Dag 2 bød på et super besøg i København Zoo. Konferencen handler og træning og berigelse, så København Zoo havde stablet en masse træning på benene. Jeg fik set en hel masse træning bl.a. af chimpanse, ponytræning inkl. agility og…
Isbjørn
Brun bjørn
Søløve
Ugle
Derudover var der en masse berigelse, bl.a. tasmanske djævle som fik en hel ged.
Og tigerne som har fået en 7 m høj pæl, de skal klatre op af for at hente deres kød.
Jeg var imponeret af træning. Det er så fedt at se den ro dyrepasserne udviser når de træner. Det her er jo ofte vilde dyr der bliver trænet og noget helt andet end vores domesticerede hunde.
Vi endte dagen på den blå planet hvor vi så havoddertræning og fik lov til at vandre rundt og se for os selv.
Bag forkortelsen ABMA gemmer organisationen Animal Behavior Management Alliance sig, der i disse dage afholder deres årlige konference. For første gang er det i Danmark, og jeg er med. Konferencen henvender sig bredt, men det er mest Zoo-folk, der er med, og så er vi nogle enkelte hundemennesker. I går var den første dag med oplæg, og jeg vil lige give et hurtigt rids over, hvad vi hørte om.
Konferencen åbnede med et oplæg fra Ken Remirez, som gav et historisk perspektiv på det at træne dyr. Lige fra kejsere og faraoer for tusindvis af år siden begyndte at have eksotiske dyr, har der været en eller anden form for træning. I løbet af 1960’erne kom der en modstand mod dyr i fangenskab. Kritiske røster ville have forbudt dyr i cirkus, fordi de mente, at det var mishandling at have dyr til underholdning. Ken Ramirez fortalte, at en række studerende i England havde undersøgt forskellen mellem de dyr, der var i zoologiske haver, hvor man jo forsøgte at give dyrene så naturlige leveforhold som muligt og så cirkus, hvor dyrene blev trænet, hvilket blev betragtet som uværdigt. Det er meget muligt, at trænerne i cirkus har været alt andet en gode ved deres dyr, men kritikerne valgte at have fokus på træning. Undersøgelserne viste, at de dyr der var i cirkus havde det langt bedre, end de der var i zoologiske haver. De trænede dyr var sundere på flere forskellige parameter.
Det er en sød historie, som har et meget vigtigt budskab. Træning kan og bør være med til at øge alle dyrs velfærd.
Et meget interessant oplæg handlede om høns. En phd-studerende fra USA havde undersøgt, hvorvidt høns ville foretrække træning frem for at få maden serveret frit. Hun havde gjort sig nogle gode tanker og havde testet det via tre forskellige præferencetest. Hun fandt ud af, at hønsene generelt hverken foretrak det ene eller det andet og havde i begyndelsen været skuffet over resultatet, men som hun konkluderede, så kan man også vende det om og sige, at da de var ligeglade, så er træning (klikkertræning) i hvert fald ikke aversivt. Hun fortalte selv, at der var en række fejlkilder, men undersøgelsen var alligevel interessant.
Et sidste oplæg, jeg lige vil fortælle om, er meget hunderelevant. Det blev holdt af en østrigsk pige og handlede om hendes træningsprotokoller for at træne hunde, der kan alarmere, hvis ejeren har for højt eller lavt blodsukker, altså en slags diabetes-hund. Det var super interessant, og vi var en del tilhørere, der måtte knibe en lille tåre, da en vi så billeder af alle de primært børn, hundene kom ud til.
I dag skal vi alle samme til København Zoo og se en masse træning – mere om det senere.
Jeg sidder og forbereder mig til min næste undervisning på vores adfærdsrådgiveruddannelse. Et af de emner, vi skal behandle, er følelser hos dyr og selvfølgelig hos hunde. Det er et meget spændende emne, som længe har interesseret mig. For nyligt havde SEA arrangeret et super spændende foredrag med svenske Per Jensen, som bl.a. har skrevet en bog der hedder: Hunden som skäms. Lige nu læser jeg Marc Bekoff: The Emotional Lives of Animals, der også findes i en norsk version. Tidligere har jeg bl.a. læst For the Love of a Dog af Patricia McConnell, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har materiale til flere indlæg om emnet, men ville først lige inspirere jer med lidt litteratur. Bekoff er også kendt for sin forskning i hundes legeadfærd og for dette citat:” Dogs that play together, stay together”, som viser hans fine pointe om, at hunde leger for at have det sjovt sammen og samtidig lære sociale færdigheder. Bekoff beskriver også, hvordan der nu i forskningskredse endelig er konsensus omkring, at dyr også har følelser!!! For mig er det fuldstændig uforståeligt, at dette overhovedet har kunnet være til diskussion. Alle der har med dyr at gøre ved, at dyr selvfølgelig har følelser, ligesom os mennesker. Vi mennesker er ikke dumpet ned fra en anden planet helt isoleret fra alle andre dyrs udvikling, men hænger udviklingsmæssigt så meget sammen med masser af andre pattedyr, at der efterhånden ikke er særlig mange forhold, der gør mennesker unikke.
