Der er mange måder at indlære forskellige øvelser på i vores træning. Det gælder også næseprøven i DKKs lydighedsprogrammer, som er en færtdiskrimination, hvor hunden skal finde og apportere en træpind med ejers fært mellem en række andre identiske træpinde, som ikke har ejers fært. Jeg har tidligere brugt den såkaldte ”bunkemetode” til at lære mine hunde øvelsen. Der er ingen tvivl om, at det er en god metode, men for hunde der er mere fokuserede på apportering end på at søge, kan det give nogle problemer med uønskede optag af de pinde, som hunden skal fravælge. Mange hunde kan godt lide at tygge på de små træpinde eller at samle flere op på en gang, hvilket giver problemer i indlæringen af næseprøven.
På mine diskriminationskurser har jeg brugt et system med en række glas, som det udvalgte færtemne og en række afledningsfærtemner er blevet lagt i. Fordelen ved den metode er, at hunden kan undersøge færten uden at have mulighed for at tage fat i færtemnerne. Det forebygger uønskede optag i indlæringsprocessen og hjælper hunden til at holde fokus på søgedelen i øvelsen.
I min træning af næseprøven i dag har jeg valgt at arbejde med glasmetoden, så alle pinde, både den med min fært og de rene pinde uden min fært, ligger i glas. Hunden kan dermed snuse til pindene, men den har ikke mulighed for at tage fat i pindene og enten ”smage” på dem eller samle dem op. På den måde er det let at skille øvelsen helt i to dele – en søgedel og senere en apporteringsdel. Her vil jeg beskrive brug af glasmetoden til at indlære søgedelen af næseprøven. Jeg har brugt en træramme med plads til seks glas i det meste af min træning, da det sikrer, at glassene ikke vælter, hvilket giver et mere kontrolleret og roligt setup. Jeg har fulgt følgende trin i min træning:
Første trin i indlæringen er at skabe en association mellem pinden med min fært og adgang til belønning. Jeg lader hunden dutte på pinden for klik og belønning. Først holder jeg pinden i hånden. Senere holder jeg pinden ned mod underlaget, og til sidst lægger jeg pinden på underlaget og lader hunden dutte på den.
I næste trin lægger jeg pinden med min fært i et glas, der er så højt, at hunden ikke kan få fat i pinden. Hunden får nu klik og belønning for at snuse ned i glasset med pinden. Jeg holder først glasset lidt på skrå for at gøre det let for hunden at snuse ned i glasset. Gradvist sænker jeg glasset ned mod underlaget og sætter det på gulvet, hvor hunden fortsat får klik og belønning for at snuse ned i glasset.
Nu skal hunden til at lære at diskriminere mellem flere glas. Først sætter jeg glasset med pinden med min fært op foran to-tre tomme glas, så den har stor chance for først at møde glasset med pinden. Hvis hunden søger hen over de tomme glas, venter jeg til den af sig selv vender tilbage til glasset med pinden med min fært og giver klik og belønning for det.
De tomme glas og glasset med pinden med min fært bliver nu flyttet rundt, så hunden lærer at tjekke alle glas for at finde pinden med min fært. Antallet af glas kan udvides til fem eller seks, når hunden sikkert finder glasset med pinden med min fært og fravælger de to eller tre andre. Ved hver ny repetition af øvelsen flytter jeg rundt på glassene. Jeg rører ved ydersiden af alle glas hver gang, så min fært er ligeligt fordelt på ydersiden af glassene. På dette stadie begynder det at blive tydeligt, at hunden snuser længere tid eller dybere ned i glasset med pinden med min fært. Nogle hunde slikker også ned i glasset i denne fase, hvilket plejer at forsvinde igen, når hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd. Jeg lærer på dette tidspunkt også hunden en fastholdt snudemarkering på en næseprøvepind med min fært, der ligger på jorden, så hunden lærer, at det kan betale sig at fastholde markeringen, når den finder pinden med min fært.
