien i ordene, de opfanger? Det er i hvert fald mere end bare tonen. Vi kender alle det med at forlade hunden og sige ”Du skal blive hjemme. Jeg kommer snart igen”, og så ser hunden helt ulykkelig ud. Men eksemplerne ovenover er alligevel noget andet, synes jeg. De viser virkelig en forståelse for det, der rent faktisk bliver sagt.
Jeg er meget nysgerrig på, om der er andre, der har oplevet noget lignende…
I mit arbejde med undervisning i mange forskellige regi, med adfærdsbehandling og i min egen træning og udveksling med andre om træning, bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at arbejde med grundtræning af vores hunde, før vi går i gang med at arbejde med de mere avancerede øvelser. Ideen om grundtræning er en af mine kæpheste, og for mig er det af afgørende betydning, at vi klæder vores hunde godt på til at kunne indgå i en samarbejdsrelation med os – uanset hvilken retning hundens videre uddannelse skal tage.
Ved at arbejde med grundtræning, lærer vi vores hunde den systematik, eller de regler om man vil, som vores træning er baseret på. Hvis hunden ikke kender træningslegens systematik eller mangler nogle grundlæggende kompetencer, kan vi ikke forvente, at den er i stand til at løse de opgaver, vi stiller den. Som jeg ser det, er grundtræningen det fundament, som vores videre træning bygger på. Den indeholder de redskaber, som hunden har brug for, når vi skal uddanne den inden for et givent område. Når vi skal lære at læse, lærer vi først alfabetet og derefter at læse korte ord. Derfra kan vi lære at læse sætninger og efterhånden mere sammenhængende tekst. Hunden har også brug for at lære sit alfabet at kende, dvs. den skal tilegne sig nogle grundlæggende kompetencer, som gør den i stand til at indgå i samarbejdet med os i træningen, når vi ønsker at lære den de øvelser, der indgår i den form for træning, vi har valgt at arbejde med.
Jeg har i mange år haft den tanke, at meget hundetræning begynder det forkerte sted. Fokus er på de færdige øvelser i hundens tidlige træning i stedet for på at lære hunden nogle underliggende kompetencer, der gør det let for den at indgå i samarbejdet og på sigt lære de mere avancerede øvelser. Hundetræning består et langt stykke hen ad vejen af koncepter, og i grundtræningen kan vi lære hunden nogle brugbare koncepter, der vil gøre den videre træning lettere for både hund og træner.
Tjek-ind konceptet lærer hunden selv at vælge træningen og træneren til og dermed at fravælge forstyrrelser i omgivelserne. Det er en forudsætning for, at vi har en hund, der har lyst til træningen og ikke lader sig distrahere af omgivelserne.
Konceptet at lege med træner med legetøj lærer hunden, at samvær med træneren har høj værdi. Det styrker de sociale bånd mellem menneske og hund, og det giver os samtidig en fantastisk mulighed for at benytte leg og legetøj som belønning i træningen.
Konceptet at byde ind med adfærd og variere adfærd er helt centralt, hvis vi ønsker en hund, der tænker selv og er en aktiv deltager i indlæringsprocessen. Det klæder hunden på til at arbejde med shaping, hvor vi netop har brug for, at hunden prøver sig frem, når vi tilbageholder markør og belønning, når vi hæver kriterier. Uden denne kompetence ender vi ofte med en hjælpeafhængig hund, der bliver stresset og enten melder sig ud af træningen eller kører op i en spids, når den ikke kan finde ud af, hvad den skal gøre for at få sin belønning. Initiativtræningen balanceres med rotræning, så vi har styr på både aktivitet og ro i træningen.
Vedholdenhed som koncept hænger tæt sammen med det at tilbyde og variere adfærd, men det kan også betragtes som en separat kompetence, som vi kan lære hunden tidligt i dens uddannelse. Når hunden lærer at være vedholdende, vil den være godt rustet til at klare nye udfordringer, hvor den skal prøve sig frem og ikke får belønning for alle sine forsøg. Uden vedholdenhed er der stor sandsynlighed for, at hunden giver op, når den ikke lige kan knække koden til en ny type opgave i træningen.
