Vores første VM blev et VM med tårer og desværre ikke kun glædestårer. Optakten til VM har langt fra været optimal. Lukka har haltet on and off i en længere periode. Jeg har konsulteret to forskellige dyrlæger, fået taget røntgen og blodprøver og været til adskillige behandlinger hos to forskellige kiropraktorer uden at blive meget klogere. Så længe hun blev holdt i ro, var der ingen problemer, men straks hun gav den max gas var den gal igen. Så jeg har holdt hende meget i ro. Ikke trænet særlig meget, slet ikke løbeøvelserne, og holdt hende i snor eller under skærpet opsyn på vores skovture. Men to uger inden vi skulle af sted var jeg uopmærksom et øjeblik og Lukka tog den vildeste spurt igennem skoven. Hun kom tilbage få sekunder efter på tre ben! Dér kneb jeg den første tåre. Øv øv… der røg dét VM. Af sted til kiropraktoren igen. Han vurderede, at der var 50% chance for, at hun nåede at blive helt okay og ordinerede mere ro.
To dage inden vi skulle af sted fik jeg ENDELIG ok fra kiropraktoren. Lukka var rengående og helt perfekt. Godt nok var det lidt utrygt at tage af sted uden nogen synderlig træning men hovedsagen var, at hun var fit for fight.
Turen til Østrig forløb helt uden problemer. Vi, Christina, Pia og jeg, kørte MEGET tidligt onsdag morgen og var fremme onsdag aften, hvor vi mødtes med resten af holdet.
Torsdag morgen var der træning (på et afsindig glat gulvtæppe) og om eftermiddagen skulle vi se ”white dog”. Men da vi kom tilbage til hallen havde den hvide hund allerede gået programmet, en time tidligere end planlagt!!! SÅ tog den store mand (= vores holdleder Erling Olsen) affære og så kom den hvide hund på igen. Tak Erling.
Fredag begyndte konkurrencerne. Hold op hvor var dommerne… hmm… underlige er måske ordet, i deres bedømmelser. De var ikke kun strenge men også ofte helt uforståelige i deres bedømmelser. Vi fandt ALDRIG nogen rød tråd i de point de gav. Det er frustrerende ikke at have nogen idé om, hvad det er de trækker for. Lige som det også er frustrerende at se ekvipager, der ikke bliver trukket for f.eks. ekstrakommandoer. Det var lydighed på allerhøjeste niveau. Super flotte øvelser der blev belønnet med 7 og 8 – hvis de var heldige! Jeg synes alle danskerne viste flot, flot lydighed. De fleste af os havde bare lige lidt uheld med ind på banen og lavede et eller andet vi ikke plejer at gøre. Og VM er ikke stedet, hvor der er plads til fejl. Christina skulle op som nr. 21 fredag. Da vi stod sammen og ventede på det blev hendes tur var jeg stjerne nervøs, og jeg forestillede mig at det kun ville blive værre dagen efter, når jeg selv skulle i ringen. Det blev det heldigvis ikke.
Lørdag eftermiddag skulle Lukka og jeg på som sjette sidste hund. Om morgenen havde hun lavet to fine fællesøvelser til hhv 10/9 og 10/8,5. Første øvelse i programmet var indkald. Jeg synes selv det var rigtig fint, specielt når man tænker på det glatte gulvtæppe. Vi fik 8,5 og 7! Halvanden points forskel. Hvad mon den ene dommer så, som den anden ikke gjorde? Dernæst fremsending, som var nær perfekt. 8,5 og 9. Apporten var også super fin indtil Lukka liiiige måtte tygge lidt i den. Grrr… det har hun bare aldrig gjort før. 7,5 og 7. Så kom fri ved fod og der kunne jeg godt mærke den manglende træning. Hun var ikke helt så skarp, som jeg ved hun kan være. 6,5 og 8. Igen halvandet points forskel. Hmm… gad vide hvad den ene dommer godt kan lide og den anden ikke kan??? Skidt pyt. Jeg havde den fedeste følelse i den ring. Jeg var ikke synderlig nervøs og jeg synes vi havde en fest, Lukka og jeg.