Når vi kikker på læringsteorien og klikkertræningen, var der tidligere en tendens til at betragte hundens indre som en “black box”, som vi ikke behøvede at kigge ind i, da det kun var interessant at se på, hvad hunden faktisk gjorde. Moderne klikkertræning synes selvfølgelig, at det er interessant at kigge ind i hunden på mange måder. En af måderne er at blive klogere på det, der kaldes kognitiv etologi, som bl.a. handler om, hvad dyr tænker og føler. Følelser giver den stærkeste motivation for at handle på den ene eller den anden måde. Følelser hænger helt grundlæggende sammen med læring, fordi følelser af velbehag får os til at nærme os til andre og giver mere adfærd, mens følelser af ubehag leder til, at vi tager afstand, bevæger os væk eller undgår ting eller situationer. Basale følelser som frygt eller glæde styrer derfor en stor del af vores liv, ligesom det styrer hundenes liv. Helt grundlæggende ville hverken vi eller dyr kunne lære basale ting, uden at kunne føle velbehag eller ubehag.
Forleden fik jeg spørgsmålet: Hvad er det med ham der Cesar Milan – hvorfor kan du ikke lide hans metoder, han får da hundene til at gøre det, som han vil have? Jeg forklarede mit synspunkt på sagen og tænkte at, ja set udefra, får han hunden til at “gøre” noget, som måske kan se ud som det ønskede resultat. Hunden holder op med det ene eller det andet, og så tænker folk måske – er problemet så ikke løst??
Nej, mener jeg, for jeg er jo interesseret i, hvordan resultatet ser ud og føles fra hundens synspunkt. Jeg er interesseret i, at hunden er glad og tilfreds, når den gør det, som jeg træner på. Jeg er interesseret i den følelse, hunden har under træningen og efter træningen. Vi kan alle sammen blive vrede og skælde ud i situationer, hvor vi er bange, afmægtige eller frustrerede. For mig er det noget helt andet at bruge tvang som en bevidst træningsstrategi for at nå et mål uden at bryde sig om, hvad dyret føler. Ja, vi kan få en gris til at gå op i en grisetransport ved at bruge en strømstav, men det tager ekstremt kort tid at lære den at gå efter en targetstick og få det samme resultat, nemlig at grisen flytter sig, men nu med en helt anden følelse. Derfor er spørgsmålet for mig ikke, hvad man kan gøre, og hvad man kan får dyr til. Spørgsmålet for mig er hvad dyret føler, mens det gør det.
Fornylig fik jeg en opringning fra en tidligere kursist, som i den grad fik mig op af stolen. Opringningen handlede om hundeleg. Det er helt essentielt, at hvalpe lærer at omgås og lege med andre hunde. Men, for der er et meget stort men, leg mellem hunde kan også skabe store problemer for den enkelte hund. Der findes to meget udbredte og skadelige myter i forhold til hundeleg. Den første myte handler om, at hunde, der ikke er så gode til at omgås og hilse/lege med andre hunde, ”bare” skal socialiseres noget mere. Det var sådan en hund, min kursist ringede om. Hendes hund er voldsom, når den møder andre hunde, og min kursist fortalte, at hun nok havde været for dårligt til at give sin hund tilstrækkelige muligheder for at være samme med andre hunde, mens den var hvalp og unghund. Nu er hunden blevet så voldsom, at hun ikke rigtigt har lyst til at lade den hilse på andre. Hun ringede, fordi hun var blevet anbefalet at gå til hundeleg med sin hund og ville høre min mening. Den fik hun, og den får I så også her. Hos Hund & Træning har vi en helt klar holdning om, at hunde skal føle, at de har kontrol over de handlemuligheder, de har i deres liv. Det er den grundtanke, der ligger bag empowerment. Den tanke gælder ikke kun i træning af hunde, men i høj grad også i forhold til mødet med andre hunde. Det at gå til hundeleg kan være et super godt supplement til almindelige gåture og træning. Jeg er på ingen måde imod organiseret hundeleg, så længe det foregår på hundenes præmisser. Hunde, der er dårlige til at hilse på andre hunde, mener jeg dog ikke hører hjemme i hundeleg! Der er to årsager til, at det kan være en rigtig dårlig ide. For det første kan du overveje, om de hunde, der skal stå model til hund, der er mangler sociale færdigheder, som f.eks. evnen til at hilse fornuftigt, bryder sig om det. Mødet mellem dem kan ofte ende med en grad af aggressiv adfærd fra en af de andre hunde. Nogle tænker så, at hunden der er alt for meget i hilsesituationen har godt af at blive sat på plads, det kommer jeg til om lidt. Den hund, der sætter en anden hund på plads, har absolut ikke godt af det. Vi kan skabe aggressionsproblemer hos en ellers velfungerende hund, ved at udsætte den for mange socialt usikre hunde. Hunden lærer, at andre hunde ikke kan finde ud af at hilse pænt, og at det kan svare sig at sige fra med det samme. ”Angreb” bliver det bedste forsvar. Har du en velfungerende hund, bør du altså ikke være interesseret i at lade den stå model til alt for mange dårlige situationer.