Targeting er for mig et af de absolut vigtigste redskaber og koncepter i træningen. I grundtræningen lærer hunden de basale targetøvelser, snudetarget og potetarget, og det at fastholde targetadfærd. Targettræning tjener i min optik flere formål. Det styrker hundens forståelse af at byde ind med adfærd, og det er et fantastisk godt redskab til at igangsætte indlæring af nye øvelser. Når hunden har forstået det grundlæggende koncept med targeting, ”rør ved genstanden og fasthold kontakten indtil markørsignalet bliver præsenteret”, kan vi udvide med en lang række andre targetøvelser, som kan bruges i hundens videre uddannelse.
Frivillig selvkontrol er et koncept, der er en forudsætning for, at hunden kan koncentrere sig om træningen og ikke have ”tunnelsyn” på belønningerne. Samtidig øger det hundens evne til at holde fokus på træneren og kunne ignorere forstyrrelser og fristelser i omgivelserne. Uden denne kompetence oplever mange trænere, at hunden er meget fokuseret på belønningerne eller på spændende indtryk i omgivelserne og ikke kan koncentrere sig om selve opgaven i træningen.
Kropskontrol og kropsbevidsthed er forudsætningen for træning af rigtig mange øvelser. Uden grundlæggende træning af en række motoriske færdigheder og en bevidsthed hos hunden om, hvad den gør med sin krop, er det ofte svært at indlære nye øvelser i hundens videre træning.
Der er mange flere koncepter i hundetræning, som vi indlærer, når hunden har lært træningens helt grundlæggende systematik at kende. Det gælder f.eks. at blive på stedet, at samle en genstand op og holde fast på den eller at følge en dirigering.
Hvis vi tager de analytiske briller på, når vi arbejder med træning, oplever jeg, at træningsproblemer i mange tilfælde snarere handler om manglende grundtræning end om metode mht. indlæring af en given øvelse. Hvis hunden mangler nogle af de grundlæggende kompetencer, vil det være svært at lære den en mere avanceret øvelse, selvom den metode, der bliver anvendt, er rigtig god. I den slags tilfælde er den mest effektive strategi at gå tilbage i træningen og styrke de områder, hvor hunden mangler de grundlæggende kompetencer og derfra at arbejde videre med indlæringen af den ønskede øvelse.
Da jeg fik ny hund i slutningen af 2014, var mit træningsmæssige mål i første omgang konkurrencelydighed. Men før jeg ville gå i gang med det, skulle grundtræningen være på plads. Den første del af min træning med Joey handlede derfor om de forskellige koncepter i grundtræningen. Som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen, kom der nogle gevaldige bump i vejen for mine planer om at arbejde med konkurrencelydighed, da Joey blev opereret for ledmus i begge albuer 11 måneder gammel og skulle igennem en lang periode med genoptræning. Det, der er interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at Joeys grundtræning har dannet et fantastisk udgangspunkt for al den træning, som jeg har arbejdet med i de fem måneder, der er gået siden hans operation. Jeg har gjort fysioterapien til samarbejdstræning, vi har arbejdet med en masse kropskontrol og en lang række samarbejdsøvelser, der både har fungeret som mental stimulation og som relevante redskaber for fysioterapien, og vi har arbejdet med små momenter af lydighedstræningen. Alt sammen med afsæt i den grundtræning, jeg havde givet Joey i de første måneder, hvor mit fokus fremadrettet var på konkurrencelydighed. Uden den grundtræning ville det ikke have været så ukompliceret at skifte spor og have fokus på en lang række øvelser, der er helt anderledes, end dem jeg normalt har arbejdet med i min træning.
I sidste uge var jeg ved at forberede et oplæg til et af vores instruktørhold om emnet undervisning. Et af punkterne i oplægget var, hvad man som instruktør observerer, når man står overfor en kursist. For mig er en noget af det vigtigste som det første at tjekke, hvordan både hund og ejer har det rent følelsesmæssigt. Har de det godt, og er de i balance? Hvis ikke, påvirker det jo i høj grad den måde, de samarbejder på og det samspil, der opstår i træningssituationen. For mig er det uetisk at træne med en hund, der er i ubalance rent følelsesmæssigt, det kunne eksempelvis være hvis hunden er bange for noget eller oplever ubehag i træningen.