Nå, videre ind i ring 2. Her var der en enorm prøveleder. Han var det sødeste menneske men stor som et hus. Første øvelse var næseprøven. Lukka var lidt længe om at sætte sig på plads, da øvelsen skulle i gang. Om det var den meget store mand der gjorde hende utryg, finder jeg aldrig ud af men faktum er, at hun var MEGET usikker i sit søg og gik over den rigtige pind så mange gange, inden hun til sidst kom tilbage med den, at det gav nul! Rigtig rigtig super ærgerligt. Det er slet ikke en øvelse hun ellers har problemer i, så det kom noget bag på mig. Næste øvelse var springet og det frygtede jeg på forhånd. Siden Lukka slog sig på et spring sidste sommer, har hun været meget usikker, når hun har set et spring, der afviger lidt i udseende. Det her var stribet! Og desværre trillede metalapporten ALT for langt væk, så på tilbagevejen tabte hun apporten og tøvede, da hun skulle springe tilbage. Den ene dommer gav 5, og den anden gav nul. Øv øv… men humøret fejlede ikke noget og straks efter lavede Lukka det smukkeste stillingsskift. 9,5 og 8. Sidste øvelse var lynet, som også gik rigtig fint. 7,5 og 8.
Glad og lettet. Ærgerlig og irriteret. Følelserne var meget blandede, lige da jeg forlod ringen. Jeg ved, at vores forberedelser har været mega dårlige. Jeg ved, at Lukka slet slet ikke var dér, hvor jeg gerne ville have hende rent træningsmæssigt, men jeg ved også, at hun er en top fornuftig lille hund, der har al sin grundtræning i orden og kan sine øvelser. I minutterne efter prøven, tænkte jeg, at det her gider jeg bare ikke igen, men allerede dagen efter var jeg klar til at gå i ringen igen (hvis jeg altså havde fået chancen). Det var selvfølgelig super ærgerligt med det søg og med springet, men jeg er pave stolt af mit lille hundedyr, der kan deltage og gøre en god figur ved et verdensmesterskab UDEN egentlig at have trænet særlig meget op til. Og jeg glæder mig vildt til og håber virkelig på, at vi på et tidspunkt får chancen for igen at deltage i et VM, hvor vi HAR trænet seriøst op til.
Søndag var der finale og alle mødte op spændte og i godt humør. Men så fik vi den sørgeligste besked. En af de norske hunde, Monicas Extra, var blevet skrækslagen for nogle raketter og var stukket af lørdag aften. Den blev fundet søndag morgen i en vejkant. Død. Det var helt ubærligt. Stakkels stakkels Monica og hendes søde søde Extra. Hele holdet var ganske knust. Ja det var alle deltagerne ved dette års VM, tror jeg. Flere gange i løbet af dagen trillede tårerne på mange af os. Og der var ikke et øje tørt senere under præmieoverrækkelsen, da Christa, på det finske hold vegne, overrakte Monica en buket blomster.
Men finalen gik i gang og dommerne fortsatte med at give nogle helt umulige point. På et tidspunkt blev det simpelthen publikum for meget, så de buh’ede højlydt. Og det hjalp lidt på pointene. Men hvor er det ærgerligt, at bedømmelserne skal være så strenge og ulig og at farven på tøjet skal have betydning for tallet på dommerens pointtavle. Guld og sølv gik til Finland til hhv. Christa med Kaos og Jessica med Mac, der med kun ét points forskel begge leverede to super flotte programmer, både i den indledende runde og i finalen. Bronze gik til samme russer, der også vandt bronze sidste år. Stort tillykke herfra.
Mandag stod vi – igen – MEGET tidligt op og satte snuderne mod DK. Hjemturen forløb helt uden problemer og mandag aften var vi alle hjemme igen, godt brugte men meget glade.
Alt i alt en fantastisk tur. MEGET MEGET lange dage og MEGET korte nætter. Men stemningen på holdet har været helt ubeskrivelig god. Vi har grinet så tårerne (glædes tårerne) trillede ned ad vores kinder. Vi har snakket og diskuteret. Spist gode middage. Travet frem og tilbage mellem hal og hotel og udnyttet søde Williams (Birgittes mand) limo-service på det groveste. Erling har været en super holdleder godt hjulpet af Annette. Tusind, tusind tak Christina, Birgitte, Pia, Jennifer, Helle og Miriam for at gøre vores første VM til den bedste oplevelse – også selvom resultaterne udeblev denne gang…
Onsdag den 16 maj tog Louisa og jeg til VM i lydighed i Salzburg Østrig. Optagten var meget stressende, da der var noget usikkerhed om indkvarteringen med hunde mm. Turen derned gik fint, vi fulgtes med Pia Bergenholz i vores bil og Birgitte Bruel og hendes mand William i deres bil. Heldigvis kunne de tage noget af vore bagage ellers kunne vi slet ikke være i bilen.
Da vi ankom til hotellet var det regnvejr og iskoldt, phu ha det fortsætter forhåbentlig ikke tænkte jeg, for jeg har hverken pakket fleecetrøje eller varmt overtøj.