Når hunden kan finde og markere glasset med pinden med min fært blandt fire-fem tomme glas, begynder jeg at lægge rene pinde uden min fært i de andre glas. Først en enkelt og gradvist flere, indtil der er pinde i alle glas: det ene med pinden med min fært og resten med rene pinde. Jeg flytter fortsat rundt på glassene ved hver nye repetition, så hunden skal tjekke glassene for at finde glasset med pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd på en næseprøvepind, der ligger på jorden, vil den på dette stadie begynde at fastholde markeringsadfærden ved at blive stående og holde snuden over/ned i hullet på glasset, når den finder pinden med min fært.
Nu lægger jeg et par rene pinde ovenpå rammen og har stadig glas med pinde i hullerne i rammen. Hunden lærer nu, at pindene kan ligge tilgængeligt, uden at den behøver at samle dem op. Pinden med min fært er stadig i et glas i denne fase.
Jeg lægger gradvist flere pinde ovenpå rammen og til sidst også pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd, vil den nu markere på pinden med min fært, der ligger oven på rammen. I denne fase kan de tomme glas enten stadig stå i rammen, eller de kan fjernes. Det gør ikke den store forskel for hunden, da den nu forholder sig til pindene, der ligger ovenpå rammen.
Alle pinde kan nu lægges på jorden/gulvet som i den færdige øvelse. Der er her stadig fokus på søgedelen af øvelsen, så hunden markerer stadig med den fastholdte markeringsadfærd på pinden med min fært. Når hunden søger sikkert på en række af pinde, kan pindene lægges i forskellige mønstre.
Når hunden søger og markerer sikkert ved pinde lagt ud i forskellige mønstre, kan søgedelen af øvelsen sættes sammen med apporteringsdelen, der selvfølgelig er trænet som en separat færdighed.
Her følger nogle klip af forskellige stadier af min træning af næseprøven med Joey.
Jeg har i skrivende stund haft Zoe i godt et halvt år, og jeg bliver stadig gladere og gladere for hende for hver dag, der går. Jeg følger hendes udvikling nøje og er super begejstret for alt, hvad jeg ser. Jeg kendte egentlig ikke hendes forældre specielt godt og har ikke valgt Zoe, fordi jeg var dybt forelsket i enten hendes mor eller far, så jeg har ikke et eller andet idealbillede eller en drøm om, præcis hvordan hun skal være eller blive, og det er faktisk rigtig rart. Både med Lukka og med min forrige hund Thekla, forelskede jeg mig hovedkulds i deres mødre, og jeg ønskede mig brændende en hvalp, der skulle blive nøjagtig som dem. Heldigvis blev jeg ikke skuffet for både Lukka og Thekla minder (mindede) utrolig meget om deres mødre. Men jeg kender andre, der har fået hvalpe, som på ingen måde ligner deres forældre, hverken af udseende eller temperament. Og jeg tror måske, det kan være svært, hvis man har et indre drømmebillede, og virkeligheden ser meget anderledes ud. I Zoes tilfælde tror jeg nu ikke, at æblet er faldet langt fra stammen.
Zoe er nu otte måneder gammel, og jeg er så småt begyndt at strukturere min træning lidt mere. Zoe skal gå lydighed, og jeg træner målrettet mod eliteklassen. Uhhha!!! Allerede??? Er der måske nogen, der tænker… men rolig nu! Jeg er for det første ikke typen, der træner dagligt og for det andet, når jeg træner, er det i bittesmå delmomenter. Det er lige før, jeg slet ikke vil kalde det træning men nærmere leg. Alting bliver leget ind i mine hunde.