Forleden så jeg nogle få klip fra en udsendelse på DR om en cirkuselefant, der gik amok. Jeg så ikke hele udsendelsen, men jeg så en beskrivelse af, hvordan elefanttrænerne knækkede elefanten psykisk bl.a. med voldsom afstraffelse for at få den til at arbejde i cirkus. Til sidst gik elefanten amok, med voldsomme konsekvenser til følge. Jeg så også for noget tid siden dokumentaren Black Fish om spækhuggere og de voldsomme overgreb, de udsættes for. Alt sammen for at der er nogle mennesker, der kan sidde og blive underholdt ved at se dyrene optræde. Efter min mening hører vilde dyr ikke hjemme i hverken cirkus eller i Seaworld. Der er alt for store følelsesmæssige omkostninger forbundet med dette.
Hvad har det med hundetræning at gøre, tænker du måske? Jo vi skal, efter min mening, være meget opmærksomme på de følelser, hunden har i træningen, så vi ikke gør hunden til en cirkuselefant i vores stræben efter, at den skal præstere til en konkurrence eller i den almindelige træning. Jeg ved, at vi kan træne hunde til at udføre de mest fantastiske træningsopgaver, hvis vi gør det med respekt for hunden og arbejder belønningsbaseret. Og her er det at tage hensyn til og forstå hvad hunden føler i alle træningssituationer noget af det vigtigste for mig. Den tekniske del af træning er oftest det, der er lettest at få styr på og få til at fungere. Det er måske også derfor, at mange fortsætter med at træne, selv om deres hund melder fra eller opfører sig lidt anderledes træningsmæssigt end sædvanligt. Det kræver nemlig en langt større opmærksomhed på hunden og erfaring med hundens reaktioner i forskellige situationer at registrere, hvordan den følelsesmæssige balance er lige her og nu. Det kræver også en instruktør, der er opmærksom på denne del af træningen og ikke bare leder efter konkrete tekniske løsninger på problemer, der har en følelsesmæssig oprindelse. Som en af de allerstørste dyretrænere og min læremester i den belønningsbaserede træningsmetode Bob Bailey siger: Pavlov is always on your shoulder. Det betyder, at hundens følelsesmæssige reaktioner i træningen altid overruler den operante del af træningen.
Nu er der nok nogen, der vil sidde og tænke over, hvordan det så er allermest hensigtsmæssigt at reagere i træningen, hvis hunden viser, at den ikke er i følelsesmæssig balance, mens vi træner med den. Lad os tage et eksempel: En person står og træner stillingsskift med sin hund. Hunden er af en eller anden grund blevet bange for noget, det kan være at ejeren har lydt lidt sur, hunden kan være bekymret for andre hunde på træningspladsen eller noget helt tredje, og reagerer derfor ikke på ejerens signaler. Hvad skal vi gøre i denne situation? Set ud fra mit synspunkt er der kun en ting at gøre, og det er at afbryde træningen og genskabe hundens følelsesmæssige balance, hvis det er muligt. Først når dette er på plads, kan vi genoptage træningen. ”Hov hov”, er der så nogen, der siger, ”så lærer hunden jo, at den kan slippe for træningen. Hunden skal lære, at den ikke bare “kan spille skuespil” og på den måde undgå træningssituationen.” Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!!!
Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig! Hunde spiller for det første ikke skuespil, de er altid ægte og klare i deres adfærd. Det er bare ikke altid, at vi kan forstå dem, eller at vi har samme hensigter som hunden. For det andet, kan vi ikke belønne følelser, hvis vi kunne ville det være ultra let at lære hunden ikke at være bange. Hundens adfærd skyldes et ubehag i situationen og er ikke en bevidst handling, som hunden prøver af for at undgå træningssituationen. Hunden føler et ubehag og trækker sig eller dæmper sig på grund af ubehaget. Hvis vi i stedet for at tvinge hunden til at blive i træningssituationen, stopper træningen, så lærer hunden på denne måde, at den altid kan have tillid til os, fordi vi er opmærksomme på, hvordan den har det, og at vi tager hensyn til, at dens følelsesmæssige tilstand og reaktioner. Når vi reagerer på denne måde, får vi en hund, der har en høj motivation for at vælge træningssituationen og samarbejdet til, fordi forholdet til ejeren er baseret på gensidig tillid. Når hunden selv har et valg og frivilligt bliver i træningssituationen, så bliver hunden en aktiv medspiller, som ønsker at arbejde sammen med os, i stedet for alternativet hvor hunden bliver tvunget til at blive i træningssituationen. Så vi må hver især træffe valget, om vi vil lave vores hund om til en cirkuselefant, eller vi vil have et samarbejde, der bygger på respekt, tillid og forståelse. Vi kan nå de samme resultater på begge måder, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg vælger!