Hvad med den hund, der måske på grund af for lidt social kontakt overdriver sin hilsen, den lærer da at dæmpe sig. Måske, men det kommer meget an på den enkelte hund, og det er på ingen måde sikkert. En del af de hunde, der er dårlige til at hilse, er det, fordi de er frustrerede over ikke at kunne komme hurtigt nok over til de andre hunde. Det at blive sat på plads af en anden hund, lærer kun hunden, at mødet med en anden hund kan være ”farligt”, og det der før var frustration bliver nu blandet med følelsen af usikkerhed. De to følelser kan meget hurtigt blive en kedelig cocktail. I min funktion som adfærdsrådgiver har jeg set en del hunde, som er blevet værre pga. organiseret hundeleg. Har du en hund, der er dårlig til at hilse på andre hunde, så undgå organiseret hundeleg. Se om du kan finde en sød velfungerende hund at gå tur sammen med. Først i snor og med god afstand og over flere ture gradvist tættere og tættere på hinanden. Det er en meget mere skånsom og sikker måde at introducere to hunde til hinanden. Søg evt. professionel hjælp, hvis problemet er stort, der kan være mange årsager til, at en hund er dårlig til at hilse på andre. Den anden myte omkring hundeleg handler om, at ”hundene skal klare det selv”. Den sætning får mig til at springe op som en trold af en æske. Lad mig spørge, har du lyst til at lade dit barn (virkeligt eller fiktivt) være løs i en skolegård eller børnehave uden, at der var en voksen til stede til at gribe ind? Børn og hunde kan lære at klare forskellige typer af konflikter selv, med fed understregning på LÆRE! Jeg har som adfærdsrådgiver set en del hunde, der var aggressive overfor andre hunde. En stor del af disse hunde har den samme historie. De har fået lov til at lege med andre hunde og har skullet løse problemerne selv – ofte som hvalpe. En hvalp, der bliver tromlet af andre hvalpe/hunde, lærer kun én ting, og det er, at andre hunde er farlige. Som ung vil det ofte betyde, at hvalpen trækker sig, søger til sin ejer (som ikke hjælper, for hvalpen skal jo klare det selv) eller at hvalpen på anden måde forsøger at komme ud af situationen, ofte ved at løbe. Efterhånden som hvalpen bliver kønsmoden, kan der ske et skift, så hunden i stedet for at trække sig, begynder at udvise aggressiv adfærd (knurre, gø, lave udfald i linen) mod andre hunde.