Jeg træner udelukkende positivt, dvs. jeg korrigerer aldrig min hund. Det kræver selvfølgelig, at jeg tænker meget over at hæve kriterierne ganske langsomt, så hunden hele tiden kan følge med og gøre det rigtige. Hvis den så alligevel gør noget andet, end det jeg havde tænkt den skulle, tænker jeg: Hmm… hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kan jeg forklare mit budskab tydeligere? Og så gør jeg det lidt nemmere for hunden. Jeg fortæller den ALDRIG, at den har fejlet. Jeg mærker efter, om der er noget, jeg gør forkert, om kriterierne er for høje, om der er noget i omgivelserne, der generer, om mit humør fejler noget (!), eller om det handler om hunden (hvilket det sjældent gør). Dog kunne jeg ikke forstå, hvorfor Zoe pludselig gik lidt ned i intensitet her på det seneste. Hun var ikke helt så hurtig og skarp, som hun plejer at være. Forklaringen kom i mandags, da jeg fandt små bloddryp på gulvet. Hun var kommet i løbetid. Hvilken lettelse! Det var hormonerne, der spillede hende et puds, og det skal der selvfølgelig tages højde for.
Jeg har lavet en lille video fra vores træning. Jeg er så privilegeret at have haft to hunde i eliteklassen, så jeg ved, hvad jeg træner frem i mod. Jeg har lidt i sjov bygget videoen op efter eliteklasseprogrammet, selvfølgelig kun på det stadie som Zoe nu er nået til i de forskellige øvelser.
Alle øvelser står udførligt beskrevet i min – og mange andres – ”bibel”, KLIK dig til succes af Christina Ingerslev og Karen S. Ulrich.
Sommeren er gået med en masse rejseaktiviteter. I skrivende stund har jeg lige været i Tyskland for at holde kursus i lydighed lidt nord for Berlin. Jeg havde Renate Gregersen med som tolk, da flere af deltagerne ikke taler engelsk. Det har jeg prøvet en gang før, og jo længere weekenden skrider frem jo mere tysk synes jeg, at jeg kan jeg tale, men uden Renate gik det slet ikke.
I begyndelsen af august var Louisa og jeg med hundene i Sverige på lydighedscamp sammen med bl.a. flere dygtige svenske landsholdsdeltagere. Det var super hyggeligt og som altid givtigt at udveksle træningsideer med andre. Vi lavede også en del prøvetræning, med fuldt prøve-setup. Det er noget, som jeg synes er utroligt gavnligt for min og Sennas træning.
Det sidste år har for mig personligt stået i forandringens tegn. Jeg er blevet skilt, min datter er flyttet hjemmefra, og det samme gør min søn inden længe. Så alt i alt er det en ny verden, jeg skal finde mine ben i. Bl.a. derfor har jeg ikke været til særlig mange konkurrencer med Senna i det sidste års tid. Jeg har faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig ikke haft motivationen til konkurrencetræning. Samtidig kunne jeg ikke deltage i udtagelseskonkurrencerne til VM i Torino. Så turbo Senna har måtte affinde sig med at være demo-, gåtur- og kælehund med meget lidt træning.
Søde Vince, der nu er lidt over et år gammel, har selvfølgelig fået masser af socialisering og oplevelser. Han er nok den hund jeg har, som har rejst mest på kortest tid. Vi har trænet mange små delmomenter, der nu er klar til at blive bygget sammen. Det er en proces jeg virkelig nyder. Jeg elsker at lære en ny hund at kende og bygge den op i træningen. Vince er en skøn hund og meget anderledes rent temperamentsmæssigt end Senna. Han er mere afbalanceret og virkelig klog og sød. Han har med rette fået tilnavnet Houdini. Han bruger ind imellem sin betragtelige intelligens til at komme ud af indespærringer, som fx biler og bure. Ikke for at komme væk, han vil bare gerne være der, hvor jeg er. For nogle uger siden var jeg ude at træne sammen med nogle venner. Jeg går på toilettet mens Vince er i et lånt bur. Inden jeg er tilbage, er han gået ud af buret! Ikke ved lynlåsen! Nej, han spadserede lige ud igennem nettet på siden af buret. Hmmmm… Vi arbejder videre på sagen.