Ind imellem læser jeg indlæg på nettet om, hvor ”farligt” det er at lege med sin hund. Før jul så jeg en video på Facebook, hvor en hundetræner advarede om de uheldige konsekvenser, det efter hans mening, kan have at lege med sin hund. I videoen siger han, at hunde bliver stressede efter bare få kast med en bold, og at hunde kan blive aggressive, hvis man f.eks. lader dem lege med tøjdyr, fordi der så vil være en risiko for, at de kan komme til at tage fejl af tøjdyr og et barn.
Jamen hold nu op! Jeg bliver altså lidt træt… Hunde er meget kloge dyr, og de kan sagtens både se og lugte forskel på et tøjdyr og et barn. De kan skelne mellem en bold og et bytte, de kan se forskel på slåskamp og leg, og de kan skelne mellem en hund og et menneske. Hunde er faktisk eksperter i at skelne forskellige situationer fra hinanden. Når hunde leger med hinanden, bruger de elementer fra hele deres adfærdsrepertoire. Det kan være elementer af kamp, jagt, seksualadfærd, og forfølgelse, alt sammen for sjov, for det er nemlig legens kendetegn. Leg er for sjov, målet er social kontakt og samvær. Og hvis det ikke er for sjov, så er det ikke leg! Vi kender det fra os selv og vores børn. Man bliver ikke kriminel, eller det der er værre, fordi man leger røver og soldater. Der er skrevet flere bøger og lavet flere videnskabelige undersøgelser om emnet hundeleg, der bl.a. viser, at der er en lang række virkelige gode effekter af leg mellem hunde og mellem hunde og mennesker. De kan findes på nettet, og jeg kommer med nogle boghenvisninger her nederst i indlægget.
Efter min mening kan hunde selvfølgelig blive stressede af for MEGET og FORKERT leg. Gentagne kast med bold med det formål at motionere hunden, gæster der bliver ved og ved med at kaste ting til hunden, hunde der kommer med legetøj for at få opmærksomhed og hele tiden bliver aktiveret, brydeleg eller voldsom kampleg med hunden osv. er alle sammen eksempler på leg, der går over gevind, som stresser hunden og kan skabe uheldige adfærdsmæssige ændringer. Det er nogle af de uheldige eksemler på, hvordan leg IKKE skal være.
MEN fordi der er nogen, der drukner, holder vi ikke op med at bade, eller køre bil, eller flyve, eller drikke vin eller ryge (jo lige det er jeg for mange år siden holdt op med). Så SELVFØLGELIG skal vi lege med vores hunde, og på den måde skabe en fantastisk glæde i vores hundes liv. Vi skal bruge leg som en genial måde at skabe en relation til vores hunde, der minder om den relation, hunden kan skabe til andre hunde. En interaktion, hvor vi kan skabe en relation, der simpelthen er sjov og skøn. Sidst men ikke mindst skal vi lege med vores hunde for at skabe en belønning, der kan skabe aktivitet og intensitet i hunden. Det er nemlig ikke skadeligt for hunden, på nogen måde, snarere tværtimod.
Indenfor de seneste ca. 15 år, er tamhunden blev genstand for videnskabelig forskning i et omfang, vi ikke har set før. Tidligere var der blandt etologer, biologer og psykologer mere status i enten at studere vilde arter i deres naturlige omgivelser eller i at studere adfærd, primært via indlæring, i laboratoriemiljøer. I de senere år har dette ændret sig, og flere steder i verden forskes der nu i hundes adfærd og kognitive evner på universiteter.