Hos nogle af dem, der tilbyder organiseret hundeleg, gælder den regel, at ejerne ikke må blande sig. Lad mig sige det her højt og tydeligt: Du er din hunds advokat. Du kender den bedre end nogen anden, og INGEN skal tage din ret til at sige fra på din hunds vegne fra dig! Hverken mennesker du møder på gåture, din træner, din dyrlæge eller nogen som helst andre. Uanset om du er førstegangshundeejer, og dem du snakker med har haft hunde i årevis eller på anden måde har stor erfaring med hunde, så kender du din hund bedst. Føler du, at din hund er ved at lide overlast, så stop det. Vil du gerne gå til organiseret hundeleg, så er den første regel derfor, at det sted du har kig på, ikke forsøger at fratage dig din ret til at blande dig. Får du at vide, at du ikke må blande dig, og at de nok skal blande sig, hvis det skulle blive nødvendigt, så sig pænt tak for besøget. Det ikke at blande sig kan føre til alvorlige mentale traumer hos hunden. Se flg. video fra Sue Sternberg (greatdogproduktions). Der er ingen af de hunde, der befinder sig i den hundegård, der efter min mening burde være der:
Hundeleg foregår bedst på store arealer, hvor der også er noget, hundene kan snuse til. Gerne med få hunde, dvs. under 6-8, alt afhængigt af alder, og hvor godt de kender hinanden i forvejen. Bevægelse er godt, så bevæg dig rundt på arealet. Alle hunde skal se afslappede ud, der skal være rolleskift i legen, så det ikke hele tiden er den samme hund, der bliver jagtet eller ligger nederst. Der skal være pauser, hvor hundene f.eks. snuser sammen. Hold hele tiden øje med din hund. Leg kan hurtigt skifte karakter, så selvom det ser ok ud til at begynde med, er det ikke sikkert, det bliver ved. Prøv at se flg. video. Kan du se, hvornår legen skifter til ikke at være sjov for den ene af de to hvalpe, der leger sammen?
For et lille års tid siden måtte jeg sige farvel til min gamle hund Thekla. Siden da har min unge hund Lukka (der nu er 6 ½) været ”enebarn”. I den første tid kunne jeg ikke mærke noget på Lukka, men lidt efter lidt fornemmede jeg, at Lukka begyndte at blive ked af det. Hun var ikke længere sit sprudlende tossede selv, hverken i hverdagen eller til træning og konkurrencer. Jeg tror virkelig, at hun savnede Thekla.
Så jeg begyndte så småt at se mig om efter en ny hund. Egentlig mest for Lukkas skyld. Jeg havde ikke den der “jeg MÅ bare have en hundehvalp NU!“–følelse, og min søgen var da heller ikke speciel ihærdig. Jeg er fuldstændig skudt i Lukka og tanken om, at en anden hund skal “tage over“, ligger mig uendelig fjern. Jeg har haft hunde hele mit liv, men INGEN er kommet ind under huden på mig, som Lukka er. Jeg vil allerhelst have, at hun skal være her resten af mit liv. Jeg véd godt, at hun ikke er den perfekte konkurrencehund, hun har en svær psyke, kan pludselig blive bange for gulvet (!!!) eller et eller andet andet, har svært ved at være separeret fra mig, ja, jeg kunne komme med en lang remse, ikke desto mindre betyder hun alverden for mig, og jeg hader tanken om, at hun ikke lever evigt.
Nå, tilbage til hundehvalpen. Jeg var naturligvis i kontakt med Lukkas opdrætter, i håb om at få en hvalp fra de samme blodlinier, men det kunne først blive aktuelt om 1-2 år. Så fik jeg øje på en finsk tæve (der mindede mig meget om Lukka) og snakkede med både ejer og opdrætter. Hunden virkede rigtig fin, men jeg kunne godt mærke, at jeg stadig havde svært ved at gå helhjertet ind for projektet. Fani, som hunden hedder, var på det finske landshold sidste år og klarer sig rigtig godt til udtagelserne igen i år, derfor har de valgt at udsætte parringen til slutningen af året. Så gik jeg i stå i min hvalpesøgen, halvt lettet og halvt irriteret.
Nogen tid senere modtog jeg en mail fra opdrætteren til Fani, der spurgte om jeg kunne være interesseret i en hvalp (der var født få dage forinden), efter en tæve, som var meget tæt beslægtet med Fani? Det var ikke nogen helt tilfældig tæve. Hun var fra Italien (finsk opdrættet) og en fantastisk lydighedshund, der var blevet nr. 3 til sidste VM i lydighed. Og hanhunden var verdensmesteren fra samme år. Hold nu op et tilbud! Jeg var i syv sind. Jeg kendte jo ikke rigtig disse hunde. Jeg havde selvfølgelig set dem til VM men ikke mødt dem og rørt ved dem osv. Jeg undersøgte alt omkring dem og fik lange udførlige rapporter om deres sind og væsen, deres psyke, deres arbejdsegenskaber, alt! Det hele lød fantastisk og til sidst kom jeg til den konklusion, at der måtte være en dybere mening med, at denne lille hundehvalp landende i skødet på mig og jeg takkede JA!