Vi skulle tidligt op og træne i hallen dagen efter, dvs. om torsdagen, da vi havde en træningstid 8.46. Vi havde set på kortet, at der lå et dejligt grønt område mellem hotellet og hallen. Yes, det var også rigtigt, desværre var det grønne område klipper beklædt med træer, så vi måtte pænt gå udenom alt det grønne og i stedet gå ved siden af de meget trafikerede veje. Hallen vi skulle være i var et ishockey stadion, hvor der var lagt gulv og tæpper over isen. Der var dejlig god plads i ringen, så vi gik alle sammen på banen samtidig. Det betød at vi fik ekstra træningstid. Opvarmningen i ringen handler for mig at se mest om, at hunden skal føle underlaget og føle sig godt tilpas i ringen. Jeg vidste, at Senna skulle prøve at stoppe på tæppet, men jeg var ikke forberedt på, at hun ville skøjte rundt som en anden Bambi på is. Efter en ti – tolv gentagelser af både stå og dæk i indkaldet begyndte det at gå lidt bedre. Vi nåede også en fremsending, apport og en springapport. Det meget “grundige” dyrlægetjek, hvor dyrlægen lagden en hånd på hunden og så i passet blev overstået. Vi spiste lidt mad og gik tilbage til hotellet. Kl. 14.30 var vi tilbage i hallen, da prøvehunden skulle på kl. 14.40 – øj nej det stod i tidsplanen, men den var de kommet foran, så de havde bare taget prøvehunden før og derefter begyndt mødet for holdlederne. Erling spaserede resolut ind og fik det lavet om, så der kom en ny prøvehund til ære for de punktlige danskere. Inden da havde Birgitte fået kontakt med nogle japanere, der havde filmet prøvehunden. Japan var med for første gang og filmede alt med deres overraskende dårlige kameraer. Middag på en græsk restaurant lige overfor hotellet og så på hovedet i seng tidligt. Tidligt op om fredagen hvor jeg skulle op som nr. 21. der var afgang til hallen kl. 6.30, ingen morgenmad den dag heller. Jeg har lært altid at tage noget mad med selv, så man ikke er afhængig af at nogen sælger dårlig cafemad. Vi havde fået en fin base lige foran et lille rum, hvor hundene kunne stå helt ugenert. Det var faktisk perfekt.
Jeg var på i fjerde gruppe, der begyndte med fællesdækken, derefter gik man ind i den anden ring til fællessit. Senna og jeg stod som nr. 3 fra højre og vidste heldigvis ikke, at de to foregående hunde havde fået nul på den plads Senna skulle ligge på, fordi de snusede for meget. Jeg ved ikke hvad det var med det sted, men Senna snusede også, hvilket hun ikke plejer og fik 7 af begge dommere. Videre til fællessit, her sidder hun som en saltstøtte og får 2 x 10, dejligt at fællesøvelserne er ovre. Jeg havde et problem med dem sidste år, men føler at vi har fået meget bedre styr på dem nu. Alligevel bliver jeg altid mest nervøs i de øvelser, fordi jeg ikke kan se min hund. Så var det bare at vente til det blev min tur til at gå i ringen til de andre øvelser omkring frokosttid. Jeg har efterhånden fundet den bedste måde at klargøre hende på, ud og afreagere med noget leg og løb ca. en time før jeg skal op. Her laver jeg også nogle enkelte øvelser og lidt fri ved fod, derefter afslapning indtil kort før vi skal på. Jeg sidder eller står stille og lader op sammen med hende, indtil det bliver vores tur. For os handler det meget om at få ro på og være afslappede inden vi skal i ringen. Lige inden jeg går ind giver jeg Louisa et stort kram, vi har delt så mange oplevelser med Senna og Lukka og nu står vi her ved vores foreløbige mål VM. Fantastisk! Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil ind på banen, har super meget lyst til at være her og til at deltage. Der er den helt rigtige mængde sommerfugle i maven – alt er perfekt. Lodtrækning inden vi går i ringen, jeg ønsker at trække venstre apport, hvorfor ved jeg ikke, hun kan begge retninger lige godt og jeg trækker venstre apport og går ind i ringen. Første øvelse er indkaldet, det er den øvelse jeg har mindst føling med, da jeg ingen ide har om, hvordan hun vil stoppe på gulvet. Ståen er fin, jeg kalder igen og hun drøner mod mig. Jeg tænker, det bliver svært med den fart, siger dæk og ser hende glide mindst fem meter på tæppet, men jeg hører publikums uhhhhh i ørene. Dejligt at de lever med i øvelsen. Jeg får 6 og 7 for øvelsen. Dernæst fremsendelse, hvor hun løber hurtigt ud til keglen og drøner ud i feltet. Desværre havner hun tæt på bagerste linie, jeg siger kom, som hun ikke hører, så jeg dækker hende af med en tæt margin til bagerste linie. Hører igen publikums uhhhhh, fordi hun dækker tæt på stregen – jeg tolker det som om hun er inde. 7 af den ene dommer og 9 af den anden dommer.