I løbet af året har vi ved foredrag og seminarer her i Danmark haft fornøjelsen af at møde tre forskere, Per Jensen (Sverige), Clive Wynne (USA/England) og Ádám Miklósi (Ungarn), der selv har interesse for og arbejder med denne nye forskning. Ved disse foredrag og seminarer og i bøger af en række forfattere er det muligt at få indblik i mange af de forsøg, der foretages rundt omkring i verden, der forsøger at afdække en række aspekter af vores tamhundes adfærd. Det handler bl.a. om emner som hundes følelser (f.eks. har hunde sekundære følelser som evnen til at føle skam eller jalousi), og hundes evne til at afkode menneskers signaler og følelser (f.eks. er hunde opmærksomme på, om vi ved, hvad de foretager sig, kan de afkode menneskers følelsesmæssige udtryk, og er de i stand til, at forstå intentionen bag visuelle signaler fra mennesker som f.eks. pegebevægelser). Har hunde ”theory of mind”, dvs. har de en forståelse af, at andre levende væsener også har en bevidsthed, og at andre oplever verden på en anden måde, end de selv gør. Når man begynder at dykke ned i den nye forskning, er det overvældende at opdage, hvor mange forsøg, der findes, og den store variation der er i tilgangen til disse undersøgelser, så de emner vi nævner her er kun nogle ganske få eksempler på den forskning, der foregår på området.
Forskningsområdet ser ud til at være noget, der vil blomstre yderligere i de kommende år. Resultaterne er i mange tilfælde spændende og giver stof til eftertanke, og det er sandsynligt, at nogle af resultaterne vil blive en inkorporeret del af vores måde at opfatte vores hunde på i fremtiden. Men kan vi altid tage konklusionerne af de forskellige undersøgelser for gode varer? Er resultatet af en undersøgelse en endegyldig sandhed, der med sikkerhed kan sige noget om, hvordan vores hunde føler eller tænker? Især Clive Wynne lægger i sine præsentationer vægt på, at det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, når vi forholder os til resultaterne af de mange forskellige forsøg, der foretages. Er de enkelte forsøg udført ifølge videnskabelig standard, og er de konklusioner, der drages et udtryk for faktiske sammenhænge eller for fortolkninger af sammenhænge, som vi ønsker at se? Vi lever i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med enorme mængder af information, meget af det præsenteret i kortfattet og overfladisk form via nettet. Hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans, kan vi let komme til at ”købe” fortolkninger af undersøgelser, som reelt ikke har noget videnskabeligt fundament. Det at et forsøg bliver udgivet i et videnskabeligt tidsskrift er, ifølge Wynne, ikke i sig selv garanti for, at forsøget er sobert videnskabeligt set. Mange forsøg er dårligt udført og foretages f.eks. som enkeltstående forsøg med et begrænset antal deltagende hunde og evt. under forhold, der kan rejse tvivl om de reelle årsagssammenhænge i de opnåede resultater.
Ud over eventuelle problemer med mangelfulde forsøgsprocedurer, hurtige konklusioner og subjektive fortolkninger af forsøgsresultaterne, mener vi også, at det er relevant at forholde sig til de involverede forskeres indgangsvinkel til studiet af hundes adfærd og kognitive evner. Studier af adfærd kan tage afsæt i forskellige fagområder. Vi mener selv, at det er relevant at forholde sig til både biologi/etologi, læringsteori, psykologi og neuropsykologi, hvis man vil hele vejen rundt om hundens adfærd, dens evne til at lære og dens kognitive evner. For os er det derfor slående, at fremtrædende forskere indenfor den kognitive etologi, som fagområdet normalt betegnes, næsten udelukkende tager afsæt i etologien. Vi har oplevet, at der blandt disse forskere er en generel afstandtagen til den læringsteoretiske side af sagen og i nogle tilfælde endda i så høj grad, at de enten laver sjov med, at de ikke ved noget om indlæring, eller ved at de latterliggør hundetræning og de principper, som den moderne træning er baseret på. Forskeren Brian Hare, der er ophavsmand til pegeforsøgene, fortæller i sin bog The Genius of Dogs om sin oplevelse af mødet med hundefolk på en stor konference i USA i 2009, hvor vi i øvrigt selv deltog. Han siger følgende: ”….I was invited to give a keynote lecture at a dog training conference… It was all fun and games until one of the key speakers began extolling the virtues of behaviorism… It was like a spaceship had landed and a whole bunch of aliens had jumped out and announced they were taking us all back to the fifties…”. Hare opponerer imod brugen af den operante betingnings principper for læring, som blandt dyretrænere over hele verden er anerkendt og anvendt i den praktiske træning af dyr i mange forskellige sammenhænge. Med sin kommentar (han bruger et helt kapitel i sin bog på emnet!), gør Hare grin med den moderne dyretrænings grundlæggende principper, som han mener er helt forældede, men samtidig udstiller han sin egen uvidenhed og sine egne begrænsninger i sin tilgang til studiet af hundes adfærd. Selvom de forskellige forskere indenfor den kognitive etologi bestemt ikke er enige om, hvordan videnskaben skal bedrives, og hvordan resultaterne skal fortolkes, ser det ud til, at de et langt stykke hen ad vejen er enige om, at ”disse” et helt fagområde, nemlig læringsteorien som irrelevant og forældet. For os virker det helt paradoksalt at forske i de mere vanskeligt tilgængelige karaktertræk/evner hos en art uden at kende specielt meget til artens adfærd og til de basale læringsprincipper, som arten (og i øvrigt alle andre pattedyr) lærer ud fra. Mange af de forsøg, der foretages, rummer elementer af læring, men i stedet for at tage dette aspekt med i betragtning, bliver det af forskerne i mange tilfælde afvist som irrelevant. De forsøg, hvor der rent faktisk er fokus på læring, er ofte uhensigtsmæssigt opstillet, f.eks. ved at forholdene er meget stressende for de deltagende hunde, eller ved de forudsætter noget, der er helt bagvendt i forhold til principperne for kommunikation mellem to individer i en læringssituation.