For et par uger siden tog jeg til Italien og mødte mit lille nye stjernefrø Zoe. Hun var selvfølgelig 😉 en helt fantastisk lille hundehvalp. Sød og fræk og med en tårn høj nuttefaktor. Efter nogle skønne dage i Italien fløj vi hjem. Turen gik helt uden komplikationer. Zoe charmerede alle i den italienske lufthavn, og 5 min inden afgang faldt hun i søvn i sin lille taske og sov tungt under hele turen til Kbh.
Tilbage i DK
Jeg havde ingen kvaler ved mødet mellem Lukka og Zoe. Jeg har passet forskellige hvalpe gennem tiden, og Lukka kan godt lide hundehvalpe, jo mindre jo bedre. Det gik også fint. De løb rundt ude i haven og alt åndede fred og idyl. Men efter nogle dagen synes Lukka godt, at hundehvalpen måtte tage hjem igen. Nu ville hun gerne have sin mor for sig selv. Og så kom tvivlen og alt den dårlige samvittighed væltende ind over mig som en kæmpe bølge. Som en tsunami! Var det synd for Lukka, at hun nu skulle dele mig? Hvalpen turde jeg ikke elske sådan helt 100% af dårlig samvittighed overfor Lukka. Og det gav mig dårlig samvittighed overfor Zoe! Jeg turde ikke træne med den ene af dårlig samvittighed overfor den anden og omvendt. Jeg begyndte at tvivle på mit hvalpeprojekt og gik helt ned med flaget.
Efter et par dage og flere lange samtaler med min privat-terapeut-veninde Christina, kom jeg oven på igen. Begge hunde har det jo fantastisk. Super glade og søde og friske. Det er en stor omvæltning for Lukka, det er der ingen tvivl om. Der bliver også taget hensyn til hende i det omfang, det nu er muligt. Heldigvis er Zoe en utrolig fin hundehvalp. Hun er ikke opsøgende og irriterende overfor Lukka men meget imødekommende, når Lukka kommer til hende.
Mit håb er selvfølgelig at Lukka og Zoe bliver rigtig glade for hinanden og trygge i hinandens selskab. I skrivende stund er Zoe 10 uger og for et par dage siden, måtte Lukka overgive sig, og hun begyndte at lege med hundehvalpen. Den vildeste tag fat rundt og rundt ude i haven, hvor Lukka med jævne mellemrum smed sig ned i græsset og gav Zoe lov til at hoppe oven på hende. Jeg stod inde i stuen og betragtede dem gennem vinduet med tårer i øjnene. Dér faldt den sidste sten fra mit hjerte <3.
Tiden går og hundehvalpen vokser – vildt hurtigt. Joey er nu godt 4½ måned gammel og er blevet en stor hundehvalp med lange ben. Det går rigtig godt med ham i hverdagen, og han elsker stadig vores mange små træningssessioner. Vores træning rummer stadig nogle dagligdagskompetencer, men mange af de daglige rutiner er netop blevet rutiner, som ikke kræver så meget opmærksomhed mere. Derudover arbejder vi selvfølgelig også videre på den træning, der er målrettet mod konkurrencelydigheden.
Hverdagens færdigheder rummer blandt andet:
Håndteringsøvelser, hvor jeg især har fokus på håndtering af hoved, mund og poter. Joey er ved at skifte tænder, hvilket ser ud til at gå helt efter bogen. Han laver nu hagetarget og en slags kindtarget, hvor jeg holder hænderne på hver siden af hans hoved, og accepterer fint, at jeg ser på tænderne. Han er ikke vild med at få klippet negle, så vi håndterer poter dagligt og rører poter/negle med negleklipperen, uden at jeg klipper.
Indkald kan man aldrig træne for meget, og det øver vi fortsat på alle gåture, hvor Joey kommer susende, når jeg kalder.
Selvkontrol – at vente på at få lov, f.eks. vente på trappen sammen med beaglerne, når vi skal ud til bilen, når vi skal til stranden og vente på at komme ud af bilen.
Det går også rigtig godt med grundtræningen af øvelserne i de fire kategorier kontakt, leg, initiativ og kontrol. Joey har rigtig godt styr på de forskellige øvelser, og jeg kan gradvist øge sværhedsgraden i de forskellige øvelser og er også begyndt at arbejde med flere nye kernekompetencer, som kommer til at udgøre de brikker, som lydighedsøvelserne en dag skal sættes sammen af. Foråret er heldigvis så småt på vej (på de gode dage), og det betyder, at vi er begyndt at træne ude. Det har givet mulighed for at arbejde med de øvelser, hvor der er brug for afstand, f.eks. udløb til target og løbe rundt om en genstand og de øvelser, hvor Joey skal forholde sig i ro, hvor det glatte gulv i min stue har gjort det svært for ham at holde f.eks. en sitposition, fordi han gled på gulvet.