Nå men tilbage til lydighedscampen i Sverige. Det gode var at jeg fik spiret et frø til at få min konkurrencemotivation tilbage. Den har sovet tornerosesøvn længe, så det var en virkelig dejlig oplevelse. Senna gik strålende til vores træningsprøver, hun har aldrig været en let hund at træne, men hun har nogle fuldstændigt fantastiske løbeøvelser, som stadig sidder lige i skabet, uanset hvor længe hun holder pause. Til gengæld har hendes fri ved fod virkelig lidt under vores pause. Vi har deltaget i et par konkurrencer for nylig, og jeg er slet ikke tilfreds med den del. Derfor er jeg begyndt forfra med vores fri ved fod træning, og det går rigtig fint fremad i træningen. Ved de par konkurrencer jeg har været til, er jeg ikke endnu nået til det punkt, hvor træningen kommer med på banen. Det er svært for en ikke helt ung hund, at ændre et gammelt mønster og få det med ind i ringen. Jeg har altid synes, at vedligeholdelsesfasen er den sværeste fase af alle hundens træningsfaser, særligt hvis indlæringen ikke har været helt optimal, eller der er et område, der af en eller anden grund falder hunden svært. Vi skal til en konkurrence mere her i weekenden, og vi når selvfølgelig ikke at få rettet vores fri ved fod inden da, men jeg er klar til at tage den karakter, der nu kommer, vel vidende at vi arbejder videre på at forbedre øvelsen.
I øvrigt sjovt som man selv kan få en helt forskellig følelse alt efter hvilken hund, man arbejder med. På et kursus for mange år siden hørte jeg den svenske træner Andreas Rundquist sige: Fri ved fod er en følelse. Senna giver mig følelsen af noget vildt, en urkraft der er sluppet løs ved min side og som næsten ikke kan være i det begrænsende format, som en fri ved fod er. Hendes sjæl er fri og er skabt til at løbe. Vince derimod giver en skøn let og næsten dansende følelse af, at han vil kunne følge mig til verden ende, let på fod og med glæde. Kender du det? Hvilken følelse får du selv, når du arbejder med dine egne hunde?
Jeg deltog i foråret i en konference, hvor der også deltog en del zoodyrstrænere. I den forbindelse hørte jeg flere oplæg, der omhandlede det man i zooverdenen kalder husbandry-træning. Det handler kort og godt om at lære zoodyr frivilligt at tilbyde adfærd, der gør det muligt for dyrepasserne at tjekke deres sundhedstilstand. Her er nogle eksempler: Elefanter lærer at stikke en fod ud af en lem, så de kan få ordnet fødder. Søløver lærer at få dryppet øjne, så de kan blive behandlet, hvis det skulle blive nødvendigt. Tigre lærer at tilbyde deres ene forpote, så de kan blive injiceret med f.eks. bedøvelse. Det er alt sammen øvelser, som er vigtige for dyrenes helbred og velfærd, og der bliver brugt en del træningskrudt på at få lært de forskellige dyr disse færdigheder.
En del af snakken omkring, hvordan man træner zoodyr, handler om at opbygge et forhold til det enkelte individ, man træner. Ved at skabe positive associationer med det enkelte dyr, kan dyrepasseren skabe et tillidsforhold, der gør, at dyrene i en vis grad kan lære at tolerere procedurer, der ellers ville skræmme dem, eller som gør ondt på dem. Uden dette tillidsforhold, kan det være meget svært for en dyrepasser at få lov til at behandle dyr, der f.eks. er kommet til skade.
Et af de oplæg jeg hørte blev holdt af en erfaren zoodyrstræner, der havde overtaget en hund, der viste sig at have massive adfærdsproblemer. I begyndelsen af oplægget spurgte hun ud i salen, hvor mange af os der havde kæledyr derhjemme, som på en eller anden måde kunne betegnes som uopdragne/problematiske. Der var rigtig mange hænder, der gik i vejret. En anden oplægsholder bemærkede, at hun faktisk ikke selv havde trænet sin hund til frivilligt at tilbyde en pote til blodprøvetagning. Selv hos en gruppe af mennesker, som lever af at træne dyr til frivilligt at tilbyde håndtering, har de fleste ikke lært deres hunde og katte det. Jeg skal på ingen måde pege fingre – jeg har selv to hunde, hvoraf ingen af dem bryder sig spor om at få klippet negle. Det fik mig bare til at tænke, hvorfor er det, at vi (selv os der burde have viden og evner til det) ikke lærer vores hunde at tilbyde helt basale håndteringsøvelser frivilligt?