Forskerne indenfor kognitiv etologi forkaster læringsteorien som mekanistisk med henvisning til B. F. Skinners fokus på selve adfærden frem for individets sind (mind) i sin egen forskning og i sin tilgang til anvendelsen af de operante principper i arbejdet med mennesker i 1940’erne og 50’erne. Denne unuancerede afvisning af de læringsteoretiske principper fremstår for os som et udtryk for, at dens fortalere er helt ude af trit med, hvordan moderne træning foregår. Det er et kendt faktum, at fagområder udvikler og forandrer sig over tid. Det gælder såvel de mange facetter af det hundefaglige område, som andre fagområder som f.eks. medicin, mikrobiologi eller computerteknologi. At hævde, at den læringsmæssige tilgang til arbejdet med dyr ikke har forandret sig, siden Skinners arbejde i 1940’erne og 50’erne, svarer nærmest til, at vi som trænere gik ud fra, at etologerne ikke har ændret deres viden om dyrs adfærd siden Konrad Lorenz’ forklaringer af dyrs og menneskers adfærd i 1940’erne, 50’erne og 60’erne! Denne tanke er helt absurd – og det gælder naturligvis også, når vi ser på den lærings- og træningsmæssige side af sagen. Der er sket og sker fortsat en enorm udvikling på det træningstekniske område, ligesom der gør på alle andre fagområder. At hævde at moderne hundetrænere (og dyretrænere) ikke har flyttet sig i de sidste 70 år, er for os mest af alt udtryk for, at man simpelthen udtaler sig om noget, man ikke ved noget om og er helt ude at trit med sin samtid på det her område. De forskere, der kritiserer træning som mekanistisk, mangler ganske enkelt indsigt i, at moderne træning baserer sig på en træningsrelation, der går begge veje, dvs. at der netop er fokus på interaktionen mellem hund og menneske. Moderne træning er ikke en rent instruktiv envejskommunikation fra træner til hund, den er et skoleeksempel på, at det er muligt at etablere en dyb kommunikation mellem individer af forskellige arter, hvor der i høj grad lægges vægt på sociale relationer, følelser og empati.