Vores træning rummer blandt andet:
Snudetarget var en af Joeys første øvelser, men det fastholdte snudetarget har været et svært koncept for ham at forstå. For et par uger siden knækkede han endelig koden, og vi kan nu bruge den fastholdte targetadfærd med både snude og hage i andre sammenhænge.
Elefantøvelsen fungerer rigtig godt til den ene side nu, og jeg har sat signal på, som fungerer fint. Jeg er netop begyndt at bede om en ”twofer” her, dvs. to gentagelser af adfærden for én belønning.
Indtage stående pladsposition på platform, hvor Joey søger og fastholder positionen.
Indtage stående pladsposition og kvarte vendinger på et lavt target ved siden af mig. Her øver vi både det at indtage positionen og det at træne bagpartskontrol, når jeg drejer en kvart omgang, hvor Joey skal dreje med for at indtage positionen ved siden af mig igen.
Løbe rundt om en genstand er hurtigt blevet en favorit, da Joey er vild med løbeøvelserne. Jeg sætter min træningstaske et stykke ud på græsset, og Joey suser ud og rundt om genstanden og tilbage til mig til en gang trækkeleg som belønning. Jeg arbejder i første omgang fra den ene side. På sigt er planen, at adfærden skal kunne udføres fra både min højre og venstre side.
Udløb til target går også fint. Joey løber hurtigt og lige ud til target og står stille og venter på, at jeg enten kommer ud og belønner med godbidder, eller at jeg giver release-signal til, at han må bryde positionen og løbe tilbage til legetøjet for at få en omgang trækkeleg.
Fastholdelse af apport, hvor jeg er begyndt at lægge hænderne på endestøtterne på apporten går rigtig fint, og Joey har et fint og roligt greb om apporten.
Vi er gået i gang med indlæring af bakke med en ny teknik, hvor Joey som udgangspunkt får belønning for at stå på en platform. Jeg trækker ham derefter af platformen med forpoterne ved at lægge en godbid foran mine fødder og venter, til han bakker tilbage på platformen. Vi er i startindlæringen af denne færdighed, men det ser fint ud.
Foldedæk har voldt os nogle kvaler, fordi Joey har en tendens til at skubbe forbenene frem, når han lægger sig ned. Vi har været omkring nogle øvelser med fastholdt snudetarget, hvor jeg har bøjet hans næse ind mod brystbenet, så han begyndte at læne sig lidt bagud uden at lægge sig. Derfra har jeg brugt en fristeøvelse med en godbid i en åben hånd til at få ham til at læne sig langsomt bagud i foldebevægelsen. Dette er helt klart lettere at træne på græs frem for på det glatte gulv inde i stuen.
Joey er rigtig god til at holde en position, når jeg frister ham med et stykke legetøj. Jeg har udvidet denne træning til, at vi nu træner bliv i sitposition, hvor jeg belønner skiftevis med godbidder og legetøj, hvilket går fint – især når vi arbejder på græs, hvor de lange ben ikke skrider på underlaget.
Joey elsker trækkeleg og lærte også meget hurtigt konceptet i dead or alive, hvor han skal slippe det legetøj, han har fat i, når jeg holder det stille og i stedet tage det andet, som jeg gør aktivt. Vi er nu så små i gang med return to sender, hvor jeg kaster et stykke legetøj ud, og Joey skal komme tilbage og lege trækkeleg med mig med det kastede legetøj.
Til hvalpetræning får vi nogle træningsopgaver, som er mere i den tricksprægede kategori, f.eks. løbe i ottetaller mellem mine ben, twiste, løbe rundt om mig i cirkler, løbe ud til en hulahopring og stille sig i midten og blive stående. Joey synes, at disse øvelser er en fest og lærer hurtigt ideen, når en ny øvelse bliver introduceret.
Jeg er også begyndt at arbejde på at lære Joey at lægge sig på et tæppe, så han på sigt kan slappe af og være i ro, når der er en pause i træningen. Min plan er, at denne færdighed i første omgang skal sættes ind i en meget genkendelig kontekst, ved at jeg bruger et tæppe, som Joey skal lægge sig på. På sigt kan adfærden sættes på signal og udføres uden hjælpen fra tæppet.
Her er en video med klip af nogle af de øvelser, vi arbejder på lige nu J.