Videre til apporteringen, her ligger apporterne en meter foran feltet. Senna kommer til at vælte keglen men gør det ellers fint. På vejen tilbage kan jeg se, at hun tøver en lille smule, da der står en hel masse ben med sorte bukser. Hun skal lige tjekke hvilke sorte bukser, der er mine. Ingen tygning og fin plads. Det giver 8,5 og 7,5 – fine karakterer i denne konkurrence, hvor man skal være jublende glad for et 8-tal. Derefter fri ved fod, som går helt hæderligt, hun er 100% koncentreret hele tiden men også lidt freeesh efter løbeøvelserne og har nogle små hop undervejs, 7 fra begge dommere, helt OK. Jeg har i min træning arbejdet meget med at gøre hende afslappet i fri ved fod og jeg tror faktisk, at jeg er på rette vej med de tiltag jeg har gjort inden VM.
Så går vi ind i den anden ring, hvor vi skal begynde med næseprøve. Vi har trænet meget på at være rolige inden næseprøven, hvilket har betalt sig, da hun tager den rigtige pind og kommer ind med den. Hun har fint tempo ud og hjem, men går over den rigtige et par gange og så kan man ikke få mere end 7 og 6,5. Springapport, her bukker hun lige ned i forbenene ved en ellers flot udført øvelse og får 7 og 6,5. I fjernkontrollen laver hun fine skift uden ekstra kommandoer, men hun kommer lidt frem, så det bliver til 6,5 fra begge dommere. Jeg er meget tilfreds med fjernkontrollen, da der var meget larm omkring hende, synes det er fint at hun kunne koncentrere sig og tage kommandoerne. Sidste øvelse er lynet, sit, stå og dæk under gang i rækkefølgen, dæk, sit og stå. Jeg plejer aldrig at misse en position uanset hvordan rækkefølgen er, men hun sætter sig ikke, så her har vi 5.5 og 5 – lidt øv.
Jeg går ud af banen med en super god fornemmelse, jeg havde endnu ikke set pointene, men er glad for at Senna glad og kækt har gået hele programmet. Der var små ting i de fleste øvelser og jeg får egentlig fornemmelsen af, at man har et 8 tal, hvis øvelsen er OK. Hvis der er en lille fejl, trækkes der fra 8 – tallet og hvis øvelsen er virkelig flot, så kan man komme højere op end de 8. Pia og jeg stod og talte lidt med den finske dommer om indkaldet. Den finske dommer sagde, at hun trak 2 point, hvis hunden kom for tæt på benet og uens fart trak selvfølgelig også. Jeg er helt sikker på, at den italienske dommer trak for at hunden gled på tæppet. Om fjernkontrollen sagde den finske dommer, at hun trak ca. 2 point, hvis hunden flyttede sig med en tredjedel, dvs. en 15 – 20 cm, mens den østrigske dommer trak for for store og for lange signaler til skiftene i fjernkontrol. Alt i alt må man konkludere, at der ikke noget sted skal være noget, der på den ene eller den anden måde stikker ud. Efterhånden synes jeg der bliver fokuseret så meget på detaljer og små bitte uregelmæssigheder, at hundene generelt er langsommere, så alt foregår helt glat og næsten robotagtigt. Den her tendens med at dommerne næsten ikke tør være den, der giver et tital, har vi set i flere år og var synes jeg meget udtalt i Østrig. Det er vanskeligt at vide, hvad den enkelte dommer trækker for og det gør det uigennemskueligt, at vide hvordan man skal forbedre sig. Jeg har stadig den holdning, at den hurtige hund også har en plads ved denne type konkurrencer, selv om der lettere kommer nogle små ting ind der kan trækkes for. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at tage farten ud af min hund, selv om det føles fristende. Mindre fart giver jo færre fejl. Jeg er meget glad og stolt over mit turbodyrs præstation og håber virkelig jeg får chancen for at deltage igen. Vi havde mange sjove oplevelser og grin og det var super spændende at følge de andre danske deltagere og se de mange dygtige hunde fra de forskellige lande, tak til jer allesammen for en rigtig god tur! Den ufattelige ulykke med Monicas Ekstra er stadig helt uvirkelig – tænk at det kunne ske. Tillykke til finske Christa og Jessica på de to første pladser i finalen. Arbejder på min video, som kommer på senere.
Velkommen til bloggen
Her skriver Christina Ingerslev Karen Strandbygaard Ulrich og Karen Frost Knudsen