Det vi opponerer imod er, at man, i det øjeblik man nævner klassisk og operant betingning, bliver sat i bås med Skinners radikale behaviorisme. Vi er ikke i tvivl om, at moderne trænere i dag er nået langt videre end den mekanistiske tilgang til læring. Den nye forsknings afvisning af den læringsmæssige tilgang til det at beskæftige sig med hunde og deres kognitive evner er for os grundlæggende udtryk for en manglende indsigt i og villighed til at forstå, at moderne hundetrænere kombinerer den læringsteoretiske tilgang med en kognitiv og etologisk tilgang. Repræsentanter for den moderne tilgang til læring er f.eks. Karen Pryor, James O’Heare og Susan Friedmann. Det at kombinere fagområder sker i en hel verden af praktisk dyretræning (og i øvrigt på forskellige områder i den anvendte psykiatri) med alle mulige forskellige dyr. Tænk f.eks. på hvilke fremskridt der er sket i arbejdet med træning af Zoo-dyr. Det er derfor helt bagvendt pr. automatik at have det udgangspunkt, at man ikke kan have fokus på det kognitive og det læringsteoretiske på samme tid. Moderne klikkertrænere har for længst lagt tanken om hundens indre som en utilgængelig ”black box” bag sig. Vi har i vores træning netop et stort fokus på hundens indre tilstand. Vi kan træne vores hunde med baggrund i læringsteorien og samtidig forholde os til hunden som et unikt individ med sin egen personlighed og læringshistorie. Det indbefatter blandt andet, at vi har fokus på hundens følelsesmæssige tilstand, dens evne til at have indsigt i samarbejdets principper, til at forstå koncepter i træningen, og til at indgå i en gensidig samarbejdsrelation med mennesker, hvor kommunikationen i høj grad går begge veje. Vi lægger netop vægt på den sociale og følelsesmæssige relation mellem menneske og hund og på den gensidige kommunikation på såvel det praktiske som det mentale, sociale og følelsesmæssige plan.
Denne kritik af den nye forskning indenfor hundens kognitive evner betyder ikke, at vi skal afskrive alle resultater som irrelevante. Men det er en reminder til os alle sammen om, at vi ikke skal sluge alle forskningsresultater råt som en ny og endegyldig sandhed. Vores hunde er komplekse væsener, både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, og vores relation med dem er tilsvarende kompleks, både når vi træner med dem, og når vi deler vores hverdag med dem. Dette skulle den nye forskning gerne hjælpe til at afdække – med afsæt i en bred og nuanceret tilgang til studierne af vores bedste firbenede venner.
Jeg begyndte min karriere som hundetræner i Beagleklubben for mange år siden, og var i den forbindelse med på et seminar om klikkertræning med min nuværende chef, Christina Ingerslev. Noget af det jeg husker allerbedst fra det seminar var, da Christina fortalte, at klikkertræning også er en praktisk, teknisk færdighed, på linje med det at lære at cykle eller spille tennis. Min første tanke var ”Yes! – så kan jeg også lære det”. Vi mennesker er ikke født med viden om, hvordan vi bedst træner hunde. Når vi får en hund, så prøver vi os frem. Ofte uden at vide, hvad vi gør eller hvorfor. Hvis vi ikke ved særlig meget om hunde, så er det let at blive irriteret eller vred og handle derfra, hvis hunden gør noget, vi ikke kan lide. Det betyder ofte, at vi så skælder hunden ud. Det sker jo også i vores kontakt med andre mennesker, bortset fra at vi overfor andre mennesker formodentligt ville hæmme vores adfærd mere på grund af de sociale spilleregler, vi normalt overholder.
Hos Hund & Træning har vi den holdning, at det at træne hund er noget, vi skal lære. Når vi har lært alt det grundlæggende, dvs. virkelig lært det, så kan vi også meget bedre finjustere vores træning. For os handler effektiv træning i første omgang om tre punkter:
Viden om hundes adfærd, sociale relationer og kommunikation I zoo-verdenen bruger man udtrykket ”kend din art – kend dit individ”. Det at vide noget om hundes naturlige adfærd er helt grundlæggende. Det at vide, hvordan ser min egen hund ud, når den er bange, stresset, forvirret eller har smerter, er vigtigt for, hvordan vi tilrettelægger og ændrer den måde, vi træner på. Hunde bruger meget små visueller signaler til at kommunikere med, og jo bedre vi er til at observere disse små signaler, jo bedre kan vi blive til at ændre vores adfærd i forhold til det, vores hund fortæller os. En af de helt store fordele ved at klikkertræne er, at vi øver os i at se små detaljer og dermed læse de ”svar”, hunden giver på vores træning.