Jeg har ikke svaret, men jeg har gjort mig nogle tanker om det. En tanke er, at det er omkostningsfrit for os ikke at lære vores hunde at blive håndteret. I modsætning til zoodyr, kommer vores hunde til os med en enorm stor tillidskonto. Normale hvalpe er tillidsfulde overfor mennesker og danner meget let sociale relationer til os. Det betyder, at vi kan gøre rigtigt meget, der er ubehageligt for hunden, uden at de bliver farlige for os. Tænk på alle de hunde, der bliver behandlet hårdt, råbt ad, slået og misforstået i helt urimelig grad. Mange af de hunde vil stadig gerne være sammen med deres ejere, og selvom der helt klart er nogle af dem, der får alvorlige adfærdsproblemer, er der rigtig mange, der lever med at blive behandlet på den måde. Hvis en dyrepasser prøvede den strategi på f.eks. en tiger, ville det meget hurtigt gå galt. I gamle dage, før man for alvor begyndte at træne zoodyr, var man nødt til at bedøve dyrene, hver gang der var noget, der skulle ses på. Dyr er virkelig gode til at gennemskue, at der skal til at ske noget ubehageligt, og i løbet af meget kort tid, havde man dyr, der stressede og udviste aggressiv adfærd, når der skulle til at ske noget. Det kunne sprede sig, så dyrene også blev stressede, når dyrlægen f.eks. bare kom forbi anlægget.
Det er aldrig er uden risiko at bedøve et dyr, specielt et der måske er sygt. Det kræver ressourcer, både i form af penge og antallet af mennesker, der skal være til stede. Det kan derfor svare sig at lære f.eks. en tiger at være mere tillidsfuld og frivilligt at tilbyde adfærd, så en blodprøve f.eks. kan tages af dyrepasseren selv, uden at dyrlægen overhovedet behøver at være til stede.
Hvis en hund ikke vil have klippet negle, kan vi tvinge den – give den mundkurv på, lægge den på siden og bare gøre det. Bliver hunden aggressiv overfor os? Nogle gør, men mange hunde lærer med tiden at affinde sig med det. De bliver hjælpeløse. De ved, de ikke kan undslippe og holder op med at kæmpe. Det betyder ikke, at de har det godt med det. Et forsøg fra Fjord & Bælt på marsvin (dem der svømmer) viste, at selv om marsvinene så ud til at vænne sig til at blive taget ud af vandet for at blive håndteret, så faldt kortisolniveauet drastisk, da de begyndte at træne marsvinene til at tilbyde en halefinne til blodudtagning i stedet. Marsvinene havde lært, at de ikke kunne undslippe og holdt op med at kæmpe, selv om de stadig var lige stressede.
Jeg tror ikke, at den almindelig hundeejer har lyst eller evner til at bruge den tid, der er nødvendig for at få en hund til frivilligt at tilbyde en pote til negleklip/blodprøve, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre det mindre ubehageligt for vores hunde (og katte) at blive håndteret. Jeg har arbejdet en kort periode på en dyreklinik og har set virkelig mange hunde og katte være voldsomt stressede, fordi de skulle håndteres af enten mig eller en dyrlæge. Hvis din hund ikke kan lide at få klippet negle, så er det helt sikkert, at den ikke kan lide det bedre, bare fordi det er en dyrlæge/veterinærsygeplejerske/hundefrisør, der gør det. Det kan godt være, at den ser mere rolig ud, fordi den har lært, at den ikke kan undslippe, men det betyder ikke, at den synes, at det er rart! Jeg er i løbet af de sidste år begyndt mere systematisk at lære mine kursister at håndtere deres hvalpe/hunde, så hundene i det mindste er vant til det og reelt vænner sig til at blive håndteret, og jeg håber, at du, når du læser dette, lige vil tænke en ekstra gang over, om der ikke var noget, din hund ville have gavn af at få trænet. Og nu vil jeg så lige tage en negleklipper i hånden og træne en gang negleklip på frivillig basis med mine egne hunde.