Viden om hvordan hunde lærer – læringsteori For mig er det helt essentielt, at mine kursister har en forståelse af, hvordan hunde lærer. Jo mere vi ved om læringsteori, jo bedre kan vi arrangere vores træningssetup, så vi har succes med vores træning. Det er vigtigt at vide, at der er fem konsekvenser en adfærd kan have (hunden kan opnå noget behageligt, miste noget behageligt, opleve noget ubehageligt, undgå noget ubehageligt eller opleve, at der ikke sker noget). Det er mindst lige så vigtigt at være bevidst om, at følelser knyttes til det, hunden lærer. På den lille skala, når vi bruger godbidder og legetøj i vores træning, så lærer hunden at associere træning med noget behageligt. På samme måde, men med modsat fortegn, kan hunden lære at forbinde træning med noget ubehageligt, hvis vi skælder ud og korrigerer den meget i vores træning. Den følelsesmæssige association sker ikke kun til træningen, men også mere bredt til os. Al interaktion med os er i princippet træning, og derfor har alle vores interaktioner med hunden betydning. Træning handler ikke kun om at få hunden til at udføre en give adfærd, men bør efter min mening også handle om, hvordan hunden har det, mens den udfører adfærden. For mig handler træning handler i høj grad om at tage en etisk beslutning: Skal min hund arbejde for at opnå noget behageligt, eller skal den arbejde, fordi jeg siger det (dermed sagt, at gør den det ikke, så …). Vi har altid et valg, når hunden udviser adfærd. Samler min hvalp en sko op og løber med den, har jeg flere valg. Jeg kan skælde den ud og evt. straffe den, men jeg kan også lære hunden at det kan betale sig at aflevere og så i øvrigt sørge for, at sko er placeret, så hvalpen ikke har mulighed for at tage dem. Uden bevidstheden om at vi har et valg, ender de fleste mennesker med at bruge den første mulighed.
Praktiske færdigheder – teknikken i at træne Uanset hvor meget teoretisk viden vi har om hunde og læringsteori, så er træning i sidste ende også en teknik, vi skal lære at udføre i praksis. Vi skal kunne overføre vores teoretiske viden til en praktisk færdighed. Det er ikke nok at vide noget om markørsignaler, vi skal også lære at time markørsignalet. På samme måde skal vi både vide noget om og praktisk kunne dele øvelser op, sætte kriterier, håndtere vores belønninger optimalt, osv. Alt dette skal i øvrigt ske i et samspil med hunden. Vi stiller hunden et spørgsmål, f.eks. ”Kan du det her?” og ændrer vores adfærd afhængigt af hundens svar. Det kræver, at vi øver os i at observere, og at vi lærer vores egen hund at kende, så det er lettere for os at se, hvad hunden svarer – hurtigt og klart. Der findes kun én måde at blive bedre til at træne hund, og det er ved at gøre det.
Jeg har efterhånden undervist helt almindelige hundeejere en time om ugen i forløb på 6-8 uger af gangen i mange år. Jeg synes dog, at det er svært at fylde den mængde viden på mine kursister, som jeg gerne vil på 8×1 times træning om ugen, og derfor oprettede jeg i foråret et kursus, der hedder glæde og præcision. Formålet med dette kursus er have fokus på deltagernes praktiske færdigheder. Dels for at blive bedre til at håndtere belønninger, så de og hunden har mest gavn af dem, dels for at bedre deres evne til at aflæse deres hund og sætte de relevante kriterier i forhold til øvelsen og hunden. Over tre gange tre timer skal deltagerne igennem mindst én øvelse fra startindlæringen til fuld signalkontrol. De øvelser de skal træne med deres hunde er nogle, jeg har bestemt, og de har alle et formål i forhold til at styrke en eller flere praktiske færdigheder. Det gælder bl.a. øvelsen ligge på siden, som er en super god øvelse i forhold at sætte kriterier.
Jeg har været så glad for dette koncept (og fået så gode tilbagemeldinger), at jeg har ændret i min almindelige træning, så jeg nu har mere teori med på alle hold, fra hvalpe til konkurrencehold. Jeg har lige afsluttet den første gang træning på den måde, og jeg synes at konceptet virker rigtig godt. Er du instruktør, så vil jeg klart anbefale dig at overveje, hvordan du kan formidle mere teoretisk og teknisk viden til dine kursister, og er du hundeejer, så overvej hvor og hvordan du selv kan få mere viden. Du vil opleve, at din forståelse for hvad der gør din træning effektiv vil forbedres.
Bor du ikke alt for langt fra Hedehusene og har lyst til at forbedre dine praktiske færdigheder, så begynder et nyt Glæde & præcision hold d. 9. november.
Til de af jer der bor i Jylland, tilbyder vi i foråret 2016 igen forløbet Power & systematik, som er et lidt længerevarende forløb, hvor du også har mulighed for at komme i dybden med både teori og de tekniske træningsfærdigheder.