Hold op hvor tiden flyver. Jeg har allerede haft min skønne hundehvalp i tre måneder! Jeg er ved at være godt skudt i hende, og hendes plads i mit hjerte vokser dagligt. Men jeg er stadig lidt i konflikt med mig selv mht. træning.
Dels har jeg haft afsindig travlt i den senere tid, så jeg har ikke haft meget overskud. Og overskud er man nødt til at have, når man træner hund – specielt når man træner med en hundehvalp. Når jeg så endelig har en halv time til overs, vil jeg ofte hellere bare gå en tur i skoven.
Dels lider jeg stadig af dårlig samvittighed overfor min voksne hund Lukka. Jeg bryder mig ikke om at lukke den ene hund væk for at træne med den anden, så det begrænser min træning væsentligt. Den ene hund er nødt til at kunne ligger stille og vente, mens jeg træner med den anden. Så faktisk er der RIGTIG meget af træningen, der ”bare” går med at træne Bliv med Zoe.
Og sidst men bestemt ikke mindst, synes jeg, der er rigtig mange dagligdagsting, sådan en lille hundehvalp skal lære. Som f.eks. IKKE at tygge i ens indbo, IKKE at spise blomsterne i staudebedet, IKKE at grave huller i græsplænen, IKKE at æde kosten når man fejer, IKKE at mase ud af døren, IKKE at trække i snoren, IKKE at gå ud på vejen, IKKE at æde hestepærer i skoven, at heste IKKE er store hunde der vil lege osv. Og alle de her IKKE’er skal man være lidt på forkant med, når man kun træner positivt.
Forleden mødte jeg en dame i skoven, der kiggede på Zoe og spurgte mig: ”Hvad kan den?”
”Hmm… ikke rigtig noget” måtte jeg skamfuldt erkende. Pinligt tænkte jeg! At jeg, der har en af landets dygtigste lydighedshunde, også har en fem måneder gammel hundehvalp, som ikke kan noget som helst.
I går mødte jeg en anden dame, der spurgte mig: ”Hvad har den lært?”
Hmm… Zoe har faktisk lært rigtig, rigtig meget, når jeg tænker over det:
De fleste af de store IKKE’er er ved at være udryddet. Og den daglige omgang med hende er en sand fornøjelse. Jeg nyder at have en dejlig, velopdragen og harmonisk hundehvalp, og det er hun virkelig. Derudover er vi i gang med forskellige små tricks og den spæde startindlæring på fri ved fod. Zoe har lært håndtarget, hagetarget og potetarget, løbe ”rundt om”, return to sender, fristeøvelser, holde på en apport mm. Alt sammen bittesmå delmomenter, der stille og roligt skal udvides og senere sættes sammen til noget ”rigtigt”.
Men jeg har ikke travlt. Jeg skal ikke nå noget. Zoe skal nok blive en dygtig lydighedshund, når hun bliver voksen.
Som en klog dame engang sagde til mig: Barndommen er meget, meget vigtig – også for en hundehvalp!
Så er jeg kommet hjem fra en super fantastisk, men også hård uge med præsentationer, der omhandlede alt muligt omkring dyr og det at holde dyr. Jeg har hørt præsentationer om træning af alligatorer, studier af synet hos flagermus (de kan faktisk se en del), forskellige måder at berige diverse dyrarter holdt i fangenskab, adfærdsproblemer hos reptiler (og jo, de kan også få adfærdsproblemer), fugletræning af diverse arter fra papegøjer til rovfugle, empowermenttræning af en elefant (det var ikke det, de kaldte det, men det var det, det var) og meget, meget mere. Derudover har konferencen budt på super besøg i København Zoo, Den Blå Planet og Odense Zoo, hvor vi har set en masse forskellig træning. Jeg vil kort beskrive en af de præsentationer, der virkelig rørte mig. Jeg har ingen billeder af præsentationen, da jeg var helt tryllebundet igennem hele præsentationen. Denne præsentation endte da også med at vinde ABMAs Impact award.
Titlen var: “Positive reinforcement as a replacement of the antique training methods at Elephant camps in Asia” og blev holdt af Dr. Gerardo Martinez. Han er dyrlæge og arbejder med elefanter i bl.a. Thailand. Han fortalte sin historie om, hvordan han (næsten ene mand) har vendt mahutters måde at arbejde med elefanter på i Asien. Han begyndte sin præsentation med at vise billeder af de skader, han normalt behandlede hos elefanter. Det var dårlige fødder (som åbenbart er et stort problem for elefanter – også i fangenskab) og sår efter mahutternes stave, hvilket var hårdt at se på. Det er utroligt svært at behandle fødder på en elefant, der ikke har lyst til at blive behandlet, selv med brug kæder osv. Dr. Martinez viste en video af, hvordan nogle mahutter forsøger at få en elefants fod op på en træstup vha. kæder omkring benet. Lad mig sige, at det tog et godt stykke tid og var absolut ikke smertefrit. Dr. Martinez besluttede sig for at prøve at ændre den måde, han behandlede elefanterne på. Han fandt en måde at få finansieret en træningsvæg, så han kunne komme til at behandle elefanterne på en mere sikker måde. Træningsvægen er en stålkonstruktion bestående af to sider, hvor der er åbninger i forskellig højde og brede, så elefanten kan få f.eks. fødder igennem. Det lykkedes for ham at skaffe pengene og få træningsvæggen bygget, og som han sagde med et billede af ham selv siddende foran væggen, så var det bare at vente på en mahut og en elefant, der ville være med. Efter et stykke tid var der en enkelt mahut, der blev tilstrækkeligt nysgerrig og dukkede op. Dr. Martinez targettrænede elefanten med mahutten siddende på god afstand og med armene over kors. I løbet af meget kort tid, kunne elefanten stikke alle fire fødder igennem et hul i væggen og få ordnet dem. Efterhånden kom der flere mahutter og elefanter til, og langsomt blev mahutterne mere og mere nysgerrige. De begyndte at stille spørgsmål til træningen og blev mere og mere interesserede i, hvordan Dr. Martinez trænede elefanterne. Han begyndte at undervise dem i, hvordan han trænede, og langsomt men sikkert begyndte de selv at træne deres elefanter på denne måde. De begyndte at konkurrere om, hvem der kunne træne deres elefant til en udføre en adfærd hurtigst, og billedet skiftede til et, hvor det er Dr. Martinez, der sidder på afstand og ser på, at mahutterne selv træner deres elefanter.
Ordet spredte sig, og sponsoreret af bl.a. flere elefantorganisationer, kom der flere og flere mahutter til fra mange forskellige steder og lande. De lærte alle, hvordan de kunne bygge en sikker træningsvæg og begynde targettræning af deres egne elefanter. De der kommer, får alt betalt til rejse, ophold mv. Targettræning af elefanter har nu med Dr. Martinez’ hjælp (og sikkert også en del andre) spredt sig over flere lande. Præsentationen var gennemført fantastisk. Selvfølgelig pga. indholdet, men også alle de billeder og videoer vi fik lov til at se, der gjorde et stort indtryk. Alle deltagere endte med at have fugtige øjne, og Dr. Martinez fik stående applaus. En skotsk dyrlæge jeg talte med senere fortalte, at hun havde været i en af de lejre, hvor Dr. Martinez har trænet mahutter, og i de fem dage hun var der, havde hun ikke en eneste gang set en mahut slå sin elefant eller så meget som hæve stemmen. Det var og er en fantastisk historie om, hvordan positiv træning har spredt sig i den ellers meget traditionsbundne måde at træne elefanter i Asien.
ABMA er en organisation, der er åben for alle, der beskæftiger sig med dyr på en eller anden måde.
